Han slipper grebet om Cazz da han lyser op, og ser lidt forviredt til da Cazz blev mere gråtonet, han smilte blot og små grinte over dette væsen.
Et spark fra cazz rammer ham direkte i hovedet, og han ryger bagover ovenpå den mindre overraskelse, han rejser sig på knæeende og stadig små griner over hans forsøg.
Nichols forsvinder igen da Cazz er få centimeter fra ham og står nu oppe ved træet med fuglen og kniven som ramte fuglen i hånden, ''SÅ DETTE ER HVAD VI KÆMPER FOR!?'' råbte han håndligt og rakte fuglen ud så Cazz rigtig kunne se den.
''DETTE ER END IKKE NOGET LEVENDE!?''
Han kyler fuglen bag skulderen og tyrer kniven i retning af manden/monsteret.

((ehm... solar plexus er altså lige under ribbenene? ))

Cazz følger Nichols med blikket, men stivner, da han får øje på den døde fugl. Kød. Han slikker sig om munden, og følger fuglen med blikket, som en hund ved et middagsbord. Da fuglen bliver kastet, og lander 5 meter fra ham, tøver han. Han er smaddersulten, men hvis han koncentrerer om den, har Nichols en stor fordel. Han vælger at droppe fuglen, og kravler istedet op af træet med hurtige, dyriske bevægelser. Da han når op på grenen ved siden af Nichols, samler han øjnene i missende bevægelser.
"Tror du vi kæmper om den der?" han nikker imod fuglen, og hæver et øjenbryn.
"Jeg er bare sulten. og siden du nu har så meget imod mig..såå" siger han, og trækker på skuldrene...

((lidt kot.. sorry o_o ))

((har brug for latin undervisning så 8P ))

En latter kommer fra ham mens han ryster på hovedet over hvad han selv synes var en dum sætning fra dyret som han nu kalder ham.
''hvis du hentyder til at jeg er et bytte dyr'' han holder svagt et latter anfald tilbage og går lidt hen mod højre fra træet med sin korde trukket, ''så må du nok lade livet eller dø med mig'' han trækker endnu en kniv frem fra hans vest og går stadig roligt med begge øjne åbne og venter på en lyd der vil afslører dyret.

Dorthea holdt op med at høre efter da Cazz var gået, og hun var gået et lille stykke længere ned ad stranden. Hun havde ladet sine ting ligge, for dem ville hun hente senere.
ude i horisonten trak møregrå skyer sig sammen om stranden, og imod øst lyste flammer fra en for nyligt afbrændt landsby op. Vinden var blevet koldere og en anelse vredere, og bølgerne var begyndt at skumme og plaske hårdt imod strandbredden. En glimtende musling i sandet fik Dorthea til at stoppe op, og hun bøjede sig forover og tog den op. Imens hun så på den, begyndte regnen.
Først som et par svage dråber, men snart blev der flere, og hurtigt havde skyerne åbnet helt for deres sluser, og det øsede ned. Det var stadig lyst, og en lille oase af blå himmel kunne stadig anes på den anden side af skyerne. Dorthea grinede, og klappede ivrigt i hænderne. hun elskede regn. Hunbegyndte at snurrer rundt om sig selv, men snublede og var lige ved at gå på snuden i sandet, da hun opdagede af Cazz med det lyserøde hår (DET ER LYSERØDT! DET HAR DORTHEA BESTEMT! >:B) var væk, og ham den anden mand havde en form for kniv i hånden. Hvad nu?
Hurtigt trippede hun nærmere, og skyndte sig at samle sine ting op,imens hun blot så på, uden rigtig at vide hvad der foregik. Nysgerrig som altid gik hun lidt nærmere, og hun begyndte forsigtigt at rokke med sin ene tand.

OOC: DADADAM! vi trængte til en ordentlig gang kampvejr >:3

(det er tihvertifald ikke lyserødt! X3)

Cazador trækker sig længere ind i træets skygger, og presser sig op af stammen. hans hår pjuskes op, da det gnides op af stammen, men det tager han sig ikke af.
Da himlen åbner sine sluser, ler han hjerteligt. det kunne ikke være bedre! Han skæver kort til Dorthea nede på stranden. stakkels barn, tænk dette hun skal til at se!
"Jeg SER dig ikke som et byttedyr. du ER et byttedyr!" med disse ord springer han frem med en snerren på læberne. Han trækker sine knive, og hæver dem truende i sit spring. om så Nichols hæver sin kniv, vil det ikke gøre ham stor skade, da hans evne er sat igang. Han forsøger i sit spring at fælde Nichols, og hvis det lykkes, vil han holde ham nede, ved hjælp af hænderne.
"mmm... nu skal maden rigtignok smage!" hvisler han, og blotter sine knivskarpe tænder i et sadistisk smil...

En dråbe rammer hans kind og med et stille smil ser han ned på barnet som åbenbart havde set ham, en kort mild latter kommer fra ham idat han ikke bevidst kan se hvorfor han han griner blidt....
I et hurtigt træk blir han kylet til jorden af en bevægelse og ser dyret på hans ryg, ''ikke lige frem fair det der...''
Han vender sig hurtigt og ser ind i gabet på Cazz, og derefter ind mod hans øjne med sit røde øje direkte truende imod hans, ''det her vil du fortryde....'' kommer det roligt fra ham, mens han hamre kniven i sin hånd ind i cazz's armhule, for som på alle andre bør der jo ikke være så meget hud der.

((ps. læs vendligst evnen med det røde øje hvis du ikke har gjort det ;p))

OOC: Argh sorry X_x min lillebror ville spille et spil og sagde det ikke tog så lang tid, og naiv som jeg er gav jeg ham lov O.o"

IC:
Dorthea træder forskrækket tilbage da hun ser det lettere voldsomme optrin, og hun husker svagt hvad der skete oppe på platformen. I en helt choklignende tilstand sætter hun ig ned i sandet, og holder sig for øjnene, og prøver at holde alle lyde ude, undtagen regnen, og tænke på de historie hun fik fortalt om regnfolket, der trommede på tagene.

OOC. det blev kort, ville ikke lade det vente Oo
Og jo det er - der er ikke særlig stor forskel på llla og lyserød, i hvert fald ikke for Dorthea OwO

Cazz er allerede godt igang med at forberede, hvorpå han skal tilberede Nichols, da han bliver fanget i det røde øjes lys. Han måber sagte, og pludselig bliver han opmærksom på barnet. Hvad var det han gjorde imod hende?! Han er jo ikke ude på at give hende traumer for livet! Pludselig rammer kniven ham, og han vender opmærksomheden imod Nichols igen. Han skuler til ham, og holder en hånd for såret, hvor blodet fosser ud. Han føler sig ikke skyldig, ikke overfor Nichols ihvertfald. Måske en smule rundtosset, men det kan lige så godt være blodtabet. Han har aldrig følt sig skyldig over for noget, han betragter som et bytte.
"Dét der var heller ikke ligefrem rent spil min ven" siger han, og beslutter sig efter kort tids tøven, om at gå ned til Dorthea. han sætter sig på hug ved hende, og ser det sammenbidte ansigt. Forsigtigt tager han hende op, og bærer hende hen i læ i form af en stor trækrone.(?) Han ser tavst på, hvordan hun ryster og drypper af kulde, vejr, og skræk, men ved ikke hvad han skal stille op. istedet går han ud fra kronen, og råber til Nichols;
"DET SKAL DU FÅ BETALT!" blodet drypper fra hans armhule, og farver sandet rødt omkring ham, men det tager han sig ikke af.

Han rejser sig forsigtigt op og tar sig til hovedet, hans syn kommer tilbage og retter sig mod pigen som sad samme krybet nede i sandet, inden han når at reagere når dyret at tage hende, han knytter næven og lader sig ikke mærke af regnens stride stråler som pisker ned på dem.
''HVA F**DEN SKAL HUN NU BLANDES IND I DETTE FOR!?'' hans næve knyttes hårdere, han har stadig den kniv han stak ind i armhulen på Cazz og tør ikke rigtig tyrer den efter ham, bare hvis nu han ramte barnet.
Han forsvinder og står et sekund efter til højre for træet som de nu var ved og havde korden pegende mod Cazz og kniven omme bag ryggen, ''hvorfor skal et barn blandes ind i dette!?'' han ser vredt på cazz med et truende blik med begge hans øjne.

Dortheas lille hjerne var endelig begyndt at se lyst på tingene, men pludseligt blev hun hevet brutalt tilbage til virkeligheden da hun blevet løftet. Dog klyngede hun sig fast til hvem eller hvad det nu var – for hun havde ikke åbnet øjnene, det turde hun ikke, for tænk hvis englen var der ligepludselig og også ville komme til skade – og gav kun modvilligt slip da hun blev sat ned igen. Der gik lang tid før hun turde åbne øjnene, og det første hun så var blodet, og hun lukkede øjnene igen og pressede hænderne imod ørerne for ikke at høre eller se noget, og hun overbeviste sig selv om, at al det blod kun var en lille skramme, at han ikke kunne dø af det. Da Cazz’s brøl overdøvede stormen og nåede hendes øregange trods hænderne, var hun et kort sekund ikke helt sikker på hvem han talte til. Var det hende, eller ham den anden?
Dortheas hår klæbede til hendes pande og hals, og regndråberne dryppede fra hendes hage og næsetip. Der var kommet en smule blod på hendes tøj, men hun kunne ikke mærke det, fordi hun i forvejen var drivende våd. Trods sin angst og kulde åbnede hun øjnene, og så fra den ene til den anden. Hun kunne ikke rigtig høre hvad de sagde, for vinden og regnen buldrede afsted, og det ringede underligt for hendes ører.
Hun trak hurtigt sin dukke frem inde bag sin lille kappe, og fæstnede de store, grønne øjne på den. Hun kunne stadig ikke se det grimme i den. Og grim, det var den. Den var nærmest grotesk. desmå, sorte, stikkende øjne hang ikke helt fast og det ene skulle man bare hive lidt i ør det faldt af. munden var et kæmpestort smil med sting, og håret var klippet af og enkelte steder sad der små sløjfer og spænder i det. Den ene arm var klippet halvt af, og den havle arm var sat på det eneste ben den havde. den var beskidt og slap, menDorthea følte sig tryg ved den, og knugede den ind til sig. dette resulterede i, at øjet faldt af, og ned i sandet.

//FRYS

Cazz synker en klump, da han, trods stormen, hører Dortheas forskræmte pib. Hans skulder værker, og sandet er farvet rødt, men ikke desto mindre går han hen til Nichols.
"Vil du virkelig stå og kæmpe, for øjnene af et lille barn?!" siger han hviskende, men dog så højt, så Nichols kan høre det.
"Tror du ikke hun har set nok smerte her i krigen?! jeg vil foreslå dig, at du går nu. vi kan altid gøre dette op en anden gang" Cazz drejer om på hælen, og går tilbage i ly af egetræets krone, som stormen gør sit bedste for at flå i stykker. han river et stykke stof af sine bukser, og binder det stramt rundt om såret. Heldigvis fik Nichols ikke punkteret hans lunge. Cazz skæver til Dorthea og hendes dukke, og han lader et overrasket blik hvile på dukken. Han kendte den, skønt den med årene er blevet gammel og slidt. Den havde tilhørt hans søster, altså før hun gik bort. Hun havde elsket den dukke, og da en større dreng klippede håret af den, og ellers smadrede den totalt, var hun blevet dybt ulykkelig. Dukken var senere gået i glemslerne, men nu var den her, lige for øjnene af ham.
Cazz måber, og blinker forundret med øjnene. Smilede dukken ikke lige lidt mere? Alle lyde skjules af stormens susen, som de sidder der under træets krone...

Et torden skrald rammer sandet syv meter væk og efterlader et glasaftryk.
''det kan godt være at jeg bryder mig om krigen og hærværk....'' han lukker det højre øje og ser stille ned til Dorthea og smiler svagt idet han skimter dukken, ''men jeg er menneskelig nok til ikke at lade et barn være alene med folk jeg kæmper imod...men for barnet kan vi holde våbenhvile...'' en små fnisende grin dækker hans vrede og han lægger sin korde tilbage i dens hylster, men kniven holder han stadig bag sin ryg.

Dorthea trak vejret dybt ned i maven, og åndede hurtigt ud, før hun trakvejret dybt igen. Hun ville ikke være bange. Det hele var en misforståelse. hvorfor skulle de dog slås? hvorfor? Hun opfattede små stykker af deres samtale, og da de begge to blev stille, så hun op. Hendes øjne var store og skræmte, og blanke af tårer, men så tørrede hun dem og knugede dukken lidt tættere ind til sig. Det ene, sorte perleøje stirrede på Cazz.
"... hv-hvorfor sl-sloges... Slås.. i?" Dorthea var trods alt nysgerrig og prøvede at forstå. Måske var der en grund. Og så vidt hun kunne se var de holdt op med at slås, men man kunne jo aldrig vide. Alligevel var hun bange for ham med det røde strithår - han havde lige haft en stor kniv, og selvom den hang ved hans side nu, var hun ikke helt tryg ved ham. han mindede hende lidt om de mennesker der havde været ude i skoven. Hun ville ønske englen var der.
"Der er ingen grund til at slås... Det gør bare ondt." Hun så på sin kjole, og rynkede på næsen, hvorefter hun snøftede. Både fordi den løb, og af forargelse overfor blodet.
"Og det grisser!" sagde hun og stønnede opgivende. Så rejste hun sig og tørrede igen sine øjne. Hun ville ikke være bange eller ked af det, en alligevel sørgede hun for ikke at kigge på den strithårede mand, og vendte derfor opmærksomheden imod Cazz.
"Gør det ondt?" spurgte hun stille, men alligevel højt nok til at overdøve stormen. Hun holdt stadig godt fast om dukken, og selvom hun havde drejet sig imod Cazz, stirrede det enlige øje stadig stift på ham.

OOC: jeg kommer igen omkring klokken 6 - halv 7 ^o^

Cazz nikker til Nichols, og klør sig lidt på hagen med den raske arm, hvilket frembringer en skrattende lyd. Han trænger voldsomt til en barbering, og det har han gjordt et godt stykke tid. Han vender sig imod Dorthea, og en kuldegysning løber igennem hans krop, da dukkens sorte øje ser stikkende på ham. Han lytter intenst til barnets ord, og tilter hovedet en anelse. Hvor kunne det barn dog tale dybt og poetisk, på sin egen facon. Men Nichols skræmmer hende vidst en anelse, så han trækker hende lidt væk fra ham, for at beskytte hende imod hans stirrende blik. Manden måtte jo være mere eller mindre psykotisk. Da hun spørger ind til hans skade, ryster han smilende på hovedet, og fugter læberne en anelse.

"Sig mig.. hvor har du fundet dén?" siger han, og peger på dukken. den var blevet grotesk klam, siden han sidst så den, og han havde en paranoisk fornemmelse af at den holdt øje med ham.

Han ser stadig med et svagt smil på pigen og undrer sig over hvor den mærklige føelse af nåde kom fra? normalt ville han bare havde sprættet manden op foran pigen og derefter lade hende være for sig selv, han slog sig selv på hovedet og lage kniven på plads inde i vesten.
''jeg vil se til mens du æder hende...'' ler han for at komme ud af denne situation med sine føelser, han tog sit røde øje ud og kastede det stille op i luften og greb det igen for at sætte det ind igen, og gik fløjtende videre den vej som han startede og forsvandt omme bag den næste klippe.

//out

dorthea knugede dukken lidt tættere ind til sig, og så ned på den. Så rakte hun den frem imod ham og signalerede at han gerne måtte tage den.
"I skoven, så vidt jeg husker. Mig og en af mine venner var ude og lege, og han fandt den til ham. jeg havde lige mistet min bamse, så den kom lige på det rette tidspunkt!" med de ord satte hun sig ned, og afhængigt af om han tog imod bamsen eller ej, to hun også den med eller også begyndte hun at tørrer sine øjne en sidste gang. Hun kom heldigvis meget hurtigt over sådan noget. Det var det posetive ved at være lille og uvidende, og så utrolig nem at distrahere.
Hun så efter Nichols da han gik, og rynkede på næsen.
"Han var da en sær fætter. Med løst øje og alt muligt." hun så op på Cazz, og smilede, så hendes små, spidse tænder kom til syne. "Han var helt uhyggelig. Men måske var han flink nok... Et eller andet sted. Bare han nu ikke bliver forkølet af at være ude i regnen..." Dorthea snakkede til sidst mere til sig selv end til Cazz, og det beviste bare at hun stadig tænkte på folk, ligemeget hvor onde de var. udseende og handlinger skræmte hende sjældent, hun skulle bare have én god grund til at føle med dem, og så gjorde hun det. også selvom hun ikke rigtig kendte grunden.

Nasha blev noget nysgerig da hun så noget voldsomt ramme vandet på overfladen, stille bevægede hun sig op for at studere det lidt nærmere, hendes hovede kom stille til syne op fra havet, hun så sig til begge sider og så ingen, perfekt.
Regnen silede ned omkring hende, hun undrede sig blot over at der nu var vand heroppe siden hun ikke havde set det før, hun stak tungen ud for at smage om det var salt som havet men spyttede hurtigt vandet ud igen, ''FØJ!!!'' hun blev noget arrig men beroligede sig selv med at hun ikke levede heroppe hele tiden.
En sten rakte op over vandet lidt fra hende, synet af den gav hende en trang til at kommer derop bare for sjov skyld inden hun forsatte ind mod havnen.
Hun kom derop med lidt besvær men sad fast og solidt da der var en lille bule som gik ind i stenen.
Regnen blev lidt svagere men det hindrede hende ikke i at beskue de store lys som kunne ses ude fra havet.

Cazz skæver efter Nicols, da han går, og tager overvejende dukken i hænderne, vender og drejer den, med et undrende blik. Den var ikke blevet behandlet specielt godt i tiden efter hans søster, det er tydeligt at se. han brummer overvejende, og samler det ene øje op, det som var faldet på jorden.
"Du, den tilhørte min lillesøster engang" han giver dukken og øjet tilbage med et trist smil. Det stikker ham i hjertet at tale om sin søster, han havde virkelig holdt af hende.
Vejret klarer en smule op; skyerne spreder sig, og solen titter frem, og lader sine stråler oplyse den nyvaskede verden under den. Cazz strækker sig, og gaber, før han titter ud under egens krone, og skuer ud over vandet. En kvindeskikkelse fanger hans blik, og smilet spiller straks på hans læber. En havfrue, ser man det! de tøser var normalt ikke langsomme til at tage imod et tilbud.
Han kigger tilbage imod dorthea, der sidder og mumler for sig selv. Hun er skam sød nok, men han duer bare ikke til at være babysitter. det der med at sidde stille er ikke lige ham.
"Jeg går lige et øjeblik- du kan bare blive her" siger han, og smutter ud på stranden. han pjusker kort op i sit hår, og smiler mere og mere charmerende, jo tættere han kommer på Nasha...

"Så skal nok passe på den. Det lover jeg."
Dorthea stoppede med at tale og tog bare imod dukken.
"Hov... du har tabt dit øje... Fjollede stof-tingest." mumlede hun, og aede den. Hvis det var Cazz's søsters dukke fra lang tid siden, så ville hun passe RIGTIG godt på den. Hun svarede ikke Cazz da han skulle til at gå, men fulgte bare med, godt to skridt bag ham. hun gyste da hun trådte ud i det kolde, våde sand, og måtte erfare, at himlen var blevet mørkere, og at det ikke kun var skyernes skyld.
Det er ved at blive lysere om aftenen og hurtigere lyst om morgenen, men jeg kan åbenbart ikke være ALT for længe oppe. jeg vil lægge mig ned og sove oppe i træet når jeg bliver træt. Det kunne nok godt blive skægt. Da hun fik øje på Nasha, fik hun store øjne og åben mund, og straks glemte hun alt omslåskampen. på trods af den blodige bandage om Cazz's arm og skulder.
En... EN FISKESDAME! Nøøørj... Ivrigt fulgte hun efter Cazz og standsede lige foran klippestenen, som Nasha sad på, stadig med store øjne og åben mund, imens hun prøvede at regne ud, hvilken af hendes forældre der havde været menneske, og hvilken en af dem der havde været fisk.

Nasha skvattede næsten af stenen da hun hørte en barne stemme råbe bag sig, hun vendte langsomt hovedet for ikke at virke for skræmt mod den lille pige som så ud til at morer sig over hende.
Et lavmeldt smil kom frem for at dække hendes irreteret udtryk over at hun ikke havde set den unge før hun var stiget op, hun ville mest af alt bare hoppe i vandet og trække den med sig i vandet for at pine hende, men børn befærtede aldrig deres vej alene, så der måtte være endnu en ¨landkrabbe¨ tilstede i nærheden som ville kæmpe imod hvis hun gjorde det.
''øhmm...hej...'' kom det i en nærvøs tone mens hun så på pigen.