Sjældent smuldret hans mure som de gjorde det lige nu, han stod normalt solidt plantet i jorden og ingen ting kunne rive ham op fra roden. Men her var individet der havde gravet ham op, omplantet ham og givet ham et nyt hjem. Med nemhed ville han kunne rive rødderne fri fra den bløde jord og kassere det hele udover det hele. Det grænsede sig til mord, for alt der var tilbage, var resterne af Eskilds eksistens. 
Blødt igennem og uden fatning og mod, var han en skygge af sig selv. Forblændet i en sådan grad, at han var blind til sit eneste. En hånd på bordet og en til at tørre de salte tåre væk fra kinden. Han vidste at der ingen vej var tilbage, men han ville ikke miste det hele med en sådan nemhed. Og alligevel, det vidnede blot om en ting. 

Han vidste godt at Stian gik, men det hele gik i stå for ham, og han blev stum. Selvom han så hvordan der blev rettet ud i tæppet som Stian havde valgt de skulle have, knuget hans hånd om bordkanten og han presset tænderne mere og mere sammen og følte sig så blottet for vid og sans. 
Hans kærlighed gik ud af hans liv som det var intet andet end et dårligt måltid. 

Døren lød og han falde minen i tunge folder og følt sig til grin. Stian gjorde ham til grin og han gjorde det godt. Med et var det hele vendt rundt til at han var skurken og synderen i deres forfærdelighed, og han skulle nok tage den rolle på sig, men lige nu, der ville han blot bryde sammen for at byg sig selv op på ny. Begrave alt de havde, begrave det de havde opbygget.