Nadia så tydeligt ud til at tænke grundigt over spørgsmålet. Hvor skulle hun dog lige finde et eksempel henne? Elveren var virkelig god til at få hende til at tænke, det måtte hun give hende.
"Hmm, altså... jeg ved for eksempel godt, at min demonstration tidligere var modstridende mod Deres natur, men... De ville aldrig se mig gøre mere end det? Jeg ville gøre mit ypperste for at respektere jeres natur, som jeg ved, Deres folk holder så meget af. Misforstå mig ikke, jeg nærer dyb respekt for naturen, men jeg ville aldrig kunne få en forståelse for den, som Deres folk har. Det betyder dog ikke, jeg ikke ville gøre mit bedste for at respektere jeres kultur, uanset hvad der så gjorde mig selv glad? Som datter af et ildelemental er det jo på nogle punkter min natur at ødelægge" svarede hun så med tydelig fortrydelse i stemmen. Hun brød sig ikke om, at hendes evne var så altødelæggende, som den var, men hun kunne ikke komme udenom sandheden. Det var sjældent, den kunne bruges til noget godt.
"Men det er ikke mit lod at tage fra andre? Jeg har ikke tænkt mig at rende rundt og lege en af guderne" svarede hun imponerende hurtigt tilbage, for i hendes verden var det kun guderne, der havde ret til at tage og give. "Hvis jeg tog et liv, skulle jeg så ikke stå til regnskab for Kile? Hvis jeg forsvarer mig selv, skal jeg så ikke bagefter bede til Aladrios i håb, om at det var retfærdigt gjort?" spurgte hun så. Spørgsmålet om slaven fik hende til at smile. Hun havde glemt, at Yume'Ave ikke var vant til slavekulturen.
"Det kan man godt sige. I sidste ende er det stadig Fyrstens slave, selvom hun er tildelt mig? Det ville være ham, der havde sidste ord" forsøgte hun at forklare.

Nadia lyttede nøje til Yumes ord og forståelsen var tydelig i hendes ansigt, som hun nikkede. Det gav faktisk god mening, at søsteren var blevet bortvist, hvordan havde hun ikke set det komme?
"Oh? Det... er første gang, jeg har hørt det ord blive formuleret som et kompliment" smilede hun, som hun igen rettede blikket på elveren.
"Det... ved jeg ikke" svarede hun eftertænksomt. Det var ikke ligefrem noget, der sådan faldt hende ind at gøre. "Det er ikke ligefrem noget, jeg har lyst til" fortsatte hun så med tydelig ærlighed i stemmen.
"Hvad hentyder De til?" spurgte hun så, tydeligt forvirret over den hentydning, hun havde opfanget i stemmen, men som hun ikke helt vidste, hvor hun skulle placere.

Den korte stilhed før Nadia svaret, det tydelige eftertænksomme blik. Det var svært ikke at smile over det unge menneske. En art der altid tog hastige beslutninger, og forandret sig hurtigere end træernes farve i efterårs månederne. Alligevel var der noget i det unge...menneskes ord som fangede Yume'Ave, og med hævet øjne brun studeret hun kvinden. Datter af ild? Halv blod.
"Så forelsket i vor skov er vi ej. Det er vores hjem, men vi har stadig selv bygget huse, og formet skoven efter vort behov. Så længe de ikke mister kontrollen over deres elementale halvdel og lader brænden hoppe og springe igennem vort hjem..gør de intet forkert." Sætter de ild til skoven..må vi sende brev til Kazimi familien at de desværre ikke kommer hjem. Forsatte hendes tanker, men på trods af hendes vaner, valgte hun ikke at dele hvor slemt det ville være med lidt, ukontrolleret ild.
"Jeg..vil dog sætte pris på, ikke at se mere ild i dag." tilførte hun i en tøvende tone efter en kort stilhed. Forsigtigt lod hun sine hænder finde sløret, og mens hun lyttede til halv elementets ord, blev det igen bundet og lagt over næse ryggen og ned til hagen. Ilden dansede stadig let i hendes baghoved og havde det ikke været ild i flyende form, ville denne samtale været noget kun anderledes.

"Guderne?" lyd det forundret.
"Siden hvornår har de sidst påvirket vores verden?" hun rystede hovedet en smule. "Lad være at misforstå mig, tror så sandelig på de findes... Men de taler så om guderne påvirker hvert et øjeblik? Skæbnen? Held og uheld? Alt deres arbejde? Hvis det er sandt, hvad betyder vor handlinger så? Hvis alt alligevel blot er deres spil?" Hun havde altid nydt tanken om guderne som holdt en hånd over dem, beskyttet elverly, inspireret kunsterne som var fortabt, og velsignelser og mirakler. Alt sammen smukke tanker, men hvor meget var guderne faktisk i vor verden? Eller var de blot i efterlivet? Hun brugte deres navne i langt højere grad end deres tro.

Fyrsten, igen med fyrsten. Yume'Aves smil forsvandt en smule som han igen kom på tale, enten elsker hun ham og familien virkelig, ellers er..der noget helt andet i spil. Tænkte hun kort som hun virkede til at tænke over de ord der blev sagt, og ikke deres betydning for Nadia.
"Hvornår...har han ikke det sidste ord?" spurgte hun tøvende, uden at have nogle fornemmelse af hvilket svar der ville komme hendes vej.

Nadias blik, var tydeligt og fik Yume'Ave til at sætte sig op på græsset, og danne front imod hende. At benægte at fornærme hende, selv når Nadia fik lov, var svært ikke at nyde. Blikket forlod den solkysset kvinde og gled imod kron hjorten som græssede i deres nærvær.
"Jeg bliver ikke sur. Jeg spurgte jo selv." forsikret hun, det unge halv element. "De må gerne."

Hun smilte som kvinden søgte opklaring på hendes ord.
"Har alle..nu også mulighed for en chance mere? Burde alle have flere chancer? Jeg indrømmer da gerne, at visse folk dømmer jeg længe før jeg møder dem. En ork vil jeg ikke lade nær mig, hele vores kultur fordømmer nattens bø...mørkelvere, og visse..halv blods væsner.." hun rystede hovedet før hun forsatte ned af tangenten for længe. "Mener de virkelig, at alle bør have en chance? At på trods af flere århundredes traditioner og erfaringer, som vort folk og natt..mørkelvere, at vi bør give dem en chance?" hun lod blikket forlade hjorten, og falde tilbage til det menneske berørte ild elementet