Han vidste at han var skyld i at hendes kind var hævet, men det var først nu han lagde mærke til det, som hun sad ved hans side og skulle til at rense hans sår. Da de var gået igennem kulden, havde han spurgt ind til det, men hun havde slået det væk. Det bed ham indvendig at det var sket for hende, det skulle aldrig være sket. På ingen måder. Han havde ikke haft noget at gøre med det, men det var hans tidligere handlinger som havde skubbet ham ud i den situation. Han kunne godt mærke at hun bed det i sig, og ønskede at tage ham i første række og måske forstod han det godt, han var hårdest ramt. Men han var skyld i det, han fortjente det ikke.

Han nikkede blot over hendes ord og kiggede op på hende. Der kom nogle små lyde fra hans læber, som kluden rørte hans krop og ansigt, der hvor slagene havde ramt. Han forsøgte at spille hård, egentligt uden grund, her kunne han blot åbne op, men han forsøgte at bide smerten i sig. Hendes hænders røren var behagelige og rolige, hun gjorde dette som hun bedst kunne og det var bedre end en healer, det var han sikker på. 
Han kunne ikke se sårene godt nok til at vurdere hvordan han så ud, både på maven og i hovedet. Han kunne dog mærke hvor de sad. 

Da Lilac var færdige med at rense hans sår med kluden, kiggede han spørgende op på hende, "Hvor har du lært al det her?" Hun fik ham virkelig til at slappe af med hendes berøring og hun virkede god og med en forstand på det hun gjorde, og det var jo immervæk det vigtigste, så han kunne komme ovenpå igen.
Rensningen hjalp allerede, og da hun fik smurte alle de pastaer på som hun skulle, var han godt dækket ind og hun ville sørge for at han kom oven på. Det var der ingne tvivl om.
Bastian rakte ud efter kluden, i spanden på gulvet og samlede den op. "Kom" Han guidede hende lænende ned mod ham, så han kunne duppe kluden på hendes kind, "Du må virkelig undskylde.." Kom det ærligt fra ham, som han duppede videre "Du skal have noget på, vil du selv?"

Spørgsmålet han stillede kom bag på hende. Hvor havde hun egentlig alt sin viden om healing fra. “Det ved jeg ikke? Sund fornuft? Min mor har altid været god til at tage sig af mig, hvis jeg blev skadet eller syg. Måske er det grundet hendes hønemor-gen, at jeg ligeledes har lært, hvordan man tager sig af sårede,” svarede hun en anelse overvejende. Hun havde aldrig tænkt over, at hun ville være en god healer. Hendes verden havde altid drejet sig om kunstens verden, hvor hendes oprigtige passion lå. At arbejde med skadede mennesker var bestemt ikke noget, som hun gik efter. Det var mere en nødvendighed, at hun måtte hjælpe der hun kunne slå til.

Det kom bag på hende, at han tog fat i kluden igen. Rollerne var nu omvendt og det var ham som tog sig af hende, noget hun ikke havde regnet med ville ske, men hun godtog det alligevel. Hun lænede sig mere ind over ham, sådan han ikke skulle strække sig så langt. Det gjorde, at deres ansigter var tættere på hinanden end tidligere, og Lilac kunne nu rigtig studere ham til trods for, at han så en anelse forslået ud. I lyset kunne hun se, at hans øjne ikke var helt sorte. I stedet havde de en varm brunlig farve, der passede godt til resten af hans krop. Hvis kan udelukkende kiggede på hans udseende, kunne han godt ligne lidt af en bølle. Når Lilac så ham i øjnene var hun overbevist om, at han ikke var nær så hård, som han ville have andre til at tro. Øjnene var trods alt vinduet ind til menneskets sjæl. 

“Hvis du vil,” svarede hun blidt og rakte ham den lille bøtte med pasten i. Han tog en i sin hånd og smørrede den på hendes forslåede kind. Samtidig følte hun, at hans øjne borede sig ind i hendes. Til sidste vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Inden at øjeblikket blev alt for intenst trak hun sig igen. “Så, hvordan ser din ryg ud?” Sagde hun så for at fjerne fokusset fra det øjeblik de to lige havde delt.

Det hele kom jo blot ham til gode, at hun havde en viden inden for dette. Det kunne han bare være taknemmelig for. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes første ord, sund fornuft virkede som en god grund. "Deres mod lyder som en dejlig person" Kommenterede han venligt, det var hans egen nu egentligt også, men hun havde været meget fraværende i forhold til hendes arbejde og han havde måske heller ikke været det barn der havde været mest hjemme, eller mest medgørlig i den forstand. Der var hans søskende bedre. 

Han ville gerne give lidt igen, det var kun fair at rollerne blev byttet om. Han var glad for at hun godtog det, at hun tog imod hans hjælp. Han smilede som hun lænede sig længere frem mod ham, og søgte hendes blik som han duppede kluden på hendes kind og sørgede for at den kølende klud ville gøre sit arbejde. 
Smilet bredte sig på hans læber som han nu duppede kluden, og fik hende tættere på. Han nød hendes ansigt, som han studerede hende, og fandt hende umådelig smuk. Deres øjne skiltes ikke, de var fanget af hinanden og berøringen som han lagde på hendes kind gav ham en rar følelse i kroppen. 

Det var ikke noget om at han ville, selvfølgelig ville han det, men det var også i bund og grund hans skyld at hendes kind var hævet. Som hun rakte ham bøtten, lod han fingeren dyppe ned i. Hans finger bevægede sig roligt imod hendes kind, nærmest aende og kærtegnende som han påførte pastaen. 
Han blev hevet ud af hendes intense øjne, som hun spurgte om hans ryg. Det havde han ikke tænkt over, men han var ikke klar over hvordan den så ud. "Det er jeg ikke sikker på" Men han vendte sig om og lå på maven, og lod hende tage et kig.

Lilac nikkede blot til Bastians ord, fordi han havde ret. Hendes mor var en god kvinde i hjertet. Overbeskyttende var hun bestemt, og ligeledes var hun en værre hønemor, men dog vidste Lilac også, at det var fordi hun var bekymret for hende. Hele sit liv havde hun været et mirakelbarn, men nogle gange kunne en titel som denne være tyngende. Det var sjældent, at Lilac fik lov til at stå på sine egne to ben. Først i en alder af 18 år fik hun liv til at være alene i huset, og dette havde krævet meget overtalelse fra hendes side af. Faktisk var hun overbevist om, at hendes forældre havde hyret folk til at gå forbi huset for at tjekke op på, om hun nu stadig var i live.

Hun nød Bastians påføres af pasten, som i nogens øjne måske blev set som værende en kærlig handling. I hendes øjne kom det for tæt på, når hans store hænder blidt strøg hendes kind. Det var netop derfor, at hun spurgte ind til hans skader for at holde sig på afstand. I virkeligheden havde hun lyst til at kravle helt ind til ham og mærke, om resten af hans krop var lige så varm som hans hænder. Dog vidste hun godt, at dette ville være en uanstændig handling grundet omstændighederne. De kendte knap hinanden og Bastian lå stærkt skadet foran hendes skød. At få ham på rette fod ville til hver tid komme før hendes egen nysgerrighed. Kunne det dog være rigtigt, at hun var den eneste som mærkede en gnist mellem dem?

Ved at Bastian vendte sig om hev det hende ud af sine tanker, men så alligevel ikke. Selvom kroppen var godt forslået var det tydeligt at se, at Bastian var en mand som tog godt af sig selv. Aftegningerne af rygmusklerne var tydelige at se i det dunkle lys. Hver gang Bastian trak vejret kunne hun se, hvordan ryggen langsomt hævede og sænkede sig. Igen tog hun kluden i hænderne og begyndte at rense de værste sår. Når det gjorde rigtigt ondt lagde hun mærke til, hvordan ryggen spændtes og hvordan Bastian lukkede kæben sammen for at holde smerterne i sig. For hendes skyld behøvede han ikke at lide i stilhed, men dog kommenterede hun aldrig på det.

Da hun langt om længe var blevet færdig med at rense og putte den dulmende creme på, lagde hun blidt en hånd på Bastians skulder. “Jeg er færdig med din overkrop nu,” informerede hun ham med en blid stemme, da han kiggede op på hende. “Vandet tænker jeg, at jeg vil skifte ud… så kan du trække af bukserne, og jeg vil kigge på dine ben. Sover du i nattøj eller skal jeg blot finde tøj frem til i morgen tidlig?” Spurgte hun en anelse mere nervøst. Selvom hun nu havde set hans nøgne overkrop, var det noget helt andet at se en halvnøgen mand - Også selvom, at det var en nødvendighed i situationen. Hun prøvede så vidt muligt, ikke at virke påvirket af situationen, men der var tydeligt at høre på hende, hvordan hun blev helt genert efter, at hun sagde han skulle trække af tøjet.

Følelsen som ramte ham, som hans hånd gled hen over hendes kind, var rar og varm. Hun virkede som en dejlig person, som han burde have taget kontakt til for længere tid siden, blot så han kunne have lært hende at kende noget før. Han ville ønske at hun kunne ligge sig ind til ham, blot være der og ligge op ad ham og glemme de her skader som han havde fået. Men samtidig så kunne han ikke være mere taknemmelig, for at hun ville hjælpe ham med skaderne. Hendes hud var blød og varm, og han kunne ikke lade være med at lade deres øjne søge hinanden, som tommeltotten strøg hen over huden.

Som han vendte sig om, gjorde han sig klar til at mærke kluden mod hendes sår. Han var godt klar over at hun gjorde dette, for rense sårene og passe på ham. Men smerten skød igennem hendes krop, som hun pålagde den varme klud mod de sår han havde fået, og mærkede hvordan kroppen spændtes, for hver berøring. 
Der kom da også små lyde fra ham, som smerten gik igennem ham. Han kunne ikke holde dem alle tilbage, de var små og skarpe. Han forsøgte at holde det tilbage, så han ikke skulle ligge der og klynke for han hende. Tanken om Lilac fik ham dog til at slappe mere af i kroppen. 

Han mærkede hvordan hun stoppede, som hun sikkert var færdig med hans ryg og hendes næste ord indikerede dette. Han kiggede op på hende, som han lagde på maven og modtog hendes ord. Han nikkede til hende, med et lille smil, "Tak.." Kom det roligt fra ham. Havde hun ekstra tøj, til mænd i huset? Måske måtte det selvfølgelig være hendes fars? Han smilede varmt til hende, "Normalt sover jeg blot i mine underklæder, alt efter vejret selvfølgelig" Han smilede drillende til hende, det var rarest, med mindre at han det var bidende koldt. Han ville ønske at han ikke skulle ligge her alene, i den store seng. Hendes nærvær var noget som han ønskede.

Det at han nu var ved at trække bukserne af, ville måske udfordre dem begge to. Han kunne høre på hendes stemme, hvordan hun småt var blevet genert efter hendes spørgsmål. Det gav ham indikation, at den interesse han havde i hende, måske var gengældt.
Da hun kom ind igen med nyt vand, lå han oven på tæpperne, halvnøgen og kun i ført sig sine underbenklæder. Han smilede som hun kom ham nærmere, og satte sig på kanten af sengen igen.

Lilac var den komplette modsætning af Bastian hvad tøj angik. Hun sov altid i sin natkjole om det var sommer eller vinter - det gjorde ikke helt det store. Nu hvor efteråret havde gjort sin indtræden, pakkede hun sig mere ind i sin tykke dyne for ikke at lade tænderne klapre i kulden. Bastian virkede derimod slet ikke påvirket af det køligere lokale, men hans krop virkede også varm når hendes hænder rørte den. Desuden havde han nok også andet at tænke på end om temperaturforholdene var passende. “Ja okay… så tager jeg både nattøj og regulært tøj med til i morgen. Så vil jeg få vasket dit når jeg står op,” sagde hun en anelse forlegen og rejste sig op for at skifte vandet ud. Hun lagde mærke til, hvordan Bastians blik fulgte alle hendes bevægelser, og det var som om, at hans øjne borede sig igennem hende.

Da hun var nået ud af hans synsfelt hældte hun vandet ud og rensede kluden og spanden godt, hvorefter hun atter fyldte spanden op med varm sæbevand. Igen kom hun ind i lokalet, hvor Bastian havde gjort som hun havde bedt om. Alligevel blev hun en anelse småforskrækket over, at der lå en halvnøgen mand i hendes hus. Hurtigt dækkede hun den nervøse mine og satte sig ved siden af ham. “Det må være koldt, hvorfor tager du ikke dynen over dig,” sagde hun som et retorisk spørgsmål, hvorefter hun tog fat i dynen og dækkede hans overkrop til i en hurtig handling. Hvis det var hende som havde lagt i sine underklæder, ville hun sætte pris på at blive dækket lidt til. Især med det blik som hun havde sendt ham før…

Lilac rystede tanken af sig. Og hvad så at han havde en indbydende krop og var en af de mest spændende mennesker hun havde rendt ind i i nyere tid! Lige nu handlede det ikke om hende. Det var også derfor, at hun tog hånden i spanden og begyndte at rense de resterende sår på hans ben. Heldigvis var de ikke lige så skadet som hans øvrige krop, og Bastian så ikke nær så presset ud dagen bevægede kluden over den sårede hud. Efter rengøringen smørrede hun igen de værste åbne sår til med blodmospasten og de værste hævelser smørrede hun med noget andet. Forhåbenligt ville han se meget bedre ud i morgen, men punkter på kroppen ville nok få en blå eller gullig farve.

Hun var så sød imod ham, det kunne han slet ikke komme udenom og det var alt for sjældent at han oplevede den slags mod ham. 
Selvfølgelig ville han, med den sæson de var på vej ind i, bruge dynen omkring sig, hvis det blev rigtig koldt, men normalt var han en varmblodig person.
Varmen som lå i ham lige nu, var helt sikkert på grund af hendes berøring, vandet og ikke mindst de sår som han havde fået.
Han kunne godt se, at svaret kom bag på hende, for det var sikkert ikke normalt at hun havde en halvnøgen mand, på hendes alder liggende i sengen. Men hvis det var for meget for hende, skulle han nok tage tøj på. Det var slet ikke nødvendigt det hun gjorde for ham, "Det er virkelig slet ikke nødvendig, alt det du gør for mig" Lød det fra ham, som han slog øjnene over på hende, inden hun gik, "Du behøver virkelig ikke at, vaske mit tøj. Du er virkelig en kærlig person" 

Hans tanker gled hurtigt over på hende, allerede som hun havde forladt rummet for at skifte vand. Han var slet ikke vant til den her opmærksomhed, som hun gav ham. 
Igen kunne han godt se at han måske overraskede hende, da han havde lagt sig oven på tæpperne, og måske var det for meget for hende, at se?
Men hvis hun skulle til, hvorfor så dække sig til? Han havde intet problem med kulden, og om lidt ville han mærke hendes hånd mod sin hud igen, og varmen ville brede sig i ham.
Bastian gjorde dog intet modstand, da hun lagde dynen omkring ham. Det var virkelig rart, den måde hun behandlede ham på, "Tak.." Lød det blot fra ham, med et varmt smil på læberne.

Varmen fra hendes berøring bredte sig hurtigt, som hun rensede de få sår på hans under krop. Den sviende følelse, stak dog i baggrunden som hun bevægede sig over sårene og påførte pastaen efterfølgende.
Som hun var færdig, var han sikker på at han ville se bedre ud i morgen, end hvis han havde været alene og blot gået i seng. 
Bastian vendte sig om, på ryggen og kiggede op på hende, med det varme smil, "Tak for al hjælpen, du er virkelig speciel" Han skubbede sig lidt tilbage, så han sad lidt mere op ad bagvæggen. 
Han lagde hånden ved siden af sig, "Kom.. Sæt dig her" Nu havde de overstået rensningen, og så ville han gerne sidde og tale med hende.

Lilac kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet ved hans svar. “Jeg insisterer. Det vil ikke være behageligt at trække i blodplettede klæder til din hjemrejse,” svarede hun med et lille smil og blev helt rød i kinderne over, at hun blev kaldet en kærlig person. Normalt var det ikke derfor, at hun blev komplimenteret. Hun var altid blevet kaldet flink eller venlig. Nogle gange kaldte nogen hende sågar smuk, men aldrig kærlig. Lilac så sig selv som værende en kærlig person, så at en anden havde opdaget dette varmede hendes hjerte. “Tak Bastian… du er også virkelig noget for sig,” svarede hun til hans næste kompliment. Normalt var hun ikke god til at tage komplimenter, men når de kom fra ham føltes de helt anderledes… men hun blev stadig en anelse forlegen over det.

Øjnene fulgte Bastians krop da han satte sig op. Hun var dog usikker på om det ville være en god ide at blive. “Ønsker du ikke at få noget søvn efter dagens begivenheder?” Spurgte hun, men fulgte alligevel hans ordre og satte sig ved siden af ham, oppe ad væggen. Hun sad tættest på kanten, men Bastian havde lavet godt plads til hende. Deres skuldre rørte ikke helt hinanden, men hvis hun bøjede sin arm let til siden, ville hendes albue ramme hans. Dog gjorde hun ikke dette og holdte sin krop for sig selv til trods for, at hun lige havde kørt sine hænder næsten over alt på hans. Det var noget andet, når der ikke var en klud mellem dem eller noget, som kunne bruges som en undskyldning.

Nu sad hun blot her med en halvnøgen fremmed mand, i en seng sågar. Hvis hun nogensinde fortalte Lily det, ville hun tro at der var sket noget. Især når det var med en mand af Bastians ry. Dog havde han aldrig gjort sig nogle tilnærmelser på hende og til trods for hans pæne ord, så tænkte hun, at han var mere taknemmelig for hendes hjælp end hendes selvskab. Måske var det derfor, at det overraskede hende, at han ville have hende til at sidde ved sin side. Hun kunne dog ikke gøre andet end at sige ja. 

Hun havde nok ret i hendes ord, men det var ikke fair, at hun skulle sørge for hans tøj. Det måtte han jo selv kunne klare. Men hendes ord virkede meget insisterende, og nu kendte han hende ikke så godt, at han turde eller ønske at tage en diskussion op omkring dette, "Nej, det er har du selvfølgelig ret i" Rødmen på hendes kinder, fik ham til at smile varmt til hende, som han søgte hendes blik. 
Bastian var slet ikke en person, som var god til at tage imod dybe komplimenter, af en pige som Lilac. Han havde måske et ry ude i byen, som måske gav folk dette indtryk, men ofte så følte han at disse komplimenter var mere overfladiske, "Tak, Lilac" 

I hans tanker virkede det som en god idé, de havde en god kemi og i forhold til at sove, så ønskede han virkelig mere at sidde og lære hende bedre at kende. "Ærligt.. Så jeg jeg håbet vi bare kunne sidde lidt?" Bare små snakke lidt, komme hinanden lidt tættere. Han kunne godt mærke på hende, at hun havde haft nemmere ved at røre ham, eller hvert fald åbne sig op overfor ham, da hun havde kluden i hånden. Hvis hun ikke ønskede dette, og hun hellere ville sove, så ville han selvfølgelig ikke stå i vejen for dette. Men hun satte sig dog op til ham, for at sidde ved hans side. 

Det var virkelig rart at komme hende tæt, selvom det ikke var på denne måde han havde ønsket det. Men nu lå han i hendes hjem, hun havde været så kærlig overfor hende, at det havde været svært at forstå. Det at hun igennem aftenen havde rørt hans krop flere steder, havde været en fantasitisk følelse, også selvom at der ikke havde været noget i mellem dem. "Nåede du alligevel at nyde lidt af din aften med Lily, indtil jeg ødelagde den?" Han kiggede op på hende, med et lille drillende smil.

Lilac var glad for, at Bastian ønskede at bruge mere tid med hende til trods for, at han nok stadig var i en del smerter. Ved at hun var ved hans side kunne hun også lettere tjekke op på dem. Måske var alt dette blot en undskyldning for, at hun også gerne ville sidde her med ham. Selvom de ikke havde udvekslet mange ord følte hun sig tryg… en anelse forlegen og genert, hvilket hun ikke normalt var, men stadig tryg o hans nærvær. Pudsigt, når hun lige havde set ham blive slået ned. 

“Du ødelagde ikke aften,” startede hun ud med at sige, hvorefter hun faktisk besvarede spørgsmålet. “Men ja, Lily er en af mine bedste veninder. Jeg elsker at bruge tid med hende, når vores veje endelig krydses. Hun er en af de personer, man kan sige alt til uden at være bekymret for, at de dømmer en. Kender du det?” Spurgte hun Bastian og lagde hovedet en anelse på skrå. De gange hun havde set ham, havde han altid spillet med nogle nye mennesker. Det var ikke fordi, at han virkede tæt med nogen af dem. Gad vide om mænd overhovedet talte om følelser sammen?

“Men jeg ved slet ikke noget om dig. Hvad laver du, når du ikke befinder dig på kroen?” Spurgte hun nysgerrigt selvom at Lily havde givet et godt billede af ham. Hun vidste allerede nu, at han arbejdede hos en smed og havde lidt af et ry. Hans mor var en politiker i byrådet, og var en kvinde man skulle sætte sig i respekt til. Faren havde hun dog ikke hørt lige så meget om. Selv med den viden om ham, så ville hun hellere høre ham selv fortælle hende alle disse informationer. Man vidste aldrig hvornår, at tingene gik fra virkelighed til fiktion.

Der var en tryghed over at have hende ved hans side, sådan som hun kærligt havde taget sig af ham og følt at han var i hendes hænder. Han havde blot overlagt sig til hende, troet på at hun gjorde det rigtige. 
At hun nu sad ved hans side, gjorde ham på en eller anden måde glad. Han havde jo kigget længe efter hende, og at de nu sad sammen var lidt surrealistisk på en eller anden måde, men han kunne ikke holde sin øjne fra hendes blik. Hun var betagende smuk, som hun sad der. 
Smerterne havde ikke ladet ham fokusere på meget andet, men at nu hvor al dette var overstået og han mærkede hvordan alt hun havde gjort, dulmede smerterne kunne han fokusere på lidt andet. 

Lidt havde han jo, han havde afbrudt hendes aften, men han havde heller ikke sagt noget til, hvis hun intet havde gjort for at hjælpe ham, for hun var ikke hans problem. At hun alligevel havde valgt at gøre det, viste ham hendes store hjerte. Et hjerte han inderst inden gerne ville røre. 
Han smilede over hende ord, som hun fortalte om Lily og deres venskab, det hele lød meget dejligt og de virkede som to tætte veninder. "Det lyder skønt" Smilede han roligt til hende, "Lily virker også som en behagelig person. Jeg har jo været i hendes barndomshjem et par gange" Igennem hendes mor, og det arbejde hun havde lavet og så blot til små sammenkomster, men han havde aldrig rigtig talt med hende. "Det .." Hvordan skulle han lige svare på det? Han havde jo ærligt ingen venner på den måde, der var ting man bare ikke talte om, "Jeg kan godt forstå hvad du mener. Men det er ikke noget jeg rigtigt har oplevet" Kom det ærligt fra ham. Måske kunne hun blive den person, hvis de forblev venner eller mere? 

Han havde aldrig været god til at fortælle om ham selv, fordi at han ikke følte det var vigtigt. Han så ikke sig selv som en vigtig brik. "Ja, der befinder jeg mig jo af og til" Grinede han småt, og måtte ligge en hånd henover maven, som man mærkede en kort smerte. "Det er ikke længe siden at jeg startede i lære hos en smed, blot for at få noget for hånden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke helt har været byens bedste barn" Det ville rygterne om ham nok også fortælle, "Men nu fik jeg den her mulighed og det har jeg været taknemmelig over" Så håbede han bare at han kunne undgå at skuffe nogen, ved at tage de forkerte træk.

Lilac havde altid været lidt af et snakkehovede, som havde svært ved at lukke munden. Normalt følte folk, at det hurtigt kunne blive for meget. Især når hun talte om ting, hun holdte af som kunst eller sine veninder. Når vandfaldet var startet var det ikke rigtig til at stoppe, men Bastian reagerede ikke som de andre. Når hun fortalte om Lily himlede han ikke med øjnene, men virkede rettere interreseret i, hvad hun havde at sige. Det fik hende til at føle sig som den mest interresante person i rummet til trods for, at det faktisk kun var dem to. Om der havde været ti eller tyve herinde. Lilacs følelse i maven ville ikke have ændret sig.

“Lily er skøn, absolut fantastisk,” svarede hun til hans antagelse. Hun forstod ikke rigtigt, at han ikke havde nogen tæt på sig, ligesom hun havde sin veninde. Det var nok naiviteten i hende som sagde, at alle havde en person de kunne læne sig op ad. Det virkede dog ikke til at gælde for Bastian, hvilket fik hende til at føle medlidenhed med ham. Et eller andet sted ønskede hun allerede, at hun kunne blive den person for ham, men det virkede også som en tanke, der var langt ude. “Jeg er sikker på, at du nok skal føle det på et tidspunkt. Måske skal du være bedre til at lukke op for andre?” Foreslog hun og kiggede på ham med et lille opmuntrende smil. Måske behøvede han det sidste skub.

Da Lilac spurgte ind til ham selv blev han hurtigt mere overvejende som om, at han ikke var sikker på, hvad der var værd at fortælle. “I mindste er du selvbevidst. De fleste gør bare ting uden yderligere at tænke over konsekvenserne af dem,” svarede hun med sin optimistiske stemme. Hun var nok ikke selvbevidst nok til at vide, at det faktisk var hende selv hun talte om. Der var mange af sine handlinger hun fortrød, men dem skubbede hun blot ud i mørket. “Men det lyder godt med jobbet. Får det tankerne væk?” Spurgte hun nysgerrigt.

Lige nu havde Bastian selv søgt Lilac og at tale med hende, han kendte hende jo ikke rigtig og derfor kunne han ikke vide, hvilken person hun var at tale med, men indtil videre virkede hun som en person som nød og tale, og måske havde meget på hjerte. Lige nu passede det ham fint, han var en god lytter og talte ikke meget selv. I så fald var det kort fattet. Men blot det at kunne ligge og høre på hende, som han havde det lige nu, var afslappende.

"Sådan virker det også. Det er hvert fald det indtryk jeg har af hende" Det var også hans indtryk af hende og så kom hun fra en rigtig god familie. Så meget vidste han da. Han ønskede ikke at hun skulle have ondt eller lignende af ham, men hun virkede virkelig som en person som ville alle de bedste, og alle skulle opleve det bedste. Lilac og Bastian kom dog fra to forskellige verdner i byen, og den verden han kom fra, der talte man ikke meget sammen, man kom ikke hinanden tæt. Nogen gjorde måske, men mændene gjorde ikke. "Jo, det kunne godt være. Det er ikke noget jeg har tænkt på før. Jeg har jo været vant til den måde at leve på" Det ville nok være svært at lukke andre op, for tillid var ikke meget han havde for andre. Men allerede nu virkede Lilac som en person som interessere sig mere, end nogen anden havde gjort for ham.

Bastian var måske en person som var svær at åbne, men som han lå her, følte han sig måske mere sårbar overfor hende og hun virkede oprigtig. "Sådan har jeg jo også været" Svarede han roligt og søgte hendes blik. Han havde også gjort mange ting uden at tænke på konsekvenserne, og det var måske det han prøvede at pakke væk, men det var ikke altid lige nemt. "Jeg er også glad for det. At jeg kan komme lidt væk. Ja, på en eller anden måde får det tankerne væk" Men det var som om at fortiden indhentede ham på alle tænkelige måder, der var mange ender som ikke var slået knude om. "Men som du så i aften, så vil fortiden mig ofte noget andet" 

"Men nok om mig" Smilede han roligt, måske fordi at han gerne ville pakke den snak, men hvis hun insisterede ville hun nok godt kunne overtale ham. "Som du ved så har jeg jo ofte nydt at kigge din vej. Men jeg ved heller ikke så meget om dig, fortæl mig lidt" Han nød egentligt at ligge her og høre hendes stemme. Han håbede at han hun ville ligge ved hans side i nat.

Lilac havde altid haft antagelsen af, at mænd ikke delte sine tanker i lige så høj grad som kvinder, og slet ikke tanker om sine følelser. Denne egenskab havde altid været tillagt kvinden, hvorimod mænd blev anset som værende familiens beskytter. Derfor måtte de selvfølglig ikke vise noget tegn på svaghed, hvilket følelser åbenbart var. Sådan havde Lilac aldrig haft det, men hun var trods alt ikke en mand og var vokset op med andre værdier. Hun måtte dog indrømme, at hun altid gik til sin moder, hvis hun havde en krise i livet frem for sin far. På en måde virkede hun mere sympatisk og vidste præcis, hvad hun skulle sige, hvorimod hendes far var praktisk og stille. Det følelsesladet var ikke noget for ham.

Ligeledes vidste Lilac ikke om følelser var noget Bastian gik op i. Var han også typen som holdte det hele for sig selv? Hvordan ville han ikke koge over? Lilac havde altid været typen som havde let til tårer, især når noget gik helt galt i livet. Bastian havde ikke fældet en eneste tåre gennem hele forløbet. “Jeg tror ikke du er den eneste, som har det på den måde,” sagde hun betryggende til hans kommentar om, at han ikke normalt talte om sine følelser. Dog håbede hun på, at han engang mødte en han kunne åbne sit hjerte for.

Lilac følte det stikke til hendes hjerte, da han fortalte hvordan fortiden havde sin måde at komme tilbage. “Man burde ikke blive straffet for fortidige fejl, hvis man oprigtigt har ændret sig,” svarede hun blot. En sød, men naiv tanke. Lilac vidste jo ikke hvorfor, at mændene kom efter Bastian. Hvad hun vidste var dog, at hun godt kunne lide ham som person, og hun følte sig behageligt tilpas i hans selvskab. Ja, udover at han gjorde hende en smule nervøs. Faktisk havde hun lyst til at sige det helt rigtige til ham og vise sig fra sin bedste side. I højere grad end med andre.

At han gjorde sin interesse for hende så tydelig var smigrende for Lilac. Hun tænkte kort over, hvad hun mon skulle fortælle ham om. “Jeg elsker at male,” startede hun en anelse tøvende og forsatte så. “Jeg kan godt lide at udtrykke mig gennem kunsten. Få det smukke ud på lærredet og udtrykke sine følelser gennem det. Mine malerier er nok meget romantiske, kan man sige. Jeg elsker at male tidspunktet lige før solnedgang, hvor verden ser en smule smukkere og gylden ud,” forklarede hun med et lille smil på læben. “Men ellers er jeg meget sammen med mine veninder. Jeg læser, laver ærinder i byen og lytter til musik. Engang prøvede jeg at lære at spille fløjte, men desværre er jeg intet musikalsk talent,” fnes hun.

Bastian var måske en af de person, som holdt følelserne og snakken her omkring for sig selv og gik med disse tanker på egen hånd. Han kunne aldrig drømme om at sætte sig ned med personerne, som han spillede eller var i miljø med og tale om den slags. Det var for det første ikke personer som han kendte al for godt eller havde den store tillid til, fordi at der ofte var penge ind blandet i, og derfor kunne han ikke stole på dem, og for det andet så ville han muligvis ikke vide hvad han skulle gøre med det, hvis en anden kom og fortalte ham og følelser.
Men på en eller anden måde, så virkede Lilac som en kvinde, som han hurtigt ville finde en tillid til. Hun havde allerede vist ham mere end nogen anden havde, og den ro som hun gav ham var betagende og noget han ikke ville miste. Allerede fra første øjekast, havde han vidst at hun kunne noget. 

Måske havde han fundet den som han ville åbne sig op overfor? Hun gav ham jo den ro som han havde brug for, og sådan som hun havde taget sig af ham, havde vist ham at hun bekymrede sig og at hun havde en oprigtig interesse i hende. "Nej, det har du bestemt ret i" Han kom med et lille smil, som han fangede hendes blik med et smil. Hun forsøgte at betrygge ham med hendes ord, og det virkede behageligt på ham. 

Det var måske en naiv tanke hun havde, men han kunne sagtens forstå tanken. Men så var spørgsmålet blot om han havde ændret sig så meget, eller om de mange dårlige vaner ville indhente ham? Hans trang til spil hang stadigvæk tykt i ham. "Det kan du have ret i, men visse typer glemmer bare ikke tidligere handlinger" Det var sådan en frygt som han nok hele tiden måtte leve med, indtil alt var blevet bragt i orden. Han kunne ikke skjule sig eller rejse fra sine problemer. 

Han var interesseret i hendes person og samtidig så fik det snakken væk fra ham, som han måske var mere utryg ved indtil videre, og blot det at høre hendes snak og hendes stemme virkede beroligende på ham. "Ja?" Lød det interesseret fra ham, som hun fortalte om hendes hobby. Lilac virkede som en, næsten, hel modsat person end ham selv, hun var rolig og havde helt almindelige hobbyer, "Du må vise mig dem på et tidspunkt. De lyder meget smukke" Kom det fra ham med et smil. Godt nok havde han ingen forstand på kunst, men han ville elske at se dem. "Det hele lyder så roligt, så betagende og rart" Lød det roligt fra ham, med et lille smil på læberne. Han lod sit hoved tilte, så han lå op ad hendes arm og lod den ene hånd glide ind bag hendes ryg, for at komme ud på den anden side og lagde den mod hende side. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere på det, men håbede på det bedste.  

Mennesker var utrolig gode til at bære nag, hvilket var derfor de aldrig glemte, når en anden person havde gjort noget uacceptabelt mod dem. Selv var Lilac ikke en engel på det punkt, og hun havde også en tendens til at sende blikke til folk, som hun mente havde været respektløs overfor hende. Heldigvis var der ikke mange personer, der faldt under den gruppe. De mænd der havde angrebet Bastian og slået hende ville i hvert fald få et nasty blik, hvis hun nogensinde så dem igen! Havde de da ingen moral!

“Du sagde du kendte dem der angreb dig… hvor fra?” Spurgte hun en anelse tøvende. Egentlig kendte de jo ikke hinanden særlig godt, så det var nok ikke hendes sted at snage. Det var jo hans private anliggende, men hun kunne alligevel ikke dy sig fra at spørge. Der skulle vel noget ulovligt til før, at mænd som dem kom efter en. Gad vide om Bastian var en del af en bande? Men hvordan kunne en mand af hans rang være endt der? Det kunne godt være, at han ikke selv var politiker, men når han var associeret med den verden, så endte man vel ikke i så dårlig selvskab. Så skulle man selv aktivt søge dem ud og ville Bastian virkelig det? Den mand hun havde mødt virkede sympatisk og behagelig. Hun kunne ikke forestille sig, at han kunne opføre sig på anden vis. Også selvom Lily havde fortalt hende, at han havde nogle mørkere sider.

Lilac smilte, da han viste en oprigtig interesse for hendes liv. Kunst havde altid været midtpunktet, hendes største talent, hvis hun ikke havde det ville hun miste en del af sig selv. “Jeg vil elske at vise dig dem,” svarede hun muntert og smile halvstolt til sin sidemand, der nu havde lagt hovedet mod hendes arm, og sin egen arm rundt om hendes slanke krop. Kropkontakten var anderledes end den de tidligere havde haft. De andre gange havde været af praktiske grunde. Nu gjorde han dette, fordi han ville. Lilac mærkede det prikke alle de steder, hvor deres hud fik kontakt. Selv i novemberkulden kunne hun mærke, hvordan han varmede hendes krop op. Ikke mindst hendes kinder. 

Problemet var, at Lilac ikke vidste, hvad hun nu skulle gøre af sig selv. Hvor skulle hun placerer hænderne, sådan det var mest behageligt for ham? Turde hun virkelig tage om den hånd, som nu lå på hendes hofte? Lilac løftede hånden, lagde den igen, løftede den og efter lang tids indre kamp lod hun den stryge hans, som var det en fejl. Dog var det bestemt en kalkuleret handling. Hun placerede hånden ved sin side, sådan han nemt ville kunne række over og at tage fat… altså hvis han ville.

Det var nok ikke sidste gang at Bastian ville møde de unge fyrer, næste gang håbede han bare ikke at det ville være foran Lilac, så hun ville opleve noget lignende igen. Når det skete så offentligt som det gjorde, så var det svært at skjule noget for andre og ikke mindst trække dem med ned i det. Godt nok havde Lilac virket, som den næsten eneste interesserede i ham denne aften, så de andre tilstedeværende har nok ret ligeglade. Det var også det som gjorde Lilac endnu mere interessant, at hun viste ham omsorg på den måde.

Hendes spørgsmål fik ham til at kigge småt væk. Han vidste ikke om han skulle indvilge hende i de store detaljler, men hvis han først tog hul på bylden, så ville der nok komme flere spørgsmål. Hun havde vist en omsorg for ham og han var kun blevet mere interesseret i at vide mere om denne kvinde - efter i længere tid bare at have kigget på hende. Nu lå han i hendes hus, i en seng. Det var jo hans privatliv og det var hans egne problemer, han skulle håndtere. "Altså.. Det er lige meget." Startede han roligt, men var klar over at det ikke var noget hun bed sig på, "Men.. Jeg skylder de har drenge penge fra spil" Det var sandheden, og der var egentligt ikke meget mere. Hvis han ønskede at hun skulle skabe samme interesse for ham, så ville det nok ikke nytte noget at lyve. 

Lilac virkede oprigtig glad som de talte om hendes kunst og malerierne. Hun virkede stolt i hendes ord, når han spurgte indtil dem. "Det er jeg glad for" Svarede han med et smil, "Men jeg har jo virkelig ikke forstand på kunst, men det kan være du kan lære mig det" Grinede han lavmælt. Han var oprigtig interesseret i hende og hendes kunst, uden at have set dem for ham. Mon ikke han havde noget at lære? 
Han lod sig ligge op ad hende, fordi han virkelig lade lyst til at komme hende tættere. Se hende an hvordan hun ville reagere på det, om hun havde samme interesse i at han kom tæt på hende. Hendes beroligende effekt bevægede sig stille og rundt i hans krop igen, som han mærkede en varme indeni.

Bastian smilede til hende som hendes hånd strejfede hans og en lille tanke fortalte at det muligvis var helt bestemt, fra hendes side af. Det her var jo noget andet end før, hvor hun havde rørt hans krop for at behandle ham. Han kiggede ned på hånden som hun nu havde lagt ved siden af hende, så hånden var inden for rækkevide og lagde derefter sin hånd oven på hendes og aede den roligt. 

Først skød Bastian hendes spørgsmål til jorden, men hun holdte blikket på ham, hvilet var skyld i, at han atter uddybede sit svar. Dog fik hun ikke ret meget mere ud af ham. Han bekæftigede hende blot i det hun allerede spekulerede over. Gad vide hvor mange krystaller han skyldte siden, at de ville lave sådan en scene? Det vidste Lilac dog godt, at man ikke kunne spørge om. Derfor blev hendes svar blot et simpelt: “Oh…” hun vidste ikke helt, hvad den korrekte reaktion ville være. Hvis der altså fandtes en. Det var ikke hver dag, at folk indrømmede de var i gæld. Normalt var det noget som man holdte for sig selv, men i denne situation var der en del mennesker involveret. Alle på kroen havde set, hvordan man kunne ende op, hvis man endte i gæld hos de mænd. Måske var det en advarsel eller en udvisning af magt for at symbolisere, at man ikke skulle løbe om hjørner med dem.

Lilac forstod oprigtigt ikke, hvordan en ellers ordentlig mand som Bastian var endt der, men der var nu så meget hun ikke vidste om livet. Hendes forældre havde altid holdt hånden over hende, så hvis hun endte i problemer havde hun altid et sikkerhedsnet at falde tilbage på. Det lød ikke til, at Bastian havde det på samme måde. Det undrede Lilac, hvorfor man ville få børn, hvis man ikke ville tage deres side i alle situationer. Hun var dog ikke selv mor og kendte ikke ternet ‘hård kærlighed’. Alle problemer var altid ryddet af vejen for hende, og hun var definitionen af et curlingbarn.

“Kunst er ikke en vidensform. Det er en følelse,” forklarede hun selvom det nok lød ret abstrakt, men det var bestemt sådan hun så det. “Du behøver ikke at vide noget om det for at nyde skønheden i det… sådan har jeg det i hvert fald,” uddybede hun med et tænkende blik. Nogle gange var det da praktisktalt vide baggrunden for et værk, men dog mente hun at et rigtig kunstværk talte for sig selv. Ord havde ikke den samme effekt som et smukt maleri.

Nervøsiteten i hende dulmede, da Bastian omsider lod sin større hånd omslutte hendes mindre. Med rolige bevægelser lod han fingrene køre op af hendes håndryg. Tommeltotten aede siden af hendes hånd mens de andre flette mellem hendes fingre. Det føltes utrolig rart og ikke nær så unaturligt, som hun først havde troet det ville være. Af en eller anden grund følte hun, at hånden var lige præcis der, hvor den burde være. Lilac gav hans hånd et lille klem for at sige, at hun satte pris på hans gestus. Hun nød virkelig hans selvskab og deres behagelige samtale. Det var en rar følelse at tale med en mand, som oprigtigt virkede interesseret i hendes personlighed frem for hendes udseende.

Bastian var usikker på hvad Lilac havde tænkt af egne tanker op til dette punkt, hvor han forklarede nærmere om hvad grunden til dette optrin var. Bastian var sikker på at Lily havde fortalt Lilac et eller andet om hans ry, for det havde hun nok hørt lidt mere om, og derfor nok havde fortalt noget videre - Han vidste bare ikke hvad. 
Men det lød til at hun ikke vidste alt for meget, for hendes ord lød overraskende. Det var et ømt punkt for ham, for det var egentligt noget han selv burde klare og ikke trække Lilac ind i. Han var slet ikke stolt af alt det som han havde trukket folk omkring sig ind i, og slet ikke hans familie. "Ja.." Lød det blot fra ham, med et lille træk på skulderne, "Det er måske ikke det sjoveste at få at vide, men jeg vil næsten ikke trække dig længere ind i det" Også fordi at hvis de ikke ville beholde det venskab, så var det måske ikke det bedste at hun vidste så meget om ham og det han havde gået igennem. Han ønskede dog ikke at de skulle skilles på nogen måder, ikke med den tryghed som han fandt i hende. 

Hans forældre havde gjort næsten alt hvad de kunne for at få rettet op på Bastian og det miljø som han havde bevæget sig i, men det havde aldrig været nemt, for han havde altid fundet tilbage. Han havde aldrig gjort det nemt for dem selvom de havde prøvet, så fejlen lå ikke hos dem - men hos ham. "Du burde ikke bekymre dig om det. Jeg skal blot have arbejdet, så jeg kan tjene nok og få dem betalt tilbage" Det var ikke værre end det håbede ham og at han nu havde fået et job, hvor han kunne tjene penge så ville den sag nok hurtig være ude af billedet. 

Bastian sendte hende et roligt smil over hendes ord, omkring kunsten. Det havde hun jo ret i. Han havde slet ikke set meget kunst i hans liv. Hjemme hos familien var det de samme billeder, som altid havde hængt på væggene, så der var aldrig kommet noget nyt at kigge på. "Det tænker jeg du har ret i, Lilac" Det var måske ikke nødvendigt at få baggrunden for billedet at vide, men blot skabe sine egen tanker om kunsten, "Så glæder jeg mig til at se mere af din skønhed" Både hende og hendes billeder. Han kiggede op på hende med et varmt smil, som han lå op ad hendes skulder og blot lyttede på hendes ord. 

At komme hende så tæt var en rar følelse, hendes hud på hånden var silkeblød og rar at røre ved, hvor han egen var noget modsat. Han aede hende, lod tommelfingeren bevæge sig roligt mod hendes håndryg. Lige i øjeblikket, ønskede han ikke at have hånden andre steder end her. Klemmet hun gav ham fik ham til at smile. Det var en bekræftelse på at det han gjorde var det rigtige, også i hendes øjne. Han lod sin hånd glide ind under hendes, så han kunne lade deres fingre flette let ind i hinanden, stadigvæk med den rolige bevægelse fra tommeltotten.

Det spøjse ved det hele var, at Lilac ikke blev skræmt væk af hans udtalelser. Enhver anden person ville nok ikke involverer sig med en person, der tydeligvis havde problemer med i rygsækken. Der var trods alt en sandsynlighed for, at man selv havnede midt i det hele, hvilket kan kunne sige, at Lilac havde i dag. Selv med salven på kinden føltes den en anelse opsvulmet, men hvis savlen virkede ordentlig, skulle det gerne blive bedre efter en god nats søvn. Det Lilac gjorde var nok ikke det helt logiske, men for hende føltes det helt rigtigt. Hun troede på, at Bastian var meget mere end rygterne sagde. Derfor nikkede hun også blot til hans ord og sagde: “Jeg er glad for, at du er ved at få styr på det hele. Du skal nok få styr på det snart.” Oprigtigheden i stemmen var svær at komme udenom.

Lilac kom med en lille overrasket, næsten forlegen, lyd over hans næste ord. “Så håber jeg, at jeg ikke skuffer dig,” sagde hun blot med et mere genert smil, idet hun så ned på ham. Selvom det var mørkere, lagde hun mærke til at hans øjne havde en smuk grøn farve. Først havde hun antaget de var brune, men nu hvor hun kom tættere på, kunne hun se den ordentlige farve. Hvordan kunne hun ikke stole på en mand, som havde så flotte og oprigtige øjne som hans?

Hånden tilhørende Bastian smuttede ind under hendes, sådan deres hænder nu flettes sammen. En meget kærlig gestus når man tænkte på, at det knap nok lige havde mødt hinanden. Dog fik det glæden til at rejse op i Lilac og hjertet bankede nu en smule hurtigere. Han havde ikke lagt an på hende, og i denne position var det nok ikke muligt, men det var rart at have denne kropskontakt. At han tog tingene stille for sig passede hende perfekt. Selvom hun havde oplevet lidt af hvert, var hun stadig helt grøn indenfor romantikkens verden. Måske var det fordi, at man i denne tid ikke gik lige så meget op i at imponere en kvinde med små gestusser. For Lilac var dette dog meget bedre end en buket blomster. Hun var klart typen som foretrak intim tid. Dette føltes ret intimt mellem dem.