Lance og Tareks spørgsmål fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Rofus. Blod? Hvad for noget BLOD?!?! Sengen kom med endnu et knirk som hans tanker for ud af en tangent. 
Nej den tanke var for skræmmende... Så i stedet vendte han sig til vrede, for vrede føltes så meget bedre end den afmagt der ellers truede med at dræne ham for alt.

Som Isaris lys der brød igennem tågen, fandt Sofies ord ham. Med et par forvirrede blink løftede tyngden sig fra ham som dug fra solen. Hun havde brug for ham. Efter en dyb indånding åbnede han munden, men ingen ord kom ud, der var så meget han ville sige til hende, men intet kom ud. Et sagte nik kom i hendes retning, som en tårer løb ned af hans kind. Kvalmen var tilbage, men han kunne ikke vise det, ikke endnu ihvertfald. Ork pis og lort, hvad var det her for et rod?!?! 

Der var garenteret mange detaljer som ikke var blevet delt, men det virkede heller ikke vigtigt. Sofie lød til at forstå det var vigtigt at forklare sig så de kunne fortsætte deres søgning og få svar på deres spørgsmål. At visse detaljer blev undladt, kunne Bigwig ikke fortænke pigen i. Det kunne umuligt være rart at tænke tilbage på. Han nikkede roligt til hendes ord. At hun ikke havde løjet og alt blodet havde været hendes. Det vendte sig i hans mave og han fik for en kort stund et stramt udtryk. Det var en ubehagelig tanke. De gamle øjne løftede sig op til det lysende hår. At magien satte sig der, fik ham til at dreje hovedet ganske let på skrå.

Bigwig drejede blikket til siden for at kigge på Rofus, som den knirkende lyd lød endnu engang. Han så meget vred ud. Tydeligt påvirket af situationen, og hvad end evne han havde så ud til at blande sig ind. Så længe det ikke blev værre, så Bigwig ikke nogen grund til at kommentere på det. Ved Isari hvor ville han ønske Dhalia var her til at tage mere nænsom hånd om situationen. Hun havde bedre styr på børn, og var langt mere beroligende end ham, trods han sad på hug og ikke ligefrem fremstod skræmmende.

"Hvad skete der med manden du samlede evnen op fra?" det var muligvis ham de var nødt til at finde. Enten for at sikre sig at han ikke var omkommet, og ud fra hvad Sofie havde fortalt om at han havde angrebet, skulle han også stå til ansvar for sine gerninger. Noget af skylden faldte til ham, for den blodige episode.

Der var opstået en hvis form for skam i form af et tryk ind mod samlingen af hendes kraveben, da hun modtog en bekræftelse på, at de to mænd egentlig var af autoritet. Det havde som sådan ikke slået hende, at det var tilfældet før nu, at det måtte være sagen. Det eneste hun havde haft fokus på, havde været deres - eller rettere sagt kun kentaurens knap så… elegante entré ind i hendes liv. Det gav dog pludselig mere mening. Men så stadigvæk kun lidt. For autoriteter burde stadig vide bedre. Ikke? Hun kunne meget muligt være blændet af sit forhold til deres mistænkte kriminelle.
Heldigvis lykkedes det hendes fokus at blive godt og grundigt distraheret, da den langørede Sofie vendte tilbage til den form, som hun i hvert fald kendte hybriden som. Den klædte hende nu også bedre, end en skræmt kanin. Også selvom at hun tydeligvis var mindst lige så skræmt i sin menneskelige krop. Skræmt og skræmt. Måske ville et ord som traumatiseret passe bedre ind. Som Sofie fik samlet sig og lagt tilbage i sengen stillet til rådighed i værelset og så småt fortalte sin historie, passede beskrivelsen i hvert fald kun bedre og bedre.

Miaplacidus le Arimh var meget vel en omsorgsfuld person, men alligevel var det ikke hende, der stod nær Sofie og trøstede hende. Selv hun kunne se at det var mere end nok at have den mørkhårede dreng ved hendes side, hvilket på sin vis varmede om stjernens livgivende organ i brystkassen. Selv holdte hun sig blot i nærheden. Roligt havde hun bevæget sig om på den modsatte side af sengen af hvor Rofus sad og blev tunget ned af vrede og blomstrede af lettende bekymring, af hvad hun kunne lægge for teori. Hun gjorde som hun altid gjorde, når hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sine arm-legemer og lagde dem blidt omkring sig selv. Greb om sin højre albue med sin venstre hånd og ligeledes modsat.
”Blod…” mumlede hun pludselig sagte efter en ellers en opmærksomheds-neutraliserende stilhed fra hendes side. Hendes blik havde oprindeligt blot ligget blidt og eftertænksomt på Sofie, da ordet var blevet sagt, men inden længe virkede det som om en boble bristede omkring hende i takt med at hendes kropslige glød steg med en grad eller to, og hun løftede hovedet for så at dreje de blå øjne mere ud i rummet. Hovedsageligt mod løjtnanten.

”Kvinden, der forsvandt, lugtede underligt metallisk.” startede hun så ud. Ikke med meget dårlige samvittighed over måske at have afbrudt noget, der var mere vigtigt, end hendes egne observationer. ”Jeg kender godt nok ikke meget til lugten af blod, men jeg hører den ofte blive beskrevet som netop det: metallisk. Der er en god chance, at min teori er fuldkommen ubrugelig, men Sofie fortalte, at manden ejede egenskaberne som hamskifter, korrekt?” Hun så kortvarigt ned mod Sofie for at kunne bekræfte det, inden hun så tilbage mod byvagterne. Hun så næsten helt fortvivlet ud. En blanding af åbenlys selvsikkerhed over sin sag og usikkerhed over at tale nonsens. ”Så vidt jeg ved, så er der et større spektrum af hamskiftende magi. Nogle tilstrækkelige nok til at.. ændre kønsformen.”
Hun så lidt afventede omkring.

Sofie sank hårdt en klump. Det føltes uvirkeligt det hele. Det føltes som om det eneste der holdt hende fra at miste forstanden var Rofus, der, ved hendes side.
Det var som om det hele bare gentog sig selv, som om hun hele tiden gentog sig selv!
"Jeg ved det ikke.. da jeg mistede bevidstheden var han stadig i gyden" svarede hun træt og lukkede øjnene mod Rofus skulder. Hun havde fortalt dem hvad de ville vide, og svaret på deres spørgsmål. Nu ville hun bare gerne sove igen. Sove, og forhåbentligt glemme.

Mias mumlende ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Sofie, men som Mia fortsatte, løftede Sofie hoved en anelse, og så mod den ældre pige. Hun sank igen "Jeg tror.. han kunne skifte til hvad end han ville" Sofie blev en smule bleg ved tanken "Han havde lurvet tøj på, trævlet og ødelagt.. og en slidt grøn kappe tror jeg" bakkede Sofie Mias teori op. Tanken om at han havde været her forvirrede hende mere end den skræmte. Havde han ønsket hende ondt, havde hun været død i den gyde.
Sofies blik hvilede lidt på Mia, og der var igen taknemmelighed i hendes blik. Hun var glad for hun var der. Der var noget ved den nøgterne, videnskablige måde Mia talte om det på, det fik det en smule på afstand.

En forsigtig banken lød på døren, og kort efter blev den roligt åbnet. Dhalias ansigt dukkede op i døren, og hun skubbede døren yderligere op med en fod, hendes hænder optaget af en stor bakke med 6 dampende krus med te, og en tallerken med frugt og en honningmad, skåret ud i små, nemme bider. Det var bestemt ikke hverdagskost for de fleste, men hvis det kunne få pigen til at spise, var det bestemt det værd.

Den unge kvinde var igang med sin forklaring, og Dhalia ventede roligt. Hun ville ikke forstyrre, nu det endelig lod til at alle var faldet ned igen.
"Tarek, kunne du tage fra?" spurgte hun lavmælt, og rakte bakken lidt ind. Hun ville ikke til at kravle indover mandens bagparti, især ikke med varm te i knusere. Det var nemt blot at se kentaurere som halvt hest, men de var folk som alle andre, også når deres størrelse gjorde ting en smule mere besværligt.

Som manden blev nævnt igen knugede Rofus hårdt hånden. Han havde aldrig følt sådan en vrede rettet mod nogen før. Som Mia fortalte sin teori kunne han ikke andet end nikke, ført lidt mere ihærdigt end han hans kvalme syntes var en god idé, så de resterende nik blev en tand mere rolige. Nu var ikke stedet for at kaste op, han skulle bare liiige holde ud til de var færdige herinde. 
Rofus øjne lukkede sig for et kort øjeblik. Mørket havde sin helt egen ro, en ro han virkelig godt kunne bruge lige nu. Forsigtigt klemte hans hånd om Sofies, for at hun kunne mærke at han var der, og for at han kunne være sikker på at hun var der. 

At se Dhalia var som at se solskind på en gråvejs dag, for hun kom med noget håndgribeligt, noget han faktisk kunne forholde sig til! I stedet for formskiftere af metal og blod over det hele. Det løb ham endnu engang koldt ned af ryggen, og kvalmen kravlede op gennem halsen på ham. 
Forhåbentlig rakte Tarek bakken videre, så han kunne give Sofie noget at spise og drikke. Forhåbentlig var det hele snart ovre og de kunne ligge det hele bag sig.  

Bigwig havde egentlig haft sin fokus på Sofie, da den anden pige i selskabet afbrød midt i det hele. Der var noget stærkt mystisk over hendes udtalelse - ikke den metaliske lugt del, men mere.. at hun omtalte lugten af blod på den måde. Han nikkede langsomt til den ændrede kønsform del. Måske, hun havde ret i den antagelse. Så hvis denne mand var formskifter, kunne han ændre sig til kvinde? Men var det en formskifter, var jo så spørgsmålet. "Tak frøken" brummede han venligt, fik fisket en notesblok op af lomme og skriblet ord ned. Det begyndte at blive for meget til at han kunne huske det hele. Efterfulgt af alle de oplysninger Sofie kunne give på beklædning.

Da Sofie og den anden pige var færdige med at tale, drejede Bigwig blikket mod Dhalia der var dukket op igen og rakte fad ind mod Tarek, så mad og te var på sin plads for de unge mennesker. "Tak fordi i har svaret på spørgsmål. Men for at få alt på plads vil jeg gerne at i to-" han pegede på Rofus og derefter Mia "Følger med mig ud, når i lige har fået lidt at drikke og spise, og giver en forklaring på hvordan denne kvinde så ud." den autoritære stemme var tilbage og han så alvorligt på dem, men stadig med forståelse for at det hele vil været en prøvelse. "Dhalia, vil du hjælpe mig med at finde Kit. Hun så vist også denne kvinde, og jeg vil gerne have så mange oplysninger jeg kan." Bigwig rejste sig, strakte benene en smule, da det ikke havde været den mest behagelige stilling og kiggede derefter på Tarek. "Bli' til du kan følge med igen - jeg tænker også at i kan snakke lidt, hvis nu nogen pludselig kommer i tanke om mere. Men ellers, gi dem lidt fred og ro." han smilede venligt til den anden, ikke sikker på om han kunne lave en portal igen, men lod ham hvile til han kunne.

Herefter kravlede Bigwig på bedste maner hen over hestekroppen, ventede på om Dhalia ville følge med ham, og lod derefter de unge mennesker alene med dem selv for en stund, til Kit var fundet. Han ville ikke optage for meget af hendes tid, men gerne have hendes beskrivelse. Og når de unge mennesker følte for det, om de kom en og en eller samlet, og gav deres forklaring, kunne de ikke gøre mere her. Bigwig ville skrive ned, påbegynde en eftersøgning og se hvorvidt enten beskrivelserne på manden eller kvinden ville give pote. Herefter, kunne Sofie få lov at hvile. Hun virkede ganske simpelt i hans erfarende øjne, som et offer i denne sag, og havde ikke brug for at blive jagtet af myndighederne mere. Så snart Tarek kunne følge med ud fra Healerhuset, ville han gøre klar til at tage tilbage til hovedkvarteret. Der var meget arbejde stadig at udføre

/outie?

Tarek lyttede i tavshed som der blev snakket frem og tilbage. Lyttede og sugede så mange indtryk til sig som muligt. Han kunne godt have tænkt sig at røre ved folk, fornemme deres følelser og måske på den måde få mere ud af det hele, men han måtte nøjes med at ligge ved døren og følge så godt med som muligt. Der var ingen grund til at forstyrre eller blande sig, det så ud til, at Bigwig havde styr på det hele.
Pludseligt bankede det forsigtigt på døren og han drejede overkroppen for at se Dhalia skubbe døren så meget op hun kunne for hans bagparti og række en bakke ind. Han vred sig så meget rundt som muligt og tog i mod bakken med et smil. Ja, te og mad var nok en god idé! Bakken var tung og han besluttede sig med det samme for, at han ikke skulle rejse sig med den i hænderne, med den manglende plads, ville det bare gå galt. Så i stedet rakte han ud og placerede den på bordet, hvor Sofies ting lå. Derfra kunne han begynde at dele de varme krus ud og række tallerkenen til Rofus, så Sofie kunne få noget at spise.

Trods hans aktivitet lyttede han stadig efter, hvad der blev sagt. Formskifter, blod og Bigwigs autoritære stemme, der gav instrukser til næste trin. Han nikkede til sin overordnede og gned kort sine hænder mod hinanden. Nej, han var ikke ladet nok op til at kunne lave de to huller, der skulle til for at komme ud. Med et tålmodigt udtryk i ansigtet lod han den langbenede gamle mand kravler over hans bag, inden han greb et krus til sig selv og så mod de børn, der var i rummet. Ind til videre blev han liggende, så ville han flytte sig, når den første ville ud for at snakke med løjtnanten. 

Med sit varme, venlige udtryk så han fra den ene til den anden. Hvordan skulle han tackle dette? Det var ret akavet at være placeret her uden at kunne komme videre, men han måtte vel få det bedste ud af det.
"Bare rolig, Bigwig skal nok gøre sit for at få styr på det hele. I er i hvert fald i sikkerhed her. Og jeg tror ikke, at der sker mere for Sofie i dag." Bigwig havde i hvert fald ikke sagt noget og trods kaosset at følelser, der havde været i manden, da han havde rørt ham, havde Tarek alligevel fået fornemmelsen af, at han ikke ville Sofie noget negativt, for eksempel at tage hende med til arresten. 
Han smilede til dem og nippede lidt forsigtigt til den varme te. Sikke et rod.

// Out gætter jeg på?

Te. Det var den anden kop te, hun var blevet givet siden, hun var ankommet til Helbredshuset. Hvis hun skulle være helt ærlig, så forstod hun virkelig ikke det enorme forbrug af det varme urte-, blomster- eller frugtvand. Jovel varmede det at holde om koppen, og det kunne sendte et spir af varme igennem kroppen ved en enkel slurk. Men hun så sig kun positivt på det ud af nødvendighed, så hun var ikke den første til at føre sit givne krus op til munden. Overhoved. I stedet stod hun blot med fingrene flettet stabilt omkring kruset og holdte resten af sin opmærksomhed mod de andre mere vigtige ting, der gik for sig.

Ordene havde allerede ligget så godt som klar på stjernen tunge, idét Sofie fik beskrevet beklædningen på sin overfaldsmand, men det lykkedes hende nu alligevel at få slået knude på tungen, så de ikke fik lyd. Byvagtsløjtnantens ønske om at tale med Rofus og hende i privatrum kunne snildt tage æren for det, for selv hun kunne forestille sig, at det nok var bedst at bringe sine matchende observationer op der i stedet for i selskab med ofret, selvom hun allerede havde gjort lignende ikke mere end få øjeblikke siden. Men dér havde hun ikke været tilbudt en samtale andetsteds.

Mia drejede sig kort til den ene side, for at stille sit krus fra sig igen, så snart løjtnanten havde fået møvet sig over halvheste og efterladt dem til en mere beroligende atmosfærer. Efterfølgende svang hun den anden vej omkring for at stå mod fronten mod sengen, hvor Sofie lå og puttede halvt med den mørkhårede dreng. Der var noget særligt over at se de så unge mennesker dele et så nært men nyt bånd. Hun lod sig da falde ned at sidde på hug med hendes arme hvilende på sengekanten, og hun på den måde var i øjenhøjde med pigen med det lysende hår.
”Du er virkelig en standhaftig person, er du ikke.” Det var nogle af de første ord, hun egentlig havde ytret til Sofie. Der havde foregået så meget andet, der havde været nød til at blive taget af. Med sit hoved lagt skråt oven på sine arme, fremmanede hun et varmt smil. ”Jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle ses igen under disse omstændigheder, men jeg håber inderligt, at det ikke bliver en tradition.” Hun løftede da hovedet igen og så i stedet mod Rofus med et svagt undersøgende blik, inden hun kortvarigt så hen på Tarek Firfod og døren, han så ud til at vogte og så ellers tilbage på sin sengeliggende ven. ”Min bekymring er blevet mættet for nu, så jeg vil lade jer.” Ganske let førte hun en hånd mod Sofies ansigt og umådeligt blidt strøg lidt hår fra hendes pande, inden hun satte sine hænder støttende ned i madrassen og fik skubbet sig selv op at stå igen. ”Det er bedst at have drømmen lidt for sig selv, har jeg hørt.” Om pigen ville fange hentydningen til Rofus havde hun ingen fornemmelse af. Og før hun kunne nå at se om hun gjorde, var Mia allerede på vej hen til døren, hvor hun tålmodigt ventede på at kentauren havde gjort det muligt for hende at komme ud. 

Dhalia så tilfreds ud som alting blev fordelt, og patienten fik både te og mad. Der var få ting så godt som te til at dulme sjælen, og give lidt varme. Dhalia fandt det også et fremragende middel til at hjælpe trætte tunger, og om ikke andet gav det folk noget at gøre med deres hænder, selv når alt de kendte var blevet taget fra dem, som det desværre så ofte skete for hendes patienter.

Dhalia nikkede til Lance for at bekræfte hun havde forstået ordren, men inden hun gik, faldt hendes blik på Rofus, der så mere grøn ud end godt var. "Rofus? Kunne du gøre mig en tjeneste og tage spanden for enden af sengen, og fylde en lille slat vand i den og tage den med herind? Bare i tilfælde af maden ikke vil blive nede" bad hun, selvom den unge pige så ud til at nippe fint til maden "Og hvis den bliver fyldt, så er der en rist i gården hvor den kan tømmes" tilføjede hun i samme informative tone, men hendes blik på drengen var mildt.

Det formidlet, gik Dhalia med Lance, for at finde Kit.

De fandt hende ovenpå, og Kits udsagn passede ind med de andres, både i beskrivelsen af kvinden Rofus og Mia havde set, men at det tøj hun havde haft på, matchede Sofies beskrivelse.
//OUT//

Sofie virkede temmelig lettet som det hele begyndte at runde af. Hun havde så mange følelser i sit bryst der kæmpede om plads, men mest af alt følte hun sig efterhånden bare drænet og træt. Der havde været alt for meget påstyr, og hendes hoved kæmpede stadig med at forstå at hun havde mistet tre dage.

Rofus klem om hendes hånd trak hende tilbage, og hun tog imod tallerkenen med mad og satte den i sit skød, inden hun tog imod teen også. Den var varm, næsten brændende mod hendes hænder. Hun havde ikke opdaget hvor kold den hånd der havde tittet ud fra dynen var blevet.

Sofies blik faldt på Mia som hun trådte nærmere, og hun mødte stjernenes blik. Sofie var glad for hun havde været der, så det ikke bare havde været hende og Rofus og alle de voksne. Mia var nok ældre, og talte mærkeligt, men hun var ikke sådan.. Voksen-voksen.
"Tak Mia... Jeg.. er glad for du kom. Men jeg håber også virkelig at næste gang bliver.. rarer" svarede hun lidt stille, og Mias smil fik Sofies mundvige til at trække en anelse på sig. Ikke nok til det rigtig kunne kaldes et smil, men der var håb for et i fremtiden.. og hendes kinder blev alligevel en anelse røde ved Mias afsluttende kommentar, der blot fik et lille nik som svar.

Dhalias ord fik igen Sofies blik tilbage på Rofus. Hun ville ikke have han skulle gå. Hun ville ikke være alene, men.. Tarek var der jo stadig, og Sofie var ikke helt sikker på hun ture sige Dhalia imod. "Jeg bliver bare hængende her" sagde hun til Rofus som et forsøg på en joke, og med endnu et forsøg på et smil, begge dele med diskutable success. 

Som rummet blev tømt virkede det lille værelse pludselig enormt, selv med kentaureren derinde stadig. Sofie følte sig ikke sulten, men viste hun burde være det, og spiste derfor. Det gik, langsomt og mekanisk. Da hun var færdig drak hun teen, inden hun endelig lagde sig ned med et lille suk. Hun viste Tarek var der, men hun orkede ikke at prøve at starte en samtale. Hun ville bare sove. Sove og glemme.

Utroligt hvor træt man kunne blive, af at være bevidstløs i tre dage.

//OUT

Rofus sukkede lettet som Sofie fik mad og te, det hele skulle nok blive bedre nu, det var han sikker på. Egentlig ville han have taget en kop te selv, men som han rakte Sofie sin, blev han ramt af hjemve. Duften af frisk lavet te, havde fyldt hans hjem de stille morgener hvor at svinet ikke havde haft travlt. Men hele hans familie havde samlet sig i køkkenet og delt te, egentlig havde han syntes det var irriterende at skulle sidde der sammen med de andre. Men lige nu ville han give næsten alt for at se resten af hans familie igen. Lige nu var han bare en dreng på femten somre.

Han lagde ikke synderlig mærke til hvad Mia sagde, men nikkede taknemmeligt til hende. Det lignede at hun havde fået Sofie i lidt bedre humør, og det var han altid taknemmelig for.

Rofus blinkede kort en enkelt tåre væk, som Dhalia talte til ham. "Øh jo det kan jeg godt" kom det med et kort nik. Han havde ikke lyst til at forlade Sofie, men han viste bedre end at sige Dhalia imod. "Jeg kommer tilbage så hurtigt jeg kan, jeg er lige om hjørnet" svarede han med et blidt klem om hendes hånd, og hvad der nok bedst kunne beskrives som et kvart smil.

Så snart han forsigtigt havde møvet sig forbi Tarek, for han hen for at få noget vand i spanden. Hele situationen var så ækel... Nogen havde skadet Sofie og han havde ikke været der til beskytte hende! Det hele vældede op i ham, først vrede, så afmagt og til sidst vældede tårene frem. Det hele var så overvældende. Og med det fik kvalmen overtaget. Heldigvis havde han spanden, han ville have sendt Dhalia en taknemmelig tanke, men hans krop insisterede på at han prøvede at fylde spanden med tåre og opkast. Forbandet være det hele... "Ved Aladrios indgroede tånegle det her stinker..."

Efter at have brugt hvad der føltes som en evighed på at tømme sin mave, fik han samling over sig selv. En ting af gangen Rofus, bare en ting af gangen.
Det tog ham ikke længe at få tømt og renset spanden igen, samt få vasket sit ansigt. Lige nu skulle han være der for hende, også selvom han følte sig noget bleg. 
Spanden med vandslatten blev afleveret ved Tarek, da det lignede at Sofie var faldet i søvn. Med faste skridt gik han hen mod Bigwig, for at forklare sig en sidste gang.