Hendes ord rev ham ud af sin tankestrøm, og et undrende udtryk kom kortvarigt over hans ansigt. Han mindedes ikke at have nævnt noget om nogen derhjemme, men måske han havde talt i søvne før? Muligheden forelå, så han nikkede svagt inden han endnu en gang forsøgte at tale. ”Ja… Min søster…” Han ønskede mere end noget andet lige nu at kunne fortælle nok til at der kunne sendes bud til hans familie om hvor han var, men han måtte fokusere på at komme til kræfter først og fremmest. De måtte være syge af bekymring derhjemme, han havde vel efterhånden været væk længe…
Synet og duften af mad da hun vendte tilbage fik ham til at lyse op, og langsomt fik han nok styr på bestikket til at få det spist. Det smagte himmelsk.


Der var gået et par dage på den måde, med at hun tog sig af ham og han langsomt kom mere og mere til kræfter. Lidt efter lidt havde han fået styrke nok i kroppen til selv at komme op og sidde ordentligt på sengen, og endda også komme op og stå med hjælp. Stemmen var også blevet mere og mere sig selv, og i takt med at han fik den tilbage havde han kunne fortælle Mathilda mere og mere om hvor han kom fra, og hans familie. Han havde beskrevet at de alle havde det samme, karakteristiske røde hår, deres navne og hver enkelt familiemedlems særlige kendetegn. Hvis hun skulle sende nogen ud for at give familien besked om at han var fundet og var i live, mente Alf at der var bedst chancer for at finde en af Eik-børnene hvis hun vidste mest muligt om dem. Det var endnu en gang blevet morgen, og han åbnede langsomt øjnene og så sig omkring i rummet. Hvis hun var der ville han sige godmorgen til hende, hvis ikke ville han blot sidde og nyde lyden af verden der langsomt vågnede udenfor.

Lianna var søster til Alf. Det skulle være let nok at huske, og hun ville i den grad sørge for at der blev sendt bud efter Lianna Eiksdatter, eller som det mindste bud efter Eik. Men et bud var ikke nok. Mathilda kunne se på Alf’s tilstand, at han havde været væk længe nok, og hun måtte formulere et brev som buddet ville kunne læse højt for enten Lianna eller Eik. Mathilda ville ikke forvente at familien kunne læse. Ud fra Alfs dialekt og påklædning hørte han ikke hverken til den nordlige eller den mest sydligste del af Krystallandet. Måske hun kunne nå at få en mere præcis lokation inden hun sendte buddet afsted? Uanset hvad, så ville hun sørge for at Alf ikke skulle foretage noget der kunne udsætte hans evne til få det bedre.
Som Mathilda kom ind med mad til Alf kunne hun se hvordan Kile nærmest slap grebet på Alfs lys. De brændte tydeligt og kraftigt. Maden gav ham i hvert fald en livsglæde og noget at se frem til – og måske var han bare meget sulten.

Mathilda havde været ude og fælde op til flere træer mens Alf vågnede om morgenen, og først da solen begyndte at give rigeligt med lys valgte Mathilda at vende hjem. Hun fik hurtigt skyllet sine arme, således de ikke var klistret fra sved. Hendes hår var bundet bag hende så det ikke var i vejen. Inden hun gik op, var hun forbi køkkenet for at hente et fad mad til Alf. Nu var Mathilda ikke en øvet tjener, så hun fumlede lidt som hun skulle finde en måde at holde styr på fadet, samtidigt med at hun bankede på. Hun vidste trodsalt ikke om han var vågen eller om han var oppe og i gang. Hvis han ikke svarede eller der kom en tilladelse til at komme ind, ville hun gå ind og byde ham godmorgen. Hun satte fadet ved et mindre bord på værelset. Det var ikke langt væk fra sengen, men nok til at han ville skulle gå et par skridt hen til bordet for at kunne sætte sig og få morgenmad. Hun gik derefter over til ham, ”Jeg har sendt et bud her til morgen,” fortalte hun og tilbød ham en hånd. Hun sørgede for at han ville få presset sig tilstrækkeligt hver dag, så han ville kunne få nye milepæle for hans funktion. ”Lad os sætte os ved bordet, så kan vi snakke om det,” fortalte hun ham, og var klar til at give ham en hånd med at komme op og stå. Hun ville ikke lade ham falde.

Der var ikke gået mange minutter fra Alf vågnede til det bankede på døren. Kort rømmede han sig, og fik frembragt et ”Kom ind!” Helt som forventet var det Mathilda der trådte ind ad døren, og han sendte hende et venligt smil og lod blikket følge hende, mens hun bar maden over til det lille bord. Smilet hang stadig om hans læber, da hun vendte sig mod ham og snakkede. Han nikkede blidt, svingede benene ud over sengekanten og tog imod hendes hjælpende hånd. Det var stadig udfordrende for ham at rejse sig helt op uden hjælp, men han var efterhånden blevet sikker nok på benene til, at han godt kunne gå lidt omkring i lokalet uden støtte. Derfor blev de få skridt hen til bordet også hurtigt klaret, og han satte sig roligt ned og så på maden. Den så som altid lækker ud, men det ville være uhøfligt af ham ikke at svare hende ordentligt først.
”Det lyder godt. Har du sendt ham mod landsbyen?” Alf havde forsøgt at forklare den lille landsbys beliggenhed bedst muligt, så buddet forhåbentlig ville være i stand til at finde Eik-familiens gård. Alternativt havde han også beskrevet familiens mest karakteristiske træk, så buddet kunne spørge efter dem i området. Forhåbentlig ville det være nok til at finde frem til mindst et af familiens medlemmer, så de kunne få besked. Mens han ventede på hendes svar, tillod han sig selv at spise lidt af den morgenmad, der stod foran ham.

Mathilda var opmærksom på, hvordan Alf bevægede sig rundt, og ville ikke tillade at han faldt nogen vegne. Derfor var hun ved hans side indtil han endte med at sidde ned på sin plads, så hun kunne finde sin bagefter. Hun satte sig ned og placerede underarmene på bordet. Hun havde ikke noget imod, hvis han startede med at spise med det samme. Alle elskede jo mad, ikke?
“Ja, jeg sendte ham mod landsbyen og med beskrivelsen af familiens karaktertræk,” forklarede hun og nikkede bekræftende. Hun ville gerne have, at det blev til en succes at finde et familiemedlem, og hun var overbevist om at det nok skulle lykkedes. Enten at hendes budbringer ville finde dem på landevejen, eller at hendes budbringer ville finde et medlem, som var villig til at smide, hvad de havde i hænderne for at komme Alf til undsætning. Det var i hvert fald det, hun regnede med familien ville gøre, for det var hvad en familie gjorde, ikke? “Jeg har tegnet på kort og skrevet det hele ned,” Hun lagde ikke skjul på, at hun var lærd i både skrivning og læsning, selvom hun ikke var meget for at dele ud af sin status.
“Jeg håber det hele smager,” lød det kærligt fra hende. Det var ikke fordi han havde klaget over maden, men hun kunne huske at der havde været perioder hvor noget mad var lettere at spise end andet, og hun sørgede altid for at give køkkenet besked hvis der var noget der ikke fungerede, især når det handlede om en man der skulle komme sig over det som Alf havde været igennem. Stakkels mand.

Alf nikkede, som han lyttede til Mathildas svar. Det lød til, at hun havde gjort hvad hun kunne for at sikre, at buddet fandt frem til hans familie. Nu var der ikke så meget andet at gøre end at vente. 
”Det lyder fint. Hvor længe regner du med at det vil tage ham at nå ned til landsbyen?” Nok havde Mathilda fortalt hvilken det af Krystallandet han var endt i, men Alf var ikke særligt kendt på disse kanter, og den præcise afstand til landsbyen var ikke noget, han kunne regne ud i hovedet lige nu.
Hendes næste ord blev også besvaret med et nik, som han tyggede af munden inden han talte. ”Det er lige så lækkert som altid. I forstår at tage jer godt af folk, selv uventede gæster” den sidste bemærkning blev ledsaget af en kort latter. Han var virkelig taknemmelig for den gæstfrihed og omsorg, han havde oplevet fra Mathilda og de andre. Det mindede ham om familien derhjemme, de hjalp også altid hvor de kunne, og tog gerne folk ind hvis de havde brug for det. Et spørgsmål dukkede pludselig op, som han i tankerne fik sammenlignet Mathilda med sin familie.
”Hvad er planen egentlig, når min familie engang har fået besked? Jeg forestiller mig, at en eller flere af dem vil tage med buddet tilbage for at hente mig hjem, men… Tænker du at rejse med også, eller hvordan? Jeg tror mine forældre ville sætte pris på at møde kvinden, der har reddet deres søn” endnu en gang blev ordene ledsaget af en kort, svag latter.
Som han afventede hendes svar, gav Alf sig til at spise videre af den lækre mad, hun havde serveret for ham.