Han var stille længe, og hans fingre holdt roligt den ufærdige figur. Han vidste ikke hvad han skulle sige, for hvad var det i grunden han lavede? Flere tankerækker hev i ham, som var han et tæppe og tankerne et søskendepar, der umuligt kunne bestemme sig for hvem der skulle ha’ det. På den ene side havde han lyst til at tage hjelmen af, da byrden var ved at vokse sig for stor. Ingen kunne nærme ham, da han bare var en statue af stål. Hovedsageligt stål i hvert fald; der var en enkel lille rusten plet på hans ryg, som var af jern. På den anden side, vidste han at ingen kunne nærme ham selv om han tog hjelmen af, da dette sikkert ville støde alle fra ham hurtigere end en ged ville kunne sige ’kopattesalve’ og lave en saltomortale, men da han tænke videre over det, kom han i tanke om at det ikke var noget geder gjorde. Han havde nu siddet i stilhed i nogle sekunder, og vidste fortsat ikke hvad han skulle sige. Tavsheden sænkede sig omkring ham, og kvalte livet ud af hans følelsesløse krop. Hans hals snørede sig sammen.
Noget, hvad som helst! Bare han kunne sige noget for at bryde tavsheden.
”Jeg dækkede mit ansigt,” eller manglen på samme, tænke han hurtigt efter, ”fordi.. Øhh.. Fordi jeg.. Ikke ville skræmme dig...” Hans stemme var tøvende, med en svagt sørgmodig undertone. Langsomt gik han i gang med at snitte igen, og hans pegefinger skar den ene flis af efter den anden.
Iron - Cold Iron - is master of men all