At få ros af Faust ville have gjort Noel ellevild som et lille barn, men det krævede jo så blot, at det var før længere tid siden at det var sket. Nu havde han vænnet sig relativt til tilværelsen i dette interiør. Og at Faust endelig indrømmede det, betød mere, at Noel lod den lette stolthed blive inden i. Han gav Faust et let nik, anerkendende at hans overordnede sagde hvad der lå ham på hjerte. For det kunne jo ikke være anderledes, vel? Faust ville ikke lyve om sådan noget. Ville han?

Men desværre var ordene efterfulgt af mere indelukkethed. Ikke kun fra Faust. Det var så tydeligt på Bram, at selvom Noel havde fået set et lille smil fra ham, så var han mindst lige så hemmelighedsfuld. Og det kriblede i Noel at vide mere. 

Han havde vendt sig mod dem, som Bram trådte frem, tilsyneladende for at hjælpe til. Kun af den ene årsag, fangede Noel det. Det lette strejf. En aktuel berøring, og ikke én der virkede til at være båret af ren uskyld. Igen føltes det hemmeligt. Men Noel bed stadig mærke i det. Hans blik var direkte på berøringen og derefter på Brams øjne. 

Det var gådefuldt. Hvad Bram sagde, var forvirrende, måske endda lettere frustrerende. For lige gyldigt hvor meget Noel så end havde tænkt sig at presse på, så vidste han, at han nok ikke ville få skyggen af noget af sandheden eller hemmelighederne mellem de to herrer at kende. De var på deres eget domæne, usagte ord imellem dem og Noel var det ukendte element, der tilsyneladende virkede forstyrrende.

Han sukkede lavt. Kørte en hånd gennem sit flammefarvede hår. "De virker ikke som en arbejdsmand, Hr Bram." konstaterede Noel, noget direkte. Tøjet og væremåden virkede fremmed i en butik hvor man arbejdede med sager der var delikate, men også til tider af den tunge art. "Med mindre De engang var, dengang De boede her sidst." han flyttede let på en genstand så den stod mere lige på sin hylde - som Faust foretrak det. Han forsøgte virkelig at gøre noget med sig selv, for at undgå den tunge, dunkle, intense stemning. Alligevel blev hans blik hvilende på de to herrer. Og uden at vide det, var hans eget blik mindst lige så intenst.

Faust havde med vilje ignoreret om det usagte, omend det som alle tilstedeværende var klar over, hang som en tung sky imellem dem. Det var på ingen måde noget Noel skulle blandes ind, hvis Faust kunne forhindre det, men man vidste aldrig med Makellos.

Som altid for Faust var det nemmere at bibeholde den rolige, strukturerede overflade - som om der intet særligt var ved besøget. Makellos var blot en gammel bekendt, mere var der ikke i det. Selv om måden, hvorpå Fausts mørke blik ud af øjenkrogen betragtede hver eneste bevægelse fra den anden vampyr, måske talte sit tydelige sprog om noget andet.

Om hvor meget Faust reelt var på vagt.

"Naturligvis. Resten af livet." Stemte Faust i. Bogstaveligt talt en evighed, tog man hans egen og Makellos' potentielle levealder i betragtning. Han rakte hånden frem efter en pose med urter, men stivnede et kort sekund, da han mærkede Makellos' hånd strejfe ham. Udtrykket blev en anelse mere sammenbidt, som han ellers uden at lade sig mærke med noget, fortsatte med at hælde indholdet af urteposen over i en dåse, der omhyggeligt var markeret med urtens navn. Makellos havde tydeligvis stadig et andet behov for fysisk berøring, end Faust havde .. eller gjorde han det blot for at se Faust blive utilpas?
Et hastigt sideblik mod Noel afslørede, at han også havde set den ellers næsten ubemærkbare udveksling. 

"Jeg ville ikke forvente mindre fra dig." Lød det lavmælt, som Makellos gik i gang med arbejdet. På trods af de mange år, der var gået, var alle Fausts systemer for opbevaring i butikken, de samme. Der var ingen grund til at ændre på noget, der fungerede så godt. Han fangede kortvarigt den anden vampyrs blik og det søgende i Makellos' øjne. Søgte han stadig efter sin gamle mesters anderkendelse, eller var han ude på noget andet?

Det gik op for ham, at Noel stirrede intenst på dem. At den unge mand var så observant, som han var, kunne potentielt vise sig at være et problem. Han måtte sikre sig, at Makellos ikke var ude på at opsøge ham, når han fik lov til at gå.
"Hr Bram har mange talenter ud over sine gode hukommelse. Men nej, arbejdsmand er nok ikke det rigtige ord." Lød det fra Faust, inden Makellos kunne nå at sige for meget. Blikket der søgte tilbage mod Makellos havde dog også en vis nysgerrighed i sig .. for hvad kunne man reelt kalde ham nu om stunder? Hvad havde han foretaget sig alle de mange år, han havde været borte?

Naturligvis resten af livet. 

Felix nød den lille udveksling de havde gang i. Faust havde altid mindet ham om et gammelt egetræ – urokkelig og upåvirkelig selv i de værste storme – skønt det var en facade. For som Felix havde erfaret for længe siden: det handlede blot om det rette uvejr. 

Blikket flyttede sig skarpt fra sin gamle mentor til Noel. De intense flammer i drengens øjne var svære at overse - og Noel lagde ikke skjul på sin stirren. Et flygtigt smil strejfede hans mundvig. Lige nok til at holde nysgerrigheden i live.

De virker ikke som en arbejdsmand. Med en mine som havde han slet ikke set på drengen, faldt Felix' opmærksomhed tilbage på ampuler og glas. De klirrede sagte som et yndefuldt klokkespil under hans fingre. Han ville have sagt noget, men tav da Faust talte. Brynene løftede sig interesseret. Han talte for ham. 

Nå nåh.

Et farveløst smil formede Makellos' læber. Ros. Hvilket overraskede ham, og alligevel. Det lød tamt i hans ører efter så mange år. Stadigvæk krøb det under tøjet på ham, farvede huden forræderisk med kulør som et barn hungrende efter mere anerkendelse.

Snakkesalig her til aften, den gamle vampyr. 
Et øjeblik blev han grebet af den absurde tanke, at Noel havde fået Faust til at tale mere end sædvanligt. Men nej. Det var næppe drengen. Felix lod blikket glide tilbage mod Faust og måtte bide et smil i sig. Han mødte blikket. Mørke, stålgrå - men nysgerrige, fremfor fjerne. Fingerspidserne kriblede. 

Han løftede hovedet med et afslappet udtryk, selvom det altid bar en kant af noget andet. 
Først sagde han ikke noget. Der var noget spændende ved at lade stilheden tale for sig – se hvordan den langsomt begyndte at gnave i andre – indtil nogen til sidst følte sig tvunget til at fylde den ud. Men Felix havde lært at blive i den med en næsten yndefuld ro. En dirigent der vidste, hvornår det netop nåede sit ubærelige klimaks. 
"Jamen, sig mig, hvad det rigtige ord så er?" Et moret smil strejfede læberne, før han atter betragtede dem begge med et afventende udtryk. Som en spiller, der allerede havde foretaget sit træk og nu ventede på deres.