Det var en underlig kendsgerning at erfare hvor beroligende det hele føltes lige nu. Hun havde ikke haft lyst til at indrømme det, hverken tidligere eller senere i deres bekendtskab, men hun havde været oprigtigt bange. Noget der blev gemt væk bag spydighed forstærket af hans fjendtlighed. En fjendtlighed hun kun kunne drage forståelse til, ved synet af hvad han måtte havde set. Hvad han havde mistet, selvom hun ikke vidste hvordan eller hvornår.
Ubevidst løftede hun en hånd op til at hvile mod hans brystkasse. Det var næppe den person han altid havde været. Dybt derinde et sted måtte der gemme sig et såret og varmt væsen. Som måske havde oplevet de mest forfærdelige ting.

”Mhm det’ helt fint” hun bemærkede knap at hans fingre strøg over hendes ryg, andet end den beroligende faktor det bragte med sig. Hun følte sig træt. Som var kroppens overlevelsesinstinkt og adrenalin falmende og efterlod hendes krop tilbage i den tilskadekomne tilstand den egentlig var. Hun følte sig lille i forhold til ham, men også beskyttet af omfavnelsen som støt varmede hende. Hun følte sig ikke klemt og ej heller længere skjult nervøs omring ham. En realitet der gjorde hendes øjenlåg tung og hun faldte i søvn til lyden af den regelmæssige rytme af et hjerte.

Han kunne tydeligt mærke hvordan hendes krop blev tungere i hans arme, som hun begyndte at slappe mere af i kroppen, og roen sænkede sig over hende. Forsigtigt lænede han sig en smule tilbage, så hun hvilede mere ind imod hans brystkasse end imod hans ene arm om ryggen på hende. Han lod blikket glide ned på hendes ansigt, han forstod stadig ikke hvordan hun kunne ligne Tamara så meget i sit udseende. Det skar i hans hjerte for kvinden i hans arme var ikke Tamara, hun var ikke og havde aldrig været hende. Det var en ond spøg et eller andet sted fra, måske mørket havde været på spild. Han rystede tankerne fra sig, besluttede at tiden ikke var inde til at gå ned af den mørke sti igen. Hendes hånd der pludselig fandt vej til hans brystkasse, havde han dog ikke set komme, og han sugede vejret ind i en dyb overrasket vejrtrækning. Hendes berøring trods hun føltes kold, var så varm og blid, så uvant og fjern for ham, men samtidigt utrolig behagelig, alt i ham var splittet fuldkommen op. 

Hendes brummende svar, sendte vibrationer igennem hans brystkasse og et svagt smil tegnede sig om hans læber for en kort stund inden det forsvandt igen. Han kunne vel godt udholde at sidde der for en stund, for hende skyld selvfølgelig! Han nægtede at indrømme han selv kunne li det. Han sad bare stille og lyttede til hendes rolige vejrtrækning, som blev dybere som tiden gik. Med sin frie hånd strøg han forsigtigt noget af hendes vildfarende hår om bag det ene øre, og med hovedet let på skrå betragtede han hendes ansigt som hun virkede til at døse hen i sin træthed. Betød det at han skulle lægge hende ned så hun kunne sove? Han måtte hellere vente lidt, bare til han var sikker på hun sov ordenligt inden han forsøgte at rykke sig. 

"Undskyld jeg var sådan et fjols imod dig Ithilwen..." brummede han ganske dæmpet, næsten som en svag hvisken, da han var helt sikker på hun sov tungt. Han kunne ikke have hun ville høre en sådan undskyldning. Han knugede hende en enkelt gang tæt ind til sig, inden han så forsigtigt han overhovedet kunne, prøvede at vikle sig fri af hende, så han måske kunne få lov til at lægge hende ned og selv flytte sig, hvis ellers hun tillod det i sin søvn.

Det var ikke mange tanker der gik igennem hendes hoved som trætheden for alvor meldte sig. De tanker der kom blev aldrig færdigtænkt og var mildest talt usammenhængende. Det var forstadiet til drømmenes verden, som hun formentlig intet ville kunne huske af, når morgendagen ville melde sin ankomst.
Hun lænede sit hoved tungt mod hans brystkasse som han vippede positionen ganske lidt så hendes vægt fordelte sig bedre, og dermed ikke lå udelukkende på hans arm. De tynde fingre krøllede sig en smule om skjortens stof, men lå ellers blot blidt mod hans bryst og blev mere slap, med resten af kroppen.

Som forventet hørte Ithilwen ikke hans dæmpede brummen, ej heller blev hun vækket af at han knugede hende ind til sig. Derimod fornemmede hun da han begyndte at flytte sig. Hendes øjenbryn rynkede sig let, og hun drejede kroppen mere ind imod ham, mens hånden der havde lagt så blidt og roligt mod hans bryst flyttede sig ned om siden på ham. Holdende ham fast, trods der ikke var megen styrke i hendes arm, havde hånden lukket sig om stoffet og hjulpet hende til at krølle sig en smule mere sammen. Det ville kræve noget af en insats at komme fri nu.

Da Ithilwen begyndte at vågne op næste morgen, havde hun det varmt. Ikke ubehagelig varmt, men behageligt varmt og komfortabelt. Noget hun helt ærligt ikke havde lyst til at spolere ved at begynde at åbne øjnene og acceptere at hun var vågnet op! Specielt ikke nu det føltes som om der lå noget tungt men behageligt over hendes ben og gav tyngde nok til at fastholde en halv sovende tilstand.

Forsøget på at slippe af med hende, blev hurtigt bremset. Det var egentligt ikke fordi hun virkede til at vågne op, tvært imod mærkede han hvordan hun søgte nærmere, hvordan hun viklede sig ind i ham, så han ikke bare kunne liste hende ned og ligge. Han rykkede lidt ukomfortabelt på sig selv, for hvad dælen skulle han stille op? Han frygtede for morgendagen når alkohollen var fordampet, ville hun råbe og skrige af ham fordi hun havde gjort det i søvne, ville hun kalde ham alverdens ting? Frygten bankede allerede rundt på forhånd, for han vidste virkelig ikke om han magtede at få ødelagt denne stund med hende på en sådan måde, lige nu var det behageligt og dejligt, noget han kunne værne om og tage med sig i stilhed som hans egen lille hemmelighed. 

Han rynkede brynene, mens hans blik søgte hendes ansigt efter tegn, men hun virkede ikke til at slappe af i kroppen, hendes vedholdenhed fortalte sit tydelige sprog, han ville ikke slippe væk lige foreløbigt, der var ikke andet at gøre en acceptere den skæbne. Et lille suk slap over hans læber. "Okay så, du får din vilje..." brummede han dæmpet, ned imod hendes hår, som han havde lænet hovedet let frem imod hendes. Duften af hende var betagende, lokkende, ungdommelig og frisk. Han rystede svagt på hovedet af sig selv, inden han lagde hovedet tilbage imod sofaen, det ville sikkert have været mere behageligt hvis han havde haft et armlæn, men for hendes søvn skyld kunne han da godt klare en enkelt nat sådan. Og ganske rigtigt gik der ikke længe før han måtte overgive sig til hendes varme nærvær, og hendes blide berøring. 

Hans vejrtrækning blev til sidst helt rolig, som søvnen stille vandt sit indtog hos ham også. Og søvnen var uden tvivl en af de bedste han længe havde haft, den ro hun gav fra sig dæmpede alt i ham, så han rent faktisk sov tungt.

Den næste morgen, da han begyndte at komme til sig selv, kunne han mærke noget imod sin kind, nakken føltes godt nok en smule stiv, da han i løbet af natten havde rykket hovedet frem så kinden hvilede imod hendes hår og duften fra hende fyldte hans næsebor. Hans arm lå stadig beskyttende om hendes ryg med hånden hvilende på hendes hofte, mens den anden lå afslappet hen over hendes lår med tæppet trukket godt op. Han brummede ganske svagt, som han løftede hovedet op, ikke helt sikker på hvor dælen han befandt sig eller hvorfor det føltes så godt, før han blev mindet om gårsdagens begivenhed. Hans krop stivnede svagt, næsten klar til at kaste hende af sig hvis hun blev hidsig og ville slå ud efter ham.  

Ithilwen kunne formentlig havde været i denne halvsovende tilstand længe, havde det ikke været for det lille sæt, efterfulgt af anspændthed der gik igennem den anden krop hun lå en blanding af op ad og ovenpå. Her bemærkede hun vægten mod hendes hoved, hvor hans kind lå ned imod det røde hår. Armen om ryggen der hvilede komfortabelt på hendes hofte og den sidste arm hun allerede havde bemærket hen over benene, selvom det ikke helt var faldet hende ind det var en arm.
En smule forvirret og søvndrukken åbnede hun sine øjne og blinkede en del gange. Hun havde sovet så tungt og godt. Hun trak langsomt armen til sig, for igen at hvile hånden mod hans bryst. En form for anker til hvor hun var. Hun drejede kroppen en smule og begyndte at kunne se hans figur omkring sig. Hvad.

Minderne vendte heldigvis hurtigere tilbage til hende end panikken der egentlig forsøgte at sprede sig i kroppen af hende. Hun drejede hovedet opefter og så op på hvad hun nok mest kategoriserede som et forskrækket udtryk. Hun havde ikke selv forventet at falde i søvn i hans favn.
”G-godmorgen?” hun lød en lille smule forvirret og heller ikke helt som om hun var vågen. Det sidste mest fordi hendes hoved havde svært ved lige at dreje sig ind på at de var placeret på denne måde. Og hvor komfortabel hun følte sig. Den sidste kendsgerning fik en ganske let rosa farve op i kinderne som hun forsøgte desperat at ignorere. ”Har du.. overhovedet fået noget søvn?” kom der bekymret fra hende. At han var blevet for at sikre sig hendes søvn, var både sødt og noget der fik hende til at få skyldfølelse. Han måtte havde siddet dårligt!

Den yderst anspændte følelse der havde spredt sig i hele hans krop, virkede kun til at vokse, idet han bemærkede hvordan hun langsomt vågnede mere op og begyndte at røre på sig. Han havde mest af alt lyst til at kaste armene i vejret i overgivelse, udbryde noget om han ikke har gjort noget forkert eller rørt hende på nogen forkert måde, for han vidste slet ikke hvad han skulle forvente og forsvar kunne vel nogen gange være det bedste, ikke? Begge virkede de for en stund helt anspændte, som en bue klar til at gå af og han forventede så sandelig et smæld ville komme smertefuldt snart. 

Til hans overraskelse skete det dog ikke, i stedet mærkede han hvordan hendes vægt ændrede sig i hans favn, hvordan hendes hånd stadig søgte hans brystkasse, hvor den hvilede imod, mens hun orienterede sig omkring hendes omgivelser. Han sank nervøst, da hun vendte sig imod ham og deres blikke endelig mødtes, hun virkede nærmest lige så nervøs som han gjorde, eller det var hvert fald det han lidt håbede på, så det ikke bare var ham der reagerede helt tosset. Men hendes stemme fik dog mundvigen til at at give nogle små tiks op i et utydeligt skævt smil. "Godmorgen..." svarede han dæmpet, men den dybe ru morgenstemme. Da hendes kinder fik den fineste rosa kulør, nåede han ikke at stoppe sig selv, før han havde løftet armen fra hendes lår og hvilede håndfladen imod hendes kind og blidt strøg tommeltotten over hendes varme bløde kind. Han frøs midt i bevægelse og trak hurtigt hånden til sig og sænkede blikket ned i sit skød, men til hans overraskelse var det ikke hans eget mens hendes, hvilket kun gjorde det hele værre, så han i stedet drejede hovedet væk med en rømmen. 

"Jeg... Jeg har, altså du ved.. det var.. jeg mener, altså, det gik..." Åh hvordan skulle han dog formulere sig, for det skulle bestemt ikke lyde som om han havde sovet fantastisk, og det skulle da slet ikke nu hvor han havde været så frisindet at strøget hendes kind. 

Anspændtheden og nervøsiteten var blomstret så hurtigt frem at man skulle tro det var ukrudt. Men en snert af afslapning og ro faldte syntes at falde over dem begge som han svarede et ganske simpelt godmorgen tilbage. Så langt så godt. Så var det heldigvis ikke blevet til en morgenstund med råben, skrigen, kaste med ting eller forskrækket flygte fra hinanden.
Hun nåede at tænke de tanker om at måske det alligevel ikke havde været så slemt, da hele hendes krop stivnede og hun et øjeblik følte sine øjne vokse til dobbel størrelse.

Det var ikke fordi hans hånd var ubehagelig. Faktisk var det en underlig rar følelse, siden hans hud var mere rug og brugt end hun før havde mærket mod sin egen noget blødere hud. Det var situationen der bragte hende ud af fatning. At han rørte ved hende på den rolige og var det muligt at tænke kærlige måde? Han frøs selv midt i sin bevægelse og fjernede blikket fra hende.
Ithilwen mærkede hvordan hendes hjerte stadig hamrede en smule afsted i forskrækkelsen. Hendes tanker forsøgte at spore sig ind på hvad der lige var sket, og som han fremmumlede en masse usammenhængende drejede hun hovedet på skrå og fik et noget mere roligt udtryk. Havde han igen set noget andet. Ligesom da han havde samlet hende op, hvor hans hænder også havde bevæget sig over hendes ansigt.

Hun mærkede en hård knude af skyldfølelse. Hun måtte bringe så meget ubehag og smerte med sig ved at ligne den kvinde. Som skæbnen da kunne være ond og ubarmhjertig. Hun fjernede roligt sin hånd fra hans bryst og flyttede den i stedet ned til hånden på hendes lår og gav den større hånd et blidt klem. ”Du har ikke gjort noget forkert” prøvede hun sig frem med. For det havde han jo helt ærligt ikke.

Han sad helt anspændt, vidste ikke hvad der var op eller ned længere, om han skulle se til højre eller venstre, men det var tydeligt at se på hans skuldre og hele hans krops sprog hvordan en ro faldt over ham, da han mærkede hendes hånd på sin. Hans blik gled over på deres hænder, en så skyldig men dog så betydningsfuld handling. Det var ikke fordi han så hendes ansigt, hendes blændende skønhed, nej han fokuserede på deres hænder og hvad den lille gestus bragte frem af lettelse i ham. Et svagt smil trak over hans læber, og for første gang rent faktisk blev det, trods det føltes så uvant. 

Ganske tøvende lukkede han til sidst sin hånd om hendes, som svar på at han accepterede hendes ord, han havde hørt hende og forstået hende. Han strøg stille tommeltotten hen over hendes håndryg, inden hans blik søgte tilbage imod hendes ansigt. "Nok er jeg en gammel slidt mand, men jeg har sovet virkelig godt..." svarede han pludselig med sikkerhed og varme i stemmen, ikke den samme usikre røst der før havde fulgt ham, han kunne godt stå ved sin følelse for nattens forløb, han kunne godt være ærlig overfor hende, for var det ikke lige præcis det hun havde sagt? Men hvor var dog hans manér, hvis hun nu var tørstig, måske sulten, eller værre endnu at hun var blevet øm i hele kroppen af at sove op af ham, han burde tilbyde hende noget, men hvad? For alt ville betyde hun skulle flyttes, og han var faktisk ikke helt sikker på han ønskede netop dette. 

"Mangler du noget, er der noget som jeg kan hente til dig?" spurgte han lidt mere dæmpet og tilbageholdende, for sæt hun sagde ja, sæt han rent faktisk skulle flytte sig fra hende. Natten havde været så uskyldig men alligevel så betydningsfuld for ham. Fuld af så meget mere end han havde forestillet sig at skulle opleve igen.

Som havde det været en stop knap for overtænkning og frygt, faldte hans skuldre og krop til ro som hun havde lagt sin hånd ovenpå hans og givet ham de forsikrende ord. Det svage smil var uvant at se i hans træk, mens kærkommen. De gav hende en mere rolig følelse i maven, specielt som han forstod at hun mente det. At han vitterligt intet havde gjort der kunne bringe ham i unode eller dårligt lys. Ikke hos hende i hvert fald.
Et lille kort grin forlod hende ved den sikkerhed og den direkte opfølgning på at han rent faktisk havde sovet virkelig godt. ”Godt jeg ikke er den eneste” for hun havde også virkelig sovet godt. Trygt og kunne hun vove at sige beskyttet. Ikke en følelse hun havde ofte i nattetimerne.
På et eller andet tidspunkt i nærmeste fremtid burde hun nok strække kroppen, for at sikre sig at de blå mærker og tryggede områder ikke var blevet drejet forkert. Men så længe hun ingen ubehag følte så var der ingen grund til det.

”Nej, det er okay. Jeg er ikke helt vågen endnu” indrømmede hun med et roligt smil på læben som hun kiggede op på ham. ”Tak fordi du varmede mig” hun huskede godt at hun havde været en smule beruset. Hun forbandede nogle gange sin lave tolerance langt væk, selvom det havde været med til at hun havde bedt om hjælpen. Uden at tænke over det lænede hun hovedet ind mod ham igen, mens hendes egen tommelfinger langsomt fulgte hans rytme. Det var et uskyldigt nærvær og ro i hinandens selskab der både var kommet uventet, men også ganske kærkommen. Ithilwen var på ingen måde hverken utryg eller bange i hans selskab mere, og tvivlede også på hun blev det igen.

For blot et ganske kort øjeblik voksede hans smil omkring hans læber, da hun indrømmede også at have sovet godt. Så var der da lidt han kunne bruges til, selvom der sikkert var så mange andre måder hvorpå hun kunne have sovet betydeligt bedre end på ham. Han burde måske.... NEJ! Han fik hurtigt bremset sig selv, som hans blik var søgt ind imod huset, i de afkroge han ikke havde været nærmest i årevis. Han rystede tanken fra sig, for Ithilwen blev ikke så længe, han havde kun lovet at hjælpe hende til hun havde det bedre, så ville hun være på vej afsted igen og han ville fortsætte sin tilværelse, nemlig, præcis sådan ville det gå! 

Sawyer skulle netop til at svare hende, men blev bremset da hun lænede sig ind imod ham igen. For en kort stund var han lettere anspændt, men til sidst med en dyb vejrtrækning faldt hans krop til ro igen. Han havde meget at vende sig til, eller nej, ikke vende sig til, bare acceptere. For hun skulle ikke blive, hun rejste snart. Han frygtede han kunne ende med at minde sig selv om den sætning mange gange endnu. Men hvordan skulle han dog besvare hendes ord, hans første indfald havde været at han ville gøre det til enhver tid, men det kunne han ikke sige. I stedet knugede han Ithilwen lidt tættere ind til sig, inden han hvilede hage og læber ned imod hendes hår, heldigvis nåede han da at stoppe sig selv inden han kyssede hende på håret. Hvad end hun gjorde ved ham, var det skidt og han måtte have det stoppet, og det omgående! Han kunne ikke blive set med hende, han kunne da ikke, hvad nu hvis folk begyndte at komme rendende, hvad ville de ikke sladre om nede i byen. At panikke over småting var normalt ikke hans side, men han følte ikke han lavede andet med hende, for splittelsen indeni var allerede sket. Lige så lidt som han ønskede hun skulle gå, lige så lidt ønskede han at hun skulle blive, og sådan gjorde det sig gældende med alt.

"Jeg vil altid..... Jeg mener.. det var så lidt.." Han nåede kun lige at stoppe sig selv, inden han fik sagt noget helt forkert, eller var det nu forkert? Han lukkede øjne, det var alt for forvirrende det hele.

Ithilwen var ikke sikker på hvor lang tid der gik før hendes ankel var i tilfredsstillende tilstand til at kunne holde til at hun gik på den i mere end en kort tur. Faktisk havde hun dagen forinden lovet sig selv nærmest at løbe ud af døren så snart anklen kunne klare hendes egen vægt. En plan der virkede meget idiotisk og upraktisk lige nu.
Måske, hvis de fortsatte med at være på venlig fod, kunne hun vel godt tillade sig at blive lidt længere. Bare til hun ikke ville overbelaste sig selv.

Hun bemærkede ikke den lette anspændthed der gik igennem ham som hun lagde sig til rette. For hende var fysisk kontakt næppe nær så fremmed som den virkede for ham. Oftest rejste hun alene og havde sjældent noget at gøre med de andre racer end sin egen. Det var ikke rigtig tilladt. Hendes tommelfinger nussede fraværende hen over den rug hånd. Han var et menneske. Det slog hende nærmest som et lyn fra en klar himmel, og hun havde vitterligt ikke tænkt på det før.
Det var nærmest en dødssynd at blive for nære med mennesker, specielt efter konflikterne rigtig havde udfoldet sig. Men Ithilwen havde altid haft svært ved at forstå den regel. Mennesker var for hende ikke laverestående. Men deres korte levealder gjorde det svært. Måske det var derfor de blev rådet til at holde afstand, for aldrig at miste nære venner så hurtigt. Et menneskeliv føltes langt, men Ithilwen havde allerede levet næsten to uden at vide meget af det.

Med de tanker glemte hun et øjeblik at høre efter hvad han fik sagt. Hun løftede blikket lidt, men da han ikke virkede til at sige mere, lod hun det gå i sig selv igen. Hans hjerteslag blev igen tydeligt for hendes øre og tiden blev meget flydende for hende. Hun var komfortabel. Før eller siden ville tanken for komfortabel muligvis også ramme hende.

Hvor behagelig deres stund sammen end var, var han normalt ikke typen der kunne sidde stille længere tid af gangen, når man boede alene og lettere afskåret fra andre var der altid nok at se til, og med dyrene der skulle..... DYRENE!?!? Han spærrede øjne op da han pludselig indså at han fuldkommen havde glemt alt om sine to hingste ude på folden samt gårdens andre smådyr. Han knugede øjne frustreret i, for han havde oprigtigt ikke lyst til at flytte sig, men han måtte se efter dem, de var trods alt den eneste måde hvorpå han kunne overleve så længe af gangen uden at skulle ses med andre mennesker.

Han sukkede opgivende, for han måtte sætte en stopper for nærværet. “Jeg er nød til at se til dyrene.. Og måske jeg kan lave et eller andet til dig så du bedre kan komme omkring uden at støtte på foden....” den sidste del kom vidst mest af alt som en tanke til ham selv, han var ret fiks på hænderne og det burde ikke være så svært at lave et eller andet, når dyrene vel og mærket var blevet set til og fodret.

Hav gav hendes hånd et lille klem, man skulle næsten tro det gjorde ondt på ham at skulle flytte sig, idet han forsøgte at knuge sig til enhver af hendes berøringer til sidste øjeblik, imens han rykkede hende fra sit skød ned på sofaen. Han måtte ud i en fart, ellers ville han ende med at stå helt akavet og ubeslutsom. Hvad der var endnu mere påtrængende var dog behovet for at lette trykket på blæren som hun havde hvilet imod hele natten. “Jeg lader døren stå åben, hvis du mangler noget eller der sker noget så råb efter mig...” Forklarede han roligt, trods han alligevel endte med at se lidt frem og tilbage imellem hende og døren, nej det gik altså ikke, han måtte afsted! Hurtigt vendte han omkring og med hurtige skridt var han derover og hev støvlerne på før døren blev trukket op med en klagende knirken.

Alting ville altid få en ende før eller siden og selvom hun sad komfortabelt og afslappede sig fuldstændig. Men han flyttede på sig og hverdagen kaldte som hverdage desværre havde en tildens til at gøre. Hun kiggede op på ham som han sukkede opgivende og vidste godt hvad det betød. Men hvorfor gjorde det hende trist til mode? Nej, det var bare indbildning.
"Selvfølgelig - de kan nok heller ikke forstå hvor du bliver af" Svarede hun opmuntrende. Dyrene var afhængige af ham, mere end hun lige nu var. Hun kunne godt side selv trods alt! og måske have nok balance til at finde noget mad! og andre vigtige biologiske ting.

En smule modvilligt slap hun hans hånd og lod sig sætte ned på sofaen, der vidste sig at være mindre komfortabel at sidde på end han var. Men det var måske ikke så underligt. Hun trak tæppet med sig, selvom hun på ingen måde var kold, havde hun trods alt ikke en varmedunk op af sig længere. "Det skal jeg nok" Forsikrede hun ham med et smil og ventede til han var ude af den knagende dør, før hun lænede sig tilbage i sofaen og kiggede undrende op i loftet.
Hvad var der lige sket? Hun forstod det faktisk ikke rigtigt, men en ting kunne hun dog mærke. Hun var sulten! Det skulle nok blive en spændende balancering over til brødet, men hun var fast besluttet på ikke at falde den her gang!

Hvilket også lykkedes nogensinde, nu hun ikke længere var påvirket på balancen og valgte helt at lade være med at støtte på anklen. Det betød så også at hun måtte spise maden hvor hun fandt den, før hun halvt hoppede tilbage til sofaen igen.
Sofaen føltes nu endnu mere tom at vende tilbage til. Ithilwen håbede på at han fandt en eller anden fiks løsning, så hun ikke blev tosset af at ligge og glo op i bjælkeloftet.

Hendes forsikring om at hun nok skulle kalde, gav ham den fornødne ro til at kunne fokusere på andre ting, vigtigere ting, eller var de nu egentligt det? Da han kom ned til folden blev han dog mødt af to hingste der fornærmet vendte røven til ham. Med et utilfreds fnys stoppede han op og lagde armene over kors. “Det kan du godt glemme fister, det var dig som insisterede på vi skulle hjælpe hende, hvem skulle have troet hendes selskab var bedre end jeres....” hans stemme blev blødere og mere varm jo mere han talte til dem, Zion den store sorte hingst var dog ikke imponeret og gik fornærmet væk mens Kaisa dog vendte omkring for at blive nusset. “Undskyld jeg glemte tiden basse..” undskyldte han dæmpet mens han kløede ham lidt i panden. Kaisa var heldigvis let at tale til ro igen, inden han gik hen for at fylde deres vandtrug op med vand fra brønden. Bagefter en stor dynge halm ind i stalden de kunne nippe til. Hønsene fik et pr skovle korn spredt ud på jorden de kunne hakke i, inden han samlede deres æg sammen. De rendte egentligt fri og skaffe store dele af deres føde selv, men holdt sig mest til bagsiden af grunden skjult bag huset. 

Først da alle dyr var tilgodeset og fodret skævede han over imod døren der stod på vid gab, han havde godt nok ikke hørt noget fra hende og måtte antage at hun var okay derinde. Måske han kunne smede noget til hende, men han måtte samtidigt holde vægten nede så ren stål gik ikke, han travede rundt på gården i sin søgen efter inspiration, til sidst fandt han da også nogle lange kraftige kæppe, måske han kunne snitte dem til så højden passede, lave et lille håndtag måske, og med lidt smeltet stål kunne han fæstne det i den rette højde, måske det kunne gå an, han ville i hvert fald forsøge. Første mål var at få dem snittet til, hvilket bestemt ikke hørte under hans evner.

Det tog han meget længere tid end han havde ønsket sig, men perfektionisten i ham godtog intet mindre end det perfekte. Og de var da godt nok også pæne og lige, uden for mange splinter, og rimelig pæne runde, men sikkert alt for lange, og håndtagene måtte tilpasses hendes hånd, han havde lavet dem så de føltes lidt tynde i hans hånd i håbet om de ville passe i hendes. Han samlede det hele sammen, og gik over til huset hvor han trådte ind. “Ithilwen, jeg har måske en løsning til dig....” lød han nok en tand for stolt, men han ville jo bare gerne glæde og overraske hende. Hvis det havde været omvendt havde han for længst lagt og råbt og bandet det hele langt væk, og han ville hvert fald øjne at kunne komme rundt.

Han spejdede over imod sofaen og måtte tage sig selv i ikke at smile, i stedet så han mere rolig ud inden han gik over til hende. “Hvis du kan stå, så kan jeg finde ud af hvor højt håndtagene skal sidde, så skal de bare smeltes på..” forklarede han roligt som han rakte hende håndtagene, inden han rakte hænderne frem imod hende for at ville tilbyde hende en hjælpende hånd med at komme op. 

Der var ikke meget for hende at lave. Faktisk ville det havde givet mening hvis hun var faldet i søvn igen, men hun var heller ikke træt. Så hun lov egentlig mest bare dovent og kiggede op, mens hendes tanker fik lov at løbe omkring alt og ingenting. Hvordan hun især ville blive mødt sin lærers foldede arme og blik af utilfredshed over hun vendte hjem tilskadekommen, eller kom alt for sent hjem. Askfay var ikke den mest forstående, og hun havde sagt at det var for tidligt for Ithilwen at tage ud igen.
Hun havde ret, måtte Ithilwen konstatere som hun spejdede ned til sin ankel hun havde forsøgt at ligge op af sofaens ryg så den var hævet.

Ithilwen nåede igennem et par forskellige fiktive prædiker fra Elverlys forsvarsleder, der alle endte i at hun blev buret inde i huset de næste tyve år, før Sawyer fangede hendes opmærksomhed. Hun løftede sig op på sine albuer og kiggede nysgerrigt hen imod ham. "Håndtagene? Hvad har du lavet?" Hun tog først imod håndtagene, inden hun tog imod hjælpen til at komme op at stå. Hun vaklede ikke nær så meget som dagen før, men hun sørgede stadig for at hendes ankel ikke rørte jorden. Hendes ene hånd greb fat om hans overarm for ikke at vælte nogen steder, mens hun drejede hans arbejde rundt. "Hvordan skal jeg stå?" hun kunne regne ud at hendes hånd passede til disse håndtag, og siden det skulle til for at aflaste hendes ben, tænkte hun noget i retning af stok. En krølle af let morskab gled over hende ved tanken om at gå med stok, men selvfølgelig var det noget der kunne være nødvendigt for at hun ikke bare lå og blev vanvittig!

Han rømmede sig ganske svagt, mens en let varme steg op i hans kinder, for hvad havde han egentligt lavet? Han vidste ikke hvad han skulle kalde det, og pludselig følte han sig lettere forlegen over faktisk at have brugt tid på at lave det, det havde nemlig vidst sig at være mere omstændigt end først antaget. "Det var bare, jeg tænkte du gerne ville kunne komme lidt omkring, og ikke bare sidde i sofaen..." svarede han lidt tøvende, uden egentligt at løfte blikket til hendes ansigt, inden han satte sig ned på hug foran hende. 
Det var nok egentligt lettere at guide hende til at stå rigtigt, end det var at fortælle hende det, så med sin hånd i hendes, guidede han den op og ud for hendes hofte, holdt han de to lange kæppe langs hendes side. Han brugte et lille kul stykke til at mærke hvor han skulle smelte håndtagene fast, men som han sad og kiggede kunne han godt se kæppene var for lange, enten skulle han korte dem ned så de passede eller finde på en løsning til at udnytte længden. 

"Ved godt det ikke er kønt, men forhåbentligt bliver det funktionelt..." undskyldte han stille, som han løftede blikket op imod hende. Han rømmede sig svagt, inden han hurtigt rejste sig op og lettere flov rakte hånden frem for at tage imod håndtaget, så han kunne arbejde videre. Han havde ikke tænkt over at hun faktisk måske gerne ville med ud, for han kunne jo sagtens hjælpe hende derud, ja sågar bære hende hvis det blev nødvendigt. Han samlede hastigt alle tingene sammen, inden han vendte blikket imod hende, som havde han noget på hjertet, men valgte at stoppe. "Jeg går i smedjen og laver det sidste...." Endte han i stedet med at fortælle, som han trådte over imod døren. Det havde været det mærkeligste døgn han nogensinde havde oplevet, og han vidste ærligt ikke helt hvordan han skulle navigere rundt i de mange tanker. Han stoppede dog i døren, mens han debatterede med sig selv, inden han vendte blikket hen over skulderen imod hende. Ville hun overhovedet med? Det var jo dumt, det var bare hans arbejdsplads. 

Ithilwen var forvirret. For selvom hans hud var vejrbidt efter mange år, kunne hun godt se hvordan varmen steg op i hans kinder ved hendes spørgsmål. Hun forstod bare virkelig ikke hvorfor.  ”Det ville jeg være glad for” medgav hun ham igen opmuntrende for at han ikke behøvede at være så tøvende og forsigtig omkring hende. Det faktum at han ville hjælpe hende med mere end et hvilested, var mere end hun havde forventet.
Hun kiggede både undrende og nysgerrig efter hvad han lavede som hun fulgte hans anvisninger og så hvordan han opmålede de kæppe han havde med ind til at passe med hendes højde på en eller anden måde.

”Jeg er bare glad for at du gider” det føltes for hende nærmest som om han var forlegen over sit eget arbejde. Hun havde ikke tænkt på en sådan løsning og havde heller ikke ligefrem evnerne til at fremstille det så godt som han kunne.
Hvis han da bare fortalte hvad der foregik inde i det hoved! For han udstrålede tanker han ikke satte ord på, og hun vidste faktisk ikke helt hvordan hun skulle håndtere det. Til han begyndte at gå væk igen ”Hov, v-vent” kom der fremstammende fra hende som han allerede var hende ved døren. En smule akavet, hoppende og med støtte fra alt hun kunne finde, humpede hun hen imod døren. ”Og hvad skal jeg så lave imens? Er du sikker på der ikke er et eller andet jeg kan hjælpe med?” hun duede ikke til at sidde stille, og selvom han ikke var synderligt social eller snaksagelig, var det bedre at være sammen med nogen end bare sidde og glo direkte ud i luften.

Sawyer så til, idet hun kom humpende imod ham. Han havde lyst til at træde til og hjælpe, men bremsede alligevel sig selv. At lære at omgåes andre mennesker viste sig mere besværligt end godt var, han tænkte alt for meget over al ting. Selv de mindste små detaljer. Han vidste ikke helt hvad hun kunne gøre, hun var jo ikke lige frem den mest mobile, og bestemt heller ikke den sikreste person at tage med i smedjen, som trods alt var dekoreret fra gulv til loft med alverdens våben og skjold, alle farlige i hendes nærvær så klodset hun virkede til at være, eller måske bare uheldig.

"Altså jeg ved ikke, men du må gerne komme med, men kan du selv?" spurgte han dæmpet, for der var ikke rigtigt noget hun kunne støtte sig til udenfor udover væggen på huset. At det egentligt var ham som fiskede efter at måtte hjælpe hende var en anden side af sagen, skjulte agendaer når de var bedst. Den varme følelse når han rørte hende, duften som indhyldede ham når hun var helt tæt på, han havde manglet det lige siden han gik ud for at passe dyrene tidligere på dagen.  

Ithilwen havde altid været af indstillingen, kunne hun selv, gjorde hun det også! Men efter mængden af år hun var havnet i evige problemer, var hun svagt begyndte at overveje om det nu også var så forkert at bede efter hjælp. Hun var opvokset til at klare sig selv, evig og altid! Men det var ikke nogen nem verden at være ene og alene i.
”Så kan jeg da i det mindste holde dig med selskab” hvorfor det egentlig var vigtigt for hende, kunne hun ikke lige forklare. Det var formentligt bare fordi hun ikke ville lades alene og kedsomhed! Ja, kun derfor. Det kunne jo rent faktisk også være hun lærte ham bedre at kende, nu hun rent faktisk havde set at han ikke bare var sur og gnaven hele tiden.

”Det er nok ikke særlig sikkert at lade mig prøve selv. Sidst jeg gjorde det fandt du mig på gulvet” pointerede hun med let morskab i stemmen, som hun rakte ud efter ham da hun nåede tæt nok på. ”Støt mig” bad hun, som hun lagde sin arm over hans skulder, så han kunne få armen omkring hende ”Eller, hvad der er nemmest for dig” tilføjede hun, for hun var i forvejen til besvær. Hun behøvede ikke at være mere i vejen end hun i forvejen var.

Han kunne ikke lade være med at trække let på smilet, over hendes kommentar. Han kunne sagtens finde på et modsvar, men sandheden var at han faktisk meget gerne ville have hende med derud. Selvom han måske ikke var den bedste til småsnak, havde han lyst til bare at prøve for hendes skyld i det mindste. "Bare du ikke kommer til skade derude.." svarede han til sidst med et lille smil. Det var synd at sige, det at smile faldt ham naturligt, men han forsøgte, han gjorde en indsats. 

Han kunne ikke holde en latter tilbage, synet af hende liggende på gulvet stod stadig helt klart i hans erindring, og især hendes latter, den havde været første skridt på vejen til de faktisk kom godt ud af det med hinanden. "Nu du nævner det, det var faktisk meget morsomt, det ville ikke genere mig at finde dig sådan igen.." drillede han lidt, inden han rakte frem for at støtte hende til sig. Hendes duft indhyldede ham med det samme, som hun lagde armen om hans skuldre og gjorde plads til han kunne støtte hende bag om ryggen. Selvom det nok havde været lettere bare at smide hende over skulderen, men han vidste ikke helt om hun var fit for fight til sådan noget. 
"Åh ikke frist mig, det nemmeste var at smide dig over skulderen.." svarede han med et glimt i øjne, inden han kom i tanke om hun da hvert fald skulle have en støvle på, han var usikker på om den dårlige fod var til at give den på. Forsigtigt satte han sig ned og støttede det ene knæ i gulvet og bøjede det andet så hun kunne sætte sig på hans lår, ellers var det jo ikke til at give hende støvlen på den raske fod ellers. "Sæt dig ned så du kan få støvlen på.."