Mauritz foretrak at folk gav ham spørgsmålene direkte. Det andet det var kedeligt og krævede at han skulle sætte sig til at lære folks sarkasme at kende, og han kende ret mange der havde forskellige niveauer for sarkasme.

Han holdt øje med hendes øjne som de kneb sig sammen. Ikke studerende, men som om han prøvede at regne ud hvad hun havde i tankerne. Han kunne tage hendes minder og hendes tanker for det minde, men han havde stadig ikke fået en grund til det. Men han havde nogle forskellige minder der kunne være interessante for hende at få. Han hørte hvordan hun advarede ham mod at tage hendes minder. Det ville ikke stoppe ham. Han kiggede på hvordan kniven den forsvandt fra hendes hånd og nikkede. ”Jeg tror heller ikke du har nogen minder, der er brugbare for mig. Jeg gør det mest for en betaling, eller for egen interesse.” Svarede Mauritz til hendes advarsel. Han var ligeglad med hendes advarsel. Og tog han minder fra hende, ville hun ikke mærke det alligevel medmindre han havde taget hele hendes hukommelse.

Han kiggede på hende, som hun svarede og smilede. Han sorterede de tre minder ud han havde. Han nikkede og rykkede sin hånd op til hendes kind. Måden hun sad på, gjorde at han stadig kunne, men det var nemmere at få folk til at tro, at det var via hånden han gjorde det. Han gav hende mindet han havde, fra dengang han selv var blevet tortureret, med både pisk og med at der blev skåret i hans mave. Han havde været noget mere spinkel dengang, så det ville være svært at genkende sårene så længe han havde tøjet på. Han sendte derefter et minde fra en kvinde, der blev pisket, fra kvindens side. Hvor hun kunne mærke læderet ramme hen over forskellige punkter på kroppen. For til sidst at sende et minde af en kvinde der blev brugt og hendes følelser fra det hele. ”Jeg tænker, du godt kan lide dem.” Lød det fra ham, som han kunne mærke hvordan han blev drænet, og selv blev ramt af mindernes følelser på sin krop.

Nyssa fandt det komisk, det troede han nok ikke. Det hele afhang af hvem han var tilhænger af. Uanset hvad han troede, ville hun vide hvis han tog de forkerte minder og brugte dem. Nyssa havde mange forbindelser til andre, og de han aldrig nogensinde ville møde – hende i blandt. Især hvis han havde trådt på hende. ”Du tror, du bør vide” svarede hun køligere end før, for blot at understrege sin advarsel. Nyssa var bestemt ikke en at spøge med.

Nyssa rynkede sin bryn, som han førte sin hånd op til hendes kind. ”Jeg ved at evnen ikke kommer fra din hånd..” sagde hun blot sammenbidt, men fjernede ikke hånden. Det irriterede hende dog. Minderne om hans tortur, en kvindes, og en voldtægt. Følelser der var der, havde hun før haft. Hun nød selv at mærke sit ofre lide. Dette var noget andet. Hun førte ikke pisken, det var som om at høre en historie. Alligevel fik hun afspillet i sit hoved, som om hun var ofret. Nyssa fandt det ikke yderligere interessant og så blot sammenbidt på ham. ”Så glad du må være for at slippe af med dem” svarede hun køligt. Nyssa følte sig lidt som en skraldespand, hvorpå han kunne smide de værste minder af på hende, netop fordi det ikke rørte hende.

Hans følelser blev mildere, som om det var at en sten der fjernet fra hans sind. Det irriteret hende, at hun havde fået dem. Nyssa overvejede kort at finde kniven frem og gøre en ende på ham, men han var desværre også brugbar. Hun havde behov for at tænke. Nyssa rejste sig derfor og inden han faktisk ville svare hende, ville hun være forsvundet ud i mørket. Herefter ville hun transporte sig selv hjem. Godt nok kunne hun gøre det med alt, men det behøvede han ikke at vide.

Mauritz studerede hende som det var hun sagde han burde vide, og ikke tro. Og selvom han ende med at give hende minderne, så var de stadigvæk i hans hoved. Det ville de være for altid, indtil den dag han rent faktisk ende med at dø. Men det var hans problem. Og hun havde regnet ud af evnen rent faktisk ikke kom fra hans hånd, hvilket der skulle være respekt for. Han valgte ikke at svare, ud over at lade et blink komme fra hans øje som han stille og roligt nikkede. Han kunne altid have fjernet dem igen og sørget for at hun ikke havde husket, at hun nogensinde havde fået dem. Men det var ikke sjovt. Det var altid sjovt at være den der gav minderne fra et andet perspektiv. Og det sidste minde han havde taget til sig, var nok det minde der betød mest for ham, for ham der havde gjort det, havde også fået mindet fra hendes side, og der var ikke hørt fra ham siden. Men det rørte stadig ikke Mauritz at det skete, og han havde ikke i sinde at lade det røre ham mere end nødvendigt. 

Han kiggede på hende som hun ende med at rejse sig op, og inden det var han kunne nå at give en respons fra ham selv af, ende han med at stå alene, da hun var forsvundet ud i ingenting. Han rykkede blikket ud over vandet, hvor han kunne se bålet også. Og der gik ikke lang tid før det var at han ende med at lægge sig ned, og valgte at lægge sig til at sove, med en følelse af at han ville ende med at møde hende igen.