Samson stod på afstand og betragtede de to skikkelser ved det lettere brændte træ. Hans blik var indadgående mod Denaro, for at betragte hver en lille del af ham. Han var spændt på at se hvor alt dette førte hen, når først Tara havde fået leget med hans sind. Hvilke store ting der fremover ville kunne blive udrettet. Bandelederen tvivlede ikke på Denaros evner, og det var sjældent at man fandt en så dygtig evnebehersker.

Ansigtsudtrykket var hårdt, men trods alt stadig køligt. Det lange sorte hår så særdeles ikke nyredt ud. Taras undren virkede ikke just beroligende på Samson. Hun af alle, måtte vide hvad hun lavede. Han vidste, at hun var dygtig til det hun gjorde. Måske burde han også fortælle hende, at hun var dygtig til hendes arbejde, men i stedet sigtede han efter at gøre hende endnu bedre. Så det var sjældent at han rent faktisk gav hende ros - hvis han da overhovedet nogen sinde havde givet hende det?

Lettere tøvende i sit kropssprog trådte Samson et halvt skridt frem, så det knapt nok mindede om et skridt. Han så fra den rystede Tara til Denaros næsten livløse krop. Han mandede sig så op, og tog nogen lange bevidste skridt mod dem. Det var nærmest som en kalv der kæmpede for at gå sine første skridt efter fødslen, for derefter at blive bevidst om sine ben og springe rundt.
Han sagtnede farten, da han var dem nær, og stod nu kun to meter fra den ubevidste skikkelse på Taras side. De hvide øjne hvilede på Denaros øjenlåg. Der måtte ske noget inde bag dem. Han vidste godt, at bevidstheden havde sin egen leg. Det var altid kroppen der først gav efter.
Øjnene kneb sig en anelse sammen. Samson sagde intet, og regnede heller ikke med at han behøvedes. Noget sagde ham, at han ikke burde stå så tæt på, men omvendt havde han Tara nær sig. Desuden, kunne kroppen da umuligt vågne op og starte med at gå til angreb i den tilstand som den var i nu?
Uanset hvad, måtte han være beredt. Dog svært at være beredt til noget, som muligvis var så fremmedartet end hidtil erfaret.

I sindet gjorde den sig klar til sine gæster. Unødvendige tanker og minder blev skubbet til side af den nytilkomne og et rum blev skabt i underbevistheden. Som salen i en vældig borg. Et stort langbord med mad til enhversmag, som bragte en dejlig duft af kød og krydderier til enhver der trådte ind i dette mentale kammer. Fra loftet hang lange bannere med sorte og hvide symboler og omkring salens ydre kreds stod statuer af engle, dæmoner og mægtige krigere, ukendte godt nok, men alligevel afgav den en følelse af magt, som kun få ville genkende i denne tid. Salen var dog tom for mennesker, den ville først træde frem når dens gæster var ankommet. Som enhver vært med stil.

Ingen grund til at frygte mig, lille elver, skønt jeg er tilbage har jeg endnu ingen magt. Hvis du ønskede ville du sikkert kunne lukke mig ned hvert øjeblik du ønsker. Alt jeg beder om er dog at tale med jer, på lige fod.
Tanken gik igennem Denaros hoved.
Hvis du ønsker kan vi dog vente, du synes træt og svækket og jeg har allerede ventet længe, så lidt mere gør mig ingen skade. Hvis du dog gerne vil høre mine ord nu, så træd indenfor og jeg skal føre dig til mit kammer.

Med dette stoppede stemmen. Nu lå valget i Tara's hænder. Kammeret var opbygget og hun ville herfra kunne træde ind når end hun ville.

Tara stod på en hårfin grænse mellem den virkelige verden og at lade sig synke ind i den illusion der ventede på hende, men før hun kunne det måtte hun vente på Samson der mest af alt mindede om en der var ved at få kolde fødder.
Det lange røde hår blev stædigt trukket i af vinden omkring dem så de spidse ører af og til stak op mellem lokkerne, men på trods af at Tara var af elvisk afstamning der havde rygter om at leve op til et par tusinde år, var hun ualmindeligt tålmodig.

"Hvae Samson. Kunne du tænke dig at få lidt fart på?"

Knurrede hun bistert, især fordi det tærrede på kræfterne at have sin opmærksomhed delt ud over så mange steder. Da han endeligt nåede hende greb hun fat i hans hånd med sin egen slanke fingre, for Samson ville det være latterligt nemt at vriste sig fri, hvis det var det han ville, men så ville pointen lidt gå tabt. I stedet stirrede de store brune øjne direkte ind i hans, mens Taras blik blev gravalvorligt.

"Jeg trækker dig med ind til hvad end der er derinde, uanset hvad rører du ikke ved noget, spiser det, bader i det eller hvad der nu kunne falde dig ind. Sindet er et spindelvæv af fælder og hemmelige gange og man kan så nemt ødelægge noget, eller blive ødelagt. Jeg har ikke i sinde at slæbe en elefant med i en glasbutik og selvom du er lederen er du nødt til at lægge det her i mine hænder Samson, forstår du mig?"

Tara havde sjældent været så bestemt, i hvert fald ikke overfor den sorthårrede leder, men det var nødvendigt, hvad end der var derinde ville det ikke kun snakke med Tara men også med Samson, og de kunne ende alle steder, til et bal, i et torturkammer alle tænkelige steder, så længe der var fantasi nok til det og det var ligeledes det der var så satans farligt. Tara krydsede bare fingre for, at hvad end det var som befandt sig i Denaros sind, at det ikke kunne falde den ind at lave et horehus, i så fald ville Samson nok ikke være til at styre på to tønder land.

Langsomt sank elveren på hug ved siden af Denaro, inden hun igen placerede fingerspidserne i hans hovedbund, det var lettest at navigere rundt sådan, på det fysiske plan gled en dråbe sved dog ned ad elverens ansigt.

Jeg er ikke træt. Jeg er ikke træt overhovedet!

Med et ryk skubbede hun døren op til salen englen havde kreeret i Denaros sind, i hånden efter sig trak hun Samson med sig i stædige bevægelser. Lugte og indtryk slog imod elveren, men det lod hverken til at påvirke hende eller friste på nogen tænkelig måde, hun var vant til sindets spil og hun var god til det, nu håbede hun bare at Samson ville huske hvad hun havde sagt!

Gæsterne ankom for enden af langbordet. Duften ville ikke ramme dem med det samme, de mange indtryk vil komme løbende og sanserne ville sætte ind en af gangen. Først hørelsen, så følelse, derefter ville duften blande sig og til sidst ville de genvinde synet.
Når de endelig modtog synet ville en sort skikkelse stå for den anden ende af bordet. Den ville have form som et menneske, men ingen karaktertræk ville være synlige. Den var sort som kul og bar hverken ansigt, tøj eller hår. Til trods for den ikke var iklædt tøj var det alligevel umuligt at præcisere dens køn. Den var der bare.

"Velkommen hr. Ocean og frk. Keen"
Stemmen kom fra skikkelsen, ingen tvivl der, men der var hverken mund, øjne eller næse i ansigtet, så hvor præcist den kom fra var ikke til at sige.
"Jeg håber mit ønske om at møde dem personligt ikke var til alt for meget besvær"
To stole blev pludselig trukket ud i den anden ende af lokalet.
"sid blot ned, selv om dette ikke er virkeligt ser jeg ingen grund til at belaste vores tanker med at stå. Frøken Keen burde kunne bekræfte dette for dem, hun har trodsalt selv erfaring med disse stunder. Og vær blot rolig frøken Keen, selv hvis jeg ønskede det har jeg hverken evnerne eller styrken til at kæmpe imod dem på dette plan."

Skikkelsen satte sig selv ned og fyldte et glas med vin. Den drak ikke, men afventede de to andres reaktion. Han vidste ikke hvorvidt Tara ville acceptere tilbudet eller holde dem begge stående.
Den rettede ansigtet imod Samson.
"Hvis De på noget tidspunkt ønsker at forlade stedet, så gør dem blot bevist om Deres fysiske krop og slip frøken Keen, på den måde vil vores kontakt blive brudt."
Et lille ryk gik igennem skikkelsen, som havde den pludselig husket noget vigtigt.
"Åh hvor er mine manerer dog"
Den rejste sig og bukkede.
"I kan kalde mig Tenebris."
Den satte sig igen.

Samson så alvorligt på Tara, uvidende om hvordan han skulle reagere på hendes kommandoer. Hans fornuft, utroligt nok, sagde ham dog at det ville være taktisk dumt at stride imod. Han havde trods alt udviklet sig bare en anelse i forhold til for nogen år tilbage.
Han sagde intet, han nikkede blot bestemt. Ufatteligt, at han ikke kæftede op. På dette plan, følte han sig alligevel så uvidende og han vidste, at Tara havde meget mere med dette at gøre. Han måtte ganske enkelt følge hende - til en vis grænse, bildte han sig selv ind. Han nikkede sagte, og mærkede hvordan Tara greb fat i hans hånd. Det var ikke engang et ordentligt greb...

Der gik ikke mange øjeblikke. Han havde dårligt nok nået at indstille sig på hvad end han skulle ind til, før han var der. Det hele var så blindende. Han så ganske vidst alle tingene omkring dem, men fokuserede nu mere efter noget levende. Han var ikke interesseret i genstandende, og dog skulle han også være sikker på at der ikke var nogen ting der væltede ned over dem. Han fik øje på den sorte skikkelse og de to stole som blev trukket ud for dem. Han skulle netop til at tage et par skridt hen mod dem, før han kom i tanke om hvad Tara egentlig havde sagt. Han stoppede op i sin handling og skulede til hende. Han sagde stadig intet, men vidste at hun havde udregnet hvad han ville spørge om. Var dette overhovedet sikkert? Han tænkte tilbage på hendes ord. De befandt sig et andet sted end vandt til. Men de stod også på et andet gulv end de var vandt til. Kunne det ikke være lige vidt?
Han lod spørgsmålet flyve omkring i sit hoved, og blev stående på stedet med opmærksomheden vendt mod Tenebris.

Samson mærkede efter inden i sig selv, om han stadig kunne mærke sit hjerte. Ganske vidst, han kunne mærke hvordan hans hjerte stadig pulserede. Det måtte altså sige, at han var bevidst om hans fysiske krop.

"Hvad er ønsket?" Samson kunne ikke bestemme sig for om han skulle tiltale denne skikkelse, eller ej. Han valgte derfor at undgå at blande Tenebris ind i hans formulering. Normalt plejede han at sige "du" til hver en mand, som han mente var under ham. Dem som han tiltalte, var nogen som han bestemt synes var på ligefod.
Hvad end Denaro, eller denne Tenebris trak dem ind til, så måtte dette være vigtigt, ellers ville dette ikke ske. Eller ville han blot lege med dem? Måske endda slå dem ihjel efter det de havde gjort mod Denaro? Det kunne kun tiden vise.

Tara var ikke længe om at drage alle indtrykkene til sig, den ansigtsløse skikkelse kom ikke bag på hende, hun havde gennem sine mange år set mange flere kreative skikkelser, eller for den sags skyld væsentligt uhyggeligere skikkelser. På trods af det havde hun ikke i sinde at give skabningen den mindste smule tillid, hun var udemærket klar over, at hun trygt kunne sætte sig på en af de to udstillede stole, men hvad med Samson? Hun anede ærligt talt ikke hvor meget erfaring han havde med sindet, og hvis man ikke kendte til mental krigsførsel kunne det betyde alverden. Af samme grund slog hun bestemt hånden ud foran ham, så han dårligt nåede at tage det første vaklende skridt imod de fristende siddepladser. I den mentale verden vrkede Tara overraskende stærk, faktisk næsten så man kunne tvivle på, om hun ville kunne slå Samson i en fair nævekamp.

I stedet gav Tara er enkelt vink med hænderne så stolene sank ned i gulvet og dukkede op lige bag både hende og Samson, det var nemmest hvis hun styrrede showet og ikke lod hvad end den nu hed, gøre det. På den måde sikrede hun sig også at Samson var beskyttet for det meste, og manden ville gerne sidde, det var tydeligt for enhver.

Hun talte ikke, det var Samson skikkelsen ville snakke med, så slap hun også for at tænke på det, i stedet lod hun til at have rettet alt opmærksomheden imod deres omgivelser, hun havde ikke i sinde at give Tenebris den mindste mulighed for at rende om hjørner med hende, overhovedet.

Tenebris var ikke overrasket over at se hvad Tara gjorde, dette var dens hjem og det var intet nyt at ommøblere efter ønske. Den løftede let glasset og satte det for ansigtet inden den hældte. Som væsken ramte skikkelsen forsvandt den omkring stedet, hvor der burde være en mund. Der var dog intet. Kun mørke.
Glasset blev sænket og sat tilbage på bordet.

"Ønske er ikke et særligt godt ordvalg hr. Ocean"
Den sorte skikkelse rejste sig og stolen forsvandt ned i gulvet bag den.
"Den anviser jo at handlen kun går den ene vej, og hvis Denaros opfattelse af dig er korrekt."
Den gjorde et let udslag med armen.
"Så ville den slags handel aldrig blive gennemført. Nej, jeg har skam noget at tilbyde og samtidig en pris for min tjeneste."

Bordet forsvandt foran dem og gulvet synes at blive mørkt, hvor bordet før stod. Som et sort hul var der nu et tomt areal imellem de to grupper.
"Først vil jeg dog gerne takke jer for hvad i gjorde. Det var ikke just en behagelig tilværelse at være indfanget i. Metal giver ikke de luksusbetingelser som et menneske."
Den tog et par skridt i udkanten af det tomme område.
"Men samtidig er jeg ikke sikker på i har tænkt jeres handlinger helt igennem."

Det ansigtsløse hovede blev vendt imod dem.
"For at sige det kort. I kan ikke kontrollere ham."
Den løftede hurtigt hænderne for at undgå indvendinger, fra både Samson og Tara.
"Jeg har kigget på din barriere, og bare rolig, den skal nok holde"
Ordene var rettet imod Tara.
"Hverken jeg eller Denaro har evnerne til at bryde den slags indefra."
Blikket blev derimod vendt imod Samson.
"Problemet er i selve den skikkelse i har tilbagebragt. Denaro tillader ingen at styre sig, han slutter sig nok til jeres bande, men der går ikke længe før i mister kontrollen. Hans evner overtager hans sind og alt i står tilbage med er død og ødelæggelse inden for egne mure."
Den rettede igen ansigtet imod Tara.
"Du burde kunne bekræfte dette, eller havde du for travlt med din opgave til at se våbenet du arbejdede med?"

Samson kneb let sine øjne sammen, da Tenebris begyndte at formulere sig. I takt med hans ord, blev han en smule frustreret over at han direkte sagde, at han tvivlede på deres valg af måden at tackle Denaro på, var korrekt. Hvem var denne skikkelse egentlig? En del af Denaro, måtte det jo være? Men det var da ikke hvem som helst der var i besiddelse af to forskellige figurer af den samme hele person.

"Hvem er du?" Samson var ikke overbevist om, at denne Tenebris var værd at blive tiltalt, så han havde taget parti.

"Du ved tydeligvis hvad vores hensigt var, med alt dette påstyr. Du ved hvad vi vil have, tilsyneladende, men hvad vil du så? Du vil måske fri herfra?" Samson så mistroisk mod skikkelsen. Samson endte med at forblive stående på begge ben. Han ville ikke længere sætte sig og være forholdsvist afslappet i sin udstråling. Han virkede hverken truende eller særlig indbydende overfor Tenebris. Han mistænkte ham nærmere for at være én person lige nu, til sin egen fordel, og en anden person senere hvor det hele ville tage en stor drejning, for hvad end han havde tænkt sig.
Tydeligvis, ville Samson ikke acceptere Tenebris' ønske uden betaling. Med andre ord, var det store krav.

Samson havde mange spørgsmål oppe og vende i hovedet, men måske der ville komme svar til disse, så længe han vidste hvem skikkelsen var.

"Jeg går ud fra, at du har noget specifikt at fortælle om Denaro? Jeg ved, hvordan har var tidligere, for år tilbage..." Samson stoppede med et videreformulere sig, da han langt fra var sikker på, at det ville hjælpe på nogen måder.
Hans fokus var fuldt rettet mod Tenebris. Han vidste, at han kunne regne med Tara, ellers var hun ikke gået så langt i dag. Hun havde vist sin troværdighed.

Tara lyttede interesseret til hvad væsenet sagde, med et lille tilt veltede hun hovedet til den ene side mens hun betragtede ham.. Eller den. Det var i hvert fald ikke 'en anden personlighed' af Denaro, den var ikke skabt i ham fra fødslen, det var sikkert.

Da skikkelsen begyndte at dreje emnet ind på Denaros adfærdsmønster, blev de ellers rolige brune øjne stikkende og næsten advarende at se på, inden hun blev irriteret nok og rejste sig fra stolen.

"Tal ikke ned til mig skabning! Eftersom din eneste eksistens er her, ville det være ualmindeligt nemt at lukke dig inde i et sort lille kammer hvor du ville være glemt for altid!"

Tara slog ud med den ene arm og pegede anklagende på skabningen der stod foran hende. Pludseligt var der en klokke der ringede for hende, da hun faktisk lyttede til hvad den sagde. Den havde været spærret inde, havde det været den som var i spydet? en næsten usynlig, men alligevel undrende rynke formede sig i elverens pande mens hun prøvede at regne dens spil ud.

Et øjeblik måtte den rødhårrede kvinde tage sig selv i sit temperament, det ville måske ødelægge en eventuel handel der måske kunne komme banden til gode, og af samme grund måtte hun lægge bånd på sig selv. Hun havde godt set Denaros forrige 'jeg', men hvis han viste sig senere at blive et problem måtte hun vel lige rette lidt ind på ham. Det skulle ikke være det store problem, med mindre han selvfølgelig havde en fordelagtig scene at kæmpe på.

"Hvad er dit forslag?"

Tara rejste sig med et sæt fra stolen og skævede ned i det sorte tomrum der havde dannet sig hvor boret før havde stået, mest af alt spændt på hvad Tenebris havde tænkt sig at gøre ved det.

Tenebris virkede næsten jublende da Tara sprang op. Hun havde slået direkte ind til kernen af hvad han ønskede og hun vidste det ikke engang selv. Man kunne næsten fornæmme de positive svingninger i luften omkring ham idet han klappede sine hænder sammen.
"Perfekt frøken Keen!"
Lød det fra Tenebris idet han rettede fokus imod tomrummet.
"Ud over to ting, som nok er mere i detaljerne, men ikke destro mindre vigtige."

Fra tomrummet begyndte objekter langsomt at svæve op. Den første burde være let at genkende, Denaros spyd.
"For det første er jeg ikke blot fanget her, jeg er splittet op i en række... lad os bare kalde dem artifakter"
Den gjorde et udslag imod spydet mellem dem.
"Den her var dog hjemmelavet efter min eksistens blev opdaget. Et midlertidigt fængsel."
Ikke at det var vigtigt, nej den ønskede blot at informere om det. Det var jo så sjældent den havde nogen at snakke med.
"Den anden detalje er at jeg ikke er den eneste herinde, men hende får i nok at høre fra når hun engang kommer sig efter kampen."

6 andre objekter svævede langsomt op foran dem. 2 ringe, en halskæde, et sværd, en tiara og et armbånd. I alt svævede der nu 7 objekter mellem dem.
"Jeg undskylder hvis min forklaring tager tid, men uden den ville i næppe acceptere mit tilbud."
Undskyldte Tenebris sig idet han slog hånden ud imod objekterne.
"Dette er vores fængsel og kilden til Denaros styrke, men frihed er ikke en mulighed. Selv hvis vores fængsel skulle blive ødelagt, så har vi ikke længere nogen krop at vende tilbage til og at overtage en fremmed krop vil aldrig blive tilstrækkeligt."
Dette skulle gerne besvare Samsons spørgsmål til dens frihed.
"Men hvis Denaro får disse objekter i sin besiddelse vil der basalt set ske to ting."
To fingre blev løftet.
"Den første er at hans styrke vil stige og den anden er at vores frihed vil stige."
Fingrene blev sænket og en forklaring fulgte.
"I sig selv er Denaro intet andet end endnu et tilfældigt menneske, men gennem os får han sin styrke, den er dog delt op i disse artifakter og for hver artifakt der kommer nær ham, så får vi mere kræft tilbage og derved bliver han stærkere og vi friere."
Med en håndbevægelse forsvandt artifakterne igen.
"Meget simpelt så ønsker jeg at I finder disse artifakter og til gengæld vil jeg servere Denaro for jer som i ønsker det."
Tenebris satte sig atter i stolen og afventede deres reaktion. Det var ikke forventet at de ville acceptere i første omgang, han havde stadig ikke fortalt dem alt. Han havde dog et håb om at Samson ville se potentialet i en stærkere undersåt og føle sig fristet. Han frygtede dog at han ville blive skræmt.

Samson stod med misbilligende øjne rettet mod Tenebris. Han havde fået pisset godt og grueligt Tara af, men OK, Samson vidste også at dét var en nem sag, når man begyndte at snakke om hendes evner.
På skift betragtede han nu de forskellige artifakter der svævede frem foran dem. Ganske rigtigt, var det ene en tro kopi af det nu ødelagte spyd.

Da informationen om Denaros styrke kom på tale, overvejede Samson den mulighed. På stående fod var Denaro allerede en tro rival til ham, og hvis det kunne ske at han blot blev endnu stærkere, så vidste han ikke hvor det hele ville ende henne. Kort sagt, så ville han ikke selv være i stand til at kunne vinde over ham. Bare nu, var det tvivlsomt. Nok ville Samson ikke indrømme dét overfor alle og enhver, men overfor sig selv, var det noget andet. At indrømme dette, fik han kun bedre muligheder.
Der var dog stadig en ting der irriterede Samson.

"Tenebris.. Hvis du ikke har nogen krop at vende tilbage til, hvorfor så få skaffet alle disse artifakter? Ville du så til sidst kunne blive sluppet ud fra dette sted, hvad end det er, og blive en ånd der får hvile, eller hvad er situationen?" Umiddelbart var Samson ikke interesseret i en endnu stærkere Denaro, da det blot virkede som en trussel. Selv hvis det lød som om at han ville kunne styre ham, ja så havde han absolut ikke lyst til at stole på denne skikkelse. Det var i det hele taget svært at stole på nogen overhovedet.

Tanken om at der var flere herinde, en kvinde, kunne ikke få Samson til at lade være med at skule kort rundt, dog uden at rykke den mindste smule på hovedet. Blikket faldt dog tilbage på Tenebris igen.

Endnu et stik af irritation ramlede imod elveren da Tenebris bare sad og hyggede sig, væsenet lod tilsyneladende ikke til at vide hvilken ild den legede med, Tara var på hjemmebane og hun var dygtig til hvad hun gjorde, men det var nu engang op til Samson at bestemme hvad der skulle ske, også med Tenebris.

Med en henkastet interesse lod hun de mærkebrune øjne glide ned på de forskellige artifakter der svævede vægtløst imellem hende og Tenebris, selv Samson virkede interesseret, men det var ligeledes ret tydeligt at han tænkte meget over situationen og hun kunne næsten gætte sig til hvad han tænkte. Denaro var i forvejen en ualmindelig stærk modstander, selv Samson havde sine kampe med ham allerede, det ville nok aldrig blive optimalt hvis Denaro voksede i styrke. Igen lod Tara øjnene glide over på Tenebris, som prøvede hun at gennemskue skikkelsen, hvad den overhovedet lavede der til at starte med var stort set altafgørrende, hvis Tanabris var mere en blot en stemme i Denaros hoved, ville at samle artifakterne og overbringe dem til Denaro være selvmord.

"Og hvad ville du få ud af det Tenebris? Hvad gør dig villig til at tøjle Denaro, andet end at du ville få en væsentligt stærkere krop at være i?"

Spurgte hun stift inden det gik op for hende, at Samson faktisk havde spurgt om det selv samme, måske var der mere i hans tykke hoved end man lige skulle gå og tro. Tara kunne jo ikke vide det, hun havde aldrig været der, og det var nok også det bedste!

"Jeg bliver fri"
Tenebris holdt en kort pause til at lade dem høre hans ord. Han forsatte dog inden han blev afbrudt.
"Ikke som jer selvfølgelig, men som det står til lige nu, så er jeg fanget i en lille del af min værts sind. Med flere artifakter vil min magt stige og jeg får adgang til større dele af sindet, hvilket også er grunden til at jeg kan give mere energi til min vært og blande mig i deres tanker om handlinger."
Tenebris to et par skridt og kiggede derefter imod loftet inden den forsatte.
"Men vigtigst af alt, så vil han ikke længere kunne spærre mig inde, som han før gjorde."

Ansigtet blev vendt imod Samson, der kiggede sig omkring. I sit sind smilte Tenebris inden den beroligende sagde.
"Bare rolig, hun kommer ikke her foreløbigt. Jeres kamp trak hendes energi og hun er ligesom Denaro sat i hviletilstand."
Tenebris vendte sig rundt og gik et par skridt. Den gik meget rundt, den var rastløs. Godt nok var dens sambo i hvile nu, men hvis samtalen trak for meget ud, så ville hun vågne og deres møde ville blive cuttet over.
"Vi burde have en halv times tid før hun kan forstyrre os."

I et forsøg på at skifte væk fra netop det emne, valgte Tenebris at vende tilbage til et punkt der endnu ikke var blevet afsluttet.
"Hvis i mangler en grund til at holde mig fra at fare imod jer så snart I har fundet et par af artifakterne, så har jeg et forslag."
Tenebris vendte sig rundt.
"Jeg vil give jer et trumfkort, som naturligt vil gøre jeg ikke kan gøre jer noget, faktisk så har i allerede dette kort."
Tenebris lavede et par artistiske armbevægelser.
"I ved nemlig jeg eksisterer"
Den stod lidt og kiggede på dem, for at se om de skulle fange hvad han mente med dette. Det var jo ikke en særlig stor ting når man blot så det udefra. Han valgte derfor at uddybe.
"Fordi I ved jeg findes, så kender i også min svaghed. Jeg er ikke stærk herinde og selv en svag mentalist ville kunne lukke mig ned midlertidigt og derved forhindre Denaro i at modtage min magt. En stærk mentalist som Dem, frøken Keen, ville kunne fængsle mig længere end jeg bryder mig om at tænke på. Af denne grund vil selv alle artifakterne ikke gøre ham meget stærkere end han er nu og derfor vil jeg aldrig gå imod jer."
Tenebris så på de to.
"og risikoen for at i skulle videregive denne information vil ligeledes forhindre mig i at starte et oprør."
Tenebris greb igen glasset med min og denne gang tømte han den. Der havde de det. Hvis dette ikke kunne berolige dem, så stod han uden håb.

Samson skulede kort til Tara, men drejede dårligt nok hovedet. Han tænkte så det nærmest gjorde ondt. Han overvejede alle muligheder. Hvis en person som Denaro blev meget stærkere, som Tenebris påstod, så ville han kunne være uovervindelig overfor 99,99% af Krystallandets befolkning, med sikkerhed! Kun held ville kunne lægge Denaro ned, og dette kunne meget nemt give konsekvenser. Selv hvis Samson kunne styre Denaro fuldstændigt, ville det sikkert alligevel ende ud i det værste kaos, desuden ville Samson få så meget mindre selvrespekt, hvis der var en person der overkom ham så meget i den grad, som der var tale om. Selv hvis hans egen far besatte hans krop, ja selv der, tvivlede han på at han ville kunne klare Denaro. Det var alt i alt en ekstrem styrke der var tale om.

Han funderede over denne kvinde, som tilsyneladende ville afbryde dem fuldstændigt. Det hele handlede om tid for Tenebris, så det ud til. Det gjorde, at deres beslutning måtte tages forholdsvist hurtigt.

"Det er rent taktisk af dig, genialt at fremstå som fuldkommen fredelig." Startede Samson og vejede sine ord grundigt mens hans tanker kørte igennem om hans endelige valg. Han havde ikke taget det endnu, men der var et svar der indtil videre vægtedes mere end et andet.

"Denne kvindelige person fremstår som værende en person, som ikke er interesseret i at artifakterne bliver samlet. Dette kan tydeligvis både være en positiv og negativ person, i forhold til denne magt-situation." Samsons ordvalg var ikke noget man hørte til hverdag for langt de fleste. Som Tara netop nu tænkte, uden han egentlig vidste det, så gemte der sig en stor taktisk intelligens bag mandens hovedskal. Nok var han ikke den bedste til at skrive og regne, men at tænke taktisk til sin egen fordel, det fejlede til gengæld ikke noget.

"Hvis nu vi antager, at vi siger ja til tilbuddet om at få en stærkere Denaro på vores side, og du så dermed selv bliver stærkere, ja så vil det ikke længere være Denaro vi har med at gøre, men dig. Du vil tydeligvis ikke længere være lukket inde, hvis først du får taget kontrollen over Denaro, og du vil ikke længere have den svaghed som du har på stående fødder, er jeg korrekt? Du vil altså kunne overtage Denaro i en sådan grad, at hans sind bliver gemt totalt væk, i dvale, ligesom han er nu. Du er svag i hans hoved nu, men hvis du netop får disse artifakter, så vil du få styrke og så træde mere frem. Hmn?" Samson havde skruet tempoet op for ordstrømmen, og det hele var uden tvivl meget velovervejet. Nok havde Samson været forholdsvis stille, men nu tog han omsider ordet. Det lignede ham nu også mere.

Samson tog et par skridt frem mod Tenebris, havde øjnene fast rettet mod ham.

"Så hvis han bliver stærkere, bliver du selv stærkere, og du siger, at du ikke vil gå imod os? Din eksistens inde i hans hoved, eller hvad end det nu er, vil, i følge det jeg har forstået, fylde meget mere og få mere kontrol over Denaro. Hvis Denaros krop bliver stærkere fordi du netop bliver mere fremtrædende, så kan du til enhver tid bryde dit løfte, og vi kan sikkert ikke længere trænge ind til dig, selv med en stærk mentalist som Tara...

Kort sagt, kan det hurtigt ende ud i selvmord fra vores side."

Samson kastede hurtigt et blik over på Tara. Han signalerede umiddelbart, at hun kunne sige hvad hun tænkte om hele situationen. Det mentalist noget var jo hendes område, og selvom han alligevel havde sat sig en hel del ind i den verden, så var det stadig ikke det samme som at have beskæftiget sig med det i flere år hundrede med egen erfaring.

Tara løftede diskret hovedet med en tænkende mine, først så hun på Tenebris mens hun vurderede hans ord, for derefter at kigge over på Samson, så rystede hun kort på hovedet og rømmede sig diskret.

"Sådan fungerer det ikke Samson, Tenebris her er et sind i sig selv. Han er ikke en del eller en fraktion af Denaro, han er et udefrakommende væsen. Det vil også sige at han er et selvstændigt individ, med indflydelse på Denaro, ligesom den anden har det."

Startede hun og vendte igen de store brune øjne imod Tenebris, inden hun klemte dem sammen til smalle sprækker og gik så tættere på den sorte skikkelse, selvom han nok for mange ville fremstå frygtindgydende med det ansigtsløse ansigt, lod det ikke til at ryste elveren. Diskret fugtede hun læberne, selvom det ikke var nødvendigt, og tiltede så hovedet på skrå som hun nåede omkring en halv meter fra Tenebris, så tæt på, at det for mennesker ville bryde deres intimsfære.

"For mig at se er der én måde at gøre det her på. For det første skal den kære Tenebris her love altid både at holde Denaros men ligeledes hans eget sind åbent for mig, på den måde har jeg altid direkte adgang til hans sind, selv på lang afstand, se det som værende en "sikkerhedsfunktion"!"

Sagde elveren, et kækt blik og et lys i øjnene på hende fik hende mest af alt til at ligne en kat der lige havde slugt en kanariefugl. Hvis Tara kunne få direkte adgang til Denaros sind ville hun også være den eneste stærk nok til at lukke ham ned, det var ikke nogen skidt fordel.

"Dernæst får Denaro lov til at beholde to artifakter på sig, de andre bliver låst inde i et skab der bliver ubrydeligt for andre end dig Samson, det bliver på borgen så Denaro altid vil være stærkest muligt på hjemmebane i tilfælde af angreb på borgen. På den måde vil han altid være tæt på de styrkegivende artifakter uden at være direkte i kontakt med dem, og dermed bringe os andre i livsfare."

Fortsatte elveren ufortrødent, inden hun vendte rundt på stedet, så det lange røde hår klaskede op imod Tenebris, hvis det da ikke gik lige igennem. Derefter gik hun langsomt rundt om det store hul i gulvet og betragtede artifakterne med slet skjult interesse.

"Hvis tilfældet er at der er kamp udenfor borgens mure, som f.eks ved katedralen, vil hvert bandemedlem bære et af de resterende fem artifakter i kamp, ligeledes for at give Denaro den fornødne styrke til at vinde. Alt anet er for farligt!"

Konstanterede elveren til sidst og stillede sig så over ved siden af Samson for at høre hvad Tenebris sagde til dét, hvis han ville have nogen forhåbning om at nogensinde komme i nærheden af de artifakter måtte det gøres sådan, i hvert fald i Taras hoved!

Tenebris tog sig til hovedet. Samson havde misforstået et par af de ting han havde fortalt og det ville tage tid at skulle rette på dem, og det var ikke hvad han havde mest af. Heldigvis kom Tara ham til undsætning og uheldet syntes at blive løst. Havde Tenebris haft en mund, så ville han have fremtrukket et veltilfreds smil. Den elver var en yderst værdifuld allieret. Ikke fordi Samson skulle undervurderes, men for Tenebris, så var Tara den vigtigste brik.

Hendes tilbud på den anden side bragte igen Tenebris ind i sine egne tanker. Han kunne først få den fulde styrke når Denaro rørte ved artifakterne, var de for langt fra ham hjalp det ikke noget. Samtidig var det dog en fordobling i artifakter, men ikke nok til at Denaros egen magi ikke kunne fængsle ham igen.

"Det lyder ganske fornuftigt, men jeg vil foreslå at De selv beholder et artifakt på Dem frøken Keen, det vil give dig en direkte forbindelse til mit sind. Deres forbindelse til Denaro burde derved tilsvare Deres forbindelse til Hr. Ocean."
Besvarede Tenebris hende og gjorde et udslag imod tomrummet, hvor halskæden pludselig kom til syne.
"Denne vil jeg dog ikke foreslå, da min vært har manipuleret den som han manipulerede spydet. En hæslig anordning at have omkring halsen, hvis jeg skal være ærlig."
han advarede hende og så måtte hun selv vælge hvad hun ville gøre ud af det.
"Tiaraen derimod ville nok klæde Dem ganske vel og hvis Hr. Ocean ønsker det, så ville jeg foreslå ham armbåndet. På den måde er han ligeledes sikker på altid at have et af artifakterne ved hånden."

Tenebris virkede i godt humør. Skønt Samson endnu ikke havde accepteret, så virkede Tara til at være åben for ideen, og hendes ord betød at Samson næppe kunne afslå. Hun var jo specialisten på området.
Hvis de accepterede kunne han endelig få sin hævn!

Samson lyttede til Taras ord. Måske forstod han det bedre nu, men det var en verden han var dårlig kendt i. Derfor måtte han vel have tillid til hende.
Taras forslag var ikke ringe til hvordan de kunne sikre dem, at Denaro ikke blev livsfarlig for dem. Alligevel så han, at det hele kunne ende grueligt galt. Nok havde Tara altid vist sit værd overfor Samson gennem al den tid hun havde været med i banden. Omvendt havde Samson også lært gennem livserfaringer, at man aldrig skulle have 100% tillid til nogen, da der var noget der hed fristelser.
”Nu ved jeg godt, Tara, at du har været troværdig overfor mig gennem al den tid. Jeg ser dog den forhindring, at du kan blive fristet, og i så fald er det dig der i sidste ende kan stå med en brik, der gør at du vil kunne overtage det hele... Den eneste måde jeg kan sikre mig på, at det ikke sker, er, at jeg kan få en kontrol over dig.... Samson lod sætningen svæve rundt i rummet for et øjeblik, hvorefter han kom et skridt nærmere, hvor han ville hen af:
”Vier du livet til banden?” Samson snakkede måske kryptisk, for han ville slet ikke fortælle hvad han havde i sinde. Tara ville højst sandsynligt alligevel godt kunne gætte det. Hans eneste måde at kontrollere folk på var at brændemærke dem. Hun skulle selvfølgelig ikke være hans slave. Han ville lave et helt nyt brændemærke. Et, der vil gøre at et medlem havde sikret sit troskab. Et tyrehoved...
Han skulede til Tenebris. Et lille komisk smil gled over Samsons læber.
”Du siger altså til mig, at den største bandeleder her i landet, skal gå med armbånd?” Samson lignede en der skulle til at udbryde i latter, men holdt det alligevel inde. Han vidste godt at armbåndet skulle forestille at være et artifakt, men det ville alle andre ikke kunne se. Man skulle nødig tro at han var 100% homoseksuel. Nej.. Det måtte ikke ske, så ville krystalisianernes respekt til ham dale voldsomt, om end han stadig var lige så farlig – endda i højere grad. Det gik imod hans principper. Det ville ingen kunne overtale ham til.. Udseendet var det, som folk bedømte ham på i første omgang, om end de fleste af krystalisianerne kendte til ham og RT i forvejen.
”Det kommer ikke på tale!” Sagde han bestemt. Han var sikker i sin sag. Det kunne godt være at han ville kunne dække det, men det ville stadig kunne dukke op for synet af befolkningen. Krystalisianere kunne også hurtigt få den opfattelse, at det netop ville være noget særligt, når han gik med det. Det var jo ikke ligefrem fordi det hørte til hans ellers skræmmende, tyreagtige udseende.
Idéen med, at artifakterne kunne gemmes på Borgen, kunne igen gå galt. Medmindre han selvfølgelig indvisterede i ufattelig mange beskyttelsesmagier. Det krævede, at han havde tillid til den, som skulle lægge forsejlingerne, dog vidste han godt hvem det skulle være, hvis det endelig var det. Det var ikke den største forhindring i planen. Tara var nok den brik, som han anså for at være den vigtigste han havde i dette spil.
Hvis Tara viste sin troværdighed, kunne han se en mulighed i, at dette ikke nødvendigvis skulle ende helt galt. RT ville være uovervindelige... Tanken, fik Samson til at smile indevendig. Dog alligevel stadig så skeptisk. Han var sandelig blevet opdraget godt til at være en kritiker overfor fristelser – når han altså lige huskede det.

Tara stirrede direkte imod Tenebris, hun havde efterhånden ikke længere travlt med at hyggesludre, nu måtte Samson gerne snart til at bestemme sig for hvad han ville. En let kvalme havde indfundet sig hos den rødhårede kvinde af ren og skær anstrengelse, det var et helvede at have en nybegynder som Samson med i et spil som dette, og det tærrede på kræfterne. Samtidigt var alle deres tre fysiske kroppe ved at være godt gennemkolde, det var naturligvis ikke et problem for Samson der havde kontrol over ild og dermed let ved at få varmen, sådan var det bare ikke for elveren der havde langt hjem.

Ved Samsons ord gled de store brune øjne dog over på ham, skuffelsen var som malet i elverens ansigt, hun var udemærket klar over hvad han havde i tankerne og hun havde slet ikke i sinde at lade sig brændemærke. På den måde ville han sætte hende på niveau med hans slaver og ikke som en ligemand eller for den sags skyld den del af banden hun nu engang var.

"Har jeg nogensinde givet dig grund til at tvivle på andet?"

Snappede hun så med en giftig tone af det store brød, hun havde ikke lavet andet end at vinde Samsons tillid fra den dag hun første gang havde trådt ind på borgen og nu stod han og tvivlede på hende.
I en hidsig mine vendte hun sig igen imod artifakterne, hun skulle ikke have diademet, hvis hun skulle have noget ville det nok være en af ringene. Lille, diskret og ikke rigtigt til at genkende for andre end Denaro og hende selv.

Tenebris kiggede mistroisk på Samson, eller det vil sige, den havde vendt det tomme hovede imod Samson, mens dens tanker var fyldt af tvivlsspørgsmål. Forlagte han nu noget af elveren? Tenebris var ellers af den opfattelse at deres forhold var ganske fortræffeligt, Samson havde sågar smidt Tara i hovedet på Denaro hele to gange, og siden elveren havde indvilliget måtte hun da være mere end bare almindeligt loyal... eller dum. Formodentlig det første. Det var jo langt fra alle der kom væk i live.

"Hr. Ocean, jeg tvivler på at de kan risikere mere fra frøken Keen end hvad de allerede gør."
Brød Tenebris ind.
"De er trodsalt trådt ind i et tankespind med en af landets største mentalister ved din side, hvis de stoler på hende med et sådant ansvar, hvad forskel gør det så at sætte hende til at vogte over en mulig allieret?"

Hans stemmeføring var rolig og han satte intet i skjul. Han tvivlede ikke på at hvis Tara virkelig ønskede at skade sin herre, så var ville han ikke nå at fjerne sin hånd fra hende.
"Og hvis Deres frygt løber på at jeg og frøken Keen vil modarbejde dig, så vær rolig. Hvis de er den eneste med adgang til de fire sidste artifakter, vil jeg aldrig løbe en sådan risiko."

Han kiggede på tomrummet igen.
"Men det er måske tid at afslutte vores møde. Min vært er jo ikke meget værd hvis han skulle dø af kulden og selv en stærk mentalist har sine grænser."
Tenebris slog ud i tomrummet og straks forsvandt artifakterne.
"Men hvad siger I? Er i villige til at støtte min sag og få et våben smedet af oldtidsmagi i jeres magt?"

Samson skulede til Tara. Hun var uden tvivl opsat på at få disse artifakter, og var villig til at indgå den aftale med Tenebris.
Det hele kunne ende ufattelig galt, men det kunne også ende i en sådan grad, at der aldrig mere kunne være alvorlig fare på færde.

"Jeg... beklager.."
Samson lignede alvorlig talt en der trak sine ord tilbage mht. Taras tillid. Ja, det var ligefrem ikke en ordentlig undskyldning, men faktisk en der lignede. Det var yderst sjælendt at han rent faktisk sagde de ord. Han var stille et øjeblik, og kunne se, at det egentlig var umådelig dumt af ham at lukke sådanne ord ud. Det krævede, at tilliden til hende skulle være større end han ellers var vandt til at give folk. Hvis det skulle ende med, at hun svigtede ham, hvad så? Han vidste nu godt at hendes fysiske evner ikke var det store, så han ville vel nemt kunne knække hende? Måske?

Samsons ansigtstræk blev mere og mere hårde, jo mere han kunne fornemme, at samtalen var ved at have sin tids ende.

"Fint! Jeg sætter fandeme også alverdenens magiske fælder op! Ingen skal nogen sinde komme sig i nærheden af dem." Halvsnerrede han, og så ret mod Tenebris.

"Og så har du bare med, ikke at skuffe! For så sender jeg en af Krystallandets bedste mentalister efter dig!" Han skulede et øjeblik til Tara. Han følte, at han måtte give hende noget credit.

"Hvis det er dig muligt, må du gerne lave en lille kniv, eller noget i den dur, om til en artifakt, så det falder noget nærmere min udstråling." Brummede Samson. Han havde i hvert fald slet ikke i sinde om at gå med et armbånd! Det var helt sikkert.