"Hey!" Mahir forsøgte at lyde fornærmet, da Mars kaldte det et svagpissertempo, men han havde sådan set ret, der var ikke meget fart over feltet. Så Mahir satte farten op, da Mars løb forbi ham, men han lod han føre lidt endnu. Han lagde sig lige bag ham og fulgte efter ham ned af en anden gade. Adræt løb han udenom en fodgænger, der råbte lidt surt efter dem om at passe på. 
"Er din moster halvt æsel, for så kan jeg bedre forstå, hvorfor du skryder sådan!" Om det var klogt at fornærme rigmandsungen sådan, det tænkte Mahir ikke over i det øjeblik, for han havde det sjovt. Der var et oprigtigt smil om hans læber og en åndeløs latter lød fra ham. Det var år siden, at han havde haft det sjovt med nogen, der ikke var en af Asads hårdkogte venner og han nød det overraskende meget. Tanken om at Mars var en dum unge med penge var gledet væk fra hans bevidsthed.

Endeligt overhalede han ham igen, satte farten godt op og løb hurtigt ned af gaden. Pakken klirrede let i hans favn, men ikke faretruende meget. Han havde ingen anelse om, hvor de skulle hen og han blev ved med at holde øje med Mars over skulderen, så han ikke lige pludseligt forsvandt ned af en sidegade eller stoppede ved et hus. 

"Hey!! Min moster er et meget fornemt halvæsel!" råbte Mars grinende tilbage. Hans kinder og ører var lyserøde i den friske forårsluft, og hans krøller dansede vildt på toppen af hans hovede, mens han løb.

Det var med et utilfreds grynt, at Mars så, hvordan Mahir overhalede ham. Mars var en god løber, rigtigt god endda, men han var ved at nå sit maksimale tempo. Mahir var ældre og højere end ham, og de ekstra muskler, de længere ben kunne Mars ikke hamle ret meget op med. Men det skulle ikke forhindre Mars i at prøve!

Mars bed sin underlæbe i koncentration, mens han satte farten yderligere op! Luften brændte i lungerne, og musklerne i hans lægge sitrer og syrede til. Han skulle bare...! Mars snappede efter vejret, men han nåede da op på siden af Mahir, men han sendte stadig den anden dreng et bredt, triumferende smil, som dog aftog en smule, da Mars allerede få sekunder begyndte at sakke bagud.

Mahir skulle bare ikke vinde! Så ville han jo aldrig respektere Mars! Hvis Mahir skulle være hans bedste ven, så skulle Mars bevise, at han var ligeså god som ham!

Mars pressede på! Han skulle løbe hurtigere! Endnu hurtigere! Blive ved, blive ved, blive... Og så skete den ting, der var sket en håndfuld gange før, når Mars løb så hurtigt, som han overhovedet kunne. Det var ligesom hele hans krop blev vægtløs, som om hans fødder løftede sig fra jorden og slet ikke rørte. En mærkelig susende fornemmelse gik igennem ham, og så var han pludselig fem meter foran Mahir! Og så ti meter! Femten!

Mars vendte hovedet og så sig over skulderen og lo højt, "Haha! Jeg...!"

CRASH

Mars var løbet direkte ind i et plankeværk med hele kroppen. Slaget slog luften ud af ham, og han tog et vaklende skridt bagud, inden han faldt ned på røven. Hans hoved dunkende, og en tyndt stribe blod begyndte at løbe fra hans næse.

"Hv... Hvad skete der?" mumlede han fortumlet.

Mahir lo, da Mars hoppede på den med halvæslet til moster, det var dejligt at nogen kunne holde til lidt spas på den gode måde.
Endeligt så det ud til, at Mahir løb fra Mars, det varede i hvert faldt lidt, inden at drengen kom op på siden af ham - og sakkede bagud igen. Mahir smilede stort, mens hans hjerte hårdt pumpede blod rundt i hans krop og fik verden til at virke lidt sløret omkring ham. Det stak i hans lunger, men ikke nok til, at han sænkede farten. Han skulle vise den lille rigmandsunge, at Mahir Matagi var... og så dukkede drengen op ud af ingenting nogle meter foran ham.

Ved Isari, hvad var nu det?! Han måbede, som Mars forsvandt igen og dukkede op længere fremme. Han kunne teleportere! Det var snyd! Det talte ikke! For et øjeblik var det Mahirs største bekymring, men så gik det op for ham, at Mars ikke så sig for.
"Pas..." Han nåede ikke at råbe mere, før den yngre dreng smadrede direkte ind i et plankeværk. "Lort," mumlede han og løb derhen og gled ned på knæ ved siden af drengen. Mars så ud til at være i live endnu, selvom han havde fået en blodtud og med de sejlende øjne så ud til at have slået hovedet.
"Du løb direkte ind i et plankeværk din åndsbolle. Er du okay?" Mahir havde et oprigtigt bekymret udtryk i ansigtet. Pakken stillede han ved siden af sig, så han havde begge hænder fri til at hjælpe Mars, hvis han skulle.

"Du havde alt for meget fart på." Mahir lod blikket glide over ham, men kunne ikke se, om han var kommet mere til skade end blodtuden. Det håbede han ikke! Tænk hvis han fik skylden! De ville garanteret ikke nøjes med en røvfuld, han var jo ingenting. Han ville ikke i problemer med de rige, og tænk hvad hans arbejdsgiver ville sige! Sådan at være skyld i at rigmandsungen var kommet til skade. Han bed sig i læben og bad til guderne om, at Mars var okay.

Hele verden snurrede voldsomt rundt for Mars lige nu, og han blev nødt til at række en hånd ud og tage fat i Mahirs skulder, så han ikke selv begyndte at snurre med. Hans hoved, og især næse dunkede smertefuldt, og han kunne mærke, det varme blod dryppe fra hans hage. 

"Fart?" spurgte han en smule forvirret, indtil det hele kom tilbage til ham. De havde jo løbet om kap! Mars havde vundet!

"Hah, jeg vandt!" grinede han svagt og en smule snøvlende af Mahir og løftede sin frie hånd for at tørre blodet af næsen. "Men du kæmpede bravt, gjorde du! Dét skal du sgu have, Mahir."

Verden var så småt begyndt at stå stille igen, og Mars' blik faldt på pakken på jorden ved siden af Mahir. Hvad var det nu, de skulle med den?

"Nå ja," tænkte Mars højt, stadig lidt ør i hovedet, mens han forsøgte at få stablet sig på benene. "Pakken skal jo frem, ikke? Men... er det okay, hvis vi bare går resten af vejen? Det er lige henne om hjørnet."

Åh, først så det slemt ud og Mahir kunne mærke knuden i maven vokse. Drengen havde uden tvivl slået hovedet. Bekymringen voksede og han tog fat i Mars, da denne greb fat i hans skulder. Han ville lige til at åbne munden for at spørge om de skulle have fat i en healer, men Mars kom ham i forkøbet og begyndte at prale med at have vundet. Det fik Mahir til at skære ansigt, og lidt af bekymringen forsvandt igen.
”Du snød! Og vi er ikke fremme ved mål endnu.” Det var sandt, målet var det hjem, pakken skulle afleveres til.

Mahir greb bedre fat i Marsk og begyndte at hive ham på benene. Hvis knægten da kunne stå uden at kæntre.
”Ja ja, vi skal nok gå resten af vejen. Du skal vist tage den lidt med ro.” Der var lidt latter tilbage i hans stemme, men bekymringen var ikke helt væk fra hans udtryk endnu. Det var vist lidt af et gok Mars havde fået.
”Hey, hvis du begynder at få det dårligt, så sig lige til, ikke? Jeg vil helst ikke bære dig hjem. Så hellere finde en healer.” Tanken om at slæbe Mars hjem til hans forældre og forsøge at forklare, at det var hans egen skyld, at han løb ind i et plankeværk, det huede ikke ligefrem Mahir. Han var ikke i tvivl om, at han som fattig buddreng, ville få skylden og komme i problemer.

Så snart Mars virkede til at stå nogenlunde stabilt, slap Mars ham og samlede pakken op.
”Nå, mester, hvilken vej skal vi så?”

"Jeg snød ikke med vilje, så det tæller ikke!" påstod Mars stædigt med et bredt grin. "Det sker bare nogen gange. Jeg har ikke styr på det overhovedet."

Han støttede sig til Mahirs skulder, men det gik egentlig fint nok, da han endelig var kommet op og stå og havde taget et par skridt. Han støttede sig dog stadig til Mahir, for han var pæn og duftede godt. Mars' kinder blev en smule røde.

"Jeg skal nok sige til," lovede han med et nik og pegede så ned af en lille sidegade. "Vi skal den vej."

Sidegaden var måske lille, men den var helt ren med skurede brosten, der lå i snorlige rækker. Husenes facader var fine og lyse, og stokroser og klatreplanet voksede od ad dem. Det var her Doktor Malenza boede. Mars var kommet her meget, både som patient og til middage med sine forældre. Doktor Malenza var nærmest som en gammel bedstefar for ham. Det var blandt andet ham, der havde undersøgt ham, efter Mars havde været kidnappet for at sikre sig, at manden ikke havde gjort Mars noget.

"Dér," sagde Mars, der stadig støttede sig mod Mahir, og pegede mod en fint udskåret dør. Den var malet i en flot, lyseblå farve med en gylden dørhammer i midten. "Du skal nok banke ekstra hårdt, for han hører ikke så godt."

Mahir sukkede og gav op. Det var ikke så vigtigt, hvem der havde vundet lille væddeløb, og hvis knægten gerne ville have æren, så var det fint nok med Mahir. Næste gang, hvis der altså blev en næste gang, ville han bare selv snyde på sin egen måde. Ingen havde sagt noget om, at man skulle følge samme rute, vel?
"Så siger vi det." Han lod Mars støtte sig alt det, han ville, hvem ville ikke have brug for en hånd, når man havde slået hovedet så hårdt? Så han undrede sig slet ikke over, hvorfor den yngre dreng blev ved med at støtte sig i mod ham. 

"Okay." Mahir begyndte at gå ned af den lille sidegade, Mars udpegede, med Mars hængende ved den ene skulder. Det var en meget pæn gade og Mahirs blå øjne gled lidt nysgerrigt rundt. Her havde han ikke været før. Det var så pænt, at han følte sig helt malplaceret. Buddrengen i lidt slidt tøj, der var begyndt at stumpe lidt både i ærmerne og i benene, de slidte sko og det krøllede hår. Men det lille mærke på hans trøje gav ham tilladelse til at komme alle steder, så han rettede sig lidt op og gik hen til døren, Mars havde peget på. 

Han gjorde som den anden dreng foreslog og bankede godt til på dørhammeren. Det varede ikke længe før en ældre udseende mand kom ud og åbnede døren. Trods alderen havde han et par skarpe brune øjne.
"Jah?" Hans øjne ramte først Mahir, der stod nærmest. Mahir skyndte sig at løfte pakken op.
"Jeg kommer med en pakke fra familien Pyralis." Han rakte den frem i mod den ældre mand, der med et lidt overrasket udtryk tog i mod dem. 

"Zaza!" råbte Mars nærmest med det samme og løb op ad de få trin op til hoveddøren og faldt den gamle mand om halsen, så han nærmest var ved at vælte. "Har du savnet mig, Zaza? Det er min ven Mahir! Han kommer med gaver!"

Doktor Malenza så en smule forvirret ud, inden det gik op for ham, hvad der foregik. 

"Åh!" sagde han i den slags høje pivestemme, som gamle mænd tit fik. "Jamen, lille Mars. Har du en ven med? Og gaver? Kom ind, kom ind!"

Mars slap manden, som vinkede begge drengene indenfor. Huset var stort og mørkt indvendigt og lugtede af gamle mennesker. Ikke dårligt, men bare gammelt.

"Jeg havde netop sat te over. Vil I have te?" spurgte Malenza, mens han vimsede ned ad gangen mod dagligstuen. Mars så spørgende på Mahir, men uden at vente på svar fra ham, tog han Mahir i hånden og trak af sted med ham.

Det gav et forskrækket ryk i Mahir, da Mars råbte noget, der kun kunne være et kælenavn for den ældre herre i døren. Manden så forvirret ud og ærligt talt var Mahir også lidt forvirret. Og usikker, han var ikke ligefrem vant til at have nogen med sig på sine budrunder, og da slet ikke nogen, der kendte personen som disse to kendte hinanden.
Langsomt og tøvende gik Mahir op af de få trin og stod i døren. Huset var mørkt efter lyset udenfor og han vidste ikke helt, om han også var inkluderet i invitationen til at komme ind. 

Men Mars greb hans hånd og slæbte ham med ind i mørket, hans øjne alligevel ret hurtigt vænnede sig til. Det var et pænt hjem, og manden var tydeligvis ikke i nogen form for økonomisk knibe. Som altid, når han kom ind i rige hjem, følte han sig malplaceret og han sørgede grundigt for ikke at komme til at røre ved noget. Det ville være en katastrofe, hvis han satte beskidte aftryk på noget eller kom til at ødelægge noget!

Han fulgte med Mars ind i stuen, der var fyldt med tunge møbler og overraskende meget nips. Mahir trak sin hånd til sig og tog ved sin egen albue, næsten som for at være sikker på, at den ikke stak for langt ud. Det var nok ret tydeligt at se på ham, at han ikke følte sig veltilpas i det rige hjem og hans blik flakkede lidt rundt, inden han så på Mars. Hvorfor havde han også sagt ja til at følges med den rigmandsunge? Det her kunne næsten kun gå galt, kunne det ikke?

Den gamle mand tussede foran de to drenge ind igennem gangen og ind i stuen, der indeholdt en masse gamle, men pæne møbler og endnu flere store planter i krukker og vaser. Han satte sig i en knirkende gammel sofa og gestikulerede til drengene, at de skulle sætte sig overfor ham.

Mar trak Mahir med sig over til den anden sofa og satte sig. Der stod en dampende tepotte foran dem.

Malenza ringede med en lille sølvklokke og få sekunder senere kom en stuepige ind.

”Vi har fået gæster,” sagde Malenze venligt til pigen. ”Vi skal bruge nogle flere kopper. Og lidt kage til gæsterne.”

”Nå, hvad har I så med til mig?” spurgte han drengene, og hans blik faldt spændt på pakken.

Inden Mahir kunne nå at protestere blev han hevet hen til og ned i en sofa. Han. Sad. I. En. Sofa. Hans blå øjne blev store af hvad der næsten kunne beskrives som skræk. Han hørte ikke til her. Ikke i et så fint hjem som det her. Men det var som om, at noget var gået i stå inden i ham, for han kunne hverken få ord ud af munden eller få sin krop til at rejse sig. I stedet blev han siddende og så, hvordan manden hidkaldte en stuepige og bad hende finde nogle flere kopper. Og kage. Det var surrealistisk og Mahir fik endeligt rykket sig ud af sin frosne tilstand. Hurtigt vendte han sig mod Mars og hviskede, i håb om at den ældre mand ikke kunne høre ham og ville blive fornærmet.
”Jeg … jeg kan ikke blive, jeg … har et arbejde at passe.”

Det var ret tydeligt både at se og høre på ham, at han ikke var tilpas i situationen. Og at han samtidigt ikke ville lave en scene eller noget, men bare gerne ville ud på gaden igen. Han nåede lige at ønske, at Asad var der, men det forsvandt med det samme igen, for den større dreng ville sikkert bare slå den gamle mand ned og stjæle alle hans ting. Men han havde en tro på sig selv, som Mahir ikke besad. Mahir vidste hvor han hørte til i det sociale hierarki og det var langt fra der, hvor han lige var blevet trukket med ind.
Åh, han ville så nødigt komme i ballade!

Mars tyggede lidt i sin underlæbe, mens han lyttede til Mahir. Selv for en dreng, der var så selvoptaget, som Mars var, var det tydeligt at se, at Mahir ikke var tilpas i situationen. Og selvom Mars helst ville stoppe Mahir fuld af kage for at vise, hvor god og rig en ven han var, så ville han heller ikke pine Mahir og tvinge ham til noget, han slet ikke havde lyst til.

"Zaza, jeg kom lige i tanke om... Øh, min far venter på mig. Og på Mahir!" fandt han på i stedet for at svare på den gamle mands spørgsmål.

Han sprang op og tog pakken fra Mahir og gav den blidt til den gamle. "Du må selv palle op og se, Zaza," sagde han og smilede over hele hovedet. Manden så lidt forvirret ud, men det gjorde han det mest af tiden, vidste Mars.

"Åh, jamen så må I hellere komme af sted igen," svarede han blot med en lille kluklatter. "Unge mennesker har så travlt nu om stunder. Hils din far, lille Mars."

Mars nikkede og tog Mahir i hånden og trak ham op ad sofaen og med sig ud af huset.

Så snart de stod ude på gaden igen, vendte Mars sig storsmilende mod Mahir og så forventningsfuldt på ham. "Hvor skal vi hen nu?"

Til Mahirs store lettelse fattede Mars åbenbart, at den var gal, for han spyttede en undskyldning ud for, at de skulle videre med det samme. Tavst lod han Mars klare situationen, inden han lod sig hive ud af sofaen og ud af huset, stadig med en panisk påpasselighed på ikke at røre noget eller komme til at vælte noget. Hans hjerte bankede hårdt i hans bryst og han tog en dyb vejrtrækning udenfor, som om han havde holdt vejret i al den tid, de havde været i huset.

Helt forfjamsket over det hele, kørte han en hånd over sit korte hår og så rundt, mens han forsøgte at falde ned igen. Der var ikke sket noget, ingen var blevet vrede og han var ikke i problemer.
Hans blik gled til Mars, da drengen spurgte, hvor de skulle hen nu. Først var Mahir lidt forvirret.
”Vi skal ikke nogle steder hen.” Han havde taget rigmandsungen hen for at aflevere pakken som lovet. Det var det. De skulle hver deres vej nu.
”Jeg skal tilbage til arbejde.” Mars forventningsfulde ansigt fik det næsten til at gøre helt ondt at afvise ham, men Mahir havde brug for pengene og det der med at tage en fridag gjorde han kun i nødstilfælde.

En bevægelse fik ham til at dreje hovedet. Der kom den store mand fra køkkenet af, og hans blik fik Mahir til at bakke et skridt væk fra Mars. Han var ikke dum, han kunne nok regne ud, at manden skulle passe på den lille rige unge. Og hvis der var nogen han ikke ville i kløerne af, var det så stor en mand som ham. Han lignede en, der kunne dreje halsen om på ham som en hanekylling.

Mars' forventningsfulde smil falmede meget hurtigt og blev afløst af en meget skuffet grimasse. Han havde ellers troet, at de var venner for livet nu, og venner for livet skulle jo altid være sammen, skulle de ikke? Det var Juno og Hector i hvert fald, og Mars havde håbet, at han og Mahir var ligesom dem nu. Eller lidt. Måske ikke helt. Mars vidste godt, hvad Hector og Juno også lavede, når de var alene. Hans ører blev en smule lyserøde ved tanken. Bvadr! Sådan noget kæresteri var slet ikke noget for Mars!

"Nå," sagde han stille og så lidt ned i jorden, mens han gjorde sit bedste for at se stakkels ud. Bag ham gryntede Bøf, som Mars vidste betød, at de skulle hjem snart. Egentlig kunne Bøf slet ikke bestemme over Mars på den måde, men Mars vidste også godt, at han havde ret.

"Men jeg ser dig igen, ikke?" spurgte han og så op på Mahir. Det håbefulde udtryk var tilbage igen. "Måske kan jeg hjælpe dig med at finde flere steder? Eller... med noget andet?"

Det var godt, at Mahir ikke vidste, hvad der gik igennem hovedet på Mars. Venner for livet. De havde lige mødt hinanden. Mars var nogle år yngre end Mahir. Og Mahir havde ikke tid til venner. Hvad ville de ham alligevel?
Og så var det nok også godt, at han ikke vidste, at Mars var Junos lillebror. Det havde fået ham til at vende om på hælen og forsvinde ud af drengens liv for evigt. Han skulle ikke risikere noget! Og Asad skulle intet vide! Tænk hvad hans storebror ville gøre ved en som Mars bare for at hævne sig på Juno. 
At Juno og Hector var mere end bare venner ville dog ikke komme som en overraskelse for Mahir. Langtfra. 

Men alt dette var ikke noget Mahir skulle tage stilling til, i stedet kunne han bare se Mars meget skuffede ansigtsudtryk, hvilket gav ham et svagt stik i brystet. Drengen ville virkeligt gerne være sammen med ham. Ikke at Mahir forstod hvorfor.
Den store mand gryntede og Mahir skulle lige til at gå, da Mars åbnede munden. Det fik ham til at gå i stå. Tænk at nogen kunne se så sølle ud! Over ham! Han pressede et smil frem i et forsøg på at trøste drengen.
"Jeg tror ikke min chef bliver så glad, hvis jeg slæber nogen med rundt. Det er meningen, at det skal gå stærkt." Han trak på skuldrene. "Måske vi ses igen. Men nu må jeg løbe. Hej hej!" Han kastede et sidste blik på den store mand, inden han vinkede til Mars og satte af sted i løb. Bedre at vende tilbage til arbejdet end at hænge ud med en lille rigmandsunge!

Det var ikke fordi, at han sådan glemte Mars helt, men han havde så meget andet at tænke på. Så mange bekymringer og triste tanker at håndtere, at den lille krøltop gled bagerst i hans tanker.

Mars stod bare og kiggede efter Mahir, da han stak i løb ned ad gaden. Han havde mest af alt lyst til at tude lidt, men han holdt det tilbage. Hvis Mahir kiggede sig over skulderen, skulle han ikke se Mars stå der og tude, som et pattebarn! Det ville være alt for pinligt, og så ville Mahir da i hvert fald slet ikke se ham igen.

"H-hov, vent!" kaldte Mars pludseligt. "Du glemte dine drikkepenge!" Men Mahir var drejet om hjørnet og kunne ikke høre ham. I forvirringen havde Mars fuldstændig glemt, at han havde lovet Mahir en stor portion drikkepenge fra Doktor Malenza, og nu vidste Mars ikke, hvornår han ville se Mahir igen. Med mindre...

"Du kan godt finde ud af, hvor han bor, ik?" spurgte Mars og vendte sig mod Bøf. Den store mand brummede lidt og nikkede.

"Godt!" sagde Mars, straks glad igen, og vendte om på hælen for at marchere hjemad i følgeskab med Bøf. Han skulle nok få Mahir at se igen, og Mahir ville blive så lykkelig, når Mars kom med et stor pose penge til ham!