Som var en krig brudt ud, så kom Hartley bragende og flåede døren op. Trods sin traditionelle påklædning, så udstrålede han alt andet end fred.
Hans brystkasse hævede sig tydeligt op og ned, og tænderne var blottede - han så mildest talt rasende ud. Øjnene gled frem og tilbage, for så at få øje på den synder han har kunnet lugte nede i sin stue... og da han endelig fik fokuseret mod vinduet, så var han kun ganske få muskelbevægelser fra at kyle Mizuiro direkte ud.
"Så stopper vi!" hylede han bestialsk og trådte fornærmet frem. Han havde da også været den største idiot! At tro denne forbandede knægt havde manerer.. bruge klokken? Var han da også sindssyg? En person der ikke engang havde sociale kundskaber til at spørge, hvorvidt det var accepteret at ryge indendøre eller ej, var i Hartley's hoved en person, der ligeså godt kunne spise mad fra gulvet. Det var simpelthen sindssygt! Og som han dog hadede den stank!
"Hvis du skal ryge, så skal det være udenfor! Dit forbandede barn, hvad bilder du dig ind! Har du ingen skam i livet, sådan at ryge i en præsts hjem? Ved Aladrios og Kile!" fortsatte han beklagende, inden han uden videre greb fat i Mizuiro's krave, for at trække ham til sig. Han havde i sinde at hugge den cigar fra ham og kyle den direkte ud af vinduet. Hvis den ikke blev slukket, så ville Mizuiro ryge ud hurtigere end han kunne forestille sig.
Den gode fader var i øjeblikket helt og igennem ude af sig selv. Enhver vidste da, at rygning gav de skrækkeligste gule tænder og endda rynker!

Mizuiro kom med et direkte skrig da der blev hevet fat i hans krave. I hans skrig, blev hans cigaret også automatisk spyttet ud af hans mund.
"Slip mig! SLIP MIG!" Hylede Mizuiro, idet han sprallede vildt i et håb om at komme fri, men ikke rigtig med nogen form for held. Mizuiro endte til sidst med at klamre sig til hånd som Hartley holdt ham fast med, og se på ham med et angstslagent blik.
Havde han været fuld igår? Han syntes bestemt ikke at Hartley så sådan ud igår aftes. Overhovedet ikke. Han fandt faktisk tanken direkte skræmmende. Måske var det slet ikke den samme person, som han havde set igår? Ihvertfald, kunne Mizuiro ikke lade værre med at ryste en smule over den brutale morgen hilsning, men han sagde ikke mere.

Uden den mindste form for barmhjertighed, så holdt han blot ved kraven, inden han kylede drengen på sengen. Uden at rette opmærksomheden mod ham overhovedet, så sænkede han sig og samlede cigaren op mellem to fingre. Resten af fingrene strittede komisk, som havde han fået fat i en død mus og ikke blot en uskadelig nydelsesgenstand. Han kunne ikke se den mindste forskel, så det desværre ud til. Det var skadeligt og det skulle øjeblikkeligt ud, så derfor tøvede han ikke med, at smide den direkte ud af vinduet, for derefter at lukke det forsvarligt til... åndede hurtigt ind og ud...
Hartley tog kun et enkelt kig på Mizuiro, inden han gryntede irriteret og besluttede sig at åbne vinduet igen, med yderst febrilske bevægelser. Det stank jo stadig af røg herinde, så det var nok bedst at få det ud.
Derefter prøvede han så godt, som han nu var i stand til, at beherske sig selv og slappe lidt af. Åh, han havde jo skræmt livet af det latterlige barn... det var vist ikke sådan man behandlede en gæst og slet ikke én der kunne vise sig, at være vigtig. Aladrios forbarme sig over ham.
"Undskyld mig, det var ikke meningen... men fremover, så spørger du inden du ryger, ikke...?" spurgte han smilende og trak ellers langt ud i den sidste vokal, fordi han i et kort øjeblik havde glemt alt om drengens navn.
Der kom et eneste knips med fingrene, inden han afsluttede ordentligt og rettede sig lidt op, for derefter at komme tættere på.
"Mizuiro?"

Mizuiro trak dynen over sig, i samme sekundt han blev smidt ned på sengen. Han havde oplevet mange prøve at gøre det af med ham før, og hvis dette var endnu en af gangene, så kunne han ligeså godt krype i skjul med det samme. At stikke af, havde altid hjulpet ham ud af de mest vanskelige situationer. Det var bestemt hans foretrukne våben imod voldlige folk.
Da Hartley undskylde, endte Mizuiro alligevel med at stikke sit lille hvidhåret hoved ud fra dynen, og se imod ham med et nervøst blik. Han nikkede kort, idet han bed sig forlegent i læben. Der kom stadig ikke en lyd fra ham, og hans blik var også stadig utrolig skræmt.

Nu var det til gengæld Hartley's tur til at føle sig lidt forlegen. Han vidste ikke helt, om han skulle sympatisere med drengen baseret på denne opførsel eller ej. Han fortjente trods alt sin straf, men.. han kunne jo ikke vide, at han ikke måtte ryge. Han havde sikkert aldrig været så fornemme steder før. Aladrios have nåde...
"Øhh.." sukkede han usikkert, inden han rettede øjnene væk, for unødigt at tage et blik på vinduet, mens fingrene trommede mod hinanden. Da han kiggede tilbage på Mizuiro, så kløede han sig fraværende i nakken og lavede nogle hostende lyde, for at kunne rømme sig lidt.
"Hvad med at du kommer ned for at spise morgenmad, mmm? Jeg har fået, men der er rigeligt endnu. Du må lære at stå tidligere op, er jeg bange for." klukkede han svagt, for der var ingen glæde at spore i hans latter. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, udover at formilde knægten og få ham til at føle sig bare lidt bedre tilpas.
"Kom så, ingen grund til at dovne. Op, op." fnøs han i sidste ende, selvsikkert og hånligt, hvorefter han klappede to gange i hænderne, som talte han til en tjener. Han forventede intet mere end god opførsel fra Mizuiro, men derfor ventede han stadig på, at han rejste sig.
"Det er en vidunderlig morgen, der bestemt ikke behøver ødelæggelse af nogen art!"

Mizuiro blev liggene lidt, inden han kralede ud fra dynen igen, hvilket blot resulteret i at hans hår blev mere pjusket end det i forvejen var. Det var dog ikke noget han tog sig af.
"Du har ikke arme på menu'en, vel?" Spurgte Mizuiro, men der var vidst overhovedet ingen tvivl om at han mente det seriøst. Mizuiro spiste kun menneske kød, og han ville ikke ændre sine meninger. Han lagde sit hoved lidt på skrå.
"..Du fortalte mig heller aldrig hvad du hed." Tilføjede han kort efter. Han så nysgerrigt, og afventene på Hartley, inden han endnu engang hoppede ned fra sengen. Han virkede ikke bange for Hartley mere, for stort set ligeså snart han var ud af sengen, satte han kursen imod ham, for at kravle op på han ryk, og lukke sine læber omkring hans hals. Det var dog intet andet end savl der blev påført halsen.

"Fader Hartley Fou er mit navn. Og siden jeg er en Fader, så bør du gøre hvad jeg..."
Hartley standsede øjeblikkeligt sin ellers så stolte tale, da han følte den forbandede dreng klatre op af sig. I starten, så frøs han og var ude af stand til noget som helst. Pokkers også, hvad havde han også gang i!? Havde han et lille vampyrhjerte i brystkassen eller hvordan stod det til?
Med et skrækkeligt hyl, så greb Hartley øjeblikkeligt fast i Mizuiro's hår, for at tage nogle gode, kraftige totter mellem sine fingre. Uden tøven, så smed han ham af og holdt ham fast ved hovedbunden, for at forhindre ham i at gøre noget så dristigt igen. Han var hensynsløs nok til knibe hårdt til, mens han tilså sine frygtelige skader.
"Din... din..." snerrede han og forsøgte at blotte sin hals, som det nu var muligt med en enkelt hånd, men blev helt afskyet, da han følte spyt mod sine fingerspidser. Det gjorde ham noget så rasende.
"Hvis jeg ser et sugemærke... så er du dødsdømt, dreng. Jeg bryder mit løfte til Aladrios og kvæler dig med mine egne to, hellige hænder! Jeg drukner dig i brønden, dreng!" endte han med at hvæse og hævede skulderen, for at gnubbe den mod den våde plet han havde fået.
"For pokker også.. jeg melder dig til Byvagterne øjeblikkeligt, din lille laps! Sådan at forgribe sig på en præst!"

Denne gang skreg Mizuiro ikke. Han havde nu godt forventet at Hartley ville reagerre, dog ikke så voldsomt. Han famlede dog fabrilsk efter ham, for at kramme.. Hans ben. Han trykkede sig ind til benet, inden han endnu engang begyndte at ryste af ren og skær frygt.
"Ikke byvagterne. Alt andet end byvagterne! Jeg beder dig.. Mizuiro ville aldrig spiste dig. Aldrig dig." Tiggede han klynkende, inden han så op på Hartley med et direkte hvalpet blik. Hvis byvagterne fik fat i Mizuiro, så ville de helt sikkert låse ham inde i hans bo, og lade ham blive der i nogle måneder.
"..Byvagterne vil kun slå Mizuiro ihjel.. Jeg vil ikke dø." Klynkede han fortsat, inden han begravede sig ansigt i Hartley's bukseben.

Ugh, hvor var det dog fristende at lade ham dø.. måske ikke selv myrde ham, men Byvagterne kunne med sikkerhed gøre det af med ham hurtigere end man skulle tro. Nok var der ingen beviser for, at drengen havde myrdet den kvinde, men en præsts ord var pålidelige - det var en lille laps' ikke. I løbet af et splitsekund, så var al skønhed forsvundet fra Mizuiro. Den besynderlige nysgerrighed over hans hud var helt væk - han var intet mere end et byldebefængt skadedyr der skulle ud af huset snarest muligt.
Som var Mizuiro en lille hund der var i færd med at humpe et ben, så rystede Hartley sit ben for at få det fri fra denne groteske handling. Drengen manglede virkelig manerer, det var både sikkert og vidst. Men på den anden side... han kunne jo ikke rigtigt lade drengen dø.
I forrige nat, så satte Hartley sig på knæ for at bede... bede om et tegn. Et tegn på, at drengen skulle være den omtalte forbindelse mellem mennesket og guderne. En klækkelig belønning ville tydeligvis komme fra folket, hvis Hartley skulle være præsten der endte med at finde frelseren... hmmm.
Han tog endnu et kig på det forskræmte kræ der klæbede sig til hans ben. Åh, hvad pokker. Han måtte jo holde ham i live. Langsomt, så rystede han på hovedet og bøjede sig en anelse, for at kunne ae Mizuiro på hovedet. Det var lidt sparsomt, lidt nedladende, men han havde ikke rigtigt andet valg for øjeblikket.
"Så skidt pyt da. Ingen Byvagter i første omgang. Bare lad være med... du ved. Ughh.." sukkede han og skælvede lidt, som for at ryste den afskyelige følelse af sig. Det var på sin egen komiske vis, som at se en hund ryste sig efter et bad.
"Og lad så være med at snakke om at spise folk! Du giver mig kvalme."

Mizuiro så op på Hartley idet han strøg ham over hovedet. Mizuiro kom alligevel til at smile en smule, bare lidt. Det var et svagt smil, men det var trods alt et smil. Han slap igen Hartley's ben, og rejste sig op.
"Men så må du også forstå at jeg ikke spiser menneske føde." Svarede Mizuiro blot kort, uden at forklare hvorfor. Han vidste godt at det sikkert stadig undrede Hartley hvorfor Mizuiro ikke ville spise menneske mad, men udelukket andre mennesker, men det var ikke noget Mizuiro bekymret sig om. Han havde bare levet sådan, ligeså længe han kunne huske, og kunne ikke se hvorfor han skulle lave om på det nu, bare fordi en præst sagde til ham at han skulle. Mizuiro var ikke troende, og det var nok heller ikke noget han nogensinde blev.
Mizuiro knappede pludselig sin skjorte op. Helt op, så man tydeligt kunne se den tattoo der var under hans navle, og stak op fra buksekandten. Mizuiro knuppede sin mave kort, inden han strakte sig som en doven kat.

Som et hungrende rovdyr, så blev Hartley pludselig opmærksom på den nye mulighed der bød sig. Helt ødelagt var denne krop ikke... slet ikke så ringe endda. En enkelt ting var dog beklagelig og det var netop, at Mizuiro nok ikke var jomfru. Kedelig affære, ganske kedelig. Hvis den knægt har været i fængslet én gang, så var han med sikkerhed ikke ren på nogen måde og bar tyve forskellige sygdomme. Ja, det var ikke engang forsvarligt at invitere ham indenfor, hvis man skulle gå helt ned i detaljer. Nå ja, man kunne jo ikke få det hele.
"Så, dreng, opfør dig sømmeligt ellers kyler jeg dig ud uanset hvad." mumlede Hartley ligegyldigt og lagde en hånd på Mizuiro's skulder, for at få ham vendt om mod døren. Langsomt, så pressede han ham fremad og ledte ham ned mod stuen, for at få noget mad i ham alligevel. Han kunne nu alligevel ikke tillade, at han gik rundt og åd mennesker på den måde. Der måtte være et bedre alternativ.
"Menneskeføde... pfft. Hvordan der det du snakker? Spis i det mindste lidt kylling med frisk frugt. Jeg kan ikke lade dig sulte i mit hjem, så meget kan jeg i hvert fald sige." sagde han i en streng tone og lod hånden køre igennem sit hår, idet han passerede et spejl. Læberne blev velsignet med et tilfreds lille smil og det blev siddende længe efter spejlet var væk.

Mizuiro så op på Hartley endnu engang. Smilet gjorde ham faktisk en smule forvirret, og fik ham til at rynke brynene, undrene over hvad han gik og frydet sig over.. Eller hvad han nu gjorde. Mizuiro valgte dog at vende blikket bort, og bare følge efter ham, men han holdte dog fat i at han ikke ville have noget mad. Han valgte dog ikke at sige noget. Det skulle Hartley nok finde ud af.
Mizuiro begyndte også helt selv at smile, uden at vide hvorfor efentlig.

"Nå, mit barn..." sukkede Hartley, men hadede virkelig sig selv for det. Han brød sig virkelig ikke om udtrykket og brugte det kun, fordi det fik ham til at virke langt mere troværdig som præst. At bruge ordet, fik ham dog til at lyde meget ældre end han havde lyst til at være. Men det indgydede respekt, det var han meget sikker på. I hvert fald blandt normalt fungerende mennesker. Mizuiro var nok ikke blandt dem.
"Har du noget imod at snakke lidt med mig? Det er trods alt en del af mit arbejde. Hvis du ikke har lyst til at spise, så kan vi altid drikke noget." sagde han lovende, idet de trådte ind i stuen. Han forventede, at Mizuiro lukkede sin skjorte inden længe, for alt andet ville være lidt ubehageligt. Det ville få Hartley til at miste fokus, af grunde han ikke havde lyst til at dele. Derfor måtte en simpel ordre være nok.
Han nikkede hen mod en stol og satte sig i én på den modsatte ende af et bord, der var mindre end et spisebord. Dette var blot et lille personligt sted, som Hartley benyttede. Mere formelle, fine sager ville være spild af tid.
"Hmm?"

Mizuiro knappede en enkelt knap i sin skjorte, inden han satte sig ned i en stol overfor Hartley. Han så imod ham med et spørgerne blik, men endte til sidst med at læne sig et godt, langt stykke tilbage.
"Om hvad? .. Jeg er sulten!" Knurrede Han lettere flabet, inden han lod sin tungering glide op imellem sine fortænder. Han lod den danse over tænderne i lang tid, imens han havde et skarpt blik rettet imod Hartley. Mizuiro gav ham dog ingen chance for at svare, inden han pludselig lænet sig ind over bordet.
"Ærlig talt.." Begyndte han pludselig.
"..Virker du ikke meget anderledes fra andre mennesker. For mig kan jeg ikke forstå hvorfor du skulle være anderledes, bare fordi du har præste titel. Du afskyer mig, ligeså alle andre mennesker. Kan du overhovedet lide at være præst?" Spurgte han lettere nysgerrigt, og lagde sit lille hvidhåret hoved på skrå.

Hartley gjorde noget så simpelt, som at hæve én af de klokker der stod på bordet og ryste den lidt frem og tilbage, for at tilkalde en tjener. Denne særlige klokkes klang signalerede mad, så det skulle ikke være særlig svært for dem at finde frem til et resultat. Hans tjenere var trods alt ikke dumme, hvilket Mizuiro desværre så ud til at være.
Han var uhøflig og utålmodig, hvilket Hartley gerne ville sætte en stopper for allerede nu... måske med lidt tvang. Han satte en vokal hypnose i gang, for at få Mizuiro til at give efter, uden at han overhovedet var klar over det. Det var trods alt kun noget underbevidst. En lyst der pludselig dukkede op inde i Mizuiro og som kløede, hvis den ikke blev tilfredsstillet.
"Du behøver ikke være så flabet, vel Mizuiro? Selvfølgelig kan jeg lide at være præst. Det giver mig muligheden for at hjælpe andre og lede dem på rette vej." forklarede han højtideligt, men sørgede på samme tid for at være på samme niveau som Mizuiro. Man kunne aldrig bryde igennem, hvis man prøvede at banke noget ind i folk. De måtte selv give efter.
"Jeg afskyer ingen. I mine øjne, så har alle fortjent gudernes kærlighed såvel som min." tilføjede han smilende.
En tjener kom med mad kort efter han sagde dette og satte en tallerken ned til Mizuiro - kylling og frugt, som Hartley forudsagde - da Hartley nikkede hen mod ham.