Måden hvorpå hun blev som blødt smør i hans greb, styrkede blot den pirrende lyst som rejste sig i ham, det var ikke årsagen til hans visit, men det blev nu et af kerneminderne for ham. Der var ingen spor af fortrydelse at ane i hans gerninger, han fortrød sjældent og det kunne tydeligt ses på det rod han gerne lod ligge til de næste. 

Majskoblen poppede som hun gav sig hen. Det var jo blot et spørgsmål om tid før deres veje ville krydses igen, at det så var nu kunne man vel ikke unde ham. Et simpelt engangstilfælde der skete med måneders mellemrum. Hånden løsnede sig fra hende, som han mærkede hun ville vende sig omkring og stå front mod front. Mennesker, tænkte han. Så forudsigelige, at de havde trangen og det behov at dele salv med dem de skulle knæle for. Kunne hun ikke bare modtage og give uden at de skulle igennem alt det. 

Hale eller ej, men det var ingen hemmelighed for ham, at hun vidst sidst var blevet en anelse utilfreds over hans behandling af hende. Så som hun lod sig opsluge af ham, lod han sig falde i en dyb koncentration, kanaliseret sin menneskelige form som den var. Armen lå endnu om hende og var gledet op til nakken af hende, flettet fingrene ind i hårene nær rødderne. Hale, vinger og horn forsvandt hen som dug en varm sommerdag. Underarme, underkrop og ben forblev sorte for en stund endnu, for han måtte bryde sin koncentration, da han trak let i hårene og fik deres læber til at skilles ad. "Strip som den skøge du er" bad han hende om og tog et kort passioneret kys fra hende, for så lade næsen glide let omkring hendes. 

Det var blot et spørgsmål om tid før deres veje ville krydses igen, og at deres svaghed over for hinanden ville vækkes igen, hvis man kunne kalde det en svaghed. Det var kun sket engang, med en afslutning som hun ikke havde været al for vild med, men sket var sket. Hun blev åbenbart til smør, som han stod og holdt om hende. Hun brummede som hun mærkede hans læber imod hendes kindben, hvordan hans åndedræt tirrede den følsomme hud. 

Hun kunne godt bare lade sig overgive til hende, blot tage imod og mærke ham, men det skulle hun nok give ham. Men hun vendte sig om imod hende, så hun kunne se ham og lade deres læber mødes i et intent kys. Neyrelle vidste godt at det var en trang, som ikke var gengældt hos Barnabas, men alligevel lod han det ske og legede med i kysset. 

Hun vidste godt at Barnabas nød at bruge sin hale, som et redskab når tid var, hvilket også var grunden til at hun fortalte ham at det var ligegyldigt, om halen var der eller ej. Selvfølgelig, nød hun ikke den afslutning som han havde givet hende sidst. Hun så og mærkede hvordan han kanaliserede sine evner; hale, horn og vinger forsvandt og hans menneskelige jeg, stod foran ham med armene omkring hende. 
Neyrelle tog hans hånd og trak ham, længere væk fra gården, ned bag en nærliggende skov. Ikke mere end et minut væk, ikke længere væk at det intet ødelagde. Langsomt tog hun sin kjole af, som han havde befalet og blottede sin nøgne krop, "Nyd mig, Barnabas" Hun trak kjolen over hovedet og stod nøgen foran ham. 

Han følt sig nøgen, det var en følelse han aldrig ville vænne sig til og med god grund. Den holdt maksimalt to døgn, men han kunne altid bryde op med kanaliseringen og få sit vante jeg igen. Det var jo blot for en kort stund. Hun var ikke en evigheds maskine og selv hvis hun var, ville han ikke bruge for lang tid på det. 
Men hun slæbt ham med sig og han gik troligt med. Hans mimik var dog ikke synderligt begejstret for det, men skulle hun se ham være begejstret for dette, måtte hun se det hele sortne for sig. Hænderne kunne selvfølgelig også altid stramme til, men det virkede ikke lige så.. faktisk vidste han det ikke. Det var normalt altid halen for ham. 

Kjolen forlod stille hendes krop, som hun prøvede at gøre det så elegant bare for ham, men det var nu ikke særligt elegant i det lange løb, det var hendes sætning der ødelagde det hele for ham. 

Afstanden blev kortet og han greb fat om kæben på hende og lod sin sorte hinde forsvinde hen og efterlod ham i den ensartede hudfarvede han nu engang havde. "Skal du snak, så skøge dig lidt op, for det der er til at bræk sig over," han lod sit hoved nærme sig hendes, læberne strejfede blot hendes læber for så at glide langs kindbenet på hende og hen til øret. "Men sagde du at ham din staldknægt var god?" stemmen var lavmælt og bestemt, som han ikke brød sig om den tanke. 

Han gik troligt med, hun havde heller ikke forventet andet end at han ville gøre det, men vidste også at der skulle noget til at imponere ham, hvis man over hovedet kunne det - med mindre man lod hans hale, få det til at sortne for en, så skulle han nok komme hurtigere, end man kunne tælle til ti.
Måske var hendes bevægelser ikke elegante, men kjolen skulle bare af, så han kunne se hende og tage hende, som hun så inderligt gerne ville have.

Hun smilede kækt som han greb hendes kæbe, og lod afstandne blive mindre i mellem dem, som hun stod nøgen foran hende. Barnabas havde aldrig set noget i de menneskelige følelser, så at han talte som han gjorde, kom næsten ikke bag på hende, så hvis han gerne ville have hende mere beskidt, så skulle han få det.
Hun kiggede på ham, med et seriøst blik, "Brug mig, som den skøge jer er. Tag mig så hårdt du kan, lige her, så folk kan se og høre det" Igen nød hun hans læber som de bevægede sig rundt på hendes ansigt, kærtegnede hende, inden de lagde sig hos hendes ører. Hun blev nød til at pirre ham. "Mmh, han var god, han var hård. Kan du gøre et bedre, Barnabas?" Det var slet ikke sandt, men hvis hun skulle få han til at give hende hans bedste, så måtte hun forsøge. Ved hans kanalisering af hans person, forsvandt den sorte hinde omkring ham, og dermed også det som beskyttede hans underliv fra at være beskyttede. Det var et pirrende syn at se denne nøgne mand foran sig, så hun lod sin hånd bevæge sig ned ad hans krop og tog fat i hans lem og kærtegnede det med små bevægelser.

Hun fortsatte sin talestrøm og sukkede for hans ordre. Ynkeligt. 
Hvorfor det nagede ham sådan, at hun var så omskiftelig og som vat, kunne han ikke forklare sig selv, men det gav ham blot lyst til en ting, det eneste rigtige at gøre i sådan en situation. Hun leflede for ham i en sygeliggrad, det var næsten for meget. Savnede hun så meget en tovholder for sit liv, at hun virkelig ville sælge sig selv så nemt og barnligt for hvem som helst der faldt hendes vej. Intet under at hun lod en stalddreng røre hende. Prinsesse eller byskøge, det kom næsten ud på et nu for hende. 

Barnabas slap ikke hendes kæbe, men lod i stedet lidt sine fantasier løbe løbsk med ham, et smigrende lille voksende smil krøb sig stille skævt op ad den ene mundvige, som han lod hånden glide en tand ned og fik fat om halsen på hende under kæben og han spændte let i sit greb. Det var ikke kun hans hale som blev brugt til de ting. "Du er så sandelige ynkelige, prinsesse" hviskede han stille til hendes øre, og lod sin frie hånd tage fat om hendes som lå om hans legeme, for at fjerne den derfra og lod sin mørke hinde titte frem igen som den havde ligget før. 

Han vidste at hun var svag, svagere end ham hvert fald, hvorfor det var så nemt at pres hende let tilbage, som han trådte frem og kunne pres hende op mod træet bag dem. Den hånd som havde fast holdt den ene af hendes, holdt den i spænd fra at løsrive sig, og han lod sig let snif lidt ned ad hendes hals og brystkasse. En sød duft, joh næsten et måltid værdig. 
Hånden om halsen på hende løftede sig let, som han løftet i hende for at se hvor meget hun ville stritte i mod. 

Neyrelle tog ikke blot imod hvem som helst, men hun havde haft et ømt punkt med Barnabas, så at han ønskede at mærke hende igen, så hun intet forkert I og hun spillede selvfølgelig med. Det var derfor at hun nu stod presset, nøgen, op ad det store træ og blot ventede på at mærke ham, som hun havde gjort det før. Måske burde hun havde set det komme, for det var ikke første gang at hun havde oplevet hans drillende jeg. Et irriterende jeg. 

Hun mærkede hvordan hånden skiftede fra hendes kæbe til hendes hals. Han pønsede på noget, især sådan som hans mundvig gled op i et smil. Hans ord gjorde uden tvivl at hun var med på hvor han ville hen, og det nok ikke ville ende med det som hun havde haft i tankerne - Det var jo blot hans tab. Hun mærkede hvordan han tog fat i hendes hånd og fjernede den fra hans, ellers erigerede lem, og lod den sorte hinde sprede sig over hans krop igen - selvfølgelig.

Neyrelle var ikke nogen stærk kvinde, hun brugte mest sin styrke når hun havde med hestene at gøre. Så hun mærkede hvordan hun blev presset tilbage imod træet bag hende, af hånden mod hendes hals. Han havde stadigvæk hånden om hendes hånd og ikke mindst hendes hals, men denne lettede småt sig tryg. "Barnabas, slip mig!" Hun var ikke trænet i at komme ud af disse situationer, men der var altid ting man kunne gå efter, i håb om at det ville hjælpe. 

Det hele var noget så en omvæltning. Uforudset handlinger fra deres begges vinkler af. Men alligevel burde hun, i hans optik, have set det komme. Sex var ikke noget som holdt ham i gang, det ækle behov for at føle den andens tilstedeværelse var umenneskeligt. 

Barnebas så på hende og kneb øjnene spændt i, irritationen og fristelsen for at drille hende var så nådeløs. Men grebet om halsen løsnede sig en anelse og han, for denne gangs skyld, valgte at give hende frit lege til at få sin vilje. "Ynkeligt" kommenteret han dog. Det var tydeligt at hun lod sig drive mere af begær end noget andet, ikke evnede at komme ud af situationer som dette, hvad skulle hun dog ikke gøre hvis det rent faktisk var nødvendigt for hende - spurgte man retorisk sig selv. 

Halvdæmonen trådte væk fra hende og valgte at bukke sig ned og tog hendes kjole i sin favn. En gestus til at hun selv måtte finde ud af sin situation for nu. Det skulle nok blive hængt til hende ved hjemmet, måske. Men han havde ingen interesse i at lege med hende. Det havde været forkert af hende at tro det var okay, at sige et søllemenneske var bedre end ham, men selvom hun var så tæt på at få sin vilje, måtte hun lærer at han ikke var en der involveret sig med folk på denne måde. Sex uden at kys, det fungeret jo langt bedre. Men kvinder!

Så. Barnebas tog muligheden og efterlod hende på ståstedet. Ups. 

Det var jo deres interne lege, aftalen som kollegaer stod endnu ved. 
Ellers skulle hun nok få halen på komedie. 

Hun burde have forudset dette, at han blot lege med hende og ville trække sådan en situation ned over hende, igen. Havde hun virkelig ramt ham med sin kommentar? Barnabas havde slet ikke travlt med at gøre sig selv bedre end han egentligt var, hvilket i sig selv var lidt ynkeligt. "Ynkeligt? Du ser dig ofte bedre end andre, uden at være det Barnabas" Hun havde været dum nok til at hoppe i hans lille leg, og selvfølgelig havde hun et begær som talte til hende og Barnabas havde hun før nydt, så hvorfor skulle hun ikke det igen?

Hånden slap om hendes hals som han trådte væk fra hende og samlede hendes kjole op. Ville han beholde den? Han kunne sagtens løbe rundt i den, hvis det var det han følte for. Hun havde ingen problemer med at gå op til gården, hvis det var sådan det skulle være - hvilket det virkede til.

"Held og lykke med at komme til Dunkelskoven. Du må lære af dine handlinger"

Hun kiggede på ham inden hun forlod ham. Hun rettede ryggen ved disse ord og bevægede sig op mod gården, og regnede med at en tjenestepige inden længe ville komme rendende med et eller andet, som hun kunne trække i og ellers måtte hun gå den lange vej, nøgen.