Krystallandet
Charlie 02.01.2008 01:39
"Gået og gået..."Svare han stille, og klør sit eje øje. Gået var måske så meget sagt.
Xamie satte sig en lille smule op, og som sædvanlig; når han først begyndte at snakke, så snakkede han som et vandfald.
"Altså, jeg har været længe undervejs, det er helt sikkert. Det sværeste var at kommer til det her land, for det er altså en underlig dimension, at du ved det.
Men i hvert fald, så da jeg var kommet hertil, så var der massere af flinke mennesker, der gad at hjælpe en rejsende. Så jeg har reddet på hest!
Kazoya, jeg har reddet! Det var en rigtig hest! Rigtig, levende hest! Den var rigtig flot. Sådan en lækker, brun farve, og så en hvid plet i panden. Den var sød. Det var den altså."
Han fangede pludseligt sig selv i, bare at sidde og mumle omkring den der hest. Så han stoppede op, og måtte lige kort tænke over, hvad det egentligt var han var igang med at forklare, inden han igen kunne fortsætte sin talestrøm.
"Det var faktisk først, da jeg kom til byen, at jeg sådan rigtigt har gået. Men jeg har ikke gået særligt længe, for jeg vidste godt hvor du var. Jeg ved ikke hvorfor jeg vidste det, men det gjorde jeg bare. Og jeg fandt dig jo!"
Han smilede over hele ansigtet, og man kunne tydeligt høre entusiasmen i hans stemme. Fyldt med barnlig glæde.
Desuden små hoppede han mens han fortalte.
// Xamie Zirufinwei
