Crarcer lo højlydt, jamen sikke dog hun troede at hun vidste alt hvad der var at vide! Han hørte lyden af gravstenene der sprang ved hans sider men lukkede bare øjnene idé flintesten fløj igennem luften, mange gennemborede hans kåbe og satte sig nogle milimeter ind i hans hud. Han sænkede blikket og så ned af ham selv. Han rystede opgivende på hovedet og fnøs, han kunne mærke blod løbe ned af hans ene side, og hans ene øje var blevet blindt af blod fra øjenbrynet der sejlede ned af hans ansigt.
" Yderligheder? Såsom at dræbe mig? i så fald er du forsen på den, pigebarn... Men lad mig da demonstrere hvorfor de burde havde gjort dig selv klogt, at havde flygtet mens de havde chancen. " Sagde han med samme hæsse stemme og lod sin højre hånd omslutte kraniet på staven " Akanoth kazai." Hviskede han igennem luften, og så rundt på de forskellige gravsteder nær ham.

lyden af hjord og sten der blev presset op overdøvede stilheden, og fire bugler begyndte at vokse højere ved de fire gravsteder der var nærmest Crarcer. Langtsomt som hjorden forsvandt fra disse fire væsner der havde rejst sig fra deres grave, kunne man se hvordan et lig så ud efter flere måneder i forrådnelse. Han hviskede igen noget uforståeligt og disse fire udøde, bestående af kød rester og knogler vaklede hen til ham og stilte sig i en firkant om ham, en ved ver hjørne, med en afstand til ham på 1 meter. De var mere monstre end mennesker, det eneste der gjorde dem menneske lignende var deres hår på hovedet som de stadig havde, nogle af dem vel og mærke.

Samtidig styrede han håndfladen imod hende, idé de udøde havde været ved at rejse sig, og bag hende rejste sig en udød for graven, eller vel og mærke, havde den ikke rejst sig helt endnu men det vargodt på vej " Prøv så nu at se, hvorledes din telekinese virker, du kan prøve at kaste rundt med mig, men husk nu at holde paraderne oppe samtidig, så får vi se hvor langt du kommer med din dyrebare evne." Lo han med øjne der udstålede kontrol og overlegenhed. Hendes angreb havde intil videre været vellykket men uden nogle indflydelse, han mærkede ingen smerte, det var kun Caen der gjorde det, når han fik kroppen tilbage, og han var jo heldigvis ikke dødeligt såret.

Xenix så kort spørgende på ham, han kunne da ikke allerede være død, ikke med det udseene? Pludselig slog tanken hende, selvfølgelig var Crarcer død, det var bare ikk has krop, så hvis hun slog ham ihjel, ville hun også slå en ukendt, måske brugbar person ihjel, sådan fungerede sjælesten. Mere nåede hun ikke at tænke før Crarcer endnu engang mumlede noget uforståeligt, dog var hun ikke i tvtvl om hvad det ville betyde, og ganske rigigt så hun de fire buler rejse sig, og 4 døde kroppe kome til syne, hun skar en grimasse da hun fik øje på dem, dog satsede hun på at de var forholdsvis ledeløde og dermed ikke svære at skille fra hinanden.
"Dem der? Hahahah, det bliver intet problem!" sagde hun overlegent og sendte Crarcer et kækt blik, er snart var helt hvidt, så skulle hun bare lidt tættere på ham.
En anden ting var ligeledes at det nok ikke blev så let som hun gav udtryk for at rydde disse udøde af vejen, specielt ikke hvis han bare kunne fremmane utallige udøde, så kom dette nok til at tage en del tid og kræfter.
"Har De desuden ikke hørt om respekt for de døde? De ter bestemt ikke det De udviser!" fortsatte hun provokerende, før hun med et fast telekinetisk greb om den største udøde løftede ham 40 meter op i luften og slap ham, så han faldt ned over n stor gravsten der forhåbentlig ville slå ham i stykker.
Heldigvis havde hun fået mere styr på sin evne, men ikke nok til at kunne tage sig af flere udøde på en gang, hvilket nok ville give problemer

Crarcer sukkede dybt idé hun jog den udøde op i en kæmpe højde. Han fulgte den udøde med blikket idé den faldt til hjorden og lyden af knogler der brækkede fik ham til at tø til et smil. Han så imod hende igen og noterede sig hurtigt at hendes øjenfarve havde ændret sig. " Respekt for de døde? Det er noget værre fis, de døde er her ikke mere, kun de jordiske rester, så er det op til den enkelte at hædre den døde igennem sit liv, ikke ved at be en bøn ved personens gravsten... Iøvrigt så kan de døde jo bare rejse sig fra deres grave og protestere hvis det er så forkert, det burde guderne vel kunne klare? " Råbte han blasfemisk, for det var det jo enelig. Han kærtegnede igen kraniet med en vis form for drivkraft, ondskab, tanken om at skade sin modstander på bedst mulig måde. Han hviskede igen i vinden og slap staven som blev stående i hjorden. Hans håndflader lod han vende imod hende og lyden af grus og hjord der koliderede imod hinanden var nu til at høre igen. Bag hende rejste sig 3 udøde, den ene bevæbnet med en kniv, en anden bar rustning, sikkert en afdød soldat fra hjemegnen, den tredje syntes at være begravet fornyligt. En ung kvinde, vis hud var noglelunde intakt, det samme var hår og delvist tøj men øjnene manglede. Hans øjne spejlede glæde og fryd ved synet. De vaklede styk for styk imod hende.

Crarcer tog fat om staven igen, det krævede fuldkommen koncentration at kontrollere så mange, de der angreb var ikke svære, de havde kun til ordre at angribe, ikke hvordan, mens de fire der beskyttede ham krævede en del mere koncentration, i tilfælde af angreb skulle han på meget kort tid være istand til at styre en af dem, så de kunne afværge angrebet, hvad det så end var.

Xenix vendte sig hurtigt mod de tre døde da hun hørte dem rejse sig fra deres ellers magelige leje, hun kløede sig kort på det nøgne stykke af armen før hun sukkede, det her ville sikkert komme til at tage sin tid. Hun så vurderende på sine modstandere, ham med kniven ville nok blive det største problem, elles ville den ellers nogenlunde intakte kvinde, hun ville være svær at slå i stykker. Med en afværgende bevægelse slog hun med en telekinetisk bølge kniven ud af hånden på den bevæbnede zombiemarionet, der let dansede i Crarcers snore, før hun så vurderende på liget i rustnin. En soldat, der må hvile et sværd i dennes grav, tænkte hun hurtigt før hun tænkende bed sig i læben, hun måtte hen til graven, men det ville kræve hun ryddede de tre af vejen først.
Hun kastede et blik tilbagemod Crarcer med et kækt smil "Vil De virkeli hav jeg skal nedlægge dine hunde, til din store ydmygelse, eller vil De selv pænt lægge Dem tilbage hvor de kom fra?" lo hun stadig stånde på en solid gravsten, snar var hendes blik parat til et afgørrende angreb

Crarcer smilede stort ved hendes tale og nikkede bare godsindigt med hovedet, og gjorde en mine som sagde noget i retning af * Slå dig løs* " Ydmyggelse? jeg gør dette for min underholdning, jeg elsker at se min vært lide, derfor undveg jeg ikke dine udfald, og disse døde er ikke så kvalificeret som andre, stærkere udøde. Men lad gå da, fortsæt fra hvor du begyndte. " Sagde han højlydt med fryd i stemmen, han nød virkelig situationen og smerten der bed i hans krop. Den udøde hun havde gjort udfaldet på lå livløs på hjorden, fuldkommen død som før Cracer fik fat i den. Kniven vivlede igennem luften og satte sig fat i den unge kvindes fod, uden en reaktion. De haltede fortsat imod hende men fra en lang afstand.

Han holdte sig defensiv, han havde sat spillet igang, nu var det op til hende at spille det, man kunne altid tilføre nogle ekstre kompatanter hvis det blev for let. Han havde først tænkt sig at stoppe når hun enten brød sammen eller var godt såret, hun skulle være i live, hun skulle sende et budskab. Han så sådan en lidenskab i mørke, død, smerte og kaos at det var helt frygteligt, det var også det der gjorde ham ukontroleret.

Xenix fortsatte sit lille spydige smil, selvom situationen overhovedet ikke huede hende, på nogen mulig måde, faktisk irriterede dethende, han hun var en underholdningsfaktor for ham, sådan skulle det på ingen måde være, bestemt ikke.
Hun så sig hurtigt over skuldren og konstanterede hun havde tid nok, hun rettede det nu hvide blik mod ham, dog var hun for langt væk til at kunnese hende i øjnene, det var heller ikke virkningen at lade ham falde om nu, næ nej, hun hvilede blikket på hans stav, som hun med en hurtig tanke fik trukket til sig(?) nu hvor han ikke holdt på den, men blot stillede den i jorden var det simpelt for hende at få fat i den

Crarcers stav fløj igennem luften. Han slog overrasket øjnene op, han havde slet ikke skænket sådan et træk en tanke. De udøde greb ud efter den uden virkning. Hendes fingre låste sig smidigt om den med et greb. Den var fuld af en overvældende kraft, magtfuld men fuld af ondskab. Den gav hende automatisk et kæmpe overskud af energi, som havde hun sovet i flere dage, sådan føldes det ivertifæld.
" Smart, du er ikke helt uden evner. " De angribende udøde der stadig kom nærmere og nu var 7,8 meter fra hende syntes ikke at være påvirket af at hun nu besad staven, de havde fået en enkel ordre, det var Crarcer istand til at styre, men dem der beskyttede ham behøvedede flere ordre, og uden staven eller de udødes navne var de sværre at kontrollere. De der beskyttede ham stod pludselig helt lammede, ude af stand til at rykke sig, indtil at Crarcer lagde kræfter i.

Han så blot underholdt ud. Han mødte stadig ikke hendes blik, der var noget ved det han ikke syntes om, men på et eller andet tidspunkt ville han nok begå fejlen at se ind i hendes lysende hvide øjne.

Xenix greb låste sig kontrolleret om stavens overflade, og i det samme spærrede hun overrasket øjnene op, Wov sikke en enorm kræft den besad, hun kunne fornæmme de mange kræfter der løb gennem den som ligeledes overførtes til hende. Hun sendte ham et overlegent smil med en kæk attitude "Nå, den skal De vel ikke bruge alligevel!" lo hun og vendte sig derefter mod de døde, før hun skævede til staven og rystede svagt på hovedet, hvor havde det være fedt hvis hun var i stand til at kontrollere dem, men det vidste hun godt med sig selv, at hun på ingen måde var, det var kun nekromantikere der kunne den slags, og det var hun på ingen måde.
Med det ekstra overskud sprang hun ned fra gravstenen og løb mod de tre lig der kom vaklende mod hende, men få meter før hun nåede dem, strøg hun en stor bue udenom og hen til graven hvor den rustningsbeklædte zombie havde hvilet et sværd, et sværd, et sværd, ivrigt stirrede hun ned i graven, men kunne umiddelbart ikke se noget, før hun fik øje på noget der nok engang havde været skinnende metal, hun løftede det ubesværet op og så vurderende på det. Det var rustent, men ikke ubrugeligt, heldigvis var det let og dermed let at bruge.
Hun så mod de tre lig og smilede skævt, før hun styrtede mod det nærmeste og huggede i en rund glidene bevægelse mod halsen på kræet, så det forhåbentligt mistede hovedet. Dog knugede hun stadig han stav i venstre hånd, den skulle han bestemt ikke have tilbage foreløbig!

Crarcer stillede sig i en behagelig, afslappende stilling, hvilende på det ene ben, fremskudt, og det andet strakt, men hænderne hvilende langs siderne. Han smilede imponeret da hun hev sværdet op fra graven. Hun troede sikkert at hun have vundet kampen, men der var nu mange andre tricks tilbage. Han kunne altid få Cean til at udskifte ham med en anden sjæl hvis nødvendigt, noget som Crarcer dog ikke havde tænkt sig, hun var ikke stærk nok til at han ville lide nederlag. Den udøde kvinde gjorde et slag imod hende i håb om at slå hende, men idé hovedet blev kappet af, faldt hun til hjorden, men langtfra død, Den gjorde et svagt slag imod Xenix ankel, men det var bare et lille puf grundet faldet. De to andre vendte sig og gik imod hende. Kniven sad stadig i den kvindelige udøds fod.

" Nej det er ikke nødvendigt, men hvad skal du med den?" Spurgte han højlydt, uden brug af kræfter. Han ventede på at hun havde elimineret de næste par udøde, før at han ville gribe til yderligheder. Han var en anelse nervøs inderst inde, hvis hun overvejede at ødelægge den. Den stod ham meget tæt, da den var blevet givet af hans læremester, det var nu mest fordi at den havde så mange krafter.

Hans blik udstålede dog stadig morskab og koncentration. og han så hende dybt i øjnene, med en pludselig vrede. Hun skulle ikke slippe godt fra dette, INGEN, skulle røre staven, udover ham den dertil var blevet givet til. Hun skulle lide, selvom at hun nu enelig var en spændende en, stædig var hun, det måtte man give hende.

Xenix vendte sig med et smil mod de andre udøde da de begyndte at gå mod hende, hun mærkede et halvhjertet slag mod sin ankel, men tillagde det ingen større betydning, selvom kræet endnu kunne være i live, det var trods alt en udød.
Xenix skævede mod den rustningebelædte og valgte at tage den anden først, liget der var iført panser kunne alligevel ikke bevæge meget af de tilbageværende kropsdele, når han var iført så stift metal. Hun sprang frem mod satanen og med to elegante hug fkar hu narmene af ham, et øjeblik vurderede hun om ligene overhovedet var i stand til at forårsage større fysisk skade på hende, men hun veg hurtigt fra tanken, og kiggede vurderende på de resterende ligrester, før hun vendte blikket mod Crarcer. "Årh det ved jeg nu ikke, måske.. knække den? Ellers ville kraniet sikkert klæde min hylde!" lo hun og sendte ham et kækt smil, før hun endnu engang slog blikket over på liget, der langsomt men sikkert vaklede mod hende

Crarcer genkendte hendes smil men dog meget sarkastisk. Han var meget tæt på at knække i vrede, hun havde hans stav, Hans stav! " Knække den, pas nu på... Det ville være en skam" Sagde han med et til. Han lyste op i vrede, og mødte igen hendes hvide blik.
Han pegede på den udøde med rustningen, hvis øjne pludselig lyste rødt, da han tog fuld kontrol over den, så den bevægede sig som han ønskede. Den udøde kvinde trak kniven ud af benet, og så op imod Xenix. Crarcer stak den et blik og sendte den ordre til at kaste kniven mod hendes ryg, som den gjorde. Kniven fløg igennem luften. Den rustningsklædte udød lod nu til at kunne bevæge sig normalt. Den stillede sig i kampstilling, men lod ikke til at angribe.
" Aflever staven, så kan jeg overveje at lade dig være, hvis du så også forlader kirkegården, ellers kan du jo få lov til at grave din egen grav " Sagde han hårdt, og vreden var til at høre. Vreden var skønt et eller andet sted, skønt når han havde noget eller nogle at rette den imod, det havde han nu.

"En skam?" gentog Xenix mistroisk og så udfordrende på ham "Det er jo bare en pind, på den anden side kunne jeg vel godt selv bruge den!" sagde hun med et kækt smil og strøg roligt kramiet med en finger, før hun mærkede en gennemborende smerte i venstre side af taljen, og hun vendte sig mod liget af kvinden, der åbentbart ikke ville lægge sig.
Hun gav et gisp fra sig og flåede kniven ud med en anstrengende bevægelse, hvor blod stille strømmede ud fra såret, heldigvis havde liget ikke ramt videre godt.
Xenix kneb øjnene stift sammen mod ligene og for frem mod kvinden hun uden problemer huggede over i tre dele, før hun løftede det rustningsbekllædte lig op i luften og af alle kræfter kylede det mod Crarcer, han skulle på ingen måde give hende flere skader end hun i forevejen havde, takket være hans stav havde hun uanede mængder af energi, og kunne derfor let se bort fra smerten.

Crarcer smilede sejrers præget ved synet af hans velplacerede udfald. Han kneb øjnene sammen for at kunne konstatere at hun blødte, men det var ikke til at se, dog var hendes gisp nok til at konkludere at kniven havde ramt hende. Han så imod hende idé hun med tankens kraft greb fat om dette rustningsklædte mesterværk og kastede den imod ham. Han fnøs overlegent. Ramme ham med sådan et åbenlyst træk, glem det. Han gjorde en bevægelse med armen og en af de udøde der garderede ham sprang frem imod det indkommende projektil af et lig, så de koliderede imod hinanden. Hjern der slog ind i kød i seancen syntes at falde godt i Crarcers smag. De faldt til hjorden. Hans øjne havde et glimt af glæde, men det var kun fordi at han nød kampen. Han slog armene lodret i vejret og fremførte endnu en uforståelig sætning og op kom de to døde, som hurtigt fandt plads ved hans side, så der nu var fem der beskyttede ham.

" Til hvad dog?" Spurgte han højlydt med den rystende stemme. Han satte sig i skrædderstilling på hjorden og stak hånden i robens ene lome hvor han fiskede nål og tråd op. Han lagde fokus væk fra Xenix, han var aldrig så kamplysten, hun blødte allerede, og såret måtte gøre ondt, nok til at han bare skulle vente på at hun lavede et træk, hun var stædig, så hun trak sig nok ikke, staven skulle nok finde vej tilbage til Crarcer, det var han sikker på. Han lagde sit første sting i armen hvor en af resterne fra de sprungende gravstene havde dannet et fint snit.

Xenix stirrde stift på Crarcer da liget slo sammen med en af hans beskyttere, før hun rystede på hovedet og vendte sig mod det idste lig, hun med tre lette hug amputerede både arme og hoved på. "Tjo ser De, det lader til at Deres stav besidder uanede kræfter, hvilket jo er en fordel!" lo hun kækt og sprang nogle meter tættere på Crarcer, denne gang så tæt at hendes øjenkontakt ville forårsage den ønskede virkning fra hendes side.
Hurtigt stillede hun sig klar til et eventuelt angreb fra en af hans såkaldte vagter, nu ventede hun bare på at han ville løfte hovedet, så hun kunne tage den fulde kontrol

" Hvis du føler at den kan hjælpe dig så meget vel " Sagde han med et trodsigt smil, stadig med fokus på hans sårede arm. Han lagde endnu et sting i armen og strammede så til.´Det gjorde meget ondt, og han fangede da også ham selv i at bide sig i læben, selvom at smerte ikke var ham et problem. Hans udøde tjenere stod og slingrede hvileløst fra side til side, kun holdt oppe til at udføre den svære opgave at beskytte ham og dræbe alt der kom ham nær, selv hvis han blev slået bevidstløs ville de udøde udføre deres opgave.

Hans blik lå på hans arbejde, men hans sanser var spidset ind til at finde ud af hvad der foregik omkring ham, selvom at de udødes uforståelige mumlen eliminerede chancen for at høre Xenixes skridt langs hjorden. En stærk blæst begyndte at trække op, som trak og sled i Crarcers kåber, og fik Xenixes hår til at flavre rastløst i vinden. Duften var som på en anden kirkegårds, død og stillestående, så lidt vind var nok syntes meget velkommen set med kvindens øjne.

" Hvad har du tænkt dig at gøre? du bløder jo allerede, hvad med at trække dig, inden at du ikke har mere blod tilbage i kroppen overhoved?" Hans stemme var hård, hun skulle vide at han lagde alvor bag, han var ikke mere interesseret i kampen, hendes skrig i smerte syntes ikke længere at være noget han blev tiltrukket af, til at opnå, men hvis det var nødvendigt for at få staven tilbage så var det vel på sin plads at kæmpe for den, hun skulle bare ikke opdage at hun havde overtaget da hun besad staven.

Xenix nød kort vinden og tog en dyb indånding, ganske vidst blødte hun, men det var ingenting i forhold til hvad hun var vant til, så hans trussel havde på ingen måde nogen form for effekt på hende.
I irritation så hun ned på hans nysyede sår, og flåede snoren op gennem huden på ham, så såret åbnede sig på ny(?) i håb om at fange hans opmærksomhed, og dermed hans blik.
"Det lille sår har ingen effekt!" sagde hun bestemt og smilede kækt ned til ham, med et bestemt blik fæstnet til de udøde, der vel og mærke kunne angribe når som helst, egentlig var det løgn, såret sveg og dunkede, men det var ikke noget han skulle have i vide, slet ikke.
Hun trippede lidt til den ene side så hun ikke stod ovenpå en grav, der var rigeligt med udøde der havde haft fat i hende idag, og havde ikke i sinde at blive overrasket af en ny udød fra gravens dyb.

Cracer bed sig hårdt i inderlæben da hun med sin telikinese rev hans syning op. Tråden skar sig igennem hans hud som sprang op. Hans hår rejste sig, det var en kølig, men skrigende smerte. Han så arrigt op imod hende, og lagde den anden hånd op på hans arm som blødte. De udøde slog alle øjnene op og rettede sig aggresivt imod hende, de var styret af hans kræft men hans humør havde også en indflydelse, helt hjernedøde var de ikke.
" Er du nu sikker på det? " Spurgte han smilende og rejste sig, det var ikke til at se at han var under smerte, han nød det vel, men hans vrede rejste sig også. Nu havde han fået nok, nu var der kun en vej, og det var fremad.
Hun var meget stædig, og modig vel, adel var hun ikke.

"Selvfølgelig!" sagde hun bestemt og rettede det mælkehvide blik mod ham, nu ventede hun blot på øjenkontakt, hvis hun kunne opnå det, ville hun have vundet. Hurtigt løftede hun sværdet da de udøde reagerede på hendes udfald mod Crarcer, de kunne bare komme an, de var ledeløse og tilsyneladene ikke til stor effekt, hun havde efterhånden fået rigeligt blod på tanden,nu skulle hun bare beholde staven, dens kraft var altafgørrende, uden den ville hun nok synke sammen i udmattelse, hendes rejse havde i forevejen været ualmindelig hård, og kampen gjorde det ikke meget bedre, for ikke at snakke om såret der nok ville spille en større rolle end det lige pt. gjorde, så uden hans stav var hun nok på dybt vand.
Forsigtigt gik hun et par skridt tilbage og dannede dermed en større distancemellem hende og de udøde, så hun lettere kunne måle deres udfald, Crarcer i sig selv så hun ikke som værrende nogen trussel, så ham tog hun ikke så meget højde for

Crarcers øjne mødte hendes, han så undrende ind i hendes blik, hendes øjne var kridthvide, de slog igennen mørket som lys i horisonten. Det slog en kæmpe smerte i ham, pludselig og total overraskende. Han krummede sig sammen og faldt til hjorden i et højt smerte udbrud. Han lå sammenkryllet med hætten over hovedet, og hænderne indtil maven. Det gjorde ondt over det hele. Det var så skønt, den imponerende effekt hendes blik pludselig havde fået, imponeret var han. De udøde slog ud med armene og sprang imod hende, deres døde øjne forblev sorte, så han havde ikke kontrollen over dem, han kunne overhoved ikke koncentrere sig, smerten var for overvældende. Den rustningsklædte var først. De kunne rive,bide og slå, det var rigeligt når de var i en stor mængde, havde de været i en skov var det måske en udød bjørn han havde fremkaldet, så hun burde være tilfreds med udøde.

Xenix slog en stor latter op idet hun så effekten påvirke ham, det var skønt, og hvor havde han fortjente det, hun kneb øjnene sammen mod ham for at øge smerterne, et øjeblik havde hun glemt de udøde, i vildskab for at få Caracer i sit net, hvilket ligeså havde lykkeds, dog medførte det også at den rustningsklædte ramte ind i hende, med en sådan kraft at hun røg et stykke bagud og faldt bagover, som en sten hamrede mod hendes rygsøjle, hun gispede i smerter et øjeblik før hun rullede om på siden, og denne gang huggede ud efter den rustningsklædtes ben, i håb om at han ville falde til jorden (?). Et øjeblik vred hun sig i smerte før hun kom på benene, denne gang dog lidt vaklende, hun stirrede på de resterrendefire udøde, de var i en gruppe, hvilket kunne føre til en del problemer, hvis hun bare kunne skille dem ad, problematikken lå i at hun samtidig skulle holde forbindelsen med Crarcer, ellers ville hun tabe effekten, og det var det sidste der skulle ske nu. Xenix rakte hånden frem mod de udøde og sendte en bølge af energi mod dem, i håb om at det ville sprede dem en smugle, som det så ud nu, var det den eneste måde at gøre det på