Alexander dristede sig til, at se på Ethel mens hun forklarede det, meget bramfrit, på en måde, der også fik ham til at smile lidt, før alvoren på ny satte sig over dem. Mens hun langsomt forklarede sig, med megen forlegenhed, hvordan landet lå, kunne Alexander mærke en besynderlig fornemmelse i kroppen, som han typisk også fik, hvis et sår skulle lukke sig, bare mere.. Inden i. Hovedpinen blev langsomt mindre voldsom, og maveproblemerne var pludselig forsvundet, mens han observerede hende, til hun satte sig op. Hun havde ikke før forklaret, hvad hendes mor var, og derfor hævede han et øjenbryn, men lod være med, at kommentere på det, for nu. Hun havde svært nok ved at forklare sig selv, som det allerede var. Han ventede til han kunne mærke hendes dårlige samvittighed, og hvordan hun måtte kæmpe mentalt med, at holde sine tårer væk. Samtidig med det snakkede hun om, at bryde deres venskab, hvis det var dét han ønskede.

Til det satte han sig øjeblikkeligt op og greb fat om hendes arm med et alvorligt blik på hende. Det var slet ikke sådan, han forventede, at det skulle være. Han kendte Ethel så godt, at han aldrig nogensinde ville være uvenner med hende, og da slet ikke over noget så ligegyldigt som en nat i samme seng.
"Ethel.. Du er min bedste ven, den eneste jeg føler jeg kan stole på, og holde af som ingen andre. Du må ikke gå, og jeg vil altid være din ven, også selvom vi har ligget i samme seng i nat. At din mor er en succubus er ligegyldigt, du er Ethel," forklarede han hende roligt, men bestemt.
"Jeg ville aldrig bede dig om at skride, og jeg vil aldrig miste dig. Aldrig, nogensinde," lød hans absolutte løfte, mens han langsomt tog hendes hånd og klemte den. Han håbede det ville hjælpe på hendes humør og gøre det bedre, for han brød sig ikke om, at hun havde dårlig samvittighed, og da bestemt ikke over, at de bare havde været fulde og havde haft sex som resultat.

Etheldred var for fordybet i sine egne tanker, bange for at blive afstødt af ham, så hun bemærkede ikke at han bevægede sig, ikke før hans hånd lå på hendes arm. Hun så hastigt op på ham, mødte hans øjne, hvilket kun fik bægeret til at flyde over. Hun bed sig selv hårdere i læben, men lige meget hjalp det, istedet dirrerede hele hagepartiet sammen med underlæben indtil hun brød ud i gråd, og uden videre puttede sig ind til ham.
" Tak. " Lød det dæmpet fra hende, og hun mente det af hele sit hjerte!
Lige glad med at de begge var nøgne, hvad var sket var sket.
Der lod hun ham holde hendes hånd. Hjalp det? I den grad. Det var denne form for tryghed, denne form for varme og nærvær hun havde savnet igennem hendes mangeårige ægteskab. Hun havde ikke stolet på nogen før, ikke turdet lette sit hjerte til nogen, end ikke Constantin. Og især ikke efter hun havde set Alexander, hendes livs bedste ven, dø for øjnene af sig.
Som hun langsomt kom til hægterne, gled hendes ene hånd om bagud, og kærtegnede ham blidt imellem hans hvide, bløde vinger, strøg en finger hen over fjerene. " D..De gør ikke ondt. Gør de? " Han var jo trods alt ny til det med vinger, så hun frygtede lidt at han måske havde lagt forkert på dem i nattens løb, eller måske slået dem imod noget.

Alexanders hjerte sprang lige et hak over, da han så Ethel bryde ud i gråd. Han havde ikke set hende reagere på sådan en måde i meget lang tid, faktisk havde han altid haft den mening, at hun var den stærke af de to, men man kunne altid blive overrasket. Han lagde hurtigt sin ene arm om hende, da hun puttede sig ind til ham og smilede varmt ned til hende, mens hun takkede ham. "Selv tak," svarede han, mens hans hånd gled op i hendes hår, hvor han snoede en af totterne mellem dens fingre, som han altid havde gjort da de var yngre og lå og puttede sammen.¨Sådan sad han tavs til hendes hånd nåede op til hans vinger og begynde at kærtegne dem. Det føltes lidt underligt, mest af alt fordi han ikke var vant til at have de vinger. Men på samme tid var det rart.

"De er lige som ben og arme. Det er lidt mærkeligt. Og så gør de kun ondt, når jeg flyver alt for meget. Lidt lige som hvis man løfter tunge ting hele tiden. Har du det også sådan?" meget af den information han selv havde samlet, var fra egen erfaring, men Ethel havde også vinger, hvorfor han godt gad vide, om det bare var ham der var mærkelig, eller om det rent faktisk også passede på andre end ham. Mens han sad der, lagde han pludselig mærke til, at der slet ikke var flere tømmermænd tilbage. Han hævede et øjenbryn, men lod sig ellers ikke mærke med det. Stakkels Ethel, at hun sikkert ville beholde sin egen hovedpine resten af dagen.

Ethel smilte vagt, som hun lod tårer være tårer indtil hun var i stand til at holde dem tilbage igen, imens hun lod ham lege med hendes hår. Det mindede hende lidt om da de var børn, han syntes næsten altid at have haft en form for fascination med det krøllede blonde hår. En smule fraværende glattede hun nogle af hans fjer ud. " Du kommer nok til at hade sommervarmen.. " Lød det med endnu et lille smil. " Fjerene vil med stor sandsynlighed holde varmen inde, og mider vil finde sig godt tilpas derinde, varme eller ej.. Der kommer støv og sand nok til at blive meget gode venner med dig. Tro det eller lad være.. "

En nikken forlod hende til hans spørgsmål, mens hun puttede sig lidt ekstra i hans arme, uden at tage sig af den kulde hans krop fragav sig. Hun følte sig godt tilpas, lige her, midt i hans arme. En enkelt vinge blev løftet lidt op som hun skævede imod den, spredte den let. " Tjo.. Jo det er det.. som et ekstra sæt arme, men de holder en i luften i stedet.. Men mine er en anden type end dine, så de skal behandles forskelligt... Mens dine skriger høne, skriger mine flagermus. " En lille klukken forlod hende, hvilket hun hurtigt fortrød da lyden af hendes egen latter blot gjorde hovedpinen værre.
"Eugh.. Jeg kunne godt bruge noget vand.. Og et eller andet imod den hovedpine.. " Hun fnøs let, det var lang tid siden hun havde haft så store tømmermænd.. Faktisk var sidst, vidst omkring det tidspunkt der havde været en minde ceremoni for Alexander. Hun havde ment at den bedste måde at ære hans minde på, men også den bedste måde at drukne den smerte hun følte, især efter at have været den der overbragte hans familie de sørgelige nyheder, med så meget sprut som muligt. Hun havde efterfølgende været syg af tømmermænd i et par dage, til Thomas' store glæde og hendes lige så store misfornøjelse.

Alexander gøs ved tanken om alle de ting, han skulle være opmærksom på i sommervarmen. Han håbede inderligt, at det ikke ville ske for ham, for det kunne da være, at hans indre kulde ville få ham til, at undgå de slags ting.
"Hm, jeg håber ikke, det bliver så slemt, som du siger, det vil være. Hellere leve i lykkelig ingorance," svarede han hende med et smil, før hun absolut måtte droppe bomben omkring høns og flagermus, der fik ham til at le, mens han daskede hende over armen. "Skulle det lige være høne? Kunne det ikke være en falk eller sådan noget, der virker mere.. Mandigt? Jeg kan ikke lide haner, de er forfærdelige, at høre på om morgenen," mumlede han, stadig grinende, før det gik op for ham, at hun stadig havde hovedpine, mens han selv var sluppet heldigt.

"Skal jeg hente noget? Mine tømmermænd er næsten væk," konstaterede han, med et let drillende smil. Det var rart en gang i mellem, at være den heldige, som kunne drille den uheldige. Han kom pludselig i tanker om sit uheld med vinduet, og rømmede sig let, mens han overvejede, hvad han egentlig skulle gøre ved det problem. Kropersonalet ville nok ikke være videre begejstrede for det. "Faktisk... Nu jeg tænker over det, tror jeg snart vi skal fordufte herfra. Jeg fik et uheld med vinduet derovre og det var ret pinligt. Jeg vil foretrække at undgå flere af de pinligheder, så måske skulle vi bare smutte," indrømmede han mens han kiggede ud i luften, meget pinligt berørt.

" Lykkelig ignorance indtil dine vinger kløer nok til at drive dig til vanvid. " Drillede hun småmumlende. Det var sjovt som vinger var forskellige. Mens hans nok ville få brug for sand, ville hendes få brug for olier. Noget hun hidtil havde fået enten andre krigere eller en tjenestepige i hjemmet til at tage sig af. Ikke om hun ville lade Thomas gøre det, det var han alt for hårdhændet til, det var hun sikker på.
En brummende latter hørtes fra hende til hans kommentar om høns og fjerklædte fugle. " Nu var en hane lige det første jeg tænkte på.. Desuden er dine fjer hvide, som en hønes.. Eller en due.. " Hun begravede kort sin hånd ind mellem hans mange dun, inden hun lod den slippe ud igen, kun for at glatte fjerene igen.

"Heldige asen. " Lød det småbrokkende. Hun misundte ham hans evne til at hele, især i dette øjeblik hvor hun bare havde lyst til at begrave sig, og sidde et eller andet mørkt sted hvor solen ikke ville påvirke hendes hovedpine.
" Jeg ville sige at du sku gøre noget ved den istedet for at lade mig lide hernede.. Men du har ret... Med dit lille.. Uheld ved vinduet.. Må vi nok hellere smutte snart.. " Det var dog ikke fordi hun lod til at have megen fart i tankerne, da hun langsomt fik viklet sig ud af hans favntag, og på småtrippende fødder begyndte at lede efter sit tøj som der lå så fint spredt rundt på gulvet, og møbler. Med en kort brummen smed hun hans underklæder hen til ham, idet hun med foden fik fisket sin særk frem. Det skulle nok blive et yndigt syn når de kom ned.. En forhutlet Lysets kriger i uniform, og en pjusket Lysets Kriger i civil. Kønt par.. Forhåbentligt ville der ikke være alt for mange i krostuen eller på gaden til at rygter ville spredes.
"Kan vi.. Eventuelt tage en vogn hen til dig..? Jeg skal nok tage et af gæsteværelserne.. Jeg orker bare ikke at tænke husholdning, rapporter og kvindelige sysler lige nu. Ej heller at støde på Thomas.. " Hun skar en mindre grimasse, mens hun vrikkede sig ned i sine benklæder, skævende over imod Alexander i ny og næ, på trods af hovedpinen og den svimmelhed hun følte.