Damia fandt det stadig sært at, det lykkedes Nathan at bringe de emner op som der irriterede hendes sind. Hun trak på skulderne, heks? det var hvad hun havde kaldt hende, hvilket hun ikke fik meget ud af. Men det havde været sjovt at vise at, hun ikke var nær så svag igen. Desværre viste det sig senere hen at, hun ikke var så stærk som troet.
Forsigtig trak hun på skulderne, hvad skulle hun sige? Hun havde sagt så meget, hånet hende... Forfærdeligt!
Tøvende nævnte hun blot de ting som havde påvirket hende mest, i en mere ligegyldig tone, så det ikke skulle lyde som om at det virkelig havde påvirket hende på det groveste. "Hun sagde at, hun ville fjerne alt det som jeg flygtede fra. Fortiden. Senere sagde hun at... Roy ville forlade mig" hendes øjne fyldtes med tåre, men hun nægtede at lade dem trille, "At ingen holdte af mig, at når jeg var væk, ville ingen havde noget imod det... Det er på en måde ogå sandt ikke?," hendes hånd gnider øjnene og fjerner tårene, hvorefter hun ser bedende op på ham "Jeg mener, helt ærligt, livet går videre, selvfølgelig vil han, eller de glemme mig" et smil brød frem på hendes læber, overraskende nok.
Damia havde længe set på ham, og havde anet hans fugtige øjne og senere tåren. Det kunne ikke skyldes hende, ingen græd over hende, og... desuden så han helt forkert ud til at søvn kunne være problemet. Hun ser på ham med et nærmest 'moderligt' blik. Og smiler, "Jeg er vist ikke den eneste, der har en ulykkelig baggrund, har jeg ret?"
- Avatar og profil billede lavet af mig
Krystallandet
