”Killinger”
Svaret faldt prompte, mens Athelstan spændt afventede reaktionen fra sin nyerhvervede hustru. Han havde selv indsamlet, nedhugget og skindet dem alle – bevidst udvalgt dem med den pæneste pels og specifikt gået efter de katte som endnu lignede at være under et år gamle. Pelsen havde en særlig glans på killinger, som endnu ikke var fuldt udvoksede. Dog skulle de have en vis størrelse, hvorfor de mindste killinger blevet selekteret fra. Ja, helt nemt havde det bestemt ikke været.

”Måske kan du genkende pelsen ved kraven?” Athelstan blinkede spøgefuldt. Den hvide pels kom fra den karakteristiske senhvide katterace, som hovedsageligt holdt til på de kolde egne. Athelstan havde fundet det henrivende kuld ved siden af det sted, hvor Amelias hest, Snefryd, havde stået opstaldet. De havde været håndtamme, og der havde derfor ikke været nogen problemer med at drukne dem i vandtruget. Egentlig havde planen været at benytte sneharer, men udvalget havde været mildest talt elendigt:

”Moder har sagt at det er vigtigt, at du klæder dig varmt – for barnets skyld.”

Der tegnede sig en rynke mellem Amelias bryn. I første omgang troede hun, at det var en grotesk vittighed. Et bizart forsøg på at være morsom. For hvem kunne finde på noget så grufuldt?
Athelstan. Hendes nye husbond.
Amelias ansigt faldt ligesom sammen, da hun indså, at han havde været ærlig, og at hun rent faktisk stod med en pelskappe lavet af killinger i hånden. I de efterfølgende sekunder opstod en række billeder i hendes hoved: Athelstan der fangede killinger, Athelstan der flåede dem, Athelstans blodplettede ansigt med et sygt smil på læberne.

Kvalmen væltede op i hende. Hun så fra hans ansigt ned til kappen. Tanken om de små, uskyldige liv, der var blevet ofret for bryllupsgaven, fik atter tårerne til at strømme, og det blev kun værre, da han henledte hendes opmærksomhed på kraven, hvis pels mindede om den nordiske, hårdføre katterace. Et grotesk minde om hendes hjemegn. Hun turde ikke smide den i ilden, turde ikke fortælle ham, hvad hun mente.
For i det øjeblik var hun for alvor bange for ham.

”Den er virkelig … smuk,” hulkede hun med drivvåde kinder, og håbede inderligt at han tydede det som bevægelse over gaven. Ved hans opfordrende blik, lod hun kappen glide over sine skuldre. Den var tung og varm, og fik hende til at svede.
Hun var ikke blot blevet gift med en mand uden nogen empati for andre.
Hun var blevet gift med en morder.

Det var ikke til at sige hvorfor, men Athelstan oplevede en bizar tilfredshedsfølelse ved at se farven forlade Amelias fine ansigt. Det kriblede så frydefuldt, når hendes udtryk ligesom smeltede bort og efterlod en rungende vantro og afgrundsdyb forfærdelse. Det mindede om de ansigtsudtryk som tapre krigere blev mødt med, når de detaljeret berettede om de grufuldheder de havde stået overfor - eller når de fortalte, hvordan fjenderne var blevet nedkæmpet på brutal vis.

Adelssønnen nikkede velfornøjet, da hun lod kappen falde på plads om skuldrene.
”Det klæder dig,” bekendtgjorde han, uden at kommentere, at hun stod og græd hult samtidig. Kvinders tendens til rørstrømskhed var ikke noget en mand behøvede at blande sig i eller tænke videre over. Moder havde advaret ham om, at det kunne være ekstra slemt i timerne efter fuldbyrdelsen - at hormonbalancen blev forrykket når piger blev gjort til kvinder og at det kunne få deres hysteri til at blusse op – hvilket kunne få dem til at græde over de særeste ting.
Amelia så også en utrolig udmattet ud, indså Athelstan med ét. Det var ikke så sært, at de blev kaldt det svage køn.
”Du bør gå i seng. Du ser træt ud.”

Amelia gned tårerne af kinden, lettet over at Athelstan godtog hendes reaktion. Idet hun tog kappen af og lagde den forsigtigt over en af stolene, brugte hun øjeblikket, hun stod med ryggen til ham, til at samle sig. Det var ganske utåleligt at skulle tilbringe resten af natten ved hans side, men hun havde ikke noget valg. Så hun gik hen til sengen og krøb ned under dynen. ”Godnat, Athelstan,” sagde hun kort for hovedet og vendte ryggen til ham som et tydeligt signal om, at deres bryllupsdag officielt var slut - og dermed den frygteligste dag i hendes liv.

* Næste morgen *

Sengen ville være kold, når Athelstan vågnede, for Amelia havde forladt sovekammeret ved det første dagslys gennem ruden. Hun havde ligget vågen det meste af natten og lyttet til Athelstans tunge åndedræt. Først hen på morgenstunden havde hun fået et par urolige timers søvn.
Nu sad hun for enden af langbordet i spisesalen; et fornemt rum med et ildsted hugget i marmor og med prægtigt tapetserede vægge. Fem tjenere stod parat til at følge det mindste vink.
Amelia knipsede med hånden og pegede på sin kop, som straks blev fyldt med kaffe. Det var en ny dag. Hun var iført et pragtfuldt skrud, håret var sat op i proptrækkerkrøller, og efter et langt bad følte hun, at hun havde genfundet sin krop en smule, og dermed selvbeherskelsen.

Da hendes mand endelig viste sig, rejste hun sig op. ”Godmorgen, kære Athelstan. Har du sovet godt?” spurgte hun, som om alt, var forløbet i den skønneste orden. Hun pegede på stolen, som en tjener hev ud. ”Sæt dig endelig. Jeg har sørget for lidt af hvert til morgenmad. Du må være sulten efter i nat.”
Amelia skænkede en kop kaffe til ham, som den dydige hustru hun jo var.

Athelstan havde sovet glimrende; han var faldet i søvn med det samme uden at skænke sin brud eller sin nuværende status som ægtemand yderligere tanker.
Det var først da ham vågnede og bemærkede at sengen var tom – at han lå alene uden sin hustru - at han atter kom til at tænke på hende igen.
Velduftende, velklædt (iklædt en kortbar rød kofte med sort broderingsmønster langs kanterne og Erneylls våbenskjold, den brølende bjørn, siddende på brystet),og forbløffende morgenfrisk
– taget skuffelsen over at være vågnet op alene i betragtning, gik Athelstan ned til den store spisesal og fandt Amelia allerede siddende ved bordet.

Hun så betydelig bedre ud end i går aftens, bemærkede han men undlod at kommentere det. Ligeledes sørgede han for at lægge sit ansigt i et relativt bryske folder, for at Amelia ikke skulle få indtrykket af, at han rent faktisk accepterede, at hun havde forladt ham, inden han kunne indkassere sin .. morgengave. Hun måtte selv have vidst, at det ikke var kutyme at forlade sengen uden sin mand, for Amelia virkede ualmindelig samarbejdsvillig og indsmigrende.
”Fint..” brummede han og satte sig til rette for at lade sig betjene af de mange tjenere.
Mens de begyndte at øse op af de mange forskellige kulinariske herligheder, fangede Athelstan sin hustrus blik:
”Hvor længe har du været oppe? Hvorfor vækkede du mig ikke?” Tonen var lettere bebrejdende.

Athelstan så mere brysk ud end normalt, hvilket Amelia formodede skyldtes, at hun med sin bratte exit den morgen ikke have givet ham chancen for at forgribe sig på hende igen. Hun bed tænderne hårdt sammen. ”Kort tid. Du sov så fredfyldt, at jeg ikke nænnede at vække dig,” sagde hun med påtaget sødme og gik tilbage til sin egen stol. ”Jeg tænkte, du havde brug for at genvinde kræfterne.”

Amelia knipsede. ”Ryd min tallerken og bring mig dagens beskeder.” Det skete prompte, og kort efter blev der placeret en sølvbakke med adskillige små breve, der indeholdt lykønskninger fra familie, venner og bekendte, og en tilhørende brevåbner. Hun formode, at tjenerskabet havde haft travlt med at tage imod korrespondancer hele morgenen.
”I kan gå,” sagde Amelia til tjenerne uden at se på dem. Da den sidste tjener havde forladt spisestuen og lukket døren efter sig, greb Amelia brevåbneren. Den havde form som et sværd, med Erneylls våbenskjold ved sværdfæstnet under et drabelig spidst blad.

En knitrende ild var begyndt at lyse i Amelias øjne, mens hun lod gårdsdagens minder flamme op i sit sind. Skørterne brusede om hende, da hun rejste sig fra sædet. Hun stillede sig hen bag Athelstan. ”Du gjorde mig ondt i går.” Hun pressede brevåbnerens spids mod sin ægtemands slanke, glatte hals. Så lænede hun sig ned mod hans ører og hviskede: ”Jeg vil gøre dit liv til at mareridt, hvis du ikke behandler mig pænt. Er det forstået?” Aromaen fra hans olierede hår fik hendes mave til at slå knuder. Hun øgede presset en anelse.

Forklaringen blev overhørt, fordi Athelstan vidste at Amelia fortalte usandheder. Desuden var der netop blevet serveret honningglaseret duelår, og Athelstan følte en næsten umættelig trang til at sætte tænderne i kød og dyrisk flå det fra knoglen.
Han skulle da også netop til det, da Amelia – ganske uventet – bad tjenerne gå for dernæst selv at rejse sig. Et øjeblik troede han, at hun ville forsøge at blødgøre ham med kvindelige kærtegn, og strakte sig uset mod hende fra sin siddende position, for at imødekomme det med en kølig arrogance, hvor det var tydligt, at han kun netop lige havde i sinde at acceptere det.

Han havde ikke set, at hun havde taget brevåbneren før den pludselig stak faretruende ham i halsen. Athelstan mærkede en instinktiv skræk for at synke. Hendes ord var kolde, trods ånden forblev varm mod øret.
Vreden fik det til at spænde i lårene og prikke under skulderbladene – kæbemusklerne spillede under huden, da tænderne blev bidt hårdt sammen.
Stod hun virkede og truede ham? Med en brevåbner?
”Slip – den.” fik han sammenbidt ud.
Selvom Athelstan inderst inde var yderst bevidst om sin egen sårbare situation, var han samtidig også overbevidst om, at sin egen dominerende magt og evne til at intimidere hende fortsat var uændret. Det var trods alt kun et døgn siden, at han havde kunnet få hende til at føje sig uden problemer – det her var som et dødende lys optimistiske – men kortvarige - opblussen. Der var ingen grund til bekymring. Overhovedet.

Amelia vidnede tilfreds, hvordan hans kæbemuskler spændtes, i takt med at han indså sin sårbare position. Hendes hjerte bankede hårdt mod brystet, men hun nægtede at vise frygt, velvidende at han ville sanse den, ligesom en hyæne lugtede frygten hos sit offer. Hun vidste, at hun blev nødt til at udnytte chancen nu til at få ham til at forstå, at det ikke blot var tomme ord, men en ed.

Amelia pressede brevåbneren hårdere ind mod hans hals, hvorved en enkel dråbe blod piblede frem. ”Jeg mener det,” snerrede hun. ”Hvad du gør mod mig, gør jeg mod dig.” Amelia vidste, at han kunne udnytte sin styrke til hver en tid, men som kvinde kunne hun bruge andre beskidte greb. Gift. Skorpioner under hans dyne. Et middel, der førte til hårtab i hans krukke med duftende olier. Hun havde masser idéer.
Under alle omstændigheder, havde hun ingen intentioner om at leve et underdanigt liv, hvor hun hver måned skulle agere avlshoppe. ”Jeg er ikke et legetøj, du bare kan udnytte, når du har lyst. Vi er ligeværdige i det her forhold.” Det var berusende endelig at have magten over ham, og sætte ham i samme position, som hun havde været i om natten.

Erkendelsen sved, da adelssønnen mærkede, at presset ikke lettede som det ellers burde: Tværtimod øgede den forbitrede kvinde trykket yderligere, og til Athelstans forfærdelse fornemmede han, hvordan den skarpe genstand brød hudens elasticitet og efterlod et sviende åbent sår.
Aldrig nogensinde havde en kvinde fået ham til at bløde. Raseriet blandede sig med en klam frygt, over at hun rent faktisk havde gjort det: og at hun utvivlsomt syntes at mene hvert et ord der blev sagt. Det var ikke blot en kort optimistisk (men halvhjertet) forsøg på at erobre det overtag, som Athelstan ellers så fint havde haft for sig selv indtil nu. Der lå en beslutsomhed bag hendes handling, en vrede, som i bogstavelig forstand formåede at få blodet til at forlade adelssønnens krop.
Amelia skulle brænde i de tretten helveder for dette her.

”Ligeværdige?” fik han fremstammet, mens han forbandede sin hustru langt væk. ”Er det dit forsøg på at opnå det? – ved at prøve at true mig med en brevåbner?”

Det var et desperat sidste forsøg på at virke upåvirket og kontrolleret. Aldrig før havde adelssønnen stået så tæt på døden – at den så var iklædt kjole og gyldne, opsatte lokker var både ydmygende og kvalmende. Blodet kogte under den sarte hud, mens han håbede at sætningen ville kunne puste til hendes tvivl – samvittighed havde hun tydeligvis ikke.
Selvom Athelstan havde en næsten skrigende lyst til fysisk  at puffe hende væk i forsøg på at underminere hendes trussel for alvor, turde han ikke. Ligesom han heller ikke forsøgte at påpege, at de aldrig, aldrig nogensinde ville kunne blive ligeværdige.

Det rystede Amelia en smule at se den rubinrøde væske: hun havde ikke planlagt at drage blod, men nu, hvor det var sket, måtte hun ikke tøve, for så ville Athelstan slå ned på hende. For Amelia var begyndt at vakle … Han så ikke ud til at være påvirket af hendes trusler, og hun kunne jo ikke ligefrem dræbe sin husbond med fem tjenere ude på gangen. Selv efter alt, hvad han havde gjort, kunne hun ikke få sig selv til at begå mord.

”Du forulempede mig!” hvæsede hun igen og drejede brevåbneren en anelse, uden dog at øge trykket. Klam frygt blandede sig med glimt af, hvordan han havde taget hende op ad væggen dagen forinden. ”Du skal ikke lade, som om det er mig, der er den skyldige her. Vold er åbenbart det eneste sprog, du forstår. Sig mig så, Athelstan, er vi ligeværdige?” Hun ville have ham til at sige det! Ville høre fra hans læber, at han havde forstået det! For hvis han gjorde hende ondt igen ... så ville hun ikke holde tilbage.

Amelia ville ende sine dage i en katastrofal kærre-ulykke, nåede Athelstan at tænke, mens han med knyttede hænder magteløst kunne følge, hvordan nerverne brændte under sporet af den tynde stribe blod, som røbede at Amelia ikke var den mindste smule bange for at yppe kiv – og heller ikke selvom det kunne få slemme følger for hende efterfølgende.

”Jeg kan få dig pisket for det her,” startede han hvæsende med dirrende adamsæble. Han havde brug for at synke, selvom der slet ikke var noget spyt at finde i mundhulen.
Athelstan var udmærket klar over, hvad hun ønskede. Men ordene brændte på tungen, truede med at kvæle ikke bare ham, men også den nøje oparbejdede identitetsfølelse af at være øverst – altid. Hvis først Amelia kunne tvinge ham til at bekende sig til et ligeværdigt forhold; eller sågar bare til at sige ordet – var der ikke nogen grænser for, hvad hun ville kunne tvinge igennem efterfølgende; hun ville få en unaturlig tro på egne evner og et forvredet syn på sin egen magtberettigelse, der hurtigt ville gøre hende grådig og endnu mere uforudsigelig – adelssønnen var slet ikke i tvivl.

Men det var svært at se, hvordan han kunne springe udenom. At kalde på tjenerne ville med stor sandsynlighed hurtigt få stoppet denne fadæse, men ydmygelsen over at skulle råbe om hjælp – og deres blikke, når de efterfølgende kunne regne ud, hvad der var hændt - var om muligt endnu værre end at føje Amelia. Hans omdømme, hans værdighed alt ville gå op i røg, hvis først én fandt ud af, at Athelstan af Erneyll dagen efter sin bryllupsdag havde siddet skræmt og forstenet som en tøs under Amelias latterlige brevåbner. Han ville blive fuldkommen latterliggjort.

”Fint,” stemmen var frustreret og indædt, da det enkelte ord omsider forlod hans mund.

Han tør ikke piske mig, beroligede Amelia sig selv med, selvom hun havde sin tvivl. Ethvert fysisk tegn på vold var et bevis på, at Athelstan ikke behandlede hende ordentligt - noget hans bedstemor, fyrstinden, ikke ville tage pænt. Alligevel var Athelstan tilpas skruppelløs til måske at være ligeglad. Han anså det som sin berettigelse at behandle sin hustru, som han syntes. Måske havde nummeret med brevåbneren være en dårlig idé?

Netop som Amelia skulle til at slække på grebet og dermed fejle i sit krav på retfærdighed, gav Athelstan sig. Amelia tog en hurtig indånding af lettelse. Hun sænkede brevåbneren og spankulerede tilbage til stol, med hjertet hårdt dunkende mod brystkassen. Inden Athelstan kunne nå at reagere med sin sædvanlige impulsive vrede, hævede Amelia stemmen. ”Kom ind og skænk for jeres herre. Han trænger til noget at væde halsen med.” Hun løftede øjenbrynet en anelse mod ham, mens en tjener vendte tilbage. I en lille stund tillod hun sig at nyde, hvordan Athelstan sydede og kogte af indestængt raseri over, hvad der netop var passeret, uden at lade udsigten til de mulige konsekvenser ødelægge øjeblikket. Der var ikke andet at gøre, når faktum var, at den mørkhårede, killingedræbende, voldelige, sociopatiske mand foran hende var hendes nye ægtemand.
Åh, hvilket ægteskab de ville få, Amelia og Athelstan af Erneyll.