"Et par år" betød nok noget andet for en elver, end det gjorde for et menneske, og Saga forestillede sig at elverne sommetider glemte tiden, og pludselig var et par år måske alligevel blevet til et par hundrede. Det ville hun i hvert fald selv have gjort, hvis hun havde kunne leve så længe som en elver. Hvilket Angrod apropos bragte op. "Åh det ved jeg ikke, måske falder jeg over kilden til evigt liv på min rejse?" Foreslog hun muntert. Hun vidste der var mange eventyrer der havde jagtet kilden i årevis, men altid uden held, og selv troede hun ikke på det fandtes. Der var magi nok i verden til, at der ikke var brug for en kilde der skænkede evigt liv.

"Hmh." Sagde hun. "Du ødelægger lidt min forestilling om de ophøjede elvere, Angrod." Hendes kommentar blev selvfølgelig sagt med et smil, for det var da meget dejligt at vide, at de to slet ikke var så forskellige igen. Noget Saga gang på gang var blevet bekræftet i, når der var kommet gæster fra alle dele af verden til Tusmørkekroen, og som gang på gang mindede hende om, at de alle var bundet sammen på en eller anden måde.

Hun nikkede til hans ord. Spænding. Det var præcis det hun var draget ud i verden for at opleve, og allerede nu havde hun oplevet mere på få uger, end hun havde i hele sit liv. "Spænding er godt." Nikkede hun, og rakte ind over ilden for at rykke lidt på den ene agerhøne, så den ikke ville blive brændt.
Hun lo lidt ved hans ord og nikkede. "Jep, og så havde jeg nok sagt pænt nej tak, og havde vendt mig om og var gået." Det gav vel egentlig god mening at det blev koldt om natten, for skovens træer stod så tæt, at der ikke kom meget lys ned i bunden. Og desuden lå shelteret ved en sø, hvilket sikkert gjorde det endnu koldere. Heldigvis havde Saga intet imod kulde, eller at dele sin varme, så det var ikke noget der afskrækkede hende. "Vi skal nok finde ud af det." Sagde hun med et smil, inden hun kom i tanke om noget og rejste sig fra sin siddeplads, for at gå ind i shelteret. Øjeblikket efter kom hun ud med et halvt brød, som hun rakte til Angrod. "Nu vi taler om at dele, værsgo."

Han smilede lidt over kommentaren om kilden til det evige liv, og selvom han ikke selv havde brug for den, ville han gerne have at den fandtes. Han havde en god mening om at Saga havde en stor livsglæde og har hørt hende fortælle så meget om det hun vil opleve, så det ville han gerne unde hende. ”En kilde til evigt liv, lad os håbe vi finder den på vores vej” sagde han smilende.

”Åh, det var bestemt ikke min mening” sagde han smilende ”Faktisk er det hele lidt en løgn det jeg har fortalt, vi lever helt anderledes, men det er bare en hemmelighed” Sagde han med et smil og grinede kort. Han håbede at han sådan lige kunne kom med lidt mere humor til deres samtaler, han vidste jo at hun selv var fuld af glæde og grin.

Han kiggede på bålet og kødet som snart var stegt færdigt, ”Spænding er rigtig godt og man kan nemt opsøge mange forskellige slagt her i landet, det burde ikke være så svært. Det kommer meget an på hvilken slags spænding man gerne vil have på sin vej” han kiggede kort op på hende i mens han snakkede og tog derefter al kødet af deres spyd og lagde det hele på et bræt som han havde liggende ved siden af bålet. ”Jeg håber at du er blevet van til at spise med fingrene og af blade eller andet vi nu kan finde at spise af” sagde han smilende og begyndte at skære noget af kødet ud med hans lille kniv.
Han kiggede på hende med et chokeret smil, men grinede igen bagefter, ”Jeg ville nødig miste min rejse kammerat på den måde, det ville være ufattelig dumt og ikke mindst ubehøvlet af snakke på den måde til en pige som dig”
Da hun rakte ham brødet, stak han et spyd igennem det og smed det hen over bålet, ”Sådan” han holdte en lille pause, ”Så har vi varmt brød om lidt”.

Angrods svar fik Sagas smil til at vokse, inden hun trak på skuldrene. "Skal jeg være ærlig, ved jeg ikke om jeg ville drikke af den, selv hvis den fandtes." Indrømmede hun. "Jeg mener, jeg misunder dig dit lange liv, men måske er der en grund til, at de fleste mennesker ikke lever så længe? Vi er trods alt kendt for at være temmelig destruktive, så måske er det Gudernes måde at sørge for, at vi ikke ødelægger hele verden, at begrænse vores liv?" Jo Mørket og Lyset udkæmpede måske en kamp, og der fandtes dæmoner, vampyrer og alle mulige andre onde væsner, men størstedelen af de drab der blev begået, var begået af mennesker internt. Det var i hvert fald hvad Saga havde hørt. Og hvor de fleste andre væsner slog ihjel af nød eller instinkt, dræbte mange mennesker af ren passion som hævn, kærlighed eller jalousi. Og hvem vidste om Saga ville ende med at blive ligeså ond, hvis hun endte med at leve til evig tid?

Saga lo af Angrods venlige forsøg på at tage alt det han havde fortalt om elverne tilbage. "Jeg vidste det!" Udbrød hun leende. "Ophøjede væsner, et med ånderne og alt det der. Og bare rolig, jeg er god til at holde på en hemmelighed." Hun blinkede drillende til ham for lige at understrege humoren i sine ord. Hun var glad for, at hun var stødt på Angrod, for selvom det ikke var sikkert hvor længe deres veje ville følges, ville hun have en fantastiske rejsefælle så længe det varede.

"Lige nu foretrækker jeg den spænding man får ved at rejse." Svarede hun med et skuldertræk. "Slag skal jeg nok se massere af, hvis jeg bliver en af Lysets Krigere, og indtil da har jeg ingen grund til at opsøge dem." Dermed ikke sagt, at hun ikke ville forsvare sig selv hvis hun blev angrebet, men der var forskel på at forsvare sig selv, og opsøge slag og derved udsætte sig selv for fare. Hendes blik, der selv var vandret ned til kødet, gled op på Angrod da han påpegede manglen af bestik og tallerken. "Jeg tror lige det går." Svarede hun med et skævt smil. "Og det dufter dejligt." Det var slet ikke gået op for hende hvor sulten hun var blevet. Ikke før han begyndte at skære kødet ud, hvilket fik hendes mave til at rumle højlydt, hvilket fik hende til at se overrasket ned på sin mave og le. "Jeg er vidst mere sulten end jeg troede." Lo hun, og sendte ham et undskyldende smil.
"Ubehøvlet snak er jeg nu vandt til; jeg er opvokset på en kro, så det ville ikke være første gang en mand havde foreslået at ligge tæt, som noget af det første." Ikke at det betød Saga brød sig om det, men hun havde efterhånden oplevet det en hel del gange. Selvom mændene hjemme på kroen, havde ment det på en helt anden måde end Angrod havde. "Du spiser bare brødet, vi har rigeligt kød indtil videre. Hvor langt er Elverly herfra? For hvis det er, kan vi jo forsøge at bytte os til noget mere brød i morgen, inden vi drager videre?" Foreslog hun, uden at ane om de befandt sig en halv dagsrejse fra Elverly, sad lige ved siden af, eller befandt sig flere uger væk.

Saga havde selvfølgelig en point i det hun fortalte, der var nok en mening med at mennesket levede en kort levetid og at elvere ikke som sådan havde en bestemt levetid, de fleste døde i krig og dem som ikke gjorde døde når kroppen gav op og det kunne jo vare flere hundrede år, men ville man egentligt have lyst til at leve i flere hundrede år? ”Jeg giver dig ret i det du siger, der må være en mening med det hele. Men der vil jo altid være efterfølgere af mennesket, som videre udvikle verdenen og byerne.” Sagde han til Saga.

”Ja, nu hvor duften af maden spredere sig i luften, så melder sulten sig hurtigt, i forhold til før hvor man ikke ænsede at man var sulten” Han øsede kød op til saga og rakte det til hende og fyldte bagefter hans ”tallerken” som i denne omgang faktisk var et stort bald som han havde fundet et par dage tideligere og der havde han taget et par stykker og fået dem skyllet, så de var værd at spise af.

Angrod havde svært ved at forstå folk som ikke viste den respekt som folk rundt om en krævede, det var da det mindste man kunne gøre, om man så var fuld eller ej. Angrod ville aldrig selv hentyde til noget forkert over for en anden person, og slet ikke over for en kvinde som Saga. ”Men det er ubehøvlet og uforstående, jeg ville aldrig selv hentyde til noget forkert”, måske sagde hans hjerne noget, men hans mund sagde det rigtige.

”Tak for det, det er venligt af dig, Saga” sagde han smilende og spiste lidt af både kødet og brødet. Han tykkede godt af munden inden han svarede på hendes spørgsmål om Elverly. ”Det tager ikke lang tid, måske et par timer. Vi kan måske tage en jagt inden vi går når vi vågner i morgen, og så kan vi bruge vores bytte til at forhandle med i Elverly og så kan vi nå Elverly ved middags tid.” Han spiste sit kød op og tog lidt mere, der var jo masser af det.

Angrods svar gav mening, for ligeså meget som menneskene var med til at bygge ned, ligeså meget var de med til at bygge op og udvikle. Selvom de ikke gjorde det alene. "De fleste mennesker viderudvikler med deres allierede eller venner." Svarede hun, og blinkede til ham, og mente helt tydeligt elverne. For de var trods alt menneskenes allierede, selvom Saga mente at have hørt, at de foretrak at passe sig selv. Eller også var det kun bjergelverne. Om ikke andet havde hun i hvert fald fundet en allieret i Angrod, og hvem vidste, med tiden kunne det måske udvikle sig til et venskab? Det ville i hvert fald blive et spændende en af slagsen, så det håbede Saga det ville udvikle sig til.
"Så er det godt, man ikke behøver vente længe på maden." Svarede Saga med et smil, og tog taknemmelig imod den "tallerken" Angrod rakte frem mod hende. På trods af at hun ikke ligefrem kunne kategoriseres som en "fin dame", havde hun dog maneré, men ude i skoven var det lidt svært at fastholde dem, og hun spiste da også med fingrene uden så meget som at tøve et eneste øjeblik. "Ved Isari, det her er godt!" Udbrød hun da hun havde taget den første bid. Og det var det virkelig: agerhønsene var både fede og velsmagende på en måde hun ikke var vandt til fra Tusmørkedalen, hvor maden måtte være mindre fed end den dyrene kunne få i Lindeskoven.

"Det er okay." Svarede hun med et lille skuldertræk til hans kommentar. "Jeg er ikke så god til hints og hentydninger og den slags, så for det meste opfatter jeg det ikke. Det er først når folk siger det direkte, jeg rigtig forstå det." Hun sendte ham et lille, næsten undskyldende smil, som undskyldte hun for den side af hendes kvindelighed, som mange sikkert ville påstå manglede. Nemlig evnen til at læse og give hints. Men selv sagde hun altid tingene som de var, og forventede også at folk gjorde det samme med hende, så det var lidt svært at forstå andres hints når man ikke forventede dem. Især hvis den anden var fuld som en allike.

"Det skal du ikke tænke på, det er da det mindste jeg kan give igen for din venlighed." Et lille stykke tørt brød var trods alt ingenting i forhold til den venlighed Angrod havde udvist hende i form af et shelter, et bål og behageligt selskab. Hun lyttede til hans ord mens hun proppede endnu et stykke agerhøne i munden, nikkede og tyggede så af munden. "Har I en markedsplads eller lignende i Elverly?" Spurgte hun. "Jeg mistede min kam for nogle dage siden, så jeg kunne godt bruge en ny." I hvert fald kunne hun ikke længere rede sit filtrede hår ud med sine fingre, så hvis hun ville nå at redde det inden det blev én stor fuglerede, ville hun være nødt til at investerer i en ny kam. "Er der noget bestemt du har lyst til at jage, eller skal vi se om vi kan opstøve en hjort?" De havde jo talt om hjortejagt, og to personer ville de sikkert godt kunne få bugseret det meste af dyret med sig.

Han i agtog hvordan Saga spiste løs fra maden og det samme gjorde han selv, det var rigtig godt og brødet var heller ikke værst, selvom om Saga havde fortalt at det havde været længe siden det var bagt, så havde varmen fra bålet gjort det lækkert igen, måske fantastisk, men det var lækkert for det var længe siden han havde fået lidt brød, og hvem der end havde bagt brødet måtte være en habil bager.

Han lo lidt, ikke noget ondt, men kunne godt følge hende i det med hints, det var heller ikke altid at han selv var så godt til det, men han var da ved at blive bedre til det, men nu var der igen ikke mange som kom med sådanne hints til ham, men han kunne godt forstå hvis det var sådan med Saga, som ung pige i en kro ville der nok komme mange tilnærmelser, og selvom Saga måske havde vænnet sig til det eller drejede kinden fra det, så var det bestemt ikke rart at få at vide alligevel. ”Jeg forstår. Jeg har også haft det svært med sådan, men er ved at komme igen med det. Det er jo alligevel ikke mange som der komme med hints til mig, i forhold til en pæn pige som dig, som har arbejdet i en kro. Der er mange tumpede mennesker sådan et sted” Sagde han smilende til hende og tog et par bidder mere og fik tømt sin ”tallerken”

Han tænkte sig lidt om efter hendes spørgsmål, det havde de faktisk ikke, men det burde ikke være svært at komme hendes ønske nært, der var mange mennesker som havde mange forskellige ting, og selvom der ikke var et decideret markedsplads, så var der altid handlende og derfor var der mange forskellige ting som man kunne bytte sig til, og bestemt også en kam. Han kiggede på hendes ansigt, ”Vi har ikke en decideret markedsplads, men der er altid handlende på færten og derfor burde det bestemt ikke være noget problem og få fat i alt det som du mangler, hvis du altså mangler andet end kammen?” Spurgte han og lod blikket være på hendes ansigt.
”Jeg tænkte at en hjort ville være spændende, der er også meget kød på sådan en, så måske bliver vi ikke nød til at bytte hele dyret væk, men kan måske nøjes med et par stykker kød eller måske bare geviret” Det var også længe siden at han havde været ude og jage hjorte.

Hold da op, hvor var det godt at få noget at spise. Næste gang Saga rejste alene var hun altså nødt til at blive bedre, til at huske at gemme sin ration. Hun havde åbenbart så meget tiltro til egne evner, at hun regnede med hun altid ville kunne jage byttedyr, og selvom det ikke havde svigtet endnu, ville der nok komme et tidspunkt hvor der ikke ville være noget at jage.
Men den dag var heldigvis ikke i dag, og Saga nød maden og selvskabet. Og Angrods latter, som han lo over hendes ord. "Åhhh det har jeg nu svært ved at tro på." Svarede hun, og rødmede en anelse over hans ros. Mest fordi hun ikke selv mente hun var en "pæn pige", ikke i forhold til bagerens Cilja, der allerede havde fået fire bejlere som kun attenårig, eller Sagas mor, hvis skønhed havde været rygtet vidt omkring da hun var ung. Men måske var det fordi Saga brugte så meget tid med at klatre i træer eller flå et dyr, at hun havde lidt svært ved at se sig selv som pæn. At Angrod havde udseendet med sig, var hun dog ikke bleg for at se. Det var ikke fordi hun ligefrem kendte til skønhedsidealerne for elvere, men hun var helt sikker på at han hørte til i den pæne ende. Og så var han sød, hvilket altid var et plus.

At elverne ikke havde en decideret markedsplads kom egentlig bag på Saga, men hun nåede ikke at udtrykke sin overraskelse inden Angrod havde en løsning. "Jeg tror mest det er en kam, og måske at få lappet mine sko." Svarede hun med et smil. "En hjort er en god idé, jeg er sikker på vi sagtens finde sådan en i morgen." Nikkede hun, og lagde bladet fra sig, da hun efterhånden var ved at være mæt. I stedet trak hun benene op til brystet, lagde hovedet mod sine knæ og så på Angrod. "Fortæl mig om elverne." Bad hun med et blidt smil om sine læber. Nu havde hun mulighed for at lære alt om elverne fra en elver selv, og så havde hun tænkt sig at benytte sig af muligheden.

Det havde været godt at få fyldt maverne godt og grundigt, de vidste jo ikke helt med sikkerhed hvornår der ville kommet noget nyt på ”bordet” til dem. Der var dage hvor at man som jæger måske ikke ville få så meget mad og derfor måtte man spise så snart man kunne og så sørge for at finde noget nyt, men i dag havde de begge haft bytte med og det havde været mere end rigeligt og der var mere endnu, som de så kunne gemme til dagen efter.
Han smilede da rødmen bredte sig hendes kinder, det var ikke noget han oplevede tit, da det sjældent han var sammen med kvindeligt selvskab og derfor var det også rart for ham at han kunne have sådan en effekt over for Saga, for hun havde vist sig at være en sød, intelligent og ikke mindst en smuk kvinde som han var faldet ind i og hun havde været fantastisk selvskab indtil videre og det måtte jo gerne vare ved.

Han kunne godt forstå at hun ikke var enig i hans ord, men han var glad for at de alligevel havde en virkning på hende, med hendes rødmen. En pige som Saga som var jæger og nærmest levede i skoven ville ikke se sig selv som køn i forhold til, måske piger fra Hovedstaden som gik mere op i deres udseende, men Angrod mente hans ord, en jæger var jo lige noget for ham. Med samme interesser, og samme leve sted og han fortrak bestemt piger som Saga end pigerne fra Hovedstaden eller nogle af pigerne fra Elverly, han ville gerne have en pige som havde de samme interesser, som han kunne jage sammen med og leve med under den åbne himmel.
”Jeg forstår du ikke er enig, men i mine øjne er du mere køn end nogle af de andre piger som render rundt inde i Hovedstaden og leger adelige” Han sendte hende et lille charmerende smil og kiggede igen på hendes ansigt og i hendes øjne.

Han smilede over hendes mangler, ikke noget svært at skaffe, det skulle de nok kunne klare, tænkte han roligt til sig selv. ”Jeg tror ikke at det bliver noget problem at finde de ting du mangler” Sagde han roligt og holdte en lille pause og forsatte så igen, ”Dit hår er nu ellers smukt i forvejen” Han kom med et kort grin, over sin egen måde at komme med charmerende ord til Saga.
Der var næsten ikke noget bedre end en hjort, det var flot og velsmagende kød og noget Angrod ikke fik ret tit, for han ville nødigt slå det smukke dyr ihjel og derfor gjorde han det ikke tit.

Han kiggede rundt i skoven, natten var i fuld gang med at komme på plads og solens stråler havde ikke meget mere at skulle have sagt for den dag. Dyrene var gået i hi indtil solen endnu en gang og fulgene fløjten var også ved at finde en ende. Angrod kiggede tilbage på Saga da hun spurgte om elverne, han tænkte sig lidt om inden han svarede, ”Elverne er jo et specielt og stolt folkefærd og som vi har snakket om levere vi jo noget længere end almindelige mennesker. Jeg kommer fra skovelver racer, som lever trygt i Elverly og er i en tæt pagt med naturen og dens kræfter, specielt Lindeskoven som vi er en slags beskytter for.

Så er der mørkelverne og ikke mindst bjergelverene. Begge racer var engang af samme slags som mig, men den gang mørkets magter spirede i landet valgte nogle af elverne at vende os ryggen og de blev derfor til mørkelvere. Elvere som bor i mørkets skov og nærer et indebrændt had til os i Elverly, da vi i tidernes morgen udstødte dem, da de ikke fulgte os og valgte mørket.

Bjergelverne har ikke det samme had som mørkelverne, slet ikke. Det var også i tidernes morgen hvor nogle få skovelvere valgte at være oprørske og forlod skoven og søgte op i bjergene hvor de stadig i dag lever. De er mere robuste og muskuløse end vi er, fordi at de levere i et meget hårdere terran end os. Bjergelverne deltager sjældent i konflikterne i Krystallandet, det har slet ikke deres interesse, efter deres mening skulle tingene bare gå deres gang og lad det som sker, ske” Han smilede til hende efter han havde snakket færdigt og trak sin taske hen til sig.

Det var ikke tit Saga rødmede, og hun havde aldrig gjort det over et kompliment, men det var også første gang hun havde fået et så oprigtigt kompliment før. Et eller andet sted følte hun sig næsten som en fjollet pige, for det var temmelig fjollet at sidde der og rødme, som en eller anden fin tøs, der kun levede for andres opmærksomhed. Måske var det fordi det kom fra en total uventet side af, måske var det fordi det var rart at få noget kontakt med et andet levende menneske (eller en elver), eller også var det fordi det kom fra Angrod. Som trods alt var indbegreb af det billede folk havde om den smukke, elverjæger der kendte alt til skoven, havde massere af selvtillid og - af hvad hun havde set - et venligt hjerte.

Hendes rødmen blev ikke ligefrem mindre som han fortsatte, hvilket fik hende til at rømme sig en anelse forlegent. "Du får mig altså til at rødme som en fjollet Hovedstads pige, Angrod." Sagde hun, og sendte ham et varmt smil. "Men tak. Det er da dejligt at høre, at alt den jord i mit ansigt ikke har gjort mig grimmere. Medmindre du bare ser virkelig dårligt, og kun forsøger at charmere dig ind på mig." Ved det sidste puffede hun blidt til ham med sin ene skulder, og lo så varmt. "Men jeg tror nu heller ikke på, at du ikke får nogen hints, du ser bestemt heller ikke værst ud selv." Okay så det der med at pakke komplimenter var ikke noget hun var god til, men nu var det altså heller ikke mange mænd hun havde omgås med i sin tid. Enten havde det været gæster, eller også havde det været de drenge hun var vokset op med i Tusmørkedalen, og som hun havde kendt ud og ind. Det var noget helt andet at få et kompliment af en fremmed. "Jeg begynder mere og mere at hælde til teorien om, at du ikke ser så godt. Jeg har ikke redt mit hår i en uge, så det er nok mere filtret end noget andet. Jeg skulle være født med fe-hår for at det stadig kunne være pænt. Eller elverhår, for jeres hår er garanteret magisk." Hun synes i hvert fald altid det hår bjergelverne havde haft derhjemme havde været rent og flot, ligegyldigt hvilken situation de så end havde befundet sig i. Angrod var sikkert typen, hvis har stadig ville sidde godt selvom han var i krig, eller sådan noget.

Hun lyttede som han begyndte at tale. Hun kendte selvfølgelig godt historierne om elverne, men det var bare noget helt, helt andet at få dem fortalt af en rigtig elver. Bjergelverne var dem hun havde det bedste kendskab til, men hvis alle skovelvere var som Angrod ville hun meget gerne møde flere af dem også. "Gad vide, hvad der fik dem til at vælge mørket." Filosoferede hun, da han havde forklaret om mørkelverne. "Gad vide, hvad der får nogle til at vælge mørket og død og ødelæggelse fremfor fred og fordragelighed." Hun tænkte sig om et øjeblik mens han rodede med sin taske, og sukkede så. "Tror du man kan omvende en mørkelver til at blive god igen? Ligesom man kan med nogle mennesker?" Spurgte hun så.

Det var lidt sjovt og sødt samtidig at Saga rødmede over det han havde sagt, men nu var det også ved at være rigtig længe siden at han havde snakket med en pige som hende, så derfor var han også på en eller anden måde glad for at han kunne bringe det frem i hende. Han kunne også godt følge hende i det med Hovedstads pige, men det var slet ikke noget hun behøvede at føle sig, det var jo ikke kun de piger som skulle have den slags opmærksomhed og de ville slet ikke få det fra en som ham.
”Din rødmen er sød, men slet ikke som Hovedstads pigerne, så dem skal du slet ikke sammenligne dig selv med, du er noget helt andet end dem. Men jeg takker også fordi jo, det var pænt sagt.” Sagde han og sendte hende et sødt smil, selvom det ikke var noget han gjorde ret tit og tog sig selv i at være bange for at det ville være et akavet eller fjollet smil som han fik sendt Saga.

”Mit syn fejler bestemt ikke noget, det er måske endda lidt bedre en menneskers syn. Det er jo tilpasset skoven, så jeg skulle kunne se den mindste ting som jæger, men jeg forstår godt hvad du mener” små lo han inden han forsatte igen; ”Dit hår fejler slet ikke noget, Saga og hvis det er så kan vi slå vejen fordi søen i morgen, inden vores rejse fører os videre. Den ligger ikke ret langt herfra. Det er dejligt, meget rent og varmt vand og det er helt sikkert noget du ville kunne lide” sagde han med endnu et smil, som han dog denne gang havde fået noget mere styr på end før, det var noget hun gjorde ved ham.

”Det er selvfølgelig store spørgsmål, Saga” Han var faktisk ikke selv helt klar over hvad der havde gjort at de havde søgt mod mørket, der måtte vel have været et eller andet som retfærdiggjorde sådan et skift, selvom han virkelig ikke kunne se hvad det var der skulle have gjort det. ”Det er ikke meget vellidt set i mine øjne, jeg forstår ikke hvordan man kan vende ansigtet mod forfædre og skifte til fjenden og mørket. Dem som gerne ser landet i kaos og mørke” Han stoppede lidt og sendte et lunt smil oven på den lidt mørke snak, ”Jeg tror faktisk at det ville være svært at omvende dem til skovelvere igen, jeg tror at de er blevet ført bag lyset og vil forblive det”

Han rejste sig op, gik hen imod hende og tog fat i hendes hånd og fik så hende rejst op, ”Hvis vi skal tidligt op i morgen, så burde vi gå til køjs nu, Saga” sagde han med en rolig og rar stemme og førte hende ind i shelterede som stod ved siden af bålet. På jorden lå et hjorte skind spredt ud som underlag og til at tage over dem lå et lækkert og stort bjørneskind og hvis det ikke var nok for at holde dem vågne, skulle Angrod nok forære lidt varme til den søde Saga.

Det var ikke fordi Saga ofte sammenlignede sig selv med pigerne fra Hovedstaden, for deres livssituation var bare en helt, helt anden end hendes egen. De rigtigt rige piger – de allerfineste, havde aldrig arbejdet en dag i deres liv, mens Saga selv havde arbejdet siden hun havde været gammel nok. Sådan var livet for de mindre rige, og det rørte hende ikke, men omvendt betød det også, at hun ikke kunne sammenligne sig selv med de piger, der bare havde andre prioriteter end hun selv. Saga havde for eksempel aldrig nogensinde rørt et stykke silke, og den fineste kjole hun havde haft derhjemme havde været hendes mors aflagte – og desuden var det svært at klatre i træer med kjole, så hun foretrak klart bukser. ”Du har ret. Jeg har i hvert fald svært ved at se de fine piger sidde ved et bål i deres fine silkekjoler.” Svarede hun med et skævt smil, selvom det kunne være et pragtfuldt syn.

Angrods næste ord fik hende til at hæve det ene øjenbryn og sende ham et noget udfordrende blik. ”Oh? Bedre end mit, det har jeg svært ved at forestille mig.” Sagde hun drillende, inden hun lænede sig fortroligt ind mod ham. ”Guderne har været så venlige at skænke mig forhøjede sanser, hvilket både er smart når man jager, og når man forsøger at undgå sine forældre inden de sætter en til sure pligter.” Betroede hun ham. Da han nævnte søen fik hun et begejstret blik i de grønne øjne. ”Det kunne være fantastisk!” Svarede hun. ”Et bad i noget, der ikke er en halvbeskidt å kunne er virkelig tiltrængt.” Ikke fordi hun lugtede, for hun sørge da for at vaske sig hver dag, men tanken om at kunne bade rigtigt i en varm sø var tillokkende. ”Jeg er heldig, sådan at støde ind i en, der kender skoven så godt og kan vise mig alle de gode steder.”

Saga var godt klar over, at Angrod nok ikke lå inde med forklaringen på, hvad der fik folk til at vælge mørket frem for lyset. Havde han ligget inde med dét svar havde han nok ikke siddet her, men været Dronnings højre hånd, og hendes spørgsmål havde da også været mere retorisk end noget andet. Alligevel tog han det seriøst og gav sin version af svaret på dét spørgsmål, hvilket var rart. Også selvom det måske var en anelse dystert, især snakken om at vende mørkelvere til lyset igen. ”Åh.” Sukkede hun. ”Stakkels elevere – og mennesker. Det må være forfærdeligt at miste så stor en del af sig selv, at man vender sig fra lyset.” Dæmoner og vampyrer kunne hun forstå, men hvordan nogen mennesker og elvere der valgte at slutte sig til mørket havde hun svært ved at sætte sig ind i.

Hun så på ham da han rejste sig, og kunne ikke lade være med at smile da han rakte ned og tog hendes hånd for at hjælpe hende op at stå. ”Du har nok ret.” Medgav hun med et nik. Hun kunne godt mærke dagens strabadser var begyndt at vise sig som træthed, og desuden var skoven nu helt mørk.
Inde i shelteret var der lagt et skind på jorden, og med Sagas uldtæppe over ville de næppe komme til at fryse. Især ikke med det bjørneskind der var lagt frem. Alligevel var det en smule køligt da hun tog jakken af og krøb ned under skindet, hvilket fik hende til at putte sig ind til Angrod. ”Jeg er godt nok glad for, at jeg mødte dig.” Mumlede hun og kvalte et gab. ”Det er dejligt ikke at sove alene i aften.” og med de ord faldt hun i ned i en drømmeløs søvn, tæt ind mod Angrod og med et lille, tilfredst smil om læberne.

”Jeg er også glad for at jeg rente ind i dig, Saga. Der er ingen grund til at du skulle sove ude alene i nat” Sagde han trygt og lagde roligt en arm omkring hende, og håbede at han ikke overtrådte hendes grænse, men nu havde hun lagt sig tæt ind til hende, så han ville gøre det lidt mere trygt og rykkede dernæst skindet længere op over dem. De havde en lang dag foran sig, så de blev nød til at stå tidligt op, hvis de først skulle ned til søen hvor de kunne få sig et bad og bagefter skulle jage, inden de så ville nå frem til elver landsbyen og de ville kunne sælge deres bytte for penge eller andet mad.

Næste morgen vågnede Angrod tidligt og rejste sig fra hans plads uden at lave alt for mange forstyrrelser, så Saga kunne sove det længere, inden han ville få morgenmaden klar, det ville de få brug for. Han kom udenfor, hvor solen dårligt nok var stået op. Bålet var for længst gået ud, så han måtte få lagt noget af det nye og tørre brænde på og i gang med sten og flint for at så slået et par gløder ud, og de så kunne få gang i bålet igen, der var jo ikke så meget andet end kød deres bytte i går de kunne spise til morgenmad, men det var Angrod så van til så en dag til eller fra ville ikke gøre så meget, og desuden så elskede han dyr, også at spise dem, men selvfølgelig kun når det var nødvendigt.

Da solen var ved at stå op var maden også ved at være færdig, så det måtte vidst være på tide at få vækket pigebarnet, så de kunne få spist og komme afsted. Han rejste sig fra sin plads ved bålet og gik ind i shelteret hvor Saga stadig lå og sov. ”Saga” han ruskede roligt i hende, ”Du må vidst hellere komme op og få lidt morgenmad, så vi inden længe kan komme afsted. Vi har jo meget vi skal nå”

Det var lang tid siden Saga havde sovet så godt. Det var ikke fordi hun ikke kunne finde ud af at sove alene, men det havde altså givet et eller andet, at sove med en anden. For det første havde shelteret betydet, at hun havde ligget i læ, og bjørneskindet havde været så varmt, at hun var vågnet i løbet af natten for at hive den lange tunika over hovedet og tilbringe resten af natten i undertrøje. Og så havde Angrod ligget der, hvilket kun havde gjort natten endnu bedre, for det havde betydet, at hun havde sovet tungere end hun ellers gjorde. Det var farligt at rejse alene, især som kvinde, og Saga havde derfor øvet sig i, at sove let og vågne endnu lettere.
Det havde der ikke været behov for denne nat, hvor hun havde sovet tungere end hun havde gjort siden hun havde forladt forældrenes kro.
Faktisk sov hun så tungt, at hun ikke engang hørte Angrod, da han stod op. Noget der var lidt af en bedrift da hun ellers hørte alt, men i stedet for at vågne mumlede hun blot et eller andet uforståeligt, krøllede sig sammen og sov videre.

Det var først da Angrod forsigtigt ruskede i hende, at Saga endelig vågnede. "Hva- hvad?" Mumlede hun forsovet, og gabte. Så gik det op for hende at fuglene sang og solen skinnede, og at hun måtte have sovet virkelig længe. "Hvor lang tid har jeg sovet?" Spurgte hun, og strakte sig inden hun tog sig sammen til at forlade sovepladsens varme. Det var ikke koldt udenfor bjørneskindet, men varmt var det heller ikke ligefrem, og hun var derfor hurtig til at trække tunikaen over hovedet igen. Fletningen - eller det der var tilbage af den - gjorde hun intet ved, den skulle alligevel redes ud senere så det var der ingen grund til. "Er der langt til søen?" Spurgte hun, og satte sig på knæ ved bjørneskindet for at rulle det sammen. Det var næsten helt trist at tænke på, at de skulle forlade shelteret samme dag, for selvom hun måske kun havde nået at få én nat i det, havde det alligevel bragt en hel del glæde mig sig. Som Angrod, som hun allerede betragtede som sin ven, hvilket var noget hun ellers ikke gjorde med mange.

Fuglene var begyndt at titte frem fra deres skjul og musik begyndte at brede sig i skoven da Saga stod op og solens stråler var så småt begyndt at ramme skovens overflade. ”Godmorgen” sagde han glad med et lille smil, ”Ikke så meget mere end mig, Saga” svarede han smilende og gik over for at hjælpe hende med at pakke deres ting ned i taskerne, i mens sydede kødet over bålet. Angrod havde også lidt blandede følelser over at skulle forlade det shelter som han havde brugt tid på at bygge op, for et fast lille sted er altid rarest, men videre måtte de og derfor forlade stedet. Han fulgte hende med øjnene som hun kom ud fra shelterede og tog sit tøj på igen, efter at have haft det af i løbet af natten, hvilket han meget godt kunne forstå.

”Søen ligger ikke så langt væk, en lille kilometer, så det burde vi hurtigt kunne klare på vores små fødder” han smilte til den søvnige Saga, hvis fletning virkelig ikke var, hvad den førhen har været, ”Hvis det er så, har jeg lidt styr på fletninger, så jeg kan ordne det senere hen” lo han lidt, og tog ved sit eget hår, ”Du ved mange af os har også ret langt hår”
”Men inden vi går nogle steder, så synes jeg du skal komme over og sætte dig og få lidt at spise. Vi får brug for al den mad og energi som vi kan få i løbet af dagen” Han satte sig ned ved bålet og begynde at skærer kød af dyret som han havde hængt over bålet.

I det mindste havde hun ikke sovet så længe, at Angrod havde nået både at lave mad og pakke hele shelteret ned. Godt nok kunne Saga dufte maden, der hang over bålet, men selvom det gav hende en smule dårlig samvittighed var det ikke værre end, at hun så bare måtte sørge for det at det næste måltid mad blev lavet. Det hele skulle trods alt ikke hænge på Angrod, for så ville han da hurtigt komme til at fortryde at have slået sig sammen med hende som rejsepartner.
Støvlerne blev trukket over fødder inden de sidste par ting blev stoppet ned i vadesækken, hvorefter hun foldede tæppet sammen og spændte det fast til toppen af vadsækken. Saga ejede ikke mange ting, og de ting hun ejede var hun hurtig til at pakke op og ned, da hun efterhånden havde noget øvelse i at pakke hurtigt sammen. Det sidste hun tog fra shelteret var buen og pilen, som hun lagde ved siden af vadsækken ved bålet. ”Det er næsten helt trist, du skal forlade shelteret. Jeg har sovet bedre der end jeg har gjort i lang tid.” Sagde hun, og sendte Angrod et smil inden hun kørte en hånd ned over det, der var tilbage af den sølle fletning. ”Det skal du da være velkommen til, du er sikkert bedre til det end jeg er. Jeg plejer bare at have fletning, for ikke at få hår i øjnene.” Svarede hun, og kastede endnu et blik på hans lange hår. Jo han havde sikkert mere øvelse i at flette hår end hun havde, selvom det nok ville være noget andet med hendes grove hår frem for hans elverhår.

Hun gjorde som han bad om, og satte sig ved siden af ham for at fordele resterne af i går til dem hver. Det smagte ligeså godt som da de havde spist det i går, om end det var en smule mere sejt. ”Så hvad er planen?” Spurgte hun, og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. ”Søen, så en hjort og så en kam på markedspladsen? Eller foretrækker du at rejse fra skoven i dag?” Det var trods alt Angrod der havde tilknytning til skoven, og derfor ville hun også lade det være op til ham, hvor hurtigt han havde lyst til at tage af sted.

Det havde virkelig været en rar nat for Angrod, det var længe siden han havde haft en anden at nyde natten med og det havde været mere trygt, og bare givet lidt ekstra til natten.
”Jeg synes det lyder som en god plan” sagde han roligt og smilede, ”Vi tager søen først, det kan vi nok begge to godt trænge til”[//b]. Angrod rejste sig fra sin plads efter at have spist færdigt og derefter gik han ind for at hurtigt pakke det sidste ned i hans taske, gik ud igen for at få slukket bålet og så var de egentligt klar til at komme afsted.

Med tasker og våben på ryggen gik de længere ind igennem den store skov, hvor dug og den friske morgenluft stadigvæk han i skovens blade og træer, det var jo stadigvæk meget tidligt, men sådan var det, man skulle tage dyrerene når de mindst ventede det, men deres bytte kunne godt vente en times tid, for nu gjaldt det den friske sø, som de inden så længe ville nå. Der var ikke så langt fra det sted hvor de havde overnattet.
Søen kom hurtigt til syne og morgen solens stråler, ramte roligt det rene vand og det hele var et smukt syn her fra morgenen af. ”Så er vi ankommet” sagde han med et lille smil og gik hen til kanten af klippen som førte ned til vandet, dog kun en halv meter ned. Han lagde taskerne på jorden og begyndte roligt at tage sit tøj af og lagde det ved siden af taskerne og kiggede smilende og drillende på Saga, ”Hva, skal du med?” Han smed resten af tøjet og håbede ikke at det var noget som betød noget for Saga, vådt tøj var bare ikke så rart at have på og sprang så i det rene og blå vand.

"Det tror jeg du har ret i." Medgav Saga, der ikke ligefrem selv mente hun lugtede, men alligevel måtte indrømme, at et decideret bad ville være rart.
Maden var hurtigt overstået, og mens Angrod pakkede det sidste ned sørgede Saga for at rydde op efter dem. Shelteret var jo fuldt funktionsdygtig, så det kunne tænkes der på et tidspunkt kom nogen forbi der kunne bruge det for en nat eller to. Bagefter slyngede hun vadsækken over skulderen, greb buen og lod kokkeret glide på plads over brystet og ryggen. Hun regnede ikke med at få brug for at jage lige nu, for selvom det måske var lettere at jage dyr på dette tidspunkt af dagen - hvor de stadig var så forsovede at de ikke ville forvente en pil - havde hun ikke behov for at jage mere lige nu. Det kunne de altid gøre senere, og desuden ville det forsinke dem, og Saga havde mest lyst til at komme frem til søen så hurtigt som muligt.

Det tog dem ikke lang tid at tilbagelægge den korte vej fra shelteret til søen, og synet af det rolige vand fik Saga til at smile. "Hvor er det smukt!" Udbrød hun, ved synet af solen der ramte det stillestående vand og fik det til at glimte som tusinde diamanter. Det var virkelig et smukt syn, og Saga kunne næsten ikke vente med at komme i vandet, hvorfor hun også var hurtig til at ligge sit grej fra sig og afføre sig alt tøjet. Blufærdighed var aldrig noget Saga havde døjet med, så hun havde allerede smidt alt inden Angrods drillende opfordring, der fik hende til at sende ham et drillende smil. "Bare se om du kan følge med, gamle." Gav hun drillende igen mens hun fiskede en en lille skindpose frem fra sin taske, hvorefter hun fik kantet sig ned af klipperne, lagde posen på en af stenene og kastede sig på hovedet i vandet. Angrod havde godt nok sagt at vandet ville være varmt, men Saga var så vant til Tusmørkedalens søer, at hun havde alligevel havde forventet at blive mødt af en bidende kulde, så at hun i stedet blev mødt af en lunken varme var en glædelig overraskelse. Hun var måske ikke verdens mest rutinerede svømmer, men hun var da udmærket, og var heller ikke bleg for at tage et par svømmetag i søen inden hun bevægede sig over til bylten på stenen for at pakke den ud og afsløre et lille stykke sæbe.

”Her er rigtigt smukt” svarede han på hendes kommentar, ”Har du savnet et godt bad, med den fart du har på?” sagde han med et lille grin og kiggede over på den afklædte Saga og hvilket syn han blev mødt af, mere smuk end solens stråler som ramte vandet. Han havde selvfølgelig set nøgne kvinder før og det var et syn han altid nød, men blufærdigheden var ikke noget problem for ham og han kunne sagtens til side sætte synet, men Saga var helt anderledes, men det var også et syn han måtte sætte til side.

”Selvfølgelig kan jeg følge med” og med det svømmede han i hælende på Saga, de var begge to udemærkede svømmere, så det var god underholdning at svømme rundt med en anden person, efter at have været alene på turen så længe.
Han svømmede over ved siden af hende og lænede sig op ad stenen, hvor hun lige havde fikset et lille stykke sæbe op fra, noget som Angrod dog ikke havde og faktisk ikke havde tænkt over, så Saga var lidt mere på den personlige hygiejne end Angrod, selvom det aldrig som sådan havde været et problem for ham, men strejfen om en sæbe ren krop ramte ham hurtigt og fristede ham til at spørge om lov, men ventede dog lidt.
”Vandet er lidt noget andet end i Tusmørkedalens søer, ikke? Jeg kunne næsten forstille mig det, bare navnet får det til at lyde koldt” små lo han og skubbede lidt til Saga med hans hofte og dukkede så ned under vandet for lige at få det skyllet igennem. ”Jeg ved ikke om det er noget du har lyst til, men jeg ville hører om du måske havde et ekstra stykke sæbe eller om du ville dele? Selvom det måske ikke lyder så fristende” sagde han igen med en lille latter.

Det sidste egentlige bad Saga havde fået, havde været på den kro hun havde overnattet på på sin vej mellem Tusmørkedalen og Elverly. Det havde været en virkelig flot kro, men til gengæld havde den også kostet det meste af de få penge hun havde taget med sig, men eftersom det havde styrt regnet udenfor havde hun ikke rigtig haft andre valg. Men på kroen havde hun fået et varmt karbad, og selvom der måske var langt fra et badekar til en sø, var det her næsten ligeså meget luksus. Nej måske endda mere, for søvand var bare helt anderledes end noget andet vand, og specielt elvernes føltes helt anderledes mod hendes hud end almindelig vand ville gøre. Hun lo lidt ved Angrods spørgsmål og trak på skuldrene i en "nå-ja" gestus. "Det er mest åer og vandløb jeg har taget bad i, og det er noget helt andet at kunne vaske hele kroppen på en gang." Svarede hun, inden hendes fødder fandt fodfæste på den bløde bund, hvilket tillod hende at stå fast i søen, og derved bruge hænderne til at løsne den tjavsede fletning så håret kunne blive vasket ordentligt.

Saga havde selvfølgelig ikke ment at Angrod var gammel, men i forhold til hende var han jo meget ældre. Og eftersom han ikke ligefrem var blevet fornærmet over hendes morsomhed havde Saga allerede besluttet sig for, at det ikke ville blive sidste gang han ville høre for sin alder. Så kunne han jo altid give igen hvis han følte for det, hun kunne sagtens klare det. "Meget." Nikkede hun, da han spurgte til vandet i Tusmørkedalen. "Det bliver aldrig rigtig lyst i Tusmørkedalen, så vandet er altid rigtig koldt. Men man vender sig til det. Sommetider - jeg synes altså det er for koldt, når der ligger is på." Mens hun talte gned hun sæben ud i hænderne så den skummede, hvorefter hun begyndte at sæbe sig ind. Kroppen var ikke noget problem, men det tog en hel del tid før håret var nogenlunde sæbet ind, hvorefter hun lagde sæben fra sig på stenen. Hun nikkede ned mod den ved hans forespørgsel. "Du tager bare alt det sæbe du skal bruge. Hvad der er mit, er dit." Svarede hun, og sendte ham et varmt smil. "Bader alle elverne her?" Spurgte hun så, som forventede hun at det pludselig ville strømme ud i søen med elvere.

Åer og vandløb, ja så var denne sø af en lidt anden kaliber, Angrod var heller en som var alt for godt til at få badet, det var heller ikke så tit at han lige faldt over et sted hvor det var muligt, selvfølgelig var det muligt at små vaske sig i en å, men som Saga også pointerede så var det noget helt andet end at ende i en sø som denne, og få vasket hele kroppen på en gang, og så en sø med is på? Det var ikke noget Angrod fandt særligt tiltrækkende, så var han glad for søerne her i det mere sydlige af landet. ”Åer og vandløb kan jeg gå med til, for som du siger så kan man altid få vasket enkelte dele af ens krop, men søer med is, jeg får det næsten koldt bare ved tanken” en lille latter fyldte hans stemme.

Han kiggede på hende mens hun lod sæben kører rundt i hendes hænder, hvor efter hun sæbede hendes krop og hår ind. Han ville selvfølgelig gerne kunne lade være med at kigge alt for meget, men det var åbenbart ikke så nemt som han troede, men han håbede bare ikke at hun ville have alt for meget imod det, for opdage det kunne hun ikke lade være med. ”Tak” sagde han kort og smilede til hende, ”Det er længe siden at jeg har mødt så venligt et menneske som dig Saga” og tog sæben op fra stenen og begyndte at sæbe sin egen nøgne krop ind, og som hun havde sagt tideligere så var det virkelig noget andet end åer, og så var det også bare ret lang tid siden at han havde følt sig så rent.
”Om alle elvere bader her? Nej det gør de ikke.” Han kom med en lille latter, og forsatte ”Der er mange søer rundt omkring her i skovene og så er der også få som har bad i deres hytter, selvfølgelig noget mere primitive end de badekar som de har på kroer og andre steder hvor man kan leje et værelse. Jeg tror ikke du kommer til at se andre elvere end mig, lige nu”