Det glimtede let i Maralindas øjne som hun holdt Aellas blik. Den anden var ikke helt dum når det kom til stykket og opmærksom nok til at gøre alting et spørgsmål om fuldendte formuleringer. Så smilede hun dog skævt og omformulerede sine ord. "Med mindre du med dine handlinger eller ord skader mig fysisk eller psykisk eller er årsag til at andre gør det." Hun skar en grimasse. Det var stadig et spørgsmål om tillid mellem dem for ingen af dem ville love noget uden muligheder for at trække i land.
Hvilket blev helt klart som Aella fortsatte og fik Mara til at hæve et sigende øjenbryn af hende. "Definér 'trussel'." Skulle hun ud i at sætte flere ord på, så skulle den anden så sandelig også! At udgøre en trussel var for løst. Iær nu.
Det holdt hende dog ikke tilbage fra at se skælmsk på den anden og sænke stemmen. "Jeg kunne godt bruge et ekstra set øjne og ører til at se hvad de har i gemmerne her på paladset... De skulle gemme på ældgamle bøger om alt hvad du kan forestille dig. Sagn, myter, fortællinger om forsvundne folk... helbredelsesmetoder forlængst glemt..." For hende var viden nok værd i sig selv til at bryde ind hvor som helst. Den behøvede ikke have et formål eller kunne bruges mod nogen. Ikke al den hun søgte her kunne trods alt det. Kun en lille del...

"Det du lige sagde," afrundede Aella. Hun var egentlig ganske tilfreds med løftet, selvom at det på ingen måde var bindende. Det gav hende lidt af en fornemmelse af Maralinda og indtil videre var der ikke blevet sagt noget hun var direkte uenig i. Hun satte fødderne mod hinanden i skrædderstilling og vrikkede lidt med knæene imens den anden talte.
Det ville være løgn at sige at hendes nysgerrighed ikke var det mindste pirret. Hun havde længe gået og overvejet netop det samme, men ud over korte ekskursion ind på paladset havde hun ikke haft lejlighed til at undersøge nærmere.
"Du bor her.." Sagde hun tænksomt og bed sig i underlæben. En flere hundrede år gammel dæmon, der måtte være en løgn fortalt et sted medmindre adelen var mere korrupt end hun havde forventet, "..Hvordan?"

Det var ikke så meget en aftale de indgik som en tillidserklæring. Så meget var Maralinda slet ikke i tvivl om som hun aldrig fik den rare fornemmelse af en aftale der faldt på plads og blev bindende. En helt speciel følelse som hun kunne bruge senere hen over for den person hun havde aftalen med, men med Aella var der kun den vaklende tillid og saminteresse de var ved at opbygge mellem sig. Mest bundet i nysgerrighed efter at finde ud af hvad den anden havde for.
Så hun lod da også løfterne ligge og ventede lidt spændt på den andens reaktion over hendes tanke. Den var alt andet end afvisende og det var med til at sikre smilet på hendes læber. Et smil der blev, som den anden lidt tænksomt så hende an endnu en gang og stillede det meget åbenlyse spørgsmål.
"Lady Garcia tog mig til sig nu jeg var helt alene i verden og adelig..." Det sidste var hun så ikke ligefrem og det første var måske også mest ønsketænkning for hun var begyndt at kunne mærke trækket i båndet til hendes fadrende ophav og det irriterede hende for at sige det mildt. Hun smilede indforstået til den anden der sikkert ikke var i tvivl om at hun havde løjet til sin titel. Så blev smilet lidt mere beregnende. "Du kunne måske godt tænke dig at bo her også? Det ville gøre det nemmere at gå på opdagelse sammen i hvert fald..."

Aella smilede bredt da Maralinda forstod hendes hentydning. Nok havde de ikke kendt hinanden længe, men hun fik allerede en oplevelse af at de var totalt på bølgelængde - nærmest som om at Mara kunne læse hendes tanker.. Nå ja, ups.
Sådant vil jeg ikke ha', sagde Ramund, sådant står mig ikke bra..
Denne her gang var det dog et lidt umotiveret mentalt skjold; i højere grad designet til at irritere end reelt at holde nogle hemmeligheder, så som hendes anden evne, skjult. Naturligvis understreget per flabet grin. Og som diplomatisk olivengren havde hun endda valgt en ny vise, for ikke at drive dæmoninen fuldkommen vanvittig. Især når hun sad der og forslog det Aella mente hun gjorde.
"Hvis der er plads i din løgn til en anden adelig.." En lidt grov antagelse måske, men der var en række indicier der sagde at Maralinda ikke havde været adelig særlig længe. Aella kløede sig i det figurative skæg.
"..Hvis det nu viste sig at du ikke var helt så alene i verden som hidtil troet," Sagde hun tænksomt, "..Det ville være lige den slags historie et sentimentalt kvindemenneske ville elske at høre."
Selvom de nu var ufokuserede, kunne man se begejstringen lyse inde bag Aellas øjne. Hun nød lejligheden til at bruge sit hoved og var allerede i gang med at stykke en forståelse af Maralindas situation sammen baseret på hvad hun vidste.
"Offer for en eller anden tragedie, ja?" Spurgte hun, men det mente hun ikke der var så meget tvivl om længere, med at Mara var 'ny til slottet' og 'helt alene i verden', "..Måske ikke din søster, det burde du have snakket om, men en kusine?"

Maralinda skar en grimasse da hendes forstærkede smil blev mødt med en ny sang, som den anden påtvang hende mentalt. Det krævede dog ikke så meget koncentration denne gang som sidst at få skubbet den anden ud af hendes tanker og med et lille hævngerrigt anstrøg ønskede hun i det øjeblik at hun faktisk kunne gøre gengæld og smide en sang retur ind i hovedet på den anden.
Den tanke fik hende dog tilbage til at smile, for det ville nok bare ende ud i en ny form for kamp mellem dem og ingen særlig pæn en - ikke med de sange Mara havde i sinde at bruge...
"Den kan altid udviddes... Jeg har næsten ikke haft brug for at sige noget.." Det smil hun sendte den anden vidnede om hvor godtroende hun fandt mennesker. De tog hendes ord for gode vare og da især da hun havde en signetring og en lysets ridders ord til at bakke hende op. Slet ikke dårligt.
Aellas ord fik hende dog til at rynke brynene eftertænksomt for den anden havde nok ret. En søster ville hun have haft nævnt, hvor lidt talende hun end havde været. "Min familie og jeg overnattede i en landsby da den blev overfaldet af orker..." Hun svarede uden at lægge nogen speciel følelse i det sagte. Det var rå fakta og at der næppe havde været mange overlevende skænkede hun ikke et øjebliks uro. Så nikkede hun samtykkende. "En kusine kunne give mening... men hvad er din sørgelig historie der bringer dig til paladset helt alene?" Der måtte jo være en grund, skønt i disse dage var det ikke meget der var nødvendigt. Alt for mange familier var splittede, myrdede eller begge dele.

Det lod til at Maralinda var godt tilfreds med at lade Aella finde på det hele selv, men det gjorde egentlig ikke den diminutive engel så meget. Hun slikkede sin tommelfinger og plejede tænksomt sin fjerpragt i mens hun overvejede hvilken tilgang de skulle tage.
"Det ville være for stort et tilfælde hvis det var urelateret.." konkluderede hun endelig. Historien med den forsvundne kusine var skrøbelig nok i forvejen, til at den ikke kunne bære en 'nå ja, det her er min kusine som er blevet overfaldet i en anden by'. Nej, hun var nødt til at få sig selv skrevet ind i Maralindas historie på en måde der måske var usandsynlig, men ikke utrolig.
"Kunne jeg have rejst sammen med jer?" foreslog hun imens hun distræt kørte en vingespids over sin læber. Det var stadig kun løgnens grove træk de var ved, men Aella havde allerede forberedt sig på at det kunne komme til at tage et stykke tid. Hvis det skulle virke overbevisende, var der en masse små detaljer de var nødt til at blive enige om.
"En gennemrejsende fandt mig i ruinerne hvor jeg levede af gamle madrester som et andet dyr.."
Det ville også forklare at trods hendes naturlige æblekinder, havde den lille engel simpelthen ikke en adeligs bygning. Men en fortælling om et stykke tid uden ordentlig føde og så ville der nok ikke blive sat spørgsmålstegn ved hendes spinkelhed.