Hun var dejlig føjelig at flytte rundt med, men skrækken var også tydelig i halvmørket. Måske hun håbede på en blidere behandling, hvis hun ikke kæmpede i mod? Thanos var ligeglad, hun gjorde det bare nemt for ham. Og en smule kedeligt, men det skulle nok ændre sig, som de første dråber ramte stoffet.
Og ganske rigtigt. Han måtte bruge hele sin vægt til at holde hende nede med, så meget kæmpede hun i mod. Men det var ikke rigtigt et problem, ud over at vandet skvulpede lidt ud af spanden i stedet for at løbe stille og roligt. Det gjorde ikke den store forskel.

Nej, han fortsatte stille og roligt. Det var en passende straf for at hælde mjød i ansigtet på ham, syntes han i hvert fald selv. Som han brækkede fingrene på tyveknægte og ødelagde knæ på folk, der sparkede. Eller stak sværdet igennem folk, der stak ham ned. Og apropos, så skulle han lige overveje, hvad hun skulle opleve, som tak for kniven i skulderen. Men først koncentrerede han sig om vandet mod hendes ansigt. Det var ikke meningen, at hun faktisk skulle dø, hun skulle bare mærke, at hun kunne.
Så han stoppede op, da han syntes, at hendes lyde blev for desperate. Stillede spanden fra sig og fjernede klædet fra hendes ansigt. Lod hende hoste og få luft.

"Det kan måske lære dig ikke at kaste væske i folks ansigter igen." Han smilede ganske lidt. "Vi er ikke færdige." Og så lagde han stoffet over hendes ansigt igen og begyndte at hælde vand på. Han blev ved i omtrent samme tid, inden han stillede spanden fra sig og tog klædet og smed det derned i.
Men hun kom sig, flyttede han sig fra hende og bandt hendes reb om benene op. Næsten blidt gled hans hænder op af hendes ben, mens han flyttede hendes skørter op og ham selv ind i mellem hendes ben. Uden at tage hensyn til, om hun var færdig med at gispe efter vejret, lænede han sig frem og hev kluden op i hendes mund igen. Ingen grund til at hun skulle larme.

Og så trak han lidt ned i sine bukser, flyttede lidt på hende og skubbede sig op i hende. Uden nogen former for medlidenhed tog han hende midt på det beskidte gulv. Noget hun selv havde lagt op til tidligere, bare under andre omstændigheder. 

Det gjorde ondt at ligge og vride sig, især i armene og skuldrene, som tog en god del af presset når Laurenne forsøgte at rykke sig væk fra vandet. Men hun bar ligeglad, hun følte, at hun var ved at drukne, og det var umuligt at ligge stille og bare lade det ske. Hun havde absolut ingen kontrol over sin krop.

Hun hostede gispede højlydt efter vejret, da klædet langt om længe blev fjernet. Det føltes ubeskriveligt godt at få frisk luft ned i lungerne. Hun havde været overbevist om, at han forsøgte langsomt at tage livet af hende. Hun bemærkede knap nok hans ord blandt hendes gisp og host. Lige så snart stoffet blev lagt over hendes ansigt stak hun i et panisk skrig som gik over i gurglende halvkvalte lyde, da vandet igen ramte hende. Hun ønslede efterhånden, at han bare ville tage livet af hende. Alt andet end dette.

Igen hostede hun og gispede efter vejret, så snart stoffet blev fjernet. Hun så panisk på ham, overbevist om, at stoffet ville blive lagt over hendes ansigt.
En helt anden panik greb hende, da han gled sine hænder op ad hendes ben. Det lod til, at han havde tænkt sig at gøre, hvad hun hele tiden havde frygtet. Hun klemte øjnene hårdt i, mens hun ventede på smerten.
Hun forsøgte at skrige, da han uden hensyn trængte op i hende, men kluden formåede at stoppe det meste af lyden. Med det samme begyndte tårene at løbe ned ad hendes kinder. Hun forsøgte at samle benene, forsøgte at aparke ham væk. Hvad end der kunne få ham væk fra hende.

Thanos bildte sig ikke noget ind, når det kom til voldtægt. Det var et våben, en torturmetode, på samme niveau som en kniv var det. Og så var det så meget mere. Ydmygelsen og magtesløsheden. Man kunne ikke sige, at han helt vidste, hvordan det var, selvom han som barn havde prøvet det selv, for han havde ikke alle den slags følelser. Men han vidste, at det var effektivt, både som nu, hvor han bare ville gøre ondt, eller over længere tid, til at nedbryde nogen. Både mænd og kvinder. At han selv fik en form for fysisk nydelse ud af det, var en anden ting. Ikke det vigtigste. Det kunne han altid finde andre steder, mere tilfredsstillende end som nu.

Hun gjorde, hvad hun kunne for at få ham væk, men hans før næsten blide hænder var nu hårde og tog ved hendes ben, for at få hende til at holde op. Da han mistede tålmodigheden, slog han hende med en stenhård knytnæve i ansigtet, det havde virket tidligere. 
Han var ikke voldsomt i sit overgreb, selvom man kunne kalde ham brutal. Han var ligeglad med hende, og han brugte hende som han havde lyst til. En hånd fandt på et tidspunkt op til hendes hals, hvor han klemte hårdt om til, at det ville efterlade mærker. 

Han var en fysisk udholdende mand, og det tog noget tid, inden han nåede sit klimaks med et par sidste hårde bevægelser skubbe han sig ud over kanten, og en svag lyd forlod ham, som hans krop reagerede på nydelsen.
Uden at gøre noget for at dække hende til igen, rejste han sig, børstede sine bukser af, efter at have trykket dem på plads, og gik over for at sætte sig på en gammel stol, der stod ved arbejdsbordet. Afslappet begyndte han at finde sin pibe frem fra jakkens inderlomme, som han stoppede med tobakken fra posen i bæltet, og med hjælp fra ilden fra et lys, fik han tændt op i den. Han havde travlt, men ikke mere travlt, end at kan kunne sidde der og nyde en pibe tobak, mens hun lå på jorden og frøs. Og ventede på at finde ud af, hvad han så ville med hende.

Grebet om hendes ben gjorde intet for at mindske Laurennes modstand, men det gjorde slaget i ansigtet. Det gjorde ondt, og det fik hende til at stoppe sin kamp. Der var alligevel intet hun kunne gøre, som kunne få ham til at trække sig væk. Selvom han måske ikke var så brutal, som han kunne have været, følte hun stadig, at han var ved at flå hende i stykker. Den kunne selvfølgelig sagtens være noget hun bildte sig ind, men hun havde på ingen måde været klar til ham, og det gjorde ondt hver gang han stødte op i hende.

Hun holdt øjnene lukket stramt i under hele akten. Hun var også holdt op med at skrige, så det eneste lyde der kom fra hende var nogle snøft og de lave rester af nogle høje hulk, som kluden ikke helt formåede at kvæle. Udover det reagerede hun ikke på noget, han gjorde. Selv da han blev færdig og trak sig ud, reagerede hun ikke rigtig. Først da han hørte at han satte sig i en stol, åbnede hun øjnene. Hun følte sig beskidt, brugt. Og det gjorde det ikke bedre, at han ikke havde besværet sig med at dække hende til igen.

Hun formåede at få møvet sig lidt rundt, så nederdelen gled så tilpas neget ned, at den dækkede det mest nødvendige, hvorefter hun fik vendt sig om på siden med ryggen til ham, så hun i det mindste ikke skulle se på ham. Ikke at det hjalp meget. Hun følte sig stadig utrolig blottet under hans blik. Ville han mon lade hende gå nu? Var der næsten mere, som han kunne gøre ved hende?

Selvom det var koldt, frøs Thanos ikke, selvom han nok kunne mærke kulden. Det var ikke meningen, at hans lille leg med pigen skulle tage så lang tid, han havde et job, der skulle klares. Det ville ikke blive til noget søvn den nat, i hvert fald ikke mere end en time eller to, men gjorde ham ikke noget. Han var vant til uregelmæssig søvn, og en enkelt nat kunne han godt springe over. Så selvom han havde travlt, havde han ikke så travlt, og han nød sin pibe. Tobakken var noget, han havde købt af en dværg, og den smagte af nordlandet. En svag bismag af gran og en urt, han vidste dværgene groede i deres miner. 

Han betragtede hende, som hun fik dækket sig lidt til og derefter vendte ryggen til ham. Hun var ikke så pæn, som da hun kom ind på kroen. Hendes tøj var beskidt og håret uglet. Det fik ham til at smile lidt, mens han sugede røg ind og langsomt pustede det ud i en sky foran sig.
Der var ikke stoppet så meget tobak i piben, så det tog ikke så lang tid, før han kunne banke den ud og gemme den væk igen. Og fortsætte sin leg med pigebarnet. Han kunne sagtens bruge hele natten med hende, men tiden var ikke til det. Nej, han måtte nok bare gøre sit og lade hende gå. Men færdig var han ikke.

Endeligt rejste han sig og satte sig på hug bag hende. Lod en hånd glide ned over hendes krop, inden han tog ved hendes arm. Det var lidt svært, nu hendes håndled var bundet sammen, men det kunne lade sig gøre. Han flyttede lidt rundt med hendes arm, mærkede efter, hvordan leddet bevægede sig. Til sidst var han tilfreds, som han holdt hendes arm op i en skæv vinkel.
"Det var dumt at stikke mig med kniven." Hurtigt skubbede han knæet ind i mod hendes skulder og lagde sin vægt i mod, mens han hev i armen. Det var overraskende let at få en skulder til at gå af led. Man skulle bare vinkle den rigtigt og tilføje den rigtige mængde pres. Og den gav da også et pænt lille pop, da ledet gled fra hinanden. Hun havde skadet hans skulder, så ødelagde han hendes. Ikke for bestandigt, så det var faktisk en lidt svag straf for hendes gerning, men det gjorde ondt. Og ville gøre livet svært for hende, til hun fik den sat på plads. 

Laurenne var overbevist om, at hun kunne mærke, hvordan skidtet sad kaget på hende. Håret var efterhånden revet ud af fletningen, som det ellers sad i og var nu uglet og filtret ind i skidtet fra gulvet. På en eller anden måde, ghorde det hele situationen meget værre. Hun havde reelt set ikke meget her i livet. Penge skulle hun have af sin far, magt havde hun som sådan heller ikke siden hun ikke var arving.. Hendes udseende var hendes største fordel, og hun følte, at selv det var taget fra hende lige nu. Hun turde ikke engang tænke på hvordan hendes ansigt så ud efter at have været mod gulvet og været blevet slået flere gange.

Så snart hun hørte at han rejste sig, begyndte hendes hjerte at hamre i brystkassen. Hun prøvede desperat at møve sig væk fra ham, men selvfølgelig virkede det ikke.
Hun forsøgte at vride sig fra fra hans greb, men hun havde efterhånden ikke mere kamp i sig, desuden var hun klar over, at hun aldrig ville kunne slippe fri.
Hun klemte øjnene sammen, og da hun mærkede, at skulderen blev vredet ud af led, skreg hun højt. Det føltes som om nogen satte ild til hendes skulder! Og samtidig føltes det som om nogen havde dækket den til med is. Men fremfor alt gjorde det virkelig, virkelig ondt. Næsten med det samme begyndte det at summe ned gennem armen, og skulderen begyndte at hænge.

Et tilfredst smil spillede om Thanos' smalle læber, da hun skreg i smerte. Det var en god straf, og han slap hende igen, inden han sad der på hug og betragtede hende. Han burde rejse sig og gå, men han følte sig ikke færdig. Hun havde stukket ham ned og ødelagt hans tøj. De brune øjne gled til kniven, hun havde hamret i hans skulder. Det var en fin kniv, med et dobbelt blad og et robust skæfte med læder. Ikke en kniv lavet til pynt, men lavt til brug. Han sad et øjeblik og så på den, mens han overvejede, om han skulle bruge den. Ødelægge hendes pæne udseende, skære et lem af. Men det hele var så blodigt, og hvis hun var en rigmandstøs, var der sikkert adgang til de bedste healere. Nej, det skulle være psykisk.

Han flyttede sig over, så han kunne nå den, og vendte tilbage til hende. Han drejede kniven lidt i hånden. Bladet var plettet af hans blod, men den var blank nok til, at han kunne se sig selv i den. De tomme brune øjne, arret og skægget.
Pludseligt begyndte han at flytte rundt på hende igen. Skubbe hende om på ryggen, og med sine ben presse hendes ben ud til siden. Han flyttede hendes kjole og blottede hendes underliv.
Han holdt kniven op, så hun kunne se den, inden han sænkede den ned i mellem hendes ben.
Det var ikke bladet, han brugte, hun skulle lide, ikke dø. Og det var ikke for at skade hende fysisk, men for at ydmyge hende. Mere end hvad hans egen krop kunne gøre. Give hende en følelse at huske for resten af livet. Lære hende ikke at forstyrre en mand, der ikke ville forstyrres.

Det var ikke noget, han brugte så meget tid på, og snart lænede han sig ind over hende, Tog en af lokkerne, der var faldet ud af hendes fletning. Lidt tænksomt pillede han ved den, inden han skar den af med hendes egen kniv.  Han holdt den op foran hende, inden han smed den fra sig. Det var ikke for at gemme de gyldne hårstrå. Bare endnu et minde om ham. 
Som han var lænet ind over hende, faldt hans blik på en halskæde, der hvilede i hendes kavalergang. Den var flot. Speciel. Der var et eller andet over den, der fik ham til at tage ved vedhænget og løfte det op, så han kunne se nærmere på det.

Der var ingen måde hvorpå Laurenne kunne ligge eller sidde, som ikke gjorde ondt i skulderen, så endte med at ligge på siden som ikke gjorde ondt, mens tårene stadig strømmede ned over hendes kinder og skabte streger i skidtet i hendes ansigt.
Hun magtede ikke engang at kæmpe imod, da han tvang hende om på ryggem, og begyndte at presse hendes ben ud mod siden. Det var først da hun så kniven i hans hånd, at hun vågnede lidt op. Hun kunne ikke bevæge sig meget for smerten i skulderen, men hun prøvede desperat på at samle benene. Hun havde forventet, at kniven skulle bruges til at skamfere hendes underliv, men det den faktisk blev brugt til var på en måde meget værre.

Selvom det sikkert ikke havde taget lang tid, føltes det som om der var gået en evighed. Laurenne havde skreget så højt hun kunne under det meste af processen, men da han endelig fjernede kniven fra hendes underliv, lå hun blot og stirrede tomt ud i luften. Aldrig havde hun følt sig så ydmyget, så misbrugt. Hun følte sig så forfærdeligt.. tom. Hun reagerede ikke engang da han skar en lok af hendes hår. Der var alt for mange følelser som kæmpede for at overtage i hende, så i stedet for at give nogen af dem plads lukkede hun ned. Hun ville ikke tage stilling til mere, hun ville egentlig bare gerne hjem. Da han rørte ved halskæden vågnede hun nok til, at hun kunne gøre et ynkeligt forsøg på at rykke sig væk, men det var egentlig mere et forskrækket spjæt end noget andet.

Det gav et spjæt i pigen, da han løftede op i halskæden, og han så lidt interesseret på hende. Den betød noget for hende? Han så lidt overvejende på den, men lod den så dumpe ned mod hendes hud igen. Han havde ikke noget at bruge den til, og hun havde fået den straf, han fandt passende. Hun kunne få lov til at beholde den, selvom den så ud til at være lidt krystaller værd. Ikke at han havde noget i mod lidt tyveri fra sine ofre, men han gjorde det overraskende lidt. Medmindre det på en eller anden måde gav mening, om det gjorde det ikke her.

Thanos var færdig. Der var ikke mere, han ville hende. Så han flyttede på sig og skubbede hende om på maven, inden han rakte ud og bandt knuden på den røde klud op, så han kunne tage den med. Den skulle uden tvivl vaskes, før den var noget ved igen, men det skulle den så ofte. Den blev brugt til lidt af hvert. Havde været i munden på lidt forskellige.
Derefter tog han kniven igen og skar rebet op, der bandt hendes hænder sammen. Han anså hende ikke for en trussel, så han rejste sig roligt op og gik hen og pustede de to lys ud. Mørket virkede først tæt, men det varede ikke mange sekunder til, at han kunne se til at gå hen til døren. Der lød et hårdt dunk, da han hårdt bankede kniven ind i døren, inden han kastede et sidste blik på hende og gik. Der var ikke noget at sige. Havde hun ikke forstået budskabet, ville et par ord ikke hjælpe på det.

Da han kom tilbage til sin kro, var han allerede fokuseret på opgaven. Han brugte lidt tid på at sy hullet i jakken og skifte tøj. Vesten havde fået lidt blod på sig, men det var ingenting. Skjorten var nok ikke til at redde, men han tog den med alligevel. Og i nattens mulm og mørke trak han sin hest ud af stalden og gik tilbage til kroen, hvor den rødhårede havde værelse. Da solen stod op, var han på vej ud af byen med manden placeret på en hest på slæb. Den lyshårede pige var allerede bare et minde, et blandt mange lignende.

Selv efter han var gået, lå Laurenne på gulvet og kiggede ud i mørket. En del af hende havde lyst til at blive liggende der indtil døden fandt hende, hvor lang tid et så end ville tage. Men hun kunne ikke bare sådan give op på livet. Der var sket noget forfærdeligt og hun kunne mærke det i hver lille del af sin krop, men det var ikke grund nok til at give op.

Langsomt satte hun sig op. Et smertefuldt jag i skulderen fik hende til at hive skarot efter vejret. Det ville komme til at tage lang tid at komme hjem.
Utroligt langsomt fik hun rejst sig op og vaklet hen til en væg, som hun kunne læne sig op mod mens hele verdenen gyngede under hende. Hun rettede på sit tøj med langsomme bevægelser.
Utroligt langsomt tog hun et usikkert skridt fremad. Og så endnu et, og endnu et. Nærmest ufatteligt langsomt bevægede hun sig udenfor. Kniven lod hun sidde, den ville kun være et ubehageligt minde om, hvad der var foregået.

Hun gik direkte mod sin hest. Hun ville bare gerne hjem. Hun havde ingen ide om, hvordan hun faktisk skulle svinge sig op på hesten, men det måtte hun finde en kreativ løsning på, for hjem skulle hun.