Et kort lavt grin forlod hendes læber, før hun rystede på hovedet og så væk. Hun kunne mærke, hvordan varme steg til hendes kinder. “Yeah,” hun tog ikke rigtig imod komplimenten, mest af alt fordi hun ikke var vant til at høre søde ord inde i Mørket, med mindre det var til at læne sig op ad en truende adfærd. Hun valgte derfor blot at se hvordan han snittede, og sørgede for at der ikke endte træflager på sengen eller hende selv. Når hendes blik ville søge til noget andet, var det hovedsageligt de skræmmer, som hun havde påtaget sig på sin flugt. Det var langt fra kønt.
Med tiden begyndte hun dog at kunne se lighederne. Jovist, den var i træsortens farver, men hun kunne se det krøllede komplicerede hår, tænderne og jo flere detaljer han lavede, jo mere kunne hun genkende sig selv i den.

Som han blev færdig, endte han med at rejse sig op. Hun havde selv formået at spise og sidde op og hvile, mens han snittede. Nu blev hun dog rakt figuren og hendes blik så op mod ham, før hun så tilbage på figuren og tog imod den med sin venstre hånd. Hun så op mod ham, som han gik. Hans kommentar fik hende til at se tilbage ned på figuren. Hun lod sin tommelfinger glide over figuren, mens hun beundrede den. Hun ærgrede sig faktisk over at hun ikke kunne mærke den med begge hendes hænder. Al den tid hun så på den, begyndte hun at undre sig mere og mere hvordan hun så ud nu. Hver gang hendes tommelfinger løb over noget som hun ikke havde set på sig selv før, vandrede hendes øjne for at se det selv. Hun kunne jo langt fra være særlig køn lige nu. Der måtte vel være indtørret blod alle vegne, ikke? Selvfølgelig var det blevet bedre nu hvor hun havde skiftet tøj men… Hun rakte sin hånd op mod højre side af ansigtet og bemærkede hvordan huden virkede tør og næsten skællene. Da hun trak hånden til sig, kunne hun se sit blod, der var størknet. Hendes øjne så tilbage, som han kom ind igen. “Kan vi-” hun foldede kort sine læber som hun ledte efter ordet “Vaske?” Hun brugte det dæmoniske ord, men som det kom ud af munden, vidste hun godt det ikke var krystalisiansk. “Vaske?” Denne gang lykkedes det, og hun pegede mod sit ansigt. Hun vidste i hvert fald at hun til tider selv følte sig bedre tilpas, når hun var ren.

Ebbe fik tjekket til heste, samtidig fik han opdaget at der var en brønd nær, han vandre kort hen for at inspicerer den det så dog ud til der heldigvis var rent vand, dog manglede spanden. Det kunne være den var i hytte tænkte han, som han vendte tilbage til hende, blikket rette sig imod hende og han trådte lidt nærmer for at lytte til hendes ord. Dog rykkede brynene sig tættere, som hun udtalte et ord på et sprog han ej forstod, men som hun fandt det rette smilede han let " ja, øh jeg skaffer mere vand" sagde han. Derefter gik jagten i gang på at finde en spand, den måtte være her et sted ikke? Han fik imellem tiden også skævede ned ad sig selv, hans tøj var blodigt efter at have båret hende, det blev ikke nu hun var vigtigere. 
Han fandt en spand, selvom den var lidt bulede var det bedre end ingenting? Blikket gled kort imod hende " jeg henter vand" sagde han, før han igen var ude, inden længe kom han indenfor og stillede vandet fra sig nær hende, glemte alt om at rykke kommoden igen. Han sendte hende et forsigtig smil, før han fandt noget mere stof nede i tasken og kom hen til hende. 
Ebbe dyppede stoffet i vandet, før han bukkede sig frem" jeg vasker dig forsigtig" Sagde han så roligt som muligt, før den ene hånd blidt greb fat ved hendes kæbe ved den gode side, med den anden kunne han forsigtig begynde at duppe blodet af, imens hånden ved kæben samtidig begyndte at fortsætte med at heale hende. Ebbes blik var dybt fokuseret på at vaske hendes ansigt og heale, nu fik hun da i hvert fald også set ham meget tæt på. 

Sunuzura trak et let forsigtigt smil, som han svarede, og det virkede til, at han ville gå ud og hente noget, de kunne vaske hende med. Hun vidste kun hvordan det fungerede i Mørket, og lod ham derfor tage sin tid. Mens han gik rundt i hytten, fortsatte hun med at inspicere sin hud og de skrammer, hun havde. Der var jo rigeligt af dem. Hun så kort op mod Ebbe, som han fortalte at han ville gå ud og hente vand, før hun fortsatte hvad hun havde gang i.

Værende vant til ikke at skulle have meget at sige lod hun blot sine øjne se mod ham hver gang der var noget specifikt han foretog sig; stillede spanden fra sig, fandt en klud og stillede sig ved hende. Hun skulle selv til at trække ud efter kluden, da han bukkede sig frem. Lidt tøvende om den omsorg han tilbød, valgte hun dog at lade sin hage hvile i hans hånd. Mens det var muligt, sørgede hun for at holde sit øje på ham. Det var tydeligt, at hendes venstre øje holdt skarpt øje med ham, for det var svært at forudsige hvornår hans hånd kom i nærheden af hendes ansigt. Så snart det virkede til at hans bevægelser var til at regne med, lukkede hun sine øjne,så hun ikke fik vand i det allerede dårlige øje. Fra hånden, der holdt om hendes kæbe, kunne hun føle en varme, der bredte sig fra grebet og videre gennem hendes krop. Hun kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan det virkede til, at hendes arm konstant tog imod healing. Med den forplejning hun fik, fik hun i hvert fald også en større lyst til at lægge sig til at hvile sig, men hun vidste også, at det nok kun var lånt tid, som hun havde her i hytten, og at hun snart måtte søge videre.

Ebbe var fokuseret på at vaske hende, hans hånd var så forsigtig for at rense og fjerne hvad der var indtørret, forhåbentlig ville det senere hjælpe til at heale bedre. Han havde ikke helt lyst til at tænke på deres veje snart ville skilles, hvorfor var han ikke sikker på, men der var noget ved hende som vækkede noget i ham. Han forsatte med at hele hende, til han ikke lægenere kunne bruge sin evne til det mere, måtte trække hånden fra hende men hun burde føle sig mere tilpas og nok bare træt. 
Selv var han ved at være træt det tog hårdt på ham at bruge sin evne på den måde, men glad for han kunne gøre en forskel for hende. Blikket gled over hendes ansigt som den anden hånd stoppede med at heale, betragtede hende næsten så han faldt i staver. Dog fik han sat sig selv i gang igen, Ebbe vaskede kluden før han rakte nede for at forsigtig tage ved den dårlige arm, så han blidt kunne vaske sårene deromkring, nu blikket rette ned imod armen for at fokusere. 
Som han blev færdig slap han hende blidt før blikket gled imod hendes gode øje, et smil gled let over læben " skal de ud og tisse inden vi sover?" spurgte han venligt, ikke sikker på om det var noget hun skulle eller ej. Han kunne mærke trætheden selv, strakte sig en smule og gabte, før han løftede spanden og satte nær døren så han kunne hælde vandet ud senere. 

Han fortsatte med at rengøre og jo længere der gik, jo mere tryg blev hun ved behandlingen. Det stemte godt overens med at hun blev healet og begyndte at blive mere og mere træt. At kroppen restituerer hurtigere gjorde så sandelig en forskel. Der gik et øjeblik, før hun lod sine øjne åbne, til at hun bemærkede, hvordan han rettede sit blik væk fra hende til at skylle kluden i vandet. Hun så hvordan han ændrede fokus til armen, og hun måtte gøre et ihærdigt forsøg på ikke at hvæse af ham, som han rensede sårene. Det var svært når hendes arm var så fyldt med smerter. Hendes egne øjne var låst på armen for at hun selv kunne holde styr på hvad der gjorde ondt og ikke gjorde. For Sunuzura blev det i hvert fald nemmere at holde sin hvæsen og vrissen tilbage.

Da det virkede til at han var færdig og gav slip på hendes arm, så hun op mod ham. Hun havde ingen trang til at tisse, men alligevel følte hun, at det var en god mulighed for at undersøge omgivelserne til senere. Hun havde jo ikke tænkt sig at blive hængende. Hun skulle ud og finde et sted hvor hun kunne passe ind. I stedet for at prøve at finde et svar og svare ham høfligt, så valgte hun bare at rejse sig for at gå udenfor. Hendes øjne prøvede at spejde overalt, inden hun gik over til hesten for at hilse på den. Den virkede ret så bestemt. Hun studerede hvordan den var bundet fast og hvad for noget udstyr den bar. Hun ville trods alt ikke have al tid i verdenen, hvis hun skulle smutte fra stedet uden hans tilladelse. Hun måtte gøre sig sikker på, at hun ikke stod og pludselig manglede sadel eller trense. Det ville jo være tragisk. Efter et lille rum tid vendte hun tilbage ind i hytten. Hendes øjne inspicerede ikke engang hytten og hvad den kunne gemme på; hun skulle bare i seng nu, og så måtte planen bare flugte sig når hun vågnede igen senere.

Ebbe gjorde sit bedste for at rense hendes arm, han kunne godt fornemme det gjorde ondt, men hun var rimelig til ikke at knurre for meget af ham. Det virkede dog til han fik renset de fleste, forhåbentlig ville søvn hjælpe på at heal sammen med hvad han evne allerede havde gjort for hende. Som han blev helt færdig sendte han et let smil før han selv rejste sig og lod hende gå ud. Imens hun var væk fik han skiftet til renere tøj, og fik lige sikret sig at hans kniv kom tilbage i tasken, han var ikke klar over hun var ved at planlægge sin flugt. Kort lod han en kam glide igennem det uglede blonde hår, i det samme hun kom ind og han måtte vende blikket imod hende igen. 

Han nikkede let i mod sengen" vi skal have sovet" erkendte han og lod hende først lægge sig i sengen. Før han selv gik til sengen og lagde sig ved hendes side, denne gang en smule tættere fordi den ikke var så stor igen, og han gad ikke sidde op hun var også i en bedre tilsand end før. Ebbe betragtede hende en smule bagfra, tankerne fløj forvirret rundt for han burde vel ikke se hende som smuk? når han var blevet opdraget til at dræbe folk som hende, men Ebbe dræbte jo ikke? jo måske myg og i nødtilfælde dyr hvis han var ved at sulte. " sov god Sunu" mumlede han let, før han krøb lidt tættere på og lukkede øjnene.  

En knude dannede sig i hendes bryst. Jovist havde han sovet ved hendes side for ikke så længe siden, men nu var hun mere vågen og klar i hovedet, og tanken om at lægge sig ved siden af en mand, mens hun selv ikke var i den bedste form. Hun tøvede et øjeblik med at gå mod sengen, men endte med at gå dertil. Med lidt besvær fandt hun en måde hvorpå hun kunne ligge sig ned. En boblende angst spredte sig dog, da han lagde sig ved hendes side. Hvorfor var det, at hun følte sig mere utryg lige pludselig? Det var ikke fordi hun som sådan havde været krænket på daglig basis; det var trods alt Mørket og ikke private ejere. Der var selvfølgelig de enkelte gange…
Hun kunne mærke hvordan de lå tæt, og hun overvejede hvor vidt at det ville have en påvirkning på hendes flugt, at han lå ttætere denne gang. Hun mumlede lavt tilbage, og selvom hun skulle til at lukke øjnene, spærrede de sig op, som han lagde sig tættere. Det tog noget tid før hun fandt ud af at han faktisk virkede til at slappe af. Med et suk fik hun slappet af og faldt i søvn igen. Usikkerheden var der stadig, men hun følte sig en anelse mere sikker på at falde i søvn.

Det var dog ikke mange timer før hun vågnede helt af sig selv. Hun sørgede for langsomt at vikle sig ud af sengen og den omfavnelse, han muligvis havde givet hende i nattens løb. Så snart hun sad op, sørgede hun for at dreje sig nok til at hun kunne se at han stadig lå og sov. Hun skulle trods alt dreje sig lidt mere, for at kunne se sig over skulderen, nu hvor det ene øje ikke fungerede. Han sov som en baby. Hun rejste sig roligt og gik over til en af stolene i lokalet, hvor hun sørgede for at fremmane en illusion af sig selv, der sad og sov siddende hen over bordet. Dernæst valgte hun at forlade hytten på listetå. Hun bandt hesten op og med et par forsøg kom hun op på dens ryg. Hun sparkede til den og efter lidt skænderi om hvad der var frem, så red den af sted med hende. Hun så sig kort over skulderen for at sikre sig, at han ikke var vågnet eller prøvede at forfølge hende, men der var ingen. Det fik et bredt smil på hendes læber og et grin begyndte at lyde fra hende.
Glæden varede dog kun så og så lang tid, for på et tidspunkt, da hun sparkede til hesten havde den fået nok  og begyndte at bukke med hende. Manglende en hånd, havde hun ikke muligheden for at gribe fat i noget for at kunne blive på, og endte derfor med at falde af og trille hele vejen over i et ny fælde. Med et højt smæld samlede fælden hende op. Denne gang var det et stort net som omfavnede hende og sørgede for at hun ikke kunne komme ud. Hun bandede og svovlede på samtlige af de sprog hun kunne før hun krydsede sine arme og måtte vente på at nogen kom og hjalp hende ned. Forhåbentlig ville der ikke gå alt for længe, for hun havde brug for hesten, og der var jo en risiko for at den bare ville stikke af med trense og sadel, uden nogen kunne stoppe den.

Ebbe så ikke rigtig noget forkert i, at lægge sig ved hendes side, det var ikke for at gøre hende utilpas han ønskede blot også at ligge bedre. Men i sidste ende faldt han i søvn før hende, som han sov dybt gled den ene arm over hende, ren vane fra at sove med andre, drømmende var rolige fordi han ej var alene. Da hun begyndte at røre på sig, sov han så tungt at han ikke bemærkede det, tværtimod da hun rykkede sig gled han om på maven for at snorke videre. 
Det var ikke fordi han regnede med at være sammen med hende længe, nok af frygt for Lykke skulle komme, men han regnede med at når de vågende kunne de, spise det sidste mad og han måske kunne heale det sidste før deres veje ville skilles, men det var nok en meget naiv tanke at hun ikke ville forlade ham. 

Som han langt om længe vågnede, gned han træt øjnene først så han hun var væk, men skævede hen til bordet hvor hun sad og sov. Et smil gled over læben, før han dog lagde sig for at tage en time mere. Men som han vågende sov hun stadig, hvilket undre ham, var hun blevet syg? Han kom på benene og strakte sig før han gik hen for at ruske i hende, problemet var bare at der ikke var nogen. Ebbe stirrede forundret en trist fornemmelse ramte ham, måske hun bare var ude og tisse? Han begyndte at pakke mere af sin taske sammen, men som hun ikke kom indenfor de næste par minutter blev han en smule mere trist, især som figuren af hende stod på spisebordet, havde den ikke betydet noget? 

Ebbe kom langt om længe udenfor, han så søgende rundt til han opdagede hesten var væk, og han sukkede dybt som det minde ham om at han havde sagt man skulle være meget dum for at miste en hest, nu havde han mistet både en hest og en ork. Han endte dog med at tage sin taske på, han måtte finde hesten og sikre sig Lykke måske ikke fandt Sunu selvom han var lidt sur over hun havde forladt ham uden besked.... Han måtte fokusere meget for at følge hestens fodspor, det blev til en lang gåtur for ham, hvor han kunne gå lidt og bande over det hele, samt de mange insekter der bed ham.

Lykke havde modtaget en due. Igen. Det var med løftet bryn, at hun kiggede på placeringen, der var annonceret på det brev, der var på duen. Det var ikke den store afstand fra hvor Ebbe var blevet sendt hen. Det eneste, som gav mening for Lykke, var at Ebbe havde fanget sig selv i en fælde, og at der nu var både Ebbe og en fangst, der ventede ude i skoven. Det var derfor med en snerren og gru at hun måtte forlade morgenvagten, og fortælle hun ville være tilbage hurtigst muligt. Til at starte med, blev det set skævt på, men som så mange andre gange, så endte folk med at vide, at hvis Lykke syntes der var noget der hastede, så var det af solid grund. Så, hun tog denne gang sin egen hest, sadlede og pakkede, inden hun forlod området. Det var et elendigt tidspunkt, hun var nødt til at gå på, og hun kunne ikke lade være med at frygte, hvad hun ville komme tilbage til. Ville dem som hun havde smidt i arresten være ude fordi byvagterne i byen var korrupte?

I al hast red hun ud, og det var først da hun så den hest, som hun havde lånt Ebbe, at hun bad Zatos, hendes hest, om at sænke farten. Hun kunne tydeligt huske, hvordan de havde haft samtalen om, hvordan han ikke måtte miste hesten, da det ville koste dem dyrt. Med en anelse besvær fik hun dog fanget hesten og red med den på træk. Hun nåede ikke forholdsvis langt, før hun kunne se den fælde, der var udløst. Hendes ansigt blev koldt og fyldt med afsky. Hun hoppede af sin hest og fandt sin kniv frem mens hun trådte nærmere for at se på hunorken der var i fælden. Hendes øjne faldt over skjorten orken bar også. Hvad fanden havde bæstet af forbindelse til Ebbe? “Hvor er han?” råbte hun af hunorken, som ikke selv kunne lave forbindelsen mellem de to nordfolk. Lykke skar et hul i fælden, som resulterede i at hunorken faldt ud af fælden ligesom et æg der blev knækket. Med et spark til at få hunorken til at rulle rundt, placerede hun sin fod oven på brystkassen. Hun lænede sig frem og placerede kniven under den mørkegrøn krigsmalede hage. “Hvad har du gjort ved ham?” Hunorken placerede sin hånd på Lykkes ben i et forsøg på at fjerne den, men kunne ikke finde ordene til at kommunikere ordentligt, at hun ikke forstod. I ren arrighed over manglen på svar og bekymring om hvad der faktisk kunne være sket med Ebbe rettede hun sig hurtigt op for at losse til hunorken igen indtil hun lå på sin mave. Denne gang placerede Lykke sit højre knæ på toppen af ryggen så hunorken ikke kunne rejse sig, greb fat om håret med sin venstre hånd og trak op i det, indtil hun kunne placere kniven under hunorkens hoved. “Fortæl mig hvor du har gjort af ham,” snerrede hun til hunorken, som blot bandede på et sprog som Lykke ikke forstod. “Svar mig!” skreg hun af hunorken, som stadig ikke gav det ønskede svar.

Ebbe kæmpede sig vej igennem skoven, han fulgte fodsporene så godt som muligt, selvom han hver 5 minut endte med at falde over en trærod eller sten. Han kunne mærke nervøsiteten begynde at komme snigende, mest fordi han var sikker på Lykke snart måtte være på vej, eftersom han ikke var kommet tilbage til byen. Han fnøs en smule af sig selv hvorfor skulle han også være så elendig? Og hvorfor bekymrede han sig om en ork? Den tanke måtte han skubbe væk, det var ikke smart af ham men alligevel gled billeder af hende igennem sindet, som da han havde hjulpet hende med at skifte tøj. 
Som han fortsatte stoppede han kort ved synet af en velkendt hest, øjnene blev store som han bemærkede den hest han selv havde reddet på, en kold fornemmelse gled ned ad ryggen. Havde Lykke dræbt Sunu? mere nåde han dog ikke at tænke, før han kunne høre hans søster råbe. Derfor måtte han kort tage en dyb indånding, før han rankede sig og begav sig imod stemmeren. 

Synet der mødte ham var langt fra rart, han så hvordan Lykke holdt Sunu nede og kniven imod hendes hals, han måtte virkelig gøre noget " Lykke ! jeg er her, jeg er okay!" råbte han, imens han nærmede sig og skævede imod orken, kunne tydeligt se hun var i smerter igen. Ebbe gik helt hen til hans søster, for at lægge en hånd på hendes ryg " lad Sunu være søs, hun har ikke gjort mig noget" han puffede lidt til hende, håbede at kunne få hende af den stakkels ork, der sikkert ikke vidste hvem Lykke var.
Derefter knælede han ved den sårede ork, hans hånd gled til hendes kind blikket næsten undskyldende, selvom han ikke havde gjort noget forkert. Skulle Lykke ville slå igen ville han stille sig foran hende, tage slaget han ønskede ikke Sunu skulle skades mere! " søs hun er harmløs, du ødelægger mit heale arbejde" nok ikke de rette ord men han følt sig splittet, hvordan skulle han klare dette?

Lykke hørte Ebbe i det fjerne, selvom hunorken brummede og larmede under hende. Selvom det ikke var noget Lykke tog hensyn til, så kunne hun se hvordan øjnene var presset sammen og brynene tæt på hinanden i smerte - og måske også frygt. Hun tog ikke sit hoved af hunorken endnu. Selvom hun havde lagt mærke til at den manglede et kvart legeme, så ville hun ikke vise den mere nåde end alle de andre hjerneløse grønne skabninger.
Som Ebbes hånd nåede Lykkes ryg var det næsten som om at de ideelle følelser nåede hende. Men kun et øjeblik. De små puf fik Lykke til at sukke frustreret. “Hvorfor har den her tyv så både dit tøj og hesten?” brummede hun, og stolede i øjeblikket ikke på Ebbe. Hun ønskede at det skulle være et tilfælde, at Ebbe ikke havde haft muligheden for at sige imod, men at orken blot havde taget alt hun kunne og så stukket af.
Hendes øjne fjernede sig først fra hunorkens baghoved, da hun så hvordan Ebbe kom ned på knæ. Han kunne se hvordan hans følelser og barmhjertighed kom til syne og tydeligt signalerede at han ikke ønskede at orken skulle skades. Hvad foregik der lige her?
Et frustreret suk lød fra Lykke, før hun hurtigt fjernede kniven fra orkens hals og lod kniven finde sin plads i dens skede. Ja, det var meningen at orken fik en minimal flænge på halsen. Det fik orken til at brokke sig fra den sviende smerte, men Lykke sørgede for at den holdt sin grønne kæft lukket, ved at presse det grønne ansigt ned i skovbunden. Ebbes sidste sætning fik hende dog til hurtigt at rette sit blik mod Ebbe. “Dit hvad?” spørgsmålet blev næsten spyttet ud af munden. Uden hun tænkte meget over det, lagde hun et press mod orkens hoved, for at det næsten sank ned i skovbunden. Hvis ikke det var til at se, så var det til at høre på hvordan Sunuzura brølede mod skovbunden, i håb om at få noget fred. “Har- Du har healet denne her grønne abe?” hvæsede hun af ham, tydeligt ikke tilfreds. Fra trætoppene kunne man høre ravnen, som altid fulgte hende, kalde, men Lykke lyttede ikke. Samme øjeblik gik det op for hende, at han havde nævnt et navn. “Og du ved hvad den hedder?” Ja, i Lykkes øjne var orker ikke individer. De var ondskabsfulde væsner som dræbte dem du havde nærmest.

Ebbe mærkede hvordan hans hjerte bankede hurtigt, han havde ikke ligefrem håbet dette ville ske, hvorfor var hun dog også endt i den ny fælde? men på en måde var han glad for at se orken igen, hvorfor kunne han ikke svarer på men der var en dyb bekymring. Han skævede imod Sunu stadig iført i den skjorte han havde klædt hende i, Lykkes ord fik ham til at slippe et mindre suk, hvordan skulle han nogensinde få hende overbevist? " hun flygtede ja, men nok fordi hun regnede med jeg ville skade hende" han var ikke sikker på de ord hjalp, men hvad skulle han ellers sige, at lyve for hende nu ville være dumt.
Ebbe sank på knæ ved siden af dem begge, hans øjne var følsomme som så ofte før, der var intet ønskede om at nogen af dem skulle skades, han så til som hun fjerende kniven fra halsen, ikke at han kunne se skaden før hun pressede hovedet imod jorden. Ebbes krop rystede en smule af alt der forgik, det var næsten for meget for ham at tage ind, han var ikke sikker på hvorfor han overhovedet reagerede på dette, normalt var han jo bange for orker men der var noget ved Sunu der fik ham til at se dem i et andet lys. 

Ebbe rakte en hånd imod sin søster " slip hende en smule søs, jeg beder dig" hans ord var tiggende, han kunne ikke lide lydene Sunu kom med, mest af alt lyst til bare at heale hende igen og holde hende tæt men det kunne han ikke nu. Hendes ord fik ham til at sukke, selvfølgelig forstod hun det ikke, det var jo langt fra hvad de var opdraget til især hende " Lykke jeg har snakket med hende, hun taler vores sprog, jeg tror ikke hun er helt ork, se hvor lille hun er" han prøvede at tale til hendes fornuft. Ebbe rejste sig en smule op lagde sin rystende hånd på sin søsters skulder " jeg fandt hende i din fælde, hun har været angrebet af andre dyr, hun var sårbar søs du ved jeg aldrig kan dræbe" et par tårer gled ned ad hans kind, hans hoved gjorde næsten ondt af alle de tanker. Ebbe så bedende på hende " lad denne ene gå, hun er heller ikke til farer" tilføj han og nikkede imod den enarmede ork under hende, hun måtte da kunne forstå? 

Lykke havde så svært ved at se situationen for sig. Hun kunne ikke forstå hvordan man kunne tage sig af et ork, eller hvordan noget af det var hændt. Der var bare ikke noget, der gav mening. “Det burde du også have haft,” lød det spydigt fra hende. Hun glemte alt om at Ebbe ikke selv var i stand til at slå ihjel. Hun var blevet for hærdet af sine omgivelser og var så vant til at være i dem, at hun glemte den realitet som Ebbe stod i. Orken kunne ligge og lytte til deres samtale, og høre hvor dysfunktionelt det var mellem dem. Selvom hun ikke selv havde familie, så misundede hun relationen - men kun fordi det var en stærk relation de havde.

Jeg beder dig.
Det var så meget imod, hvad hun selv ønskede. Det fik hende til at overveje det, og hun lettede presset mod hovedet en anelse, hvilket fik orken til at kunne trække vejret lidt bedre, og uden for meget smerte over sig.
Hun taler vores sprog. Jeg tror ikke hun er helt ork.
“Nej, selvfølgelig er hun ikke helt ork, for så havde du været død,” vrissede hun.
Sunu prøvede at blande sig, men hvad hun sagde var ikke noget, der talte for sin sag, for hun protesterede og sagde at hun var fuldblodsork. Men Lykke havde været rigeligt omkring orker til at vide, at halvorken under hende ikke havde hjerne nok til at vide, hvad hun overhoved var. Han rejste sig, og sekundet efter kunne hun mærke hans rystende hånd på hendes skulder. Hendes blik var dog stadig på orken under hende. Hun prøvede at lade sine øjne løbe over orkens krop for at se, hvorvidt det gav mening med de skader som hunorken havde haft. Hun kunne høre hvordan hans stemme nærmest rystede som han prøvede at retfærdiggøre hvorfor hunorken skulle have lov at leve. Med et vrissende støn skubbede hun sig selv op, ved at presse igennem på orken. Det fik hunorken til at brokke sig højlydt igen - men Lykke kom op og stå og trak et par skridt væk.

På trods af behandlingen var hunorken hurtig til at ville op. Hun vaklede lidt et øjeblik men fandt vej om bag hendes lillebror. Orken placerede en hånd på det lille snitsår, hun havde fået på halsen. Nu hvor lykke bedre kunne se størrelsesforskellen på de to, blev hendes blik næsten dømmende, hvis det dog overhovedet kunne lade sig gøre. “Har du haft hende med i seng?” anklagede hun hurtigt og pegede med sin kniv i retningen af den grønne halvblods. Hun lod ham dårligt nok svare før hun tilføjede, “Hva Zalan tænkte du på?”

Ebbe så på sin søster han kunne næste mærke, hvor meget koldere hun var blevet igennem sit arbejde, og tiden væk fra hinanden havde åbenbart, får hende til at glemme? Han havde aldrig været i stand til at dræbe ligesom hende, den ene gang han var blevet tvunget, havde han kastet op i flere timer efter. " Lykke du ved jeg ikke kan" svarede han denne gang en smule tvær, det var en af de ting hun burde huske om ham. 

Lykke havde ret han havde været død, men heldet havde for en gang været, ærligt havde det tanker så nok heller ikke strejfet ham før nu. Der var så mange følelser i hans krop, at det næsten gjorde ondt til tider overvejede han om, han måske havde fået nogle af Lykkes? For det virkede bare til han havde så mange, denne situation var svær fordi han jo elskede sin søster højt, men kvinden på jorden havde fået noget vækket dybt inde, han endnu ikke kunne sætte ord på, ikke andet end at han ikke ønskede hun skulle dø nu. Hånden lå rystende på hendes skulder, et lille håb om at få hende på andre tanker bare denne ene gang selvom han vidste det var imod alt hun havde lært. " søs " hviskede han næsten bedende. 

Det gav et gys i ham som Lykke kom op og stå, så kort hvordan hun lagde sin vægt imod Sunu, men i det mindste var hun mere sikker nu. Hans blik fulgte hende som hun kom op at stå, kort frygte han hun ville flygte, men som hun gik bag ham gav det alligevel en smule varme dybt inde. Blikket vende sig imod Lykke næsten mistroisk som hun beskyldte ham for at have været i seng med Sunu. Ebbe trådte et skridt imod hende " Lykke jeg har ikke, nej! det eneste jeg har gjort var at heale hende, hun har kun min skjorte på fordi, hendes tøj var gået i stykker!" han hævde stemmen en smule, han så på hende med et trist blik og fjernede sin hånd for fra hende. Hvad skulle han sige? hun ville ikke tro på ham? 
Hans ene hånd gled bagved for kort at mærke hun stadig var bag ham. 

Lykkes øjne blev smalle som hendes lillebror trådte tættere på hende og prøvede at give et fornuftigt modsvar. “Et bæst som hende bærer jo ikke tøj,” vrissede hun mod ham. Det var ikke sandt, for de orker, de var vant til at håndtere, bar næsten altid en form for udrustning. “Du bør brænde den når hun er færdig med det,” prustede hun. Hun lagde mærke til hvordan den feminine halvork rakte sin hånd mod Ebbes, som han havde prøvet at række til hende. Uden at tænke to tanker, kastede hun sin kniv forbi Ebbe og mellem den grønne kvindes ben. Det fik hende til at hoppe et par skridt væk med det samme; og hun nåede altså ikke at vise Ebbe fysisk at hun stadig var der. “Hold dine grønne labber fra ham,” vrissede hun og pegede mod hunorken, mens hendes anden hånd var gledet om til bæltet, hvor hun bar sin dolk.
Den grønne kvinde vrissede arrigt af hende, men for Lykke opførte halvorken sig som en hund der gøede, men aldrig bed. Hendes blik vendte så tilbage til sin lillebror. “Hvis hun bliver din død, så hjælper jeg dig ikke til ånderriget, hvis du fortsætter med at forsvare grønskollingen,” vrissede hun. Denne gang kom den store sorte fugl ned og landede på sadlen af Zatos og kaldte. Hendes øjne smallede sig før hun trak et skridt tilbage, efterfulgt af et mere, før hun ville gå tilbage mod Zatos og fuglen.

Ebbe kiggede på hende han var næsten lidt skræmt, af hendes koldhed måske fordi de længe ikke havde set hinanden, så kunne man godt glemme det en smule. " Lykke du ved jo det ikke passer" han ville helst ikke diskutere med hende, klar over at han lige nu hang i en meget kort tråd, han var dog sikker på hun nok skulle blive god igen, men skulle sikkert også lige fordøje dette møde ligesom ham. Han mærkede ikke hendes hånd imod sin, til gengæld så han kniven der kom flyvende og han måtte, ryste en smule opgivende på hovedet af hende. Hendes ord fik ham til at fnyse en smule " hun bliver ikke min død Lykke, men det da rart jeg kan regne med dig, lige meget hvad?" hans ord var en smule skuffet, det var ikke det rareste at få af vide, håbe ikke hun mente dem af hjertet. Han skævede imod fuglen da den føj hen og satte sig på hendes hest, brynene en smule tættere sammen, han havde altid undre sig over den fulgte efter hende? Han ville svoret på at den til tider, sendte ham nogle strenge blikke, næsten som deres mor når han havde dummet sig. 
Ebbe så imod Lykke igen som hun gik imod sin hest " jeg kommer snart og snakker med dig okay?" sagde han ærligt, ønskede ikke er skulle være splid imellem dem, men lige nu blev han også nød til at være der for Sunu eller var det mere ham der følte den del? 
Han blev stående en smule tøvende, ikke helt sikker på hvad han nu burde gøre, det var lidt som om hans hjerte var splittet. 

Lykkes øjne forblev smalle og mistroiske, som Ebbe prøvede at fortælle hende, at hunorken ikke ville blive hans død. Hun gad ikke tage hans ord seriøst, for lige nu, brugte han i hvert fald ikke sin fornuft. Han vidste langt bedre end at lade en ork som hende leve - om han så bare havde ladet bæstet blive hængende og forbløde eller havde ladet hende klare det… Men lige nu, var hunorken alt ondt i denne verden, i Lykkes øjne. Ja, hun overvejede tilmed hvordan hun kunne sørge for at kvinden kom ud af Ebbes varetægt, nu hvor hun ikke selv var i stand til det. Utroligt.

Lykke så sig ikke tilbage som hun gik fra dem. Hun svang en hånd mod fuglen, så den baskede med vingerne og lettede fra sadlen, så hun kunne komme op på sin hest igen. Da hun sad på hesten, var hendes ansigt dog rettet mod dem. “Det bliver uden den primitive sæk,” vrissede hun, før hun med et godt fast greb slog sin dolk ind mod træet ved hendes side. Der havde været et reb der havde holdt en fælde, men den var nu blevet udløst og næsten før nogen kunne få øje på fælden fløj en træstamme igennem luften som en gynge. Det var helt præcist beregnet, og måske mere held end forstand, at Ebbe ligepræcis ikke stod til at blive ramt. Træstammen ramte ind i Sunuzuras side og sendte hende sidelæns. En kort klukken forlod Lykke, men smilet forsvandt langsomt, som hun så Ebbes reaktion.

Ebbe kunne mærke hendes dømmende blik, hun var sur over han ikke bare havde dræbt kvinden, men det var bare ikke noget han kunne. Han ønskede mest af alt nu at hun ville ride, så de alle kunne få en pause, for det var da heller ikke nemt for ham at gå imod hende på denne måde, det skete bare meget sjældent og fik ham altid til at få dårlig samvittighed, selvom han lige nu var den der havde ret. Som hun satte sig op gled blikket lidt rundt, før han så i mod hende lige i tide til træet ramte Sunu. 
Et gisp slap fra ham som hun faldt til jorden, kort så han på sin søster med et såret blik før han satte sig ned på jorden ved den sårede kvinde. Trak hende op i hans favn, før han bukkede hovedet imod hendes hår og lod hænderne placere sig på hendes mave, før han begyndte at heale hende igen. 
Det var næsten så hans krop fik et gyldent skær, som han sad der med orken i sin favn, tårer trillede ned ad hans kinder, og blikket var fyldt med bekymring og var der kærlighed at sporer? Han snøftede en smule imens øjnene nu gled i for at holde sit fokus på at heale, så hendes smerter forhåbentlig var bedre at håndtere, selvom det også drænede hans energi. 

Selvom Lykke var chokeret, så var det mere afsky der var malet i hendes ansigt, som han lignede en der var blevet stukket i ryggen. Hun kunne dårligt håndtere at han valgte at bukke sig ned til hende. Det snurrede i hele hendes mave. Hun havde ikke lyst til at ride væk, for hun frygtede for hvad orken ville være i stand til. Og selv hvis han talte sandt og den var harmløs… Så var det blik han sendte hende et blik der betød at han før eller siden ville blive knust af hunorken, for orker var aldrig et godt tegn og de ville altid bringe noget med sig som kun var mere kaos. Man kunne næsten se hvordan hun vredt valgte at vride Zatos den anden retning, og øjeblikket efter begyndte hun at ride væk. Spild af tid.

Sunuzura landede hårdt på jorden, og følte at de fleste af hendes kræfter var blevet slået ud af hende. Hun havde dårligt nok kræfter til at brokke sig over de smerter der var blevet vækket i hele højre side. En hovedpine havde endda også bredt sig. Det var alarmerende, men som det stod til lige nu, så var hun ikke i stand til at sætte sig op. Det var derfor først da hun blev samlet op, at hun reelt set formåede at åbne sine øjne lidt. Hun brummede lidt utilfredst som han tog hende i sin favn, men kun grundet smerterne. Hun følte sig udmattet.
Hun hørte, hvordan en hest red væk, men tænkte ikke mere over den hest, hun selv havde hoppet op på tidligere. “Det var tarveligt,” formåede hun at mumle og lod en sin venstre hånd placere sig oven på hans brystkasse. Det var selvfølgelig alt, der havde med hans søster at gøre, som hun fandt tarveligt. Hun kunne se hvordan han havde tårer trillende. Hun lod sin hånd fortsætte op til hans ansigt og lod sin tommel køre over hans kinder. “Ro på,” mumlede hun og håbede han ville prøve at trække vejret dybt eller… Ja forhåbentlig stoppe med at græde. Hun var ikke vant til at håndtere triste mennesker, men gik ud fra hvordan hun havde ønsket at folk havde været om hende førhen.