Det var virkelig akavet at omfavne en person hun ikke kendte. Yasmin var før blevet krammet af sin mor, men det var noget helt andet, og på det sidste, var hun ikke helt vant til det længere. Det med tæt kropskontakt, så hun sad akavet op af Cherry og stirrede forvirret frem for sig, samtidig med at Cherry undskyldte.
"Det er fint, det er som det er," sagde hun blot mens hun sad der, stiv som et bræt og lod Cherry kramme hende. "Det er fint, bare begynd," hun forberedte sig stille og roligt.

Men hun kunne stadig aldrig forberede sig på det minde. At stå i vandet. I kulden. Lytte til sin faders skældsord. Omgående blev hun ukomfortabel og var voldsomt tæt på at give efter for sine egne forsvarsværker. Scenen foran dem formørkedes let, indtil Cherry begyndte at viske ting ud. Først karet med det iskolde vand, så Azars ansigt. Rædsel og skam blev omgående erstattet af forvirring og lettelse. Fortids-Yasmin holdt Cherry i hånden i denne mærkelige... Drøm?
Men den rigtige Yasmin, der simpelthen ikke kunne holde sin kæft over hvor mærkeligt dette var, dukkede automatisk op i en mærkelig tågeform. Hun stod på den anden side af Cherry og kiggede over på sig selv. Begge græd. Yasmin der var i drømmen græd upåvirket af Cherrys handlinger. Ånde-Yasmin græd, men det var blot lette tårer. Hun havde allerede set dette før, og hun vidste hvad der kom. Det skræmte hende mere end noget andet.

Ved bålet sad de stadig i den tætte omfavnelse, men Yasmin var stivnet og sad voldsomt anspændt mens tårerne rendte ned ad hendes kinder. Det var umuligt ikke at græde. Minderne var for voldsomme.
Tilbage i minderne, blev det lidt tåget omkring dem og minderne ændrede form til inden for i Azars hus. Moren, der blev tæsket halvt fordærvet, derefter Azars bedste livvagt - og bedste ven - der fik lov til at "tage sig af" Yasmin.
Der måtte have været en misforståelse tilbage dengang for inden i Amirs personlige gemakker, tog vagten sig ikke af hende. Derimod brød han hende kun mere ned med sine uhumske handlinger, op ad døren.
"Stop det... Stop det, stop det, stop det!" Yasmin var ikke vant til at miste besindelsen, men at se sig selv i den tilstand gjorde hendes egen tilstand tvivlsom. Hun holdt sig til hovedet igen mens hun stirrede på det hele med rædsel malet i sine øjne.

Cherry beskuede scenen der fandt sted foran sig. Det var... Grufuldt. Den voksne mand forgreb sig nådesløst og følelseskoldt på Yasmin, imod hendes vilje, hendes mor blev banket til plukfisk...
Noget inde i Cherry gik i stykker. Noget der var gået i stykker før, på samme måde, af samme grund, men denne gang var hendes reaktion ikke sorg, men raseri.
Med et så meget ro og kærlighed hun kunne præstere tog Cherry blidt fat i ånde-Yasmins håndled og trådte tæt på hende. "Sssshhh..." tyssede hun, som når man taler til et uroligt spædbarn. "Rooolig nu... Yasmin, lyt til mig."
Cherry så kort imod fortidens Yasmin og rakte så op i luften, inden hun knipsede med fingrene. Lyden forsvandt med det samme og alt blev tyst. Kun Cherrys stemme og Yasmins uro kunne høres.
"Jeg stopper det nu, men du må prøve at holde dig i ro. Dit sind kan ikke tage så meget belastning. Nu går jeg derover og stopper det, bare træk vejret, du gør det flot."
Nu vendte Cherry sig imod hendes egentlige opgave og et rentdyrket had blomstrede i hendes mørkeblå øjne. Hvad der skete foran hende var utilgiveligt, forkert og mest af alt ødelæggende.
En sådan handling var ment for nogen du elsker, nogen du aldrig ville skade og som ville ønske det ligesåvel som dig. Det der skete med Yasmin og for manden var dyrisk, drænet af kærlighed, umenneskeligt.
Med faste skridt der rystede af vrede gik Cherry frem imod den lydløse scene og greb mandens hals. Fra hendes greb spredtes en tåge så tyk at der ikke gik 3 sekunder før Cherrys fingre ikke kunne ses igennem den. Den opslugte alting fra hans ansigt til hans krop, til den smerte han forvoldte den stakkels pige.
Da bæstet var blevet reduceret til en tåget sky trådte Cherry frem for at se på Yasmins yngre selv. Fortvivlelsen var malet i Cherrys ansigt idet hun genkendte frygten i den unge piges øjne.
Med en blid bevægelse tørrede hun tårerne fra pigens kinder og hun slettede det voldsomme, smertefulde og ydmygende billede af hvad der blev gjort ved hendes krop, imod hendes vilje.
Scenen var blevet pillet fra hinanden. Tågen strømmede videre fra Cherrys hånd og dækkede moderen fuldstændig, så der var intet tilbage. Intet. Kun stilhed og slørrede skygger uden form eller facon.
Cherry rystede. Hun kunne ikke tro at den stakkels pige skulle igennem dette, eller endnu værre at det var voksne mænd der trak hende igennem det. De skulle passe på hende, ikke ødelægge hende.
Med rolige skridt trådte Cherry over til ånde-Yasmin.
"Yasmin?" sagde hun. "Det er overstået. Kan du høre mig?"
Cherry kunne høre noget. Tilstedeværelsen af noget magisk, men hun var ikke sikker på hvad det var. Det var også ligemeget, hvad der betød noget var Yasmin.

Yasmin kunne sagtens se vreden i Cherrys øjne, selvom hun forsøgte at være beroligende. Det ændrede dog ikke på Yasmins panik og det kaotiske raseri der var inden i hendes sind. Hun holdt sig dog rolig for nu, mens Cherry fik Amir til at blive reduceret til en tåge. Noget i retningen af det samme skete med hendes mor og Yasmin kunne pludselig ikke stille ordentligt skarpt på mindet. Det frustrerede hende, men raseriet og panikken fra før havde stadig ikke lagt sig og hun rystede over hele kroppen, mens hun stirrede på Cherry. Hendes forsvarsmekanismer var næsten ved at gå ud af kontrol for hende. Scenen foran dem var ret mørk i forhold til normalt. Yasmin begyndte at gå frem og tilbage, mens hun forsøgte at lægge et låg på sig selv. Men det var fuldstændig umuligt. Hun havde brug for at komme ud herfra. Ud lige nu.

Et eller andet sted vidste Yasmin godt at hendes egen magi var ved at gå ud af kontrol. Hun kiggede op da Cherry kaldte på hende, med et vildt blik. Hun tog sig igen til hovedet, rystede kraftigt på det og forsøgte at stoppe sin egen magi. Men det var efterhånden ved at være for sent. "Luk mig ud," var de eneste ord der forlod hendes mund, før hun, rent fysisk i den virkelige verden, trak sig fri af Cherrys greb. Samtidig blev den magiske forbindelse brudt og Yasmin trak sig længere væk fra Cherry, dybt forvirret, stadig med tårer rendende ned ad kinderne. Lige gyldigt hvor hårdt hun brød sin hjerne med det, kunne hun ikke huske hvad Cherry havde gjort. "Hvad... Hvad skete der?" hun kiggede forvirret mod Cherry, rystende over hele kroppen. Det var virkelig mærkeligt, det her.

Cherry mærkede Yasmin der skubbede sig væk fra hende og satte hånden i stammen hun sad på. Havde hun ikke gjort dette, så ville hun også være faldet på jorden. Yasmins forvirrede og angste blik gjorde Cherry bekymret, men hun vidste at det ville være en dårlig ide at søge fysisk kontakt med hende lige nu.
Cherry tog sig til hovedet med et tungt suk. Det tog nogle kræfter at rette sådanne ting ud, men…
Hun smilede lidt. Det var det værd for at hjælpe andre.
“Yasmin, jeg håber ikke du føler dig for omtåget. Det skal nok gå over. Der er ikke sket noget slemt, og jeg lover dig at hvis du ikke ønskede det, så kunne jeg ikke have gjort det.”
Cherry smilede og gned igen sin pande. “Jeg hjalp dig med at glemme noget. Frygtelige ting, du er bedre uden dem.”
Cherry så ind i bålet. Så mange frygtelige minder… Arme pige… Nu forstod Cherry i det mindste hvorfor hun ikke ville røres.
Uden lyd løb en enkelt tårre fra Cherrys øje til hendes kind. Det var en trist historie, Yasmins.

Yasmin skulle lige til at tage fat i Cherry for at hun ikke væltede, men tog sig selv i det, da hun ikke vidste om evnen stadig var i gang. Cherrys ord forsikrede hende dog om, at der ikke var sket noget dårligt. Og af én eller anden grund, så følte hun sig faktisk overraskende lettet til trods for den store forvirringen og følelsen af, at være desorienteret.
"Jeg tror.. Jeg vil stole på hvad du siger," hvis hun følte en sådan lettelse som nu, så måtte det vel være fordi, Cherry havde hjulpet hende? Andet kunne jo ikke være for, det gav ikke nogen logisk mening, at Cherry skulle have gjort mere skade end gavn. "Det.. Det lyder fint.. Tror jeg," det var her, Yasmin fik øje på Cherrys tårer og med det samme satte hun sig tættere på kvinden, kiggende forvirret på hende. "Hvorfor græder du? Du slog dig ikke, vel?" Yasmin var ikke god til det med følelser. Hun forstod sig ikke engang på sine egne ordentligt, selv når hun græd forstod hun ikke helt hvorfor. Så hun antog med det samme at det måtte have at gøre med det skub hun var kommet til at gøre på Cherry.

Cherrys tørrede sin kind med bagsiden af sin hånd og så på Yasmin med et lille smil. Forvirring. Det var et godt tegn efter en sådan behandling som Cherry lige havde givet hende, det betød at hendes sind ikke modstod udryddelsen af minderne. Godt for det, tænkte Cherry. Ingen ønskede sig den slags på sig.
"Nej, nej Yasmin, jeg slog mig ikke. Jeg har det fint, jeg huskede bare noget trist."
Tåren fra hendes kind løb nu ned ad hendes håndryg og Cherry smilede. Hun slog hånden fremad og sendte tåren fra sin hånd og ind i de svage gløder fra ilden, der nu hvæsede svagt.
Cherry overvejede i sit stille sind om Yasmin nogensinde græd. Det var godt for en, især hvis man havde det på indersiden som Yasmin havde, men hun virkede ikke som en der gad og mærke sin følelser.
Halvdyret så på Yasmin med sine rare, blå dådyrøjne.
"Hvordan har du det Yasmin? Er du okay?"

Cherry så ud til at have det fint, og var åbenbart bare trist. Det var lidt mærkeligt at tænke over, at kunne græde over den slags, men så igen vidste Yasmin jo godt, at hun var unormal i forhold til andre. Det var efterhånden blev fastslået for længe siden, kort efter at hun og hendes moder var stukket af og hun var endt for sig selv. "Det tænkte jeg ikke over," mumlede hun blot, en smule akavet mens hun rodede lidt rundt med en gren og endte med at kaste den ind i ildstedet.
"Jeg har det fint. Jeg kan tage det," den gode gamle krigerattitude var tilbage, for guderne nåde og trøste dem der vidste at hun var svag og ikke kunne holde sine egne byrder - hvilket Cherry jo så var klar over nu, men det var ikke umiddelbart noget, Yasmin havde tænkt sig at gøre noget ved. Ikke når Cherry rent faktisk havde hjulpet hende og ikke virkede fjendtligt stemt overhovedet.
"Jeg mener, jeg er lidt forvirret, men jeg har det.. Eh... Godt? Ja, det føles vidst ret rart nu," den akavede stemning var tilbage. Yasmin var ganske enkelt horribel til at tale om sindet og følelserne, og derfor antog hun med det samme at Cherry måske spurgte ind til det fysiske, samtidig med at noget sagde hende, at det så ikke var det. "Så... Hvad så du? Nåh nej.. Nej, du havde fjernet det, så må du ikke sige det," for en gangs skyld smilede hun let over sit tunge sind, der ofte ikke helt var med når der skulle tages dybe samtaler.

Afsluttet emne <3