En fællesforståelse var noget. Sådan da. Tæt på. Måske.
Men de var hvert fald enige om, at hun havde andre gøremål at forholde sig til og at forpligtelserne til at gøre sit arbejde færdig, var en ting man skulle gøre en dyd ud af. "Selvfølgelig," bekræftede han havde ønske om at han tog fat i hende ved hjemkomst til den tid. 

I øjeblikket tvivlede han på, hvordan han skulle tage sin afsked med hende. Han havde til tider set sine kollegaer og venner kys deres børn farvel på panden eller toppen af hovedet, men om de var der - eller om han kunne få sig selv til det, var et spørgsmål om tid. Eller det lod han sig selv bilde ind. "Jeg kommer forbi før afrejse, skal vi aftale det?" 
Men med det sagt, var han også klar til at lade hende arbejde videre nu. Hendes ord og et farvel skulle nok lige være det sidste der skulle skilles deres veje ad. 

De havde meget at indhente, men det kom alligevel lige så stille til dem. Intet var presset nedoverhovedet på dem - eller han kunne hvert fald kun tale for egen oplevelse. Men hun virkede til at give ham det råde rum han skulle bruge til at være der for hende. 

Hånden tog i mod hendes spinkle hånd ved siden af hans. Som den forsvandt i hans greb. Det var i det moment han opdagede, at han næsten stod uden ord for et svar. Hvad skulle han svare til sådan noget og kunne han finde på et svar til det? Richard lod håndtrykket blive fuldført før han atter slap igen. "Jeg ser frem til at høre om dine forbedringer med arbejdet når jeg kommer retur," 
Det var en mild afsked, men det var en afskedshilsen de begge kunne se frem til. Hendes forbedringer lå for skud og hans livsændringer lå som det næste for døren. Men han agtede ikke at opholde hende yderligere. 

"God arbejdslyst og hils din mor," daggerternes blev taget og han gav et nikkende tak fra sig som han forlod stedet.