Kiliian greb straks muligheden for at komme tæt på Ez, da han lagde en arm om hans skuldre, så han lagde begge armene om hans liv og hvilede hovedet mod hans bryst.
"Det får du slet ikke mulighed for." han klemte lidt ekstra om ham, for at understrege sine ord, mens der var et stort smil på hans ansigt. Han var glad. Ez gjorde ham glad, fordi han var så dejlig. Og lige nu var han endnu mere glad, fordi halvelveren var i live og virkede til at fungere nogenlunde. Fysisk i hvert fald. Killian turde slet ikke tænke på, hvordan han havde det indeni.

De gik ud af døren, der ledte direkte ud i stalden. Udefra var det ret tydeligt, at det var et gammelt redskabsrum, der var lavet om til bolig, så man ville ikke kunne gætte, at der faktisk boede nogen, så snart døren var lukket.
Der var stille i stalden. Et par enkelte lygter hang nogle strategiske steder, så de ikke var i al for stor risiko for at antænde stalden, skulle der ske noget. Killian var hysterisk med ild i stalden, han havde set en stald brænde ned, hvor heste var døde og det var hans værste mareridt.
"Det kan jeg godt." Han smilede op til Ez, inden han trak ham med hen til første fyldte boks.

"Det her er Twinni." En blåskimlet hoppe stak nysgerrigt hovedet ud for at snuse til Ez, mest for at finde ud af, om han havde noget at spise. Hvilket hun lidt efter gjorde klar ved at nulre i hans tøj med læberne.
"Hun er lidt madglad, men hun er en af de sødeste hopper vi har." Han sagde vi, for hestene var lige så meget hans som Giles'. Hvilket Giles også havde indrømmet mere end én gang. Men med den mængde af energi og tid Killian lagde i hestene, kunne man vel næsten heller ikke tænke andet.

Ez smilede; nu hvor han var mere rolig, knapt så udmattet, med mad i maven og kærlighed i hjertet, kunne han mærke sine omgivelser. Hestene i båsene havde det godt, det kunne han allerede mærkede, inden han prøvede. Hele stalden var fyldt af rolig, positiv energi, og Ez strålede nærmest, mens han så sig omkring. Han lo, da han mærkede den varme mule puffe til sig, og han lagde en hånd på den og aede blidt.

"Hej Twinni," sagde han roligt og strøg hoppen mellem øjnene og ørerne. "Du har det godt her, hva'? Mh, ja," han skævede til Killian og smilede, "det synes jeg også, han er."

Takket være sin evne, kunne Ez nemt mærke hestens følelser. Han kunne ikke direkte tale med den eller høre dens tanker, men han kunne fornemme stemninger og følelser, og lige nu fortalte Twinni ham, at hun var glad for Killian, at han var sød og behandlede hende godt.

"Hun er ret vild med dig," sagde Ez og grinede. "Skal jeg blive jaloux?"

Det så ud til, at Ez kunne lide stalden. Det var godt. Det var trods alt mere Killians hjem end det rum, han sommetider sov i, og han elskede selv at være herude. Lugten, lydende, trygheden. Og lige nu stod han med en arm om Ez og alting var bare meget bedre.
Han så med et smil på, hvordan hesten skubbede lidt til Ez og lod sig klø på. Hun var sådan en sød hest, brokkede sig aldrig og var så nem at sætte sammen med andre, selvom han nu stadig sørgede for, at hun var sammen med nogen, der ville hende det godt. Utrygge heste var det bedste, fordi hun var så rolig.

Med lidt sammenknebne øjne, lyttede han til halvelverens ord, lidt forvirret over hvad han lavede. Der var folk, der havde samtaler med sig selv som om, at de snakkede med et dyr, men han havde ikke ligefrem forestillet sig, at Ez var sådan en type. Så helt automatisk rakte han ud og lagde en hånd i mod hoppens hals for at dele sin forvirring. Og det blev han ikke mindre forvirret af, som hun bekræftede at den sære mand sagde noget, der var sandt.

Han så med et voksende smil og voksende øjne fra hoppen til Ez og man kunne se på ham, at begejstringen voksede.
"Kan... kan du snakke med dyr? Eller... nej, hun siger, at hun ikke har snakket med dig... hvordan gør du det?!" Han flyttede på sig, alt for urolig til at stå stille. havde han mødt nogen, der kunne noget ala det han kunne? Eller hvad gjorde Ez? Samtidigt havde han lige fået at vide, at hoppen kunne lide ham, ikke af hende selv, men af en anden, og han blev bare så glad. Det hele boblede lidt inde i ham, mens han ventede på svar fra Ez.

Ez kiggede forundret på Killian. Han havde aldrig mødt en person med samme - eller bare tilnærmelsesvis samme evne som ham selv, og et overrasket smil bredte sig på hans læber.

"Det ved jeg ikke," svarede han med et grin. "Jeg.., mærker bare, hvordan dyr har det? Jeg kan også mærke, hvordan planter har det. Det har jeg altid kunnet. Kan du også?"

Han kløede Twinni mellem ørene, og hun gav hans hånd et godmodigt puf med mulen. Hun var en god hest, det kunne Ez mærke med det samme. Det faktum, at Killian delte hans evne, gjorde blot, at Ez kunne lide ham endnu mere. Det var sjældent, følte han, at møde en person, man klikkede så godt med så hurtigt.

Halvelveren virkede lige så forundret som Killian selv, hvilket bare fik Killian til at smile endnu mere. Også selvom det gik op for ham, da Ez forklarede sin evne, at de ikke ikke havde helt sammen slags evner. Han rystede let på hovedet, stadig med en hånd hvilende på den høje mands lænd.
"Nej, jeg taler med dyr. Sådan... mentalt. Jeg kan ikke mærke noget, det er bare lidt som at have en samtale som vi har nu. Bortset fra, at det slet ikke er sådan." Han trak på skuldrende. Han havde for flere år siden givet op på at forsøge at forklare sin evne. Det var umuligt. Det var ikke en samtale med ord, men med alt andet. Alle sanser.

Selvom deres evne ikke var det samme, var Killian stadig begejstret. Måske fordi det var en dyreevne Ez havde, måske fordi den virkede til at passe så godt til ham. Halvelveren var så hjertevarm, det gjorde næsten Killian helt rundtosset. Og lige nu var han så glad, så han trådte helt ind til ham, stillede sig på tæer og kyssede hans kæbe.
"Du er dejlig." Han mente det og det kunne høres i hans stemme og ses i hans blik. Det var ikke forelskelse, ikke rigtigt, men Killian var på sin egen sære måde forelsket i dem, der var søde ved ham. Og Ez var fantastisk sød. Alt for sød!

Og lige for et øjeblik ville han bare hive ham med tilbage i seng og nyde hans varme krop og vise ham al den kærlighed, han følte indeni, men han lagde bånd på sig selv. Nu skulle de lige se stalden og Ez ville sikkert også gerne have mere at spise. Så Killian bed sig i læben og trippede lidt på stedet.

"Ikke så dejlig som dig," mumlede Ez of lagde begge arme om Killian for at trække ham tæt på sig og kysse lidt med ham. Hans fingre fandt hurtigt ved til Killians krøllet, som han strøg igennem, inde han brød kysset og trådte et skridt tilbage.

"Nå, øh, du må hellere vise mig noget mere, ellers går det galt," lo han og blev nødt til at række ned og rette lidt på sine bukser. Det var nu ikke, fordi han ikke ville elske lige her, men han ville rent faktisk gerne se resten af stalden, og desuden var han ret sikker på, hans krop stadig var for svag til den slags løjer udenfor en seng.

En varm følelse spredte sig i Killian med det samme, da Ez trak ham ind til sig, og han gengældte kyssene med glæde. Han følte sig så uendeligt tryg i den høje halvelvers favn, et sted han ikke havde lyst til at forlade igen. Men han flyttede sig alligevel, da Ez slap ham, og en dæmpet latter kom fra ham, da Ez rettede på sine bukser. Åh, de skulle nok kunne finde på noget at lave, de næste par dage. Det var en rar tanke, at have Ez til at bo i sin seng for en tid, men selvom det stak i hjertet ved tanken om, at han skulle videre bagefter - og hvem vidste om de så hinanden igen? - vidste Killian også godt, at han ville føle sig en smule lettet, når det var overstået. Han kunne ikke med den tæthed, der uden tvivl ville komme.

"Okay. Der er også flere heste at hilse på!" Han greb hans hånd og hev ham hen til næste boks med en beboer i. En efter en introducerede han hestene for Ez, fortalte lidt om, hvad de sagde til ham (Bronto krævede som altid mere mad og Hjeli ville have mere halm i boksen, hvilket hun selvfølgelig fik) og lidt om deres personligheder. Samtidigt fortalte han lidt om det arbejde, der var i stalden og hvordan firmaet ellers fungerede. Killians stemme var fyldt med stolthed og glæde over begge dele, for selvom han ikke virkede som typen, der kunne slå sig ned, var dette sted hjem for ham og han kunne ikke drømme om at forlade det. Han havde sin familie her. Tryghed. Tag over hovedet. Nej, han ville ikke tilbage på landevejen, om han så blev betalt for det.

Til sidst hev han den store port på klem, så de kunne gå udenfor i gården, hvor vognene stod.
"Der er indgangen til lageret. Det kigger vi lige på i morgen, må nok hellere advare Thoran først." Han pegede på en port i hovedbygningen, der også var lukket.
Over dem skinnede stjernerne ned til dem og der var rimeligt koldt, så Killian lagde atter armene om livet på Ez og lænede sig ind til ham, for at holde ham varm.

Ez hilste meget venligt og høfligt på alle hestene i stalden, og det lod til, at de alle sammen havde det godt og rart hos Killian. De var i hvert fald alle sammen vilde med ham, det kunne Ez nemt mærke, hvilket han sagtens kunne forstå. Ez kendte ikke engang Killian specielt godt, men han kunne godt mærke på ham, at han var meget nem at forelske sig i. Ez havde dog også på fornemmelsen, at Killian ikke brød sig om den slags. Hvorfor ville han ellers være alene, så sød og køn, som han var? Han havde lidt lyst til at spørge ind til det, men måske skulle han vente lidt. I hvert fald til de var tilbage på værelset, hvor de kunne snakke roligt sammen uden at blive afbrudt. 

Nu hvor Ez tænkte på sengen, kunne han også godt mærke, at han var ved at være godt brugt. Hans krop føltes tung og træt, og for første gang i flere dage, vidste han, at han ville sove trygt og dejligt, i en blød seng med en blød fyr ved siden af sig. Det var ikke at kimse af!

Ez smilede og lagde armene om Killian og kyssede hans pande. 

"Mh," brummede han og sukkede blidt. "Jeg tror, jeg er klar til at komme tilbage i seng. Du behøver ikke gå med mig, hvis du ikke er træt, men jeg... jeg er udmattet."

Det var rart at vise stalden frem til en, der på en eller anden måde havde en dybere fornemmelse for hestene. Killian var ikke helt sikker på, at han forstod, hvordan, men det gjorde ikke så meget. Det var hyggeligt og dejligt og smilet ville ikke forlade hans ansigt, mens de nussede heste - og nussede lidt på hinanden.

Da Ez trak ham ind og kyssede hans pande, var Killian dog ved at være lidt træt. Det havde været en lang dag, en hård dag, og det der skulle have været en fridag var blevet til et mareridt. Med en god ende. Som stod lige her og gjorde Killian varm. 
"Er du tosset, jeg trænger også til at sove. Og jeg siger ikke nej tak til at putte med en lækker fyr som dig." Han kyssede hans hage og trak ham så tilbage mod værelset, hvor han fik noget mere mad i ham, inden han blev skubbet ned i sengen, pakket godt ind og en Killian i favnen. Egentligt ville Killian helst gerne være storeske, men han havde en fornemmelse af, at Ez ville det omvendt, hvilket også var lidt nemmere på grund af størrelsesforskellen.

Træt faldt Killian hurtigt i søvn og sov trygt og godt hele natten. Han vågnede tidligt som sædvanligt og lod Ez sove, selvom han havde lyst til at vække ham. Med munden. Men det måtte vente. Hestene var begyndt at rumstere rundt i krav om mad.