I stedet for at holde fast i diskussionen, accepterede Adhémar blot sin vens ord med en dyb nikken. Han måtte vel bare vælge at tro på, at det var sandt og at Karkhos ikke var så blød af sind, at han ville risikere at bliver overrumplet af en simpel tyv en dag. Det var hvad der skete med dem, der ikke havde modet i sig til at slå ihjel - Adhémar havde set det flere gange og også selv været den, der blot var en tyv med et mordvåben i hånden. Det var jo ikke fordi han selv gik rundt og havde lyst til at gøre en ende på andres liv, han fandt det bare ofte nødvendigt og havde nok i grunden ikke den store respekt for de liv han tog. Kunne folk ikke forsvare sig var det deres egen skyld.

Mens lyset spredte sig fik Adhémar trukket den tætsiddende hætte ned, så hans hår kom til syne. Han strøg det tilbage for at undgå det skulle falde ned i hans ansigt og rullede så efterfølgende med skulderen. En grimasse formede sig på hans ansigt mens han gjorde det, men det føltes rigtigt selvom det gjorde ondt. "Overraskelse er ingen undskyldning." Havde Karkhos været enhver anden havde Adhémar uden tvivl udnyttet det svage øjeblik og handlet hurtigt. Selvfølgelig kunne han ikke bruge det som et argument for, at han sagtens havde kunne have vendt situationen og han kunne da heller ikke modsige, at Karkhos bestemt var i en god form, selvom han havde den alder han havde. "Ikke en ret god vagt," rettede han på ordene om den døde mand udenfor. Der var ikke et eneste tegn på skyldfølelse i hans tone og han trak da også bare på sin venstre skulder efterfølgende. Han var tæt på at åbne munden for at beskrive hvor let det havde været at tage livet af ham, men så stoppede han alligevel. Der var heller ingen grund til det når nu Karkhos forsvandt tilbage til køkkenet et øjeblik. Selv gav Adhémar sig til at se sig mere omkring i stuen. Af vane kiggede han efter ting af værdi han let kunne tage med sig, men umiddelbart havde han ikke planer om at handle på det.

Da Karkhos kom tilbage satte Adhémar sig på en stol på modsatte side af bordet, hvor Karkhos gav sig til at rense ansigtet. "Skylder en forklaring? Jeg tvivler, Karkhos. Jeg gør mig ikke meget i gæld." Der var noget tilnærmelsesvist arrogant ved ordene og måden han sagde dem på, selvom han i øjeblikket mest af alt var en smule afventende. Han huskede skam godt, hvordan Karkhos havde hjulpet ham dengang og han kunne ikke komme uden om virkelig at skylde ham et eller andet, selvom der var gået så længe. Lige nu ville han egentlig bare gerne vide hvad den anden ville have ham til at forklare. Sikkert en masse. Han trak kniven frem igen inden han lænede sig tilbage på stolen. Et øjeblik kiggede han lidt på den, inden han så nøjsommeligt begyndte at tørre den af i sit ærme. Det var han trods alt nødt til at gøre inden blodet på den størknede.

Da Adhémar sagde, at han ikke gjorde det ret meget i gæld, sænkede Karkhos kluden fra sit ansigt, der nu var ved at være rent, og stirrede på ham med et blik, der normalt kunne få selv Morpheus til at kigge den anden vej. Det varede dog ikke mere end et øjeblik, inden han kort så ned på kluden, som han lagde på bordet.
"For et gammelt venskabs skyld, synes jeg, at du skylder mig noget. Ved Aladrios, Adhémar, du har ikke ændret dig på alle de år. Det er som en drøm, jeg ikke kan vågne af." Igen fór ordene, der udtrykte tanker og følelser ud af ham, som var der ikke gået 30 år. Som havde tiden ikke hærdet ham og sat en endnu større mur op for den allerede meget tavse mand. Han rystede langsomt på hovedet.
"Hvor gammel er du egentligt? Hvis du ikke ældes, kunne du allerede dengang have været gammel." Selvom man nok skulle kende ham for at se det, kunne man se, at han ikke var kommet sig over det chok, det havde været. Men hans ansigt var stadig lukket og hans øjne rimeligt tomme for følelser.

Mens han spurgte, begyndte han at tage sit bælte af, der holdt koften på plads og samtidigt indholdt hans to knive. Efter at have smidt bæltet på bordet, begyndte han med langsomme bevægelser at hive koften over hovedet. Smerten borede sig ind i siden af ham fra såret, som han fik armene over hovedet, men der kom ikke andet end et dybt suk fra ham, da han lod dem falde igen. Nu hvor koften var væk, kunne man se hans læderbrynje, der dækkede hans front ryg og side og havde to stropper hen over hans skuldre. Måske ikke det meste behagelige at gå rundt med alle sine vågne timer, men læderet var blødere og mere bevægeligt end det så ud og han var vant til det. Desuden var den formet efter hans krop. En meget dyr, men god anskaffelse, som havde reddet hans liv op til flere gange, bare ved at stoppe hug fra sværd eller knivstikkerier, som nu. Også en af grundende til, at Adhémars knæ i ryggen havde haft så lidt effekt.

Man kunne næsten ikke se der, hvor kniven var gået igennem, da læderet havde trukket sig sammen igen, men stedet blev alligevel afsløret af den mørke farve af blod, der var løbet igennem det lille hul. Ikke et godt tegn.
Under brynjen havde han en langærmet sort trøje uden noget pynt, den var bare til at holde hans gamle kadaver varmt.

"Måske det er en drøm," forslog Adhémar med et drillende smil. Han kunne godt lide tanken om at have den effekt på folk, selvom han nu godt vidste det ikke helt var tilfældet. Det nærmeste han kom var når han hørte navnet Skyggevandrer i krogene og når han oplevede folk ude af stand til at forklare hvem den mørkklædte lejemorder var. Hvor han dog misundte folk med evnen til at forvandle sig eller forsvinde. Alt han var efterladt med var en tvang til at arbejde med hvad han havde uden anden magisk hjælp end hvad han havde stjålet sig til. Nok det bedste valg han nogensinde havde taget i sit liv, eftersom det udelukkende var på grund af det, at han stadig var i live og stadig så ud som han gjorde.

En smule overvejende mine formede sig på hans ansigt, mens han skævede lidt mod loftet for at tænke. "Jeg er holdt op med at tælle årene," måtte han så lige forklare som en grund til, at han ikke med det samme kunne svare. Hvad han i stedet prøvede at komme på var, hvor lang tid siden det egentlig havde været han og Karkhos havde mødtes. "Jeg vil skyde på jeg nærmer mig de hundrede." Selv lød han helt overrasket som det gik op for ham, at det måtte være tilfældet. Han kunne da heller ikke lade være med at ryste lidt smågrinende på hovedet. "Tiden er begyndt at gå hurtigt for mig. Det gjorde den ikke helt i samme grad dengang." Og dog måtte han alligevel allerede have levet en del år på det tidspunkt. Det var nyt for ham, at ugerne bare forsvandt og han ville garanteret kun komme til at mærke det tydeligere jo længere tid der gik. Han havde hørt elvere tale om tid på en helt anden vis end mennesker og det måtte jo være fordi de blev så gamle. 

Han så til mens Karkhos trak koften af og med det samme fandt hans øjne da også stedet blodet kom fra. Hans værk. Det var underligt at være stolt af at have stukket en kniv i en ven og som det gik op for ham så han da også væk. "Det var tydeligvis et godt valg af mig ikke at forgifte kniven." Igen afslørede hans konstaterende tone, hvor letsindigt et forhold han havde til den slags. Det var han jo også nødt til at have når han trods alt have levet som han havde i så mange år efterhånden. For hvert et liv han tog blev han mere følelsesforladt omkring det - og han havde mange på samvittigheden efterhånden. Dog var det yderst sjældent han benyttede sig af gift. Delvist fordi det var risikabelt og besværligt, men bestemt også fordi han alligevel fandt det en smule uværdigt. Ikke for den dræbte, men for ham selv. Var han afhængig af gift betød det, at han ikke kunne sit arbejde godt nok. Nu fik han da forhåbentligt også forsikret Karkhos om, at han ikke behøvede være bekymret for noget i den retning. "Vogter du over ham natten ud eller kom jeg bare forbi på et dårligt tidspunkt?" Det var et svar han krævede et svar på, hvilket han også viste ved at kigge på Karkhos igen.

Smerten begyndte at blive mere insisterende, som han bevægede på sig, som han gjorde. Koften lagde han ovenpå bæltet, mens han lyttede til, hvad Adhémar sagde. Stadig lige kæk med lidt for smarte svar. Noget der kunne være ganske underholdende, men ikke noget Karkhos morede sig over mere. Noget af den smule humor han have haft, var forsvundet med årene. Og derfor gav han ikke tilbage på hans ord, men begyndte i stedet at spænde to af de spænder op, der holdt brynjen på plads. Dog gik han i stå i sine bevægelser, da Adhémar fik regnet sig frem til sin alder. 100 år. Så han havde allerede været omkring 70, da de mødtes. Og Karkhos, der havde troet, at han var et par år yngre eller højest på alder med ham selv. Han rystede svagt på hovedet over det og fortsatte med at spænde brynjen op, uden at give et svar på det, han blev fortalt. Hvad skulle han sige?

Efter at have spændt de to af spænderne op, drejede han lidt i kroppen, selvom det gjorde ondt, og begyndte at spænde de to andre op. Brynjen var designet sådan, at der ingen mellemrum var mellem samlingerne og det var meget heldigt, da det nok ville have været hans død i dag.
"Forventer du et tak for det?" Brummede han med et gnavent tonefald, inden han igen med langsomme bevægelser fik hevet brynjen over hovedet. Trøjen under klistrede fast til læderet som et tegn på, at der var godt med blod. Brynjen lod han falde til gulvet, da han havde fået den af. Med det samme tog han fat i trøjen, der var rimeligt gennemblødt af blod i den side, han var blevet stukket i, og hev den over hovedet med stive bevægelser og en grimasse.

Da trøjen blev hevet af, afslørede han det, der var en ældre mands overkrop med en yngre mands muskler. Huden var blevet en smule slap og han virkede bredere i det, end da han var ung. Men samtidigt kunne man se, hvorfor han var en hård person at slås med, for musklerne var tydelige, både på arme, bryst, ryg og maven.
Nu var det også tydeligt at se, hvor stor skade Adhémars kniv havde lavet. Såret var ikke langt, men lidt dybere end Karkhos have haft fornemmelsen af. Og så blødte det en del.
"Du ramte godt," mumlede han, inden han smed trøjen på gulvet og greb kluden for at få tørret noget af blodet væk, så han bedre kunne besigtige skaden, der sad lige under det nederste ribben i høje side. Hvis han ikke havde haft brynjen på, ville han uden tvivl have fået skadet indre organer og været død ret hurtigt.

Han hørte godt Adhémars spørgsmål, men overvejede lidt, hvad han skulle svare. Adhémar havde ikke svaret på hans og selvom han dengang ville have fortalt ham næsten alt, havde han heller ikke dengang fortalt om sin overnaturlige evne. Skulle han lyve eller bare afvise at svare? Han skar ansigt, som han kørte den våde klud over såret, inden han skyllede den i skålen.
"Jeg kunne ikke sove. Du har været uheldig." Det gav ingen forklaring på, hvorfor han vidste, at Adhémar ville komme ind af bagdøren for at dræbe Morpheus, men det måtte han leve med. Når han beholdte sine hemmeligheder for sig selv, gjorde Karkhos også. Efter at have skyllet kluden, fortsatte han med at tørre blod af. Såret blødte stadig og det ville ikke bare længe, inden han ville kunne mærke blodtabet.

Et suk drog fra Adhémars læber, da alvoren sænkede sig over selskabet. Det var vel hvad han kunne forvente - ihvertfald hvad han burde forvente. Karkhos havde sikkert alverdens grunde til ikke at være munter og det hjalp nok ikke ligefrem på det, at han blødte så kraftigt fra sin ene side. Ihvertfald var dette hvad Adhémar valgte at tro var grunden og det virkede da så rimeligt logisk. "Et tak for ikke at have forgiftet dig? Egentlig ikke. Måske et tak for at spørge efter dit navn." Det var jo i sidste ende dét, der havde fået ham til at sænke kniven og beslutte, at han ikke var en fjende. Oprigtigt forventede han dog ingen takken for det, da han ærligt ikke satte meget pris på den slags efterhånden. Det var så sjældent han gjorde andre tjenester han ikke blev betalt for, at han efterhånden ikke rigtigt havde et forhold til det med at vise eller modtage taknemmelighed.

Han kunne ikke undgå at smile en smule over synet af den muskuløse krop. Tildels fordi han trods alt havde fundet den yngre Karkhos tiltrækkende, men også fordi han egentlig var overrasket. Blikket gik dog også hurtigt fra at være betragtende af kroppen til i stedet at søge i retning af hvor blodet kom fra. Han lænede sig en smule til siden for bedre at kunne se såret, men faldt hurtigt tilbage på ganske tilpas vis på stolen. "Jeg er professionel," besvarede han blot, kækt som før selvom Karkhos ikke umiddelbart havde været med på den tone. "Dog kan jeg ikke siges at have ramt godt nok. Det der slår dig ikke ihjel." Det burde det ihvertfald ikke, hvis ellers Karkhos fik stoppet blødningen. "Heldigvis," skyndte han sig så også lige at tilføje, da det vidst kun var på sin plads.

Svaret faldt ikke med det samme, men Adhémar ventede tålmodigt på det. Uheldig. Meget ved hans eksistens kunne vidst siges at være uheldigt. Han plejede bare ikke at være det i sit natteforetagende. "Og hvis jeg en dag ikke er uheldig... Kan Morpheus så forsvare sig selv?" Det var måske lige kækt nok at sidde og spørge Karkhos ind til det, når nu manden havde sagt, at han holdt for meget af den unge Atillian til at lade ham blive myrdet. Umiddelbart ville Adhémar da også lade være med at forsøge, men det var jo godt nok at finde ud af hvad han så i det mindste kunne regne med andre ville få ud af at gøre forsøget.

Endnu en gang skyllede Karkhos kluden i det nu ret røde vand og vaskede sin hud ren for blod. Det måtte være godt nok. Efter at have lagt kluden i skålen, rørte Karkhos forsigtigt rundt om såret for at vurdere, hvad han skulle gøre ved det. Det ville tydeligvis ikke stoppe med at bløde, så han måtte tvinge det. Hvilket ikke var noget problem, det var noget, han var forberedt på.
"Skal jeg takke dig, for ikke at kunne genkende mig?" Brummende gik han over til en lille kommode, der var placeret ved væggen. Her hev han øverste skuffe ud og tog en lille stofpose og nogle bandager ud, som han tog med tilbage til bordet.

"Det kan jeg vist kun takke min egen påpasselighed for." Ærligt talt følte han sig ikke tilpas under Adhémars blik. Normalt var han på ingen måde genert over at vise sin gamle krop frem, men det var noget andet med Adhémar. Selvom det på intet tidspunkt var blevet sagt højt, vidste Karkhos godt, at den anden mand havde haft noget for ham. Han havde ikke været blind for blikkene og de små hentydninger, der med Adhémars friske mund måtte komme. Men han havde fast ignoreret det, da han ikke gengældte det. Ikke på den måde. Han havde set Adhémar som en ven, en rigtig god og tæt ven og han have ikke ønsket at ødelægge noget ved at tage en konfrontation. Han var ikke den eneste, der havde fanget det, men den ene gang, nogen havde vovet at påtale det og endda forsøgte at latterliggøre Adhémar, havde han sat en meget kontant stopper for det. Ingen havde nogensinde sagt noget om det igen og ingen havde turde lufte idéen om, at han og Adhémar var andet end venner.
Men det var nu ikke kun derfor han var utilpas nu, det var også fordi, at han vidste, at hans krop bar spor efter alderdommen. Den lidt løse hud, det fedt han ikke længere kunne træne væk og den fornemmelse af, at hans krop var sunket en smule sammen. Han var også fyldt med ar, men det var nærmere end stolthed end en skam. Det viste blot, hvad han havde overlevet igennem de sidste mange år. Men han var ikke længere den flotte unge mand, han havde været.

Han var ved at åbne posen, da Adhémar stillede sit provokerende spørgsmål. Endnu en gang følte Karkhos vreden samle sig og han måtte tage en dyb vejrtrækning, inden han løftede blikket og så på sin gamle ven.
"Du hørte ikke, at jeg sagde, at jeg har trænet ham, siden han var seks? Selvfølgelig kan han forsvare sig selv. Men du vil altid være uheldig, så længe jeg lever, hvis du prøver at skade ham. Forstår du?" Det sidste blev sagt i en tone, der fortalte, at Karkhos ikke ville tøve med at dræbe Adhémar, hvis han fortsat var en trussel for Morpheus. Der var en snert af vrede i hans stemme, vrede over den skjulte trussel i Adhémars ord.
Karkhos sendte ham et mørkt og fast blik, inden han fortsatte sit foretagende med at åbne posen. Med sin venstre hånd tog han en håndfuld tørrede urter op og pressede dem derefter mod det åbne sår. Det sved, men han flyttede ikke hånden, men ventede bare tålmodigt på, at de blev gennemblødt af blod og derved blev siddende i såret. De ville stoppe blødningen og holde det rent. I den tid, han havde brugt disse urter, havde han ikke fået en eneste infektion. Han havde lært det af en kvinde, han havde hjulpet, dengang han rejste rundt med byvagterne.

"Det var ikke hvad jeg mente," påpegede Adhémar med et skuldertræk. Havde han slet ikke kunne genkende den anden, eller ihvertfald have genkendt noget ved ham, så havde han næppe spurgt. Så havde han nok tværtimod ikke tøvet et øjeblik med at gøre en ende på hans liv, alene af den grund at han var i vejen. Derudover kunne han heller ikke have ladet en mand leve, der vidste hvem han var i en situation som den de havde været i. Adhémar holdt sig i live ved at holde lav profil, når han ikke var maskeret. Hans fornuft sagde ham også, at han virkelig ikke burde gøre sig denne undtagelse, men han var tydeligvis endnu i besiddelse af et hjerte. En svaghed han ikke brød sig om, men som han alligevel var glad for pludseligt at føle han havde. Han kunne i det mindste ikke komme i tanke om andre, der ville kunne vække denne form for reaktion hos ham, men nu havde han selvfølgelig heller ikke engang overvejet nogensinde at kunne rende ind i Karkhos igen.

"Og jeg er glad for påpasseligheden. Det er jeg virkelig." Forhåbentligt kunne der ingen tvivl være om, at han mente ordene, men han var efterhånden så vant til dækhistorier og falske ord, at han havde svært ved at føle sig oprigtig, selv når han var det. Det var både godt og skidt. Som regel godt, fordi det betød det kunne være sværere for andre at tage ham i at lyve, når han bare altid virkede en smule uærlig, men lige nu var det bestemt ikke godt. Han havde meget han ikke agtede at være ærlig omkring over for Karkhos, men lettelsen over ikke at have såret sin gamle ven på alvorlig vis var altså ægte. Han fjernede blikket helt fra Karkhos og gav sig i stedet til at betragte sin kniv, selvom han kendte hver lille detalje ved den. Det var lige før han ville kunne beskrive samtlige ridser i bladet, men nu var der selvfølgelig heller ikke så frygteligt mange. 

Tonen han blev besvaret med fik Adhémar til at kigge op igen. Havde det været en ung Karkhos, der havde talt sådan til ham, havde han uden tvivl blot smilet og slået det hen. Det var som om der var noget andet over det nu og ærligt kunne Adhémar ikke forklare hvorfor. I det hele taget havde det nok at gøre med, at det var nogle underlige følelser der gik igennem kroppen på ham over at møde en mand, der engang havde været en så god ven, men som nu var så anderledes. "For din skyld vil jeg lade være at forsøge," sagde han så efter et øjebliks stilhed. "Havde jeg fået en pris på hans hoved havde jeg ikke ladet dig stoppe mig." Han var allerede så rigeligt afsløret i hvad han fik nætterne til at gå med, så han så ikke rigtigt nogle grund til at lægge skjul på det. Nu var han så bare afhængig af, at Karkhos ikke kunne finde på at melde hvad han vidste. Han tog en dyb indånding for ikke at lade nervøsiteten over det ramme ham, da han vidste den kun kom på grund af den tone Karkhos havde talt til ham i. "Jeg nægter at tro jeg er den første du har stoppet i at stikke en kniv i hjertet på ham. Han er en adelssøn. Adelsfolk har fjender." Det var ikke engang noget han kunne sige af sin opvækst, men af de mange år han havde brugt på at opsnappe stridigheder adelsfolk i mellem. Det var trods alt den slags, der gav ham adgang til det liv han levede. Dog burde han nok i stedet bare forsøge at holde fast i, at han talte om en mand Karkhos holdt af og ikke blot en tilfældig adelig fyr. Det var bare så svært at sætte sig helt ind i.

Karkhos fortsatte med at trykke hånden ind i mod sin side et øjeblik endnu, mens han lod Adhémar snakke. Selv var han tavs, som koncentrerede han sig dybt over sit foretagende, men faktisk var han ved at overveje det hele. Det var som om, at han ikke helt kunne finde ud af at forholde sig til, hvordan han skulle reagere. Skulle han blive vred? Være taknemmelig over ikke at være blevet slået ihjel? Samtidigt var han stadig så hylet ud af den, at han kunne mærke sit hoved værke og forvirringen gøre ham træt, sikkert godt hjulpet på vej af blodtabet. Det var meget at forholde sig til og det havde aldrig været Karkhos' stærkeste side. Hvilket også var grunden til, at han aldrig havde stræbet efter at blive mere end han var. Han var skabt til at tage i mod ordrer, ikke til at regne det hele ud selv.
Det var bare så forvirrende at se Adhémar igen, en mand han aldrig havde forventet at støde på igen. Og da slet ikke som var der ikke gået 30 år. Minderne blandede sig stadig i hans tanker, latter og glæde og de mindre glade følelser. Noget af det, Adhémar sagde, gav Karkhos lyst til at give ham en omgang bank, men samtidigt kunne han ikke rigtigt blive vred. Han havde sjældent været rigtig vred på Adhémar. Hvorfor vidste han ikke.

Til sidst fjernede Karkhos hånden og vaskede blod og urter af i det i forvejen blodige vand i skålen, inden han samlede bandagerne op fra bordet.
"Jeg ved godt, hvad du mente. Og jeg tror dig. Jeg er ikke i tvivl om, at det er mig, der har været heldig i aften." Han vidste godt, at han ville være død, hvis Adhémar havde haft muligheden, selvom første forsøg var blevet fanget af brynjen. Det var rent held, at Karkhos havde flået masken af ham og havde fået ham til at stoppe sit foretagende. Hvis ikke, ville en af dem have ligget tilbage ude i gyden, død. Hvem af dem var svært at sige.
Vreden var ude af hans stemme og hans blik mere mildt. Han kunne ikke være vred på Adhémar, han gjorde også bare det, som han anså for at være sit job. At Karhos måske ikke kunne se æren i det, var noget andet, men allerede dengang havde Adhémar koncentreret sig om gevinsten i stedet for målet.

Uden at spørge efter hjælp, begyndte Karkhos at vikle sig selv ind i bandage. Såret sad lavt nok til, at det kunne lade sig gøre uden det store besvær.
"Og Morpheus flere end du tror," mumlede han lavt for sig selv. Lidt højere sagde han; "Nej, du er ikke den første. Men du er den første her i hovedstaden." Hele hans krop brokkede sig, som han førte armene rundt og lod det hvide stof lægge sig om hans liv, men igen sagde han ikke noget. Han var for stolt til at vise smerter, selv overfor Adhémar. Måske endda især overfor Adhémar. Hurtigt skævede han til ham.
"Ved du, hvem der har en kontrakt ude på ham? Jeg vil gerne have det stoppet, inden der dukker flere op."

Det var en underlig fornemmelse at sidde og føle sig nødsaget til at være opmærksom på hvordan ordene ramte. Egentlig var det jo noget Adhémar var vant til, men sidst han havde snakket med Karkhos, havde det slet ikke været en bekymring han havde behøvet at have. Dengang havde han bare talt fra hjertet - ihvertfald omkring de fleste ting - og sjældent havde det givet ham nogen form for problemer. Nu følte han sig underligt fremmed, selvom han jo godt forstod hvorfor. Det var også en fremmed mand han så på. En fremmed mand med træk af en god ven.

Han kommenterede ikke på hvem af de to, der havde været heldig og kunne til gengæld mærke en lettelse over, at Karkhos' blik blev mildnet. Det fik Adhémar til at smile til den anden, inden han så alligevel blev opmærksom på ikke at kigge for meget på ham. Mest af alt fordi det føltes underligt og han ikke helt vidste hvordan han helt skulle forholde sig til situationen. Var der noget han vitterligt hadede, så var det den form for usikkerhed som han følte lige nu. Den kontrol han evigt og altid var så desperat i at fastholde var virkelig ude af hans hænder lige nu og på meget værre vis end han havde følt den var dengang. Underligt nok. 

Selvom det var fristende at tilbyde sin hjælp, så undlod han at gøre det, men lod i stedet øjnene bevæge sig rundt i rummet. Karkhos havde vel også styr på hvad han lavede og det var vidst bedst for dem begge, at Adhémar holdt sig lidt på afstand lige nu. "Er der en grund til det?" Han så mod Karkhos igen for at vente på svaret, da han gerne ville se ham i øjnene mens det faldt. Selv var han så godt som ude af stand til at vurdere hvem, der havde fortjent at have de fjender de havde, men det kunne være Karkhos havde bedre dømmekraft. For Adhémar var det ligefrem en fordel slet ikke at kunne tænke på den måde, da det uden tvivl ville gøre hans arbejde langt sværere. Han så ikke sine ofre som mennesker, men som mål og mål havde ikke en personlighed. Et suk slap ham ved spørgsmålet og han smilede skævt, en smule halvhjertet. "Du spørger mig om noget jeg ikke kan svare dig på, Karkhos." Noget, som han ikke ville svare på. Godt nok kunne han næppe betegnes som loyal, men det kunne hurtigt blive farligt, hvis han angav andre. "Hvor gerne jeg end ville, så er det ikke en position jeg vil lade dig sætte mig i." Nej, han var langt fra sikker på det var et standpunkt han kunne holde fast i, men han ville være dum for ikke i det mindste at forsøge.

Arbejdet med at vikle det hvide stof om livet fortsatte lidt endnu, men det varede ikke længe, inden Karkhos følte, at bandagen sad, som den skulle. Med lidt for øvede bevægelser fik han enden fastgjort. Det var stadig ubehageligt at kunne mærke Adhémars blik på sig. Da han havde været ung, havde han da været smigret ovre den andens opmærksomhed, også selvom han ikke kunne gengælde den. Nu var han bare en gammel mand, der forsøgte at holde fast på ungdommens styrke.

Med et suk rettede han sig lidt op og så på Adhémar. Igen overvejede han kort, hvad han skulle svare, men besluttede sig for at sige sandheden. Hvis Adhémar virkeligt ville vide det, skulle han nok selv finde ud af det.
"Morpheus er ikke ligefrem, hvad man vil kalde en god mand. Han har skabt sig mange fjender hjemme. Og der er mange, der ikke ønsker at se ham overtaget titlen efter sin far." Han holdt en kort pause, hvor hans blik blev lidt tomt, mens hans tanker tog en tur rundt om Morpheus og de problemer hans arrigskab og had til verden skabte. Karkhos forstod ham ikke, men han accepterede, at det var sådan, han reagerede på de ting, livet havde givet ham. Desværre ødelagde han bare en del for sig selv. Og gav et ekstraordinært stort arbejde for Karkhos med at holde alting i arve.
Men Karkhos kunne kun gøre sit bedste for at stoppe ham. Hvis det havde været enhver anden, ville han sikkert have vendt ryggen til, mens nogen snigmyrdede ham, men det kunne han ikke. Han havde passet Morpheus siden drengen havde været lille og han holdt af ham. Måske som den søn, han aldrig selv havde haft og aldrig ville få.

Det gik op for ham, at han var gået i stå og han greb hurtigt koften, for at trække den over hovedet. Da han hev den på plads, vendte han atter blikket mod Adhémar, der sagde, at han ikke kunne fortælle, hvem der havde sendt en kontrakt ud. Ikke kunne eller ikke ville. Karkhos havde en fornemmelse af, at det var det sidste, og det blev bare bekræftet i det næste, Adhémar sagde. Det fik Karkhos til at stikke underkæben lidt frem, men igen varede det et øjeblik, inden han svarede. Sådan havde han altid været, den der lige skulle tænke over sine ord.
"Adhémar. Hvis ikke du fortæller mig det, nu jeg spørger som en ven, bliver jeg nødt til at spørge som din fjende. Jeg kan ikke lade dig gå, uden at du fortæller mig det."Der var en kort pause, som han så fast ind i den anden mands øjne. "Du kan vælge at se det som tilbagebetaling på en meget gammel tjeneste, hvor jeg satte mit liv og omdømme på spil for en tyv og morder." Han vidste ikke, om Adhémar ville tilbagebetale det, han en gang havde gjort for ham, men han håbede. Han håbede at deres gamle venskab stadig havde så meget betydning for manden foran sig, at han ikke blev nødt til at slås i mod ham igen. Og hvis han havde evnerne til at vinde, ikke blev nødt til at vække Morpheus, så drengen kunne gøre det, han gjorde bedst. Gøre andre ondt. For han ønskede ikke at gøre Adhémar ondt. Trods alle de år, der var gået, kunne han stadig se den person, han havde kaldt sin ven, i øjnene på manden foran sig.

Svaret lød ærligt og det gav mening for Adhémar hvorfor en mand som Morpheus uden tvivl var et mål for mange. Det var som regel nok at tilhøre en adelsslægt og man gjorde det så absolut kun værre for sig selv selv, ved at gøre sig fjender med andre. Adhémar fandt det fristende at spørge mere ind til adelssønnen, men holdt sig fra at gøre det for gammelt venskabs skyld. Eller ihvertfald fordi han ikke ville risikere, at skulle se Karkhos' ansigt forme sig i en vred mine igen. "Javel," konkluderede da også bare på det med et enkelt nik. Det kunne tyde på, at det ikke ville være sidste gang han ville opleve muligheden for at kunne tage en pris for Morpheus' liv, men det måtte så være en chance han skulle gå forbi. Han tog sig selv i at tænke, at han om ikke andet måtte finde en måde at nå målet uden om Karkhos.

Koften dækkede den andens krop igen og på mange måder var det sikkert ganske godt. Forhåbentligt ville det ihvertfald gøre situationen en helt del mindre akavet, selvom han nu langt hellere ville have dét, end den stemning der sænkede sig efterfølgende. Alvoren skubbede ethvert tegn på kækhed ud af Adhémars udtryk og de øjne han mødte Karkhos' med var væsentligt mere følelsesforladte end de før havde været. Den slags kunne lynhurtigt ændre sig for ham, men som regel betød det at et møde ville have et morderisk udfald. Det skulle ikke være tilfældet nu. "Det ønsker du ikke at gøre." Tonen var tilnærmelsesvist truende, selvom han godt vidste han ikke kunne gøre noget ved det. Af vane rakte han ud efter kniven, men endte i første omgang med at lade den ligge på bordet med hånden hvilende over skaftet. "Er du overhovedet klar over hvad det vil betyde, hvis jeg giver dig et navn?" Tøvende lukkede han fingrene om kniven og trak stolen bagud, dog uden at rejse sig. Hans udtryk var anspændt og mere tvivlende end han nogensinde mindedes at have følt sig.

Dengang havde han lovet sig selv, at han ville give Karkhos noget tilbage for at have hjulpet ham. Reddet ham fra en arrestation, der hurtigt havde kunne få en fatal ende. Løftet var forsvundet med årene, men nu stod han lige over for det igen. "Karkhos, min ven," sukkede han og rystede på hovedet. "Jeg har ikke tænkt mig at være nødt til at se mig over ryggen resten af min tid i Hovedstaden. Giver jeg dig et navn risikerer jeg at en anden vil tage hævn. Jeg er ikke uovervindelig, det så du selv." Han var dygtig og effektiv, når det kom til hurtigt og lydløst at tage livet af en anden, men så snart det kom til konfrontationer havde han det sværere. Han kunne med garanti godt holde sig i live med en kontrakt på nakken, men det ville gøre alting langt mere besværligt og han var ikke sikker på hvor længe han ville kunne holde lav profil skulle det blive aktuelt. "Desuden ønsker du ikke at lægge dig ud med typerne, der skriver kontrakter på andres liv. Dit liv er mere sikkert, hvis du lader dem få hvad de vil have."

Stemningen i rummet blev straks kold, som Karkhos udtalte sine ord om, at Adhémar skulle fortælle ham, hvem der ville have Morpheus myrdet. Det gjorde mere ondt end han lige havde regnet med, men det var der ikke så meget at gøre ved. Han kunne ikke lade Adhémar gå, før han havde givet ham den information. Også selvom det betød den endegyldige afslutning på et dyrebart venskab fra svundne tider. Med tiden skiftede ens prioriteter og Morpheus velbefindende var vigtigere end det, han engang havde haft med Adhémar. Og selv dengang havde det vigtigste for Karkhos været ordrer og sin rolle som soldat. Noget han godt vidste, at Adhémar ikke altid forstod.

Den en smule truende tone og Adhémars bevægelse mod kniven fik straks Karkhos i beredskab og han tog et lille skridt bagud. Hans sværd og jakke lå på en af bænkene et par skridt til højre for ham og hvis Adhémar besluttede sig for at angribe, ville han kunne nå at trække sværdet. Men selvom den udadtil yngre mand skubbede stolen tilbage, skete der ikke mere. Ikke at det sænkede Karkhos parader, han var klar hvis Adhémar skulle beslutte sig for, at det var bedst for hans egne interesser at angribe.
Uden at sige noget, lyttede han til alt det, som Adhémar havde at sige til hans forespørgsel. Og selvom han havde taget sin beslutning om, at Adhémar ikke forlod huset uden at hjælpe, kunne man se på hans ansigt, at han overvejede hvert eneste ord. For han ønskede ikke, at Adhémar skulle komme i klemme, det gjorde han vitterligt ikke, men samtidigt ville han ikke ændre mening. Det var hans job at beskytte Morpheus og han skulle bruge navnet på den, som betalte for at få ham myrdet.

Med dårligt skjult frustration, blandet godt sammen med eftertænksomheden, kørte han en hånd over den halvbare isse og det korte hår.
"Du burde vide, at jeg ikke er bekymret over min egen sikkerhed." Det varede et par sekunder inden han fortsatte, som han tænkte over sine ord. "Og ingen behøver at vide, at det er dig, der har givet mig navnet. Det eneste der sker er, at jeg sender et bud med navnet i et lukket brev hjem til Lord Atillian, der tager sig af det. Det er politik, det blander jeg mig ikke i." Det var sandt. Hvis personen havde råd til at betale for at få Morpheus myrdet, var det ikke en lokal bonde, men en af stormændene. Og hvad den ældre Lord Atillian ville gøre ved det. Tjah, et eller andet sted skulle Morpheus have sine uhyggelige tendenser fra.
Han mødte Adhémars blik med sit, der var alvorligt og mørkt, men alligevel med et strejf af venlighed i mod ham.

"Jeg ønsker ikke at sætte dig i en klemme, men hvis ikke jeg får det her stoppet, ender det med at både Morheus og jeg dør for hænderne af en snigmorder. Jeg kommer ikke til at kunne vinde over dem alle." Hvilket også var sandt. Selvom Karkhos var en kriger, var han ved at være gammel, og selvom han havde sin evne, var det ikke altid nok. En eller anden dag kunne det ske, at han fik skåret halsen over i søvne. "Jeg er ikke, hvad jeg har været."

Selvfølgelig bed Adhémar mærke i, at Karkhos rykkede sig bagud. Selv skævede han til bænken bag hans gamle ven, hvilket endnu blot var noget han gjorde af ren vane. I så mange år havde han været vant til altid at være kalkulerende og klar til at komme bedst muligt ud af alverdens situationer. Selvom han ikke ville gøre Karkhos noget, så var hans underbevidsthed længe på overarbejde med at regne ud hvordan han hurtigst og med mindst muligt besvær kunne nå den anden. Sværdet ville blive et problem, men en stol ville kunne blokere det. Ellers måtte han forsøge at nå sværdet han havde taget fra vagten. Først da Adhémar tog sig selv i at være lettet over, at den anden trods alt var såret, fik han sat en stopper for den instinktive analyseren af situationen. Han fokuserede i stedet på Karkhos' ord og sænkede så blikket. Om ikke andet måtte det vel være et tegn på, at han nok skulle blive siddende for nu.

"Jeg er bekymret for din sikkerhed." Det var en indrømmelse, der ville være kommet let og uden tøven dengang, men som føltes underligt sårbar nu. Dog ville det være en løgn at sige, at det udelukkende var Karkhos han tænkte på. Havde han været sikker på konsekvensfrit at kunne sige et navn ville han nok have gjort det. Men selvom Karkhos måske ikke havde planer om at sige, hvor han havde det fra, så var det aldrig til at vide hvad folk ville finde ud af. Han kendte erhvervet, måske endda bedre end så mange andre fordi han havde beskæftiget sig med det så længe. "Politik koster liv. Konflikter er hvad der giver folk som mig noget at leve af. Jeg gør normalt ikke tjenester for folk, der ikke betaler mig, så du burde se det som frygteligt gavmildt af mig, at jeg har tænkt mig at lade Morpheus være." Selvom det ikke var meningen udviklede ordene sig hurtigt til at lyde irriterede. Nærmest helt frustrerede over det hele. Egentlig var det ikke så meget situationen som det var det faktum, at han følte sig håbløst svag over ikke bare at kunne gøre som han plejede. Han kunne ikke få sig selv til det.

"Hvad får dig til at tro, at jeg vil risikere min egen sikkerhed for dit liv?" Spørgsmålet tvang han sig selv til at stille, ligesom han tvang sig selv til at se Karkhos i øjnene imens. Det var ord, der skar i de følelser, der hørte fortiden til, men som alligevel lød både naturlige og kølige fra ham. Egentlig var det lige nu blot et tegn på, at han var tæt på at give efter og han kunne også godt selv mærke det, hvilket var hvad der fik ham til at kæmpe med næb og kløer for ikke at give efter. "Hvis Atillian alligevel har så mange fjender kan det også være ligegyldigt. Der dukker bare en ny op, der tilbyder en pris." Han forsøgte at skjule sårbarheden ved at få ordene til at lyde henkastet. Han tvivlede på det var et argument, der kunne få Karkhos til at skifte mening, men det var forsøget værd og han var for længst løbet tør for måder at få vendt sin gamle ven på. Det var gjort alt for klart for ham, at Karkhos ikke ville lade nogen tage Morpheus' liv.

Det var underligt for Karkhos at være så meget på vagt over en person, der udadtil ikke havde ændret sig og som han engang ville have stolet 100% på. Men det var mange år siden og han vidste, at han ikke længere kendte personen foran sig. 30 år gav masser af tid til forandring, det kunne han bare se på sig selv og han vidste ikke, hvordan Adhémar ville prioritere i dag. Han vidste dog, at én ting nok ikke havde ændret sig, og det var Adhémars evne til altid at passe på sig selv. O det var nok også mest derfor, at Karkhos var så hurtig til at fokusere på selvforsvar, hvis den yngre udseende mand skulle angribe.

Og derfor kunne man nok også ret tydeligt se et glimt af overraskelse i Karkhos' brune øjne ved Adhémars indrømmelse. Sammen med det sænkede blik, fik det soldatens skuldre til at falde lidt ned. Den sidste halve time havde været en stor rutsjetur af følelser og tanker og han vidste snart ikke, hvordan han skulle forholde sig til det hele. Erindringen om det svage drømmeagtige billede af en død Morpheus huskede ham dog på, at det her var alvorligt. Adhémar var stadig en mand, der gik efter prisen og sig selv.
Igen dukkede der en rynke op i Karkhos pande, som Adhémar snakkede videre. Frygteligt gavmildt. Karkhos ville aldrig lære at forstå den indstilling. At alting var penge værd. Han fik da selv løn for sit arbejde som soldat, men det var ikke derfor, at han gjorde det. For ham var det mere den psykiske belønning. Ikke den fysiske. Tankerne løb igennem hans hoved og rynken blev en smule dybere.

"Hvis det er penge du vil have, kan det arrangeres. Lord Atillian vil sikkert gerne betale for viden, der kan føre til hans søns sikkerhed." Selvfølgelig ville Lord Atillian betale, men først ville han nok bare undre sig over, at de ikke klarede det på en mere praktisk måde, siden Morpheus nu var i nærheden. Eller Karkhos ikke selv bankede informationerne ud af den anden mand. Og hvis det blev en ordre, ville han gøre det, men lige nu ønskede han at finde en anden måde. En måde, hvor begge mænd kunne gå derfra med værdigheden i behold.
Det næste spørgsmål fik Karkhos' øjenbryn til at skyde lidt vejret.
"Intet. Måske engang, da vi - jeg - var ung og havde en ven, jeg troede, jeg kunne stole på. I da ved jeg ikke, hvem du er." Der var ikke rigtigt nogle følelser i hans stemme ved den konklusion. Det var sandheden. Der var gået 30 år og han havde nu også fundet ud af, at Adhémar ikke var den, han havde udgivet sig for at være. Ja, det gjorde et eller andet sted ondt, men samtidigt var han også ved at være så gammel, at han havde lært, at intet var statisk og intet var, hvad det så ud til at være.

Der var dog et eller andet ved Adhémars opførsel, der fik ham til at huske tilbage på den, hvad han dengang troede, yngre mand. En mand, der havde kigget på ham med et spøjst blik og fået de kedelige dage til at blive sjove. Det gjorde Karkhos forvirret og han kunne ikke lide det. Han kunne ikke lide ikke at vide, hvor han havde Adhémar henne. Hvis ikke det var fordi, at han stadig var så anspændt på grund af situationen, ville han sætte sig ned og gnide hænderne over sit trætte ansigt. I stedet blev han stående, stadig på vagt.
"I det mindste ville der være en mindre i køen og alt efter, hvad Lord Atilliand beslutter sig for at gøre, måske færre der er villige til at stille sig i køen fremover."

"Det lyder som en ærlig indtægt," kommenterede han med et smil, endda antydningen af noget der kunne gå hen og være grinende. Dog var det en smule fremtvunget, da han mest påtog sig den tone i håb om at lette stemningen bare lidt. Det lykkedes langt fra og han vidste da også godt hvorfor. Luften var fyldt med så meget andet end bare en anspændt stemning. Der var minder, følelser, tanker og idéer, der hørte en helt anden tid til og som nu var en blanding af uendeligt fjerne og uendeligt tilstedeværende. Det frustrerede ham mere end acceptabelt. Han havde helt lyst til at forsøge at komme ud, bare for at lade Karkhos forsøge at stoppe ham, så han forhåbentligt kunne ende det virvar af følelser og fornemmelser. Det var mørke tanker og han handlede heldigvis heller ikke på dem.

"Jeg er præcis den samme," besvarede han med kølighed i stemmen. En kølighed kommende af, at det jo på en måde var alt for sandt. Hans krop havde ikke ændret sig og dengang havde han da også beskæftiget sig med det samme som nu. Forskellen var, at han nu var dygtigere og mere succesrig. I dagtimerne var han en rig mand nu, hvilket nok kun tydeliggjorde, at det ikke var krystaller der gjorde, at han tog flere opgaver til sig. Han var blevet afhængig af følelsen af at være herre over en andens liv.

Han drog endnu et suk og lod en hånd bevæge sig op over ansigtet og gennem det tykke hår. "Du forstår slet ikke hvordan det hele fungerer, gør du? For hver en bagmand, der mister hovedet, dukker to nye op for at tage hævn. Lord Atillian er ikke den eneste med sønner og uden for adelslivet strækker familiebåndet sig kun længere ud." Adhémar havde uden tvivl haft bekendtskaber, der havde betragtet ham som en bror eller en søn, men selv havde han altid været en smule afskåret fra den slags. Hans syn på familie var blevet ødelagt allerede i hans barndom og han havde aldrig for alvor lært at knytte sig til andre siden. Karkhos var en undtagelse og heldigvis for det. Sådan som han kunne mærke den andens tilstedeværelse påvirkede ham bekræftede ham kun i, hvorfor han skulle blive ved med at lukke af for andre, når de kom tæt på.

"Jeg kan finde ud af hvorfor det lige er Morpheus der ønskes død," foreslog så han efter et øjebliks stilhed, mest af alt søgende efter om det var muligt at forhandle om hvad informationer Karkhos ville have ud af ham. "Jeg forestiller mig det bare har noget med intimidering at gøre, men jeg kan finde ud af flere detaljer om det." Hvor det dog ville have været lettere, hvis han bare havde nået at gøre hvad han var kommet for at gøre og først havde mødt Karkhos efterfølgende. 

Selvom Adhémar forsøgte at pjatte lidt igen, var det ikke noget, der lettede stemningen. Ærligt talt syntes Karkhos ikke, at der var noget at pjatte med, samtalen var dybt alvorlig. Men han forstod nu godt Adhémar, for han ønskede heller ikke, at det skulle være sådan. Han kunne også mærke, at det ikke kun var samtalen, men alt det, der hang i mellem dem. Det gav spændinger og frustrationer, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved.
Men det virkede som om, at den overhængende fare for et angreb fra Adhémar var overstået, og Karkhos lod vise, at han forstod det, ved at lade skuldrene synke og han vendte ryggen en smule mod sværdet og lidt mere front mod Adhémar.

Smerten fra hans side var stadig intens, men siden han var holdt op med at bevæge sig, knapt så stikkende som før. I stedet var resten af hans krop ved at fortælle ham, at den trængte til hvile, også selvom der stadig var adrenalin i systemet. Men kan kunne ikke slappe af endnu, ikke før denne diskussion var overstået. Forhåbentligt med et fredeligt resultat, men det var Karkhos ikke sikker på endnu.
"Ingen er den samme efter 30 år. Heller ikke selvom du ikke har ændret dig udadtil." Hans tonefald var en smule træt, men blikket stadig lige så fast og følelsestomt som før. Måske man ikke selv kunne se de ændringer, der skete, men alle ændrede sig på en eller anden måde. Og Karkhos havde allerede set nogle ting i Adhémar, han ikke erindrede at have set dengang.

Med et dæmpet suk skiftede Karkhos vægten fra det ene ben til det andet og lod blikket hvile undersøgende på Adhémar. Hvor havde han ham henne? Hvad var oprigtigt, hvad var løgn? Der var engang, han kunne spotte forskellen, men det var han ikke sikker på, at han kunne mere.
Atter en gang lyttede han grundigt til, hvad den anden sagde. Forstod det? Måske ikke. Måden det blev sagt på, fik rynken i hans pande til at blive dybere og for et øjeblik måtte han synke en vred klump, der lagde sig i hans mave, hvilket gav Adhémar tid til at snakke videre. For et øjeblik overvejede Karkhos hans ord. Var det nok, hvis Adhémar gav et løfte på det? Igen, var han til at stole på? Bare at tænke tanken var hård, men nødvendig.
Langsomt svarede han ham.
"Jeg er ikke inde i, hvordan dét at betale sig fra et mord foregår. Men jeg har været en del af Atillian-slægtens hof siden jeg kunne gå og jeg ved, at den mest sandsynlige grund til, at nogen ønsker Morpheus død er, at han enten har skadet nogen, som der er nogen, der vil have hævn over, eller også ønsker nogen ikke at se ham overtage sin fars lederskab. Men det er ligegyldigt hvorfor, det der er vigtigst, er at få det stoppet. Jeg er ikke på udkig efter en mellemmand, men den person, der betaler for at få Morpheus slået ihjel. Hvis du ikke kender navnet, er der ikke noget at gøre ved det. Men jeg ved ikke, om jeg skal tro dig." Det var en lang smøre for en mand af få ord og han holdt en pause, mens han vendte de næste ord i hovedet. "Jeg vil gerne tro dig. Men du gør det ikke let." Med de ord gned han træt en hånd over sit ansigt. Det her var en hårknude han ikke vidste, hvordan han skulle komme ud af. "Hvis det at finde baggrunden til, hvorfor nogen ønsker ham død, er det, der er muligt, vil jeg være taknemmelig for at tage i mod det."

Jeg afslutter den her tråd, da den har ligget længe.

Hvis Eik skulle komme tilbage, vil jeg med glæde arbejde videre på den :)