Han skar en underlig grimasse, da han hørte hendes lave latter. Det skar i ham, og en let forlegenhed dannede sig i hans sindstilstand. Han håbede inderligt at det ikke var af det han netop havde fortalt, hun lo af. Han fandt det ganske seriøst, specielt fordi han netop havde åbnet lidt op for hende. Gud hvor gjorde det ham egentlig vred, bare ved tanken om at det var det hun grinte af.
Han rettede blikket imod hende, da han mærkede hendes hånd imod hans skuldre. Han kneb øjnene let sammen, og lod øjnene virrer en anelse. Hans blik forblev imod hendes øjne, alt imens han lyttede til hendes ord. Hun havde skam ganske ret, det havde hun da.
Om hun kom videre? Ja det gjorde hun da sikkert, men for nogles tilfælde gjorde de aldrig. Det var lige så sikkert at hun ikke gjorde, som hun gjorde. Det kom skam helt an på hende selv, og hvad hun mente hun havde styrke til at kunne gøre. Han sank let en klump, og lod blikket falde imod hendes bevægende hånd, da den forlod hans skuldre,
,,Nu da vi er kommet så godt i gang, må jeg så spørge dig om en ting? Eller nærmere og to ting,”
Han rynkede brynene, og lod det sammenknebne blik forsvinde. Brynene forblev rynket i en alvorlig grimasse, mens det ellers let smilende ansigt forsvandt fuldstændig. Man mærkede tydeligt alvoren, specielt på grund af hans let tilbage trukne kropssprog. Det var underligt, alt det her.
Skyerne syntes at blokere for solen, og en underlig fugtig tilstand dannede sig i området. Hvis dampen ikke havde været for dampen, ville de tydeligt have kunne mærke den fugtige fornemmelse, der dannede sig når det lagde op til torden.
Morgoth lod blikket hæve imod skyerne, der trak sig indover den skinnende sol. Han trådte let tilbage, da udsynet til solen, var blokeret for et par høje træer. Han nåede da ikke at se den, da skyerne inden havde trukket sig over den. Han kunne ikke lade være med at knibe øjnene en anelse sammen, da de alligevel ikke kunne blokere helt for solens usandsynlig kraftige stråler. Han holdte en hånd for øjnene, og skævede længere imod horisonten. Muligt at han ikke kunne mærke fugten, men de skyer var bestemt ikke til at tage fejl af.

Hans ansigtstræk der pludelig blev frustrerede over hendes pludselig latter, gjorde blot situartionen sjovere. Hun rettede sig op og rystede smilende på hovedet. Hvor var det dog en absurd og yderst besynderlig situartion. Det var egentlig også underlig at stå og snakke seriøst med Morgoth, så det fortjente da også en smule latter. Da han pludselig blev alvorlig igen og spurgte hende, om han kunne udspørge hende yderligere, hævede hun et øjenbryn og placerede hænderne på hofterne, imens hun vurderede om hun skulle lade ham spørgeløs. Under alle omsændigheder, så måtte hun vel selv bestemme om hun ville svare.
Hun smilte og nikkede derefter med et stort suk.

"Spørg løs. Nu er vi jo blevet så gode og ærlige. Hvad har du på hjerte?" påpegede hun og trak på skuldrene. Hun overvejede lidt hvad det mon kunne være han ville spørge om. To ting, havde han sagt. Det var altså to specifikke ting. Ikke bare to tilfældige spørgsmål, men ligefrem noget han havde funderet over? Hun rynkede panden og skubbede den tanke fra sig. Hun lagde måske for meget i det. Han havde nok bare et lille tillægsspørgsmål, mere lå der ikke i det.
Hun sukkede og mærkede den tryggende fornemmelse af dampen der indkapslede dem og opvarmede huden. Hun overvejede at foreslå at de skulle gå et sted hen, hvor man kunne trække vejret frit.

( JEG ER IDE-LØS!? )

Han lukkede øjnene tålmodigt i over hendes latter, og gjorde det tydeligt at den pirrede ham ufatteligt. Han åbnede ganske langsomt øjnene, og lagde et let ironisk smil på læberne – som forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, vel og mærke. Han gengjaldt hendes vurderende blik, da hun tilsyneladende tøvede med at svarer ham. Hendes smil fik hans mave til at trække sig sammen, og en underlig knugende fornemmelse dannede sig i centeret af hans organer. Det var yderst underligt at se hende smile i hans selskab, utrolig underligt endda,

,,Nu når vi taler om at miste, hvad har du så virkelig mistet? Du har mistet din bolig, sikkert også de minder der tilhørte stedet, og derudover har du mistet kærligheden selv – og tilliden til andre levende individer,”
Han rynkede brynene, og lod de overkors slået arme falde ned langs siden,
,,- Nej jeg vil ikke få det til at lyde sølle, da alt hvad man mister har en høj betydning”
Han lukkede øjnene i, og sukkede højlydt. Nu talte han på afveje, det han egentlig ville spørge hende om var anderledes – men stadig inden under det samme emne, at miste,
,,Har du nogensinde mistet et andet menneske, ikke kun som at have mistet kærligheden til det, eller venskabet med det. Men mistet som i, forsvundet, død og borte?”
Han knugede hænderne i en knyttet næve, som han slap efter at have trykket den til et ubehageligt pres. Han lod begge hænder kører igennem det lange sorte hår, som faldt pænt tilbage imod hans ryg. Nogle enkelte totter undlod ikke at sidde besværligt, men det havde han ikke just tænkt sig at rette nu,
,,Det kan jeg fortælle dig, at jeg har mistet og efter anden gang, kan jeg forsikre dig om at ens sindstilstand er ved at kollapse – ikke kun på grund af deres død, men også på grund af alle de andre ting man har oplevet førhen”
Det at han pludselig begyndte at hentyde til sig selv, var ganske ubevidst. Men lysten til at fortælle hans skrækkelige oplevelser blev ustyrlig, i takt med at lysten til upumpet hjerteblød var tørst fremkaldende. Pupillerne i hans øjne trak sig voldsomt sammen, og han lukkede øjnene for Alwyns smilende ansigt. Normalt ville han have nyt lyden af et andet menneskes stødende hjerteslag, dette tilfælde var blot anderledes. Denne gang var det ikke en anden, men derimod hans eget der pumpede hungrende.
Ja det var tydeligt at han ikke havde givet selv sig nærig de sidste par døgn. Undskyldningen var for tidens hurtige passering, og hans yderst dårlige hukommelse. Enden var det løgn, eller også fornægtede han bare det modsatte.

Hun lyttede til hans spørgsmål og smilet forlod hendes læber i samme øjeblik har havde færdiggjort spørgsmålet. Hun stirrede på ham og gav sig selv god tid, til at overveje hvordan hun skulle stille sit svar. Hun betragtede ham indgående og trak på skuldrene.
"Jeg..." begyndte hun, men gik øjeblikkeligt i stå. En stemme i hendes baghoved tiggede og bad hende om, ikke at rive op i den gamle historie. Tiggede og bad hende om, at hun skulle glemme fortiden. Hun besvarede stemmen med, at hun ikke ville glemme fortiden, eftersom den var en del af hendes fremtid, og at hendes handlinger blev styret af det ønske om, at fange den person der ødelagde hendes barndom, og få personen til at lide sin vej til helvede.
Hun nikkede for sig selv, da stemmen forholdt sig tavs og vendte derefter blikket imod Morgoths blege ansigt. Hun kunne ikke lade være med at smile, da han pludselig viste interesse for hende. Det var en sjældenhed at nogen gjorde det, og som en hver anden kvinde kunne hun godt lide opmærksomhed.
"Jeg har mistet min familie. To gange." sagde hun og trak på skuldrene. "De blev brutalt myrdet. Jeg blev adopteret, og min nye familie blev også brutalt myrdet." sagde hun roligt og lod fingrene glide igennem håret. "Jeg midstede min familie og blev knust. Jeg fik en ny familie som jeg derefter også mistede. Sønderknust. Manden der dræbte mine familier jagtede mig. Nu er han den jagede og jeg hviler ikke til jeg har fået min hævn." mumlede hun køligt og stirrede tåget frem for sig. Hun så imod ham igen, efter et minuts tavshed. "Hvad var dit andet spørgsmål?" Hendes stemme rummede ingen følelser, som betød den korte historie hun lige havde delt med ham, ikke noget.

Han sank pludselig blikket imod jorden. Den følelsesløse stemme skræmte ham ikke, men fik ham blot til at beundre hende en smule. Han kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan hun egentlig havde det med sig selv, hvis hun kunne stille sig op og tale så dybt følelsesløst som hun gjorde nu, om sine familier. Han kunne bestemt ikke andet end at beundre det, men der var alligevel noget der holdt hans såkaldte begejstring tilbage. Han vidste med sikkerhed, da han havde kendt mange mennesker i livet, at intet levende individ kunne være helt igennem ligeglad. Så enden fornægtede hun sin sørg, netop i det sekund hun talte om dem, eller også var hun direkte sindssyg. Og hvis hun var sindssyg, så kunne han ikke andet end at tænke: så er vi da to.
Han kneb øjnene let sammen, og mærkede hvordan det begyndte at svede i hans hals. Han satte en hånd imod siden af halsen, og begyndte febrilsk at gnide den ene finger imod stedet hvor pulsåren sad. En unødvendig handling, da intet andet end væske af en bestemt slags, ville kunne stoppe den svedende fornemmelse. Det vidste han egentlig også godt, men han undlod alligevel ikke forsøget,
,,Hvad med mord? Jeg kan gætte mig frem til at du har udført visse former for, men i hvilken alder var det første? Og hvordan – fortæl mig hvordan,”
Han virkede nærmest interesseret, hvilket måske godt kunne rende i retningen af det grænseoverskridende. Problemet var blot at han var mere end ligeglad. Hvis hun spurgte ham, ville han glædeligt besvare hende tilbage, uden med et sting af følelse i stemmen – dog stadig med følelsen af ubehag i kroppen derefter.
Han slog atter blikket op, da han hørte hende stille ham et spørgsmål. Det var ikke fordi han havde sluppet det andet spørgsmål fra hans tanker, men emnet var let til noget helt andet i forhold til det. Han rynkede brynene sammen i en bitter grimasse, hvorefter han let hvislende hviskede:
,,Det betragtes som irrelevant, lige nu”

Hun stirrede indgående på ham og nikkede for sig selv. Hvis han ville vide det, så ... Hvad kunne det skade?
"Det var min første aften i byen, efter mine familier blev dræbt." mumlede hun og så ned i jorden, "Jeg opholdt mig i kroen, sad for mig selv. Jeg havde fået et tip om, at min families morder opholdt sig i byen, og jeg vidste at kroen ville være det bedst tænkelige sted at opsnuse informationer." hun holdt en pause og skævede til Morgoth. "Jeg overhørte nogle ældre mænd snakke om en mand og en ung pige, der jagtede hinanden. Jeg vidste med det samme, at det var mig de snakkede om, så jeg rykkede nærmere, for at få lidt nyttig information. Desværre opdagede mændene min abnorme adfærd, og de kastede sig over mig, i den tro at jeg var en slags byvagt. Naiv, som jeg var, fortalte jeg dem hvem jeg var og de valgte at bruge dette imod mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke vidste. De fortalte mig, at de ville give mig alle deres informationer om min families morder, hvis jeg gjorde dem en tjeneste. De ville møde mig senere på aftenen, hvor jeg skulle høre om denne såkaldte tjeneste." hun holdt en pause og sukkede højlydt.

"Jeg skulle møde dem ved en gammel mølle lidt udenfor byen. Jeg var der om aftenen og mødte dem efter en times venten. Da de mødte op havde de taget en gæst med. En af mine tidlige venner; blot et barn, et par år yngre end mig. De fortalte mig, at jeg skulle skille dem af med en ung mand, der tilsyneladende viste sig at være en torn i deres øjne. Manden var blevet lokket ud til stedet, og kunne være der hvert øjeblik, sagde de." Hun holdt endnu en pause og bed sig i læben. Hun sank en klump og forsatte: "Det viste sig ... At den unge mand jeg skulle likvidere, var min unge ven, som de havde trukket med. Jeg ved den dag i dag ikke, hvordan de fandt frem til ham. Der var jo kun gået få timer!" klagede hun og rystede på hovedet.

"Hævnen styrede mine handlinger og jeg fandt mig selv nødsaget til at henrette drengen, for at få de informationer jeg havde brug for. Det var forfærdeligt. Han tiggede og bad om at leve. Han gentog gang på gang ,,De lyver! Stol ikke på den.'' men jeg troede ikke på det han sagde. Jeg forklarede ham, at jeg var nød til at gøre det. Jeg var nød til at få min hævn over mine familier. Jeg kunne ikke lade mig stoppe af noget." Hun sukkede højlydt og rykkede håret bag øret.
"Jeg glemmer aldrig hans dødsskrig." brummede hun og stirrede Morgoth ind i ansigtet. "Det viste sig selvfølgelig at han havde ret. Mændene der havde påstået at de havde informationer om morderen, havde blot ønsket at komme af med min ven, da han var en gadetyv. Jeg var knust. Jeg havde begået et mord, fordi jeg havde lavet hadet og hævnen opsluge mig. Jeg kunne ikke tilgive disse mænd, men jeg var for chokeret til at gøre noget ved det, på dette tidspunkt. ... Jeg begravede min tyve-ven. Jeg sagde et par ord og plantede et lille agern på hans grav. Jeg anede ikke engang om han havde en familie, som jeg kunne underette." Hun holdt endnu en pause, men kom hurtigt igang igen.

"Jeg skjulte mig i et par dage, hvor jeg planlagde hvordan jeg skulle hævne min unge ven. Jeg fulgte dem alle. Alle fire. Hver især. Jeg jagtede dem. Brød ind i deres huse. De første tre var nemme nok. De sad enten og drak, læste eller sov. Den sidste... Lod jeg leve... Jeg kunne ikke... Han havde en familie. Børn. En kone. Jeg ville ikke risikere, at disse mennesker skulle igennem de samme følelser som jeg havde haft i hjertet. Trods mine nok havde været værre, så ville jeg aldrig lade nogen andre mennesker, og bestemt ikke børn, mærke en brøkdel af den smerte jeg selv har følt... Jeg forlod byen og forsatte min søgen alene. Og det har jeg gjort lige siden."
Historien var slut og hun vendte blikket imod Morgoth og tog en dyb indånding, for at få styr på sig selv. Hendes ansigt var følelsesløst. Hun havde lagt det bag sig. Det eneste dette vækkede i hende, var en forvirring. En ubeskrivelig forvirring.

Alt imens hun begyndte at fortælle lod hans øjne falde imod hendes læber. Han hørte tydeligt hendes ord, og hvordan hun udtalte dem, hvilket blot fik ham til at forestille hvordan hele forløbet havde foregået. Han måtte tage sig selv i at stirre for voldsomt imod hendes læber et par gange, hvor han blinkede betuttet for at få det halv tågede udtryk til at forsvinde fra sit ansigt.
Historien for ham lød tragisk, specielt da hun fortalte ham vennen. Hvis han havde haft muligheden for at kunne forestille ham sidde og bede om nåde, ville han have gjort det. Det ville have været ufattelig svært, da han rendt ud sagt ikke kendte noget til personen, på nogen måde. Men der var en anden mulighed, der var den mulighed for at han kunne hører ham. Hører hvordan det skingre skrig fyldte hans hoved med blandede følelser, han ikke kunne kontrollere på nogen måde. Et skrig han havde hørt så mange gange, på så forskellige måder. Skrig der enten bad om nåde, en skrig der var fyldt af smerte, eller skrig der blot ønskede at man kunne afslutte den smerte der blev tildelt.
Han lukkede øjnene i kort tid, og prøvede så vidt som overhovedet muligt at fortrække det, men uden held i starten. Skriget i hans hjerne, syntes at blive højre og højre og begyndte for ham at blive ustyrligt. Han måtte tvinge sig selv til at spærre øjnene op, og indså da at hun var færdig. Han rynkede let brynene, og lod øjnene hvile imod det igen følelsesløse ansigt. Det begyndte at gøre ondt på ham, at se hendes øjne der intet bestemt glimt havde i sig og et ansigt der ingen betydning havde. Han gøs nærmest ved synet, og lod langsomt blikket forlade hendes ansigt. Han sukkede let, og så ikke ud til at ville kommentere hendes historie. Men det ville han gerne, det ville han rigtig gerne. Han vidste blot, at hvis han sagde noget forkert, kunne det hurtigt få ødelagt alt hvad de netop havde talt om. Derfor måtte han overveje, vurdere en smule før han talte igen.
Der gik ikke mindre end et par sekunder, før han atter åbnede munden:
,,Lige netop på det punkt, ville jeg ikke kunne måle min baggrunds historie – eller en del af den, med din”
Næsten hviskede han, og lod armene glide overkors, hvorefter en støttende hånd hvilede imod hans hage, imens den blev holdt oppe af den anden arm,
,,Men jeg kan derimod fortælle dig, at jeg var i alderen af 14 da jeg for første gang fik blod på mine hænder”
Han rynkede let brynene, og virkede nærmest tænksom inden han fortsatte,
,,Min far, som var tidligere Mørkets General kaldet Melkor, mente at han havde det fulde ansvar for min opdragelse. Dermed kunne ingen andre end ham, have lov til at rette på mig, undervise mig eller for den sags skyld slå mig. Han underviste mig i alt – virkelig alt. Den ene dag kunne det handle om mørkets krafter, og den anden kunne pludselig være hvad de firer regne arter omhandler”
Han sukkede, og lod atter blikket snævre ind på et bestemt punkt,
,,Da jeg var nået 14 år, og dermed trådt ind i de voksnes rækker, skulle jeg vise hvad jeg havde lært. Så kunne han også se, om de prygl han havde slået ind i mig, havde givet det resultat han ventede”
Han lagde en pegefinger negl imellem tænderne, og en svag latter lød fra ham. Han klukkede tilfreds,
,,Åhhåhå.. Åh det havde det"
sagde han, og drejede om få at gå nogle enkelte skridt frem,
,,En familie havde besluttet sig for at mødes, da de mente at de allesammen burde leve nogle dage sammen. Jeg fik dem til at dø sammen.."
hvislede han, og lod armen falde ned langs siden. Et tomt ansigt dannede sig i han ansigt, og han stirrede vidt frem for sig.

Hun knugede hænderne sammen. "Hvordan ... Hvordan kan du le af sådan noget." hvislede hun og kroppen sitrede af irritation. Ikke blot lo han af at hans far havde pryglet ham, som barn, men var latteren også rettet imod den familie som han havde dræbt?
"Intet barn bør tvinges til at dræbe, og ingen voksen bør lære sine børn om al den ondskab der er i verden, ved hjælp af død." hun så ned i jorden, med et blik der kunne dræbe. Hun forstod egentlig ikke hvorfor det hele skulle være sådan. Hvorfor folk skulle dræbe og slå ihjel konstant. Hvorfor skulle børn tvinges til sådan noget? Forældrene til disse børn anede ikke hvordan de ødelagde deres børns fremtid, liv og følelser ved dette...

Hun sank en klump og skælvede en smule, af frustration. Hun var vred over dette.
"Hvorfor...?" spurgte hun. "Hvorfor skulle du dræbe, for at få din fars accept? Han kendte til den verden som han lukkede dig ind i. Hvilke forældre er så hjerteløse." hvislede hun og missede med øjnene. Hun stirrede efterham, da han jo var gået lidt væk fra hende. Hun knugede hænderense sammen og rystede på hovedet. "Verden er syg .." hvislede hun og sukkede opgivende. Hun gad egentlig ike snakke om det her mere. Nu ville hun gerne snakke om noget andet. Noget godt og rart. Hun mærkede dampen i lungerne og sukkede opgivende. Nu ville hun gerne tænke på noget helt andet...

Han standsede sig selv da han hørte hendes ord, og vendte fronten imod hende uden at udstille sine følelser på nogen måde. Det halv vanvittige smil var forsvundet, og de spillende følelser i hans ansigt var gledet fra ham. Man kunne lige så godt sammenligne ham med en dukke, han var fuldstændig glat i ansigtet og total følelsesløs. Præcis, som hun netop havde været for et par minutter siden,
,,Hvordan kan jeg ikke?" han rynkede brynene let, og et udtryk dannede sig langsomt i hans ansigt. En udtryk der udtrykte frustration men også undren,
,,Han havde et barn mellem hænderne, men det var ikke et barn han ville få ud af mig. Han ville skabe et følelsesløst monster, som oven i købet var halv dæmon på grund af hans gener. En dræber maskine, som ville være et godt våben for Mørkets Lord, når chancen bød sig"
forklarede han, med sammenknebne øjne. Han stirrede målrettet imod hende, alt imens han forklarede sig frem,
,,Manden var syg physisk, hvordan kunne han så ikke undgå at gå barnet bliver mindst lige så sindsforvirret som ham selv,"
Alt imens han talte forlod det såkaldte følelsesløse ansigt ham, og den bitre facade gled af hans ansigt. Han spærrede øjnene let op, da hun nævnte forældrene i flertal. Heldigt at han i det mindste havde en smule selvkontrol, og fik sig med nød og næppe overbevidst sig selv om at hun ikke kendte til hans baggrunds historie. Hun kunne ikke vide at faren ved et uheld fandt ud af, at moren havde været spion for Lysets dronning hele vejen i gemmen, men havde desværre forelsket sig i fjenden - og ligedan med han faren. Melkor var dog alligevel en nådesløs morder, og bankede moren ihjel for øjnene af Morgoth og hans forsvundne søster, Tinuvíel.
Men han kunne alligevel ikke undlade at holde sin mund:
,,Det var kun faren den var gal med"
mumlede han lavt, og slog blikket fra hendes frusterede ansigt. Han drejede forsigtigt om, og vandrede stille frem. Ligesom hende, kunne han godt mærke at det var tid til et emneskift. For dem begge to.

Alwyn betragtede ham roligt, da han vendte sig bort. Hun så ned og bed sig i læben. En stemme i hendes hoved, langt langt inde, fortalte hende at hun var på dybt vand. At hun slet ikke burde kende Morgoth. At hun ikke burde skænke ham følelser eller rang i sit hoved og hjerte. Alle mennesker havde en rang i hjertet. Nogle var hadet, andre elsket. Morgoth skulle ikke have en rang; Det ville kun komme i vejen for hendes plan om at myrde ham.
Hun vendte ansigtet imod himlen og tog en dyb indånding. Hun forsøgte at få frisk luft, men forgæves. Dampene virkede hæmmende for hendes sanser og hun følte sig sløv.
*Som når man har bundet en hel flaske,*
Et smil bredte sig på hendes røde læber og hun rettede sig op. Hun skubbede sig selv ind på fast grund, eftersom hele området var temmelig mudret og usikkert at gå på.

"Hvordan går det ellers? Bare sådan generelt. Med ... Jobbet." Hun nåede at stoppe sig selv fra at spørge ind til ham. Hun knugede begge hænder. Hun måtte træde varsomt. Hun skulle bare have informationer ikke ynk.
Hun vendte sig imod ham igen.
"Kan den sorte rytter klare presset?" spurgte hun. Hendes stemme var ikke blid og venlig, som den havde været enkelte sekunder forinden. Det irriterede hende stadig. Morgoth var som et horn i siden. Som en kniv mellem ribenene. En pine og en plage. Han var bare i vejen for hende, konstant. Så blev han general. Hvor irriterende!.

Hun satte sig på hug og samlede en sten op, som hun vejede lidt i hånden, imens hun gik rundt i cirkeler.
"Har du overhovedet fået præsteret noget? Eller går du bare og dovner, dagen lang?" spurgte hun, med et kækt smil. Hun så på ham, og der var et glimt i hendes øjne, der kunne være svært at tyde; det kunne i realiteten betyde alt.
"Beklager, jeg skal nok være artig."

Med ryggen vendt til verden bag sig, lod han blikket falde frem for sig. Et blik der fortalte lige så lidt om ham, som han selv havde gjort det. Det var ikke til at se, end ikke hvis man så på ham, ville man ikke ane hvor meget hans hjerne egentlig kørte på højtryk. Stemningen der havde dannet sig imellem Alwyn og ham, var ikke just en behagelig en af slagsen. Han havde fortalt hende om en hemmelighed han end havde holdt hemmelig, for den han elskede. En hemmelighed der allerhelst skulle have holdt sig hemmelig, eller generelt ufortalt. Der var desværre ikke så meget andet at gøre, end at lægge det bag sig; lade det forblive fortid, og glemme hændelsen. Som så meget andet blev for fortid for Morgoth, glemt og lige så ufortalt. Endnu en hemmelighed at forlægge sig, som helst så sig glemt.
Lyden af den bevægende skikkelse bag ham, forstyrrede hans ørekanal og fangede derved hans opmærksomhed. Et hævet øjenbryn dannede sig i hans blege pande, og skabte derfor en enorm kontrast mellem det sorte bryn, og hvide hud. En kontrast der var lige så voldsom, som da et usynligt smil dannede sig på de røde læber. Ganske kort syntes en venlig gnist at have dannet sig i det, men ironien overskyggede det hurtigere end det var dannet. Uheldigt nok ville smilet havde klædt halv dæmonen, mere end nogen anden faktisk. Desværre var smilet blot uset af personen bag ham, og ville nok aldrig fremhæve sig mere, end den enkelte gang.
Smilets ironi var skubbet frem på grund af spørgsmålet, som Alwyn havde givet ham. Han havde godt anet spydigheden i de udspørgende sætninger, og påvirkede ham da også lige så hurtigt som smilets gnist var forsvundet. ,,Hvordan det går?" gentog han da som en opstart, til det egentlige svar. ,,Det går skam godt, tak," takken han havde givet hende, var ikke just en troværdig en af slagsen. Kort havde svaret været, og lige så lidt mening var der i den tak han havde givet hende, hvilket da egentlig også var tydeligt nok i hans tone.
Han vendte da til sidst skikkelsen imod hende, halvt om halvt, da han vendte blikket over skulderen imod hende. Han hævede da brynene i et overlegent udseende, inden det ironiske smil blegnede igen. Kommentaren der da faldt imod ham, kunne ikke andet end at hæve det usynlige smil igen. Der var et eller andet over den spydighed, hun havde lagt for sig. Muligt at den ikke var ment i venlighed, men han kunne ikke lade være med at finde den en anelse morsom. Prøvede hun at hidse ham op? For at falde i en diskussion med Morgoth, var ikke noget nogen ønskede - overhovedet.
,,Presset? hvad taler du helst præcist om?" som hende, omtalte han hende som 'du'. Alwyn var nok en af de eneste, han omtalte i du og ikke de. Hvorfor det netop helt var sådan, kunne han ikke rigtig besvarer. Sådan havde det altid været imellem dem, selv da de havde et mere eller mindre venskab. Den lille form for tradition så de begge ud til at vedligeholde, hvilket han da alt i alt også satte pris på. Igen, uforklarligt nok, var det noget han fandt ganske udmærket. Horisont omtalte han heller ikke som de, eller jer for den sags skyld, men det skyldtes også langt personlige årsager. Men sådan var det vel også med Alwyn?

Med blikket hvilende imod den nu siddende skikkelse, syntes det klædelige smil ganske kort at danne sig i den ellers udtryksløse streg. Det hævede ganske let op i noget der lignede smilehuller, som klædte hans ellers uberørte ansigt. De fremhævede kindben trak sig op i en blid streg, der lagde sig under de isende øjne i en let bue. Ufatteligt som det pludselig løftede op i det glatte ansigt, der nok aldrig havde set noget der ville have lignet et ganske normalt smil. Manden havde nok aldrig smilet, på den måde som han netop gjorde det. Der lå altid en større mening bag smilene, som allermest fremstod i et helt andet selskab - nemlig i selskab med Horisont. Sjovt nok var det ikke hende han befandt sig med, men derimod en helt anden kvinde. En kvinde, der virkelig havde sat sig præg i hans hukommelse.
,,Du er lidt konfliktsøgende, er du ikke?" mumlede han ganske let imod hende, i et isende tonefald der fik det lette smil til at forfalde fuldstændig. Han blinkede ganske let med øjnene, inden han svarede hende: ,,Jo det har jeg, men idag ser problemerne ud til at have forladt landet lidt - på den ene, eller på den anden måde"

Alwyn svarede ham ikke. Hun sad ned og sparkede til en lille sten. Hun gad ikke snakke mere. Jo, hun var skam konfliktsøgende; i hvert fald i dette tilfælde. Hun skælvede en smule. Trods vandet var varmt, så var luften begyndt at blive kølig. Hun missede med øjnene og rykkede sig tættere på vandet. Hun satte sig ved breden og mærkede de varme dampe imod sin hud. Det var nu en dejlig følelse og duft. Hun skælvede en smule.
Hun ville gerne sige noget, men var forholdsvis tom for idéer. Hun sank en klump og lukkede øjnene. Hun slappede af i kroppen og lod den ene hånd glide ned i vandet. Hun smilte for sig selv. Af en eller anden grund følte hun sig helt afslappet. Rolig. Tryg?

"Mm... Presset... Forventningerne..." mumlede hun, som en lille sang. Hendes øjne var stadig lukkede. Hun forsøgte egentlig bare at spare på energien og varmen.

( Meget... kort... Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle skrive. )

De mørke bryn hævede sig atter i dæmonens pande, da han hørte Alwyn tale. Uden at kommentere yderligere på hendes svar, vendte han blot hans stikkende, isblå øjne imod hendes ansigt. Han granskede kort det kvindelige ansigt, inden han atter lod blikket trække fra hendes, indrømmet, kønne ansigt. Det der da fangede hans øjne var hendes bevægende hånd, da ganske let gled ned i det varme vand. Han de nuværende smil ud i et lige streg, og sukkede ganske let for sig selv. Som så mange andre ting, kunne Morgoth fornemme andres sindstilstand - eller fornemme og fornemme, faktisk kunne han lugte den. Præcis som et rovdyr kunne han lugte hvor vidt personen var bange eller ej, og netop også kun frygten da denne form for lugt var yderst gennemtrængende. Faktisk den mest gennemtrængende af alle, hvis han måtte være helt ærlig.
Netop nu var det ikke ligefrem fordi Alwyn lugtede af frygt, men derimod virkede hun langt mere afslappet, og hvis han ikke tog helt fejl virkede hun også en anelse .. rolig, hvis ikke også tryg? Om det var ham der var helt gal på den, eller det faktisk var sandt nok, kunne han have sin tvivl om. Men netop som han lod blikket glide op imod den kvindelige skikkelses ansigt, måtte han indrømme at det ikke ligefrem var det modsatte af, hvad hans beretning hentydede til. Derimod virkede det nærmest som om, at den holdte stik.
,,Du skælver?" ordene lød ganske roligt fra hans mund, nærmest blide. Det var lidt af en konstatering at komme med, men sand var den. Hendes krop skælvede, og den gjorde det ret så tydeligt. Om det så var fordi hun frøs, hvilket han da stærkt tvivlede på, på grund af varmen ved kilderne, eller om det var en helt anden grund, ville han blot konstatere det. Hvorfor netop dette? Hvorfor kunne han ikke helt selv svare på, udover at han følte sig forpligtet - på den ene eller den anden måde - til at konstatere det som en mand .. som en gentleman, rent faktisk.

Hun så op da han talte. Stirrede indgående på ham. Skulle hun svare? Hun smilte for sig selv. "Jeg skælver ikke." forsikrede hun. Det var egentlig løgn, og hvorfor hun løj for Morgoth, vidste hun ikke. Hun lod fingrene danse henover vandets spejlblanke overflade.
"Jeg fryser blot en smule."
Hun betragtede ham indgående. Det var sjovt, for det var somom hun kendte to forskellige Morgoth'er. En vred, irriterende og hjerteløs mand. Og så den Morgoth der fra tid til anden viste omsorg og interesse. Hun havde mest af alt lyst til at lade sig glide ned i vandet. Blot for at få varmen. Og så måske også for at foretage sig noget andet. Hun følte sig en smule til skue, sådan som hun sad dér på kanten.
Hun betragtede indgående Morgoth og smilte for sig selv. En tanke strejfede hende og hun skubbede den straks fra sig. Men tanken alene var nok til at få en blød rød glød til at glide henover hendes kinder. Hun skuttede sig lidt og rystede på hovedet.
Hun lod tungen glide henover de røde læber og kørte den våde hånd igennem håret.
Hun så væk og rømmede sig en smule. Hun rødmede forsat.
Dette var jo latterligt! Ikke nok med at hun tænkte sådanne tanker, men det at hun lod sig påvirke af dem, var næsten værre.
"Hvem er du egentlig, Morgoth?" spurgte hun pludseligt og tiltede hovedet en smule. Hun skubbede en hår tot om bag øret og missede med øjnene. "Er du ham den onde. Den lede. Den hjerteløse." Hun holdt en pause og lod tungen glide henover læberne.
"Eller er du ham den venlige og rare?"

Noget der mindede om en ganske svag nikken, kom fra halv dæmonens ansigt, som et svar til Alwyns forklaring. På trods af det var lidt af en løgn, tog han ikke yderligere notits, eller initiativ til dette. Han lod de isblå øjne forblive imod hendes ansigt, som da endnu var vendt imod vandet tæt ved hendes siddende skikkelse. Netop som hun sad der kunne man næsten ikke andet, end at beglo hende en anelse. Eller beglo og beglo, det var et stærkt form for ord og blev allermest brugt i en pervers mening - hvilket ikke ligefrem kunne sammenlignes, med Morgoths betragten af Alwyn. Han studerede hende, på sin egen diskrete måde.
Da han atter vente blikket frem, mødte han et par betragtende øjne. Hans fjernede sig ikke det mindste over dette møde, men så blot indgående i hendes. Han mærkede hvordan øjenkontakten lige så stille skabte en psykisk form for kontakt, der alt i alt godt kunne føles som ubehagelig for mange. Ikke så meget på grund af øjnene mødes på den måde, som de nu engang gjorde det, men derimod på grund af Morgoths stikkende øjne. Pupillen gjorde dem endnu stirrende end de egentlig var, og det at den isblå farve nærmest gled igen med øjenæblet gjorde blikket lige så psykotisk, som halv dæmonen var. Men nogle bar over med denne detalje, eller så bort fra, om man vil. De personer der da endelig gjorde det, kendte også til langt mere end den morderiske Morgoth - som egentlig var størstedelen af ham. Helt umenneskelig var han alligevel ikke, da han på trods af al hans sindssyge, havde følelser. Nogle mere ukendte end andre.
Noget nyt fangede da halv dæmonens isblå øjne. Noget der stod i voldsom kontrast til den forestilling, der egentlig havde dannet sig i hans hovede, af Alwyn. En forestilling der tydeligvis var mindre kvindelig, da han spottede den voldsomme rødmen i de glatte kinder. Han hævede ganske let det ene øjenbryn, og undres faktisk i en kort tid. En undren der hurtigt forvandlede sig til en ustyrlig nysgerrighed. En nysgerrighed der ikke var lige så synlig, som dens egentlige ustyrlighed. Hvis det ikke havde været for hans selvkontrol, som han ikke havde sindssygt meget af, ville have have strøjet direkte ind i hendes tanker. Det fristede ham ubeskrivelig meget, netop fordi det var så nemt for ham som det egentlig var. Specielt da tanken havde været der for lidt siden, og sikkert stadig var plantet ind i krystalianeres hovede. Hvad tanken så end var, havde den fået hende til at rødme, og da hun havde tænkt den så hun på ham - dermed måtte det have noget med ham at gøre, eller hvad?
Det der da fangede halv dæmonens opmærksomhed, var den lyserøde tunge. Den smidige lille muskel, der ganske let gled over den frodige røde flap, der tilhørte sig overlæben. En underlig stitren skød igennem hans mellemgulv, og videre op igennem hans mave. En følelse han tidligere ville have beskrevet som ret besynderlig, men denne gang.. Anderledes.
,,Hvem jeg er?" hvislede han da ganske let, og lod de hævede bryn glide ned i en rolig grimasse. Det usynlige smil gled da atter frem, som en begyndelse på hans egentlige svar: ,,Jeg er den .. du vil have mig til at være?" smilet hævede sig da for alvor, og en kort barnlighed dannede sig i det glatte ansigt. Denne barnlighed gled dog hurtigere af end den var dannet, og alvoren stod da atter plantet i hans ansigt. Stjerne psykopat, det var lige hvad han var.

Tanken, der endnu var i halv dæmonens baghoved, om at bryde ind i Alwyns tankecenter var ret fristende. Det der, som sagt, tilbageholdte ham var hans selvkontrol - for ikke at tale om konsekvenserne for hans handling. Tanken om hvordan Alwyn egentlig ville reagere på hans konstatering om hendes tankegang. Egentlig ville han helst undgå hendes vrede, da han tidligere havde oplevet mere end nok af den. Diskussion var ikke just hans yndlingsbeskæftigelse, og da slet ikke hvis han selv gled over i det mere matte humør. Et humør som de fleste af hans bekendte, helst så uundgåeligt.
Men på trods af den mere eller mindre frygt, for Alwyns reaktion drev halv dæmonen kort øjnene ind i hendes tankercenter. Så kort tid, at hun end ikke ville ane han havde været der. Han brugte mindre end en brøkdel af et sekund på dette, og behøvede da heller ikke mere for at finde hvad han søgte - eller hvad han i hvert fald troede han søgte. Smilet der tidligere havde været det, det endnu usynlige af slagsen, gled fra hans læber. Et udtryk der før ikke havde vist sig på dæmonens ansigt, dannede sig ganske langsomt. Ikke et undrende, ikke et vredt et, men derimod heller ikk et venligt et af slagsen, vidste sig på den hvide overflade. Armene havde hængt sig ned langs hans side, hævede sig da og lagde sig overkors på hinanden. Med lette skridt vandrede han imod hende, med blikket da liggende imod jorden under sig. Han gjorde klar til tale.
,,Du kunne jo prøve, at føle efter?" lød det da lavmælt fra ham, og han hævede til sidst blikket. Fæstnede de stikkende øjne imod hendes, med et blink der intet fortalte.

Da deres blikke mødtes, rørte det hende ikke. Nok havde Morgoth et skarpt øje, men Spike havde haft to. Og de øjne havde stirret ind i hendes. Gennemboret hendes sjæl. Én gang for alle. Sådanne ting rørte hende ikke. Hun havde set mærkeligere ting. Og alligevel slap hun ikke blikket. Mødet mellem deres blikke. Sagde et blik mere end tusind ord?
Hun bemærkede ikke hvilken effekt hendes rødmen havde haft. Hvilket nok var en god ting alligevel. Hun sank en klump.

,,Hvem jeg er? Jeg er den .. du vil have mig til at være?"

Hun missede med øjnene. Hun knugede hænderne sammen og bed sig i læben. Dén sætning mindede hende om én bestemt person. Hun så væk og blev pludselig meget afvisende ikke kun i sin holdning, men også i ansigtsudtrykket. Hun tænkte, ganske roligt, imens hun lod hånden glide henover vandoverfladen. Ganske stille og roligt. Så skævede hun til Morgoth igen og et lille uskyldigt smil bredte sig over de røde læber. Hun havde egentlig lyst til at svare ham. Og så alligevel lod hun være. Hun havde det godt med sin tavshed. Den var ikke indbydende men heller ikke afvisende. Det var et neutralt blik, der alligevel havde ord i sig.
Hun lod ingen tungen glide henover læberne. Det var blevet en dårlig vane.
Hun stivnede da Morgoth pludselig kom nærmere. Hun stirrede på ham og knugede begge hænder. Hun betragtede ham indgående. Hvad ville han nu? Ville han angribe hende? Hun forberedte sig mentalt. Hun ville ikke kunne besejre Morgoth i en kamp. Men hun ville under ingen omstændigheder tillade at han angreb hende. Hun trak hånden op fra vandet og støttede den på jorden.
Stilhed.
Så stoppede han op.
Han stod ikke langt fra hende.

,,Du kunne jo prøve, at føle efter?"

Hun missede med øjnene og smilte en anelse. Hun rejste sig op. Hun var uhyre vred nu, men det var ikke til at se. Hendes ansigt fortrak sig i et blidt smil og nogle over-kærlige øjne. Hun tog et par skridt og stilte sig helt tæt op ad ham. Hun så ham ind i øjnene.
"Og det ville du have det fint med?" hviskede hun, med en rytme, der nærmest fik det til at lyde som en lille sang. Hun rørte ham akkurat ikke, men der var ikke mange centimeter mellem deres ansigter.
"Føler De Dem ikke lidt... Skræmt? Hr. General?" forsatte hun og betragtede ham indgående. Hun smilte. Et ganske lille smil. Et frækt smil, måske. Hemmelighedsfuldt var det i hvert fald.

Et eller andet fortalte halv dæmonen, at han havde overskredet en hvis grænse. Selvom hendes vrede havde været usynlig for alle, selv for ham, var der et eller andet der stak ham i siden. En stikkende fornemmelse, der fortalte om hvor vidt han havde overskredet en personlig grænse eller ej. Men på trods af dette faktum, holdte det ham alligevel ikke tilbage. Det havde ikke trukket ham tilbage en eneste gang, end ikke fra en situation, der havde været langt mere advarende end denne. Selvom det tydeligvis havde været mere personligt end forventet, havde den nysgerrighed der var vakt i ham, overvundet alt andet. Som et lille barn der bare ikke kunne fingrene, fra den enorm røde knap. En knald rød en af slagsen, som bare alt andet end udløste noget godt - en der skreg af: Advarsel, dont touch! Men Morgoth havde trykket på knappen, og ville sikkert også komme til at trykke på den hundred gange mere. Han var da godt igang med at nærme sig halvfems?
Han hævede ganske kort ansigtet, da den kvindelige skikkelse foran rejste sig. Med blikket endnu hvilende imod hendes øjne, lod han de endnu korsoverlagte arme hvile imod hans brystkasse. I takt med at hendes ansigt nærmede sig, tillod han sig at granske hendes ansigt yderligere. Det var længe siden han havde oplevet hende på så nært hold, i denne form for situation. Og han havde da heller aldrig taget sig den frihed, at betragte hende på den måde som han da gjorde det. Noget han hurtigt fik bekræftet, var kvindeligheden ved hendes ansigt. Hendes næse, hendes læber, for ikke at tale om hendes kindben, var i sin største forstand kvindeligt - i sit bedste vilkårene. Hendes øjne derimod .. Der var noget besynderligt over dem, specielt det enkelte af dem. Var det guld, han så i det?
,,Skræmt?" gentog han da, i et yderst blidt tonefald. Smilet der dannede sig på Alwyns læber, fik en muskel til at trække på sig. Smilemusklen løftede ganske let på hans læber, og dannede et ganske let smilehul i hans ene side af munden. ,,- Jeg er rædselsslagen," afsluttede han da, og stirrede blot åbenlyst videre ind i hendes blålige øjne, afventende på hendes næste trick. Han var dødsens, var han ikke?

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans svar. "Det var godt," hviskede hun, og kælede for ordene.
Den måde han stod, fik ham til at virke indelukket. De korslagte arme var hans skold. Skjoldet skulle knuses først. Sådan var det med alle ting. Mænd, dyr, hære. Hvis skjoldet blev brudt var de sårbare. Nemme ofre. Ikke kun for et våben men også for fristelsen. Alligevel var der noget der sagde hende, at Morgoth allerede var faldet for fristelsen.
Hun betragtede ham indgående. Han var meget fascinerende, syntes hun. Noget særligt. Speciel. Måske ligefrem tiltrækkende? Tanken passede ikke ind, men det var ikke en løgn. Hun kunne ikke lyve for sig selv om, at Morgoth var en flot mand. Stærk. Men havde han ære? Det ville tiden vise.
Hun hævede sine hænder og placerede dem ganske roligt på hans arme. Hun løsnede hans 'kors' og skubbede hans arme ned langs siden. Hun smilte stadig sukkersødt, men i hendes øjne var der et glimt af usikkerhed. Hun løftede sig selv på tærene og lod kort deres næser røre hinanden, inden hun tiltede hovedet en anelse og derefter mødte hans læber i et ultrakort kys. Der var ikke engang gået et enkelt sekund, før deres læber skiltes igen. I dette korte sekund havde hun trukket en lang, smuk daggert, et arvestykke, som hun nu pressede imod hans hals. Skråt. Ikke for at skade ham, men for at holde ham i skak.
"Morgoth," hviskede hun og stirrede ham i øjnene. Hun var lidt usikker på hvilket af hans øjne hun skulle stirre i, så hendes blik flakkede imellem dem. Hendes smil var forsvundet. Hendes ansigt var blevet seriøst og barskt.
"Du... Holder dig ude af mit hoved."
Hun stirrede på ham i nogle sekunder, før hun fjernede kniven fra hans hals igen. I en hurtig bevægelse sad daggerten atter på sin plads i hendes bælte, hvor den glimtede og gjorde sig til.

Den underligt søde lugt af kvinde, dannede sig i hans næsebord, på grund af Alwyns nærhed. For det meste, på grund af det kvindelige køns behov, ville den nivende lugt af parfume irriteret hans lugtesans. Sjovt nok var det anderledes i dette tilfælde, hvor lugten derimod var langt mere .. behagelig, end de fleste. Ikke så meget fordi han fandt Alwyn behagelig i sig selv, men hendes lugt derimod - hendes helt egen, personlige lugte, en lugt som alle nu engang bar rundt på - var ganske beroligende. Netop fordi hans lugtesans nu var så stærkt, som den egentlig var, skyldtes igen hans dæmonlige side. En side der havde været med til at fremhæve alle de former for sanser, hans menneskelige individ besad af. Det ville så sige: syn, lugte, høre og smagssansen. Men ikke kun dem, men derimod også det at kunne føle, mærke en anden berøring fra et andet individ. En berøring der var langt stærkere end man ville forvente. En berøring der efterlod en vis følsomhed, efter at have mærket kontakten mellem to væsners hud - eller generelt, det at noget der sad på kroppen mødtes. Netop denne følsomhed dannede sig for første gang, mellem Alwyn og Morgoth, da han mærkede hvordan hendes hænder ganske let trak hans arme fra hinanden. Lige så let som hvis hun havde bundet et par snurre op, gled hans arme fra hinanden, og lod sig hænge ned langs hans sider.
,,Virkelig?" mumlede han da ganske let igen, og lod ansigtet falde nogle ganske, ganske få centimeter. Dette resulterede blot i, at nærheden imellem deres ansigter formindskede sig. Pludselig var Alwyn forsvindende tæt på, hvilket nok havde for det fleste til at reagere yderligere. For Morgoths vedkommende, kneb han blot øjnene ganske let sammen, inden et mere eller mindre flabet smil - endnu småt - dannede sig på hans læber. Selv samme læber, måtte være vidne til at føle Alwyns kysse hans. Kysset havde ikke just været langt, men han havde da alligevel haft mulighed for at mærke hende, for ikke at tale om at smage på hende. Lige så sød som hendes lugt var, havde smagen af hendes læber været det. Desværre havde oplevelsen været kort, og lige så kort som den havde været, havde han opdaget den usikkerhed der glimtede i hendes blålige øjne. Der ville havde været en reaktion på dette, vis han da ikke havde haft et knivskaft hvilende imod sit strubehoved. Underligt nok overraskede det ikke dæmonen, men det behagede ham det derimod heller ikke. På en eller anden syg måde, opstemte det ham, men det provokerede ham derimod lige så meget.
Han hævede atter hovedet, da han mærkede hvordan den kolde klinge pressede sig let imod hans blege hals. Et skadefryd smil, dannede sig på hans læber og noget der mindede om en lav latter lød fra den truede hals. Lige så kortvarig som kysset havde været, havde den været, og en lige så hurtig bevægelse kom efterfølgende. I en hastighed hurtigere end det menneskelige øje ville have opfanget, havde han lagt armen omkring hendes hofter og trukket hende tættere til sig. Med hånden liggende imod hendes lænd, havde han blidt presset hendes mellemgulv imod hans, for ikke at knalde deres hoveder sammen.
,,- Hvis du holder dig fra mit," havde han derefter hvislet tilbage. Om der lå en vis bagtanke i hans ord? - det kunne man i hvert fald godt sige.

Hun stirrede indgående på ham. Betragtede ham og tiltede hovedet lidt til den ene side. Da han trak hende ind til sig, kunne hun ikke lade være med at smile. Hun missede med øjnene og betragtede ham, som en giftslange betragter et potentielt bytte. Hun fik mest af alt lyst til at slå ham i hovedet over hans opførsel. Men der var noget i hende der ville lege. Noget der ville se hvad der nu ville ske. Hvilken del i hende det var, der ønskede at denne lille leg skulle forsætte, vidste hun ikke. Men den var der. Dybt inde. Det svage led i kæden. Eller måske det eneste stærke?
Et øjeblik ønskede hun, at hun ikke havde fjernet kniven. Og så alligevel...? Et ironisk smil gled over hendes røde læber. Hvor var det egentlig typisk. Lige som hun var højt på strå, så skulle han akkurat forsøge at pladsen som dén på toppen. Hun gjorde intet ved sin nuværende situation. Hun blev holdt tæt på Morgoth. Hun kunne mærke ham. Lugte ham. Hun skælvede en anelse, af ukendte grunde. Det kunne være kulde, usikkerhed, frygt, træthed. Alt. Alle følelser lurede i hende. Faretruende stærke følelser, lige på nuværende tidspunkt. Blandingen af de varme dampe og den kolde luft lige over dem, usikkerheden for om hun skulle føre sin plan ud i livet, frygten for hvad alt dette kunne føre til og trætheden der inderst inde bad hende om at opgive dette, og lade hende gå derfra i stilhed, uden at dette førte til mere. Det var allerede gået for vidt.
Hun stirrede ind i hans øjne. Hun kunne ikke lade være med at smile over hans kommentar.
Et sukkersødt smil bredte sig over hendes læber. Hun følte sig ikke helt som sig selv. Af uvisse grunde virkede hun anderledes. I hvert fald for sig selv.
Hun tog ganske forsigtigt hænderne op til Morgoths hals og rettede lidt på hans krave.
"Det kan jeg ikke love," hviskede hun og betragtede ham indgående. Hun lod derefter den ene hånd glide op, først op langs halsen, så op af kinden og op i hans hår. Hun lod blidt fingrene glide igennem hans hår. Hun havde et uforklarligt glimt i øjnene og et smil på de røde læber. Hun stilte sig på tæer igen og kyssede blidt hans læber. Igen. Denne gang afsluttede hun, det næsten lige så korte kys, med et bid i Morgoths underlæbe. En lille straf måske? Hvem ved.