Cathrine bed sig i læben og så lidt væk. Hun havde godt vidst det i det sekund han havde blottet sine tænder, men hans måde at sige det på skræmte hende langt ind i sjælen. Hun kunne ganske vidst ikke se om der var sandhed i hans ord, men han var selvsikker. Meget selvsikker. De kunne man se på hele hans krops holdning, og man kunne høre det på hans måde at formulere sig på. Han var ikke sprunget ud fra en skygge og straks begyndt at suge hendes blod. Han havde været selvsikker nok til først at snakke med hende. Det sagde noget om ham, tænkte hun dystert. Han måtte være noget ud over det sædvanlige. Cathrine trak vejret dybt ind og tog sig sammen. Hun så ham igen trodsigt ind i øjnene.

”Hvor jeg dog hader storbyer” udbrød hun sukkende. Hun hævede på ny sit sværd. Hun så igen grund til at være det mindste høflig mere. Hun var sikker på hun ville tabe denne kamp, men hun ville ikke give op på forhånd. Hun var stædig og det ville hun altid være. Hun havde ikke mange ods på sin side og havde igen idé om hvad en sådan vampyr kunne udrette. Ganske vist var hun god med et sværd, og hun ville kunne vinde over de fleste, men det var også det eneste hun kunne lige nu. Det var koldt, tåget og endda midt om natten. Hendes evne til at frembringe ild ville ikke gavne hende meget. Uden nogen varme at fokusere på ville det kræve ekstremt meget af hende at kunne lave selv den mindste flamme.
Hun kunne kun vente og håbe at heldet var med hende. Måske var han ikke så farlig som han virkede

Mithras kropsholdning ændrede sig ikke det mindste. Han blev blot stående, afventende. Tågen omkring dem svirlede fortsat rundt om dem, fugtig og klam. Så pigebarnet ville ikke bare give op? hmm måske hvis han insisterede. Det ville ingen forskel gøre alligevel. Mithras var sikker på at der ikke længere eksisterede væsner i denne verden der kunne udfordre ham. Hvis der gjorde havde de undgået hans stille bøn om en ordentlig kamp i årtusinder.

"Hvad bliver det til?"

spurgte han. Hans mørke stemme svøbte sig som fløjl omkring hende og stragte sig videre ud i natten. Han ville til at starte med blot have brugt sine hypnotiske kræfter til at få hende til at makke ret, men hun havde ikke reageret som først forventet. Det faktum alene havde stukket lidt til hans interesse barometer, for blandt de utallige kvæg hernede sydpå var det sparsomt hvor mange der ikke handlede ens når de troede deres liv var i fare. Hans muntre smil tog ikke af det mindste idet han fortsatte, med ordene.

"Vil du følge med, eller vil du tvinge mig til at drikke her blandt affaldet og rotterne?"

Igen ragte han sin hånd frem bydene, uden agtpågivenhed for det trukne legetøj.

Cathrine hjerte var begyndt at dunke hurtigere, og hun kunne næsten ikke høre hans ord for hendes egen vejrtrækning, men hans budskab var klart. Den fremstrakte hånd sagde alt. Hun vidste hvad hun burde og hvad der ville være bedst, men det stred mod hendes natur bare at give op og gå lige i armene på noget der ville skade hende. Det ville være som at forråde sig selv. Hun vidste hun var heldig i forhold til så mange andre der havde været i en situation som hun nu befandt sig i. Hun havde et valg. Hun havde muligheden for at vælge hvor traumatisk det ville udarte sig. Det ville med garanti være meget værre her end hvis han fik sin vilje. Måske var det ikke så slemt igen? Men det ville nok blive mere smertefuldt her. Hun kunne godt se hun ikke havde en chance for at klare ham, men hun ville komme til at kæmpe med ham alligevel. Måske ville hun blive såret slemt så hun ikke kunne gøre modstand. Det ville altså højst sandsynligt være mest fornuftigt t følge med. I det havde han ret. Men det kunne hun da ikke? Det var forkert! Hun kunne da ikke bare give op fordi det var nemmest!

Man kunne tydeligt se kampen med sig selv på hende. Den ene side var den fornuftige og logiske side som blev ved med at fortælle hvor meget værre det ville blive hvis han ikke fik sin vilje. Den anden var det meste af hendes personlighed. Hendes hidsighed. Hendes mod. Den del der aldrig gav op uanset hvad. Hendes ildsjæl. Den blev ved at minde hende på hvor fejt det ville være at følge med. Hvor respektløst det ville være. At hun ville være stemplet som nidding resten af hendes liv hvis hun bare føjede sig.
Cathrine bed endnu engang tænderne sammen og fik et beslutsomt udtryk i ansigtet. Hun kunne ikke følge med. Uanset hvad der var godt og skidt for hende. Hun kunne ikke være sin egen foræder. Hun sagde ikke noget. Det der kunne siges kunne man se tydeligt i hendes ansigt. Hun kom ikke frivilligt med.

Mithras trak ikke hånden til sig. Han kunne tydeligt se og fornemme hendes resolutte vilje. Hendes afsky for det faktum at hun bare det korteste af øjeblikke havde overvejet at føje ham. Så hun ville altså tvinge ham til at spise her. Meget vel. Med en mild strækken af armen førte han sin hvidhandskede hånd op til hendes udstragte sværdklinge. Han lukkede sin hånd omkring den, uden hensyn til dens skarpe æg.

"Så du vil altså ikke følge med"

konkluderede, hellere end spugte han.

"Meget vel"

Han bevægede sig nærmere. Han havde til hensigt blot at tage hende og drikke fra hende som var hun en vinflaske på en reolhylde.

Den svirvlende tåge omkring dem tog til i tykkelse og lukkede dem inde i et veritabelt bur af grå fugtig luft. Det var kun dem og et område omkring dem på 5 m i diameter der var synligt.

Cathrines øjne blev fyldt at væske da den pludselige tåge omringede dem og hun blev nød til at blinke flere gange for at kunne se tydeligt igen. Automatisk bakkede hun bagud da han kom tættere på, men hun kunne ikke gå ret langt. Den tykke tåge omkring dem forhindrede hende i at gå videre. Hvis hun gik ind i tågen ville han meget nemmere kunne tage hende. Han kunne helt sikker se meget bedre i den end hun. Om han kunne se noget i den betød vel egentlig ikke noget. Han kontrollerede den jo.
Cathrine vidste at det ikke ville hjælpe hende meget at stå og hive i sit sværd i et forsøg på at få det tilbage. Det ville bare trække ham tættere på, da han tilsyneladende ikke blev påvirket af den skarpe klinge. I stedet for at trække sværdet længere ind til sig, slog hun i stedet et kraftigt slag til siden i håb om at han på den måde ville komme ud af balance og miste grebet om sværdet i den skrå bevægelse. Hendes anden arm holdt hun oppe foran brystet så hun ville kunne afværge eventuelle slag mod hovedet eller maven. Ikke fordi han virkede som typen der ville begynde at slå, han kunne sikkert så meget andet der ville være meget nemmere for ham.
Hvis bare det var varmere! Hvis bare det var dag! Hun kan ikke lade være med at tænke sådan. Hvis det var dag ville hun ganske vidst kunne klare sig bedre.

Hendes slag kom pludseligt og Mithras havde hverken haft tid til, eller til hensigt at forstærke sit udødelige kød imod klingens stål. Da hun først satte bevægelse i den gravede den sig dybt ind i hans hånd. Mithras holdt sin hånd på sin plads, og hellere end at slå ham ud af kurs kappede hun 4 fingre og halvdelen af hans håndryg af. Hans blod, påfaldende kraftigt rødt i den ellers grå tåge, løb i en stadig strøm fra det åbne sår, men Mithras reagerede ikke. Han løftede sin hånd op i hovedhøjde og de spidse tænder i hans hvide smil skildtes for at lave mellemrum nok, til en alt for lang og en smule væmmelig tunge fandt sin vej ud og hen til såret. Han labbede forsigtig en smule af blodet til sig og kiggede tilbage på hende.

Han lod sin hånd falde ned langs siden. I faldet lukkede svirvlende skygger sig omkring hans arm og da den var nået ned og hænge normalt var alt som det plejede. Hans øjne blev smallere og hans smil blev skælmsk.

Den arm hun havde taget op for at beskytte sig lå nu omkring Mithras ryg. Han befandt sig mellem armen og hendes torso. Hans høje skyggefulde form var svær at se nogen detaljer i selv på denne afstand, idet vampyren accelerede fra 0 til mange hundreder kilometer i timen på et øjeblik. Stående mave til mave, og tilmed med en arm om ryggen, fra sit offer, lagde han dovent en hånd under hendes hage. Alt ved han udstrålede ro og en svag grad af morskab. Som vidste han allerede hvor svært det ville være at reagere efter et sådant display. På denne afstand var det eneste man var i stand til at skille fra mørket hans ansigt. De glødende øjne kastede en svag glød på hans måneblege hud og gjorde hans ansigt synligt.

Hans anden arm lagde sig omkring hendes skulder og hans hånd lagde sig i hendes nakke. Hans smilede tandfuldt. Klar til ar løfte hendes hage og bide, men ikke noget hastværk.

Cathrine var fanget i et jerngreb. Hun kun kunne ikke bukke sig og komme væk på den måde fordi han havde fat i hendes nakke og hun kunne ikke komme væk fra siden på grund af hans arm. Hun kunne stort se kun vente på det nu uundgåelige.
Det var kommet så pludseligt. Hvordan havde han kunnet gøre sådan? Hun havde slet ikke set det komme, og det var gået så stærk at hvis hun havde blinket så ville hun havde overset det. Hendes hjerte hamrede som besat i hendes bryst. Et bankede så kraftigt at hun var ret sikker på han også kunne mærke det, så tæt som han stod på hende. Hendes vejrtrækning var ligeledes hurtigt og hivende efter chokket fra det pludselige angreb, og hendes unaturligt varme blod susede hurtigt igennem hele hende krop.

Varme? Cathrine fik en idé. Hun var slet ikke sikker på at det ville virke men hun kunne ikke tænke på andet hun kunne gøre. Hun lukkede næsten modvilligt sine øjne og koncentrerede sig om varmen i hendes egen krop. Man kunne s at det krævede energi og koncentration af hende at gøre sådan, og hendes krop blev også mere spændt. Det virkede. En svag varme spredte sig fra hendes sværd hånd, og den varme gav hende styrke. Hun smed sværdet fra sig og fik presset sin arm op mellem hende og Mithras. I en hurtig bevægelse skubbede så hårdt hun kunne til ham på den korte afstand. Slaget var ikke kraftigt, og ville ikke kunne skubbe ham væk fra hende, men ilden fra hendes hånd havde taget fat i noget af hans tøj. Flammerne var hverken kraftige eller meget varme, men flammer var det dog og det var det hun kunne præstere vejret taget i betrækning.

OOC: Hvordan er det nu. Er det også den der fantastiske følelse hvis nogen bliver bidt normalt af ham?

En del damp opstod idet hendes flammende hånd kom i kontakt med den fugtige luft. Den unaturlige tåge trak sig lidt væk fra den store varme, og fugtig damp steg mod himlen. Mithras øjne blev et øjeblik åbnet i reel interesse inden han fik sat en hånd imod brystet. Ilden slikkede sig op af hans tøj. Og han slap hende og tog et enkelt skridt baglæns imens han kikkede ned på ilden med udpræget interesse malet i ansigtet. Han så tilbage på hende, ned på ilden, og tilbage op imod hende, som den langsomt antændte en større og større del af ham. Det eneste visuelle tegn på at han kunne føle ilden var en dirren i hans mundvig der røbede at han kunne føle smerten fra flammerne.

Mithras røde øjne glødede af en helt ny slags interesse nu. Fra sulten overbærenhed, til fascination og håb. Så hun besad magiske evner, den kære. Hun var altså ikke bare en simpel blodpose. Mithras ændrede ikke sin oprindelige opfattelse af hende. Hun kunne umuligt være en udfordring, men man kunne aldrig være sikker og håbet om en ordentlig kamp ulmede i bunden af hans bevidsthed, hvor sult stadig dominerede slaget om hvad han skulle foretage sig.

Ilden fik efterhånden ret godt fat i tøjet. Han var antændt som en stor fakkel, men rørte sig ikke. Hans grin, stadig med en mild dirren i mundvigen, der afslørede at han ABSOLUT kunne føle det her, samt hans blik, var i fuld flor, og han lagde armene ned langs siden og et hvæsende grin undslap ham. Hans mørke stemme var tydeligt præget af kropslig slitage, og et nærmere eftersyn ville også afsløre store dele af afsvedet og kogende kød på hans hals, som utvivlsomt var årsag til hans stemmes rallende skift.

"Såh..."

kom den mørke hvæsen.

"Du vil teste din stålsathed imod mig"

Igen et grin, groteskt og ulækkert takket være hans krop stadigt tiltagende forfald. Store dele af hans tøj var brændt væk, og forkullet hud og kogende kød var synligt hist og her på hans krop. Mithras forbandede stille vampyrernes normale svaghed overfor ild. Selvom magisk ild var barnemad for ham at heale var det stadig irrirterende hvor let der rent faktisk gik ild i ham. Han frydede sig ved tanken om alle de svage pestspredere som ikke ville kunne heale disse skader og bekræftede med tilfredshed at hans blod var overlegent. Stadigvæk... at antænde så let som tørt halm havde sine ulemper. Han kiggende ned af sig selv igen. Der var ikke meget mere at stille op med denne krop. Hans blod flød ud på jorden under ham og hans var overbevist om at det ville være et spørgsmål om tid før ilden fik ordentligt fat i hans ansigt.

I modsætning til hvad mithras kropsholdning fortalte kunne han sagtens mærke han blev brændt. Mithras var ikke uimodtagelig overfor smerte, men han besad evnen til at hærde sin krop imod den. Det var dog ikke hvad han gjorde her. Hans kropsholdning var resultatet af 20. årtusinders tortur af sin egen krop. Ikke desideret tortur, men en konstant foragt for al smerte der hurtigt havde kastet ham ud i kampe med meget smertefulde resultater. Han var altid kommet ud overpå, men smerten som i starten havde været ulidelig havde taget af over årene. Lidt ligesom når sømanden får hår hud på fingrene, - på samme måde var den gamle Methuselah, blevet resilient overfor smerte i løbet af hans lange uliv.

Han blev stående, brændene og stirrene på Cathrine. Hvis hun havde en fornemmelse for forskellen imellem deres styrke ville hun ikke lade en mulighed som denne gå spildt. Mithras ville se om hun var kriger materiale, eller bare en bondepige med et langsværd og evnen til at tænde en kakkelovn.

Flere ting ved situationen skræmte Cathrine. Den første og mest åbenlyse ting var at hun lige havde sat ild til en person som nu stod uden store tegn på smerte mens ilden voksede for hvert minut. Hun havde været i kamp med andre før og også skadet dem slemt. Ligeledes havde hun selv modtaget nogle slag, blandt andet havde hun et langt hvidt ar på sin venstre arm, men aldrig havde hun sat ild til nogen før. Hun brød sig ikke om ideen om at sætte ild til levende, eller i hans tilfælde døde. Ild var så.. Så endeligt hvis det blev bugt rigtigt, og det var ikke fordi hun gik rundt og ligefrem ønskede at slå folk ihjel. Hun var jo kun en ung pige på 16. Så meget erfaring havde hun heller ikke. Hun fik det næsten dårligt af at havde brugt sin ild på den måde, men det var vel kun menneskeligt?
Den anden ting, og den der skræmte hende mest, var hans ansigtsudtryk. Hans måde at se på hende var ikke den samme som han for lidt siden havde brugt. Det var som om han undersøgte hende. Som om han så hvad hun nu ville gøre i stedet for at kvæle ilden, hvilket han nemt ville kunne havde gjort med tågen. Hun vidste ikke helt hvorfor ændringen var kommet, men hun gik ud fra det havde noget med ilden at gøre? Men det var jo bare ild ikke? En anden ting var at han var trådt væk fra hende. Skubbet havde ikke været hårdt nok, så han havde altså gjort det frivilligt.

Cathrine sank en klump spyt og tvang sig selv til at kikke væk fra Mithras og hen over sin venstre skulder. Hendes sværd, som hun i nøden stund havde smidt fra sig, lå mere en 2 meter væk. Hun undrede sig over hvorfor hun havde været dum nok til sådan at smide med det, hun kunne jo bare havde tabt det i stedet, Men hvad der er sket er sket og det er der intet at gøre ved. Hun kikkede fra sværdet tilbage på Mithras. På to meter ville hun godt kunne havde nået at få fat i sværdet igen hvis det var en anden normal sværdkæmper, men hun havde set hvor hurtigt Mithras havde været. Han kunne hurtigt få fat i hende hvis hun tog opmærksomheden væk fra ham. På den anden side kunne hun jo helle blive stående og go i håb om at ilden ville gøre det af med ham. Hvis den overhovedet kunne det, var han nok klog og stærk nok til at stoppe den inden. Mere ild ville hun ikke kunne frembringe nu.
Hun havde rejst hele dagen for at nå ind til byen inden det blev alt for sent og her havde hun så gået rundt i en del tid. Derfor var hu træt. Desuden var det svært at frembringe ild med alt den tåge, fugt og mørke omkring dem. Hun vidste ikke om hun ville kunne være i stand til at tage springet hen til sværdet men hvad kunne hun ellers gøre? Hun kikkede en sidste gang på Mithras, som sikkert for længst havde ænset hvad hun ville og sprang så hurtigt hen mod sit sværd.

Mithras lod hende dykke efter hendes klinge. Hun havde reageret som forventet. Hun var ikke dum. Hendes øjne havde røbet så meget, men man kunne aldrig være sikker. Hun var intelligent. Hun vurderede situationen og havde vurderet at et materielt våben var bedst egnet her. Det var ganske rigtigt. Mithras dæmper på hvad åbenbart var ildmagi, havde svækket hendes muligheder for at anvende de brændende magier, uden at det egentlig havde været hensigten til at starte med. Derudover var der det begrænsede rum de kæmpede i. Bygningerne på deres respektive sider, gav hvemend der besad et våben den største fordel.

Mithras morede sig, og det var først da hans smil krængede sig en smule for at vise dette at han bemærkede at hans tilstand var forværret. Med en rivende lyd der bedst beskrives som godt gammeldags klam, rev muskelbevægelserne i ansigtet hans ene kind op langs med mundens kurve. Hans ene øje så ned imod den ukærkomne skade og vendte så tilbage til hende. Nu hvor hun stod med trukket sværd kunne han jo ikke tillade sig at møde hendes udfordring i denne tilstand. De tætte skygger, der nu var så godt som forsvundet i det veritable inferno der var hans krop, vred sig og snoede sig inden de sammen med en stor del skygger fra gyderne rev sig fri fra overfladen de var kastet på. Som sorte floder i luften strøg de omkring Mithras og tog til i fart. I løbet af 4 sekunder snurrede de omkring ham med høj fart som en spiral. De vendte sig indad og ramte hans krop hvor de spredte sig som om nogen havde kastet sort maling på ham. Mørket druknede flammerne og efterlod den rødøjede vampyr som en sort klat på den tågegrå baggrund i et kort øjeblik inden den sorte masse vred sig og bøjede sig i en passende form. 2 sekunder senere havde skyggerne nær menneskelig form, og lange sorte tråde, der umiskendeligt kunne være hår snoede sig rundt i luften. Skyggerne trak sig tilbage og de sorte tråde dalede ned langs Mithras restorerede krop.

Mentalt skældte han sig selv ud for at være en blæremås, men han kunne lige så godt tage den side af sig, til sig. Han nød af være grafisk, også selvom det ved alt anden end de voldsommeste skader, var unødvendigt. Blodet der dækkede gaden for hans fødder dirrede sagte, inden det på organisk og unaturlig vis slangede sig baglæns,og op af hans ben som dybrøde slanger, og forsvandt op under hans sorte jakke.

Den rødøjede Methuselah smilede et spidstandet, glimtende smil og bukkede en enkelt gang inden han rettede sig op på ny. Komplet restaureret til mindste fiber af tøj og mindste flis af hud, stod han overfor hvad der indtil for minutter siden blot havde været opfattet som hans aftensmad. Nu var det underholdning OG mad. Kine var nu intressante engang imellem.

"Undskyld ventetiden"

spandt hans mørke stemme muntert.

"Det første træk er dit"

I ét sekund kunne man skimte modløshed i hende ansigt. Det var ellers en sjælden ting, men hvordan kunne hun klare ham? Hun kunne ikke slå ham ihjel. Ikke med de midler hun var i besiddelse af. Hun banden kort og tog sig sammen. Hvis hun ikke kunne vinde, kunne hun i hvert fald gøre sit bedste. Uanset om hun gjorde modstand eller ej ville han nok vinde. Han ville få sin vilje, men den skulle han ikke have uden kamp.
Cathrine tænkte sig om. En lille rynke viste sig i hendes pande mens hun kikkede lidt rundt. Hun ville ikke kunne lave alt for store bevægelser på grund af husene på hver side af gaden, og det ville være direkte dumt at springe lige på ham for at ramme ham i hovedet. Dels, var det meget enkelt og gennemskueligt angreb, han ville nå at kunne flytte sig. Selv normale folk, med en smule viden om kamp ville kunne flytte sig. Og dels fordi han var flere hoveder højere end hende. Et ville ikke ramme ordentligt. Hun kunne godt lige netop lave et skråt nedafgående slag, men hvis hun løftede armen for meget ville sværdet ramme mure. Så fik Cathrine en idé. Rynken i panden forsvandt.
Hurtigt, i håb om at han ikke ville tænke over det skiftede hun hånd, således at hendes højre hånd nu holdte sværd. Hun var ikke helt så sikker med højre som med venstre men det behøvedes heller ikke. Han var ikke langt fra hende. Hun ville stort set bare kunne tage et skridt fremad og så ramme ham, men han ville også nemt bare kunne gå et skridt bagud så. Hun tog derfor et meget lille skridt fremad og lavede et stik mod hans venstre side, men uden at fuldføre det. I stedet tog hun i en hurtig bevægelse sværdet over i venstre hånd igen. På den måde kunne hun nu lade sværdet glide fra hendes højre til venstre i siden på ham. Bevægelsen gik ikke kun til siden. Den var nød til at gå ned og fremad. Han ville være nød til at stoppe sværdet med noget eller træde meget hurtigt tilbage. Sådan tænkte hun det i hvert fald, men nu havde hun jo heller aldrig kæmpet med en vampyr før.

Mithras' smil glimtede idet han begyndte legen med den unge pige. Normalt ville Mithras ikke spilde sin tid med det her, men trods alt kunne man ikke insistere på en udfordring hver gang. Så ville han jo kun få strukket musklerne en gang i årtusindet. Med et glimt i øjet indlod han sig på kamp. Mithras 28 årtusinders kamperfaring var et af hans største våben, men også et af de mindst brugte. Oh så sjældent siden hans fødsel ind i mørket havde han haft brug for strategi. Der var et niveau af rå kraft imod hvilken ingen strategi kan rede en. Det var hvad han troede på med sit døde hjerte og forbandede sjæl. Mithras trådte reflexivt et skridt baglæns og klingen dykkede dybt ind i hans døde kød med en våd lyd og det gibbede kort i den gamle vampyr, ind han med et sner af tilfredshed så ned på klingen der var begravet i hans torso.

Ikke værst

Et lille skævt smil brød frem fra Cathrines ellers alvorlige ansigt. Hun havde været i tvivl om hvorvidt hendes angreb ville lykkedes og hun følte derfor et lille sus af tilfredsstillelse da hun havde fuldført den glidende bevægelse.
Til hendes skræk opdagede hun dog, at hendes vellykkede angreb havde bragt hende foruroligende tæt på vampyren og så endda med et, nu, sænket sværd. Hurtigt trådte hun et par skridt tilbage med et hjerte der hamrede i takt med hendes heftige vejrtrækning. Hun sukkede lettet da hun igen var i en ”sikker” afstand fra ham. Hun ville godt kunne havde rettet et nyt angreb mod ham, men for det første ville det havde været svært på grund af størrelses forskellen på hende og ham, og det ville uvægerligt bringe hende ud af balance. For det andet var hun ikke sådan. Hun havde for længst indset at hun ville tabe denne kamp, men hun ville ikke bare bombardere ham med nogen ugennemtænkte slag for at få det overstået hurtigere. Hun havde ære i sig. Ham havde givet hende en chance for at angribe ham så nemt som ingenting, så kunne hun ligeså godt vise sig værdig og give ham en chance. At han ikke havde brug for den var en helt anden sag.
Hun kikkede ham i øjnene og løftede det ene øjenbryn lidt som et, ”Hvad bliver det til” blik, og gjorde sig så klar hun kunne til hvad hans udfald ville bringe.

Mithras kød lukkede sig i samme nu hun trak klingen ud. Den dybe rift i tøjet lukkede sig også sekundet senere. Var der noget der absolut ikke bed på den gamle vampyr var det mundane våben og konventionelle angreb, men Mithras vidste bedre end at være uimponeret af fancy swordplay når han så det. Hun havde fintet. En god finte for så ung en pige. I sandhed blev visse dele af ungdommen mere og mere intressant imens resten sank i forfald. Med et grin sank han en smule ned parat til at angribe. Et langt øjeblik gik.

Mithras satte af imod hende. Hans fødder skuppede ham afsted fra brostenene med stor kraft og han hamrede foden i jorden lige ud fra hende for at sænke momentummet inden han svag en knyttet hånd imod hendes mave med et vrid af hoften der anvendte kraften fra hans afsæt. Han gav den ikke hele armen. Faktisk gav han ikke en halv arm, men snarere tilpassede han sit angreb til hendes dødelige reflexer og fart. Han ville se hvor langt op han kunne gå før hun ikke længere kunne undvige hans slag. Naturligvis kunne han have fejlbedømt den unge pige, - og hvis det var tilfældet ville hans slag nok træffe. Mithras øjne glødede af interesse idet han sendte slaget imod hende. Selv om Mithras holdt igen var det ikke et svagt slag. Blev hun ramt ville hun blive sendt ned af gyden til hun ramte noget der kunne stoppe hende.

Det meget hurtige og pludselige angreb kom ikke helt bag på hende. Han havde før vist hvor hurtigt han kunne være, men det gjorde ikke angrebet lettere at håndtere bare fordi hun vidste det. Det eneste hendes viden om han hurtighed havde gavnet hende var at hun var klar til mere end man normalt var. Hun kunne ikke nå at flytte sig inden slaget kom og det ville ikke virke at parere med sværdet. Hun blev nød til at afværge med armen.
Hun blev stående så længe hun kunne inden slaget og svang armen ned mod hans håndled for at lede hans slag væk fra hende. Det lykkedes hende heldigvis at få slaget presset væk fra midten af hendes mave, men hans slag havde en kraft og teknik hun ikke havde oplevet før i sit unge liv. Slaget kom væk fra midten hvor da ville have forsaget mest skade, og hamrede i stedet ind i hendes høre side.
Selvom hun stødte fra alt hvad hun kunne med fødderne blev hun skubbet flere meter bagud og der sank hun så i knæ, mens hun kæmpede for ikke at vise den utrolige smerte for tydeligt. Hun havde på ny tabt sit sværd og det lå nu for fødderne af Mithras.

OOC: Undskyld mine langsomme svar. Jeg faldt på snowboard og har forstuet mit ventre håndled så jeg kan kun skrive med den ene hånd O_o

Mithras blev et kort øjeblik forbavset over at få sit slag slået ud af kurs. I det hun fløj tilbage kiggede han forundret på sin hånd og trak i sidste ende på skuldrene. Hans øjne vendte tilbage til sit mål. Det unge væsen altså. Som hun anstrengte sig.Tågen hun var blevet slynget ud i fortog sig og lod mellemrummet mellem dem stå synligt i stjernelyset. Selv om mørket var stærkt var det til at se igennem det og Mithras røde øjne sad som to røde lys i hans skyggefulde form. Han begyndte at gå frem men hans støvlesnude bankede imod noget metallisk der gav en ringende lyd fra sig. Han så ned og fik øje på hendes sværd. Med et smil på læben. Sparkede han til det og det skøjtede med en metallisk ringen hen af stenene og stoppede ud fra hende. Han blottede igen sine tænder i et tandsmil og hans øjne flammede.

"Ikke dårligt, men ikke hurtigt unge dame"

Mithras begyndte at bakke væk fra hende og ud i tågen bag ved sig.

"Hvis du virkelig vil kæmpe på par med mig..."

Hans sillout forsvandt ud i tågen og et kort øjebliks nerveforsødende tavshed fulgte, inden der 2 sekunder senere var en sagte pusten der ramte hende på øret.

"...Må du gøre noget ved din fart"

Den mørke stemme var fuld af sadistisk munterhed idet vampyren, - nu stående bag ved hende og bøjet forover så hans mund var lige ud fra hendes øre, afsluttede sin sætning og smilede med de glinsende hugtænder blottet til hug.

OOC: Det gør ikke noget. Jeg har også været længe om at svare alligevel ^^... men jeg er da ked af at høre at du er kommet til skade.... god bedring^^

Cathrine kæmpede stadig med at få luft efter det hårde slag og de nervepirrende sekunder han pludselig forsvandt, var den tid hun havde til at over veje hvad der nu ville ske. Hun prøvede på at komme op, men en kvalmende fornemmelse ryger gennem hende i det hun rejser sig bare en smule, og hun ryger sammenbidt ned på knæene igen. Hun prøver kort at få fat i sit sværd igen, da det jo ligger tæt på hende nu, men dropper det af to grunde. Den første fordi det ikke vil nytte meget og fordi skæftet er blevet glat af vand. Den anden grund kom da han pludselig dukkede op bag hende. Han har vundet. Hendes mening er godt nok at man ikke skal give op uanset hvad, men det betyder ikke at man skal blive ved med noget nyttesløst. Hvis man har gjort sit bedste, uden at krænke sin ære, og man taber, så er det vel en egen skyld man ikke er god nok? Så skulle man havde trænet mere, og så lære af sine fejl. Det har han hjulpet hende med. Han gav hende et råd og hun vil huske det.
Hvis man ikke vinder, må man tage konsekvensen af det i stedet for at gøre noget æreløst
Det eneste hun kunne gøre nu, ville være at krybe væk fra ham og så ville han bare komme efter hende. Så ville hun hellere tage det der kom uden at flygte først.
Cathrines hjerte bankede igen af samme kraft som da han stod op af hende før. Hun havde svært ved at få luft og hun var bange, men hun blev siddende. Hun kikkede bagud på ham men det eneste hun kunne se tydeligt var hans mund og de skarpe tænder. Hun kikkede sammenbidt op mod den mørke himmel hvor noget af den lige kunne skimtes gennem tågen og prøvede at tænkte på noget andet end at han nu var alt for tæt på til at hun kunne gøre noget.

OOC: tak^^

Mithras fornemmede hendes krop slappe af. Hendes muskler var stadig tense, men hun havde opgivet. Ellers en skam. Hun var faktisk ikke værst. Tågen omkring dem begyndte langsomt at sygne hen, idet Mithras gik ned på et knæ bag hende. Han lagde en hånd under hendes arm og omkring hendes mave og en under hendes hage. Han lod sit blik møde hendes. Dets galskab lyste så klart som flammen i de rubinrøde øjne, men det samme gjaldt hans interesse, selvom den var faldene. Hun havde været morsom. Han snusede ind. Mon hun ville smage lige så godt? Uden videre pardon smilede han et kort smil og huggede tænderne i hendes hals.

Cathrine kunne ikke lade være med at vride sig lidt da han tog fat om hende. Hun ville ikke have ham så tæt på, men det var for sent nu. Ingen mand havde før været så tæt på hende som han nu var. Igen havde haft en fysisk kontakt med hende før, for det var vel det man kaldte det når nogen ville stikke tænderne i en?
Hun bed tænderne sammen da hans skarpe hugtænder brød gennem hende tynde hud på halsen. Lige nu var det ikke så slemt, det gjorde da ondt men ikke ligeså meget som slaget for lidt siden. Det var mest det at hun ikke vidste hvordan det ville føltes om lidt, og Cathrine var næsten sikker på at han trak tiden ud med vilje.
Og hvorfor blev han ved med at se sådan på hende? Hun kunne ikke lide hans gale brændende blik. Hun prøvede på at trække vejret langsomt men det var ligesom om hendes krop ikke reagerede på hendes kommandoer. Hun lukkede øjnene og prøvede igen at tænke på noget andet.

Mithras lod sine tænder dykke ind. Han mærkede huden briste under hans spidstandede bid, og mærkede straks derefter den varme følelse af blod på tungen. Hendes spjætten blev holdt fast. Han vidste hvad hans bid gjorde ved dødelige. Han ville ikke behøve at holde hende fast nu hvor han havde spildt hendes blod. Med en stadig strøm af blod løbende fra hendes hals gav Mithras sig til at lappe det i sig, uden at slikke på selve såret. Den handling var reserveret til sidst når hans slikken ville lukke såret. Nu nød han bare at få noget at spise igen. Hans sidste jagt havde været på den lille knægt Murizz, og hans jagt havde vist sig at bringe flere glæder med sig end først forventet. Men nu, var det bare rart, få noget i sig igen. Mithras som normalt ikke betragtede sig selv som kræsen kunne ikke forstå hvorfor han ikke bare var taget hjem og havde nydt noget af Darkstar's blod i stedet. Han holdt det jo på flaske, specielt til Mithras. Mithras slog tankerne ud af hoved og nød den varme smag af friskt, ungt blod.

Han følte hendes krop ryste en lille smule under hans greb og vidste at tiden var inde til at stoppe hvis hun skulle overleve. Han lod sin tunge løbe hen over de to dybe bidemærker i hendes hals, hvorefter de lukkedes. Han lappede det sidste blod i sig og da han følte at hun var tilstrækkelig ren, lagde han en arm under hendes ben og ryg og samlede hende op.

Hendes sværd, som lå på jorden kort derfra kom også med, idet Mithras, med Cathrine i armene begav sig ud af gyderne og ud på hovedgaden. Der var bænke der. Der ville han kunne efterlade hende. Mithras følte et stik da han spugte sig selv hvad der var galt med at ligge hende herinde, men blev enig med sig selv om at stå ved sit ord og føre hende ud af gyderne som han først havde lovet.

//OUT, - Til hovedgaden: Bænken under træerne.