Hektor fik sig lidt af en overraskelse, da Eliot havde slået sine vinger ud, en engel!!? Hurtigt lettede Eliot op fra jorden og op imod den allerede mørkelagt himmel, nu var det gudernes tur til at vise om de havde en interesse i dette. Hektor så hen på fangen kort, han kastede Eliots jakke hen over til ham med hans anden hånd alt imens han stadig bevarede det lys han havde skænket kvinden. "Hjælp kvinden med at kunne sidde ned på noget blødt." tonen var streng, en kommanderende udstråling fra hertugen, nok til at fange ikke ville misbrug den nåde der var blevet ham tildelt. Kvinden virkede skræmt da fangen nærmede sig hende "Æret frøken, de har mit ord på, at denne mand ikke vil gøre dem noget. Og hvis endelig, er jeg manden der vil afsige hans dom. Fokusere nu på deres barn ve og vel, jeg beder dem?" kom det selvsikkert fra Hektor, kvinden så op på ham og lod til at stole på hans ord, fangen lage jakken nede under, så hun kunne sidde ned, smerterne viste sig igen. Hektor fortsatte med at bevare den varme og beroligende lys over hende, som tiden gik.

Omtrent tredive minutter gik der før nogle råbte op blandt gyderne. Fangen reagere på dette først, dernæst Hektor selv, i starten kunne han ikke høre hvem eller hvad men som kaldet kom nærmere, kunne han høre hans navn blive råbt op. Fangen løb dem i møde, et ældre ægte par der ankom med en træk vogn der blev trukket af en pony, en meget ivrig en af slagsen. "Tak Leander for at være hos os i denne stund. Jeg skal nok sørge for hende og vær den som betaler hendes gave til dig." takkede krigeren inde i ham selv. Fangede hjalp den højgravide op på begge ben, der stadig kunne bevæge sig endnu, takket været lyset fra Hektor, der også fortsatte med at være ved hendes side. Hun kom endelig op at sidde og ligge ned på vognen, Hektor fulgte trop kort efter, fangen måtte hjælpe sig selv op.

"Hurtig, til Leanders tempel!" beordret Hektor den ældre mand, der så lidt forvirret udover dette men han gjorde som der blev bedt om. Hektor var på huk, lyset stadig antændt i den ene metalklædte hånd, med den anden hånd holdt han fast, for at forblive stabilt og ikke miste fokus på hans handling lige nu. Vognen vendte sig om med lidt besvær og knagen, inden den begyndte deres rejse væk fra dette distrekt og op imod det øvre, hvor templerne til guderne var. Alt afhang af Eliots timing og evne til at opspore en lægekyndig eller jordmoder mens de sad i vognen.

Eliot baskede hårdt med sine vinger. han så rundt nede på jorden og da han endelig så vognen sænkede han farten og dalede ned til lidt over jorden. han så rundt og så kom vognen . Eliot baskede med vingerne efter vognen og var over vognen og satte roligt kvinden ned i vognen. "De kan hjælpe nu Frøken. " kvinden åbnede øjnene og slap eliots hals og så på kvinden der havde veer. kvinden skyndte sig at sætte sig ned ved hende og fortalte kvinden hvad hun skulle gøre og hvad der ville ske. 

Eliot så på hektor imens han fløj. " skal jeg flyve i forvejen og forberede Leanders tempel på at vi kommer?" spurgte Eliot roligt og vidste at han hurtigt kunne komme frem uden at skulle igennem gyderne som de skulle. vognen drejede om hjørnet og kom ud på en lidt bredere vej ind gyderne. Eliot drejede elegant med. hans vinger var store og elegante. han troede på at isari var hende som havde redet ham til denne krop så han kunne hjælpe andre som han selv var blevet. dengang. men han var lidt itvivl om kile var her også. han troede jo kun på isari men på den senere tid havde han oplevet så meget død at det var trist så kile var der måske.

Det var i situationer som denne, hvor Hektor virkelig måtte holde fokuset. Han var en kriger og ikke den der udøvet magi som mange andre nu engang gjorde. Alligevel havde han via hans orden fået tilegnet sig denne gave, der havde reddet hans liv op til flere gange. Han var stadig ikke en mester til dette endnu mens kvindens ve og vel var alt hvad der holdt ham kørende lige nu. Vognen kørte med en vis forsigtighed igennem stræderne og distrikterne om natten, tempoet var stadig en anelse langsom, for at ikke at skabe påstår. Fangen sad blot med og så hele scenen foran ham, han lod ikke til at ville stikke af, han var ihvertfald påvirket af de ord krigeren havde givet ham.

Fangen så dog op, som en skikkelse kom flyvende hen over dem, med sig en kvinder rundt om halsen. Han tog blidt fat i Hektor, for at gøre ham opmærksom på det. Hektor måtte fjerne hans fokus, hvilket svækkede det varme lys der hvilede hen over den gravide kvinde, for at se op. Eliot havde kommet som kaldet og med sig, en kyndig person, en kvinde lod det til. Som hun landede ned på vognen, for hun hen for at se kvinden an, uden så meget som at skænke hverken Hektor eller fangen en tanke, en dedikeret person i følge Hektor selv. Lyset forblev stadig over kvinden mens han så på Eliot. " Meget gerne. Eventuelt sig til dem at du er sendt af hertug de'Lacour hvis der skulle opstå nogle unødvendige problemer. Måske kan det hjælpe lidt." Tonen var fast at høre på, Hektor så kort hen på kvinden igen, lige nu var hun i gode hænder men omstændighederne for en fødsels var langt fra optimale. Han så hen på Eliot igen "Du har min dybeste taknemlighed Eliot. Du bære din pligt med ære." Tonen skiftede fra fast, til varm og fyldt med taknemlighed. Det ældre ægte par sad for sig selv mens de snakkede om, hvordan det var hændt at sådan noget kunneske for dem, ikke ment som i en ond intention men snare mere spøjs og alligevel imødekommende, selv under plagen. Hektor smilede for sig selv over dette, der fandtes skam håb, håbet lå blot gemt blandt de små lys gemt i mørket, man skulle blot se godt efter.

Eliot så på sygeplejsken som kun fokuserede på den gravide uden at sige et ord til hektor eller fangen eller det gamle ægtepar. Eliot følte at isari var med dem nu og da hektor sagde hvad han kunne gøre nikkede han og drejedde vingerne så han stoppede for så at baske hårdt og komme op i luften og da han var langt oppe så han rundt efter templet og fløj direkte mod det. han landte og vingerne lange sig elegant på hans ryg og han gik ind og fortalte dem hvad der var igang med at ske. de forstod ham og nogle gik uden for for at tage imod hertugen og de andre. 
Eliot lukkede øjnene og vingerne trak sig ind i hans krop. han gik over til en bænk og satte sig. han var godt nok udmattet nu. hans vinger var ikke van til at blive brugt så hårdt og kraftigt som de havde idag. han så op da et par føder stod foran ham. en ung pige der holdte et glas med vand og rakte ham det. han smilte varmt og tog i mod det.

et kvarter gik og han kunne høre vognen uden foran. han rejste sig og gik over til hoveddøren og så på det ældre ægtepar der steg af vognen for at hjælpe den gravide og sygeplejsken ned. den ældre mand var jo en gentle mand. hvilket var tybisk hans generation. han måtte mindst være 75 - 80 år. men han var rar og venlig.

Sygeplejersken talte til kvinden og guidet hende igennem denne hård stund. Hektor stoppede med at holde på lyset, han mærkede hvor drænet han var rent mentalt lige nu, han måtte sidde ned og træk vejret mens vognen og dens føre kørte igennem byen og imod deres destination. Fangen så hen på krigeren, et udtryk af frygt var klar at se men bag mandens øjne, gemte der sig et svagt glimt af anerkendelse. Sygeplejersken fik fangens opmærksomhed og bedt ham om at hjælpe hende.

Den ankom endelig hen til Leanders tempel, det ældre ægte par steg af vognen først, efterfulgt af den gravide kvinde og sygeplejersken, Hektor dernæst og til sidst fangen. Templets akolyter og præster stod ved indgangen og tog over. Hektor dirigerede fangen hen, der fulgte med krigeren. Han gik hen til Eliot og hilste på ham med et buk "I sandheden en rednings mand, æret engel." lovpriste han byvagten.

En af Leander præsterne, en middelalderen herre med en munke frisøre kom dem begge i møde, hænderne foldet sammen. "Vi takker og sætter pris på, at i opsøger Leanders vejledning for denne kvindes skyld. Hvis jeg har forstået dette rigtigt, skulle der være tale om en mulig ofre gave til Leander? Det er rent formelt ment. Var det en hertug de'Lacour der havde valgt at give sin støtte?" kom det fra præsten. Hektor tog sig til ansigtet over dette, lidt belastede af denne udmelding i virkeligheden men nu havde han givet sit ord på det. "Ja selvfølgelig. Og jo, jeg har valgt at stå inde for denne kvindes ofre gave i mangel af at hun måske ikke har fået gjort det eller haft midlerne til det. Hvis de kan give mig omtrent en time, så kan jeg komme med krystallerne." Hektor lød en anelse træt lige nu men stadig rolig.

"Dette kan jeg tillade æret Hertug." kom det blot fra præsten. Hektor så hen på Eliot og spurgte "Hør, har du lyst til at gøre mig med selskab når dette er overstået? Jeg giver en omgang på en kro."

Eliot var selv meget udmattet efter denne omgang. han så på vognens ægtepar der kom gående med den gravide der kom ind i templet da hektor kom over til Eliot rettede han ryggen og da han så sagde æret engel og bukkede, lukkede eliot øjnene i et smil og tog hænderne op foran sig. "nej nej ikke vær så formel over for mig.... jeg gjorde blot hvad en HVER anden manden ville ha gjort i mit sted." sagde han og lagde tryk på hver med et blik mod fangen så han forstod at eliot ikke anså ham for at være en mand når han gjorde som han havde gjort.... overfalde en gravid, hvor lavt kunne man dog gå.

Eliot så på tempel præsten der bad om ofring for den gravide. var livets gave ikke en ofring værd. at bringe et uskyldigt barn til live. Eliot trak vejret dybt og følte sig faktisk lidt svimmel. han lagde hånden bag sig mod templet og måtte lige holde balancen. han lukkede øjnene og de smukke elegange vinger strækte sig bag ud og forsvandt ind i ryggen. Eliot havde heldigvis masser af hvide skjorter så den var han ikke ked af at ha ødelagt.


da hektor henvente sig til ham omkring selvskab smilte han bredt men som altid ægte. "det vil være mig en ære Hertug" sagde han og bukkede lettere elegant. Eliot holdte dog stadig hånden på templet og holdte balancen. han tænkte sig lidt om og så så på hektor. "hvor langt her fra bor De hertug, måske kan en af mine venner hjælpe med at hente din offergave... og bare rolig. min ven er ingen tyv" sagde han med et blink og grin der var varmt og rart. hans ven var nemlig en lille fugl som altid fulgte ham når han havde fri.

Hektor klukkede over Eliots buk. "Du behøver ikke at være så formel Eliot. Jeg er soldat først og fremmest"

Han tog sig til hagen i respons på Eliots tilbud "Det ville gøre det en hel del lettere."

Hektor så sig omkring dem begge og valgte at gå hen til vognen, som de var ankommet til Leanders tempel. Hertugen satte sig ned på de stenbelagte veje og lænede sig op ad vognen, endelig kunne han slappe af og lade adrenalinen falde ned. Hektor så hen på byvagten "Aldrig i mine vildeste fantasier, havde jeg regnet med, at skulle være med til at hjælpe et barn ind i verden." Han grinte kort "I sandheden en oplevelse for livet."

Men det satte nogle tanker i gang hos hertugen, ham selv skulle overveje at få en arvetager. Godt nok var han gift men forholdet mellem ham og hans hustru var fjernt stadigvæk. Plagerne gjorde det heller ikke lettere.

Eliot var helt beæret over at en hertug som ham ville tilbringe tid med en simpel mand som ham selv. men som han sagde var han først og fremmest en soldat. Eliot rettede sig op og så på ham da han sagde på en måde ja til at en af hans venner kunne hente gaven. "jeg har vidst et parpir i lommen og et stykke kul så kan de skrive hvad min ven skal hente." sagde han med et smil og så lidt rundt efter denne ven. 
et pift kom fra eliot som om han ventede og lidt efter kom en lille gråspurve frem og landte på Eliots finger. Eliot så på Hektor da han sagde han ikke havde troet han skulle ha hjulpet et barn til verden. "verden er fuld af oplevelser og udfordringer. dette var en af dem" sagde han med et smil og gik over og sattte sig ved siden af hektor og så på fuglen der virkede som en tamfugl. men faktisk var den modsat. den var vild men kunne lig at snakke med Eliot.

//out