"Lad være med at diskutere.." Svarede Priscilla arrigt. Jo mere hun blev udsat for det, desto mere drev den anden dæmons opførsel hende vanvittig. Det var fint nok at hjælpe hinanden engang imellem, men man behøvede ikke sjoske rundt i det, 'åh' og 'er du sikker'. Nej ved guderne var hun ikke sikker, men når man var født ind i hendes familie var sikkerhed kun noget der fandtes på toppen. Og sidst hun havde tjekket levede hendes mor stadig.
"Jeg er ved at bryde mit ord så du får en ordentlig chance for at undslippe.." Hun vadede helt op i ansigtet på Luxuria med smerten åbenlys i øjnene. Dæmoner løj, var en almen sigen, men det var i højeste grad propaganda. Ingen andre racer havde indbyggede magiske systemer til at garantere deres troværdighed og Priscilla var sikker på at hun kom til at kunne mærke det her de næste hundrede år.. Og hun var bange, "..Jeg sværger hvis du forspilder den..!"
Der lød nu råben udenfor på gangen og Priscilla var allerede i gang med at skære i sin sårede arm med neglene. Det var et upræcist redskab, selv da hun havde haft årevis, nu havde hun få sekunder.. Men det var ikke en lås hun dirkede åben, det var en dæmning hun sprang læk og de flammende runer begyndte at blusse op for alvor.
Priscilla ignorerede den tryglende, tiggende, grædende, forbandende stemme i sit hoved og så sig over skulderen, "Du skylder mig en tjeneste.." Informerede hun med et modigt grin før hun gik vagterne i møde.

Hun veg ikke fra stedet, betragtede bare personen tilbage med nogle varme øjne. Hvis det virkelig var det som hun ønskede at gøre, kunne hun ikke sige hende imod. Et kækt smil fik endda lov til at spille frem på de fyldige læber, da hun fik at vide hun ikke skulle forspilde sin chance for at komme væk. ,,Det er ikke en amatør du snakker til..’’ hun kunne mærke den andens ånde imod hendes ansigt, oh, hun måtte dog indrømme hun altid havde haft en svaghed for kvinder. Næsten ærgerligt at dette betød en slutning på kvinden hun stod overfor, men hun havde hellere ikke i sinde at lade sit eget liv forspilde, da hun havde rig mulighed for at flygte.

,,Dæmoner og jeres fandens tjenester..’’ Avaion blinkede da hun svang benet hen over vinduets åbning, og lavede en lille salut med hånden fra panden. ,,Vi ses igen.’’ dette var de sidste ord hun ytrede inden hun elegant sprang ned fra vinduet, og fødderne derefter ramte burstenen. Hun ville altid huske denne dag, lige så længe hun levede, ville denne begivenhed bestemt være en af dem, som aldrig ville forsvinde. Med en mærkelig følelse der knugede i brystet, løb hun idræt igennem gaderne. Nonnetøjet blev skiftet med en simpel bondekjole, som hun mistænkte en af rengørings folkene for at have hængt op til tørre efter den var blevet vasket. Resten gik som en leg, vagterne var på udkig efter en nonne med ravnesort hår, ikke en bondepige med en kurv fyldt med æbler.