Det var næsten med vantro i øjnene at hun betragtede den unge mand foran sig. Hvordan kunne nogen være så, så glad og optimistisk hele tiden? Var det overhoved sundt for et individ? 
Hun rystede på hoved over hendes egne tanker, det var ikke særlig pænt at tænke sådan. Han prøvede vel bare at overleve denne forfærdelige verden på hans egen måde. Lige som hun gjorde det i bunden af krus af øl, og ved at smide folk ud af arenaer - og nu også barer. Måske hun skulle snakke med nogen omkring hendes voldsomme vredes udbrud? Nej, hun klarede det fint sådan som det var lige nu!

Før hun nåede at føre samtalen videre, eller prøve at føre noget interessant ind i den. Kom en kvinde frem i døråbningen. Hun slog blikket ned, da det ikke var hende som der blev henvendt til. Men manden der sad og havde fløjtet og kigget vantro på hende. Som var hun et eller anden fascinerende dyr, han aldrig havde set før.
Kysten var klar?
Hun rejste sig op, lidt hurtigere end hun have burdet, og kunne mærke den svimlende fornemmelse i hendes hoved. Med et to skridt den forkerte vej, så hun var lige ved at vælte. Formåede hun at række sin hånd ud og støtte sig op af murrækværket. 
"Så, kysten er klar til jeg kan smutte videre?" spurgte hun og kiggede mellem kvinden og Flynn.