Florence var fortabt, hun kunne ikke finde flere ord. Kvinden foran hende havde ret. Hvordan skulle Nadir nogensinde kunne være en styrke for hende hvis ikke engang havde lysten til at være det. Det gik desværre mere og mere op for hende og jo mere det sank ind jo værre blev smerten i hendes bryst. 
"Plidderpladder" gentog hun med blikket i jorden. Det var ikke det hun ville eller nogensinde havde sat sin næse efter. Hun havde bar set og mærket noget fra Nadir de gang han haft overbevist hende om at det kunne blive til noget. Noget der ikke var destruktivt eller farligt for hende. Noget hun trives ved for alt i verden. Håb?

Hun rystede så lidt på hovedet og trådte frem så hun fjernede pladsen imellem dem og lagde sit hoved imod kvindekroppens skulder. Hun kunne mærke blodet pulsere under huden.. men hun ville ikke have det. Hun viste det ville smage bittert og giver hende kvalme de næste mange dage. "Jeg vil ikke bryde noget løfte overfor en jeg holder af Nadir.. Jeg.. har bare for mange forventninger.." ordende kvalte hende næsten og hun kunne mærke en klump i halsen formes. "Jeg kunne bare mærke det. Hver gang jeg rørte dine læber virkede det som om din vrede blev erstattet af noget andet. Bare for et øjeblik." Florence kunne ikke få sig selv til at se op igen i frygten for at hun ville blive leet lige op i ansigtet eller at live fnyst af for at lægge sine følelser på bordet.

( Afslutter da tråden er pænt død og jeg er gået i stå i forhold til hvad jeg skal svare ^^; )