Naamah var ikke en dæmon skabt med samvittighed. hun var grådig, egoistisk og drevet af netop at gøre sig selv tilfreds og holde andre nede. Hun var ikke uden beskendskaber og slog ikke ihjel i fli om sig, som mange af hendes dæmoniske brødre og søstere, men det betød ikke hun tog sig synderligt af hvad der hendte folkene omkring hende.

Hans negles insisteren på at forsøge at gøre hende fortræd, fik det luskede smil til at bredde sig skævt op til siden. Han kunne prøve, faktisk var hun nysgerrig efter at se præcis hvor meget han kæmpede imod. Små suk forlod hendes læber helt naturligt som han fortsatte sine bevægelser mod hende. Hun var udemærket klar over at hans sind kæmpede imod, og havde hun været hjertevarm af nogen art, havde hun sluppet sit tag.

Men Naamah legede. Og man forstyrrede ikke Naamah når hun havde det sjovt. "Vi leger bare, søde ven. Eller, jeg leger." bekendtgjorde hun med en kælen stemmen, som hun lukkede sine ben om ham, så det igen blev svære for ham at trække sig tilbage. "Er du slet ikke beæret?" den drillende tone fortsatte - hun kunne faktisk slet ikke lade være!

Kroppen gjorde, hvad kroppen ville. Den talte for sig selv. Lysterne havde taget over, for selv en halvdæmon som Tanto havde lyster. Normalt var disse blot bag lås og slå sammen med resten af de menneskelige følelser. Han havde lært at låse sine svagheder væk. De kunne ikke smides væk, ellers var han en mindre mand, end han var. De var nød til at være der, for ellers var han ikke hel. Men at begrave dem under alt i underbevidstheden var det tætteste på at smide dem helt ud. Ak, alligevel havde denne dæmoniske djævel af en kvinde formået at grave disse lyster op fra dybet og sætte dem i spotlyset for Tanto. Hans krop fulgte deres ordre, sindet gjorde ikke.

Selv med kroppen overladt til lysterne havde Tanto endnu en hvis form for kontrol over sine lemmer. Neglene i hendes hofter var et eksempel på dette. Men hans egne bevægelser var begrænset til det, lysterne også kunne finde passende. Alligevel valgte han at løsne højre hånd. Den bevægede sig dansende op langs hendes krop. Forbi navlen, igennem kløften af bryster. Indtil den nåede halsen, hvor den strammede sit greb. Ikke nok til at kvæle hende. Men nok til at grebet kunne mærkes. "Hold kæft!" vrissede Tanto som en sur killing frataget dagens dyrebare måltid. Han rystede på hovedet. Beæret? Ved dæmonerne, nej! Han var mere forfærdet. Over hende. Over sig selv.

Det var grov udnyttelse af et andet væsen, præcis ligesom alle andre i kroen reagerede ud fra kropslige lyster, de normalvis enten havde undertrykt eller slet ikke havde været vækket til live. Hendes interesse var låst fast til hvad den søde halvdæmon havde tænkt sig. Hvor langt han kunne tvinges til at gå. Dertil, var det ikke nogen hemmelighed at Naamah nød at være i kontrol og se hvad hun kunne få andre til. Hun havde en fest.

Naamah lod sin overkrop spinde op af hånden der trods hans modstand, alligevel kom på eventyr op af hendes krop. Hun tiltede hovedet tilbage som hans hånd låste sig om hendes hals, og et nydende suk forlod hendes læber. Smilet forblev på hendes, og lod sin tunge glide let over sine tænder i den ene side. "Javel" hvis det var stilhed han ønskede, skulle han få det. For selvom hun brugte sin stemme til at tirre og irritere ham, ville stilheden bære præg af andre ting. Lyde, som kunne overdøve tanker, eller sætte dem på et tankespind af nydelse. Kunne han ikke høre sig selv sukke efter luft? Efter mere?

Mon det hele ville være overstået, så snart Tanto var kommet? Når hans krop havde nået sit klimaks, ville kontrollen forsvinde sammen med det. Det lød muligt, men det lod også optimistisk. For optimistisk. For ideelt for ham og ikke hende. Siden hvornår var en dæmons evne til fordel for andre end dem selv? Alligevel ville Tanto nok bare gøre alt for blive færdig. Måske hans sind kunne få lige akkurat nok kontrol til at løbe væk fra hende og kroen. Halvdæmonen var ikke kendt for stille halen mellem benene, men hvis alternativet var i hende, var mellem benene at foretrække.

At hun nød Tantos forsøg på at tage kontrol bare en smule gjorde ham blot mere arrig. Hans tænder klemte hårdt sammen. Som om de skulle til at knuse hinanden. Hofterne fortsatte sine bevægelser. Faktisk satte Tanto farten op. Han pumpede nærmest afsted. Han ville bare være færdig og komme væk. Kunne hun ikke bare lade ham det? Men nej, dæmoner havde tendens til at tygge deres ofre godt igennem, imens de blev leget med. Det kunne ikke gå hurtigt. Det var ingen sjov i. Tanto kendte dæmoner. Jovist var han en selv, men hele hans opvækst og størstedelen af hans liv havde været omringet af dæmonsøskende. Allerede fra dag ét havde de tygget ham som en hund med sit legetøj.

Slippe ham løs? Hvad regnede han hende for. Hun var ikke et sekundt i tvivl om at han i sit sind, ikke ønskede at være der. At han hellere end gerne ville flygte med bukserne om anklerne, hvis han fik lov.
Hun var et øjeblik fristet til at lade ham gøre det. Lade ham fortsætte det høje tempo for at nå sin forløsning, så lysterne ville dulme sig.

"Sjældent har nogen haft så travlt. Er du helt sikker på du ikke burde nyde det noget mere?" hun lukkede sine ben omkring hans hofte, så han havde svært ved at bevæge sig ret hurtigt. Fastholde ham til ikke at kunne færdiggøre sig selv for hurtigt.
"Har du lært din lektie?" spurgte hun silkeblødt med let løftet hage. Hun tvivlede. Stædig dreng med næsen i sky. Troende at han var højere hævet over sine dyriske indstinkter. Det var som at snakke med et sølle menneske.

Måden, hvorpå hun nærmest pressede Tanto fast for at låse ham i sin position, fik ham til at vrisse øjne af hende. Selvfølgelig kunne det ikke være så nemt. Selv, når han gjorde, hvad han hun ønskede, ændrede hun planer. Dæmoner ville altid være djævelske individer. Hvis de fik deres vilje endelig, ville de blot ændre viljen. Intet var så simpelt med dem. Aldrig

Tanto svarede ikke, blot bed tænderne hårdt sammen. Han vidste, hvis han begyndte at snakke, ville hun blot lege mere med ham. Dén lektie havde hans mange ældre brødre og søstre lært ham. Hvis man åbnede for en dæmon, ville de gøre det tæt på umuligt at lukke for dem igen.
Dog begyndte det ene øje at twitche. Ikke voldsomt, men med hende stirrende direkte på ham ville hun nok lægge mærke til det. Et twitch af vrede.

Naamah følte næste en trang til at le. Som en sur teenager skulede og muggede han over den magt hun havde over ham. Hans had til hende, var morsommelig, specielt fordi hun vidste han intet kunne gøre mod hende. Naamah havde overlevet i århundreder ved ikke at være kæphøj, men det kom over hende med jævne mellemrum. Hun vidste hun var stærk, og vigtigst, hun vidste hun var stærkest hvad de to angik.

Med hovedet på skrå betragtede hun hvordan hans ansigt fortrak sig på alle måder for at vise hvor utilfreds han var. De ticks der gik igennem hans øjne fik hende til at klukke let og løfte sin hånd op mellem dem, fastholdende ham i ikke at kunne skynde sig. "Er du snart færdig med at være på tværs?" spurgte hun silkeblødt og lod fingrene trippe på hans hud - stadig legende som en morderisk kat der havde indfanget en forsvarsløs mus.

Hvis Tanto kunne styre bare lidt, ville han bevæge hofterne hurtigt. For at få dette overstået med det samme. Men selvfølgelige havde denne djævel af en dæmonkvinde andre planer. Halvdæmonen kendte til dæmonernes perverse måde at underholde sig selv på. Med så mange halvsøskende, der var fuldblodsdæmoner, havde Tanto før været offer for disse perversheder. Men dengang havde han været et barn. Nu var han fri. En voksen mand. Men med denne kvinde var han som tilbage i de første år under Bagludans 'opvækst'. Domineret af en dæmon, der fandt han humoristisk i øjeblikket.

Hånden pressede han væk, fraholdende fra at få dette overstået. Hans mørke øjne mødte hendes. Inter svar blev givet i starten. Men med sin erfaring om dæmoner vidste Tanto, at han skulle svare. Ellers ville han være her længere. Med dæmoner var det tit nok at rulle rundt og blotte sin mave. Blotte sig selv. "Hvad vil du ha' fra mig?" hviskede Tanto tungt. Intet direkte svar til hendes spørgsmål, men med nok undertone til at være et svar. Komplet underdanig kunne halvdæmonen ikke være, alligevel.

Hvad ville hun have? Ja, det var egentlig et ganske udmærket spørgsmål. Hun havde ikke haft hensigter om at forlange noget af ham, før han begyndte at te sig som en forkælet lille møgunge. Hvilket halvdæmoner oftest var. Forkælede små mider der ikke forstod hvilken magt de stod foran. Hun lod ham fjerne sin hånd og fortsatte – i hvert fald så godt han kunne som hendes knæ stadig fastholdte hans hofte fra at bevæge sig frit.

”At du indrømmer, at det ikke er dig der har magten” svarede hun koldt, som hun stirrede på ham. Han skulle ikke tro at han var noget i forhold til hende. Han ville aldrig nogensinde blive noget i forhold til hvad hun var. Hun var en gud og han en simpel markmus. Han kunne modsætte sig, og han kunne kæmpe imod. Klinge sig fast til livet, men ville aldrig nogensinde overleve med mindre guden udviste nåde. Jo før han lærte dette og ikke mindst accepterede dette – des bedre.

Det var som at blive trukket tilbage i folderne hos Bagludan. Tilbage til barndommen. Tilbage til de ældre halvsøskende, der anså Tanto som ikke mere end en myre. Et kryb. En legeting. Og leget det blev han med. Lige som han gjorde nu. En psykolog ville nok kalde det for trauma og dette øjeblik som at genleve det. Men typisk var det at genleve trauma blot metaforisk. Ikke bogstavelig talt. Men igen, halvdæmonen ville aldrig indrømme sin fortid som et traume. Det var jo en svaghed.

Alligevel valgte Tanto at gøre, hvad dette monster af en dæmon præcis ønskede. Tænderne blev bidt hårdt sammen. Man skulle tro, Tanto ville få brug for nye perlehvide efter dette. Men igennem de sammenbidte tænder fik han sagt: "Fint. Jeg har ikke magten." Halvdæmonen var så tæt på at tilføje 'tilfreds?', men hans krop lod ham ikke fokusere på at snakke mere. Den havde fokus på andet. Noget, som Tanto endnu mindre ønskede at gøre.