Mørkelverens blik åd Spike langsomt med øjnene mens katten sank i et med dets bedre halvdel, hans evne havde altid fascineret hende. Det måtte være underligt at ikke have en bestemt form hvis knoglestruktur man måtte tage højde for, det måtte generelt være mærkeligt at være formløs. Hun bed tænderne sammen så senerne i halsen kort spændtes til at makabert syn, inden hun bøjede sig og fangede rustningen der blevspænd fast med øvet behændighed, inden resten af tøjet blev rettet og våbenvæltet lukket om hofterne.
"Nah, jeg tror ikke folk behøver vælge for dig, det klarer du fint selv. Du ville ikke holde en dag som lysets kriger, din blodtørst er for stor og din tålmodighed for lille!"
Den tørre hæse stemme kom med en lille hvidslende latter, man nok kunne forestille sig skulle have hørt til en slange, men som skræmmende nok fik klemt sig vej igennem mørkelverens hals. Hun morede sig, for han vidste, at hun havde ret.
De skarpe øjne blev rettet imod retningen af skoven, sulten voksede. Det sidste flexible skældbesatte rustningsstykke, blev spændt fast omkring maveregionen og gik overraskende godt i hak med brystpladen, næsten som man kunne mistænke delene for at være støbt til hinanden. Sandt havde Ikaris haft let ved at finde sin plads i hæren, de færreste havde stillet spørgsmålstegn til, at hun havde været væk under Morgoths styre og dem der havde havde indfundet sig med mere eller mindre humane omkostninger for deres ve og vel. Desuden var der en stor del af hæren, der frygtede Ikaris og hendes afstamning, mørkelvere havde ikke just det bedste rygte.
"Hah, hvem er idiot nok til at vade gennem skoven alene i disse tider!"
De tunge støvler blev sat i en sløv gang efter Spike, men blikket var målrettet og bestemt.

Han trak på skuldrene og gav hende et opgivende ansigtsudtryk, for naturligvis havde hun ret. Lysets krigere ville aldrig kunne leve med hans… spisevaner, og ville sikkert blive forargede hvis de vidste hvad han kunne lide at gøre i sin fritid. Han var ikke direkte imod fred og ro til alle, det ville bare være så gudsforladt kedeligt.
”Det var nu heller ikke det jeg mente,” sukkede han kort, og overvejede at forklare det for hende, men pludseligt virkede det formålsløst. De havde trods alt en bonde de skulle fange.

Spike regnede ikke Ikaris for sart, specielt ikke da han havde set hende i aktion. Alligevel så han intet formål med at fortælle hende, at bonden ikke var alene; at han havde sin kone og spædbarn med. Hvis hun havde moralske kvaler med at dræbe spædbørn, måtte hun brokke sig senere, og så ville han bare grine af hende og kalde hende blød. Men han ville hellere se hendes reaktion på det når de stod der med blod på hænderne.
Og personligt foretrak Spike spædbørn. De var nemmere at fordøje.

Det var et godt spørgsmål, og Spike kunne i sandhed ikke se hvorfor nogen ville rejse ubeskyttede rundt på denne tid. Krig var ved at bluse op igen, og der havde været flere omgange af farlige væsner, der let kunne nedlægge en fremmed for en snak. Uden at regne Spike selv med, fandtes der også mange banditter, der ingen kvaler ville have med at overfalde en forsvarsløs familie.
Spike forsatte fremad i stilhed, og som tiden gik nærmede de sig hastigt mørkets skov.

Ikaris indhentede hurtigt Spike, hendes skridt var lange og overraskende elegante hvis man så på hendes generelt muskuløse fremtoning, i hvert fald af en elver at være. Det var sjældent, at man kunne finde mere end skind og ben på de sølle kræ, men gennem mange års benhård træning havde elveren opnået en høj og fin muskelstruktur, som mange mennesker dog skulle kigge længe efter for at genkende.
"Åhnej, selvfølgelig ikke. En lille sart mimose som dig kan jo let misforståes!" Ironien var tyktflydende og ikke til at tage fejl af, det normalt kække smil fulgte dog ikke, Ikaris ansigt var faldet tilbage til det normale ulæselige og benhårde udtryk hun som regel havde når hun arbejdede eller som i dette tilfælde, var på jagt.

De slanke grålige fingre gled langsomt ned langs siden, hver eneste kniv og hvert lille våben blev med de følsomme fingerspidser målt og vejet. Hvilket var bedst at bruge? Spike havde sagt købmand, det løs let, næsten for let og ikke mindst fristende. Ikaris havde ingen skrubler med at æde mennesker, de var for hende hvad køer var for den almene bonde, forsvarsløs, let tilgængelig og ikke mindst dum. Kødet havde som regel en bitter smag alt efter hvad mennesket hovedsageligt levede af, men en generel tommelfingerregel var, at var væsenet kødæder, så var smagen også derefter. Ikaris kunne i øjeblikket ikke være mere ligeglad, hun var sulten og hun var i toppen af fødekæden.
Elveren stoppede kort op, de panserede støvler gav en hæs knagen fra sig i den fugtige skovbund, så hævede hun hovedet, som prøvede hun at fange en fært, inden hun så spørgende på Spike. Han var den eneste der kendte den eksakte lokation af middagen.

Ironien i hendes stemme var næsten tyk nok til at kunne bruges som et slagvåben i en snæver vending. Han kiggede på hende, nu med begge sine magiske øjne, der gav ham et klare udsyn en tidligere. Uden at tænke over det havde han faktisk drejet hovedet for at se på hende.
Nogle vaner har svært ved at dø.
Et kort øjeblik spekulerede han på hvad en mimose var. Det var ikke mange år siden at Spike havde lært at læse, og på trods af at han i ny og nå brød ind i biblioteket og holdt sig informeret, havde han aldrig stødt på ordet. Ikke at han kunne finde på at spørge hende, det ville være den ultimative hån.
Som enhver anden person, der er blevet kaldt noget af en anden person, som han ikke ved hvad er, ville han forsøge sig at være vag nok omkring det, til at hun måske troede at han havde forstået det. Han gik instinktivt ud fra at det var et negativt ord.
”Se hvem der taler!”
Han kiggede væk for at forhindre at hun kunne se at han ingen idé havde om hvad han snakkede om. Inden hun kunne nå at komme med nogen kommentarer til hans bemærkning, steg de over et højdedrag. Fra toppen havde de et næsten ubrudt udsyn til den noget pludselige overgang fra slette til lysskyende trævækst, der var Mørkets Skov. Træerne var mægtigt store, og den snævre stig der snoede sig ind fik dem til at se majestætiske og dunkle ud.
”Han er cirka hundrede meter inde i skoven, og følger stadig stien.” Spike udpegede retningen. Med begge sine øjne tilbage hos sig, kunne han se længere og gennem tykkere genstande. Han kunne måske endda se gennem Ikaris blade.

Mørkelveren gav en hvidslende lyd fra sig, det kunne vel bedst betragtes som en sammentrækning af et suk og et støn. Spike havde tilsyneladende ikke tænkt sig at gå forrest denne gang, hun havde det ellers prægtigt med, at kunne bruge Spike som en tung enhed for efterfølgende selv at pille folk ned, en efter en, stille og sikkert. Men sådan skulle det ikke være, ikke idag og elveren havde ikke engang andet end kortsværd og knive på sig, intet skydevåben i form af bue eller armbrøst. Det skulle sikkert heller ikke blive noget problem, men i elverens varden var det stadig bedst at holde en behændig afstand.
"Hm, er han noget værd?"
Ikaris sendte et sidste blik til sin sidemand, inden hun trak hætten behændigt over hovedet og trak et slankt men vældigt spidst udseende sværd frem. Hun kunne lige så godt indrømme det, uanset hvor gerne hun ville det, var store tohåndssværd, hamre og økser ikke lige hendes boldgade. Ikaris var en trænet soldat i alt forstand, der var stort set ikke det våben hun ikke kunne slås med, men hun havde bare ikke de fysiske fordele der krævedes af de tunge våben. af samme årsag havde hun valgt noget væsentligt mere diskret, i hvert fald for nu. Elveren gav sig hurtigt afsted imod målet, hendes gang var sløset, havde man set Ikaris i reel krig var man ikke i tvivl om, at målet for hende var for let. Der var ingen grund til store anstrengelser og krumspring.
Kort efter kom købmanden ganske rigtigt til syne, han var hårdt oppakket med en vældig rygsæk, ikke nok med det, så havde han tilsyneladende både kone og barn på slæb. Elveren rullede kort med øjnene, det havde Spike naturligvis vidst hele tiden. Det generede hende ikke at myrde forsørgeren af en lille familie, det ville på sin vis heller ikke gå hende den mindste smule på at frarøve moderen livet, hvis det var absolut nødvendigt kunne ungen også få lov at lade livet for hendes hånd, men det var unødvendigt. Det var kedeligt. Det var at tage livet af en forsvarsløs, ikke at det var et problem, det var bare spildt tid.
De orange øjne blev hurtigt fokuseret på den store købmand, der var rigeligt kød på ham til både at mætte hende og Spike, af samme årsag var hun ikke længe om at sjoske ned imod den lille flok der hurtigt vendte ansigtet imod soldaten med en vældig skræk malet i ansigtet.
Ikaris vendte hovedet imod kvinden der knugede barnet ind til sit bryst, inden hun trak på skuldrene, som en rovdyr i solen, inden det egentligt tager sig sammen til at jage.
"Du kan få et forspring!"

Spike stod roligt på højdedraget og ventede til at Ikaris var begyndt at løbe. Han havde intet imod at kvinden skulle tænke ham en udueligt doven hasbeen, der sølede i sine fordums gyldne tider. Sandheden var at Spike blot var pragmatisk. Hans alder var konstant. Hans udseende var altid lige foranderligt. Han var en plet i tiden, der aldrig ændrede sig og aldrig ville. Hans eksisterede som en idé opsamlet af en formløs klump monstrøs masse. Det virkede makabert at holde fast ved noget, der ikke længere var. Han så hende løbe, noget skuffet over at se at hun havde opgivet noget af den sædvanlige ynde, han vidste hun kunne bevæge sig med. Spike gættede på at det var et sort-elversk træk, for alle han havde mødt havde haft en intuitiv forståelse af højeffektiv bevægelse. På trods af hendes sløsede løb var hun hurtig og stille. Måske ikke så køn, men i Spikes hoved var effektivitet ynde. Han bøjede sig forover, og langsomt klikkede hans led i andre stillinger. Hans arme blev længere, albuerne og knæene bøjede bagover, og hans hænder blev korte og brede. Hans krop forvandlede sig, indtil armene og benene lignede noget fra en panter. Intet andet havde ændret sig, så hans overkrop hvilede makabert i vandret stilling udspændt af hans lemmer. For enden knækkede hans nakke bagover, så han kunne se frem. Overfladen ændrede sig hastigt, til en bølgende sammenblanding af skovens mørkgrønne farver og nattens sorte. Spike vidste hvad der var svært at se, og han vidste at det ville være svært at se ham, hvis ikke man vidste hvad man kiggede efter. Og hvem ville tænke at kigge efter et væsen som ham, på et sted som dette? Han skuttede sig over sin egen genialitet, og satte i fjedret løb.
Han bevægede sig med betydelig hast, og valgte en buet rute, og gik ind i skoven lidt væk fra vejen. I underskovens mørke forestillede han sig at han var så godt som usynlig, og hans nye form gjorde det let at bevæge sig lydløst omkring. På omkring samme tid som Ikaris antastede menneskene, havde han bevæget sig rundt om dem, og stod skjult i skoven lidt længere oppe ad vejen. Efter en hurtig transformation tilbage, dog med dele af sin kamoflage intakt, gik han ud på stien og frem mod de rejsende med faste, tavse skridt. Hans krop kriblede ved tanken af handling. Hans fingre blev lange, slanke knivsblade og hans øjne lyste med deres dæmoniske røde skær. Alle tre kiggede de skrækslagende på Ikaris, de ænsede aldrig at han var på vej. Netop som manden skulle til at råbe til sin kone at hun skulle flygte, jog Spike ind kniv gennem hans baghoved, og ud af hans mund.
Kvinden vendte sig langsomt omkring, i chok over den pludselige afbrydelse og det pludselige sprøjt af blod, der var kommet fra hendes mand mens Spike trak fingeren til sig. Med en dramatisk overdrivelse kiggede betaget på sin finger. Vel vidende at kvinden var på nippet til at miste fatningen, slikkede han knivsægget, mens hans blik faldt på hende. Det lange hvide tandsmil dukkede op igen.

"Boo!" Udbrød han pludseligt.
Hun vendte sig om og spurtede væk, barnet knuget til sit bryst.

Tilbage stod Spike med den afdøde mand, der klukkede.
... Spike, ikke manden.
Han gav Ikaris et oprigtigt smil, og bukkede inviterende.
”Vil du ha’ æren?”
(Hurra for at begynde at bruge bold :D)

(Makaber tekst kan forekomme)

Ikaris havde ikke været længe om at lade spidsen af detlange sværd hvile tungt imod mandens bryst og kvindens begyndende klynken afslørede, at hun allerede godt vidste, at manden ikke slap levende fra sammenstødet med elveren. Samtidigt var det ret tydeligt, at hun overvejede, om det var besværdet værd, at prøve at gøre et udfald mod den mørkhudede person.
Men efter ganske få øjeblikke skete der noget helt uventet, en vældig stribe af blod blev slynget i elverens retning, og en klagende gurglen fortalte om, at manden ikke længere kunne gøre sig forhåbninger om at overleve.
Ikaris gav en irriteret blinken fra sig, noget af den lune klistrede masse sad fast i hendes øjenvippe, og resten af blodstriben var sjasket skråt over hendes ansigt, i øjenregionen var det dog godt kamufleret af den tatoverede røde farve, der dannede et bredt bånd henover øjnene.
"Ah! Virkelig?"
I en irriteret bevægelse, og grundet handicappet fra, at hun ikke kunne tørre blod væk med en store metalhandske, greb hun fat i kappen og fik med det i forvejen røde stof fjernet det værste blod fra ansigtet.
Så vendte hun med en snerrende grimasse imod moderen der med det samme stak halen mellem benene og løb så hurtigt hun var i stand til med den lille på armen. Et øjeblik, og af ren irritation fra Spikes stunt, overvejede hun at sætte efter, nu da hun ikke fik lov til at tage livet af manden, men kort efter satte trætheden ind og igen mindede hende om, at hun ikke havde spist længe, og orkede derfor heller ingen dødsyg og alt for let jagt.
I stedet blev opmærksomheden vendt imod den nu afdøde fyr på jorden, der kort efter og i et lidt for elegant sving fra hendes sværd blev hovedløs. dernæst trak elveren den store tydeligvis fyldte handelsrygsæk af og til sidst tøjet. Efter en kort tænkepause besluttede elveren sig for, at et lår måtte være det med mest kød, og i en hurtig garvet bevægelse gav hun sig til at trække huden af det endnu varme legme.

(Se min fine nye farve xD)
(Og ja… Lidt gore er der vel også her :/)
(Du må undskylde hvis jeg ikke skriver så sammenhængende… Jeg har lige haft feber, og er ikke helt oppe på dubberne ^^’)
Nu var Spike splittet. Han havde inviteret Ikaris til at jage kvinden, og i samme øjeblik som de to kvinder var løbet afsted på jagt efter hinanden, ville Spike have kastet sig over mandens lig. Ikke at han ville have spist det hele…
Spørgsmålet var nu, om han turde Ikaris være alene med liget. Personligt ville han ikke have stolet på sig selv til ikke at forgive kødet, men det var ikke godt at projicere sig selv på andre. Det er muligt at Ikaris ikke kunne finde på så lusket et kneb som gift. Ikke at der var mange gifte der bed på Spike. Så spørgsmålet var om han stolede nok på hende til at jage efter kvinden, der nu var et stykke inde i træerne. Han kiggede ubeslutsomt frem og tilbage mellem den allerede døde person og de potentielt døde personer.
”Bah!” udbrød han pludseligt, og satte i løb efter kvinden. For at indhente hendes forspring kastede han sin arm frem og lod den strække sig, indtil de klolignende fingre for enden af de unaturligt lange arme greb fat om en træstub, hvorefter at han hev sig selv fremad og kastede den næste arm frem. For at benene ikke faldt bagud og blev hans svageste led strakte han sine lår og underlår til at passe til tempoet. Hans hastige opfindelse var ikke en af de kønneste. Han halvt løb, halvt trak sig gennem skoven med en makaber blåsprutte-agtig knogleløshed.
Hvad han manglede i ynde gjorde han op for i hastighed, og han indhentede hurtigt kvinden.
Med en kold hånd på hendes skulder stoppede han hende i sit løb. Lige gyldigt hvor meget hun rystede sig og sloges for at komme fri af det kolde dødsgreb, gav Spike ikke slip. Med et roligt spring var han bag hende.
”Hvor tror du at du skal hen?” Han lagde den anden hånd på hendes kind, og blottede hendes nakke. Med en vanvittig latter og et højt skingert skrig, sank han sine tænder ned i hendes nakke og flåede struben ud. Med en rolig bevægelse lod han sine kæber lukkes, og skar kvindens pulsåre over. Blodet sprøjtede over ham, dækkede ham i et lag af varm tykflydende væske. Han sank med en overdreven bevægelse, og tog kvinden over skulderen, glad nynnende for sig selv. Han tænkte muntert over hvad han skulle have at drikke senere, da hans behagelige fantasi blev afbrudt af spædbarnets gråd. I øjeblikkets hede havde han helt glemt det, det stakkels barn!
Idet Spike løftede hånden med de spidse fingre for at stoppe gråden, tænkte han på Ikaris, og hendes skuffede ansigtsudtryk. Hvis hun var sur over at han havde fået lov til at dræbe dem begge to, ville hun måske værdsætte hvis han gav hende barnet? I værste fald skulle han bare leve lidt længere med den irriterende gråd.
Han greb barnet i nakkeskinnet, og løftede det op. I modsætning til mange andre dyr er dette ikke den korrekte måde at bære et menneske på, og kreaturet begyndte at vræle endnu kraftigere. Med en afskyet grimasse skyndte Spike sig tilbage til vejen.

Med en konkret bevægelse kastede han spædbarnet over til Ikaris, og lagde kvinden på jorden mellem dem.
”Vil du ikke godt få den til at tie stille? Den er ved at drive mig til vanvid!”

(Og mere makaberhed, læsning på eget ansvar)

Ikaris gjorde ikke så meget andet end at hæve øjenbrynet da Spike for efter kvinden, det generede ikke elveren, at han tilsyneladende var mere sulten, end hvad den store købmand var i stand til at mætte, elveren derimod gav sig for alvor til at trække huden af mennesket. På trods af, at mennesker og elvere var meget lig hinanden, så Ikaris ingen sammenligning, af samme grund var det for hende ikke værre end at trække skindet af en ko, eller et svin.
Af samme årsag var mørkelveren næsten færdig med at skinde manden da Spike kom slæbende på kvinden og det lille larmende krapyl.
"Hvorfor i alverden har du taget den med?" Ikaris kigget irriteret på Spike, hun kunne ikke se hvordan hyleungen pludseligt var blevet hendes problem. Den lød mest som en syg kalv.
"Helt ærligt Spike, der er sgu da intet ved at myrde et spædbarn! Men du skal være hjerteligt velkommen!"
Elveren gav en svag hovedrysten fra sig, inden hun langsomt men sikkert gav sig til at fjerne den store lårmuskel, som pænt blev placeret på et blad, dernæst gik hun efter lægmusklerne, mens hun diskret med den ene støvle skubbede spædbarnet henover de våde efterårsblade, og i retning af Spike, så vendte hun ansigtet imod ham med et lille smil. "Det burde da ellers være noget for dig, er det ikke sådan en lille mundret bid?"

(Øhm… Advarsel til folk med sarte nerver…?)
Spike kiggede vantro på Ikaris. Efter alt det besvær han havde udsat sig selv for ved at slæbe barnet over til hende, var hun ikke engang interesseret i at slå det ihjel. Han vidste ikke engang hvem han skulle skyde skylden på. Var det en elverting eller var det fordi hun var en kvinde? Han kiggede undersøgende på hende, mens hun koncentreret paterede manden. Hvorfor skar hun dog også huden af? Alle de gode vitaminer sidder i skralden.
Han prustede gnavent og udbrød et dæmpet ”kvinder!” samtidigt med at han løftede barnet op over sit hoved. Med en slanges unaturlige kæbegymnastik gabbede åbnede han sin mund længere end burde være muligt, og to rækker af lange spidse jerntænder strålede triumferende i månens skær. Under hysteriske hvin og skrig fra barnet lukkede han sine enorme kæber med samme elegante fasthed som en kødædende plante, der lukkede sig omkring en meget bevidst og skrækslagende flue. Hans mund ændrede sig til det normale.

Spike kiggede på Ikaris. Man kunne stadig høre barnet skrige fra et sted inde i ham, og selvom lyden var kraftigt dæmpet kunne man klart høre panikken i det lille menneskes stemme. Det var næppe rart at blive omgivet af kold, ætsende væske efter at være blevet slugt levende.
Spike lignede end, der gerne ville sige noget, men havde munden for fuld til at snakke. Han holdt en hånd op med en tøvende pegefinger, og sænkede den langsomt. Som havde armen været et håndtag øgede han gradvist sit indres pres på barnet, indtil man kunne høre den høje tydlige lyd af kød der flækker og knogler der brækker. Da han kort efter smilte løb der en lille rød dråbe af blod fra hans mundvige til hans bryst, hvor det blev absorberet af hans tøj. Han pegede på den tilsidelagte hud.
”Har du tænkt dig at spise det der?”

Ikaris fortsatte roligt det nænsomme arbejde, indtil hun nåede foden der havde rigeligt med små fine muskler, et par af dem blev ædt rådt, sulten havde groet elveren så meget over hovedet, at en stegning var ligegyldig, i hvert fald lige til forretten. På trods af, at elveren ikke havde samme kemiske sammensætning som Spike, så virkede kødet for elveren unaturligt let at tygge sig igennem, taget i betragtning af musklens normale seje sammensætning.
Barnets hylen og skrigen lod ikke til at genere elveren, der fik et kort glimt af spikes unaturlige mund og barnet, det forsvandt hjælpeløst ned i gabet. Det var snare fascination der fyldte de gule øjne da den dæmpede hylen fortsatte fra et sted i dybet.
"Jeg håber den bekom dig vel!"
Lo hun hæst, efter at have taget stort set hele det ene ben, musklerne fra begge fødder og hænder samt kinderne, rejste elveren sig, med et mindre bjerg af udskåret kød plantet på et vældigt blad, blod dryppede dog endnu uprovokeret udover kanterne. så kiggede hun ned på resten af liget med en overvældende liggyldighed.
"Nah, jeg tror ikke jeg kan spise mere, du kan i og for sig tage resten!"
Ikaris satte et stort smøret smil, inden hun svang den store rygsæk over den ene skulderplade og fugtede læberne.
"Og hvis du tror mit kvindegen er en hæmsko, kan du godt tro om igen, unge mand. Jeg går tilbage til hvad der engang var et bål, når du er færdig med dit festmåltid kan vi finde ud af hvad der er i tasken her!"

Ikaris ordvalg mindede Spike om hvor meget ældre hun var end ham. Det var kun naturligt, for hun var trods alt elver, men Spike troede aldrig han havde hørt nogen bruge ordet hæmsko i en sætning. Han trak på skulderen. Med en let bevægelse trak han en klump hudstumper op fra jorden. Som havde han været på et karneval tog han enkelte stykker og spiste dem med stor højtidelighed. Han var også kun småsulten efterhånden, hvis man da nogensinde kunne snakke om sult i forbindelse med ham.
Han kiggede bearbejdede på hende. Det var typisk kvinder at være interesseret i det materielle. Spike havde slet ikke bemærket at manden havde oppakning før hun nævnte det, og han kunne ikke se hvorfor hun var interesseret. Nok hjalp det at kunne se taskens indhold, men alligevel… Det var en kedelig overraskelse Spike ikke ville frarøve hende, så han samlede den afdøde kvinden op, tog hende på nakken og begav sig efter Ikaris.
Efter et kort tids stilhed og et par hudfarvede snaks, var han kommet på en passende bemærkning.
”Jeg kan se to tydelige fordele, men ellers må du være lidt mere præcis. Hvordan hjælper det dig at være kvinde?”
Okay, måske var det ikke flydende guld Spike slap ud af sin mund, men small-talk havde heller aldrig været hans stærke side.

Morsomt nok tænkte Ikaris ikke rigtigt over sin egen alder, hun var teknisk set stadig en ganske ung elver sammenlignet med hvad der rendte rundt i resten af krystallandet. I virkeligheden var hun lige så tidsløs som Spike, hendes krop blev ældre, men hun var fuldvoksen, om femhundrede år ville man ikke være i stand til at bestemme, om hun kun var blevet få år ældre, eller flere århundrede. Hun ville ikke dø af alderdom og som hun havde fået banket ind i hovedet fra barns ben, var den eneste værdige død af samme årsag på slagmarken.
Elveren svang med en kende besvær rygsækken over den ene skulder, på trods af, at den ene skulderplade sad en kende i klemme. Under den anden arm havde hun den vældige stak kød, hvorfra blodet endnu dryppede ned på den store metalstøvle.
"Hah, du mener udover mine feminine ynde og charme?" Igen havde mørkelveren fundet den spøgfulde tone frem, inden hun kastede et henslængt blik over skulderen, imod Spike der gik og småspiste af huden.
Elveren skænkede ikke mange tanker til det faktum, at Spike let kunne se hvad der var i tasken, sandt at sige var Ikaris vel fanske materiel på det punkt, en pose med mønter eller generelt ting ad værdi kunne altid hæve humøret gevaldigt. Da de igen nåede frem til bålet, var der ikke meget andet end få gløder tilbage, kødet blev igen smidt ved siden af de sølle rester af bål, inden elveren igen gav sig i krig.
"Du tror ikke du kan undvære mere masse? Du kan jo se det som en fair byttehandel for haren! Hah!"
Elveren vidste godt, at Spike var påpasselig med sit dyrebare materiale, men ærligt talt kunne hun ikke se det store problem i at undvære en dråbe eller to, han hade ædt rigeligt.

Spike var tæt på at være fuldt mættet. Snart ville hans masse nå et koncentrationsniveau hvor han ville miste kontrollen over det, og så ville han være nødt til at skabe endnu et lager. At blive mættet var hans mål, og hvad der fik hans tid til at gå. Formålsløs fortæring. Derfor kneb han øjnene sammen da hun foreslog at han skulle give liv til ilden. Sidste gang havde været i et pludseligt sporadisk væld af medlidenhed, ikke noget han normalt ville erkende. Hun lod ikke til at værdsætte hvor stor en koncentration af stoffet der var nødvendig før at det blev nødvendigt brandfarligt.
At han ikke kunne forklare hende var den værste detalje ved det hele. At gøre det ville være at anerkende at han havde gjort hende en betydelig tjeneste tidligere, og det var endnu værre end udsigten til at opgive mere af sin masse.

Efter en tvivlsomt lang tid hvor han blot stirrede mistroisk på Ikaris, gik han frem og slyngede en klump af sit stof i gløderne. Metalmassen brød straks i brand, og ilden spredte sig hurtigt til de rester af træ, der var at finde i bålet. Med en irriteret bevægelse kastede Spike et par grene fra omkring i lysning på ilden.
Sandt sagt havde han fået rigeligt at spise… Det var vel kun fair… Selvom han stadig ikke brød sig om det.
”Har du tænkt dig at sætte dig ned, eller skal ilden bare gå til spilde?”

For Ikaris stod tiden næsten stille, hun stirrede på Spike, der virkede til at have en indædt konflikt med sig selv. Så blinkede hun og rømmede sig kort, inden han endeligt lod en klump af den sølvfarvede masse dumpe ned på gløderne og med det samme blussede op til en værdig flamme.
Elveren selv skrabede hurtigt nogle kviste sammen, som hun tilføjede de skallede gløder, inden Spikes småfornærmede kommentar ramte hende som et lyn, så vendte hun hurtigt de pupilløse øjne direkte imod ham.

"Ligner jeg måske en der har tænkt mig at lade ilden gå til spilde?"

Det var en lav hvidslen, var der én ting man ikke skulle beskylde Ikaris for, så var det at sløse eller snøvle, den slags gjorde hun aldrig og af samme årsag irriterede det hende uendeligt. Derefter lod hun sig dumpe ned på jorden så rustningen klirrede, inden hun med en lille kniv skar en pind til, inden hun lavede et spid med udskæringer af muskel, der derefter blev hamret i jorden, ikke langt fra ilden, så det langsomt men sikkert blev grillet. Derefter blev der taget et fast tag i tasken købmanden havde haft på sig, så blev stort set alt indholdet hældt ud ikke langt fra elveren. Fra en stor bunke skrammel var Ikaris ikke længe om at lokalisere nogle små krukker der indholdt forskellige krydderier, men det eneste elveren greb fat i, var lidt salt der blev drysset udover kødet. Derefter gav hun sig til at tage resten af indholdet i øjesyn.

Han var stadig fornærmet da Ikaris hældte taskens indhold ud på jorden. Han bemærkede at hun saltede kødet, hvilket virkede som en mærkelig gestus. Det kunne vel være lige meget hvordan det smagte, tænkte Spike, og hvor stor forskel ville salt alligevel gøre? Menneskekød smagte og ville altid smage af kylling. Ingen mængde af eksotiske krydderier ville ændre det.
Ikke at Spike havde smagsløs, det var bare hvad folk blev ved med at fortælle ham. Det slog Spike at han muligvis gjorde sig i de forkerte kredse, men trak mentalt på skuldrene. Normalt hang han ikke ud med folk særlig længe inden han spiste dem, så det var nok mere præcist at sige at det var dem, der gik i de forkerte kredse. Så længe man ikke var blevet spist, måtte man være fri for den slags fordomme. I hvert fald i Spikes hoved.
Ærlig talt vidste han ikke hvad han skulle svare til hendes åbenlyst retoriske spørgsmål, så han lod være med at sige noget.
Hun rodede gennem bunken. Flaskerne med krydderier bumpede mod hinanden, hvilket gav Spike en ide. En spæd infantil idé, som endnu kunne bære frugt og udvikle sig til noget interessant. Han pegede på en af flaskerne uden salt i, da hun ikke lod til at være interesseret i disse, og sagde med klar stemme:
”Kan du ikke række mig den der flaske? Jeg vil lige prøve noget.” Hans tidligere sårede fjendtlighed var forsvundet, og blevet erstattet af en næsten barnlig nysgerrighed. Ikke at der var noget barnligt over hans forestillede projekt.