Richard følte sig utrolig heldig over ikke at skulle tage stilling til det politiske spil der foregik i de adeliges rækker. Han følte stadig en knude i maven over at Clara var nødt til det, men vidste også at alle havde deres lod i livet. Han måtte blot se på og støtte så godt han nu engang kunne formå fra sidelinjen.

Smilet på hans læber var varmt og mildt, som svar på hendes ord. Mere nåede han ikke at svare før opmærksomheden blev krævet mod døren. Han rejste sig fra den bløde stol og fulgte med den ivrige pige ud i gangen hvor Isabel var kommet til syne. Smilet på hans læber blev ikke mindre som han så den velkendte skikkelse og ikke mindst glæden han følte som hun lyste op i begejstring.
Båndet de havde dannet i deres underlige familiedynamik, var et af dem som Richard værdsatte højest i sit liv. Clara og Isabel gjorde hele den lange rejse og byens larmende ubehag det hele værd, og han måtte overveje om han kunne slå turen forbi noget oftere - nu de ikke længere kunne komme dumpende ude forbi i skoven. Tider han savnede og tider de også yndede at snakke om, i løbet af hans besøg.