Selv før hendes ord var fuldendte rejste han sig, de grønne øjne fulgte ham rundt i værelset. Et bekymret blik hvilede på ham som han søgte skuffen, den ene hånd hvilede på den skuldre hvor han klemte. Hun blev siddende dog, han hentede jo bare en flaske. "Tror...jeg ikke du har?" eller..havde han? Men hun nåede ikke at tænke meget over om han havde eller ej, før historien begyndte at blive delt. Ikke første gang hun havde hørt om udrensninger, det sker periodisk hvor lyset vælger at "Sikre befolkningen" ved at søge byen efter væsner som ikke brude være her. Meget kort træk hun lidt på smilet som han fortalte om sin ivrige natur. Selvfølgelig ville en ung Reynlest være den første der hoppede frem for den slags.

Hun træk en kort grimasse som han brugte ordet blodsuger. De uheldige vampyr var aldrig noget de havde været enige om hvordan man skulle se dem. Hun så dem som uheldige, forbandet væsner, og som ordet blodsuger afsløret var hans holdning af en lidt anden natur. Hun sank en klump som børn blev nævnt,endnu mere da det var børn fra børnehjemmene, at de blev omtalt som kødkvæg, fik hende til at trække blikket væk, og vingerne gav deres første bevægelse da hun rejste sig. stop.. bad hun stille i sine tanker som han begyndte at danne billede af de forfærdelige ting han havde set, hun bevægede ikke føle hans følelser for at finde sin egen ubehag ved dette. "Jeg..tror ikke du er...ligeglad.." mumlede hun forsigtigt og tog et skridt tættere på ham og søgte at lægge en hånd på hans skuldre. "Dit behov for at finde ro, siger du langt fra er ligeglad. Flasken i dit natbord, skriger af en der stadig kæmper med det." hans triste smil, spredte sig stille på hendes læber. "Og jeg er sikker på du en dag finder mere ro med det, find en kær og snak det igennem med." hun træk vejret dybt. "Det hjælper. Tro mig." hånden slap modvilligt hans skuldre og hun træk sig et skridt fra ham, blot for at give ham plads.

En lille brag af træ som ramte det fine stengulv bryd samtalen et øjeblik som den ene vinge havde fanget stolen hun havde først ud i midten af lokalet. Braget fik et hop frem i hende og et dybt suk bryd stilheden der hang efter braget. "Du..har ikke planer om at drikke her har du?" spurgte hun lidt ud i det blå. "Jeg...tror ikke det er en god ide, du...går..før denne time er over.. jeg..." hun lod sine ord falde ud som en hånd løftede sig til hendes bryst, og de nervøse øjne faldt på gulvet. "Vær..forsigtigt."

    Treston sendte hende et grin og specificerede: "Jeg mente, at jeg er ligeglad med, hvad mine drømme forsøger at fortælle mig - hvis de ikke kan finde ud af, at hjælpe mig på anden måde, end ved at trække mig igennem lorten gang på gang, så takker jeg pænt nej tak! Så bliver de begravet under en dram eller en pibe opium." Han dukkede under dén hånd, hun forsøgte at placere på hans skulder og trak hende ind i et kram i stedet. Et kram af dén slags, man ikke sådan lige kunne komme fri af. "Så lad mig nu for zalan bare fortælle dig indirekte, at du ikke har noget at skamme dig over, uden at du skal vende det og forsøge at være sød den anden vej!" sagde han med et smil ned i hendes hår, og slap hende så - lod hende træde tilbage fra sig. Blev alvorlig igen, da han så sin egen usikkerhed i hendes ansigt.

    "Nej, jeg tror ikke, jeg skal drikke mere her," svarede han og gjorde sig umage med at formulere det, så der ikke kom nogen direkte løgn ud af hans mund. "Beklager Josefine - jeg har det dårligt med at gå, når du har hjulpet mig så meget. Men det er gået op for mig, at jeg har nogle... forberedelser, jeg bliver nødt til at gøre mig - nogle løse ender..." 
    Han trak mildt på smilebåndet over hendes bøn om forsigtighed, selvom et lille stik af bekymring fór gennem maven på ham. Hvorfor sagde hun dét? Havde hun alligevel fornemmet, hvad han havde i tankerne..? 
    Han vidste godt, at hun ville lægge to og to sammen lige så snart nyhederne om dét, han havde tænkt sig at gøre, nåede Paladset. Men til dén tid ville det være for sent for hende at forsøge at tale ham fra det, og han stolede nok på hende til at vide, at hun ville holde mund med sin viden. Josefine ville aldrig stikke ham. "Når... Når det hele er overstået så tager vi en lang snak, ikke? Det tror jeg, der bliver brug for..."

Hun lod den ene hånd hvile nær sit hjertet som hun lyttede til hans ord, det korte grin varmede, måske dette ikke ville være så slemt. Hun var noget mere sikker på hvad han ville med hans ord denne gang, hvilket også var tydeligt at se på hende, som hun bare kort, fandt en smule ro, netop som hun ønskede at svare søgte hendes arm ham, og det blev i stedet til et kram, et kram hun med glæde gav retur, som hun nydt øjeblikket hun kunne holde ham. Det var svært ikke at smile over hans næste ord, nærmest umuligt ikke selv i alt dette og være sikker på det varmede at høre og hun klemte ham en lille smule og et lille bask med vingerne som glæden spredte sig, hendes egen glæde. Hvordan kunne hun andet end at miste lidt kontrol over sin krop. "Tak." mumlede hun stille og søgte ham lidt nærmere, netop som han sneget sig væk fra hendes arme."Er...virkelig rart at høre..og jeg prøver..bare svært ikke at føle..lidt skam." lyd det en smule forvirret, og lod sit blik følge efter ham som han træk sig lidt væk.

"Oh.." lyd det en smule trist, og dybt bekymret, "jeg..forstår." forsatte hun i en tris tone. Selvfølgelig var det ikke rart at få sine egne følelser kastet i hovedet, selvfølgelig nyd han ikke at se hans egen tvivl kigge tilbage på ham. Hun sukkede, og træk sig et halvt skridt væk fra ham. "Forberedelser?" Løse ender?" hun vippede hovedet som blikket i god hast kom retur til hans smil. "hva..hva mener du? Vær..forsigtigt..Du tvivler ikke på noget du gør lige nu..tænk..dig godt om.." tilførte hun hurtigt efter sine spørgsmål, det var netop derfor hun valgte at minde ham om at være forsigtigt, når man ikke tvivlede, var den første tanke ofte god nok. Derfor vi drak før vi valgte at søge andres nærhed en sen aften. Hun sukkede dybt, når det hele er overstået? tænkte hun kort. "Jeg....vil holde.. dig op på de ord." lød det tøvende..og i dette øjeblik samlede hendes tanker sig for første gang siden tvivlen blev hendes, denne ene sætning, var et øjeblik en uniform tanke.

    "Nej, du har ret - jeg jeg skal nok have det i baghovedet," sagde Treston og refererede til hendes advarsel om, at han ikke tvivlede på noget lige i øjeblikket. Dog var det den første løgn, han fortalte hende, for forsigtighed krævede en snert af tvivl, og det havde han absolut intet af... og heller ikke rigtig forståelsen for, at den kunne være nødvendig. Han følte sig målrettet - optændt af formål. Det var hundrede gange bedre, end den forkrøblede forvirring, der havde plaget ham siden gensynes med Sedna i Tusmørkeskovene...
    "Josefine!" udbrød han, ved synet af hendes ansigtsudtryk. "Se nu ikke så bekymret ud! Du har virkelig hjulpet mig - mere end jeg havde troet det muligt." Han gjorde et lille løft med flasken, som for at sige: Og tak for dén hér også, for resten. Da hun fortsat lignede én, der så småt var begyndt at fortryde, hvad hun havde sat i gang, lagde han hovedet lidt på skrå og sendte hende et blidt smil. 
    "Jeg kommer muligvis til at være lidt mere forvirret, når min tvivlsfri time er overstået, men uden tvivl tager man jo bare de valg, der ligger tættest på ens hjerte - og dét er vel kun en god ting? I hvert fald har du ikke noget at bekymre dig over; jeg skal nok være forsigtig." Han trak hende ind i et sidste knus, før han vendte sig og gik imod døren. Hendes sidste ord ord stoppede ham dog, og han vendte sig og nikkede - prøvede at vise hende med hele sin udstråling, hvor meget han satte pris på hendes hjælp og hendes selskab.
    "Vi ses, Josefine," var det sidste han sagde, inden han forlod hendes værelse med flasken i hånden og hovedet fuldt af redningsaktioner.

I det mindste, var der lidt ro at finde som han lovede at tænke sig om, ikke at han kunne love at være forsigtigt, men at han ville lægge nogle tanker bag sine beslutninger gav en smule ro. Men alligevel hang ordene, forberedelser, og løse ender stadig i hendes baghoved. Han havde besluttet sig havde han ikke? Men før disse tanker kom for langt blev hun revet tilbage til det foran hende som han udbrød hendes nav. "Svært ikke at..være bekymret for dig... På den ene eller anden måde." På trods af bekymringen, tvivlen, og den nervøse følelse fra ham, fik han igen et smil frem på hendes læber. De varme ord, ramte lige hvor de skulle, at han bekræftede at han havde fået hjælp, på blot mere end en ting. Blikket gled dog på flasken som den blev indirekte nævnt og der sank hun en klump. hvorfor er den så vigtigt? Men de tanker blev lagt væk, sikkert blot noget hun forstillet sig var undskyldningen. "Du.. er forvirret nok." kommenteret hun kort, i et forsøg på at holde tonen drillende. "Men.. ja, du tager valg der lægger tættes, men.." hun lod sine ord blive et med rummet og hun nikkede forstående. "Så længe du passer på dig selv." Igen træk hun et tøvet smil frem som han tog armene om hende, og hendes mødte hurtigt hams omkreds, og et øjeblik søgte hun vingerne om dem. Et dybt suk forlod hende, fordi hun havde regnet ud, at han gik om lidt, og hun fik ret, så snart de slap hinanden bevæget han sig imod døren.

hun stod stille, og tøvede, skulle hun tage fat i ham, en del af hende skreg at han skulle stoppes, en anden tænkte at han nok skulle klare sig, gør han altid, og den sidste del af hende, var bange for at komme i vejen og ødelægge denne hjælp der var sket. Men før hun fandt hoved og ende i sine tanker, var han ude af døren. "Treston!" udbrød hun, og halv hurtigt træk sig efter ham, men stoppede i sin dør og blot lod sit blik hvile på hans ryg. "Vi ses! Det har du lovet!" måtte være den sikre fremgangsmåde, sådan kom hun ikke i vejen, og, det var jo ikke så slemt? Om to dage, ender vi her alligevel, måske hans værelse..er mere behageligt så..ja..Kan altid spørger der hvad han skulle.

De næste to dage gik hurtigt og de to så intet til hinanden, men alligevel var det umuligt for Josefine at lægge den ubehagelige følelse bag sig, og henrettelsen kom nærmere og nærmere. På dagen var der ikke meget at gøre, nogle skulle derned som vagter, og hende selv slippende altid fra den ubehagelige post. At mærke alt det had, foragt fra publikum, og langt værre følelser fra personen der snart måtte lade livet. Men alligevel denne dag, var hun i nærheden, hun stod der, to gader væk på et hustag. Noget i hende sagde, at det skulle observeres og i det øjeblik det kraftige lys, og flammerne spændte sig over henrettelse pladsen, mødte en hånd instinktivt hendes hjerte. Treston..din spade. Hun var ikke i tvivl om hvem, hvordan vidste hun intet om, men det var ligemeget, i dette øjeblik var hun i luften, og bødens værelse var hendes mål. Hvis han har min flaske Treston..Så..