Ebbe fik endelig vundet kampen med øksen, måske han burde få trænet sine arme lidt mere, men så igen han var ikke ligefrem særlig gammel. Han skævede til hende ved svaret, den ene hånd let skubbede til hende, mere på en sådan broderlig måde " jeg har ikke mere med nej!" svarede han lidt tvært. Denne morgen havde allerede vist ham lidt for meget, hvor lidt han passede ind i dette miljø, havde han været alene ja så var han død, og det vidste de begge to. Blikket i jorden og en let klump i halsen, fulgte han med hende, sørgede for at holde sig tæt på, ønskede ikke at skulle komme i flere problemer på vej hjem, måske også bange for at orkens venner ville finde den? 
Som hånden lagde sig på ryggen, ja så blev han nød til at sætte farten op, og fulgte med hende hjemad. Det var næsten lettende at se hytte, men de var igen ild fra skorstenen så det betød far sov. Ebbe fik sat øksen udenfor på sin plads, skævede kort på den og sukkede som han bemærkede, den ikke så pæn ud efter orkens behandling, det ville give ham problemer når faren senere ville finde øksen. 

Ebbe smutte ind efter hende, før han nikkede og begav sig hen til hvor deres far sov tungt, kort satte han sig på sengekanten, betragtede den store mand. Men fik så rusket lidt i ham " du skal op far, Lykke er ved at lave mad til os" sagde han, det var ikke ligefrem fordi han reagerede med det samme, men det lykkede da og de let hårde øjne rette sig imod Ebbe. " hvad venter du så på knægt? ud og hent vand" vrissede han, før han fik rejst sig for at klæde sig på og vende ud til Lykke. Imens løb ebbe ud for at finde en spand og hen til det sted de hentede vand fra. En faderlig hånd lagde sig imod hendes skulder " nu har han vel ikke lavet for mange ulykker?" lød det imens han betragtede hende arbejde med haren. 
Ebbe tog sig god tid, for lige at få kontrol over sine følelser igen, men var dog så småt på vej tilbage med en spand vand. 

Han skubbede til hende, og der var et øjeblik hvor hun overvejede at skubbe ham igen af dobbelt den kraft han havde lagt i det, men samtidig, så skulle de også bare hjem nu.

At arbejde med kaninen hjalp på noget af den vrede hun prøvede at holde under kog. Hendes tanker ledte endda på, om hun en dag skulle prøve at skinne en ork. Hun gjorde sig umage; øvede sig altid. Hun lyttede ikke til den fjerne samtale, som faren og sønnen havde. Hun bemærkede kun, at Ebbe skyndte sig ud, hvilket kort fik hende til at se sig over skulderen. Hvor skulle han nu hen? “Husk dit horn!” råbte hun efter ham. De havde hver især et horn, de skulle tage med sig når de var ude alene, for på den måde kunne de altid kalde, hvis de havde brug for hjælp. Lykke ville hellere have at Ebbe kaldte en gang for meget end en gang for lidt.

Med tankerne et helt andet sted fortsatte hun med haren. Der kom flotte, tynde skiver ud af dyret og der var i den grad mulighed for at kunne lave nogle gode pølser også. Hun så sig over skulderen da hun mærkede hånden på sin skulder. “Ikke noget han ikke prøver at rette op på,” mumlede hun og trak sin skulder væk fra sin fader. “Han fik dog sørget for at der var en hjort jeg ikke fik med mig,” vrissede hun og fik skindet helt af og kastede det ned i en kurv til senere handling. “Gider du finde brødet?” spurgte hun, uden at tage øjnene af ham. Hun håbede, at Ebbe snart ville være hjemme igen.

Ebbe ønskede heller ikke at snakke med sin far for længe, måske han på nogle punkter var bange for ham? men så igen han havde da også fået et par slag igennem tiden. Derudover var de to også som dag og nat, de kunne ikke forstå hinanden måske fordi faren så knægten som en skuffelse, ønskede han var mere som sin søster eller mor. Ebbe nåde med nød og næppe at hører hendes ord, før han greb hornet på vej ud, de skulle så ikke snakke om han havde glemt at tage det med tidligere, men ja det var for sent nu. 
For nu lod han kort sig nyde freden og at være alene, det fik tankerne til bedre at kunne finde mening. 

Faren gav skulderen et klem, brummede en smule men flytte den som hun skubbe den væk, hun var ikke nem! hans blik vandre over hendes arbejde, videre imod kroppen selvom han ej burde, men hun minde om deres mor som han savnede på mange punkter, hun havde været samlingen i deres familie. Hvordan skulle han styrer knægten når han sjældent adlød, og Lykke var så lokkende " hmm jeg må nok snakke med ham" svarede han et svagt suk lød. Han stirrede lidt som hun kommanderede med ham og fik ham til at vrisse af hende, han burde lære hende at stoppe" var din mund" svarede han, men valgte alligevel at kigge efter brødet. 

Ebbe skubbe døren op, som han trådte ind og elegant som han var, fik spildt lidt af vandet på gulvet før han fik sat spanden i køkkenet. Blikket flakkede lidt imellem dem, var det ham eller var stemningen trygget? Han så kort på sin søster før han gik hen for at tage noget af de yderste tøjlag af " skal vi spise snart?" spurgt han, før han satte sig på en stol og fandt en af de træfigurer frem han havde snittet for et par dage siden, den lignede en del deres mor, studerede den imellem sine fingre og begyndte at nynne en melodi han havde hørt nede i landsbyen for et par dage siden. 

Lykke kunne mærke utrygheden, der lurede i hvert et hjørne af huset, når hun var  alene med faderen. Måden han brummede og vrissede var noget hun selv gjorde, men hun var ved at lærer at hans var af en anden årsag. Han var utilfreds over noget andet. Det var ikke hendes mening at tørre faderen af i Ebbe. Selvom hun nogle gange var enig i hendes faders handlinger, så var der meget hun ikke brød sig om når det handlede om ham og Ebbe. Hendes øjne smallede sig som han bad hende tale pænt. Hun mente selv, at hun havde gjort det, da hun havde spurgt om han ville finde brødet - men der var selvfølgelig en chance for at hun havde haft en grim tone. Hun lod sig vende ordentligt tilbage til det fine arbejde, der var med haren, og sørgede for at intet gik til spilde.

Hun følte der var en stor knude i halsen, som Ebbe kom ind af døren. Der var en lyst til at råbe ad Ebbe - kun fordi hun ikke kunne det helt samme mod faren. Hun skævede mod sin lillebror, som hun kunne mærke, at stilheden spredte sig i huset. Hun rystede svagt på hovedet for at svare på det uspurgte; Der var ikke noget galt.
“Vi spiser nu,” mumlede hun som hun satte kniven væk. Med målrettede og hurtige skridt fandt hun ud til kølerummet, hvor hun fandt noget af deres smør. Smøret blev placeret på skærebrættet, som hun bar det over til bordet. Som hun satte faddet kunne hun ud af øjenkrogen se hvordan Ebbe havde spildt. “Du har spildt lige ved døren,” brummede hun, inden hun vendte om for at finde bestik og tallerkener. Hun håbede at Ebbe ville slippe sin dukke og tørre op med det samme.

Faderen bragte brødet til bordet, og satte sig ned. Han brummede tænkende, inden han fandt kniven på bordet til at skære to skiver til sig selv. Børnene kunne selv håndtere en kniv - og hvis ikke var det på tide at de lærte det. Lykke satte sig kort efter og skar brød til Ebbe og hende selv.

Begge børn havde deres udfordringer med faren, især efter morens død var der ikke nogle til at holde ham tilbage, til tider lod han sin egen sorg gå udover børnene. Han var ikke den med følelser det havde hun været, det var en af grunden til han havde svært ved at takle Ebbe, han havde svært ved at se sig selv i knægten, hvorimod Lykke havde mere tilfælles med ham. Han havde mest vrisset af hende, fordi hun havde kommanderet med ham, ikke fordi det havde lyt sådan, men han i hans ører var det ikke en god handling. 

Ebbe vidste ikke hvad der forgik imellem dem, at hun til tider lod sin vrede gå ud over ham, fordi hun ikke kunne svarer sin far igen på samme måde. Han var ikke så god til det med at opfange hvordan andre havde det, måske fordi han selv havde så mange følelser i sig, men hendes svag rysten på hoved gav en smule ro i maven, hun var okay og han fortsatte lidt med at se på sit eget værk. Overvejede om han senere skulle give hende dukken, fordi den minde om deres mor, men var heller ikke sikker på hun ville blive glad for den, selvom den var en af hans fineste værker. 
Han skævede til hende som hun sagde der var mad, før de næste ord lød og fik ham til at lægge dukken hurtigt væk, før han fandt en klud så han kunne tørrer op, ønskede ikke at deres far skulle se han havde spildt. Han nåde det lige før faren kom ind og satte sig til bords. 

Han satte sig til bords en smule nervøst, med blikket imod den tomme tallerken, lod som altid deres far tag først. Tog imod brød fra sin søster, før han selv begyndte at smøre det, stilheden hang tungt i luften som begge børn næsten ventede på deres far ville snakke. Ebbe skævede hen på Lykke hans øjne fortalte tydeligt, at han var nervøs for hvilke ord der snart ville komme, denne dag havde han ikke travlt med at fortælle om det træ han fælde. Men stilheden blev for meget for ham, han sad og trippede med benet så det kunne høres, imens han smaskede en smule som han spiste sin mad. 

Ud af øjenkrogen opfangede Lykke godt hvordan Ebbe skævede til hende. Hun skævede kortvarigt tilbage. Hun lossede mod hans ben i håb om at han ville stoppe med at trippe i sit sæde, men i stedet blev faren opmærksom på alle de små ting på en gang.
“Luk munden når du spiser,” vrissede han til Ebbe. Det føltes som tusinder af nåle i øregangen at lytte til Ebbes smasken. “Og sid pænt begge to,” tilføjede han et øjeblik efter og så mod sin datter. Han kunne ikke engang få øjenkontakt med hende.
Lykke skulle til at kommentere på det hele, men i stedet lænede faderen sig tilbage og åbnede sin mund. Han pegede på Ebbe i en kortvarig fægtende bevægelse. “Og du ødelagde hendes fangst? Så nu må vi sidde og spise det her små-kanin-lort?”
“Aksel-” vrissede hun af ham. Hun brugte sjældent hans navn længere, for hun så ham ikke nær så meget som en far som hun tidligere havde gjort. Men han brød sig ikke om det. Navnet og hendes stemme trak for mange følelser i ham, når hun mindede så meget om deres mor; hans afdøde kone.
“Nu holder du din mund og lader den voksne snakke,” bed han tilbage til hende før han rettede sin opmærksomhed til Ebbe. Lykke følte der var en indre energi i hende som blot ventede på at blive sluppet løs; en vrede der fik det til at virke som om hele hendes krop rystede af anspændthed. “Ebbe, hvorfor fik Lykke ikke hjorten?” undrede han sig, overbevist om at han var en god lærer.

Ebbe skulede til sin søster som hun ramte hans ben, og han stoppede men ikke tilfreds langt fra, det var sjældent efter morens død at de alle spiste sammen, men det var der vist også god grund til for det endte ofte galt. Som faren vrissede af ham lukkede han hurtigt munden, blikket sænkede sig en smule allerede en smule nervøs, brød sig ikke om når han var i dårligt humør hvilket det virkede til. 

Hans øjne blev store som manden fægtede med hånden og pegede imod ham, ordene der lød fik en knude i maven til at vokse, han var så tæt på at åbne munden og forsvarer sin søster, men hun var hurtigere end ham. Men nej Ebbe kunne ikke holde sin mund som faren blev ved " Hun er mere voksen end dig" svarede han måske en tand for flabet tilbage, men noget måtte han vel gøre denne dag, havde hun tros alt været der for ham, mere end hvad man kunne sige om den mand han næsten heller ikke turde kalde far. Som spørgsmålet kom, ja så blev han nervøs og kort så han, næsten flakkende rundt men hvad skulle han fortælle? Sandheden var heller ikke god, han kunne næsten se på Lykke hun var ved at eksplodere og farens øjne bar et faretruende blik. 

Ebbe sank en klump i halsen " Det var et uheld" fik ham fremstammet, men det var nu han blev nød til at finde på mere " hun ramte ved siden af, og så kom jeg til at råbe, så den løb væk " den historie var lang fra sand. Kort skævede han til hende, prøvede næsten med blikket at fortælle det var for at redde dem begge, men det var bare et spørgsmål om tid, før en af dem ville gå af. Han stirrede på Ebbe dog ikke særligt overbevist om historien, knægten overdrev jo alt " Lykke er det sandt, at du ramte ved siden af? har jeg ikke lært dig bedre" hvorfor skulle han hakke hende ned? han havde intet selv lavet denne morgen, men måtte have fået det forkerte ben ud af sengen. Ebbe lyttede men ordene brød han sig ikke om, han rejste sig op for at stille sig ved sin søsters side " DU er da ikke bedre selv! " svarede han igen, imens armene gled over kors og han stirrede på deres far. Man kunne tydeligt se at kom der et ord mere fra en af ungerne, ja så ville han farer på dem, men det så Ebbe ikke for han var sur nu " DU har bare ligget og sovet ! " tilføj han tvær.... 
" NU DET NOK I TO MØGUNGER!" han var hurtig ude af stolen, og før knægten kunne nå at gøre noget som helst, ja så fik han en syngende lussing, der fik ham til at næsten skrige chorkeret. Imens han tumlede et par skridt tilbage, men ikke langt for faren havde et greb i hans arm. 

Lykke kunne mærke kulde løbe ned af hendes ryg, som Ebbe prøvede at svare faren igen. Lige nu havde Lykke ikke lyst til at være mere voksen end nogen i lokalet. Hun ville bare eksistere. En klump fyldte hendes hals, og selvom hun ville ‘irettesætte’ Ebbe og fortælle ham at skulel snakke pænt, så kunne hun ikke. Var det fordi det ikke skulle gå ud over Ebbe, eller var det fordi hun var alt for enig i hvad han sagde til faderen?

Lykke blinkede få gange som Ebbe svarede det første han fik frem. Et uheld. Hun følte sig stukket i ryggen hun drejede langsomt hoved mod ham som han lagde løgn på løgn. Det var så typisk ham. Som han skævede mod hende, for at fortælle at han prøvede at gøre det bedre for dem begge, var det tydeligt at hun var meget uenig. Han trak dem begge ned i et dybt, dybt hul, hvor ingen af dem kunne bunde. Havde han holdt sig til sandheden, havde Lykke forhåbentligt kunne hjælpe Ebbe tilbage på sine ben.
Hendes blik rettede sig tilbage fra faderen, som der blev spurgt et spørgsmål. Hun skulle til at åbne sin mund for at svare som Ebbe nærmest sprang på benene som en form for guddommelig helt fra Aladrios. Han skulle til at sætte sig ned, skulle han.
“Ebbe,” vrissede hun, mens faderens opmærksomhed var på hendes bror. “Ebbe, stop,” fortsatte hun i den lave tone - men han lyttede ikke.
Som faderen stillede sig op, lukkede hun sine øjne. Øjnene kneb sig kortvarigt sammen, som faderens hånd ramte Ebbe. Hun skulle til at åbne sine øjne for at se hvad der foregik, før hun også fik en hånd til kinden i fuld fart, mens hun stadig sad ved sin stol.

Hun hørte slet ikke, hvad der blev sagt, råbt eller skreget, men hun rejste sig fra sin plads. Med en hurtig bevægelse trak hun en af sine knive op fra det bælte, hun stadig bar. Kniven var straks det samme sted som den havde været på Ebbe tidligere i dag. Det var en tom trussel, men det fik faderen til at stoppe hvad han havde gang i. “Sæt dig,” hvæsede hun af sin fader. Hun kunne se et glimt af frygt i hans øjne.
“Lykke… Skattepige-”
“Sæt dig!” Hun hævede sin stemme, og det fik faderen til at slippe sit tag i Ebbe. Den frie, venstre hånd greb fat i Ebbes arm og trak ham lidt bag sig, som  hvis hun beskyttede ham. “Spis eller fang dit eget,” snerrede hun af ham, og kunne se hvordan han virkede til at trække sig. Det vart måske godt nok, det hun havde fanget. Ud over det havde hun også fanget op til flere hjorte tidligere på dagen, som nu lå skjult for at de ikke blev stjålet eller ædt.

Ebbe var bare altid bedre til at stikke en løgn end en sandhed, og her troede han sandheden var værre end en løgn, men nej han lærte nok aldrig at se forskellen. Hans blik mødte kort hendes, men udtrykket fik ham til at synke en klump havde han dummet sig? dog kunne han ikke nå at tænke mere over det, før de allerede var videre i teksten. 
Slaget var hårdt der var intet kærligt i det, han nåde ikke at høre hendes ord før det var for sent, og han mærkede konsekvensen, hvilket skabte endnu dybere kløft imellem de to. En hånd placeret sig beskyttende imod den ømme kind, hans blik flakkede væk som Lykke også fik et slag, han kunne ikke lade være med at fælde et par enkle tårer " Du er rigtig dum!" vrissede han tvært af sin far, men det virkede til han havde mere travlt med at lytte til Lykke. 

Det fik Ebbe til at se på dem, kort stivnede han som hans søster igen truede med sin kniv, minde ham om hvad der var sket for kort tid siden. Han mærkede farens greb slippe sig, før Lykke trak Ebbe lidt tilbage og deres far satte sig tung til bords, og fortsatte med at spise. Kort blev han selv stående og stirrede på dem begge, mest af alt lyst til bare at løbe væk, men det kunne han jo ikke nu. Med et suk tog han selv plads igen, dog pillede han kun ved sit brød ikke længere sulten, kinden gjorde ondt og hans tanker var et stort rod. Stilheden var næsten forfærdelig efter hvad der var sket, deres far så ikke på dem men spiste stille, måske en smule flov over at have overreageret det ville ikke være sket hvis hans hustru var her....
Han skævede imod deres far " Lykke nedlagde en ork i dag " fortalte han denne gang en sandhed, men det var jo så ikke sikker faren ville tro på det, dog skævede manden imod hende med et hævet bryn og en let brummen " taler knægten sandt?" spurgte han, denne gang prøvede at være mere rolig ikke at det lå til ham. Hvorfor Ebs følte for at sige det, var han ikke sikker på, men måske fordi han følte at hun ikke havde fortjent slaget, det var kun ham der havde efter at svarer igen. Han skubbe sin tallerken væk appetitten var der bare ikke længere, hans blik gled en smule ned " tror du Lykke og jeg kan tage til byen i dag?" et forsøg på at komme lidt væk, dog tvivlede han på at deres far ville slippe ham ude af syne? 

Lykke ventede med at rykke på sig selv til faderen sad godt ned i sit sæde. Hun var hurtigt til at lade sin kniv finde sin plads igen. Hun hadede at hun havde følt det en nødvendighed at true begge mænd ved deres hals - men samtidig, så følte hun det bragte en ro i noget tid. Det tog et kort øjeblik, før hun gav Ebbe et lille klem og fandt sig selv til at sidde ved selskabet igen - som var intet sket.

De sad i stilhed, og Lykke bemærkede, hvordan deres fader fyldte sig. Det var næsten, som om at hvis ikke hans mund var beskæftiget af mad, så ville den prøve at beskæftige sig med ord. Hun tolkede det som at han prøvede at holde sig selv i skak, men Lykke tvivlede på det. Ebbe på den anden side havde mistet appetiten og spiste intet - og lykke var igen i en blandet stilling, hvor hun spiste, men det var sparsomt. Hun vidste, hun havde brug for maden til at kunne holde sin form.

Lykke så over mod Ebbe som han forklarede hvad de oplevede tidligere. I starten vidste hun ikke hvad hun skulle sige, men måtte så ende med at se mod sin fader, som han spurgte hende. Hun sank en klump mad før hun nikkede for at opfølge: “Den blev-” hun måtte stoppe sig selv, og lod som om hun havde mere mad hun lige skulle sluge før hun kunne tale videre. Ebbe havde jo ikke fortalt om træet, og derfor måtte hun jo undgå at fortælle om det. “Det var ikke noget særligt,” hun rystede det af sig, “Jeg er sikker på at Ebbe ville kunne have kløvet den i to selv,” klukkede hun og kløede sin kind en anelse. Selvom Lykke vidste at orken nok ville ende med at tage Ebbes liv, så syntes hun at det gav mening at sammenligne orken med Ebbe - kun fordi den var så forvirret som den var.

Lykke spottede hvordan han skubbede sin tallerken væk, forhåbentligt kunne han få noget mere ned senere. Forespørgslen fik Lykke til at løfte brynene lidt. Ud af øjenkrogen kunne hun se hvordan deres fader rettede sig op og placerede begge underarme mod bordet mens han gumlede og tænkte. “Lykke skal træne,” fandt han på, men det ledte hurtigt Lykke til noget andet.
“Vi kan ikke sende Ebbe alene ind til byen,” skyndte hun sig at sige, selvom hun vidste, at det måske kunne være hårdt for Ebbe. Men selv hvis han kunne færdes sikkert i byen, var det jo stadig farligt for ham at gå til og fra byen alene.
Faderen gumlede videre tænkende. “Nej, det rigtigt. Ebbe, du bliver hjemme,” rettede han, “Du kan bare tage til Nordvik,” mumlede han bagefter og viftede med hånden, som hvis Lykke ikke længere var vigtig for samtalen.
“Jeg tager ikke derind alene,” fortalte hun og fik et dømmende blik fra faderen, som nu tillod sig at smaske selv. “Jeg bliver hjemme,” forklarede hun.

Ebbe skulle nok spise senere, men efter alle de ord og det slag han havde fået, ja så var appetitten forduftet, men deres far spiste åbenbart løs. Det undrede ham en del men han sagde ikke noget lige til det, ærligt var han mest af alt lidt bange for ham endnu, for hvert et slag ja så blev deres afstand større. Det var mærkeligt at tænke på, at før i tiden havde deres måltider været det mest hyggelige på en dag, nu var det noget de alle helst ville spise alene, ellers endte bølgerne med at gå højt.

Han skævede imellem de to, som Lykke fortalte om orken dog måtte han ryste på hovedet " Lykke skød den lille imellem øjenbrynene " sagde han, var der en svag stolthed i stemmen? " jeg gemte mig" tilføj han ikke helt sandt, men havde han ikke været i fælden, ja så havde han jo nok gemt sig. Deres far så mere imod hende, en brummen slap " så har du alligevel lært noget min pige" det var hvad det kunne blive til, ros var ikke ligefrem hans stærke side, slet ikke hvis han skulle prøve at rose Ebbe " knægt vi må træne dig noget mere" tilføj han som blikket kort så på sin søn. Ebbe stirrede nervøst tilbage og rystede på hovedet, han skulle ikke nyde mere af træning med sin far, siden morens død ja så endte træningen ofte med at deres far bare råbte af Ebbe, eller han lige fik et par ekstra slag, så kunne det undgås ville han helst slippe....

Blikket gled en smule ned, da faren sagde Lykke skulle træne, han havde jo netop ønskede at hun kunne komme med ham, så de begge kunne komme lidt væk fra hytten, men nej deres far havde andre planer. Som hun fortalte han ikke kunne tage alene til byen, skulede han en smule til hende, hvorfor skulle hun trække ham ned igen? Selvom han dog kendte årsagerne, var det stadig ikke rart at hører, men så igen de fleste i landsbyen hade ham. Ebbe så på deres far, som han nu sagde knægten blev hjemme og Lykke skulle afsted, men som han skulle til at sige noget sagde hun at hun blev her. 
Deres far ved tydeligt ved at få nok af børnene, han fnøs en smule som han endte med at rejse sig " FINT så kan i begge blive her, jeg tager til byen ALENE" med de ord gik han hen for at klæde sig på, og snuppede sit horn før han gik ud og smækkede døren hårdt efter sig, man kunne høre ham vrisse en masse gloser indtil han ikke længere var nær huset. 

Ebbe stirrede efter ham, frygten malet i hans ansigt, de vidste begge hvad det betød når far tog til byen alene, han ville komme fuld hjem og så skulle man træde på listesko for ikke at pisse ham af, hvilket betød Ebbe skulle holde sin kæft. Han skævede endelig til hende, efter lidt lød et alligevel lettet suk fordi, de nu var alene sammen og han kunne få lov til bare at være en smule mere sig selv. Han endte med at tage sit brød igen for at spise, maven knurrede alligevel " jeg skal nok vaske op" sagde han stille. Hans plan var at vaske op, og så gemme sig under tæpperne på sengen, måske tage en lur fordi han var træt efter at have grædt, og følte et behov for at gemme sig. Så kunne hun gøre hvad hun ville...

Lykke trak på et lille smil som Ebbe valgte at prale med, hvordan Lykke havde klaret orken. Smilet forsvandt lidt, som Ebbe fortalte at han gemte sig, men inden hun nåede at forsvare ham, så måtte hun se på sin fader, som han roste hende. Hun gav ham et tøvende smil. Som opmærksomheden så blev flyttet tilbage til lillebroren valgte hun dog at byde ind. ”Altså, jeg skubbede Ebbe ind i en af fælderne,” til at starte med kunne det lyde barskt, men hun forsatte så snart faderens blik så på hende, som var hun bindegal. “Jeg sørgede for at han ikke ville komme til skade eller stå i vejen,” hun trak et lille smil. Faderen begyndte at le. “Du sgu sjov, Lykke,” han tog en lille bid mad mere før han, med maden i munden, snakkede videre: “Du ødelægger vores dyrebare ressourcer, og havde du ikke klaret dig var Ebbe blevet taget til fange,” brummede han og pegede på hende med et hare ben som han havde taget nogle øjeblikke siden. Det der havde været et oprigtigt lille smil, stolt over at have prioriteret en andens sikkerhed før sin egen, falmede. “Aladrios venter bare på at skålen flyder over,” mumlede han. Lykke forstod det som, at for nu var de heldige fordi de havde været så uheldige tidligere, og at før eller siden ville deres held løbe op.

Lykke sad som frosset på sin plads som faderen pludselig rejste sig. Den ukoordinerede bevægelse fik hans mave til at skubbe til bordet og benene til at skubbe stolen væk, så det raslede. Hun blev siddende, helt stille, indtil han var kommet helt ud af bygningen. Lykke frygtede for at faderen tog direkte til Nordvik allerede nu, for så tegnede det sig til at han ville drikke hele dagen og at det ville være et mirakel hvis han overhovedet kunne komme op på sin byvagtshest når han skulle hjem om aftenen. Først da døren smækkede, blinkede hun et par gange, sænkede skuldrene og kunne fortsætte med det sidste af sin mad. “Tak,” hendes stemme var lige så lav som hans. Hun håbede at faderen ikke tog for tidligt af sted, for jo mindre han var påvirket, jo lettere ville aftenen gå - med mindre han selvfølgelig var så påvirket at han ikke engang kom hjem. Lykke ville selv spise op og dernæst sætte sig ved deres pejs og sørge for at tænde godt op i den, så hun kunne sidde der og klargøre nye fælder.

Ebbe nød det korte smil fra sin søster, måske det lidt var efter han før havde stukket hende, men så igen han var ikke kendt for at tænke meget over sine ord. Lige nu havde han blot følt at hun fortjente noget ros, det var ikke ofte de fik den slags så lidt havde vel også ret. Som de to snakkede holdt han sig dog ude af samtalen, skævede imellem dem for at sikre sig de begge var okay, latteren gav et kort sæt i ham og han krøb en smule sammen, det var ikke ofte de hørte latter fra faren og ofte, var de mest hvis han var fuld og når han var fuld, så ja var Ebbe bange for ham. 
Han forstod ikke helt de vise ord til sidst, som faren rejste sig holdt han blikket lavet, løftede det først som de var alene. Sammen spiste de i stilhed, begge skulle lige falde til ro igen. Ebbe fik rejst sig og klaret opvasken, ikke at der var meget men det var bedre at få det gjort. Efter det gik han hen og fandt dukken fra før, gik hen til hende og lagde den ved siden af hende " jeg har lavet den til dig" sagde han, før han hurtigt var væk. Ebbe fandt op på hemsen hvor han gik igang med at snitte flere ting, dette var et sted han ofte var når han havde brug for fred, de andre var for store til at være der.

/Tidsspring 

Senere på aftenen sad han ved pejsen og ventede, han turde ikke rigtig gå i seng før deres far var tilbage? Lykke havde allerede lagt sig, hans blik skævede imod hende. Det havde været en lidt for vild dag så han var også ved at være godt træt. Men inden længe kunne han høre deres hest, det betød deres far var kommet hjem. Ebbe fik hurtigt rejst sig før han kravlede op til Lykke i sengen, det var bedst vist deres far troede de sov. Han krøb derfor under tæppet og lagde sit hoved på puden, dog havde han ikke lagt sig tæt på hende fordi hun allerede virkede til at være væk, selvom han havde en lille anelse om at hun var vågen ligesom ham. Kort skævede han imod døren, men som den blev smækket op lukkede han øjnene og prøvede at se sovende ud. 
Deres far kom ind han lugtede langt væk af sprut og tobak, brummede som han så de to allerede i seng, men begyndte at klæde sig af for også at blive klar til seng. Han mumlede en smule men det var ret uforståeligt, Ebbe kneb øjnene mere nervøst sammen, men søvnen endte dog med at tage ham rigtig før deres far nåde til dem. 

Dybt fokuseret på at binde sine knuder og sikre at de ikke var for løse eller kunne løsne sig, opdagede hun ikke at Ebbe havde lagt noget ved siden af hende. Det tog et øjeblik fra hun lagde den knude, hun var i gang med, ned til at hun opdagede figuren ved hendes side. Hun så sig over skulderen, men kunne umiddelbart ikke se Ebbe nogen steder. Med blide hænder samlede hun figuren op og studerede den. Den kunne minde både om deres moder, men også om hende. Fra hvor hun sad, fandt hun noget lædersnor, som hun valgte at binde om figurens hals, så hun kunne tage den med sig, hvor end hun gik.

/Tidshop

Lykke havde lagt sig i seng tidligt. Hun var næsten altid den, der var først ude af sengen om morgenen, så det gav ofte mening at hun gik tidligere i seng. Man kunne tro, at hun stod tidligt op, for at dagen blev dækket bedre i overvågning af orkere i Nordlandet eller at det var en aftale Lykke og deres far havde lavet.
Da Ebbe skyndte sig i seng, var Lykke ikke helt sovende. Hun havde generelt svært ved at få en dyb søvn. Selvom de to søskende delte de samme følelser om øjeblikket, så kunne Lykke fornemme nervøsiteten fra Ebbe, hvor hun selv lå helt rolig. Kort efter smækkede døren op. Havde det her sket før Kile havde taget deres mor med sig, ville alle have haft sat sig op, overrasket og været klar til at assistere. Men ikke længere. Faderen måtte sejle sin egen sørgelige sø.
På et tidspunkt nåede faren hen til sengen. Lykke havde ligget og hørt på hvordan han nærmest var gået fra side til side og havde bandet over hvordan ting stod i vejen. Som han nåede til sengen, brummede han utilfredst. “Du fylder for to. Ryk dig,” mumlede han fordrukken. Hun tillod sig ikke at se på ham, men rykkede sig blot tættere på Ebbe. Hun kunne mærke hvordan sengen gav efter som hendes fader lagde sig ned i sengen bag hende. Stanken af alkohol og tobak var kvælende for hende. Havde hun haft mulighed for at brokke sig, havde hun kylet ham ud i kulden, så han kunne ‘dufte af’. Han lagde sig helt ned til hende og lå som limet op af hende. “Sover Ebbe?”
“Det ved jeg ikke,” hviskede hun og skulle til at række ud efter sin lillebror.
“Du skal ikke vække ham,” vissede han til hende og hev hendes hånd tilbage. “Ebbe, er du vågen?” Der var ikke noget svar.
Lykke syntes at det var en underlig form for godnat hilsen, men prøvede at ignorere det så de alle kunne sove. Det var da, indtil hun kunne mærke hendes faders kolde hånd på hendes yderste lår. Hun skubbede hånden væk, velvidende om hvordan han ville have mere af hendes opmærksomhed.

Ebbe var ærligt dybt bange, fordi man vidste aldrig hvad humør faren var i efter en bytur, og ofte når han var fuld havde han det med at ville dele seng med dem. Det var ikke noget han brød sig om, han ville heller kun sove med sin søster, til tider søgte tæt op ad hende når hans mareridt spillede ind, hun gav ham ro selvom det ikke altid var nok. Men for nu nåde han dog at falde i søvn, det var utroligt så meget der havde ændret sig siden morens død, Ebbe savnede de gamle tider, hvor frygten ikke var så slem. 
Men selvom han var faldt hen, ja så fik sengens rystelse ham til at vågne, men hans øjne forblev lukkede, især da han hørte sin far spørge om han sov, det var da et mærkeligt spørgsmål? Men Ebbe svarede ikke han var stivnede i frygt, kunne næsten mærke på søsteren at der var noget galt, men for en gang skyld turde han ikke snakke, øjnene lukket men ørene lyttede glemte næsten at trække vejret. 

Som hånden blev fjernet fra hendes ben, brummede han surt af hende hvad bildte hun sig ind? Han stirrede på hende med langt fra faderlige øjne, de var sløret men lystne. Hånden fandt sin vej igen, som den gled op ad hendes lår imens fandt hans læber frem til hendes hals, kyssede den som var hun hans partner og ikke datter. Især i fuldskab lignede hun sin mor for meget, hvordan skulle han holde sig fra hende? hans frie hånd greb om hendes for at føre den ned imod hans skridt, allerede stiv af lyst selvom han aldrig havde taget hende rigtig ja, så havde hun da rørt ved ham, det var vel det mindste hun kunne gøre? 
" stille, du skal nødigt vække din bror, hvad ville han ikke tænke?" lød ordende imod hendes ører før han nappe i øreflippen og sukkede. Hånden ved låret gled længere op til han kunne trække den ind under hendes bluse, og op for at lægge sig om hendes bryst, hun var ved at være en rigtig kvinde, han gjorde hende vel blot en tjeneste? Som hans fingre klemte om brystvorten og hans underliv pressede sig let imod hendes hånd, forventede hun ville røre mere. Hovedet løftede sig for at skævede imod drengen, men han sov, den knægt var da heller ikke til at have med at gøre, det var efterhånden ofte han overvejede om man kunne sende ham væk? Men hovedet fandt vej tilbage til hendes hals for at kysse den igen, hånden fra brystede bevægede sig imod hendes underliv, ikke at det burde være uvant for hende. 

Havde deres mor kunne se dette, ja så ville hun væmmes, han var ikke længere helt den samme mand. En far kunne man knap nok kalde ham, han gjorde mere skade end gavn, en egoist og en sølle mand. 

Selvom hendes øjne ikke var rettet imod faderen, så kunne hun stadig mærke hvordan øjnene stirrede på hende. Åd hver en centimeter af hende. Et lille gisp lød fra hende som hun mærkede hvordan hans læber søgte til hendes hals. Hendes skuldre prøvede at krybe op for at mindske hans adgang til hende. Han bed og nappede den hud, der atter var følsom, sammenlignet med hendes hænder. “Far-” hviskede hun nervøst, dog uden et svar, som han i stedet tog hendes hånd og førte den til de tynde klæder, der dækkede faderens underliv. Hendes fingre var stive i modvillighed. “Vil du ikke-”
Stille. Du skal nødigt vække din bror. Hvad ville han ikke tænke?
Hun kunne mærke hvordan hendes krop var anspændt, så hendes kæber næsten rystede. Det føltes som om nogen trådte på hendes brystkasse og umuliggjorde hendes vejrtrækning og at sige det mindste. Kunne hun, havde hun hulket. Hånden fra hendes lår gled op under hendes natkjole. “Far-” hviskede hun, i et håb om at han skiftede mening. Det var tydeligt at hun ikke ville være del i det her. 
“Kald mig ved mit navn,” han stemme dryppede af lyst som han klemte om hendes brystvorte. Lykke prøvede at holde sig selv fra at pive. Ebbe måtte ikke se eller høre det her. Uden at virke for voldsom prøvede hun at vride sin krop fra hans hånd og så vidt muligt undvige hans lem, som han ellers pressede mod hendes hånd.
Han løftede sit hoved og hun foldede sine læber til en tynd linje som hun håbede hun ville kunne undgå at skulle have kys mos sine egne læber.
“Aksel,” hviskede hun. Ved at bruge hans navn, blev det mere utydeligt for ham hvorvidt hun var uvillig. Hun prøvede dog, endnu engang, i et håb om noget fornuft, men det svar hun fik, virkede ikke til at være det hun ønskede. Han brummede af hende, nysgerrig på hvad hun ville sige. “Vil du ikke være sød-”
“Jeg skal nok være sød,” afbrød han med en stemme, der var målrettet. Hans læber fandt hendes hals igen. Hans hånd fandt ned mellem hendes ben. Den anden hånd, der holdt på hende, sørgede for at lukke sig, så hun ikke havde meget valg i at holde om hans lem, selvom hun prøvede at stritte imod. Hendes krop ønskede at vride sig, men hun holdt sig selv tilbage. Hun kunne ikke vække Ebbe. “Du er så spændt… Du har brug for at slappe af,” Han prøvede at overbevise hende. Selvom hun ikke ville, havde hun allerede erfaret, at det som han bad om kunne være en forskel på hvornår hun fik fred. Med øjnene lukket tæt prøvede hun at slippe musklernes anspændthed, så han kunne få hvad han ville have fra hende.

Ebbe turde slet ikke røre sig, men hvert et ord han hørte gled rundt i hans sind, og han fik gåsehud da deres far bad hende kalde ham ved navn. Men hvorfor? han var jo far og ikke Aksel? Hvorfor måtte de ikke vække ham? Hvorfor skulle hun være stille? Der var så meget ved dette han ikke kunne forstå, men han kunne ikke lide det! Det var en brav kamp for ham at holde munden lukket, måske han endda pressede læberne hårdt sammen. De skulle bare vide at han lå og tænkte, det var for ham uforståeligt at han ikke måtte deltage eller lytte? 

Hun virkede til at kæmpe mere imod denne nat, var det på grund af knægten? " slap af" hviskede han igen, før hans hånd bevægede sig ned til underlivet, her lod han uden tøven to fingre presse sig op. Et suk slap fra hans læber ved følelsen, og hans hofte rykkede på sig for at få hendes hånd til at glide omkring hans lem. Blikket var intenst på hende i denne stund var hun ikke en datter, men en kvinde han kunne bruge og det ønskede han. Hans fingre bevægede sig i hende imens hovedet bukkede sig ned igen, for at lade sine læber løbe op af hendes kæbe til de nærmede sig hendes læber. 
Som hendes krop begyndte at slappe mere af, kunne han mere bruge sine fingre, det fik ham til at slippe et par dybe brum, imens hans anden hånd igen fandt vej til det andet bryst for at kærtegne det, eller nærmere sagt gramse " dygtig" hviskede han lysten, som han begyndte at skubbe hende mere om på siden, lemmet blev stivere i hendes hånd dunkede lysten som hans åndedræt også blev tungere. Det var hendes egen skyld at hun lignede sin mor, det måtte hun vel kunne forstå? Og hvorfor var Ebbe ikke en kvinde som sin søster? eller i det mindste et rigtig mandfolk? hans hustru havde været alt for mild imod ham.
Læberne søgte tilbage til hendes hals, som han fik hende helt vendt om, fingrene arbejde lidt hurtigere i hende, den fri hånd begyndte at trække egne bukser ned, så lemmet kunne få mere plads før han lod hendes ryg mærke ham, brummede tilfreds. 
Han fjernede hendes hånd fra lemmet, førte den til hendes mund for at få hende til at holde sig for den. 

Før han langsomt lod sit lem presse sig imod hendes bagindgang, fjernede fingrene fra underlivet for at hjælpe lemmet på rette vej, og tilføre fugt imens han slap et støn. 

Et trist gisp lød fra hende, som han overtrådte flere grænser og lod sine fingre trænge ind. Hun bed hårdt ned i sin læbe som hun prøvede at distrahere sin krop fra at reagere på hvad den blev udsat for. Alt var væmmeligt. Af en ung kvinde som uden mine skinnede dyr til hverdag, så kunne hun ikke klare dette.
Hans lyde var ubehagelige og en konstant påmindelse om, at han var der, og at hun ingen kontrol havde over situationen. Følelsen af, hvordan han bevægede sit manddom mod den hånd, der var tunget om den, var ubehagelig. Hendes blik ville ikke møde hans, for selv uden at se på ham, var hele fornemmelsen af ham omklamrende.
Hans læber kravlede langs hendes kæbe og mod hendes læber. Hun prøvede at flytte sit hoved men jo mere hen prøvede at stritte imod jo mere gjorde han ved hende. Ved en ubehagelig bevægelse af hans fingre skulle hun til at stønne i arrigskab, men blev i stedet fanget af et kys der lugtede voldsomt af alkohol og tobak.
Hun prøvede at slappe af, så det kunne overstås, men som han flyttede den hånd, der holdt om hende, skulle hun til at slippe det beklædte lem - kun for at få en brummende irettesættelse. Tanken afskyede hende, men i håb om en blidere behandling fandt hendes hånd tilbage til den plads, han havde tildelt den. På den måde kunne han fortsætte med at vrikke i sine hofter mod hendes passive hånd. Selv sengen brokkede sig larmende af bevægelsen.
Han roste hende.
Han sørgede for at rykke rundt på hende, så hun endte med at ligge på sin mave. Han sørgede for at sprede hendes ben til han selv mente han havde nok plads at arbejde med. Hun prøvede at begrave sit ansigt mod den pude, hun havde brugt. Man kunne nu lettere høre hvordan hendes vejrtrækning var besværet af hulk og gråd - selvom denne lyd havde selskab af den våde lyd, fingrene mellem hendes ben kunne lave. Han lagde sig oven på hende og hun kunne mærke de lange, krumme, kønshår mod hendes bagende. Han fjernede den hånd der havde været om krummerikken og førte hendes hånd til hendes mund. Hendes vejrtrækning galopede af sted, tydeligt i panik.
Hun hulkede, som han prøvede at klargøre hende. Når hun peb lod han den ene hånd presse hendes hoved mod madrassen. Han prøvede. Ingen held. “Aksel,” peb hun i håb om forladelse.
“Hold din kæft kælling,” hvæsede han ad hende og prøvede at fortsætte med at forberede hende og prøve igen. Der tog et par forsøg, før han måtte opgive. “Zalans,” brummede han. Man kunne høre hvordan han lod sin egen hånd køre mod hans lem, indtil han pludselig stoppede og Lykke kunne mærke, hvordan hun blev våd op og ned af ryggen. Uden meget betænksomhed gav han hendes balle et slag. “Vi prøver en anden dag,” brummede han, før han rejste sig og fordrukkent samlede sit tøj op fra gulvet og endelig gik mod sit eget værelse. Der gik et øjeblik, før Lykke turde bevæge sig. Med ben der rystede begav hun sig ud til badeværelset for at vaske sin krop. Skrubbe den.

Ebbe hørte alt hendes triste gisp, fik skrækken til at sprede sig mere, Lykke plejede ikke at vise at hun var trist det fik hans hjerte til at banke voldsommere. Han kunne ikke gøre andet end at ligge stille, men som sengen begyndte at brokke sig, blev det ikke nemmere at være stille, måtte bide sig i læben for ikke at sige noget. Ordene der kom fra deres far, fik Ebbe til at gispe svagt dog hørte de ham ikke, men han havde aldrig hørt sin far kalde hende for en Kælling, ikke et ord han før havde hørt men det var ikke pænt så meget kunne han gætte sig til. 

Han lå helt stille som deres far kom ud af sengen, men turde endnu ikke at rykke sig, først som han hørte Lykke lokke før han turde bevæge sig. Ebbe rejste sig fra sengen så lydløst han kunne, han måtte ud det var det eneste han kunne tænke på. Derfor løb han ud af døren ligeglad med den smækkede bag ham, at han ikke havde meget tøj på eller for dens sags skyld noget at forsvare sig med. Tårerne trillede ned ad kinderne imens hjerte bankede, benene førte ham imod stedet han tidligere havde fældet træet, som han nåde frem gemte han sig imellem trækronen på jorden. Han krøb helt sammen imod den kolde snefyldte jord, kunne ikke holde gråden tilbage, frygten overtog ham og han forstod ikke hvad der var sket, men hans søster græd ikke normalt.
Det var ikke ligefrem fordi han tænkte over, at andre kunne lugte ham og så langt væk var han ikke fra den dræbte ork, hvilket så småt begyndte at få to ældre orker til at gennemsøge området. 
Ebbe hulkede højlydt, hans krop kunne ikke rumme alle de tanker og følelser, hans hænder rev i sit hår, imens han krøb mere sammen skælvende af frygt og kulde. 

Iklædt en ren natkjole kom Lykke ud fra badeværelset. Hun var på vej hen til sengen for at lægge sig, da hun opdagede at den var tom. Selvom hun lige havde fået gearet sig selv ned, frygtede hun det værste. Selvom hun ikke ønskede at se på sin fader, skyndte hun sig til hans værelse for at sikre at Ebbe ikke var endt i hans klør på en eller anden måde. Men manden lå bare med maven mod madrassen og snorkede. Selvom der lå en trang til at aflive ham, ligesom hun havde gjort med flere orker, så skubbede hun sig væk fra dørkarmen. Hun fik hurtigt nogle små sko på. På vejen ud af huset greb hun bue, pilekogger, sit horn og bæltet med knive.
“Ebbe!” råbte hun, i håb om at han ville kalde tilbage, men i sneen kunne hun se hvor han havde løbet. Af den grund satte hun i løb, mens hun sørgede for at få alt udstyr på imens. Som hun kom nærmere kunne hun se hvordan der var flere fodspor rundt omkring, og fodsporene var ikke på størrelse med Ebbes. I rent instinkt klargjorde hun sin bue i sit løb. Hun kunne høre hans gråd, hvilket for nu kun alarmerede hende om at hun havde travlt. Hvis ikke han allerede var blevet fundet, så ville de være på vej til det.
Hun bremsede op som hun så to skikkelser som var på vej hen mod hvad der virkede til at være den hulkende Ebbe, der sad gemt ved træet krone. “Hey!” hun gav lyd fra sig, som fik orkerne til at stoppe. Det var måske kun en meter fra ham, som de skulle til at vende sig for at finde ud af, hvem der forstyrrede dem. Som den ene vendte sig slap hun strengen. Næsten samme sekund blev orkens hals piercet af pilen og faldt til jorden lige ud foran træets krone. Den sidste ork brølede før den løb i hendes retning. “Lort,” hvæsede hun, som hun pakkede buen væk og satte i løb skråt væk fra Ebbe. Med kendskab til skoven og hendes egne fælder sørgede hun for at bruge sin unge smidighed og energi til at springe over en fælde. Orken som var lige efter løb direkte ind i fælden. Men eftersom orken havde halet op på hende, fik den fat i hendes ben og hev hende med op i fælden. Hun kunne høre, hvordan alle pilene faldt ud af pilekoggeret, som hun vendte på hovedet. Hun prøvede ihærdigt at sparke orkens ansigt for at få den til at slippe på hende før hun med hvad der kunne virke som en garvet bevægelse, fik skåret fleksor musklerne i hånden over på orken.
Lykke fladt direkte til jorden, landede oven på de flade pile. Heldigvis havde hun adrenalin nok til at komme til benene, samle pilene og løbe tilbage til Ebbe, i håb om at han stadig var i kronen ville hun sørge for at kaste sig derind og omfavne ham.