Ella kunne fornemme at han virkede til at løsne op. Når hun vidste at han havde det svære med netop at tale med mennesker, vidste hun også hvad det præcis var som havde gjort ham lidt anspændt. Men noget af det hun gjorde eller sagde, måtte havde haft en positiv indvirkning. Hun var ikke sikker på hvad, men det var også ligemeget. Hun smilede bare over at han syntes godt at kunne li hendes selskab, for det gjorde det også nemmere for hende at falde til ro. Hun kunne allerede godt lide hans, men det havde også udformet sig positivt, da hun stadig var i sin dyreform. Han havde virkelig en stor kærlighed for dyrene omkring sig.

"Jeg forstår ikke hvorfor folk er sådan. De glemmer lidt at dyrene altid har været her, og at man ikke bare kan tage landet til sig selv og forbyde alle andre adgang" svarede hun stille og trak sine ben op på stolen så hun kunne læne hagen mod sine knæ. Da Wallis kom med den pivende hyle lyd, kunne man se et nænsomt smil vokse frem på Ellas læber, som hun rakte en hånd ud til siden og vrikkede lidt med fingrene af den store ulv. "Wallis er sød og dejligt - han glemmer vidst bare lidt hvor stor han er engang imellem" Sådan var det med mange dyr, men Wallis havde også skræmt Ella da hun lige var kommet. Men alt havde skræmt Ella lige der.

"Skal jeg nok" hun uddybede ikke hvad hun spiste, men kunne godt love ham at sige til hvis det blev nødvendigt at be ham om hjælp til det. Det sværeste var bare at hun ikke var sikker på at hun kunne forklare det. Ikke uden at det lød helt forkert. Hun kunne håbe på, selvom det føltes forkert at håbe på sådan noget, at nogen af dyrene han havde her var syge, så hun kunne tage den sygdom og æde. Men hun vidste ikke om det var tilfældet. Ikke endnu. Ikke før sulten for alvor greb hende.

Han smilede sagte, som var det bare et spøgelse af en antrækning hen over hans læber. Hun havde ganske ret, desværre var der det i man skulle tage i betrækning; at menneske racen også var et dyr. Og de stærkeste var altid på toppen. 
Derved ikke sagt, det ikke var frygteligt hvad man gjorde imod dyrene der gik på denne jord. Smilet blev dog mere end bare en afskygning, som han betragtede hene vrikke fingeren af den store ulv. Som hoppede ned fra sengen, og luskede ind i rummet de var i. Tungen, de tre af dem hang ud af munden som den begyndte at bevæge sig over med kvinden som havde vendt dens opmærksomhed. Næsten som om den havde forstået, at hun havde kaldt den dejlig. 
“Ja du skal... passe på med at give ham for mange komplimenter - det kan han slet ikke klare” mumlede manden, dog uden at kunne holde en latter ud af ordene. Især som at hele rummet rystede, så ting klirrede, da ulven kastede sig på ryggen foran Ella. I en maner der kun kunne beskrives som; se hvor fin jeg er! Klap mig lige på maven tak!

“Hmm, du får pludselig en ny ven, også kan jeg slet ikke bruges længere?” En lyd, der kun kunne tolkes som ja! Forlod ulven, som Oswald rejste sig hovedrystende op, og samlede morgenmadens service sammen, og gik ud for at pakke det væk. Nu skulle han vel i grunden også ud til de mange dyr og sikre sig at alt var som det skulle være. 
Faktisk, var der ganske meget han skulle nå. Livet på en gård, så havde man altid arbejde, stort set alle timer i døgnet. Det var heldigvis, også en ganske dejlig distrahering, for en mand som ham selv. 

Ella havde ikke lært at mennesket var et dyr. Måden hun havde fået det beskrevet var at dyr var en laverestående skabninger som menneskene var skabt til at være herre over. Eller i hvert fald de mere intelligente skabninger. Ella var ikke sikker på det altid var de bedste mennesker hun havde været i nærheden af. Elverne virkede langt mere rolige omkring de vilde dyr i naturen. Om end de til gengæld nærede store fordomme og decideret had til menneskene. Det var en forvirrende verden, men Ella var blevet kategoriseret om et dyr så mange gange, at det mest var dem hun forstod. Eller i hvert fald helst ville sættes i samme kategori som.
Hun smilede også bredere som Wallis kom nærmere, så rummet rungede under dens tunge poter. Først bumpede den, dens våde snude imod hendes udstrakte hånd, inden den kastede sig på ryggen. Ella grinede som Oswalds ord og egne grin smittede. ”Jamen han er så fin!” Det var svært ikke at give komplimenter. Specielt når han opførte sig lidt som en overkælen vovse, trods det var tydeligt at se han var meget større og skabt til noget helt andet end at være familiehund. Ikke destro mindre lænede hun sig ned mod gulvet for at klappe og klø ham på maven i den varme, tykke og uglede pels.

”Pjat med dig! Det er bare lige indtil han skal fodres, så skal du se hvor hurtigt han forlader mig igen” grinede hun underholdt, men fortsatte alligevel med at hænge lidt akavet hen over stolen for at klø videre, og samtidig med sikre at hendes ben ikke havnede i problemer. ”Er der noget jeg kan hjælpe med?” hun kunne selvfølgelig ikke, sådan rigtig gå, men hun spurgte alligevel. Det kunne være han havde en stillesiddende opgave der krævede noget opmærksomhed hun i stedet kunne fokusere på. Ud over at lege kløpind for Wallis.

Han stak hoved tilbage ud af køkkenet, da han hørte hun spurgte om hun kunne hjælpe. Hans blik lagde sig på hendes ben, derefter på Wallis der var ved at savle en mindre pøl på trægulvet. Han trak på skuldrene og gav hende et smil. “Ser allerede ud til at du har et job - desuden så synes jeg du skal hvile dit ben. Det er heldigvis ikke arbejde, jeg ikke har gjort alene mange gange før.” Sagde han, som han meget nøjsom gik igang med forberedelserne. Meget af maden lavede han i køkkenet, og puttede i spande. 
Derefter trådte han i tøj, som var meget egnet til udendørs livet. “Hvis du mangler noget, eller ønsker at komme ud og få noget frisk luft - står der en gyngestol under halvtaget. Gamle Eik plejede at sidde der, og jeg er sikker på han ikke ville have noget imod at den blev taget i brug igen.” Sagde han med et sorgmodigt smil, det var stadig hårdt for ham at huske - at manden ikke længere var i hans liv. 

Da ordene var sagt, gik Oswald ellers igang med hans daglige rutine. Dyrene der skulle passes, plejes og ses efter. Især dem som var syge, skulle sikres var i bedring og ikke var ved at få det værre igen. Heldigvis, var der ingen yderligere faresignaler at finde. Faktisk gik formiddagen ganske fin, uden de helt store problemer. Men det var i grunden også hans liv i en nøddeskal, der var bare ikke meget der skete i hans liv. Og som, at solen stod højest på himlen, vente han tilbage med sved på panden. Hans skjorte han havde haft på, havde han trukket af sig. Som han tørrede sveden af hans pande, varmen var virkelig heftig i dag, trods af de stadig var i forårsmånederne. “Det er godt nok varmt” brummede han, som han gik ind i huset. Hans ryg nu til frit syne, hvor de mange piskeslag var ganske tydelig at se på hans oprevet krop. Ikke at han selv huskede at de var der, også grunden til han havde taget trøjen af, uden at tænke yderligere over det. Kvinden havde jo virket ganske ligeglad, med hele dette blufærdighed. Så hvorfor skulle det være noget han tænkte over? 
Det eneste der i virkeligheden rumsterede rundt bag den svedige pande, var lysten til at drikke noget kold sød te. 

Hun havde heller ikke regnet med at han havde noget til hende at lave. Hun var trods alt tilskadekommen, og han sendte lidt en aura ud af at han altid havde været vant til at klare sig selv, så det ville ikke gøre nogen forskel alligevel at hun ikke hjalp. Desuden, så skulle hun heller ikke overanstrenge sin fod. Det kunne hun trods alt godt se det kloge i.
Ella fortsatte med at klø Wallis på maven, til stillingen var en smule for ubehagelig for hende at blive siddende i. Det passede nogenlunde med da Oswald kom tilbage og fortalte om gyngestolen. Hun smilede til ham, bemærkede den sørgmodige smil, men bad ham ikke uddybe. Hun nikkede blot med et medlidende smil og lod ham klare sine gøremål.

Det tog lidt tid at overbevise Wallis om at det var en god ide at gå ud i gyngestolen, men da det endelig skete, kunne Ella sidde i den med benene trukket op under sig, uden at belaste foden, og have det store ulvehoved liggende på skødet til nusning.
Hun lukkede øjnene i solen og tog en dyb indånding. Hun kunne lugte friskheden ved stedet, men også den genkendelige duft af sødme og råd. Ella åbnede sine blå øjne og stirrede tomt for sig. Hun kunne lugte sygdommen som var den lige foran hende, og den lugtede af føde. Hun sank spyttet der havde formet sig i halsen og kiggede ned på Wallis der halvsov i en halvt siddende, halvt liggende stilling. Den var mindst dobbelt så stor som hende, og en kæmpe i forhold til hendes dyreform.
Hun havde siddet ude et par timer, før hun mente det var tid til noget vand. Humpende kom hun ind i køkkenet, fandt et krus og drak noget af det nu lidt lunkne vand. Det havde trods alt ikke stået ude i solen. Som hun stod der hørte hun Oswald komme tilbage. Hun drejede kroppen mod ham og så godt skjorten var forsvundet, men hun gjorde sig ikke mange tanker om det. Hun kunne godt se at han arbejdede hver dag og at han var stærk – det var ikke noget dårligt syn, men det frembragte ikke rødmen eller forlegenhed som forventet hos unge piger. ”Ja, det må du nok sige! Du må hellere få noget koldt at drikke” hvis han havde noget. Lige meget hvad skulle han havde noget at drikke, om det var koldt eller ej. Som han gik forbi, bemærkede hun ryggen og de mange ar. Det, i modsætning til nøgenhed i lille eller stor stil, fik hende til at stoppe sin bevægelse og kigge. ”Hvad er der sket?” at det ikke var noget man spurgte folk om, slog hende ikke. Hun spurgte fordi hun gerne ville vide det, og det kunne hun ikke se noget galt i. Hvis han ikke ville sige det, var det jo bare at sige det ikke vedkom hende.

Han brummede lidt som svar, som han tog en af de flasker som der kunne køle ting ned. Der i havde han lavet te dagen forinden. Så den ville være dejlig afkølet til præcis en dag som i dag. 
Han hældte op i en kande, fandt et krus og hældte op til sig selv. Skulle til at spørger, om hun ønskede noget - da hun spurgte; hvad er der sket?
Først blev han forvirret. Der var jo ikke sket noget? Havde han virket ved siden af sig selv, hans fingre kløede en smule tænkende i håret. Inden det gik op for ham, hvad hun havde ment. Hans ryg. 
Han gav et skævt smil, og trak på skuldrene. “Lad os sige, at jeg kender også til at være fanget som et dyr - uden muligheden for at komme fri fra ens lænker.” Han havde ikke brug for at dele sin historie med nogen. Og bestemt ikke med en, som han knap nok kendte. 
Han tog en dyb indånding, og mærkede hvordan hans fingre havde knuget sig om koppen. Mest fordi hun havde bragt minder frem i hans hoved, hvordan han havde fået præcis de ar. Han rystede dog hurtigt på hveps, og tog en dyb indånding. “Undskyld, det er ret voldsomme minder - som jeg helst ikke vil dele ud af.” Mumlede han en smule brysk “Ikke - at du ikke må spørge selvfølgelig..” rettede han hurtigt, og gav hende et forsigtigt smil. “Jeg undgår bare helst den del af mit liv.”

Ella havde absolut ikke tænkt over at det kunne være en dyb privat sag for ham. Men måden han var stivnede i kroppen og holdte ekstra godt fat om kroppen var nok i sig selv, til at afsløre at det på ingen måde var noget behageligt han tænkte på.
”Oh” var hendes umildbare respons. Det var beskrivende uden overhovedet at fortælle hende hvad der var sket, men hun kendte det. Det bragte egne minder frem og hun sank en klump i halsen. Et forsigtigt halvhjertet smil kom frem som han gav sig til at undskylde. ”Du skal ikke undskylde for noget som helst. Jeg tænkte ikke over det kunne være privat. Jeg kender alt til at være fanget” svarede hun med den ro hun nu kunne mønstre og rakte i stedet ud efter kanden for at hælde noget af den kolde te op til sig selv.

Haltende kom hun tilbage til sin stol og fik sig sat til rette igen. En smule akavet da der meget hurtigt lå et ulvehoved på hendes skød og kiggede på hende med store øjne. Det frembragte et smil, som hun aede Wallis over hovedet. Hun var fri nu, Oswald var fri nu. Det var alt der betød noget og fortiden kunne de glemme. Hvad end den var for ham og hvor mørk og kostelig den nu engang havde været for hende.

Han nikkede og gav hende et brum som svar, selvom det gik op for ham - han kunne ikke bare brumme af folk, og så tro de forstod hvad han mente. “Jeg kunne godt fornemme det.” Kom der langsomt, som han drak en smule grådigt af den nedkølet te. 
Hans øjne betragtede hvordan scenen udfoldede sig, hvordan at Wallis allerede havde accepteret Ella som  havde hun altid boet her. Hvilket i sig selv, var en smule overraskende. Det var ikke tit, at han så hurtigt omvendte sig fra at være skræmt, til at stole på personer. Det i sig selv, var nok til at han også måtte stole på kvinden der sad i hans stue - i hans stol og drak den te ha havde lavet igår. Som var det, det mest naturlige i verden. 
“Min familie var ikke en god familie - og da jeg prøvede at flygte, blev jeg fanget.. min straf var de piskeslag du ser på min ryg.” Mumlede han, og gav et sorgmodigt smil. “Heldigvis kom jeg væk der fra - og nu er jeg her, og betaler tilbage for de synder jeg har måtte begå under deres ordre - ved aldrig nogen siden at holde dyr i fangenskab selv - bare hjælpe” det var i sig selv, en et stor ting, at manden snakkede så meget. Og gav - så meget af sig selv. Men noget omkring hende, fik ham til at føle sig komfortabel.

Ella skævede let til siden ved hans ord, men lod dem være det. Ord der afslørede at han havde set hendes paniske tilstand af frygt for at blive fanget igen. Frygten for at være i et bur og en andens ejendel. Hun havde prøvet det før, og hun var ikke sikker på at hun ville overleve det endnu engang.
Fraværende nussede hun Wallis over pelsen, mens hun stirrede frem for sig. Hun forlangte ikke at han fortalte mere. Forlangte ikke at han gik ud af sin egen komfort for at besvare hendes spørgsmål. Alle havde hemmeligheder. Han vidste heller ikke alt om hende, og det var ikke så underligt.
Men som han talte drejede hun langsomt hovedet og til sidst hele blikket over på ham. Hendes udtryk var roligt, men øjnende fremviste sørgmodigheden og medfølelsen over hans fortælling. I lang tid kiggede hun bare på ham, bearbejdede og accepterede hans ord stille og roligt, før hun selv begyndte at tale. ”Jeg har været taget til fange fire gange. Første gang blev jeg givet til en lille pige som et kæledyr. Buret var for lille til jeg kunne bevæge mig, men en dag lukkede pigen mig ud.” fortalte hun efter at havde drejet blikket og stirret let blank frem for sig. ”Jeg er blevet taget til fange af en klan i ørkenen som kaldte mig livet. De havde fanget hvad de troede var døden, en stor sort hundelignende skabning. Han var blot en mand der skiftede form. Vi flygtede. Men han havde åbenbart en herre i forvejen, som ikke så godt på vores venskab. Han fangede mig som straf mod sit dyr, som han kaldte ham. Og solgte mig til en slavehandler. Endnu engang var det en andens nåde der slap mig fri igen.” hendes stemme døde ud og hun drak af den kolde te. Han havde delt noget om sit liv – en vigtig del af ham. Hun delte noget af det som havde været allermest skræmmende for hende i hele hendes lange liv. Hun vidste ikke om hun skulle føle sig panisk eller lettet over det.

Han betragtede hende, som at stilheden kort lagde sig over dem. 
Ikke at han ønskede en reaktion, eller hun selv skulle fortælle hendes historie. Nej han lod bare sine øjne betragte hende, stille og roligt - et lille smil på bevægede sig næsten uset hen over hans læber. Igen lod han kanden hælde op i hans krus, for varmen pulserede stadig voldsomt rundt i hans krop. Og han kunne mærke sveden der haglede ned af hans ryg. Han brugte skjorten han havde i hånden, til at køre hen over nakken - og da begyndte hun at snakke.
Han løftede sine øjne, og viste han lyttede til hvad hun sagde. Det - som der blev fremlagt, var både noget som kom bag på manden - men, et eller andet sted var det ikke så mærkeligt. I hvert fald ikke når man tænkte over, hvor panisk hun havde været, da han havde fundet hende. Mest af alt, fordi at det at hun som dyr jo stadig var af menneskeligt sind - så burde hun havde forstået hans ord. Men, ord var nemme at forfalske, det samme med en personlighed. Og når man havde oplevet så meget modgang, hvorfor skulle man så stole på - hvad han havde sagt?
Han drak langsomt af den kolde te, og lukkede øjnene. Fingrene gled hen over hans pande, langsomt gned de sig hen over hårbunden. Han var fedtet kunne han mærke, et bad ville være på sin plads.
“Det er jeg ked af.” Sagde han så endelig, og gav hende et helt oprigtigt sorgmodigt smil. “Ingen - burde tvinges af nogen, til at frigive sin frihed. Men, for nu er du i hvert fald fri til at gøre som det passer dig.” Ikke at det ville bringe nogen trøst, men måske - det ville være en hjælp til at heale de sår, hun tydeligvis stadig gik rundt med. 

Ella gik med vilje ikke i dybden. Hun fortalte ikke hvor længe hun havde været fanget hos den unge pige. Hun fortalte ikke hvor bange hun havde været i hullet ude midt i ørkenen eller hvor barsk en tur det havde været gennem sandet for at komme tilbage til civilisationen.
Det værste havde været skibet. Måden hun havde set sin ven blive straffet for noget så grotesk som at havde fundet en ven. Inden havde rørt hende, men hun følte lige så godt de kunne havde gjort det. Hun havde set hvordan sømændene havde stirret på hendes menneskeskikkelse, og hun følte sig ikke særlig meget sikre i sin dyreform. Heller ikke at hun havde været fanget ved slavehandleren Vargas. Men det var stadig nok til han dannede sig et billede af hvad der var sket. Ikke fordi hun ønskede at han skulle have ondt af hende eller føle medlidenhed. Måske det var for at fortælle at selvfølgelig var hans fortid hans, men han skulle alligevel ikke føle sig alene. Hun forlangte ikke at han delte mere.
Hun drejede sit blik igen med begge hænder omkring koppen trods indholdet var koldt. ”Det samme er du. Lige meget hvor forfærdeligt det har været, så husk du kom ud i friheden” det underminerede ikke forfærdelighederne man havde været udsat for! Men man skulle sætte pris på den fremtid der var kommet. Ella løftede koppen og drak resten af indholdet og tog imod kulden i væsken.

Han gav hende et oprigtigt og varmt smil, som han nikkede - hun havde ret, han var fri. Men så famlede smilet også, for nu. For han vidste, at de stadig ledte efter ham. Det ville være mærkeligt andet, men hvordan kunne han forklare det til hende? I hvert fald ikke uden, at hun ville blive frastødt hvem han var som menneske. Derfor valgte han at tie, det eneste hun fik på det hun havde sagt - havde været smilet han havde givet hende. Men hun havde jo allerede pointeret, at han ikke virkede som en mand der snakkede meget. 
Han drak resten af det som var i hans krus, og skulle til at stille kanden væk igen. Før det gik op for ham, at det ikke var særlig gæstfrit. Lidt kluntet vente han sig rundt imod Ella igen; “Kunne du tænke dig noget mere?” Alt efter hvad hendes svar var, ville han enden fylde koppen op - eller selvfølgelig sætte kanden væk igen. 
Da følelsen af, at han ikke længere var igang med at koge op. Trak han skjorten hen over hoved. Som allerede nu, vidste store svedplagmager - dette fortalte ganske tydeligt historien omkring, at han havde arbejdet hårdt. “Jeg skal lige sørger for, at jeg kan plante i morgen tidlig - så der går nok nogle timer før jeg er tilbage.” Han kløede sig i nakken. “Hvis du skulle blive sulten, må du selvfølgelig tage det, som du føler for her ude i køkkenet. Har du brug for hjælp, så kom ud og kald på mig - eller send Wallis ud.” Han gik forbi den store ulv, og kløede ham lidt voldsomt på hoved. Ikke at ulven så ud til, at det gik den særlig meget på. 
“Han virker måske som en tumpe, men på det punkt er han en ganske klog hund.” Han rejste sig op, og lagde en hånd på hende skulder. “Øh.. tak for snakken.” Mumlede han, som han gik ud af døren, for at fortsætte dagens arbejde. 

Hun behøvede ikke mere end et smil for at vide at Oswald havde hørt og forstået hvad hun havde sagt. Hun håbede at han derfor ikke følte sig så alene. Måske havde han engang været fanget i noget han ikke ville, men det var ikke sandheden nu. Mere vidste hun ikke. Mere behøvede hun heller ikke at vide, med mindre han selv fortalte det.
Ella var efterhånden kendt for ikke at dømme andre særlig hårdt for noget som helst de havde gjort i livet.

Ella havde fraværende kørt cirkler i Wallis' pels, da Oswald lidt kluntet vendte sig igen med kanden i hånden. Med et roligt smil, løftede hun koppen op imod ham "Ja tak" det smagte godt, selvom hun ikke var helt sikker på hvordan det var lavet. Hun havde helt ærligt ingen forstand på madlavning eller lignende.
Smilet forblev på hendes læber som han talte - faktisk virkede det til at han fandt mælet til at sige flere sammenhængende sætninger efter hinanden jo længere tid hun var i huset. Måske han bare skulle vende sig til at hun var der. "Selv tak" hun fulgte ham med blikket til han var helt væk fra døren, før hun drejede blikket tilbage til koppen. Hun var sulten. Hun kunne lugte det. Hun forsøgte at bekæmpe det, men hun var ligeledes afkræftet. Efter at havde tømt koppen, kom hun en smule akavet på benene. Wallis luntede efter hende, som hun humpende, let i trance fulgte duften. Hun så ikke hvad hun humpede forbi, eller lyde der ramte hende. Wallis fulgte bagefter hende, han virkede undrende, men selv ham så hun ikke, før hun nåede en samling af smådyr der lå indhylet i tæpper, trods den brændende varme.

Et kort øjeblik syntes hun at genvinde fatningen i hendes dovne øjne, som det hvide dyr kom frem og erstattede den kvindelige menneskekrop. Ella sad på kanten, akavet med benet ud til siden for at undgå at ligge vægt, som de primitive hænder gled over den bløde pels på de sygdomsramte stakler. De sorte øjne udvidede sig, sygdommen samlede sig som lysende energi, som hun roligt trak ud af det første dyr, før hun hoppede videre til det næste. Energien der blev trukket ud af mund, næse og øjne af dyrene, gav dem kort et forpint udtryk, men derefter tydelig ro. Hun tog sygdommen fra den ene til den anden, og åd de små energikugler grådigt, til hun til sidst sad tilbage på kanten af den sidste redde og trak vejret hurtigt, som grådigheden i hendes træk begyndte at falme. Ikke at hun var mæt. Ella var aldrig mæt. Men der var ikke mere sygdom for hende at æde.

Han gik lidt med en summende fornemmelse i kroppen, som han gik i gang med resten af arbejdet for dagen. I bund og grund, var det alt sammen meget rutine. Alle dyrene skulle tjekkes til, de syge skulle have deres sår renset – deres medicin skulle gives, og derefter skulle de dyr der havde behov for det strigles og gøres rene. Hø skulle skiftes ud, køerne malkes, og hønsenes æg skulle samles ind – i hvert fald så der ikke blev alt for mange nye til flokken. Og der var allerde – rigeligt.
Så var der ting der skulle sås, luges og marker der skulle pløjes. Det var måske ikke et stort land han havde – men det var stort nok til, at han var beskæftigede mange dage, fra solen stod op og til den stod ned igen. Især i disse forårs og sommertider. Hvor alt skulle gøres klar, inden høsten kom i august.
Det var et møjsommeligt arbejde, og det var måske også det som han så godt kunne lide. At der var måske mange ensartede dage, men det var hårdt arbejde der gjorde godt for hans sjæl. Og dag for dag, ville han bygge den sjæl op, som han troede han havde mistet.

Han var dog lige ved at snuble, da det var som om et lyn slog ned i ham. Hans bliksortnede, og han så kortvarigt kvinden med det krøllede hår – gå næsten i trance fra huset og hen i stalden.
Så hendes sultne øjne, den måde hun forvandlede sig da hun havde fundet klæde af  trehalens unger som han havde reddet sammen med deres moder. Moderen var desværre omkommet, og det var kun hannen der var tilbage – så det havde været Oswalds job at agere som deres mor, de første par uger de var kritiske – sygdommen var dog stadig i dem.
Han kom tilbage til hans krop igen, mærkede blodet der gled ned af hans næse. Men i stedet for at fjerne det, gik han med hastige skridt hen til stedet – en af hans mærkelige syn, det måtte da betyde noget? Og som han kom ind i stallen, var hun der allerede – forvandlede sig til hendes dyr – og det som kom som det næste, var ikke noget han ville kunne beskrive igen.
Hvilket nok ar grunden til, at den brunhåret mand blot stod og stirrede. Stirrede med åben mund, og vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. Specielt ikke, da det så ud til, at ungerne stadig var i live efter. Hvad havde hun lige gjort?

Som roen lagde sig over Ellas træk på ny, genfandt hendes træk også det mere blide og kærlige væsen som hun i bunden var, trods hendes ophav. Ophavet hun var ukendt med, men som stadig blussede i hendes åre. Trehale ungerne puslede let, og med hvad der bedst kunne betegnes som et smil på hendes læber, lagde hun hovedet ned, lod panden gnide kærligt op af de små dyr som hun spandt. En brummende spinding der uden tvivl kunne høres svagt rundt i rummet. Først her fik hun egentlig øje på Oswald der stod og måbede.

Panikken faldt over hende som iskold vand. Ørene der havde lagt sig, sitrede sig lidt op, før de lagde sig helt fladt ned over hendes hoved igen. Noget i hans blik og det klistrede røde blod der løb ned af hans ansigt, fik hende til at træde hen over ungerne, beskyttende. Hun havde ingen tænder, ingen kløer eller noget at forsvare sig med. Kun pelsen rejste sig stikkende, mens ørene lå fladt. Hun vidste ikke helt hvorfor hun reagerede sådan, andet end hun var overbevidst om at Oswald var gået fra forstanden.

I hvert fald et øjeblik. Han havde trods alt altid passet på dyrene. Hun havde set hvordan de agerede omkring ham, og han havde behandlet hende godt trods frygten der hele tiden lurrede i hendes sind. Hun trådte til side, op mod kanten, og begik der en fertal fejl på ny. Hun trådte ned på sit bagben, kom med et højt piv, og væltede baglæns ud af reden, forvandlede sig på vejen og landede som menneske på ryggen med et bump, krøllede sig sammen og trak benet til sig.

Han stod undrende, betragtede hvordan hun kærligt spandt og gned sig op af de unger der pludselig puslede rundt i reden han havde lavet til dem. Uden at kigge ned, uden at tage dem op og mærke efter - vidste han i sit sind, at hun havde helbredt dem. Hvordan var stadig forvirrende for ham - men før han nåede at gøre noget, vente de store sorte øjne mod ham. Og han så med det samme, hvor instinktivt hun reagerede. Hun blev skræmt, og det fik ham næsten til at trække ind i sig selv. Det måtte være blodet der løb ned af hans næse, og han prøvede med det samme at fjerne det. Hvilket bare gjorde det værre, da blodet blev tværet ud over hans ansigt og hånden der havde  prøvet at fjerne det. 

Han skulle lige til at sige noget, da han så hvordan hun trådte forkert også væltede. "Ella!" sagde han en smule febrilsk, og skridtede hen mod hende. Han rakte først hånden mod hende, men valgte at træde et skridt tilbage - hun havde virket så bange for ham. 
"Er du okay?" spurgte han hæst og forvirret, som hun lå rullet sammen i høet hun havde landet i. "Jeg, jeg vil bare hjælpe, er det okay?" spurgte han forsigtigt, som han igen nærmede sig - næsten på samme måde som han havde gjort, da han havde fundet hende fanget i en af jagernes fælder. 

Instinkterne talte ofte før hjernen fik lov til at lade logikken føre. Hun var blevet skræmt af synet af blod. Mere havde hendes krop ikke behøvet før den reagerede. Reaktionen hun fik, medførte også at hun hurtigere end normalt faldte til ro. Skammede sig faktisk en smule over at hun havde reageret så voldsomt. Hvorfor havde hun dog reageret sådan? han havde ikke udvist andet end venlighed.

Tankerne kom til brat holdt som hun faldt og hun krøllede sig sammen. Med et forpint udtryk kiggede hun op, og så hånden række frem men også hvor hurtigt den blev trukket tilbage. Nej. Det var ikke meningen.
"Ja, eller nej.." hendes første tanke var ganske simpelt at sige at selvfølgelig havde hun det fint, men skælven i hendes stemme afslørede noget andet. Det gjorde så fandens ondt.
Med et forpint snøft og tydelige tåre i øjnende rystede hun på hovedet, så godt det nu engang kunne lade sig gøre i denne stilling. "Undskyld. Jeg ved godt du bare vil hjælpe. Det var ikke min mening. Undskyld" kom der hikkende ud af hende, før hun krøllede sig lidt mere sammen, tog indåndinger i hårde stød og forsøgte at få anspændtheden i kroppen til at dale. Det plejede at hjælpe på den skærrende smerte. "Det gør ondt" peb hun. Hun håbede ikke hun havde trådt endnu mere forkert og gjort det værre end det allerede var. Hvorfor havde hun også givet sig til at kravle rundt!
Inderst inde behøvede hun ikke andet end at huske på trehaleungerne for at vide at det var det hele værd.

Han sukkede en anelse opgivende, da han betragtede hvordan hun krøllede sig sammen. Den tydelig smerte der bølgede frem i hendes ansigt - den var ikke at tage tvivl om. Derfor glemte han også hurtigt, at passe på, at gå for tæt på hende - selvom det også virkede til hun ikke var lige så bange som før. 
Et omsorgsfuldt smil dukkede frem på hans læber, som hun endelig sagde at det gjorde ondt. 
Hans blik kiggede hurtigt på de trehalet unger, der spandt tilfreds i den rede han havde lavet til dem. Hvilket også gjorde, at umiddelbart var hans fokus ikke længere på dem. Men skrev det bag øret, at han skulle huske at tjekke til dem, inden han gik i seng om aften. 
“Beklager” sagde han endelig, og bukkede sig ned for at gribe fat omkring hendes spinkle krop. Med en nænsom, men dog bestemt bevægelse fik han rejst sig op med hende i armene. Blikket i de brune øjne betragtede hende bekymret; “Lad os få dig ind igen, før at du vælger at vælte rundt og gøre mere skade på din allerede tilredte fod” brummede han med en dyb stemme, som kunne mærkes helt nede fra brystkassen. 
Med hurtige og bestemte skridt, vandrede han tilbage til hovedhuset. Betragtede Wallis der havde siddet ude for stalden med nedlagte øre - uden ord begyndte den at vralte efter dem, dog en anelse slukøret. 
da han endelig var indenfor, styrede han meget målrettet efter soveværelset, hvor han med en anelse besvær fik skubbet døren op og lagde hende i sengen.
“Komfortabel? Kan jeg hente noget til dig?” Spurgte han en anelse akavet, og lod hånden glide op i nakken og klø den. 

Det var en ubehagelig sveden der var i øjnende, som hun ikke helt ville acceptere at hun var ved at græde over smerten der skød som lyn fra hendes stakkels ankel. Hvis hun oven i såret havde vreden om, ville det tage endnu længere tid før det var læget sammen. Hvorfor var hun også altid så dumdristig med sine handlinger.
Hun tørte sig over øjnende med en håndflade og snøftede inden hun lænede sig ind mod hans brystkasse. Varmen var rar og beroligende, som han løftede hende op igen. Det ville formentligt være nemmere for ham i hendes dyreform, men hun følte ikke hun havde kræfterne til at springe tilbage igen. Hans ord frembragte dog et snøftende kort grin "Nok en god plan, ja." Så klodset som hun var, ville der næppe gå lang tid før hun væltede rundt igen.

Ella lagde behjælpeligt armen om skulderen på ham, men forholdte sig ellers komplet i ro som han bar rundt på hende. Hun smilede opmuntrende til Wallis på vejen, men koncentrerede sig ellers om at trække vejret roligt og lade smerten dulme.
Som hun ramte sengen rettede hun sig op på sine albuer og kiggede ned mod forbindingen. Hun kunne ikke se hvor slemt det var, men det føltes ubehageligt. "Behøver du ikke. Men vil du tjekke anklen?" hun bemærkede ikke den akavede tone i hans stemme, som hendes fokus lige nu lå andet steds.

Han modstod fristelsen til at slog sig selv i hoved, at han havde glemt det mest vigtige. Nemlig hendes ankel, selvfølgelig skulle han tjekke til den! Og måske også tilbyde noget smertestillende; nogen gange kunne han være så tungnem. Men det var trods alt ikke hver dag, at han havde en kvinde han skulle tage sig af - eller menneske for den sags skyld! 
“Ja selvfølgelig” kom han forhastet med, da det var gået op for ham, at han bare havde stået og stirret på hende. En smule klodset halv faldt han over hans ben - sendte hende et akavet men opmuntrende smil - som han satte sig ned på gulvet og med forsigtige fingre begyndte at binde hendes forbinding op. Han sank nervøst, da han så hvordan væsken omkring hendes ankel var begyndt at blive gul - betændelse. Han lod næsen tættere på - trods det ikke var behageligt, var han nød til at dufte om hvor slemt betændelsen var. Og om der var ved at gå koldbrand i det. Det værste der kunne ske lige nu, var hun fik en blod forgiftning. Især da han kunne se den var ved at hæve op - men de gule og grønne farve der var ved at danne sig, måtte han have en forhåbning om at det var en forstuvning der var tale om. 
“Jeg henter lige et varmt bad med salt i - bliver nød til at vaske betændelsen af. Også finder jeg også noget smertestillende til dig.” Dog inden han gik lagde han en hånd på hendes pande, hun var også utrolig varm. “Har du smerter andre steder end anklen?” Spurgte han, inden han valgte at gå afsted for at hente det han lige havde nævnt.