Først da hun når op på siden af ham, standser han op og ser roligt op på hende på ryggen af ridedyret.
"Godformiddag unge frøken." hilser han roligt i høflig tone, gør et let nik som hilsen.. Rigtig nok hvad hendes tankegang var.. ikke mange andre end Elizeph i dette land, klæder sig på den måde.. Faktisk tror han slet ikke han har set nogle i kjortel endnu, altså lige bortset fra ham selv da.
Af hvilken årsag befinder hun sig dog her? tænker han en smule undrende for sig selv, men han siger dog intet højt. Han kunne bare rode i hendes tanker med sin tankelæsning.. Men... han finder det ikke høfligt at gøre med mindre man har en god grund.
"De burde nok ikke opholde Dem her... Hvad er Deres eirne?" Spørger han i samme rolige tone.. Han spekulere ikke rigtig over, at han ikke engang kender hendes navn.. for hvad betyder det? Man skal vide navnet på sine venner.. Men venskaber er ikke noget Elizeph går ind for.. Det er så særdeles overflødigt efter hans overbevisning... Han har klaret sig uden venner.. faktisk ekstrem godt.. Ikke mange dæmoner inden for rådet, har haft så gode Vilkår som Elizeph.. Måske derfor mange af dem ønsker ham død? mens andre ønsker ham i deres magt.. appropos magt... Elizeph begynder at spekulere en smule.. Hvor mon hans hersker befinder sig henne? Han burde snart få trukket frem i den lille fyr igen...

"Godformiddag ældre herre" svarede Cashi, med et lettere drilsk smil på læberne, selvom det dog ikke var en fornærmelse. Elizeph vidste nok selv at han var en gammel rad. Hun betragtede kort Elizpehs tøj. Det samme som igår, bare i nogle andre farver.
"Mit eirne?" Cashi så tænksom ud i et kort øjeblik, men det var blot for skuets skyld. Hun var jo en strejfer. "Hvis De ikke ved det, så er jeg jo en strejfer." Startede hun, som ville hun komme med en lang forklaring om det at være strejfer. "Og derfor har jeg intet bestemt sted jeg høre til. Jeg red blot ved et tilfælde ind ved Deres fæstning - det var skam ikke meningen"
Hun så igen op på fæstningen, smilende. Hendes gamle hjem kunne nok være i 2-3 af værelserne - hvis værelserne altså var så store som hun mente.
"Men det er da en flot fæstning de har fået stablet på benene, herr"

Ældre..... herre..........? hans øjne slår nogle trics... Elizeph kunne være faret op, råbt og flået hovedet af denne kvinde.. ældre herre?! hvad var det for noget at sige?! Så ham gammel ud..?
straks begynder hans tanker at kredse rundt om hans ydre
Ser jeg gammel ud? ... Har jeg fået rynker?!! Gråt hår?! Nej dog! jeg må få det tjekket efter... ældre.. jeg er da ikke ældre?!! jeg er ikke gammel!!! pff... ældre.. må jeg være fri!! han må virkelig beherske sig for ikke omgående at slå hende i hjel! Vende vrangen ud på hende.. bogstaveligt talt!
Han svarer ikke på det der med strejfen omkring.. Men til det med komplimenten om fæstningen, svarer han tørt og en smule harsk; "Flot? Det er blot et lille simpelt tilholdssted".. han lyder en kende sammenbidt... Stadig kredser hans tanker løs...
Har jeg rander under øjnene? For pokker da! Jeg har sikkert haft så tralvt at jeg ikke har fået holdt mit ydre ved lige! fandens! han får sådan en trang til at se efter i et spejl..

Cashi så lidt forvirret på Elizeph. Sagde jeg nu noget forkert...? Hun sank en klump, mens hun betragtede Elizephs stille sind, med en bekymret mine.
Hun hoppede hurtigt ned af sit ridedyr og tog fat i tøjlerne, inden hun stillede sig foran Elizeph for at betragte hans ansigtsudtryk - og han virkede ikke glad. Godt nok fortrak han ikke en mine, men hans aura var totalt forandret.
"Et lille tilholdssted? Jeg synes her er fantastisk.." Sukkede Cashi imponeret og smilede imod fæstningen. ".. De må endelig give det til mig, hvis De bliver træt af det" grinede hun blidt, en anelse tøvende. For Elizephs humør var faldet drastisk.
"Herr?" Cashi strøg blidt Elizeph over kinden og smilede blidt. Det gik endelig op for hende hvad Elizpeh var vred over. "De ser ikke gammel ud, men De må anderkende at De er blevet ældre med tiden?"

"Det er forærret til herskeren." svarer han koldt.. hans stemme er kold på en anden måde end hidtil.
Da hun stryger en hånd over hans kind, får hun sendt et blik, så nedladende, at det ville kunne få selv den mest selvsikre til at tvivle på sine egne værdier.
"Ældre med tiden? For en dæmon er der ikke noget der hedder 'ældre med tiden' .. Man styrer sit eget ydre. Men det skal De ikke blande Dem i, forstået?" siger han harsk.
Ældre med tiden... pffh! Jeg har set sådan ud længe.... Er det for gammelt? straks begynder Elizeph at fundere over om han skal forynge sit udseende yderligere... Men han kommer til at tænke.. Dengang han var yngre.. var hans hår så godt som ustyrligt... Og herskerene den gang havde sådan en dårlig vane med altid at skulle nusse ham i håret.. fordi det jo var så luftigt, lettere stort og meget blødt.. Han fandt det ubehageligt.. Og værrer var det hvordan de andre dæmoner i rådet altid slyngede et par liflige kommentare afsted om hans 'manke'.. det ser han sig helst fri for.
De smagradgrønne øjne fastholder det kyniske blik på Cashi.. Ja, nu er hun ikke ligefrem i kridthuset længere.. For hver gang han bliver kaldt gammel, slipper hans ungdommelighedsmagi en smule, og han bliver en lille smule ældre.. Det skal han så bruge kræfter på senere for at oprette... temmelig upraktisk...

Cashi sukkede opgivende og smilede så blidt.
Men da hun fik det nedladende blik trak hun sig øjeblikket væk. Hendes hånd tog hun til sig og lagde sin anden hånd over den, som var den kommet til skade. Og hvis det ikke var for hendes stolthed ville hun enten være redet bort så hurtigt som muligt, eller gået i chok og blive et nervevrag. Men som sagt tillod hendes stolthed det ikke.
Istedet for fnøs Cashi bare fornærmet, som om Elizephs hårde ydre og harske tale ikke rørte hende overhovedet.
"Elizeph, De må lære at kontrollere Deres følelser! Det er yderst tåbeligt at en høj ranget dæmon, som jeg kan regne ud De er, skal lade sig påvirke af en alm. dødelig krystalianers kommentare, er kun er ment i sjov!" Svarede hun bare hårdt igen og sendte Elizeph et udfordrende smil. Hendes temperament var allerede nu ved at komme ud, for var der noget hun hadede var det når folk behandlede hende dårligt.
Cashi lagde hurtigt armene over kors og nev sig i den ene arm, for ikke at begynde at gløde over det hele. De sidste par gange var det nemlig gået galt og hun havde fået så mange gnubs at der gik uger før man kunne genkende hende.

OOC: Vi fryser lige her :3

Egentlig er den eneste grund til at det påvirker Elizeph så meget, vel på grund af ham Niklurian... Den lede djævel! forbandede satan! Elizeph væmmes dybt.
"Kontrollere mine følelser siger De?" spørger han koldt. Hun skulle bare vide... hvis jeg ikke kunne kontrollere mine følelser.. han fristes til at vende øjne, men gør det dog ikke.
"Desuden... Hvorfor tror De, at jeg er høj i rang?" han flytter en lok hår.
"De andre dæmoner er hjerteløse slagtere... Nærmest ingen af dem kan udvise menneskelighed... Derfor respektere de, at dæmoner som kan klare deres post, og stadig være jordnær... Så hvad skader det, om man udviser følelser? Måske De burde tænke Dem om, inden De forsøger at belære mig.." hans stemme er fortsat den kolde.. og hans ansigt har ikke trukket en eneste mine.
Desuden... for hver gang nogen kalder mig gammel... brydes ungdommelighedsfortryllelsen en smule ned... han væmmes ved tanken om det sidste.... han har sikkert fået et gråt hår nu, eller lignende! alt sammen på grund af en nævenyttig krystalisk pige, der tilsyneladende tror at de to burde lære hinanden bedre at kende.... Elizeph formoder det er på grund af hendes opgave, at hun vist syntes de burde være perlevenner... Men hun glemmer nok bare, at Elizeph er dæmon.. og med dæmoniske tindenser... til trods for at han ligner et menneske... Faktisk, ligner han så meget, at hvis han blot tog noget mindre prangende tøj på, ville ingen nogensinde gætte på at han var andet end en almindelig borger... De runde ører.. som alle andre normale mennesker har.. Ja, der er faktisk slet intet ved hans udseende, der kunne tyde på en dæmon... hans øjnfarve er ikke engang andet end menneskelig, til trods for den meget klare, smukke grønne farve... Som passer godt til det sorte, bløde bølgede hår... måske er det på grund af dette, at han altid bliver undervuderet af sine modstandere? men hva pokker.. det gavner ham jo blot! Hellere blive undervuderet, end overvuderet... Men okay.. folk har aldrig overvuderet ham... For hans kræfter rækker langt længere end hvad der burde være muligt... Men de besværgelser i den ende af magtfuldheden... Dem bruger han aldrig... Han finder det en hån at være nødsaget til at bruge den slags ting... hellere bruge mindre besværgelser.. bevise at han kan klare sig på det... Han har nærmest indgået en aftale med sig selv om hvor hans grænse ligger, alt efter hvor han befinder sig... Og i krystallandet, ligger grænsen ikke specielt højt i forhold til hans egentlige fulde styrke... Men det er vel også en slags svaghed? Hvem ved..

((og du svarer bare når du sys du er online XD.. indtil da; frys))

Cashi så forfærdet på Elizeph og sukkede dybt. Hun stoppede så hans snakken, midt i en sætning ved at lægge en finger fra hans mund.
"Elizeph, vil De ikke nok lade være med at bebrejde mig? Jeg påpegede blot Deres alder - ikke Deres udséende. For De er en smuk og elegant mand, og ikke gammel" Sagde hun roligt, inden han smilede blidt og tog fat i tøjlerne til ekumaens trense.
Cashi satte sig så hurtigt op i bøjlerne, og sendte Elizeph et blidt, dog roligt udtryk.
"Grunden til at jeg talte til Dem, var fordi at De tidligere at De ville give os ekstra kræfter til at beskytte amuletten. Men jeg vil forlade Dem nu, og så komme igen når De er rolig og fattet"
Og så red hun sin vej :3

OOC: Jeg orkede ikke lige at forsætte ;____; xD gomen!

((hah xD Elizephs talestrøm overvinder alles tålmodighed 8D ))

Han ser blot koldt på hende..
Alder er ligegyldigt.. Evner, er hvad der tæller... tænker han.. men han siger dog intet..
Da han ser hun er forsvindet væk, går der ikke længe inden han er indenfor på slottet.. Nu skal der gøres noget ved alderdoms tegn! Én gang for alle..

//out