HUn virkede til at være i choktilstand. HUn vrøvlede rundt og var helt bestemt ikke sig selv, men hvem ville også være det efter sådan en omgang. Angel brummede let som hun kiggede på pilen, hvor blodet næsten var holdt op med at presse sig forbi. "Du.. hvad?" det var en lidt mærkelig lyd der undslap Angels læber, det var en blading af et forskrækket pip og en halvkvalt livløs grin. "Jamen, så langt så godt.. så skal vi ikke være bange for at han kommer efter dig igen!" Angel kunne ikke forestille sig hvordan det måtte havde været, men lige nu betød det at de var lidt mere i sikkerhed. Selvom det var i baghovedet at Ysara havde sagt 'de'.. der måtte havde været mere end en.

De måtte endvidere havde mistet sporet siden der ikke kom andre frem, og man ikke kunne høre lyde fra krat og skovområde. "Selvfølgelig må du blive her! Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at lade dig alene, fjollehoved!" Angels stemme var varm og venlig. Og selvom Ysara ikke kunne se det fra denne stilling, smilede hun stadig let. Ikke over situationen, men mere af spørgsmålet som var unødigt. "Men jeg er nødt til at fjerne pilen snart, ellers er der større risiko for at der går betændelse deri." Angel tog rundt om Ysara og trak hende mere eller mindre op og stå, stadig med hendes hoved hvilende mod skulderen. De måtte tættere på bålet, så der var lys og mulighed for at stoppe blødninger. Om Angel så skulle bære hende hele vejen!

Angels chok var tydeligt, selv for Ysara, der lige nu var ved siden af sig selv, og hun formåede at kigge kort op på sin ven med et næsten undskyldende blik. Det var ikke rart at have myrdet en mand, lige gyldigt hvor voldsomt frastødende manden havde været. "Der er stadig hende, den anden," mumlede hun lidt stille. Hun håbede bare et eller andet sted, at elveren ville blive tilbage, måske undersøge ham Jagnar og så skride bagefter. Det var fint nok at hun havde mistet alle sine krystaller, og næsten sit liv til de to. Hun havde en klam smag i munden og beskyldte Jagnar for det, som hun igen lænede sig mod Angels skulder.

Angels varme stemme fik Ysara til at smile. Hun havde savnet sin veninde rigtig meget, og bare det, at høre hende bruge øgenavne var virkelig rart. "Tak.. Jeg mener, det vidste jeg godt.. Eller, ja," igen kom der rent vrøvleri ud af hendes mund, og da Angel trak hende med op at stå, begyndte det med det samme at svimle helt vildt for hende. Det var dog kun sådan kort, mens hun lige samlede sig, og hendes egen stædighed fik hende til, at holde sig oprejst. Hun måtte dog stadig holde sin raske hånd på Angels skulder mens de gik hen til bålet. Det gjorde pisse ondt over alt, og da de endelig var ved bålet, begyndte Ysaras ben at give efter under hende. "Er det slemt?" hun havde jo ingen mulighed for at se såret ved pilen selv, eller præcis hvor den havde ramt. Hun kunne kun mærke den borende smerte deromme.

En nervøs rynken gled over Angels ansigt selvom hun forsøgte at se optimistisk ud for at mindske hvad det kunne sætte i gang hos Ysara. Hvis Angel først begyndte at blive panisk og forfærdet var det da først det hele gik galt. "Det.. det tager vi os ad hvis hun kommer.. lige nu er det andet vigtigere"

Angelica smilede over det nye vrøvleri der flød over ved siden af hende. Det havde undret hende meget hvis Ysara havde troet at Angel kunne finde på at vende hende ryggen og bare lade hende sejle sin egen så - Men hun var forvirret, i chok og skadet. Alle sammen faktorer der gjorde at hun ikke tænkte helt klart og dermed kunne komme med så unaturligt et spørgsmål.
Ved bålet begyndte synet af skaderne for alvor at blive mere præcise for blikket. Det så alt andet end godt ud, men hun var i live og nogenlunde sammenhængende. Det talte til fordel for den næste process der skulle foregå. Derfor valgte Angel også at være hudløs ærlig da Ysara stilte sit næste spørgsmål. "Ja.. Men det kan ordnes. Jeg har set værre.. Din skulder må vi få kigget på hos en healer i morgen, men det er vigtigst at få pilen ud og stoppet blødninger." forklarede hun langsomt og roligt så Ysara kunne følge med og Angel ikke bare gjorde ting.

Det første Angel fandt frem, efter at havde sikret sig at Ysara sad forsvarligt og ikke lige pludselig faldte, var sin taske med nødvendigheder. Selvfølgelig havde hun forbidinger med, men ikke nok. En af de reneste skjorter blev derfor taget frem også. "Okay, jeg er nødt til at skære lidt for at mindske smerten ved at få pilen ud.. " hun sad ved siden af sin veninde med en lille kniv i hånden og ventede på sammentykke. Det var nødvendigt at gøre, men det var ikke andet end rimelig at give Ysara lov til at følge med i hvad der kom til at ske.

Ysara hørte godt tvivlen i Angels stemme, men hun var så langt ude, at hun ikke overskuede at tage sig af den, eller af det faktum, at elveren kunne dukke når som helst og hvor som helst. Det eneste hun kunne tage sig af nu var, at hun følte sig tryg sammen med Angel, netop fordi hun ikke sad alene, og at Angel kunne tage sig af de ting, som Ysara ikke selv havde lagt mærke til skulle ordnes. Såsom den smadrede skulder, for indtil videre var Ysara kun fast fokuseret på pilen og sit dunkende hoved. Det med healeren fik hende dog også til at huske på at hun var blevet røvet fuldstændig blank. Det eneste hun egentlig havde var den ækle økse hun havde smidt et lille stykke fra lejren, som hun så nu begyndte at skæve over i mod, mens Angel hjalp hende ned at sidde. "Så er jeg nødt til at skylde dig for det, den kæl... Jeg mener, elver, tog alle mine krystaller," hun trak benene op til sig, men hendes venstre arm var stadig ubrugelig, så stillingen var en smule akavet. Selvom det nu stadig var rart at sidde sådan.

Hun begyndte automatisk at læne sig op ad Angel da vennen satte sig ved siden af, selvom hun egentlig forsøgte at lade være. Det var ikke sikkert Angel havde lyst til at få blod på sit tøj. "Mhm," mumlede hun sit samtykke, som Angel forklarede hvad hun skulle til at gøre. Hun var ved at være godt træt og søvnig, men blev holdt vågen af den skurren i ryggen. "Jeg skal så meget på en kro efter det her. Vil du med? Jeg betaler," igen lagde hun ikke mærke til sit vrøvl, for hun havde stadig ingen krystaller. Og nu snart heller ingen evne til at vrøvle mere, da det lidt var som om, at hun ikke helt havde luften - eller kræfterne - til det.

Angel løftede ikke engang et øjenbryn over at det blev hendes krystalsamling der skulle benyttes for at få lappet veninden sammen. Krystaller kunne hun altid skaffe flere af, så det var ikke af den vigtigste betydning. Dertil blev der så også blot svaret "Ja ja, det ser vi på" stemme bar tydelig præg af at det behøvede de ikke at snakke om nu, da det var uden betydning.

Sammentygget fik også Angel i arbejde. Hun lod Ysara læne sig mod hende, uden tanke for tøj og blod der eventuelt kunne ramme netop dette. Endnu engang ret underordnet. Fast og hurtigt skar hun i huden over pilens skaft, langt nok op til at pilen kunne trækkes ud uden at rive kød med op i for stor til. Blodet begyndte naturligvis at løbe ned af ryggen i rygende fart, men Angel blev ved til pilen var ude kort til efter. Den blev kastet let til siden, hvorefter hun gav sig til at rense så godt hun kunne.
Igennem koncentrationen fik Angel smilt skævt med et halvt fnis "bestemt! Andet kan ikke være for" svarede hun i en munter tone til venindens snak om kro, og at Ysara skulle betale uden en eneste krystal på sig. Angel lagde stof mod såret for at bremse blødning og bandt det derefter stramt fast i forbindinger. Hun var lykkelig for altid at være forberedt! "Så! Nu må vi hellere få kigget lidt bedre på den skulder der" bålet sydede lidt bag efter som fedtet ramte gløderne. Angel drejede sig, hvilket afslørede at hun havde fået en smule blod ud over sig. Haren blev vendt på pinden "der er også snart mad"

Tonefaldet burde ikke have været til at tage fejl af, men Ysara opfattede det knap nok. Hun var virkelig, virkelig træt, og kunne slet ikke rigtig opfatte meningen med noget som helst af det, som Angel sagde, eller det som hun selv sagde. I stedet lukkede hun munden og blev ved med at læne sig op af veninden, træt og udmattet. Hun blev dog noget anspændt da arbejdet med pilen begyndte, og blodet igen løb ned over ryggen på hendes mørbankede krop. Det gjorde pænt ondt, især da pilen endelig blev trukket ud men derefter var der en hvis form for lettelse. Og større træthed end før. Hun lod tingene blive gjort, bed sig lidt i læben da en forbinding blev lagt stramt omkring hendes krop. Det var ikke kun ryggen der gjorde ondt. Der var også de steder, hvor den ulækre mands næve havde ramt, og Ysara måtte kort sunde sig, mens Angel snakkede om hendes skulder, og derefter om mad. Ysara var både sulten, men også ikke sulten. Hun kunne ikke helt beslutte sig, for hun var faktisk sulten, men også bare så træt at hun ikke orkede at spise noget som helst. Hun blinkede et par gange, mens hun stirrede mod flammerne, skævende mod Angel.

"Du har fået blod. Lige der.. Du ved, på tøjet," forklarede hun, pegende mod det sted hvor hun havde blødt på sin ven med den raske hånds finger. Hun kiggede træt på Angel og svajede lidt fra side til side. "Jeg er virkelig træt," det blev sagt i en lidt utydelig mumlen mens hun lukkede øjnene. Bemærkende hvor koldt her egentlig var. For hende altså. "Synes du ikke også at her er lidt koldt? Jeg fryser," tonen var forvirret, og Ysara var ikke i sit rette, selvsikre element. Nok nærmere ude på dybt vand hvor forvirring var den eneste følelse, der gav mening at have.

Angel holdte øje med hvilken respons der kom tilbage fra Ysara, og indtil videre var det kritisk. Hendes tilstand var meget forslået og såret, og nå hun så samtidigmed sad og nikkede af træthed, og næsten besvimmede på stedet, fik Angelica bange anelser. Ysara kunne ikke sove, ikke lige nu.
Observationen omhandlende blodet på hendes tøj fik hende dog til at kigge ned af sig selv, for derefter at trække på smilebåndet. Et smil der gled over i bekymring og forståelse. "Det ved jeg godt, søde skat, men du er nødt til at holde dig vågen" Svarede hun, og løftede venindens hage lidt op for at danne øjenkontakt et øjeblik, inden hun tog nænsomt ved hendes skulder. En skulder, som skulle løftes op og støttes godt.

Angel syntes igentlig ikke at der var koldt, men med så meget blod som Ysara med stor sandsynlighed havde mistet kom det ikke som nogen overraskelse. "Jeg finder et tæppe til dig lige om lidt, okay?" Angel havde taget en af sine egne slidte trøjer op af tasken. Den var ren, så ville ikke komme til at forurene sår. Herefter løftede hun op i armen, med en smule kraft, satte skulderen på plads, og var fuldstændig forberedt på at det ville gøre ondt på veninden.
Med snupstag og øvelse, fik hun bundet trøjen omkring, fast og godt, så den sad rigtig og hvilede igen. "Sådan"
Angelica rejste sig, hentede tæppet hun selv havde siddet på inden Ysara var kommet frem i natten. Rystede det, for derefter at ligge det over Ysara, pakke hende godt ind, for derefter at sætte sig ved siden af hende, med armen om hendes gode skulder. "Vi skal nok få dig varm igen.. Og så må vi hellere kigge på de mange slag.. Jeg kunne godt frygte en hjernerystelse" tilføjede hun roligt, håbende at Ysara ikke var faldet helt hen i bevistløshed efter den lidt hårde behandling for at lappe hende sammen.

Ysara smilede over at Angel kaldte hende søde skat. Det var rart at blive kaldt sådan noget, især efter sådan en hård aften, og hendes smil nåede lige nøjagtig øjnene, som Angel fik øjenkontakt med hende. Dog var hendes smil noget groggy, men hun nikkede forstående. "Forhåbentlig ikke for længe," mumlede hun lavt mens hendes blik langsomt dalede mod jorden. Angels tag mod hendes skulder fik et lille spjæt til at gå gennem hendes krop. Skulderen var et rent smertehelvede, og berøring hjalp ikke ret meget på det. Angels løfte fik Ysara til at nikke, stadig med varme i sit blik, som hun egentlig sad og døsede en smule hen. Lige indtil hendes skulder noget pludseligt blev sat på plads med et hult knæk. Ysara blev for chokeret til at sige noget mens det skete, men bagefter spændte hun totalt op som en buestreng, bed sig i kinden og stirrede næsten vredt frem for sig. "Av for... Helvede," det lød virkelig sammenbidt. Det værkede voldsomt i skulderen mens Angel forbandt den og da veninden endelig gav slip tog hun sig til hovedet med den raske arm, ved en pludselig opfarende svimmelhed.

Først da Angel placerede sit tæppe hen over hende begyndte Ysara at miste fokus igen. Skulderen gjorde mindre ondt og den lettelse gjorde sådan at hendes krop ikke kunne følge med længere. Hun blinkede et par gange og nåede kun lige at opfatte Angels ord, som hun lagde en arm om hende. "Du har sikkert ret. Lige som altid," mumlede hun med et kærligt blik rettet mod veninden før hun faldt hen i en delvist sovende, delvist bevidstløs tilstand.

Angelica smilede, men svarede ikke. Hun kunne i forvejen ikke komme med noget konkret svar på hvor længe Ysara skulle holde sig vågen, ej heller om det var en nødvendighed at hun forblev vågen. Angel havde dog sine mstanker. Dertil, var Angel også godt distraheret af skulderen, som ikke ligefrem var nogen rar oplevelse for nogen af dem, taget både det hule knæk samt Ysaras reaktion i betragtning. "Sorry" not sorry, det var en nødvendighed, selvom det ikke var synderligt rart at det gjorde ondt på den anden.
Det ville dog gøre mere ondt blev der ikke gjort noget ved det.

Angel holdte Ysara ind til sig, så snart tæppet var blevet anbragt og sørgede for at hun sad godt. Hun smilede varmt og bestemt sig for at lade hende få bare lidt søvn. Hun havde mistet meget blod, slået hovedet vanvittigt og blevet godt mørbanket.
Angel valgte at lade hende blunde indtil maden var færdig.

Noget der kun tog lige omkring et kvarter, før hun nænsomt gled væk fra Ysara, således at veninden kom ned at ligge på tæppet, mens Angel kunne tage kødet af og gøre det klar til at blive spist. Anretning ville ikke være det helt rigtige ord at bruge, men der blev smækket en okay mængde kød fra den magre hare på en tallerken, et par stykker brød og lidt gammel gedeost som havde holdt sig meget godt. Det ville ikke være den ideele kost for Ysara lige nu, men det var mad og det var vigtigst!
Forsigtigt, men dog fast tog Angel fat om Ysaras raske skulder og ruskede hende ganske ganske blidt, til hun vågnede igen. Tog det lang nok tid blev behandlingen lidt hårdere, men ikke så meget at det ville gøre unødvendig ondt nogle steder. "Vågne vågne, der er mad"

Det var virkelig rart at sove. Desværre nåede Ysara knap nok ned i dybden af sin søvn da Angel ruskede i hende. Hvor længe det var stået på vidste Ysara ikke, men i virkeligheden havde Angel måtte være lidt mere hård end i starten, fordi Ysara var så træt og langt væk. Nu slog hun tog øjnene op og gned sig i et af dem med sin raske hånd før hun kæmpede sig op at sidde med et dybt forvirret ansigtsudtryk. "Hva'? Hvor brænder det?" normalt oplevede Ysara ikke så tit, at hun blev vækket på så forskrækkende en måde, med mindre der var et eller andet galt, og det kunne jo lige så vel være en ildebrand som noget som helst andet. Altså lige indtil den groggy følelse kom væk mens hendes tanker automatisk gled hen mod hvad der var sket. Var elveren tilbage!? Hun kiggede sig hurtigt omkring, alarmeret af sine egne paranoide tanker, før duften af kød nåede hendes næsebor og det gik op for hende, at Angel bare havde sagt der var mad. Hun tog sig lidt til hovedet og kiggede undskyldende på Angel. 

"Jeg faldt i søvn.. Gjorde jeg ikke? Du sagde jeg skulle lade være med det," hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun var stadig dødsens træt, og alting værkede også stadig virkelig meget, især hovedet der på det nærmeste knagede faretruende. Hun fik langsomt øjne på maden og mærkede en sult i maven, der faktisk overraskede hende lidt. Men nu var det jo også efterhånden sent ud på aftenen, og hun havde intet fået at spise siden i morges. Hun var trods alt blevet stoppet i det, af ham den klamme Jagnar. Som hun havde dræbt. Hun kunne stadig let opfatte smagen af hans klamme tunge, og det var så ulækkert, at den mad der stod foran hende blev meget mere tillokkende end før. "Det dufter godt.. Maden altså.. Vent, du dufter heller ikke værst, Angel," Ysara havde altid været en mild flirt, også overfor sine to bedste venner, og nu hvor hun var langt mere afslappet, og muligvis lidt mindre i chok, var den gamle Ysara ved at komme tilbage med fuld fart. Hun smilede skævt til veninden og kiggede derefter mod maden med et sultent blik.

Angelica løftede kort et øjenbryn af sin veninde, men det var med forståelse i blikket, over den tydelige forvirring af pludselig at blive vækket igen. Det var dog en nødvendighed af flere årsager at Ysara helst ikke skulle falde for langt hen i øjeblikket.
"Kun for et øjeblik - jeg lod dig sove i en tyve minutters tid." det ville ikke skade med så korte intervaller, det var resten af natten som skulle gå hen og blive en prøvelse. I hvert fald her i starten. Når hun begyndte at være mindre omtåget på grund af slagende skulle hun have lov at sove. I hvert fald til de var ankommet frem til en healer.

Angelica smilede flirterende tilbage og blinkede til hende, ved udtalelsen om at hun egentlig heller ikke duftede værst. "Du ved altid hvordan du får mig til at rødme, Ysara" svarede hun med et glimt i øjet og ragte tallerkenen frem til hende. "Spis løs" du får brug for det. Angelica selv havde også en tallerken, hvor det var skjult lidt i anretning at der ikke lå lige så meget derpå. Ikke at det generede Angelica, men hun vidste at Ysara ville komme med indvendinger skulle hun finde ud af det - og der var jo nok til at de begge kunne blive mætte, også selvom Angelica tog lidt mindre.
"Hvordan har hovedet det?" spurgte hun bekymret ind til, som hun tog en bid af det lidt seje brød.

Det var heldigt nok, at Angel havde ladet hende få lov til at sove, så følte Ysara ikke helt at hun fik helt så dårlig samvittighed. Hun smilede lidt og trak igen benene op til sig mens hun gabte let. Hun var stadig pisse træt, også selvom hun havde sovet hele tyve minutter. Og stadig temmelig omtåget. Men det havde da hjulpet en lille smule, og hun tog imod tallerkenen med mad på med sin raske hånd og placerede den på sit ben der ikke var trukket op til hende, hvorefter hun langsomt begyndte at spise. Det var ikke nemt, for hver gang hun tyggede ned anstrengte hun kæbepartiet og fik mere hovedpine, men hun var samtidig også virkelig sulten, så hun blev ved til trods for, at hendes hoved bare blev mere og mere ømt.
"Gør jeg det? Du smigrer mig," hun smilede skævt igen, men måtte lige blinke et par gange på ny.

Hun stoppede med at spise efter par mundfulde og måtte lige massere sine tindinger lidt, samtidig med at Angel spurgte ind til hendes hoved, hvilket faktisk fik hende til at grine lidt, anstrengt, mens hun skævede mod veninden.
"Skal jeg være ærlig? Som om at det er ved at flække på midten," mumlede hun lavt, fordi hun ikke havde lyst til at tale højt når det gjorde så forfærdelig ondt. "Jeg tror ikke jeg kan holde mig vågen hele natten, Angel," det var en ærlig indrømmelse. I det mindste vrøvlede hun da ikke så meget mere.

20 minutters søvn var ikke meget at modtage, specielt ikke når man var godt og grundigt mørbanket. Så trætheden og den omtågede tilstand som Ysara sad i, var egentlig ikke undrende i. Angel satte sig til rette ved siden af og spiste ganske normalt uden nogen besvær sin aftensmad. Hun holdte øje med Ysara ud af øjenkrogen, forsikrende om at hun fik noget at spise, selvom det så smertefuldt ud. Det havde været bedre at kunne få suppe eller grød, da det ikke behøvede at blive tygget. Desværre var det ikke aftenens ret, men Ysara så ud til at få noget ned i maven som kunne give lidt mere assistance til helbredelse. Angelica smilede grinende og tog nogle bider mere. Det lette flirtende forhold de holdte sig, og havde gjort i rigtig mange år.

Angel lavede en let smertende grimasse over det fine billedesprog det blev brugt omkring hvordan hovedet i øjeblikket havde det. "Det skal du heller ikke. Men er nødt til at vække dig engang imellem, for at være sikker på at du ikke får en skade." Angel var ikke medicin oplært, men hun kendte til mange familiemedlemmer der var faldet ned på hovedet og havde fået rystet ærten derinde. En enkelt var aldrig blevet sig selv igen, og rendte rundt som en halv grønsag. "Vi finder en healer så hurtigt vi kan i morgen"

Efter at have masseret sine tindinger lidt, formåede Ysara at få lidt mere mad ned, mens Angel forsikrede hende om, at hun ikke behøvede at holde sig vågen resten af natten. Det var hun meget glad for, så hun sendte veninden et lidt ømt smil, mens hun kæmpede videre med sin mad. Det smagte ret godt, men hun nåede kun at blive halvvejs færdig, da mætheden meldte sig og fik hende til, at stille tallerkenen fra sig. "Tak fordi jeg måtte spise med.. Og undskyld at jeg efterlader rester, det smager ellers rigtig godt," hun kiggede lidt rundt og overvejede allerede nu hvor hun kunne hjælpe mest med, at få ryddet op henne. Hun havde udtrykket, og det var let genkendeligt, især for én som Angel, der godt kendte hende.
"Og en kro med mjød bagefter? Jeg kunne stadig rigtig godt drikke sådan et krus," hun lagde sin tallerken lidt tættere hen mod ildstedet så den ikke stod i vejen, og skævede over mod Angel, lidt spørgende. 

Angelica smilede og satte sin tallerken lidt væk, "Hold nu op, det skal du ikke tænke på!" Forsikrede Angel hende om, for derefter at sende hende et lidt vurderende blik. "Drop det, Ysara. Du skal ikke rydde op" påpegede hun ikke ret lang tid efter, med et fast blik og en råvilje som man ikke skulle prøve kræfter med lige nu.

Angelica kom med et lavmeldt, hjerteligt grin efterfulgt af et skævt smil. "Selvfølgelig, hvis hovedet kan holde til det." svarede hun med hovedet let på skrå. "Men nu skal du få sovet lidt mere. Jeg vækker dig igen om et par timer. Dit hovede har fået lov at slappe nok af, til jeg tør lade dig sove lidt længere." tilføjede hun og gjorde gestus til at Ysara skulle ligge sig igen, med hovedet på Angelicas rejsekappe som var blevet rullet sammen til en hovedpude.
Som Ysara fik lagt sig, begav Angelica til at samle tallerkerne sammen og bestemt sig for at gemme Ysaras rester, skulle hun blive sulten i løbet af natten. Hun børstede dem af, og fik pakket det meste af det samme ned i taskerne igen, inden hun selv lagde sig med hænderne bag nakken og kiggede op i nattehimlen.

En knitren i ilden omkring en time og tyve minutter senere fik Angelica til at tvinge sig selv op at sidde, trods trætheden, og bevæge sig tilbage til veninden, som hun endnu engang måtte tage lidt hårdere fat i for at vække. "Hvordan har du det?"

Ysara burde have vidst, at Angel kunne gennemskue hende så let som ingen ting. Hun sukkede lavt og sendte sin veninde et lille smil. Hun kunne vel ikke bebrejde hende for at være hjælpsom af natur. Alligevel rakte hun hænderne op i en opgivende gestus. "Nej nej.. Nej, jeg gør ingenting," hendes smil var lidt uskyldigt. Senere skulle hun nok irritere Angel med at være stædig, ligesom Angel var det i aften. Hun kunne godt se det meget faste blik, og hun ville ikke prøve sig an imod det. Så bare give op for i aften, og gøre som hun fik besked på. Hvilket tilfældigvis var at sove. Igen. En kommando, hun hjerteligt fulgte, som hun lagde sig ned og lukkede øjnene. "Mmh, jeg glæder mig til at drikke med dig igen," mumlede hun, allerede halvt i søvne.

Hun følte ikke, at hun fik lov til at sove særlig meget før hun blev rusket vågen igen. Hendes øjne rendte i vand det øjeblik hun åbnede dem og det fik hende til at lukke dem igen, mens hun overvejede at slå Angel for at have vækket hende. Hun havde sindssygt ondt i hovedet og alle mulige andre steder. Skulderen brændte nærmest. Før hun nåede at gøre overvejelser til handling, huskede hun dog på, at Angel jo havde hjulpet hende de sidste mange timer og hun åbnede øjnene igen. Det var nok det mindste hun kunne gøre til gengæld. "Lidt som at nogen har kørt mig ned med sin hestevogn," det hele kom ud noget utydeligt fordi Ysaras stemme nærmest var druknet af træthed. Men hun kiggede stadig opmærksomt op på Angel mens hun kæmpede for at holde sig vågen.

Angelica smilede varmt tilbage og sørgede for at Ysara blev dækket af tæppet igen, så hun i hvert fald ikke frøs. "Også mig" og heldigvis gik der ikke lang tid før veninden sov.

Angelica rynkede næsen og bed sig i læben. Det var ikke nogen god veninden det havde taget, og selvom det havde været mindre smertefuldt at lade Ysara falde i søvn igen og sove det væk, turde hun ikke.. Det kunne have sine konsekvenser. "Bliv liggende, men du skal ikke falde i søvn" svarede hun stille, omend en smule presset. "Kan du ligge dig om på ryggen?" hun havde imens hentet en klud, som hun havde vædet i vand fra vandskinnet, for at den blev kold, og lagde den derefter på pandne. "Du er nødt til at slappe af, uden at sove" det var vigtigt at hun forstod det, for hjernen kunne godt få ro uden at hun sov, og det var hvad den havde brug for lige nu.

Ysaras blik blev mildt forvirret over hvad Angel sagde. Slappe af uden at sove? Det syntes at være komplet umuligt. Det eneste Ysara havde lyst til lige nu, var bare at sove det væk, det var så pokkers ubehageligt at være vågen. Hun imødekom dog Angels spørgsmål og fik sig lagt om på ryggen med en mindre grimasse af smerte. Der kom lige lovligt meget vægt på skulderen.
Hun var faretruende tæt på at slappe alt for meget af da en kølig klud dæmpede for den brændende smerte inden i hendes hoved, men Angels stemme holdt hende vågen. Frustrerende. Samtidig kunne hun ikke få sig selv til at blive vred på sin veninde. Hun havde savnet hende så meget. Det irriterede hende kun mere og fik hende til at ligge uroligt.

"Men.. Jeg er virkelig træt," ordene blev sagt tøvende, næsten som om at hun var nervøs for at sige dem. I virkeligheden var hun bare nervøs for, at komme til at bide af Angel, for det havde hun slet ikke lyst til. "Kan.. Kan du ikke sætte ild til mine fødder? Et eller andet?" Hun var løbet totalt tør for idéer, og øjeblikkeligt efter at have nævnt det med at sætte ild til sine fødder, fortrød hun at have sagt det og hun sukkede irriteret over sig selv mens hun vendte sig rundt på siden igen. Det var vildt ubehageligt at ligge på den skulder.

Angelica bemærkede godt at Ysara havde svært ved at ligge stille, men taget skaderne i betragtning var det ikke noget som direkte undrede hende - men mere bekymrede hende. Hun skulle helst ligge så stille som overhovedet muligt. "Prøv at ligge stille" Angelica vidste godt det var meget at bede om, men hun forsøgte alligevel ganske stille og roligt. Det ville være allermest rart for hende bare at sove.

"Det ved jeg godt, søde." svarede hun og satte sig ned ved siden af hende og så ned på det trætte ansigt. Angelica smilede et skævt smil, som faldte lidt i sig selv igen ikke ret lang tid efter. "Jeg ved godt det er ubehageligt, men hvis der er sket mere med dit hoved end vi kan se, kan det ende galt." tilføjede hun forklarende, selvom det var vigtigt at Ysara tænkte så lidt som muligt. "Kan du huske min fætter, Jamel?" han var aldrig blevet sig selv efter det styrt. "Han slog også hovedet meget kraftigt."

Ysara forsøgte at gøre hvad Angel bad hende om. Når hun lå på siden fungerede det en smule bedre, og hun blev liggende nogenlunde stille, mens hun kiggede lettere ufokuseret op på Angel, der forklarede at hendes hoved godt kunne have taget værre skade end hvad de begge to kunne se. Ja tak, Ysara kunne sgu godt føle at det ikke ligefrem var godt, og hun vidste godt at hun havde fået hele tre gok i nøden. Det huskede hun stadig, hvilket hun var meget glad for. Hun vidste nemlig også godt, at man risikerede at glemme ting hvis man slog hovedet hårdt nok. 
Der gik ikke længe før Angel bragte sin fætter Jamel på bane. Hun huskede godt den dag, hun havde jo selv været der, og hun havde også set de voldsomme resultater. Resultater hun ikke selv ønskede skulle ske for hende. Det skræmte hende en del.
"Jeg kan godt huske det, ja,"  mumlede hun lidt stille i det. Så gik det op for hende: Jamel havde kun slået hovedet én gang. Hun havde slået sit hoved hele tre gange! Hun blev meget hurtigt skræmt over det. "Angel.. Jeg har ikke kun slået hovedet én gang, det ved du godt.. Ikke?" hun spurgte Angel som om Angel burde vide det, selvom hun godt vidste, at Angel ikke var klar over det. "Åh gud nej.. Nej, hvad hvis jeg ender sådan?" Ysara formåede at skubbe sig op på den ene albue, en smule brat. Nu kunne hun i hvert fald ikke sove!