”Gør de ikke?!” Udbrød Morgana og så forundret på ham og lagde let hovedet på skrå, mens hun forsøgte at forstå, hvorfor det var sådan. Hun havde altid oplevet, at evnerne gik i arv, og tanken om, at det ikke havde noget med familien at gøre var hende meget fremmed. Hun trak forbavset på smilebåndet og skulle lige til at komme med en ironisk kommentar omkring folkelige myter og fortællinger, der lå til grund for megen viden omkring evnerne, da Morgoth fortsatte sin talestrøm.
Al farve forlod hendes ansigt, da Morgoths ord trængte ind. Hun havde aldrig overvejet, at evnerne kunne glide hende helt af hænde, selv hvis hun ikke ’udforskede’ dem. Ind til aftenen på denne dag, ville hun have svoret på, at hvis hun ikke brugte evnerne og øvede dem, ville de forblive små, om end utilregnelige.
”Nej, det… tror jeg ikke, jeg har lyst til! ” svarede hun og rystede afkræftende på hovedet, så de drilske krøller dansede omkring. Frygten for, uanset om han gjorde hende opmærksom på, at hverken han eller huset kunne skades, at destruere noget med ilden var større end hendes lyst til at prøve den. Kraften skræmte hende. Hun stivnede en anelse, da det begyndte at kilde i hånden, og en varm følelse kildede hende ved rygraden. Det var ikke den normale iling af frygt eller ubehag, men en følelse af glæde og fryd. Hendes krop ville gerne prøve at ’udløse’ noget af den ophobede energi og se resultatet heraf, men hendes sind var for disciplineret af samfundets tanker om orden og tilbageholdenhed til at turde risikere ødelæggelse. Der var nok af i Krystallandet for tiden!
Det skumle smil på Morgoths ansigt gjorde ikke sagen bedre. Hendes bevidsthed sagde hende, at hun skulle flygte fra personen foran hende, fordi hun vidste, hvad han stod for, men hendes instinkter bad hende blive. Hun følte sig forrådt af dem og forvirrede følelser blandede sig i hendes overvejelser. Kraften kildede i hendes håndflader; bad om at blive sluppet fri; at blive brugt.
Eller måske ville jeg gerne, men… men hvad? Åh, jo, jeg ville gerne prøve det! Tankerne fløj igennem hendes hoved, mens hun forsøgte at kategorisere og organisere dem i for- og modargumenter. Hendes krop udtrykte en stor længsel mod at afprøve, hvor stor flammen kunne blive, mens hendes opdragelse talte mod alt, der gik i den retning. Den indre kamp viste sig ved, at hun bed sig let i underlæben, holdt om sig selv og blikket blev fjernt, som så hun noget, ingen andre kunne se.
Hun sukkede og rystede atter på hovedet, så hårbåndet gled helt af de drilske krøller, uden at hun bemærkede det, og kiggede bedende på Morgoth. Det ville være meget nemmere, hvis han beordrede hende at gøre det, idet hun så ikke behøvede bekymre sig om de moralske principper.
Måske skulle jeg bare glemme dem helt og gøre, hvad jeg har lyst til?

Det var tydeligt for ham at lysten til at udforske sin evne nærmere, ikke just var den største – eller hvad? Han kunne godt mærke at der inderst inde i hende brændte en voldsom ild, for behov for at kunne udforske evnen. Men der var noget der blokerede hende for det, og hvis han ikke vidste bedre skulle han mene det var frygt. Han undlod at falde nærmere ind i hendes følelser, og lod blot det luskede smil hvile i hans ansigt. Han slap gardinet i en tid, og lod det falde blidt tilbage på dets plads nær vinduet. Langsomt drejede han omkring, og lod hænderne hvile nær hans side i en blid bevægelse. Han trådte hende blot nærmere, med blikket hvilende imod hende i et målende udtryk. Han hævede brynene let ved hendes tanke, og undlod ikke at udtrykke sig, så et mere eller mindre udfordrende smil dannede sig i hans mundvige. Han måtte da ikke ligefrem at han blev draget til, at sætte hendes psyke på prøve. Hun var sikkert let at overtale, specielt efter at have hørt hendes tanke fra tidligere, kunne han ikke holde sig selv meget mere tilbage.
Da han var tæt ved hende, rakte han hånden frem. Med et ømt tag, tog han omkring hendes håndled og strakte hendes arm fuldt ud. Han lagde en pegefinger imod den modsatte side af, hvor hendes albue befandt sig. Stedet hvor for de fleste mennesker, eller generelt levende individer, ville sidde en stor blodåre. ,,Stedet her, er et af dine store kilder til dine kræfter” forklarede han, og vendte sine stikkende øjne imod hendes. Han overvejede kort hendes reaktion, før han fortsatte:
,,Kilden kommer først og fremmest fra din hjerne, men den udbredes herfra og ud til dine fingre – faktisk forhøjes den netop på det punkt, fordi blodet pumpes voldsommere i den her åre end så mange andre. Sådan er det jo med hoved åre, ikke sandt?” han bredte ud i et ganske kortvarigt smil, før hans ansigt atter gled ind i en alvorlig fold igen.
Han slap hendes udstrakte arm, og strakte i stedet ud i sin egen. Han trak op i ærmet, og en næsten hvid arm kom til syne. Der var intet at se på den, ikke et eneste ar eller hår for den sags skyld. Fuldstændig bleg, og glat som en sten. ,,Jeg har ikke samme kræfter som Dem, men jeg kan alligevel danne noget der ligner ild – via min egen form for kraft, selvfølgelig” konstaterede han, og knugede hånden i en knyttet næve. Inden han valgte at fremvise hvordan det hele virkede, tilføjede han en lille kommentar:
,,Lig nu mærke til min arm, det er kun synligt efter denne ene gang, da det er længe siden jeg har udført sådan en kraft – sidste gang var faktisk, da jeg tændte op i en pejs” han vendte blikket imod hendes, og afventede hendes reaktion. Det var klart at han hentydede til allerførste gang de havde mødtes, hvor han havde bestilt hende et hotelværelse. Og hvis han måtte være helt ærlig, havde han ikke glemt det , det mindste. Ikke en eneste ting havde han forbi kastet, og lade glemme.
Efter at have betragtet hende en tid, lod han eksemplet vise. Han bredte fingrene ud, og vendte hånden så håndfladen vendte imod jorden. Pludselig hævede blodåren sig en anelse, og alle andre blodåre i armen syntes at fylde sig utrolig meget ud – og med ét, dannede der sig en sort flamme i hans hånd med en blid neon blå glød i enden. Dens flamme bredte sig omkring hans hånd, i en nærmest kærtegnende bevægelse. Stille slikkede den sig op af hans håndled, også tilbage ind i hans hånd.

Hun fulgte hans bevægelser med vagtsomme øjne, som når et menneske forsøger at nærme sig et vildt dyr. Hun vidste ved sig selv, at hun var på kanten til at række ud mod alt, der gik i mod hendes opdragelse, og græmmede sig ved lysten dertil.
Hans blide tag i hendes arm føltes hjemligt, som når hendes bror af og til ville have hende til at lytte ekstra godt efter, når de forklarede noget for hende. Hun lod ham føre hendes arm ud i dens fulde længde, tillidsfuld, men med et vagtsomt blik i de mørke uudgrundelige øjne. Hun nikkede til hans forklaring, men kommenterede den ikke. Hun ventede blot på fortsættelsen, hun viste der ville komme før eller senere.
Hendes arm faldt ned langs siden i hvilestilling, og hun kunne ikke modstå fristelsen til at lægge den anden hånd over pulsåren, der føltes varm og irritabel, fordi energien, og lysten til at bruge denne, var så høj. Hun betragtede hans hvide arm, der kom til syne som månen bag en sky, da han trak sit ærme op. Det undrede hende, hvorfor han vendte håndfladen ned, da hun selv foretrak at vende den op. På den måde kunne hun holde om ilden og hindre, at den faldt mod jorden.
Et skævt smil viste sig på hendes røde læber og afslørede, at hun huskede episoden, hvor han tændte op i værelset på Kroen... – hun havde ikke været klar over, at det sådan, han havde gjort, men da hun senere havde fået afsløret sin egen evne, havde hun konkluderet, at det nok ikke lå langt fra, hvad der var foregået dén nat.
Morgana stirrede betaget på den smukke flamme, der med sin forbløffende farve og form hypnotiserede hende. Et stik i hjertet fulgte, da flammen forsvandt af hendes synsfelt, tilbage til Morgoths hånd. Hun sukkede let, et nydelsessuk, som når man vågner op af en god drøm.
”Jeg håber, det ikke går over gevind…” Mumlede hun svagt, mest for sig selv, men smilet på hende ansigt lod ingen tvivl om, at hun så frem mod at slippe noget at energien løs. Tvivlende slap hun venstre arm med den højre og hævede den venstre op igen, hvorefter hun trådte nogle skridt tilbage, væk fra Morgoth. Hendes pulsåre var blottet og nærmest glødede under huden på hende, da hun lod en gnist antænde i håndfladen. Den voksede hurtigt til størrelsen af en appelsin, hvorefter Morgana lagde højre hånd ind over, pressede fingerspidserne sammen og lukkede håndleddene mod hinanden, så flammerne slikkede op mellem de slanke fingre.
Et eksalteret smil viste sig på hendes ansigt, mens hun betragtede sin egen flammes klare farver, der changerede i hvidgyldne farver over til de dybeste toner af karmonirød. Der var ingen smerte forbundet med flammens berøring af hendes hud, tværtimod føltes det som kølig fløjl, der gled over hænderne, når flammerne bugtede sig mellem fingrene.
Morgana kastede et blik på Morgoth og tog en dyb indånding, inden hun lukkede øjnene og følte efter den kerne af ild, hun bar i kroppen. Hun fandt den hurtigt, uden problemer, og åbnede lidt mere for tilstrømningen gennem armene. Hun kunne mærke, hvordan flammerne slikkede mere hidsigt omkring hendes hænder og langsomt bredte sig til hendes blottede underarme. Forsigtigt åbnede hun øjnene halvt og kiggede på sit værk. Hendes underarme og hænder var omsluttet af flammer, der brændte af den energi, hun lod strømme. Hun kunne mærke, hvordan hendes kerne krævede at blive åbnet helt, men nægtede at lukke mere op. Hun VILLE ikke risikere at miste kontrollen over ilden, specielt ikke, hvis det medførte, at ilden blev så kraftig, at hun ikke længere var immun over for sin egen ild.
Hun stabiliserede energien, så flammerne ikke voksede mere, hvorefter hun hævede den venstre arm og kærtegnede den højre hånds gyldne flammer. Heraf udplukkede hun en håndfuld, som hun knyttede hånden fast om, inden hun lod de andre flammer mindskes og forsvinde helt til sidst. Kun den lille flamme, der lå i hendes nu åbne hånd, var tilbage. Hun prikkede forsigtigt til den med pegefingeren, hvorefter flammen bugtede sig og antog form af lilje i knop. Atter berørte hun flammen, der derved sprang ud for øjnene af dem og fremviste en vidunderlig blomst, der var naturtro på nær den manglende duft og de dybe mørkgyldne farver.
En rus af lykke fulgte det lille scenarie, og Morgana kunne endnu engang ikke undertrykke det eksalterede smil, der gjorde hendes træk bløde og opsigtsvækkende. Hendes øjne glødede af glæde, selvom de viltre krøller snoede sig ned i panden af hende, som i et mislykket forsøg på at skjule livsglæden, der strålede ud af hende. Det var første gang, at det var lykkedes hende at forme en flamme så fuldendt.
Med en tøvende bevægelse knyttede hun atter hånden og lukkede helt af for energien.
Et øjeblik stod hun stille i tavsheden, hvorefter hun løftede blikket og så direkte på Morgoth gennem det sorte hår.
”Er din flamme… modsætningen til min?” Hun kiggede nysgerrigt på ham, lod en gnist springe igen, der denne gang blev liggende i hendes håndflade som en dybgylden rose, og rakte den frem mod ham.

Morganas tydelige betagelse af hans intense flamme, undgik ikke Morgoths studerende blik, som tydeligvis ikke havde sluppet hende en eneste gang siden sidst. Han stirrende øjne spærrede sig en anelse op, ved hendes nærmest drømmende suk, og noget der alt i alt godt kunne minde om et fnys af en latter, hørtes fra ham. Han bøjede armen en anelse, så hånden der endnu holdte flammen i sin håndflade, nærmede sig dem begge endnu mere. Flammens voldsomme glød syntes nu pludselig at falde sammen, og med ét forsvandt den intense flamme fra hans håndflade. Netop som dette var gjort trak ham armen til sig, og hævede da den anden arm, for at trække op i det andet ærme så begge var opsmørret. Et halv kynisk fnys lød fra hans mund, og en svag hovedrysten lod sig virre fra hans ansigt. De stikkende dæmoner øjne vendte sig langsomt imod Morgana, og intensiteten syntes blot at forhøje sig endnu mere, da han atter fandt frem til hendes blik. ,,Lad ikke frygten drive af med Dem,” konstaterede han da, og lod armene falde ned langs siden, i en blød bevægelse. ,,- Det kan være en god grund til, at De ikke kan styrer Deres kræfter,” afsluttede han da sin pludselige kommentar, og hævede et enkelt øjenbryn der plantede sig som en stor kontrast, i hans ellers blege pande.
Med blide øjne betragtede han hende, hvordan hun forsigtigt hævede sin arm i luften, og ikke mindst hvordan den voldsomme flamme nærmest eksploderede ud fra hendes hånd. Det stod ham hurtigt klart, hvor lidt denne flamme havde lov til at få sin gnist slået ud, hvilket nok i hans øjne kunne skyldes dets ustyrlige glød. Han stirrede blot betragtende imod flammen, der ivrigt slikkede sig op af Morganas blege, men yndefulde fingre. Et lille smil syntes nu at danne sig i hans mundvige, og da hun tilsyneladende trådte en anelse fra ham, måtte han da træde hende nærmere. Da han følte hendes blik på sig, skænkede han hendes smilende øjne ikke et eneste blik, men vedligeholdte da kun øjnene imod hendes intense flamme. Han sukkede en anelse ved synet, og måtte da indrømme han nød det. På sin nu let tætte hold, kunne man mærke hvordan dets varme ramte hans ansigt og måtte da konstatere at det ikke rørte hende det mindste, men derimod kunne gøre grim skade på folk der nærmede sig for meget. Med en blid hånd strøg han den igennem sit kohl sorte hår der havde trukket sig frem over hans glatte ansigt, og lod det falde om imod baghovedet i en yndefuld bevægelse. Da han nå stod ved hendes side, opdagede han at hun lukkede øjnene. Han rynkede brynene undrende sammen, og tillod sig at vække hendes opmærksomhed. ,,Morgana, åben Deres øjne” beordrede han, med en lettere kynisk stemme. ,,De skaber Dem kun problemer, ved ikke at se hvad De laver,”
Efter at have skænket hende den korte opmærksomhed, vendte han da blikket tilbage imod flammen imod hendes hånd, der havde vokset sig betydelig større end før. Han hævede brynene beundrende, og trådte en anelse imod hende så deres skuldre berørte hinanden. Han måtte se flammen på nært hold, men dog ikke tættere end højest nødvendigt, da han helst ville undgå at få svitset øjenbryn og øjenvipper af.
Hendes nu nærmest fraværende trick, fangede hurtigt hans fulde opmærksomhed, og han fulde da tavst med i hvad hun foretog sig. Med de hævede bryn betragtende hendes værk, stirrede han blot en anelse forbløffet imod hendes da færdige værk, og måtte da indrømme at hun havde gjort ham godt og grundig interesseret. Det var sjældent at nogen, med sådan en dårlig kontrol over sine kræfter, alligevel kunne fremfører sådan et ’kunstværk’. Han måtte da også konstatere at Morgana ligefrem udstrålede glæde, selvom hun ihærdigt prøvede at skjule det for Morgoth. Men til hendes uheldighed var Morgoth lidt af en menneskekender, og ikke ligefrem en type man kunne skjule noget for. Da slet ikke, hvis han netop ønskede at finde reaktion i et andet individs øjne, for ikke at tale om kropssprog. Han blinkede lettere fraværende med øjnene, da hun til sidst slukkede flammen. Han sukkede let, og lod da blikket falde tilbage imod Morganas mørke øjne. Et mindre tandsmil dannede sig i hans fyldige læber, og han stirrede blot intenst imod Morgana. Det svage smil var da stadig til at ane på hendes læber, men i hendes øjne derimod. Hun strålede næsten. ,,Modsætning?” gentog han overvejende, og lod et tænkende glimt falde over sine øjne. Det varede da ikke utrolig lang tid, før denne overvejelse slog ham, og han lod blikket falde tilbage imod hendes øjne. Han rystede blot en anelse på hovedet, for derefter at svarer hende efter spørgsmålet, havde ladet hænge en anelse i luften. ,,Jeg ved ikke hvordan jeg rigtig skal forklarer Dem det,” startede han da, og lod blikket trække fra hendes øjne da han så hvordan hun rakte hånden frem imod ham. Han løftede da sin ene hånd, og lod sine fingrespidser nærme sig flammen tættere end hele hans krop nogensinde var kommet hende. Han mærkede hurtigt hvordan blomstens glød påvirkede det yderste af hans fingres kød, og rynkede brynene af den svage bitre smerte. Han trak derefter hånden til sig, og lod den falde ned langs hans side.
,,Modsætninger vil jeg ikke kalde dem. Derimod vil jeg hellere kalde Deres, ægte og min kunstig” han slog sit glødefulde blik fra hendes, og lod det derefter falde imod flammen i hendes hånd. ,,Bed ikke om en forklaring, det er blot faktum” tilføjede han bittert, og kneb øjnene let sammen. Han slog derefter blikket frem imod Morgana, og lod et kortvarigt smil hvile over sine læber. Smilet symboliserede blot at meningen i hans sætning, kunne skulle have været så kynisk som den havde fremstået som. Morgoths tonefald var blot anderledes end andres, og han forventede da heller ikke altid at alle ville kunne bærer over med hans kyniskhed, nej tværtimod. Men han måtte da også indrømme, at hvis andre derimod bar nag over den, ville han ikke tage sig yderligere om det end han havde gjort i forvejen. Han var som han var, og vis folk ville ændre på det .. Det ville komme til at tage sin tid, let us say that m’kay?

,,Jeg er for resten kommet frem til en konklusion!” konstaterede han pludselig, i den stilhed der havde lagt sig over dem. Han hævede da blikket, som lagde sig intenst imod kvinden overfor ham. Han trak vejret dybt ind, da han derefter tilføjede med rynkede bryn: ,,Frygt er en af Deres største problemer,” han slog da armene overkors, og trådte hende et enkelt skridt nærmere. ,,Jeg ved ikke om De forstår mig.. Men frygt kan medbringe voldsomt ukontrollerede handlinger, som De tydeligvis er blevet udsat for – Dermed, er frygt en af tingene vi skal have styr på,” den sidste sætning, var nærmere en tilføjelse til sig selv. Lidt som en lille reminder, der plantede sig ind i hans hjernes hukommelsescenter.

Morgana rynkede på brynene over hans forklaring, og skulle til at bede om en uddybning, da han skar hende af og derved udelukkede en videre forfølgelse af emnet. Det ærgrede hende, men hun ville ikke gå i mod hans ordre. Muligvis ville hun forsøge at finde en forklaring senere, men lige nu ville hun stille sig tilfreds med hans mangel forklaring. Hun turde ikke andet.
Måske kunne hun lede efter en forklaring i biblioteket… - hun mente at kunne huske, at være blevet fremvist et bibliotek, men dets eksakte placering var hende skjult. Han havde det som om, at tiden og de gængse fysiske love, hun kendte fra Krystallandet ikke gjaldt her på residensen.
Hun vendte spørgende hoved i lyden af hans stemme i forventning om at høre hans dom. Hans intense blik foruroligede hende, og hun sank lidt ned i skuldrende, rede til en irettesættelse eller lignende. Da han også rynkede brynene var det lige før, at hendes hjerte trak sig sammen i frygt for den forventede negative udtale, som når hendes ældre brødre havde irettesat hende. Efterhånden var manden foran hende trådt ind i den rolle, hendes brødre tidligere havde spillet, dette var dog stadig en esoterisk oplysning i hendes bevidsthed, en, hun endnu ikke anerkendte eller kendte tilstedeværelsen af.
Hun holdt vejret og pustede først ud, da hun havde hørt sætningen til ende. Frygt… ordet gav genlyd, men også lettelse, i hende indre, men hun kunne ikke forklare hvorfor. Det eneste frygtmoment, hun havde kendskab til, var hendes skræk for store vandområder. Det, at skulle gå ved havet var mere skræmmende end at befinde sig højt til vejrs. Hellere ville hun gå højt oppe i bjergene, udsat for elementernes raseren, end at gå et par meter fra brændingen, hvor de enorme og altødelæggende bølger slog mod strandens sønderdelte sand. Den ildelugtende tang, forrådnelsen og de glatte sten, den altoverdøvende larm, når de meterhøje, tonstunge vandmasser slog sammen og bragede mod jorden.
Det gøs let i hende ved billederne, der kom frem, men hun vidste hvorfor. Det var ikke noget nyt fænomen for hende. Efterhånden var hendes frygt kommet lidt på afstand, men havet stod for hende stadig som et skræmmende mareridt.
Hun hævede spørgende det ene bryn, da hun ikke fandt, at den sidste sætning var henvendt til hende. Hans talemåde forvirrede hende, i det hun ikke var vant til kun at forstå den halve betydning af sætningerne.
”Frygt…” Sagde hun henvendt til sig selv, som en optakt til det, hun ville svare ham. Problemet var blot, at der ikke kom noget efterfølgende. Hun vidste ganske enkelt ikke, hvad hun skulle svare, uddybe med, da hun ikke forstod, hvad frygten for vandet havde at gøre med ilden.
”Jeg er hydrofob… - Men det giver jo mening, når ilden er mit element! Jeg tror ikke, jeg forstår, hvad frygten har af betydning i denne sammenhæng. Jeg er ikke bange for regn eller lignende, ej heller små bække eller søer, men store vandmasser såsom havet finder jeg skræmmende.” Morgana trak let på skulderen og slog det hen. Hvis det var dén frygt, han talte om, ville det ikke være et problem at lære at kontrollere den. –Så længe han ikke bad hende komme i nærheden af havet! Dér ville hendes koncentrationsevne komme til kort, og at forsøge at lave en figur af ild, som hun havde gjort for kort tid siden, ville være dømt til at mislykkes. Sidst, hun havde været ved havet, havde bare lyden af det gjort hende rastløs og irritabel, og hun var hurtigt forsvundet til et område, hvor skovens liv overdøvede det, hun anså for at være den destruktive lyd af havet.
Langsomt vendte hendes tanker tilbage til rummet omkring dem, til stilheden og til det sorteste mørke udenfor de gotiske vinduer. Faklerne blussede lystigt på væggen, men selv det kraftige lys fra den funklende lysekrone var ikke nok til at opløse mørket, der smægtede sig mod vinduerne i et forsøg på at komme ind i den store, tyste sal. Hun så sig rundt og konstaterede, at der intet var her, der fremkaldte den irrationelle frygt i hende, som vandet kunne. Hun frygtede ikke mørket, ikke så længe Morgoth stod over for hende, som han gjorde nu.
Atter nærværende førte Morgana en hånd op til sit hoved og strøg fingerspidserne over tindingen. Der var en let irritation, men den var hurtigt vokset i styrke, siden hun afsluttede sine små øvelser med ilden. Hun havde brugt mere af sin energi, end hun var klar over, hvilket også sås af hendes hængende skuldre. Irritationen i tindingen fik hende til at virre med hovedet og rynke brynene.
”Åh, nu igen!” Hun sukkede og kørte atter hånden over det irriterede område.
”Det skete også sidste gang, hvor jeg lege med ilden i så lang tid. Jo mere, jeg koncentrerer mig over længere tid, jo større eftervirkninger. Normalt kan jeg ikke mærke noget, når jeg laver små ting som tænder op, tænder en flamme om noget eller varmer noget op… - men det at forme en figur kræver tilsyneladende mere af mig.” Hun sagde det med en nøgtern stemme, da det egentlig blot var en information til Morgoth om hendes tilstand, i tilfælde af, at han skulle kræve af hende, at hun gentog opvisningen. Det var ikke sikkert, at hun ville have mulighed for det, når irritationen, som nu, allerede var sat ind.

Forvirringen der pludselig plantede sig i Morganas ansigt, opfattede han hurtigt. Den klar misforståelse var dannet imellem dem, da hun tydeligvis sammenlignede sin frygt, med noget han slet ikke havde kendskab til - i forhold til hende. Han kommenterede da ikke yderligere hendes fortælling, men lyttede derimod opmærksomt til hendes talestrøm. Hans intense blik flyttede sig ikke det mindste fra hendes øjne, men forblev blot imod dem som de hele tiden havde gjort. Ikke en trækning syntes at forandre sig i det glatte ansigt, end ikke da hun virkelig så ud til at have misforstsået meningen i hans ord. Til trods for hun hendes misforståelse, fandt han da forståelse i hendes ord. Det stod ham hurtigt klart at kvinden overfor ham, havde noget lignende en fobi for vand. Dette passede da egentlig også perfekt i hans hoved, da som fortalt var hendes element ilden. Alligevel var dette ikke noget han havde ment i hans ord omkring frygt, da han rendt ud sagt ikke kendte noget som helst til hendes frygt for vand - eller i det hele taget noget til hendes baggrund. Ved nærmere eftertanke, kendte han intet til Morgana, udover enkelte ting hun havde fortalt om hendes baggrund. Ligeledes kendte hun heller intet til ham, og så bar på hinandens baggrunde var de så. Dette gjorde ham da ikke yderligere, da det ærlig talt ikke var derfor han havde trukket hende under sine vinger. Hun havde haft brug for læring, og det var det han havde et tilbyde hende - og husly indtil hun fandt sig lært.
,,De misforstår mig, Morgana" konkluderede han da til sidst, da hun koldte noget der mindede om en tale pause. Med noget der lignede et smil i mundvigen, fortsatte han for at forklarer: ,,Jeg taler om den frygt, de tilsyneladende har for at miste kontrollen - ikke Deres frygt for vand,"
Med det diskrete smil lagt på læben, trådte han forbi hende i en nærmest glidende bevægelse og trådte ned imod døråbningen.
Det var ganske klart at hun reagerede sådan på det hele, selvfølgelig var det det. Specielt efter det hun havde udført, hvilket han fandt direkte fascinerende, at en med ellers så lidt kontrol kunne forme sådanne figurer. Kontrol havde hun tilsyneladende alligevel, det måtte han da lade hende.
,,De behøver ikke forklarer Dem yderligere, kom med mig, så skal jeg vise dem vej til Deres værelse"
sagde han da til sidst, og rakte armen frem imod hende.

En kraftig rødmen skød op i Morganas ansigt, det da gik op for hende, at hun havde udtalt sig om det, hun havde troet, han mente med frygt. Hun kneb læberne sammen og skammede sig over, at hun havde talt så ukritisk, inden hun sikret sig, at det var det emne, det drejede sig om.
Da Morgoth ubesværet strøg forbi hende, vendte hun sig stiv rundt. Følgevirkningerne af ildlegen var begyndt at sætte ind, og de mere kraftige af dem var begyndt at melde sig. Hun kunne mærke svimmelheden som følge af hovedpinen, og hendes syn var begyndt at blive sløret. Detaljerne i lysekronen stod ikke længere skarpt for hende og bekymret kneb hun øjnene sammen i et forsøg på at fokusere bedre. Hun lagde også mærke til, at hendes fingre dirrede svagt og et stik i hjertet greb hende. Hun kneb læberne endnu mere sammen for at holde det gisp tilbage, der kom som reaktion på smerten. Hun forstod ikke den smerte. Den kom af og til, utilregnelig.
Med en lille bevægelse skjulte hun de rystende hænder i den vide skjortes ærmer, for at Morgoth ikke skulle se dem. Af en eller anden grund, brød hun sig ikke om at vise svagheder over for manden foran hende. Hun lukkede af for irritationsmomenterne og smerten og besvarede hans vedholdende blik.
Frygt for at miste kontrollen… - det må jeg overveje senere. Lige nu skal jeg bare overleve tømmermændene! Tænke hun, mens et ironisk smil spillede i mundvigen.
Lettet smilede Morgana og fulgte med Morgoth. Hun havde frygtet at skulle finde tilbage selv; der ville nok gå et stykke tid, inden hun lærte korridorerne at kende! Vejen til hendes værelse havde hun på da værende tidspunkt ingen fornemmelse for, men det ville blive rart få mulighed for at hvile lidt. Dagen havde føltes som længere tid, end det reelt var, og hun så frem mod at få mulighed for at pakke sine ting ud. Selvom hun vidste, at dette ville vær hendes hjem i tiden fremover, havde den dybere mening og betydning stadigvæk ikke grundfældet sig i hendes sind. Hun kastede et sidste blik tilbage i det enorme rum, inden hun trådte helt hen til Morgoth for at lade ham vise hende vej gennem residensen.
Lige da, var det eneste hun tænkte på, muligheden for at krybe ned under i et tæppe og gemme sig for den monotone smerte i brystet i en drømmeløs søvn.

//Out.