Først, forvirring.
Det at pludselig stå et helt andet sted end der, hvor man havde stået splitsekundet før, ville forvirre enhver.

Så... vrede.
Tænk at han havde tilladt pigen at ramme ham med magi!
Al fornuft sagde ham at dette var illusionsmagi - og da en velkendt stemme rungede og udspyede velkendte ord, stod det helt klart at tøsen havde gennemrodet hans hoved.

Hun var faktisk ganske imponerende. Han havde ikke engang nået at mærke det slag han havde givet hende, før hun havde sendt ham ind i denne illusion...

Hvad værre var, at hun nu ville have muligheden for at stikke af. For han anede hat og fis om, hvordan han skulle komme ud af illusionen.
"Satans..." hvislede han.
"Skrub ud af mit hoved!"

Adannaya havde egentligt ikke planer om at blive i hans hoved særlig meget længere. Hun kunne allerede mærke hendes svækkede krop begynde at tabe fornemmelsen over ilusionen. Kombinationen med at hendes hjerne og krop allerede var på overarvejde med at finde ud af hvordan hun skulel flygte og derefter udføre handlingen, og hwendes naturlige svækkelse efter at have været bevistløs, gjorde hendes chakra ualmindeligt lav. 
Uden at tænke videre over det skyndte hun sig ud af døren bag hende og til højre ned ad gangen der mødte hende. I et forsøg på at holde sin svaglige krop kørende så længe som muligt måtte hun give slip på illisonen halvejs nede af gangen, og i stedet fokusere på at sætte den ene fod foran den anden. Hendes puls bankede vanvitigt hurtigt i ørende på hende, og en metalisk smag af blod kildede det bagerste af hendes tunge som hun gispede luft ned i sine lunger der skræg til guderne om nåde. 

Hvor han dog hadede illusionsmagi... han hadede det! Der var næsten ikke nogen værre form for falskhed!
Så han kæmpede imod... ikke med vrede, men faktisk med et forsøg på at skabe sindsro, og tvinge hende ud af hans sind for dermed at bryde illusionen.

Han nåede dog slet ikke så langt, før den falske verden omkring ham forsvandt sammen med stemmen fra barndommen... og Zane var atter tilbage i værelset med stenvæggene og de mange vokslys.
Han tog en enkelt, dyb indånging før han gjorde omkring og marcherede ud på gangen.

Her fik han hurtigt øje på pigebarnet, som forsøgte at flygte... tåbe.
Dog måtte han give hende... hvis hun havde formået at holde den kraftfulde illusion oppe lidt længere tid, ville hun have haft en reel chance for at stikke af, og efterlade ham som tåben.

Så heldig havde hun bare ikke været.

Zane fnøs, og satte efter hende.
Han var langt hurtigere end pigen, og det tog ham blot et øjeblik at indhente hende - hvor han så forsøgte at lægge en arm om livet på hende bagfra, med ordene:
"Hvis du prøver på det igen... så skærer jeg maven op på dig, og lader dig dø langsomt."
Hans stemme var kold som is, og der var ikke megen tvivl om at han mente det han sagde.

Nok foretrak han at lege med den del af hendes krop på en ganske anden måde... meen en kniv kunne vel også gå an, selvom hun jo så ikke holdt særligt længe...

Gispende efter luft hørte hun skridt bag sig, og inden hun nåde særligt langt var hun igen fanget i armene af det monster hun prøvede at undslippe. Adannaya prøvede virkelig at presse et svar, eller et skrig eller bare en eller anden form for lyd over hendes læber, men kræftenstrængalsen det var at løbe havde fuldkommen fjernet luften fra hendes lunger, og små sorte prikker dansede for hendes øjne som hun uden stører energi prøvede at rive hans arm væk fra hendes liv. 

Stadig gispende prøvede hun at vende hoved så hun kunne få øjenkontakt med ham igen, hvis nu bare hun kunne sende ham ind i endnu en illusion så kunne hun nå at komme væk, og så kunne hun glemme at det her var sket. der måtte da også være nogen der ledte efter hende, det ville da være unormalt hvis der ikke var nogen der ledte efter hende, hun havde da været væk længe, havde hun ikke? 

Med et par dybe vejtrækninger der skar fælt i halsen, og lød en hel del højere end normalt prøvede hun at presse mere luft ned i lungerne før hun kunne skrige, overbevist om at nogen da måtte høre hende.
Det lykkedes hende da også at skrige, men ikke for meget mere end 10 sekunder før hun igen var nødt til at gispe luft ned i lungerne som havde hun lige løbet på tværs af hele hovedstaden.

Han undgik hendes blik ved selv at dreje hovedet. Det var ganske tydeligt at måden hun brugte sine illusioner på, var ved at se sin modstander i øjnene.
Det skulle han absolut ikke nyde noget af igen.

Da hun skreg, hvæsede han og trak den kniv, han havde skjult i bæltet.
Han lagde klingen imod hendes mave, og sagde med isnende stemme:
"Jeg mener det... hvis du prøver på noget igen, inklusive skrigeri, så skærer jeg maven op på dig - og tro mig, det er værre end hvad der ellers vil ske. Det er en ufatteligt smertefuld død. Og du er da virkelig for ung til at forlade den her verden, synes du ikke?"

Og med de ord, begyndte han at gå bagud samtidig med at han stadig holdt fast i hende (Og søgte at undgå hendes alt for farlige blik!).
Målet var at trække hende tilbage til værelset.

Hvis dette lykkedes uden at der skete noget, ville han først og fremmest skubbe hende ned på sengen, med ansigtet ned imod madrassen, og holde hende fast der med den ene hånd, imens han begyndte at rive et stykke af kanten på hendes overkjole, som stadig lå i sengen.

Da mærkede kniven mod sin mave blev hun pludseligeget stille, kun et enkelt ynkeligt piv slap hendes læber forbi sammen med hendes hule raspend vejrtrækning.

Hun lod sig nogenlunde villigt føre tilbage til rummet, uden af stand til at se hvad hun ellers skulle gøre.da hun ramte sengen front først og så ham rive tøkjolen istykker, blev hun så overvældet af hvor uoverskueligt det hele var. Og ikke mindst hvor forfærdeligt uretfærdigt det var at det var lige hende, der skulle udsættes for dette. Som reaktion på alt dette begyndte hun at græde, ikke højlydt, bare stiltirnde gråd der trillede ned af kinderne på hende.

Kniven virkede - det gjorde den som regel. Truslen om at få åbnet op ind til ens organer var nu også ganske intimiderende...
Da hun kom ned i sengen, og han havde revet et passende stykke af hendes overkjole, rakte han op for at binde stofstykket omkring hendes hoved, så hendes øjne var dækket til.
Det var meget tydeligt dem, der var hendes farligste våben... og han måtte indrømme at det havde været en stærk illusion.

Hendes gråd fik ham til at tøve et øjeblik, før han gav hende et roligt, men måske lidt provokerende, klap på maven og sagde:
"Gråd hjælper dig ikke... og jeg skal stadig finde ud af præcist hvad jeg skal gøre med dig. Hvad mener du selv?"

Hans stemme var rolig og lød næsten som om han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget - men mon det nu også kunne være sandt...?

"Problemet er, at du har en eller anden form for skavank, som gør dig til lidt af en stakkel... havde du været sund og rask, ville jeg have gjort hvad end jeg nu engang havde lyst til, for du er bestemt en tiltrækkende pige! Men... måske er det en blød side, som er ved at dannes i min ellers ret sorte sjæl...? Hmmm..."

Tænke tænke... kunne han virkelig få sig til at gøre hende fortræd, når hun nu var i sådan en tilstand...?
Lige nu, var Zane faktisk selv i tvivl...

Selvom hans ord måske ikke var de mest beroligende ord, fik de aligevel Aya til at slappe af. Det virkede ikke som om at han havde ummidelbare planer om at myrde hende lige forløbig. En tanke der alligevel var lidt beroligende på den unge pige, der formåede at få en smugle kontrold over sin gråd, nok til stammende at svare ham i det mindste.

"du kunne... Du kunne bare sætte mig fri?" 

Aya havde bestemt ikke nogen forestilling om at det ville være fordi han havde planer om ikke at gøre et eller andet ledt ved hende, uanset om der var noget galt med hende elelr ikke, men det var alligevel et forsøg værd. Det værste der kunen ske var vel at han ikke gjorde det, og det havde hun på fornemmelsen ville ske uanset hvad. 

"Sætte dig fri? Så du kan løbe direkte ud og fortælle omverdenen om mørkelveren, som kidnappede dig?" lød det halvtamt fra ham, som om det var den dårligste idé nogensinde.
Ikke at det som sådan gjorde ham noget - han havde alligevel planer om at lave en helvedes ravage, enten her i Hovedstaden eller i det forbaskede Elverly.

Men om tiden var til at skabe sig et navn endnu...? Nej... han havde hørt at dronningen ville holde en tale inden mane måner, og det ville være et langt bedre tidspunt at slå til.

"Hvad er der egentlig med dig? Hvorfor er du så svagelig, at selv jeg ikke rigtig nænner at gøre dig noget?" spurgte han mens han kiggede lettere nysgerrigt på hende.

Problematisk situation, han havde fået sig selv ud i her...

Adannaya var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tolke hans ord, og ikke mindst om hun havde gjordt ham sur med sit forslag. Men hun forestillede sig ikke at andre ville have kommet med et andet forslag. På den anden side forstod hun ikke hvofor han overhovedt havde spurgt hende, det kunne vel for ham være ligegyldigt hvad han gjorde med hende, kunne det ikke?
Hans kommentar på hendes sygdom gjorde hende dog endnu mere forvirret. Hvorfor ville han vide det? Gjorde det det mere sjovt at slippe af med hende at vide hvilken ynkelig tilstand hun befandt sig i. 
Adannaya kunne ikke finde ud af hvad han skille bruge den viden til, men hun kunne på den anden side heller ikke finde på en troværdig løgn, så hun måtte vel bare sige sandheden, i et forsøg på ikke at gøre ham sur. 

"Je-jeg har svage lunger"

Mumlede hun lavt, i et forsøg på at undgå at blive dræbt hurtigere end højst nødvendigt