I mange år havde menneskekroppen været hendes element. Først havde hun ingen kontrol over det der skete med den. De hændelser den blev tvunget til at gennemgå. Men i hendes forrige embede som konkubine, var det blevet instinktivt for hende at aflæse den hos andre. Noget der stadig forekom hende naturligt, men som oftest prøvede på at glemme, da hendes nuværende situation ikke tillod hende at være komfortabel med det. Alligevel fik det at se en skade der lignede hendes egen gjort hende nysgerrig. Og fik hende til at slappe mere af.
”Er det nogensinde ment som det ser ud, når et andet væsen påfører en markering på ens hud? Det er ude af egen kontrol”.
Krystallandet