OOC: Du ku' gi' mig nogle gaver, ku' du!

IC:
Aisha tænkte på hvordan hun havde fået ringen, og hvad den havde fået hende til. Egentlig burde hun elske den, den havde trods alt fået hende til at lede efter Julian.
"Jeg skal ikke ødelægge den." sagde hun, og undrede sig lidt over hvordan det kunne lade sig gøre, at de kunne snakke helt normalt sammen, når det var så længe siden. Men det rystede hun af sig, og fortsatte: "Jeg ønsker bare at ødelægge den, fordi den minder mig om dårlige ting."
Hun havde ikke lyst til at uddybe det nærmere, lige nu, så hun afbrød sig selv og skiftede emne.
"Hvad med de gaver dér?" spurgte hun, selvom det var en gave i sig selv at have genfundet Julian; hun behøvede ikke andet.

OOC: nånå... x3

IC:
Julian nikkede bare kraftigt, og gik ind på sit værelse, og fandt noget der var bundet fast til hans hængekøje nede i fodenden. det var tre pakker, faktisk. de var pakket ind i hør, men meget let, så Aisha kunne pakke dem op selv.
han kom ud igen, og holdt den ene frem imod hende.
"den her skulle du have haft på din 17 års fødselsdag.." sagde han tøvende. den var lille, og den indeholdt en halskæde - hun kunne måske ikke se den, men han var sikker på, at den ville vær flot til hende.
han glædede sig nok mest af alt til at give hende gaven for hendes 18 års fødselsdag, men det måtte vente, det måtte vent. først skulle hun pakke den op.

Aisha tog imod gaven, en smule tøvende. "Du behøver ikke give mig gaver." sagde hun.
Hun vejede den lille gave i hænderne, og forsøgte at gætte hvad det var; det kunne hun ikke.
Hun åbnede den forsigtigt, og løftede halskæden op.
"Hvordan ser den ud?" spurgte hun nysgerrigt.

OOC: Det var så det.. For nu.

OOC: *host* x3
jeg skal smutte snart TT__TT hvilket vil sig om 10 minutter... <<

IC:
han smilede.
"den.." han tænkte lidt over det. hvordan kunne man beskrive den?
"Den er sølv.." Doh! hun vidste ikke hvordan sølv så ud.
"Eller... æhh..." han vidste ikke hvordan han skulle beskrive den. nå ja. han måtte vel prøve igen. "kæden er ret lang. og den er.. tynd. der hænger en måne på, og et hjerte.." nu vidste han ikkee hvordan han ellers skulle forklare halskæden. dt var lidt svært at sige hvordan den så ud. flot, det var den, men at forklare hvordan den så ud..

OOC: nu siger vi altså lige, at hun ved hvordan et hjerte og en måne seer ud Oo xD

OOC: Øøøv, går du? Så må vi vel fryse?

IC:
Aisha nikkede, som om hun forstod. Hun ville gerne vide hvordan sølv, måner og hjerter så ud, men det gjorde ikke noget, at hun ikke vidste det.
"Tak." sagde hun, og tog den på.
Det føltes mærkeligt, pludselig at have noget om halsen, men den var ikke særlig tung, så hun vænnede sig hurtigt til det.
"Den er jeg glad for."
Hun pillede forsigtigt ved de to små vedhæng, og forsøgte at fremstille et indre billede af hvordan de så ud. Hun kunne godt lide månens form; den var så enkel og alligevel ikke ..

OOC: >o< ò.Ó Undskyld mit 'og alligevel ikke'. Jeg havde en perfekt idé til hvad jeg skulle skrive, men da jeg så kom til 'den var så enkel', glemte jeg hvad det var der videre skulle stå, så dette er bare en alternativ løsning, kan man vel kalde det...?

//Frys.

OOC: og jeg vender modbydeligt tilbage, udne at fortælle dig noget som helst om at jeg skriver xB

IC:
Han smiler for sig selv. han er glad for at hun sagde tak i det mindste. ikke at han ikke havde forventet hun ikke ville sige det, men han syntes bare det var.. rart.
"Og den her.. det bliver svær at forklare hvordan den ser ud, så du må prøve og pakke den op og se." han holdt den forsigtigt frem imod hende, så hun bare lige kunne række hånden ud og snuppe den. den var faktisk meget skrøbelig. han tænkte en smule fornøjeligt tilbage til den tid da han lavede den. jep, han havde selv lavet den. det havde været faktisk været om sommeren, hvor han sad og tænkte på hende og så kom han i tanke om at han ville lave et duft-middel til hende (altså, parfume, du ved) og han var straks gået igang. først havde han spurgt sin mor, som lige i den periode havde det rimelig godt. han kunne huske at hun havde været igang med at ordne haven, som han ligesom havde ladet forfalde. han havde glemt sådan set alt om den, fordi at han lige der havde haft så meget at se til.
Hun havde fortalt ham lidt om, at han da kunne finde nogen velduftende blomster, og knuse bladene i en montre og blande det op med vand, og så lad det stå med bladene i lang tid, så vandet trak saften og duften ud af bladene. han havde fulgt hendes råd, men havde også spurgt nogle andre i nogle boder om hjælp.
han havde begivet sig ud i paradis-skoven for at finde nogle blomster. de første blomster han fandt, var faktisk giftige, og hans arm måtte smøres ind i salve i en hel uge, hvor han så hjalp sn mor lidt med haven.
derefter fandt han så nogle roser, men dem kunne han ikke lide,fordi at han hele tiden stak sig på tornene, og så kom han også med den undskyldning, at de var alt for originale. det skulle være specielt, havde han hårdnakket påstået over for sig selv, og så hvde han ledt videre.
så gik han videre i paradis-skoven, og fandt faktisk en meget smuk, snehvid blomst - men duften, den var han ved at brække sig over, så han lod den stå, og ledte derefter videre.
der var gået over en måned før han kom i tanke om den ideelle duft der ville være helt perfekt; Rosmarin, som minde om deres første møde. Han kunne dengang have slået sig selv i hovedet for ikke at komme på den idé noget før, og han gik straks igang med den specielle parfume. De første par gange kiksede det – enten spildte han, eller også kom der for få eller for mange blade i. Men efter et par forsøg lykkedes det, og duften krydrede han med lidt forskellige, duftende blomster.
Og det der kom ud af det, var denne lilla-lyserøde saft i en flaske med træprop i, som han nu rakte frem imod hende. Han håbede at hun kunne lide duften, han kunne selv godt lide den. Hvad pokker om hun ikke går med sådan noget, det er da tanken der talte.. er det ikke?
Imens han har tænkt alt dette igennem, har han egentlig kun stået i knapt to sekunder på denne måde. Hans mund er formet i et blidt smil, imens han betragter hende med halskæden på.
”Du ser forresten endnu smukkere ud med halskæden på end jeg havde forestillet mig...” siger han. Det er faktisk sandt. Den klæder hende godt, og selvom hun ikke selv kan nyde synet af den, kan mange andre tilgengæld beundre hende endnu mere. dette kompliment var til dels fordi han lige lagde mærke til det, og til dels fordi han syntes, at hun altså trængte til lidt opmuntring. selvom hun måske var blevet glad igen, eller i hvert fald ikke var så trist, så skadede det vel ikke at løfte humøret endnu mere. Døren, der stadig stod åben, tippede frem og tilbage i den hårde vind. regnen faldt, og på trods af mørket der stadig lå omkring huset, trodsede regnen det stædigt, og fandt vej til husets tag. det var nogle behagelige og en smule beroligene trommelyde der kom ud af det.

OOC: Muahahah >D
alt magt til lange indlæg x3 og tag dig ikke af de mange stavefejl der nok er Oo gad bare ikke lige tjekke det <.<

OOC: Det er dejligt med overraskelses-mini-roman-indlæg! Nu skal jeg nok gøre mit bedste, for at skrive noget lige så langt.

Aisha grinede stille over hans 'pakke den op og se', men det var så kort en latter, at det lige så godt kunne have været en snøften eller et meningsløst grynt. Hun smilede blidt, for at vise, at det ikke var en dårlig latter, men et tegn på at hun var glad for at de igen kunne snakke sammen, som om der ikke var gået mange år.
Hun tog imod den lille flaske, og holdt den i sine hænder, som var den en skrøbelig lille fugleunge, hvis små knogler kunne brække, hvis bare en vind puffede til den. Hun strøg henover den lille, matte flakon med tommelfingeren, og nød den dejlige følelse af det kolde glas, mod sin hud. Hun løftede den forsigtigt nærmere sit ansigt, for at undersøge om den også havde en duft; en svag lugt af rosmarin, og andre ting, hvis navne hun ikke kendte, strømmede op af en lille utæthed mellem prop og flaskeåbning.
Hun lavede en cirkulerende bevægelse med håndledet, for at få bevægelse i flaskens indhold. Som hun havde gættet, indeholdt den en form for væske.
Hun førte forsigtigt en pegefinger længere op af flasken, og kom til proppen. Hun tog forsigtigt proppen af, og straks strømmede en kraftigere duft op. Hun tog en dyb indånding, og lod minderne om deres første møde få frit løb. Hun kunne igen huske hvordan græsset under hendes fødder havde mærket, og hvordan en lille kat forsøgte at fange en snor, der sad løs på en sæk gødning. Hun kunne pludselig genkalde sig spændingen ved at have fundet et andet barn, og hun kunne huske hvor nysgerrig hun havde været.
Med lige dele ærefrygt og eufori, satte hun proppen tilbage i flasken - hun masede den ekstra godt i, så intet af den velduftende væske skulle gå til spilde - og stillede den på det lille bord, der stod foran hende.
Hun ville gerne takke Julian, men hun var bange for at hun ville give sig til at græde igen, hvis hun åbnede munden. I stedet rejste hun sig bare, gik hen til ham, og krammede ham.
.. ikke fordi det hjalp, for så snart hun lagde armene om ham, fik tårerne frit løb, og varme dråber løb ned af hendes kinder.

OOC: Var det acceptabelt?

OOC: mig meget tilfreds 8D

IC:
Julian slap den ene gave han havde tilbage i den ene hånd af bare forundrelse da hun gav ham et kram, men den gjorde ikke noget, for den var blød, og kunne sagtens klare at ramme gulvet. da den gjorde det, lød der et lidt klaset 'dunk' fra gulvet. han lagde forsigtigt armene om hende også, og knugede hende trøstende ind til sig. på en venskabelig måde, altså.
han forstod halvt om halvt ikke rigtigt hvorfor hun græd, men han strøg hende bare forsigtigt over håret. det var egentlig det her kram han ville have givet hende hvis de havde mødtes under mere.. rolige og ikke så opstemte omstændigheder, men den heer måde at få det på, var da fint. selvom han ikke kunne lide at hun græd.
kort strefjede tanken ham at duften havde fået hendes øjne til at løbe i vand fordi hun måske var allergisk, men det gik han væk fra igen. det var så umuligt som det kunne være.
han havde også mærket den måde man pludselig stod i haven igen, hvor man bare genoplevede det hele. det var helt klart den rigtige duft han havde valgt.
så han blev glad for at han ikke bare tog det første og nemmeste. det her var klart en bedre gave. det var dog ikke meningen at hun skulle græde, men det var da rart at duften rørte hende et sted.

OOC: og så skal jeg spise, derfor det rimeligt korte indlgæg xD
må smutte med det samme, så skriver altså bare frys, hvis det er iorden med dig..? ^^

//FRYS

OOC: Det er okay - bare du vender tilbage!! >o<

IC.
Hun tørrede sine øjne, og erstattede tårerne med et stort smil. Hun tillod sig selv at kramme Julian, lidt længere end et gennemsnitligt kram - selvom det var i så kort ekstra-tid, at det næsten ikke bemærkedes. Hun slap ham igen, tørrede sine øjenkroge for potentielle efternøler-tårer og fastholdt smilet.
Hun ville gerne altid kunne have duften med sig, men hun vidste ikke hvordan, hun skulle gøre det. I det sidste lange stykke tid, havde hun hele tiden været på farten, og havde ingen personlige ejendele med sig, udover kjolen og den lille pung hun havde om armen. Pungen var ikke nær stor nok til flakonen, og hun kunne ikke bare gå rundt med den i hånden. Skulle hun bare hælde det hele ud over sig selv, og så håbe på at duften ville sive ind i hendes hud, og altid blive der? Nej, det var også en dårlig idé.
"Du behøver altså ikke give mig gaver," sagde hun endnu engang. "Men tak - de tre gaver jeg har fået i dag, er nogle af de bedste jeg har fået."
Hun afsluttede sætningen, men indså at der manglede en forklaring.
"Med tre, mener jeg halskæden, rosmarin-væsken og gensynet med min bedste ven."

OOC: Jeg giver mig; du er den eneste af os to der kan skrive lange ting.. Så du må nøjes med næsten-lange ting fra min side..

//Frys. igen, igen, igen ...

OOC: ... Muahahah 8D

IC:
Julian så på hende, og lagde nu først mærke til, at hun egentlig var blevet endnu smukkere med årene. Julian havde først ikke skænket det en tanke, for hun opførte sig sådan set præcis som altid.
"du er ikke færdig endnu.." halvgrinede han stædigt, og lagde armene over kors.
"jeg har faktisk en til gave til dig. for din 19 års fødselsdag. det er jo faktisk ikke så længe siden!" påpegede han. denne havde han købt på forhånd - faktisk med tanke på den tid hun skulle have haft den.
han samlede pakken op fra gulvet igen, og vejede den i hånden, inden han - for tredje gang - rakte pakken frem imod hende. store gaveåbningsdag, jubiii!
pakken indeholdt en jakke. eller frakke, om man vil. hans mor havde sagt, at den var al for enkel, og hun havde dekoreret den med en masse flotte dekorationer. den havde lange ærmer, og den varmede got. han havde selv prøvet kort at have den på, selvom den nok var lidt for lille til ham, hade han taget den af igen, fordi det var lbevet for varmt for hans smag. den havde en mørkebrun farve, og lommer. selv på ærmerne faktisk! dem havde hans mor også bidraget med. praktisk som hun var, havde hun også syet almindelige lommer på, som faktisk kunne lukkes, med en fin træknap. det var synd at Aisha ikke kunne se jakken. hun var blevet målløs.
Julian ønkede kor tat hans mor havde været her. han kunne lige se for sig hvor glad hun havde været, og hvordan hunville opføre sig som et lille barn nu da Aisha skulle have en pakke hun selv havde hjulpet med.

OOC: jeg har det bare med at skrive noget vildt kort, finde nolge steder der kan gøres længere, og så udfylde korte ord med ord der betyder det samme, men som er længere xD

OOC: Smaaart, det vil jeg også.

IC:
Aisha tog tøvende imod den sidste gave. Hun håbede ikke han havde flere gaver i ærmet, for hun kom til at skamme sig sådan over, at hun ikke havde noget at give ham til gengæld. Men så var der jo ringen - ringen? Hvor var ringen egentlig blevet af? Hun fik et mildt anfald af sindssyge, da hun troede ringen var blevet væk, men efter hurtigt at have slået i gulvet med foden, et par gange, rakte hun målrettet ud efter der hvor ringen lå, tog den, og proppede den tilbage i den lille pung.
"Indtil du beslutter dig for om du vil have den, gemmer jeg den her hvor den er i sikkerhed." sagde hun.
Hun glemte næsten gaven hun stod med. Men nu da ring-krisen var afværget, havde hun igen overskud til at tænke på realiteterne.
Hun havde aldrig rigtig brudt sig om bløde gaver; det kunne næsten kun være tøj eller plysdyr. Og inden af disse brød hun sig synderlig om. Hun havde det bedst i simpelt, kort, stramt tøj, der hverken var i vejen eller tyngende. Og plysdyr, ja, hvad skulle man bruge dem til? Hun syntes det var noget overreklameret fis, at man kunne have en ven i et stykke stof med fyld i. Men hun ville ikke lade sine negative tanker, ødelægge glæden ved at få en gave.

OOC: Er gaven pakket ind? Det siger vi lige. Og vi siger også lige at der er perler på dimsen..

IC:
Hun pillede det glatte papir af pakken, med største forsigtighed; alligevel lykkedes det hende at rive hul på det skrøbelige materiale, op til flere steder. Med den ene hånd holdt hun selve gaven, og med den anden lagde hun indpakningpapiret fra sig. Langsomt - som var tyngdekraften forringet, så ting ikke længere faldt, men lige så stille dalede - rystede hun jakke-frakken ud i dens fulde længe, og holdt den op i begge hænder, foran sig. Hun kunne høre lyden af lommespændet der slog imod en af de perler, der var syet på. Hun kunne føle det tykke, varme stof mellem sine fingre, og fik lyst til at prøve genstanden på. Og endnu igen, kunne hun lugte en form for krydderi; hun forestillede sig at stoffet den var syet af, havde været fragtet, i et skib, måske, ved siden af en masse planter og krydderier, og derfra stammede duften.
Hun var bange for at den ville gå i stykker, hvis hun rørte ved den, så hun turde næsten ikke tage den på. Dog følte hun, at Julian måske ville blive skuffet, og tro hun ikke brød sig om den, hvis hun ikke prøvede den. Hun børstede lidt indtørret mudder og krummer fra hendes seneste måltid af ærmerne på kjolen - hun ville ikke have at jakken blev beskidt - og tog derefter den nye dims udenover.
Den passede hende næsten helt perfekt. Kjolens ærmer var meget stoffyldige, og tog noget af pladsen i ærmerne, og desuden strammede den lidt over barmen, hvis hun knappede den. Men hvis hun nu tog en ærmeløs ting på indenunder, og bare lod den stå åben, klædte den hende fantastisk.
"Hvorfor giver du mig alt det her nu?" spurgte hun. Hun tilføjede et lille smil, for at vise, at det ikke var dårligt ment.

Og nu: //Frys.

julian så lidt ned på sine fødder.
"Du skulle jo have dem før eller siden. og du bad faktisk selv om dem!" smilede han, og så op igen. han smilede endnu bredere, da han så hende med den på. han kunne stadigt huske den uhyygeligt udseende dame han havde købt jakken af. hun havde været gammel, men sød havde hun også været. han havde fået den til lidt under den sædvandelige pris, fordi Den Gamle Dame bare ville af med den. den fyldte for meget, klagede hun. og så var Julian altså slået til.
han så ud af vinduet af ren vane, men kunne intet se, pågrund af mørket der var lagt omkring huset. Døren var simpelthen smækket i af sig selv, pågrund af et hårdt vindstød, så der var ved at blive varmt igen.
"nå..." han så på hende igen. betragtede hende bare, mest af alt fordi han ikke kunne finde på noget og sige, men også fordi, at han faktisk ikke rigtigt kunne tro på, at hun virkelig stod her, ligenu. han forstod faktisk heller ikke hvor hun havde den dyre ring fra. mon det var en gave fra hendes forældre eller noget? måske. hun hadede dem da bare ikke så meget, at hun ville smadre den? det forvirrede ham lidt, men han valgte ikke at spørge om det.
istedet følte han sig pludselig en smule skyldtynget. han burde fortælle hende, hvorfor de mænd var fulgt efter ham, men.. han frygtede nok lidt hendes reaktion. hvordan ville hun reagere? vred, ked af det, skuffet.. han stod lidt og tænkte på, hvordan hun ville have det med det, hvis hun selv fandt ud af det. så ville hun nok blive ret vred. det var bedre hvis han fortalte det nu, men han havde jo på en måde svaret hende på det spørgsmål..
han rystede kort på hovedet, og så på sine fødder endnu en gang. nej. han anede ikke hvordan han skulle sige det, men ikke lige nu. måske i morgen, hvis han kunne tage sig sammen til det.

Hans vibrationer forvirrede hende; der var både glæde, en smule sorg, lidt forvirring og en masse andre ting hun ikke helt kunne sætte ord på.
"Hvad tænker du på?" spurgte hun ham.
Hun havde stadig en masse spørgsmål, der fløj rundt i hendes hoved, men hun skubbede dem til side, for ikke at overrumple Julian. Hun ville give ham til til at fordøje hvad der end forvirrede ham. Når han havde gjort det, kunne hun stille ham sine spørgsmål.
Hun satte sig godt tilrette, hvor hun havde siddet før, og gav sig til at pille ved sit hår, af ren refleks.
De uregelmæssige vindpust der kom ind gennem døråbningen, fik hendes hår og kjole til at svæve en smule. Hun frøs om sine ankler, når en kold brise strøg omkring dem, som en sulten kat der tigger om mad.
Hvis hun lyttede godt efter, kunne hun nogen snakke, i et af husene i nærheden. Hun kunne høre Julians åndedrat, og sit eget. Udover det, var her stille.

OOC: Er det langt nok?

OOC: jeg syntes faktisk, at 3 linjer er langt nok xD

IC:
han så op.
"Øhm... det.." han kløede sig lidt i nakken, før han lod vægten vil på den ene fod.
"Jeg tænkte bare på de mænd der.." svarede han så endeligt.
og så hvordan jeg skal fortælle dig, at de jagtede mig pågrund af pengene jeg skylder.. han sank noget. puha. det ville blive en slem omgan, hvis han skulle til at forklare hende det hele. han lukkede kort øjnene i. hvad ville hans mor have gjort?
hun ville have sagt det. og hvis jeg havde gæld, og det skyldtes noget andet, ville hun have mig til at sige det..det eer nok det bedste, men jeg vil ikke inddrage Aisha i det. hun kan risikere at komme i fare.. hvis.. de ser hende... det slog ham lige, sådan rigtigt. tænk hvad de kunne finde på? hvis de fangede ham, kunne han godt se frem til en masse blå og gule mærker... han kunne nok også se frem til en meget smertefuld tid i sengen. hvad nu, hvis de ville fange Aisha..?
han rystede hurtigt på hovedet. det ville han ikke tænke på. selvfølgelig fangede de hende ikke. helt ærligt. hun kunne forsvare sig, kunne hun ikke?
Stop så med at tænke på det. du for ikke noget ud af det, udover at blive vildt bekymret! han skar en underlig grimasse, og satte sig på sin stol igen, og hvilede hovedet i hånden. han tænkte for meget, og snakkede for lidt.

Hun blev rigtig ubehageligt til mode, med alle de negative vibrationer der strømmede fra Julian. Hun forsøgte at ryste dem af sig, ved ganske simpelt at bryde jordkontakten; det gjorde hun ved at løfte fødderne fra gulvet, og så bare holde dem lige over. Men efter ganske kort tid, blev hun endnu mere ubehageligt til mode, og følte sig ufatteligt utryg, når hun ikke kunne 'se' noget længere, så hun gav sig, og satte igen fødderne på gulvet.
"Hvad er der med de mænd?" spurgte hun.
Hun håbede han ville fortælle hende det, så hun kunne få bugt med de ubehagelige, alternative svar der kørte rundt i hovedet på hende. Mon Julian var blevet voldsforbryder, og havde ordensmagterne efter sig? Mændene havde været rimelig store og muskuløse, så måske var de en form for vagter. Eller mon Julian var den gode, og de, de onde? Det virkede mere sandsynligt, syntes hun. Men hvad kunne han have gjort, for at få sådan en flok muskelbundter efter sig? Hun gad slet ikke tænke mere over det; Julian ville jo alligevel fortælle hende sandheden lige om lidt - ikke også?
Hun stolede på at han ville sige sandheden, men på den anden side - han havde jo ikke fortalt hende hele sandheden da hun spurgte først, hvis der var mere at komme efter nu.
Det ramte hende som et slag i hjertet, at Julian ikke ville fortælle hende alt. Hun forsøgte at glemme det, og at ignorere den ubehagelige følelse, men det virkede bare så realistisk, at han havde skabt sig et liv uden hende, gennem disse år, og hvorfor skulle han så bruge tid på at forklare ting for hende?
Hun sagde stille, så det næsten var uhørligt: "Vær sød ikke at lyve - jeg vil alligevel finde ud af det hvis du gør, og det gør forfærdeligt ondt, at du ikke stoler på mig."
Hele den sidste den - fra 'jeg vil alligevel ..' - var nærmere en mumlen, end en lav hvisken, så Julian skulle have en meget god hørelse, hvis han skulle kunne tyde hende.

han vile så gerne fortælle hend det. men det lød pludselig så dumt i hans ører.
'de er blevet hyret til at banke mig, fordi jeg skylder penge væk' brilliant. det lød jo fantastisk. Julian kunne være sunket i jorden lige nu sammen med stolen og hele sin latterlige historie, men han gjorde det sjovt nok ikke. dumme ønsketænkning. han ville bare helst holde hende udenfor - mest for at beskytte hende, da han ikke rigtigt kunne regne ud, hvad hun kunne finde på når hun fandt ud af det.
"Jo.. det er fordi, at de... nej, jeg..." hans hjerne arbejdede på højtryk for ikke at få det til at lyde som noget komplet idiotisk, men det lykkedes ikke helt for ham, eftersom han følte sig som en fisk på land, som sprællede i et næsten desperat forsøg for at komme ud på dybt vand igen.
"min mor.. var jo så syg. jeg kunne ikke få arbejde nogle steder, og da hun havde brug for medicin og lægehjælp, tog jeg i starten bare et lille lån..." gud, det lød helt forkert. som om han havde stjålet et eller noget.
"jeghar ikke stjålet det eller noget, vi gik på et kompromi. jeg skulle aflevere pengene tilbage her den 1. febuar. jeg sagde bare jaja, men da jeg stadig ikke kunne få arbejde, lånte jeg efterhånden større og større beløb. da der så blev lukket for kassen, måttej eg gå videre til et andet sted. der var så mange andre ting jeg kunne have gjort, men jeg.." han tog sig fortvivlet til hovedet. han ønskede virkelig ikke at fremstå som noget dårligt for Aisha. tænk hvad hun ikke ville sige nu?
hun ville garanteret blive vred på ham. rasende, over at han havde været så tåbelig, og over at han ikke havde sagt det noget før.
tanken gav ham kvlame, men han fortsatte.
"Jeg fortalte ikke mor noget om det. hun ville blive rasende, hvis hun vidste at jeg lånte penge hos så mange forskellige, uden nogen mulighed for at betale tilbage." han trak vejret dybt ned i lungerne. det lettede at få det sagt, men samtidig havde han det også som en lille knægt, der var blevet taget med fingrene i småkagedåsen.
"Da hun så døde gik jeg fuldstændig.. nej, jeg kunne bare ikke samle mig igen. jeg gik rundt og tænkte på det, at jeg skulle have mig et arbejde, men det var svært. jeg kunne ikke finde noget som helst, og jeg kunne ikke tage mig sammen. og så begyndte de her mænd at dukke op, flere og flere. jeg ved ikke hvem præcis de bliver sendt ud for, de siger aldrig noget, de jagter mig bare..." han ville ikke græde nu. han ville ikke have medlidenhed. det ville bare virke så svagt. han havde allerede fejlet så grundigt, og han ville ikke få det til at se ud som om, at han fortød det åh så meget, og han var åh så ked af det, for det virkede så.. så..
"Jeg ville ikke blande dig ind i det, fordi at jeg.. jeg ville ikke have, at du skulle have noget med det og gøre. hvis de finder ud af, at du er min bedste ven, ved jeg ikke hvad de kan finde på..." det sidste hviskede han nærmest for sig selv, og han tørrede sit ene øje med håndryggen. Ikke græde nu. det var nok det eneste han nu skulle koncentrere sig om, imens han ventede på Aishas dom.

//FRYS - eftersom vi begge to skal spise.

OOC: Antifrys! For jeg er tilbage, og min tålmodighedstærskel er meget lav, så jeg vil ha' du skriver nu!!!!

IC:
Hun blev ikke sur, ikke som det første. Tværtimod. Hun tog en hurtig rutschebanetur gennem hele følelsesregistret, bare for at få det hele med; først sneg Skam sig ind på hende, bagfra, mens hun mindst ventede det. Hun skammede sig over at hun ikke var stukket af noget tidligere, og at hun ikke havde indset af Kenneas sygdom ikke var en forkølelse, men en dødelig sygdom der skulle kurreres med det samme, hvis det skulle lykkedes at rede hende.
Da skammen havde gjort sit job, tog Vrede over. Hun blev vred på Julian, over at han havde holdt det hemmeligt for hende før. Hun var sur over at han ikke straks var vendt tilbage til godset, og havde fortalt hende om sin situation. Og hun var vred over at han ikke havde taget et lån der var stort nok til at rede hans mor.
Vrede luntede lige så stille bort, og ind af døren kom Sorg. Hun var ked af at han havde så svært ved at fortælle hende om sine problemer, og hun var ked af at han havde rodet sig ud i sådan noget snavs. Hun var ked af at nogen ville såre ham, og ked af at han nu skulle bekymre sig på både sine egne og hendes vegne.
Bedst som hun sad og sørgede, brasede Glæde og Eufori ind, arm i arm. Disse to følelser skubbede Sorg af vejen, og forsøgte at overbevise Aishas underbevidsthed om at dette sagtens kunne vendes til noget godt; hun havde jo ringen. Hun kunne løse Julians problemer, og samtidig give ham den gave hun ønskede han skulle have.
Lige da hun troede hun ikke kunne føle mere, sprang den nedkølende Realitet frem. Hun vidste ikke om hun kunne klare at skille sig af med ringen; hun havde båret rundt på den længe, og den var blevet en del af hende. Selvom den mindede hende om hvad hendes forældre havde villet gøre mod hende, var den samtidig også hendes eneste minde om sine forældre, og derfor ville hun nødig give den fra sig. Ydermere, mente Realiteten at Julians gæld kunne være for stort, til at ringen kunne løse problemerne. Eller måske ville Julian hellere spille stolt, for at holde sin ære intakt, og derfor ikke tage imod goder fra en pige - og så en blind en af slagsen.
Hun fik trukket sig selv op til overfladen, og tænkte grundigt over hvad hun ville sige.
"Du skal ikke tænke på mig - jeg klarer mig. Den der skal have hjælp og beskyttelse, og den der skal bekymres om, det er dig." startede hun ud. "Du er måske nok nede og vade i sølet, med snavs helt op til knæene, men det er ikke værre end at et godt, langt brusebad kan vaske dig ren igen."
Hun rystede på hovedet, med et lille skævt smil.
"Undskyld, nu skal jeg nok forsøge at tale forståeligt:" sagde hun. "Selvom det ser ud som står du i en værre redelighed, er det ikke noget du ikke kan komme ud af. Jeg skal nok støtte dig, og jeg kan hjælpe dig hvis du vil have det. Jeg kan også lade dig være, hvis det er det der skal til, men i hvert fald har du en der tror på dig, og - som man siger - tro flytter bjerge, så inden længe er du gældfri, og uden forfølgere."

ÆNDRINGS-TILFØJELSESTING OOC: Og anti-antifrys, for nu har du været så langsomt til at svare - ;p - at jeg er nød til at smutte igen.

OOC: *flov* undskyld, men pludselig røg jeg bagud med min historieopgave som skulle laves til idag, og gik lidt i panik.. Oo

IC:
Julian så halvgrinende op på hende, og smilede skævt. han nikkede derefter kort, og rettede blikket imod væggen.
"Måske. jeg vil ikke have du bare skal forsvinde fra mig igen. så kan jeg ligeså godt lade dem fange mig.." det sidste blev mumlet utydeligt hen for sig, som en eller anden ting han fortalte til sig selv.
"Men jeg tror ikke det er bare sådan ligetil at komme ud af.." han sukkede, og strøg en hånd igennem det halvlange, blonde hår. hvis han havde stået ved den væg han kikkede på nu, havde han slået hovedet gentagne gange ind i den, mest fordi han ikke fattede hvad han havde gang i her.
Han havde det som om han svævede i en drømmetilstand lige nu. imellem virkeligheden, og en drømmeverden, sådan var det. hans mor var lige død. han havde en gigantisk gæld. Aisha dukkede op.
han himlede med øjnene for sig selv.
"Det næste bliver vel, at min far kommer ind af døren..." mumlede han lavt og sarkastisk for sig selv. egentlig tænkte han bare højt, for det var ikke meningen at han skulle sige det.
men hans hjerne havde lidt svært ved at holde styr på tingen lige nu. han ville ønske han kunne tage på ferie, og nå han kom tilbage, var alle problemene løst, og han kunne leve lykkeligt.
Du har hørt for mange eventyr.. Da Julians indre stemme rungede i hans hovede, vendte han tilbage til virkeligheden med en kort hovederysten.

OOC: jeg PRØVEDE faktisk at gøre det langt, men jeg orkede ikke mere TTwTT

OOC: Fair nok - du har jo også et liv, udenfor den her samtale x)

IC:
Aisha syntes ikke hun fik særlig meget ud af det Julian sagde. Det var ikke noget svar - men hun havde jo heller ikke stillet noget spørgsmål.
Hendes tanker summede rundt, som bier om frisk pollen. Det var bare som om målet for deres sværmeri var spærret inde, for ligemeget hvordan de forsøgte at nå derind, forblev de udenfor. (Oversat: Aisha kunne ikke finde hoved eller hale på sine forvirrede tanker.)
Hun vidste ikke hvad hun kunne sige, for hun var bange for, at det hun havde på hjertet, var for stor en mundfuld for deres venskab, når nu de først lige havde mødt hinanden igen.
Hun fantaserede sig selv tilbage til gamle dage. Dengang hendes forældre stadig behandlede hende som en datter, og ikke et misfoster, der kun skulle holdes i live, for at blive trænet til en perfekt enearving - eller noget i den stil. Hun faldt hen i minder, og genoplevede pludselig en episode fra da hun var omkring fem år. Hendes danselærer havde fået besked på kun at lære hende simple danse, for at hun ikke skulle komme til skade, men hun havde insisteret på at lære mere end basisting; det havde hun efterhånden gjort i et år. Hun fik overtalt læreren til at undervise hende i mere avancerede danse, og efterhånden fik hun rimelig godt styr på en simpel form for vals. Hun huskede tydeligt, hvordan hun følte at hun svævede rundt, når hun dansede den mystiske dans. Hun huskede tydeligt, hvordan hun var så stolt af sin kunnen, at hun ville vise den frem for sine forældre. Så en aften, lige midt i et skænderi hen over aftensmaden, rejste hun sig op, gik hen til sin mor, og bød hende op til dans. Hendes mor tøvede, husker hun, og vibrationerne der strømmede fra hende, var ikke rare. Men Aishas lille, glade barnesmil, fik overtalt Penelope, og straks dansede de rundt - det vil sige, Penelope løftede Aisha op, og dansede rundt med det lille barn på armen. Adrian sluttede sig snart til dem, og de lo og morede sig. De glemte helt hvad de tidligere havde skændtes om, og alle problemer og bekymringer blev redt ud.
Hun ville ønske hun også kunne danse sig ud af bekymringerne nu, men hun kunne knapt huske trinene. Hun ville ønske hun så kunne tale sig ud af det hele, men Julian virkede ikke særlig interesseret i at snakke om gælden..

OOC: Undskyld det er lidt mærkeligt, men jeg havde lyst til at skrive et eller andet, andet end: 'Hun hørte en lyd, og følte noget. Desuden kunne hun lugte en sær lugt. Men se, det kunne hun ikke. Eller smage, for den sags skyld, for det eneste hun havde i munden var sin tunge, tænderne og noget luft..'.

OOC: det kan vi jo hurtigt få ordnet :B

IC:
Julian så på Aisha igen, da hun så ud til at falde i staver, ligesom han selv gjorde.
han havde lyst til at snakke med hende om noget. ligemeget hvad. lyden af hendes stemme, der fortalte ham at hun var der, fik ham til at blive glad.
"Nå.." han startede lidt af sig selv, men stadigvæk var han i tvivl om hvad han skulle gøre.
"Nu ved jeg, at du er fornuftig nok til ikke og gøre sådan noget, men hvad ville du h.." mere nåede han ikke og sige, før der var noget i rummet der blev fuldkommen forandret. der lugtede af en underlig blanding af røg og ild...
Julian snusede kort ind, for det gik op for ham, at hans arm var begyndt og antænde sig selv.
uden rigtigt og tænke over det, sad han bare og stirrede på sin arm. Det var sket før, men han havde ikke forestillet sig, at det ville ske igen. og så var det faktisk den samme arm...

OOC: så er det røgen, og ilden hun kan fornemme, eller noget? xD Julian kan ikke lide kontrollere sin kræft i øjeblikket, sååååeh.. <.< xD
EDIT: ... undskyld at jeg først svare nu, men skulle spise med mine brødre <.<