At få ros af Faust ville have gjort Noel ellevild som et lille barn, men det krævede jo så blot, at det var før længere tid siden at det var sket. Nu havde han vænnet sig relativt til tilværelsen i dette interiør. Og at Faust endelig indrømmede det, betød mere, at Noel lod den lette stolthed blive inden i. Han gav Faust et let nik, anerkendende at hans overordnede sagde hvad der lå ham på hjerte. For det kunne jo ikke være anderledes, vel? Faust ville ikke lyve om sådan noget. Ville han?

Men desværre var ordene efterfulgt af mere indelukkethed. Ikke kun fra Faust. Det var så tydeligt på Bram, at selvom Noel havde fået set et lille smil fra ham, så var han mindst lige så hemmelighedsfuld. Og det kriblede i Noel at vide mere. 

Han havde vendt sig mod dem, som Bram trådte frem, tilsyneladende for at hjælpe til. Kun af den ene årsag, fangede Noel det. Det lette strejf. En aktuel berøring, og ikke én der virkede til at være båret af ren uskyld. Igen føltes det hemmeligt. Men Noel bed stadig mærke i det. Hans blik var direkte på berøringen og derefter på Brams øjne. 

Det var gådefuldt. Hvad Bram sagde, var forvirrende, måske endda lettere frustrerende. For lige gyldigt hvor meget Noel så end havde tænkt sig at presse på, så vidste han, at han nok ikke ville få skyggen af noget af sandheden eller hemmelighederne mellem de to herrer at kende. De var på deres eget domæne, usagte ord imellem dem og Noel var det ukendte element, der tilsyneladende virkede forstyrrende.

Han sukkede lavt. Kørte en hånd gennem sit flammefarvede hår. "De virker ikke som en arbejdsmand, Hr Bram." konstaterede Noel, noget direkte. Tøjet og væremåden virkede fremmed i en butik hvor man arbejdede med sager der var delikate, men også til tider af den tunge art. "Med mindre De engang var, dengang De boede her sidst." han flyttede let på en genstand så den stod mere lige på sin hylde - som Faust foretrak det. Han forsøgte virkelig at gøre noget med sig selv, for at undgå den tunge, dunkle, intense stemning. Alligevel blev hans blik hvilende på de to herrer. Og uden at vide det, var hans eget blik mindst lige så intenst.