'' Tiden har ikke været til det her? Florence, se dig omkring. Der er vildt omkring dig et bjerg fyldt med grønt og skidt og møg som dyr nu engang æder.. tror du virkelig at du ville kunne være i disse bjerge uden at skulle have forsyninger med dig? "  I så fald er du fandens til naiv.
Han slog irriteret ud mod hestens døde krop. At hun overhovedet havde forsøgt at heale det overkom ham virkelig. Enhver anden vampyr ville have gjort det for længst hvis de var i samme stadie som hende.
Et fnys hørtes fra ham. " Så du går lige hen og spørger hesten '' 'Undskyld mig hr. hest, må jeg tappe dit blod for at holde mig selv og min krop i live..?' Siden hvornår har du og den kunnet forstå hinanden, eller er det en evne jeg er gået glip af?" 
Han var begyndt at skære tænder i ren irritation og frustration over hende, over at hun ikke bare tog imod blodet.
" Men i så fald vil der ingen 'dessert' blive til dig. Mine årer er fra og med dette øjeblik forbudt område for dine tænder, dine negle din tunge og de skarpe genstande du måtte kunne finde på at bruge... "
En længere prusten lød fra ham, mens halen virrende blodigt bag ham.
" Mase med ideer? Hah. Ja det kan vi sku hurtigt blive enige om. Jeg vil aldrig blive god og from som dig, og det advarede jeg dig om allerede fra starten af.!" Nadir end ikke fokuserede på hendes ansigt lige nu, vreden var efterhånden buldret for meget op til at han kunne holde sig i ro og fokusere på en bestemt ting, så i stedet satte han sig selv i at gå rundt i lysningen.

Florence undslap et suk inden hun vendte sin opmærksomhed væk fra dyret som nu ikke var i stand til at tranportere hende tilbage igen. Hun havde godt hørt hvad han havde sagt og hun kiggede hen på instrument kassen, nej naiv eller dum var hun ikke. hun rationerede nok bare.
"Der er blod i kassen" svarede hun ham kort inden hun faktisk kiggede hen på ham. "Det ville være dumt at begynde at drikke af mit transport hertid da den så ville miste kræfter og måske ikke ville kunne klare turen, men det kan jo være lidt ligegyldigt nu." sagde hun og kikkede så endelig hen på Galavant. Det var tarveligt at hun ikke kunne blive vred eller sur på ham, om det var fordi han stadig sugede følelserne til ham eller fordi hun faktisk havde savnet ham viste hun nu ikke. Nej, han ville aldrig blive god for hende og sikkert heller ikke omvendt. Lige meget hvor meget hun forsøgte at trække ham i en mindre brutal eller human vej blev han bare værre.
Florence rejste sig op og gik, en anelse forsigtigt hen til ham, og fik fat i hans hånd og derved stoppede hans trasken rundt. "Tak" sagde hun så hentydende til hesten, på trods af at det bare havde skræmt livet af hende. "For tanken i det mindste. Du havde nok ikke... dræbt en hest for hvem som helst" sagde hun lidt lavmælt men faktisk med en hvis taknemmelighed i stemmen.

Og med det gav hun igen slip på hans hånd, vendte om på foden og gik hen til kassen hun havde hentydet til tidligere. Et 'klik' fra hver af de to spænder der holdt kassen lukket åbnede hun den og der hvor et instrument normalt ville ligge var to flasker klemt ned i forret. Florence to forsigtigt den ene op og lukkede derefter kassen sikkert i igen. Med et smil tilbage til Galavant viste hun sit fundt frem inden hun åbnede den.

Kassen?.. Kassen!? Han havde glemt alt om den kasse. " Hvorfor i Zaladins navn har du så ikke for længst taget noget af det blod?! Hvis du har noget på dig og du er ved at falde fra hinanden, så tager det ikke mere end et par minutter at stoppe øget op, hope af den og få blodet ud. Hvad fanden har holdt dig tilbage fra det?!"  Buldrede han rasende løst, aggressivt sparkende ud efter planter og buskadser. Han kunne simpelthen ikke forstå hende!

Synsfeltet havde efterhånden indskrænket sig for ham da han pludselig mærkede hendes hånd imod sin, noget der straks fik ham til at stoppe op, så brat at han nær havde væltet ned på røven, men han gjorde det ikke. I stedet forsøgte han at fokusere på hende. Fulgte hånden til håndleddet til armen, op til kravebenet der blev til hals indtil han endelig kunne indramme hendes ansigt, og forsøge at danne en nogenlunde fast øjenkontakt. Hun fattede simpelthen ikke hvad hu gjorde ved ham, og han vidste det knapt selv længere heller.
Prøvende rystede han på hovedet, klemmene om hendes hænder, i tilfældet af at han skule dratte om sådan som blodet susede for hans ører. Han sank et eller andet et par gange inden han svarede hende med en stemme der nærmest dirrede af undertrykt vrede. " Nej.. Nej det havde jeg ikke.. Jeg havde måske brugt den til at træne min evne på, men ikke dræbt for at føde andre."
Hans stemme virkede en anelse hæsere end han huskede den, men han tog sig ikke af det for nu. 
Ikke før hun løsnede sig fra hans greb og gik hen til kassen. Han havde en trang til at følge hende, og alligevel kunne han ikke få sig selv til det, bange for hvad han måtte gøre hvis han kom tæt på. Ødelægge hende mere? Hendes blod var vigtigt. Det måtte ikke destrueres. Så meget var han i det mindste enig med sig selv om.  Derfor blev han også hvor hun havde forladt ham, fulgte hende med blikket som hun tilbagelagde de mange meter til kassen.
Han kunne sagtens høre klikket, og se hende tage den lille flaske op. Han nikkede til hende, forsøgte at smile, men det blev mere til en underlig utilpasset grimasse end et egentligt smil. Han gjorde en lille gestus med hånden hen mod hende. Som for at skynde hende i at drikke blodet. Det gik ikke at hun smuldrede helt væk foran ham.

Med et kort ryst på hovedet over Galavants forsøgte smil, satte hun flasken for læberne. Det tog ikke mange sekunder før flasken var tømt for hver en dråbe der var i og hun satte den fra sig. Først nu hvor hun endelig havde fået indtaget noget indfandt den plagende hovedpine sig. Det var muligvis et hel flaske, men det ville ikke kunne holde hende kørene i mere end to, højt tre, dage. 
Med næsten lydløse skridt, hvor det eneste der afslørede hende bevægelse var det tynde lettere knagende sne under hendes sko, kom hun hen til ham "Jeg sparede på det," Florence ud. "Jeg viste ikke hvor længe jeg skulle være herude, så jeg sparede på det. Jeg ville selvfølgelig ikke lade mig selv dø af sult. Jeg kan godt klare mig selv, Galavant. Jeg er stærk.. af mig af være" fortsatte hun og lagde sin pande ind imod hans kulder og kørte sin hånd op ad den anden for at prøve at berolige ham lidt. "Jeg falder ikke bare sådan fra hinanden"

Det var lige før hun selv fandt det beroligende at bare stå der. Hun havde helt opgivet at se ham i.. evigeheder, og chokket havde efterhånden faldet lidt til jorden nu. Hun viste Galavant ikke ligefrem fra den stor nærkontakt type så hun tog til takke med det hun kunne få for nu. Hans åndedræt, lyden af hans puls og ikke mindst det at de var alene. Normalt ville der altid have været chancen for at blive set sammen og konsekvenser for det. Men at stå ude i nærmest ingenting gjorde det næsten helt okay.
Og så slog det hende, som om hun havde glemt det et øjeblik. Han var fri? Hvordan i al verden var han blevet det? Var det overhovedet en mulighed for ham bare at stikke af? Var han blevet smidt ud?

Han fulgte stædigt med blikket, hvordan blodet forlod flasken og fik en smule mere farve frem i kinderne. Hvorfor følte han sig en smule lettet over det?  " Sparede på det? Du sparede på det for at undgå selv at skulle gå på jagt er det der skoen trykker? " En mindre ed forlod ham. " Florence. Kzar Mora er ikke det samme som verden udenfor portene, det burde du vel have erfaret nu. Man kan næsten sige der er en hel verden til forskel. Men nok om det. " Han rystede på hovedet, mens han kortvarigt knyttede næverne inden de slappede af igen og han efter et par dæmpede vejrtrækninger, som han egentligt ikke havde brug for, begav sig over imod Florence, lukkede lidt af afstanden mellem dem, men holdt sig dog stadig langt nok væk til at halen ikke kunne nå og skade hende.

"Du kan sagtens være stærk derude, men herinde har jeg rent ud sagt men tvivl om hvor stærk du er.. Ser du herinde er det de stærkeste og kløgtigste der overlever, mens de andre... " Et grumt rovdyrsmil forlod ham som han bare lod sætningen hænge ufærdig ude i luften.
En arm strakte sig frem, kærtegnede omridset af hendes ansigt så det fremkaldte små hvirvler i den ellers stillestående vind.
" Og endnu en ting Flo.. Jeg ser helst ikke at du kalder mig ved det navn længere.. Væn dig til at kalde mig Nadir. "
Et kort klik lød fra halen.
Om Florence ville kunne forstå ændringen var så spørgsmålet. Hans blik hvilede afventende på hende, forsøgte at læse hendes kropssprog.

Florence stod stille med fornemmelsen af hans hånd omkring ansigtet, hun så en anelse forvirret ud over informationen hun fik. Ikke at hun ikke viste at Kzar Mora var en dødfælde i sig selv, men det at han ville kaldes ved at andet navn. Var en del mere af hans navn...? Galavant, som hun kendte ham. Ian, som hans tidligere herre havde råbt af ham. Nadir, som han ville kaldes nu. Begyndte Florence at kende mere og mere af hans navn? 
Hendes læber krusede i et af hendes lidt for glade smil til situationen. Det var næsten som om hun lyste lidt op som hun stod der "Nadir" gentog hun som accept. "Desuden, så har jeg allerede været herinde i over 40 timer.. forfærdelige timer, men det må da betyde jeg har en chance for at komme ud igen når jeg har min Frue der passer på mig og sørger for at vi begge kommer tilbage" forklarede hun stadig med smilet bredt som et tegn til at han ikke skulle bekymre sig. 

Og med det samlede hun sine ting op fra seen og børstede det af. Hesten lagde hun hånden på kort inden hun stillede sig op for Nadir igen. "Så G-.. Nadir, pas også på dig selv okay? Jeg ved ikke hvordan du har fundet din frihed. Jeg jeg er ovenud lykkelig over at du har" sagde hun inden hun stillede sig på tæer og gav ham et let kys på panden.

// Afslutter lige tråden her //