Abraham rystede på hovedet. "Det er i orden.. Jeg er vant til det, det er ikke rigtig noget nyt for mig," at han kunne gøre reel skade på folk ved at angribe dem verbalt var noget, der havde gjort at han holdt sig langt væk fra alle slags verbale konfrontationer. Og når de endelig kom hans vej, så lukkede han ofte bare munden og lod det. Det var derfor noget, han ikke havde det store problem med, andet end at han konstant lod sig slå ned mentalt. 

Han brummede lavt - nærmest melodisk - af hendes kække bemærkning. "Jeg er bæstet, men bæstet har kontrollen. Så jeg kan intet gøre, andet end at vente på at fuldmånen er væk. Og så kan jeg ikke engang huske en skid af det når det kommer til stykket," mumlede han halvgnavent mens han stak en hånd i lommen og løftede sin taske op over skulderen.

"Det er altså ikke noget særligt, men hvis du insisterer, så skal jeg nok gå med," han håbede næsten på at hun ville insistere. For så kunne han gøre ting godt igen efter hvad han havde udsat hende for i nat. Han var ikke nogen god mand. Men han prøvede da i det mindste sit bedste.

Hun trådte et par skridt hen imod ham, inden hun tøvende rakte hånden ud efter hans. Hvorfor vidste hun ikke helt, men hun havde set andre gøre det når de ville berolige en anden. "At du er vant til det, gør det ikke okay..." svarede hun stille, inden hun forsøgte at sende et lille opmuntrende smil, men oprigtigt var hun ikke helt sikker på hvad dælen hun havde gang i, menneskes skikke var besynderlige og hun havde endnu meget at lære om deres skikke. Hun så ned på sin lille hånd der blidt holdt om hans, inden hun trak hånden til sig og trådte et par skridt væk. Selvom hun virkelig gerne ville tro ham, var der stadig en snert af bekymring i hende, hun kunne ikke skubbe det helt ud af sit hoved, de var en og samme person, og det med bidet, kunne hun ende som ham, hvis han gjorde det i denne form? Kunne han finde på det? 

Åh den nagende tvivl til andre individer, det var kun blevet værre med de oplevelser hun havde haft. Mindet om englen sad stadig brændt ind i hendes hukommelse, den måde englen havde lokket hende til sig, den åbne charme og roen. Det han havde gjort var utilgiveligt, det mærkede hendes krop både psykisk og fysisk. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare til hans ord, for hvis hun skulle se ham som andet end det uhyrer i nat, måtte hun vidst finde et andet navn end bæst. I stedet tog hun glædeligt imod hans næste ord, at han nok skulle følge med hvis hun insisterede.

"Det var godt, så kom med ulvfi...." drillende hun inden hun rakte tunge efter ham, blot endnu et tegn på hun ikke var vokset op blandt andre, den barnlige sjæl havde ikke forladt hende. Stille gik hun over imod tjørnekrattet. Hun løftede hånden op hvor hendes lille passage gemte sig, tøvende gik hun i stå for hun vidste ikke hvor frygtelige hendes smerter ville blive, hun havde trods alt ikke haft tid til at hvile og genoplade sin evne. Ganske rigtigt, som passagen åbnede sig, kunne man se hendes krop trække sig sammen i smerte, omend kun ganske svagt, hendes øjne blev knuget i og frie hånd satte hun hurtigt op for næsen for at skjule den dråbe blod der rendte ned. Den sten hun før havde følt sig rendt ned af, kom rullende en gang til. Et dæmpet sammenbidt støn af anstrengelse blev forsøgt skjult bag tæt sammen pressede læber, inden hun skyndte sig igennem den smalle passage for at han ikke skulle se hvor ondt det havde gjort. 

Abraham måtte hæve et øjenbryn da han følte kvindens bløde hånd om sin. Det kom så meget ud af det blå at han slet ikke havde nået at trække sig væk og nu havde hun hans slanke, overraskende elegante hånd i sin. Hans håndflader var ikke helt ru. Det var præg af en kriger, men ikke den garvede én af slagsen. "Jeg-.. Ved det," lød fra ham, en anelse lavere end normalt. Han lod hende holde sin hånd så længe som hun ønskede det, før hun selv trak sin hånd til sig og han stak den nu fri hånd i sin anden lomme.

Han kunne ikke lade være med at trække meget lidt på smilebåndet idet hun rakte tunge af ham. Det var meget ukarakteristisk opførsel fra ham, men det var fordi han ikke forventede at hun ville sige eller gøre sådan. Hun virkede ekstremt ung af sind, mens han var ældre i sindet end han var rent kropsligt. Han var modsætningen af hende. Hun havde ikke vokset helt op, og han var vokset op alt, ALT for hurtigt.
"Abraham.. Jeg hedder Abraham," nævnte han i et roligt toneleje som han fulgte efter hende over til det lille tjørnekrat, som hun fjernede uden at røre ved det. 

Selvom hun stod med ryggen til, så kendte Abraham efterhånden så meget til smerte, at han let kunne se på hende, at det gjorde ondt. Virkelig ondt. Han ventede med at følge efter, stående tavs foran krattet der havde åbnet sig. "Jeg skal nok lukke det til," nævnte han hurtigt. Han ville virkelig ikke have at hun fik mere ondt, for det var sådan set på hans bekostning. Og det gjorde ham dårlig tilpas at det var hans skyld. Så da han trådte igennem, stampede han til jorden, der formede en mindre, bjergagtig væg hvor krattet havde været tæt før. "Hvad er dit navn?"

Det lod ikke til at han brød sig om det lille kælenavn hun fandt på, og han bød overraskende hurtigt ind med sit rigtige navn, selvom hun syntes at ulvfi kunne et eller andet. Det havde ligesom en klang til sig, efter den nat de havde delt sammen, en nat i skræk og rædsel. Det løb hende koldt ned af ryggen bare ved tanke om det, en tanke hun vidst gjorde bedst i meget hurtigt at pakke sammen og kaste fra sig, hvis hun skulle kunne forlig sig med ham og hans nærvær. Hun gjorde et lille nik til ham, bare for at vise at hun havde hørt ham, mens hun gentog sin færd imod den skjulte lysning.

Da passagen først var åbnet og hun var kommet igennem, havde hun ganske vidst gruet for at skulle lukke den igen, men da Abraham trådte til og tilbød at lukke det, var undringen tydelig at læse i hendes ansigt, for hvad kunne han dog mene med det? Kunne han også styre naturen som hende selv? Det viste sig dog at være en anden del af naturen, nemlig jorden. Hun vendte sig hurtigt væk igen, hun ønskede ikke at nogen skulle se hende som svag, hun vidste godt at hun var det, og alle sikkert tænkte det om hende, men i det mindste klagede hun sjældent. Hun skyndte sig hen til den lille spand hun havde med frisk vand hun havde hentet dagen forinden, hvor hun vaskede sit ansigt for det gamle men også friske blod der var kommet ved hendes næse. Hun hadede den begrænsning hendes evne have, hun kunne intet uden at være i smerter og værste tilfælde faktisk i farer. 

Hun stoppede dog op i sin færd, da hans stemme trak hende tilbage til virkeligheden. Hendes navn? "Nianna.... Er vidst det navn jeg blev givet..." svarede hun dæmpet, uden at vende sig om imod ham. I stedet rejste hun sig op, hun burde måske have givet ham en rundtur i den lille skjulte oase. Hun havde sit lille bålsted, der var omkranset af sten, hun havde igennem årene stjålet lidt småting til bålet til at lave mad. Hun havde et utal af planter i alverdens afskygninger, alle stod i fuld flor året rundt, hver især samlet i forskellige dele af landet fra hendes rejse rundt, alle med forskellige kvaliteter som healing, smertelindring, søvn, søvnfri, potensen, fertiliteten, og så var der ellers bær og frugt og grønt i alle afskygninger. Alt hun havde behov for, for at overleve. Det sidste der var, var hendes lille hule. Det var et krat hun havde fået til at gro i en bue over jorden, som var dækket af mos så den var vind og vandtæt, og kun en åbning i den ene ende. En mini grotte, der var foret med mange skind for at gøre det ganske behageligt, kun lige stor nok til at to voksne kunne ligge derunder. 

Hun skyndte sig hen og fandt et ganske lille glas, væsken deri havde en svaglig blålig skær til sig og duften ganske sød og mild. Hun dryppede et par dråber ned bæger og hældte vand oveni inden hun gik over til ham med det, uden at løfte sit blik op. "Værsgo, det tager de toppen af dine smerter... Jeg har os noget til sår og skader hvis du mangler..." forklarede hun dæmpet, med blikket fastlåst på det lille bæger i hendes hænder. 

Abraham kunne sagtens høre ændringen i hendes tone da hun sagde sit navn. Hun virkede... Nervøs? Men hvad var der at være nervøs for? Ud over at hun havde taget en varulv med sig hjem selvfølgelig. Men den del regnede Abraham lige som lidt med, var overstået. Nej, det her føltes som noget andet. Men han var ikke typen der pressede folk til at sige hvad der var galt, for han hadede lige så meget når folk gjorde det ved ham. Der lød en anerkendende brummen fra ham for at hun ikke skulle tro at han bare var blevet til en statue. Det var sket før med andre når han glemte at sige ting og så tom ud i ansigtet.

Som hun kom tilbage med et bæger med en væske der duftede sød og mild og meget svagt blå, tog han næsten forsigtigt imod det. Han var radbrækket og tanken om ikke at være det, fik ham til at drikke det hele på én gang. Effekten der gik ind fik ham til kort at lukke øjnene i ren og sker nydelse over ikke, at have ondt over alt efter at hans lemmer og knogler havde skiftet rundt. Og de svirp han havde fået var nu også nærmest ingen ting for ham længere. "Er det her magi?" spurgte han efter et lille stykke tid i stilhed. "Og er du okay? Er der noget, jeg kan gøre? Jeg vil gerne... Øh.. Gøre bod for den uret jeg har gjort dig.."

Hun ventede helt tålmodigt på at han fik drukket ud, hvilket ikke tog lang tid. Han var sandelig en tillidsfuld ung mand, når man tænkte på det kunne være en skjul for at forgifte ham, hvis hun ønskede hævn. Hun kunne have taget den store smukke blomst fra Kiles Fred og givet ham i stedet, hun havde den i sin lille oase, den var giftig og dødbringende i rette mængder, men hun ønskede ham ikke ondt. Han havde allerede oplevet ondt, og forklaret at han ikke selv var i kontrol over hvad der skete i nattens løb. 
Et lille fnis slap over hendes læber, inden hun rystede på hovedet over hans kommentar. Magi. Vidste han da slet ingen ting? 

"Planter.. Avanyas Hyld og Måneskinslilje, for smerter og små skader.." forklarede hun med sin helt dæmpede næsten spæde stemme, mens hun pegede over imod de to pågældende planter hun havde nævnt. Først nu løftede hun blikket imod ham, han så allerede nævneværdigt bedre ud, nu hvor hans krop ikke længere var plaget af smerterne. Hun tog imod bægeret, inden hun stille vendte sig væk fra ham. Selvom de virkede til at komme okay ud af det med hinanden, var der ting i hendes fortid og nattens forløb der ikke helt ville slippe sit tag.

Hun var så træt, så udkørt, så smertepåvirket af hun helst bare ville kravle i sin hule og græde sig i søvn, men da han spurgte til om hun var okay, fandt hun et lille smil frem og nikkede. "Selvfølgelig.. Ikke noget en bid mad ikke kan klare, men nåede ikke at tjekke mine fælder igår, du kom ligesom.. lidt.. du ved i vejen.." kom det drillende fra hende, som hun satte sig forsigtigt ned for ikke at bevæge de ømme muskler. 

Niannas fnis fik Abraham til at stoppe op og kigge forvirret på hende. Nej, han vidste ikke meget om planter, og det, selvom han havde levet i vildnisset i efterhånden lang tid. Han holdt sig fra dem, havde haft en opvækst hvor han ikke havde lært om det, men nærmere havde uddannet sig i krigskunst og handel. Så selvom han boede ude i ingenting, holdt han sig ganske enkelt bare fra planter og tog i stedet dyr som indtægt til sin mad. "Hrm.. Planter.." brummede han, mest af alt for sig selv. Han så ud til at tænke lidt over det, før det gik op for ham at der jo også fandtes farlige planter. Hvis Nianna ville ham ondt, så kunne hun sagtens have gjort det lige nu, uden at han vidste en fløjtende fis om det. Men det var ikke noget, der gjorde ham det helt store alligevel. Hvis hun ønskede hævn, så ville han ikke stoppe hende fra det.

Han kunne se at hendes smil var påtvunget. Hun var tydeligvis træt, men ville ikke vise det. Præcis som han havde det. Han havde heller ikke lyst til at fremstå svag. Han satte sig ned over for hende og begyndte at rode rundt i sin taske. "Det.. Beklager jeg.. Her, tag det her som mit undskyld," han fandt nogle rationer frem. Det var for en gangs skyld ikke kød, men noget brød og nødder som han havde købt fra en kro i nærheden. Han nikkede kort for sig selv. "Så du kan også kontrollere naturen, hm?" der var en forskel mellem dem. Hun så ud til at have kontrol over planter, mens han kunne manipulere med selve jorden. Men det var nu stadig interessant at møde én der havde evner der lignede hans.

Hendes blik fulgte årvågent Abraham da han satte sig ned overfor hende, og begyndte at rode rundt i sin taske. Nysgerrigheden peakede let frem, idet hun gerne ville se hvad han rodede rundt efter. Svaret kom dog hurtigt, da han rakte det frem imod hende. Han kunne sagtens genkende nødderne, hun havde nogle lignende i sin have, alt der kunne dyrkes var hun mere eller mindre selvforsynende med, det vidunderlige del af hendes evne uanset årstiden kunne hun altid få lige det hun ønskede sig fra haven, men brødet var en helt anden side. Hun havde kun fået det få gange i sit liv, og de fleste af de gange havde indebåret at det var stjålet nede fra byen. 

Det var nærmest den mest dyrebarer ting for hende, for brød smagte bare himmelsk! Tøvende tog hun imod det han rakte frem, usikker på om han virkelig mente at han ville give sit dyrebarer brød fra sig. At hun selv havde nogle krystaller der kunne give hende netop brød anede hun intet om, det var nogle hun havde fået ved et tilfælde og aldrig lært værdien af. I stedet for at tage brødet til sig selv, valgte hun at brække det over så lige hun overhovedet kunne så ingen af dem blev snydt, før hun rakte den ene halvdel tilbage til ham. "Vi deles.." svarede hun med et lille og mere oprigtigt smil omkring læberne inden hun hævede det op til næsen og trak vejret helt dybt. Det duftede lige så godt som hun huskede det, hun kunne næsten ikke nænne at få sig selv til at spise det nu, selvom hendes mave øjeblikkeligt gav sig til at knurre sultent efter hende. Hun brækkede små stykker af og spiste det i ro og mag, nød hver eneste lille bid som havde hun aldrig smagt noget så himmelsk. 

Det var lidt af en overraskelse at se hvor meget Nianna virkede til at forgude det brød hun fik. Så meget, at Abraham var endnu mere overrasket over at hun delte brødet midt over. Han kunne nu knap nok få sig selv til at spise sin halvdel, for måden hun spiste sin halvdel var bare... Det talte stort om, at hun helt sikkert kun fik brød yderst sjældent, mens det var noget han tog for givet. Han fik det også sjældent selv, grundet hans egen situation, men som yngre havde det aldrig været en mangelvare for ham. Han kunne sagtens håndtere et helt år uden brød hvis det var nødvendigt. Han satte tænderne i sin del mens han planlagde at lægge et helt stykke til hende før han ville smutte videre - for han havde en del mere af det liggende i tasken alligevel.

"Har du.." han rømmede sig lettere akavet over at skulle stille et så sært spørgsmål. ".. Ikke smagt brød før?" et hævet øjenbryn blev føjet til hans spørgsmål.

Brødet var tydeligvis en gude spise for den unge kvinde, i en sådan grad at da hans spørgsmål lød sad hun et øjeblik og undrede sig over det, før hendes kinder blev ildrøde. Hun indså hvordan hun måtte have siddet og set ud, og hvor flovt det var. Hun gemte sine kinder i sine hænder mens hun lod blikket falde ned på græsset lige foran hende. “Mmmmh jo, to gange...” svarede hun med en helt spinkel og forlegen stemme. Hun brød sig ikke om at stjæle, så selvom duften havde lokket hende tæt på det så mange gange havde hun nægtet det. I stedet havde hun måtte vente i tålmodighed på at hun for første gang sidste vinter havde smagt det fordi nogen havde forbarmet sig og givet hende et stykke. “Det smager bare så godt! Får altid kun ting fra naturen....” forklarede hun stille som hun hævede blikket op imod ham, stadig med helt Rosa kinder 

Abraham kiggede kort væk da han opdagede de ildrøde kinder. Hun var forlegen og han var aldrig en fan af, at påtale sådan noget over for andre. Det gjorde dem bare endnu mere utilpasse og Abraham havde en del dårlige gerninger at gøre op for. Det her var da det mindste, han kunne gøre. I stedet fokuserede han på hendes mangler planter og blomster.

"Hvor længe har du boet herude?" det lød næsten som om, at hun aldrig rigtig havde været i landsbyerne. Eller Dianthos for den sags skyld. Alene tanken gav ham et mørkt udtryk i ansigtet. "Hm.. Jeg ville til enhver tid foretrække naturen frem for byerne.." mumlede han halv-gnavent for sig selv. Han havde en heftig fortid der, og det malede hans synspunkt voldsomt meget.

Hun tog en ganske lille bid af sit brød, mens hendes blik fulgte hans bevægelser. Hans spørgsmål fik hende dog til at skæve rundt i den lille oase. Hun var ikke helt sikker på sin alder da hun kun svagt kunne huske sin tidlige barndom alene i skoven, det hele flød lidt sammen for hende. “Altid.... Kan ikke huske andet end dette sted....” forklarede hun dæmpet mens hun pegede rundt i oasen. Det var hendes hjem, hendes helle for omverden, der hvor hun havde skjult sig fra alle andre i mange år og først i år vovet sig ud blandt andre for at interagere med dem. “Forlader aldrig skoven.... mennesker er.... farlige og overvældende....” kom det lettere eftertænksom fra hende, som hun mindes nogle af de møder hun havde haft, nogle af dem havde oprigtigt været farlige, ja faktisk livstruende for hende. Hun gøs let ved tanken.

Der lød en let brummen fra Abraham da Nianna bekræftede at det var her hun havde boet i meget lang tid af sit liv. Det undrede ham som sådan egentlig ikke. Hun var en lidt sær størrelse, ikke særlig påvirket af den sociale gang man typisk havde i byerne. "Det her sted er også markant bedre end byerne," kommenterede han tørt før han spiste et par nødder. Han sukkede tungt idet hun forklarede hvordan mennesker var overvældende. Igen kunne han kun erklære sig rammende enig.

"Selv når der er regler, bliver de brudt. Mennesker... Nogle af dem er... Eh, fine nok.. Andre.. Knap så fine," han rejste sig langsomt op, da han kunne mærke, at han var ved at blive godt gammelt menneske-træt selv. "Jeg må videre..." han havde egentlig ikke lyst til at efterlade hende alene her, men hun havde jo boet her i lang tid. Så mon ikke det gik? Han trak det andet brød han havde i tasken op. Det var stadig pakket ind. "Jeg er ikke særlig sulten og jeg skal alligevel ud at samle mad ind. Så det her er til dig," han lagde pakken foran hende og vendte sig om, klar til at drage videre.

Nianna kunne ikke lade være med at være en smule stolt, for hun syntes faktisk også at dette var markant bedre. Byerne var overfyldte, beskidte og lugtede fælt, herude var der kun hende selv og naturens dufte. Der var ryddeligt, eller hvert fald så meget som man nu kunne have det i naturen. "Tak Abraham..." svarede hun stille med et lille smil om læberne. Det glædede hende altid når dem hun havde vist stedet til kunne li det. 

Et øjeblik studsede hun over ordet regler, det var ikke et hun havde hørt før, men det gav sikkert god nok mening alligevel. Hun kunne have været fræk og spørge ind til hvilken af grupperne hun hørte til, men det var et emne hun pænt lod ligge, mest fordi hun som oftest ikke var en af mange ord, men da han sagde sin afsked og begyndte at rode rundt efter noget, skulle hun til at protestere, hun vidste ikke om det ville være fornuftigt, men hun ville heller ikke tvinge ham til at blive hvis han ikke ønskede det, men da han lagde det indpakkede brød foran hende spærrede hun øjne op. Det kunne han da ikke mene, kunne han? "Åh nej, du behøver altså ikke..." begyndte hun usikkert, selvom hun vitterligt havde lyst til bare at skynde sig og tage det og løbe væk så han ikke kunne fortryde.

Abraham viftede med en hånd som han rejste sig. "Jo, jeg gør," svarede han stædigt med et meget lille smil over læberne. Det fik ham næsten til at ligne en helt anden person. En meget blød, mild person med en udstråling der sagde spar to. Han slængte tasken over skulderen og vendte ryggen til som han begyndte at gå, kun for at vende sig halvt mod Nianna.

"Hvem ved, måske kommer jeg forbi en anden dag og har mere brød med," der var et glimt i hans øjne. Han var varmet en lille smule op over for hende, selvom han aldrig nogensinde i sit liv ville indrømme det. Men det var vel også uundgåeligt at sådant ville ske, når han nær havde slået hende ihjel uvilkårligt og hun dernæst hjalp ham med at heale de svirp hun havde givet ham i sit forsøg på at beskytte sig selv. I virkeligheden skyldte han hende en del mere end blot dette stykke brød. Og han havde i sinde at betale tilbage til han følte at han havde gjort bod for den uret han havde gjort hende. Lige gyldigt hvad.