Avior vidste at han var nødt til at komme tæt på Sobek, for at lade sin evne virke, men han ville foretrække hvis den store mand forsøgte at komme til ham. Så han ventede. Ventede for længe, da en krokodille pludselig nærmede sig ham. Avior satte sig straks ned på hug, så hans våben, hans hænder, var tættere på det farlige dyr.

Krokodillen åbnede sit store næb og Avior så sit snit til at stikke en hånd ind i dets mund og bruge sin evne. Dets hoved eksploderede indefra, men ikke inden dets tænder havde snittet ned langs hans højre arm og hans håndflade var blevet spiddet imod dets tænder. Blodet der løb fra hele hans arm og hånd blev kun tydeligere, da krokodillen forsvandt op i lys og Avior nåede lige at registrere den sten, der var på vej imod ham. Han flyttede sig, men ikke hurtigt nok, og den ramte ham stadig.

Det svimlede straks for ham, og hans knæ faldt ned mod gulvet, det samme med hans hænder, der holdt ham fra at falde helt. Hovedsagligt den venstre, da den højre gjorde for ondt. Ud af øjenkrogen kunne han se Sobek og han vidste, at han var nødt til at gøre noget, før han besvimede helt. Han kunne mærke bevidstløsheden trænge sig på, og han trak straks på al sin energi i et sidste forsøg på at dræbe Sobek. 
Lyset omkring ham blev stærkere og stærkere, og gav dermed desværre Sobek en advarsel - en mulighed for at træde ud af lokalet, inden en eksplosion ramte ud fra Avior. Den ramte ind i alle væggene omkring ham og ville være nok til at sende Sobek flyvende imod en væg, hvis ikke han var trådt udenfor, men det var ikke lige så stærk en eksplosion som Avior ellers var i stand til, for hans bevidsthed havde allerede været svigende, og efter at have brugt sine sidste kræfter i et desperat forsøg, faldt han også bevidstløs om på gulvet. 

Det gjorde ondt på Sobek, da hans krokodille gik i stykker. Fysisk, ikke psykisk, som han ingen følelser havde for monstrene, der var lavet af ham selv. Det ville være som at have følelser for en sten. At Sobek ikke havde følelser for nogen , ikke engang sine egne afkom, nå ja, det var en anden side af sagen.
Men selvom det smertede ham, blev hans sten alligevel sendt perfekt af sted. Den ramte drengen i hovedet, og han så ham tilfreds falde til jorden. Men noget var galt. Det tog ham et sekund for længe at regne ud, hvad der foregik. Han var tæt på døren, men han nåede ikke helt ud af den, før drengens evne sendte en eksplosion af sted bag ham, større end noget han havde set før. En trykbølge sendte Sobek forover ud i på jorden uden for hytten, hvor han landede tungt. Det varede et øjeblik inden han rørte på sig og langsomt kom op at sidde på knæ. En bred hånd blev ført til hans pande, hvor han kunne konstatere, at han blødte en smule. 

Med gru stod han i døren og så på sit hjem. Alting var ødelagt. Selv stengulvet var gået i stykker under Aviors bevidstløse krop. Vreden bredte sig i den brede krop. En vrede, der fik hans indre til at gløde og hans muskler til at spænde op. Lysten til at brække hver eneste knogle i drengens krop gled ind over ham og han tog et skridt frem, men han besindede sig. Nej, han havde en anden idé.
Han fandt halsbåndet med stenen ude ved buret. Nål og tråd lå stadig i skuffen, selvom den lille kommode var smadret. Med sin tunge krop placeret oven på drengens, fik han med nogle grove sting syet halsbåndet om halsen på ham igen. Så var han nogenlunde sikker. Derefter forsvandt han ud i tilbygningen, hvor han tømte en stor kiste med skind, inden han gik ind og samlede drengen op. Selvom han ikke var så stor, kunne han ikke ligge udstrakt i kisten, men der var plads nok til, at han kunne vende sig. Det var også ca. det. Sobek lukkede låget og med lidt besvær fik han bundet et reb om, så den ikke kunne åbnes.

Det var det. Der var styr på drengen. Han burde sove, men han var for vred til at finde ro, og hans seng var alligevel ødelagt til ukendelighed. Så han begyndte at sortere ud i, hvad der kunne reddes og ikke reddes. Undersøgt skaderne på selve huset, hvor gulvet var hårdest ramt. Han ville skulle skifte sten ud. Forbandede unge. En gang i mellem tog han sig selv i at stå og stirre på kisten med tanken om at smide den i søen. Brænde den. Aflive knægten så smertefuldt som muligt. Men det blev ved tanken, heldigvis for Avior.

Avior var bevidstløs igennem det hele. Han var bevidstløs, da Sobek syede halsbåndet om ham igen. Han var bevidstløs, da Sobek løftede ham op og bar ham over i kisten. Han var bevidstløs, da den blev lukket. Havde han ikke været bevidstløs, ville han have været panisk igennem det hele.

Han blev panisk, da han vågnede. Til at starte med troede han, han var død. Blind, måske. Han kunne ikke se noget. Det tog ham et par sekunder, før han blev opmærksom på sin krop. Der var noget der stødte imod hans albue. Og imod hans fødder. Han lå på noget, noget hårdt. Med et grynt gned han sine øjne, og opdagede samtidig at han godt kunne se - han var bare et meget mørkt sted. Selv hans sædvanlige glød var væk.

Med ét gik det op for ham, at det kun var én ting, der kunne tage hans glød fra ham. Han løftede en hånd til sin hals og fandt præcis hvad han frygtede. Et skrig forlod instinktivt hans læber, og blev kun højere og mere skingert, da han panisk greb ud omkring sig, for at finde ud af hvor han var. I en eller anden kasse, gik det hurtigt op for ham, men hvis der var et låg, gav det sig ikke. Det kunne være sømmet i. Det kunne være vægtet under flere meters jord.

Aviors skrig tog til, og han lagde knap nok mærke til de tårer, der gjorde hele hans ansigt vådt. Han havde for travlt med at hamre på samtlige sider af kassen, desperat efter bare den mindste smule lys. Desperat bare efter at få afkræftet at han var begravet levende.

Endeligt startede skrigeriet. Sobek var i gang med at undersøge sin stol, der heldigvis var kommet nogenlunde igennem det hele, kun med en brækket stolpe. Langsomt drejede han hovedet og så mod kassen, der svagt rystede under drengens slag. Jamen så meget lyd, der kunne være i den lille lort. Sobek havde ikke været i tvivl om, at Avior ikke var glad for små rum, sådan som han havde reageret på at være lukket inde i buret. Et tilfredst udtryk spredte sig på hans ansigt, inden han vendte sin opmærksomhed tilbage til stolen.

Han havde ikke nogen plan om, hvor længe han ville lade drengen være i kisten. Men den nat gik og det samme gjorde dagen efter. Og dagen efter. Først om formiddagen på den tredje dag, var Sobek kølet nok ned til, at han besluttede sig for, at han skulle se til drengen. Det var ikke meningen, at han skulle dø af sult eller tørst. Og nu vidste han, hvad han skulle med ham. Men det krævede en uge mere med ham i huset. Og buret var gået i stykker. Nå, det var kun drengen dét gik ud over.
I de dage havde han brugt tiden på at rydde op og reparere ting. Smide ud. Der var et stort arbejde for ham forude. Træer skulle fældes og laves til tømmer. Han skulle have fundet nogle flade sten til gulvet. Og en eller anden dag skulle han til smeden med lågen til buret, men det blev ikke nu, for det var en rejse, der ville tage dage.

Der var nogle småting, han ikke selv kunne lave, ud over lågen. Glasset i vinduerne, f.eks.. Han regnede ikke med, at få det skiftet snarligt, så han havde i stedet sat dyreblærer for, så varmen blev inde og lyset kunne komme ind.
Han var vred. Men han var også så gammel, at han vidste, at den slags kunne ske. Livet lagde sig ikke bare for ens fødder. Og han havde jo tid nok. 

Men nu var det tid til at tage sig af Avior. Han bandt knuderne på rebene op og med en hammer i den ene hånd, åbnede han kisten op, klar til at smadre kraniet på ham, skulle det være nødvendigt. Den eneste grund til, at han ikke gjorde det, var at han havde besluttet sig for at sælge ham, så der var penge til noget af alt det, han ikke selv kunne lave.

Avior skrig sluttede først, da han ikke længere havde nogen stemmen tilbage. Han havde ingen ide om hvor længe han var i kisten, for der var ingen måde han kunne følge med i tiden, og han græd sig i søvn ofte.

Han var holdt op med at skrige, da kisten endelig blev åbnet. Så snart lys nåede ind i hans kiste, nærmest kastede Avior sig ud af kisten. Han havde ingen kræfter tilbage efter at have ligget stort set stille i al sin tid i kisten, og ikke have fået noget næring, men han kravlede ud over kanten af kisten allerede inden hans øjne havde vendt sig til lyset.

Han lå på gulvet ved siden af kisten og gispede efter vejret, som havde han været under vand, med tårer strømmende ned ad sine kinder. Ud af øjenkrogen så han Sobek stå over sig, og Avior lagde sig straks fladt ned på ryggen på gulvet, med sine rystende arme strakt ud over sig, for at holde Sobek på afstand.

Han hverken sagde noget eller skreg. Det føltes som så længe siden han havde brugt sin stemme, at han slet ikke vidste om han kunne bruge den længere. Under alle omstændigheder var hans chancer nok bedre hvis han holdt kæft.

Der var ingen grund til at have en hammer parat. Det var et sølle syn, der mødte Sobek, da han åbnede kisten. Knægten virkede mere død end levende, da han selv formåede at kravle over kanten på kisten og vælte ned på gulvet. Vreden begyndte at syde i Sobek igen, da han så det tårevædede ansigt, men han lagde hammeren fra sig, inden han ville gøre noget dumt. I stedet bukkede han sig ned, greb fat i Aviors krave og løftede ham op, som var han ikke andet end en lille kattekilling. Han slæbte ham ind i stuen, der var mærkbart mere tom, nu hvor størstedelen af møblerne var væk. Ublidt smed han ham på et skind på gulvet, hvor der stod en kande med vand, et krus og en skål med noget stuvning.
"Spis," brummede han uvenligt. Det var tydeligvis ikke med hans gode vilje, at han brugte ressourcer på drengen.

Han blev selv stående, mens han så med et dødt blik ned på ham, afventende. Han havde ikke tænkt sig at snakke med ham eller bruge tid på ham. Han skulle bare have noget mad og drikke, så han kunne holde til slavehandleren kom forbi. Ikke at han ville komme helt ind til Sobeks lille hytte inde i skoven, nej, der var et sted uden for skoven, hvor flere dukkede op på faste tidspunkter, når manden kom for at se, hvad egnen kunne tilbyde. Sobek ville skulle slæbe Avior derhen, men det regnede han nu heller ikke med, ville blive et problem. 
Begyndte Avior ikke at spise med det samme, ville Sobek brumme og i sine bevægelser true med at tvinge ham.

Avior forsøgte at holde Sobek på afstand, men han var svag og der var intet han kunne stille op, da Sobek greb fat om hans krave. Selvom han forsøgte med både arme og ben at kæmpe sig væk, blev han først sluppet, da han blev smidt på gulvet af Sobek. 

Nede på gulvet hev han efter vejret, og det tog ham flere sekunder at forstå, hvad det var Sobek havde bedt ham om. Han brugte sine hænder til at tørre sit ansigt og Sobek nåede at brumme af ham, inden han endelig samlede skeen op og begyndte at spise. Han spiste en enkel mundfuld, inden han tømte hele kruset med vand. Han spiste op i stilhed og selvom det gik langsomt, fik han tømt hele skålen med stuvning. 
Avior satte skålen fra sig og så afventende op på Sobek. Først da gik det op for ham, at Sobek måske havde tænkt sig at putte ham tilbage i kisten, og med ét, inden han kunne nå at tænke sig om, kravlede han væk fra ham. Der var ikke nogen steder at gemme sig i hytten, der nu var ganske tom efter hans eksplosion, men han var klar over at han var nødt til at skabe afstand imellem dem, hvis han ville undgå kisten. 

Endeligt begyndte knægten at spise og drikke. Sobek flyttede sig ikke, men blev stående. Ventende. Avior skulle ikke have muligheden for at lave mere ballade end han allerede havde gjort. Maden forsvandt langsomt. Han skulle lige til at gribe fat i ham igen, da skålen var tom, men den havde Avior åbenbart set komme, for han begyndte at kravle væk. Ynkeligt. Sobek trådte frem og greb ham i nakken af tøjet, inden han slæbte ham tilbage til kisten.
"Strit i mod og jeg begynder at brække dine lemmer én for én." Om Avior troede på hans trussel eller ej, skulle Sobek nok få ham mast ned i kisten. Og snart var låget lukket og rebet bundet om igen.

Sådan gik der en fire dage. En gang om dagen kom Avior op af kisten for at drikke og spise, inden Sobek smed ham ned i kassen igen. Der var ingen nåde. Han gad ikke se på ham, og han ville ikke give ham muligheden for at forsøge at stikke af, ved at tage ham med ud til skideskuret. Han var ligeglad med, hvor meget Avior led i kassen, hvor meget han svinede sig selv til, hvor mange mareridt han ville få resten af sit liv. Det tomme hjem mindede ham om, hvor meget besvær drengen var, og han vidste, at skulle han se for længe på ham, ville han rykke hovedet af ham.

På sjettedagen slæbte Sobek kisten med Avior i ud af huset. Det var tidlig morgen og solen, der kun lige var stået op, kastede et sløret lys over verden omkring dem, mens duggen glimtede på græsset. Et stort kar var stillet frem og fyldt med vand. 
Sobek bandt rebet op på kisten og åbnede låget. Om Avior selv kom ud eller om han skulle hives ud, det betød ikke så meget.
"Smid tøjet," brummede Sobek i et tonefald, der burde fortælle Avior, at han ikke havde noget valgt. Drengen skulle i bad inden Sobek gad at slæbe ham nogen steder.

Avior kæmpede imod på trods af Sobeks trussel - han ville hellere brække alle lemmer, end han ville tilbage i dén kiste. Men han var svag efter flere dage i den, og hans styrke var ingenting imod Sobeks. På ingen tid var han tilbage i kisten, og for alt han vidste af, kunne Sobek sikkert slet ikke høre hans skrig eller gråd. 

De næste fire dage var ren tortur for Avior, der forsøgte at sove eller lukke sig inde i sig selv det meste af tiden. Først da han kom med udenfor i solen, havde han det som om han blev vækket lidt til live igen. Et øjeblik var han bange for at Sobek virkelig havde tænkt sig at begrave ham levende denne gang, og ville lade ham se hullet som ekstra tortur inden, men da han fik øje på karret og fik ordre til at smide tøjet, blev det tydeligt at det var andre planer han havde for ham. 

Han var på ingen måde genert omkring sin krop. Han brød sig ikke om kulde, særligt ikke når han egen varme, naturlige glød var taget fra ham, men hans krop var, for ham, ikke andet end en krop, og på trods af gåsehuden der straks spredte sig på hans hud, hev han sit tøj af, ét stykke af gangen. Han skævede til Sobek, og knyttede sine hænder, men angreb ham dog ikke. I stedet nidstirrede han ham, imens han trådte op i karret. 

Sobek ventede utålmodigt på, at drengen gjorde, som han sagde. Han havde vitterligt ikke mere tålmodighed for den dreng, men det var nok heller ikke så sært. Men Avior så ud til at have forstået, at han ikke var på Sobeks gode side, for han begyndte at smide tøjet som beordret. Godt, så var Sobek fri for at hive det af ham i en kamp. Det ville bare ende med, at knægten kom til skade, og det duede ikke. Ikke når de skulle på tur, og han skulle indtjene Sobek så mange krystaller som muligt.
Drengen trådte endda selv op i karret. Vandet var ikke varmt, det havde Sobek ikke gide at døje med, så Avior måtte leve med et koldt bad.

Der hang en grov svamp af plantefibre på karret, og Sobek tog den og rakte den frem mod Avior.
"Vil du selv eller skal jeg?" Tonen i hans stemme var mørk og negativ, hvilket bare viste, hvor lidt han havde til overs for ham. Det var ikke en trussel uden indhold. Tog Avoir ikke svampen og begyndte at vaske sig selv godt og grundigt, ville Sobek tvinge ham ned i vandet og skrubbe ham til hans hud var rød.
Det var ikke for Aviors skyld, at han blev sat til at tage et bad, det var helt og holdent for Sobeks. Efter så mange dage lukket inde, var Avior uden tvivl ikke lækker at være i nærheden. Ej var hans tøj og han skulle ikke regne med at få det tilbage igen.

Avior havde mest af alt lyst til at kyle svampen i hovedet på Sobek. Selvom hans krop var svagelig, var hans raseri brændende som aldrig før. Men mindet om kisten hjemsøgte ham. Det holdt ham i skak, imens han satte sig ned i det kolde vand, der fik gåsehud til at sprede sig på hans krop, der allerede var langt køligere end normalt, takket være stenen mod hans hals.

Han greb fat om svampen og klemte om den, imens han endnu engang overvejede at kaste med den eller i det mindste sprøjte Sobek til med vand. Men han vidste, bag sit store temperament, at hvis han gjorde sådan, ville Sobek gøre noget værre ved ham. Det var bedre at forsøge at opføre sig pænt. For nu.
Desuden var han klam. Seriøst klam. Og da han først begyndte at skrubbe sig, blev han så besat af at komme til at føle sig ren igen, at han skrubbede langt hårdere end nødvendigt.

Han var ligeglad med at han var nøgen og ligeglad med at Sobek kunne se hans krop. Det var ikke andet end et stykke værktøj for ham, hans krop. Noget han skulle bruge, hvis han ville finde Mia, omend hun var det sidste han tænkte på lige nu. Kun tanken om hævn opfyldte ham, og han nidstirrede Sobek, imens han skrubbede sig selv ren, på en måde der grænsede til det groteske, da han nåede ned mellem sine ben.

Sobek lagde armene over kors og gengældte Aviors stirren med sine blå øjne, der var hårde som sten. Han var ligeglad med drengens vrede og tydelige had i mod ham. Så længe stenen sad i halsbåndet om hans hals, var Avior ikke nogen trussel, og lige nu var det værste, han kunne gøre, at smide vand efter ham. Hvilket Sobek ville hævne med en lang, god dukkert med hovedet under vand. Men intet skete. Drengen gav sig i kast med at vaske sig ren. Helt aggressivt, men han var heller ikke ligefrem ren længere. Det rørte ikke Sobek, at han sad nøgen i karret foran ham, lige nu havde han ikke tænkt sig at røre ham med en ildtang. Hans besøg skulle afsluttes så hurtigt som muligt, helst for så mange krystaller som muligt. Glas var ikke billigt, ej heller var et besøg ved smeden.

Da han vurderede, at Avior var ved at være ren, gik han hen og tog en bunke tøj fra en stol, der stod ved husmuren. Det var lavet af skind, det var, hvad Sobek havde ved hånden. Om det passede var nok lidt hip som hap, han havde hastigt rimpet det sammen i noget der nok var i en nogenlunde Avior-størrelse. Det var ikke pænt, men det var varmt nok, og for Sobek havde det kun det formål at dække drengen til, mens de rejste. 
"Tag det på." Han rakte det frem, ligeglad med at Avior var våd. Hvis Avior begyndte at trække i de primitive bukser og trøje, ville Sobek trække noget reb op af lommen. Så snart Avior var i tøjet, ville han gribe ham i skulderen og trække ham hen til en af stolperne i hegnet om hestefolden og binde hans hænder sammen og derefter binde rebet fast til stolpen.

Avior tog imod det tøj der blev rakt til ham, for selvom han ikke havde noget imod sin nøgne krop, så måtte han indrømme overfor sig selv, at han savnede den varme tøj kunne give ham. Han trådte ud af karret og begyndte med kolde, stive fingre at klæde sig på, med lige så meget vrede i blikket rettet mod Sobek som han hele tiden havde.

Tøjet gav en smule varme, men hans hænder var stadig frysende kolde, da Sobek trak ham hen til en stolpe og bandt ham fast. Han var ikke glad for at stå dét, i kulden, våd og vred, men det var mange tusinde gange bedre end at være nede i en mørk, lukket kiste, og derfor bed Avior også sine tænder sammen og tog det med oprejst pande i så høj grad som han kunne. 

Sobek efterlod Avior bundet ved stolpen. I stedet gik han over til hestens skur og kaldte på den. Den kom frivilligt over og lod ham lægge seletøj og sadel på den. Det var ikke så ofte, at der skete noget, den kraftige hest fik for det meste bare lov til at tulle rundt for sig selv. En gang om måneden blev den lukket inde i det stabile skur, så varulvene ikke tog den. Det var en godmodig hest, så den fandt sig i det hele. Og på en eller anden måde tog Sobek sig nok af den til, at den hverken var ødelagt fysisk eller psykisk. Måske han skulle tage forbi smeden og få ham til at se på dens hove. 

Til sidst trak Sobek hesten hen til Avior, inden han tog en saddeltaske og smed over ryggen på den. Efter at have spændt den fast, løsnede Sobek rebet, drengen var spændt fat til stolpen med.
"Du kan hjælpe med at komme op på hesten, eller du kan gå, trukket bagefter." Han ventede ikke på svar, som han regnede med, at knægten helst ville sidde på hesten, så han greb fat i ham og næsten kastede ham op på hesten for at sidde foran sadlen. Som han selv satte foden i stigbøjlen og hev sig op, skiftede hesten benstilling for at holde balancen og sadlen gav sig. Men op kom den store mand og så snart han havde fat i tøjlen, satte han hesten i gang og begyndte at ride dem væk fra huset i skoven.

Det ville have været bedre for hesten at have Avior bagved sadlen, men her kunne Sobek hele tiden have fat i ham, så han ikke lavede noget ballade. De skulle lige ud af skoven og lidt mod øst, der lå en gård, hvor en slavekøber kom forbi regelmæssigt. Han købte slaver op for en slavehandler i Balzera, der tog i mod de fleste slaver, især halvdyr. Nu var drengen godt nok ikke et halvdyr, men lidt speciel var han da, så mon ikke, at det var noget han kunne få lidt penge for.

Avior ville ikke nedsætte sig selv til at gå. Det var en udmærket måde at komme frem på, men ikke trukket efter en hest. Ikke når det var Sobek, der satte ham til det. Så han hjalp selv til med at komme op på hesten og brokkede sig kun minimalt, da Sobek satte sig bag ham, ved at grynte en lyd af væmmelse, og forsøge at møve sig væk, så han ikke rørte ham. Uheldigvis for ham, var det umuligt at komme væk fra Sobek; han gled kun tilbage i sadlen og sad nærmest mere på Sobeks skød, end han sad i sadlen. 

Han kunne lugte den ældre mand og mærke hans arme om begge sider af sig, og hvis ikke det var fordi han lige var kommet op af en kiste, ville han havde påstået, at han aldrig havde været så utilpas. I det mindste smittede noget af Sobeks kropsvarme af på Avior, der efter et par anspændte minutter i sadlen endelig lod sig hvile tilbage imod Sobeks brystkasse. 

"Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad vi skal?" snerrede han, mentalt lige så anspændt som han hele tiden havde været, selvom hans krop endelig var begyndt at slappe bare lidt af. 

Sobek var ligeglad med, hvordan Avior havde tænkt sig at sidde. Det var synd for hesten, hvis han ikke begyndte at slappe af, men ellers var det hans eget problem, om han ville sidde så stift hele turen. Der gik dog ikke længe inden, at Sobek kunne mærke hans krop i mod sin, som han begyndte at slappe lidt af. Den vrede snerren var lige ved at få Sobek til at daske til ham, men han ville ikke forskrække hesten, så han lod være. Det var snart overstået.
"Nej." Og så var den ikke længere. Forsøgte Avior at tale til ham, ville han enten få enstavelsessvar eller blive mødt med tavshed. Sobek havde ikke noget til overs for drengen og snakkede han for meget, så ville han blive kneblet. 

De red det meste af dagen med et par få pauser, hvor Sobek stort set ikke slap Avior. Ved aften bandt han ham til et træ og gav ham noget at spise, inden han lagde sig ved det ulmende bål, hvis varme nok ikke rigtigt nåede drengen. Næste dag var ikke meget anderledes. Skov med mere skov, en lang dag på ryggen af hesten, og et træ Avior kunne sidde bundet op af hele natten. Sobek sagde ikke meget, hvis overhovedet noget. Han tog sig godt af hesten, der trods alt skulle slæbe på to og de ting, han havde med i sadeltaskerne. Avior fik mest bare lov til at passe sig selv, selvom han fik mad og vand.

På tredjedagen forlod de skoven, og han red langs kanten af den. Vinden var køligere, men solen skinnede ned over dem. Det var midt på dagen, da der endeligt dukkede en gård op foran dem. En røgstribe bevægede sig dovent mod himlen og der stod et par heste bundet udenfor. Sobek red op foran døren og steg af. Han var ærligt talt lidt øm i røven efter at have siddet på en hest i to en halv dag, og han skulle også hjem igen. 
Ublidt hev han Avoir ned efter at have bundet hesten fast. Med en hånd på hans skulder, førte han ham op til døren, som han åbnede uden at banke på. De gik direkte ind i stuen, der dog var en smule anderledes sat op med siddepladser, et spisebord med bænke og ved den ene endevæg et skrivebord. Der sad en mand bag skrivebordet og var ved at tælle nogle krystaller op. Foran bordet stod fem væsner, de tre af dem var bundet sammen. Duknakkede og havde tydeligvis ikke været behandlet særligt godt.

"Og fire ravstykker. Så skulle det vist passe. I kan bare tage dem ud bagved." Han lavede en bevægelse med hånden mod en anden dør. Den ene af mændende tog i mod krystallerne, inden der faldt et par slag mod de tre stakler, der blev hevet af sted mod døren. Så snart de havde flyttet sig, slæbte Sobek Avior med hen foran bordet. Manden havde samlet en pen op og var ved at notere noget på et stykke papir. Det varede et øjeblik, inden han løftede blikket.
"Ah, Sobek, hvad har du med til mig denne gang?" Mandens stikkende øjne gled over Avior, bedømmende og nysgerrigt. Sobek brummede.
"Han kan lyse og ødelægge ting."
"Jaså." Manden så ikke så imponeret ud. "Hm, lyse siger du?" Han overvejede det lidt. "Tre safirer."
Sobeks ansigt fortrak sig utilfredst.
"Fire safirer og fem jadestykker."
Manden så lidt overvejende på ham og rettede sig så op.
"Fordi det er dig, så kan vi godt sige fire safirer."
Sobek kørte en hånd over sit skæg og nikkede så accepterende. Det var alligevel deromkring han havde håbet at kunne få for ham. Han så jo ikke ud af meget, det bette skravl.

Heldigvis for Avior, var han ikke en snaksalig type. Hvis han ikke havde noget at sige, tav han, og han forstod ret hurtigt på Sobek, at han ikke ville kunne få noget brugbart ud af ham. Han nøjedes med at holde øje med, hvilken retning de red, i håb om at kunne komme den modsatte vej af Sobeks hytte, hvis det lykkedes ham at stikke af.

Sådan red de i tavshed i tre dage, før der endelig skete noget nyt. På det tidspunkt modsatte Avior sig ikke engang, da Sobek skubbede ham med indenfor i et gårdhus. Avior havde aldrig set slaver før, ikke i virkeligheden, men han vidste hvad de var, og det tog ham ikke længe at regne ud, at han også skulle sælges. Med ét blik mod slavesælgeren vidste han dog, at manden ikke ville putte ham i en kiste, og at han da slet ikke ville slå ham ihjel. Det ville blive bedre hos ham, end det havde været hos Sobek. 

Derfor tav han også, da der blev forhandlet om hans pris. Først da de var blevet enige og krystallerne overrakt, så Avior på Sobek. Han kunne ikke skade ham - ikke nu, hvor han var en anden mands eje. "Jeg får min hævn en dag," lovede han roligt, inden han spyttede ud efter ham. 

Manden ved bordet begyndte at tælle krystaller op, en kort proces, og skubbede dem frem på bordet, så Sobek kunne tage dem. De forsvandt hurtigt ned i en lomme og ville blive brugt på at købe ting, Avoir havde ødelagt, og som han ikke selv kunne fikse. Forbandede dreng.
Lige som den tanke var tænkt, fangede Avior hans blik og truede ham med hævn. Ord der ikke fik nogen synlig reaktion frem i Sobek. Men da spytklatten ramte hans jakke, spændte hans kæbemuskler tydeligt op, og han reagerede prompte ved at slå Avoir meget hårdt på siden af hovedet med bagsiden af en knyttet hånd, ligeglad med, at han ikke længere var hans at slå på.

Manden bag skrivebordet rejste sig brat.
”Hov hov, ikke ødelægge varen!” Hårene på Sobeks arme rejste sig og der kom en svag lugt af ozon i rummet, mens små gnister sprang i mellem køberens fingre, men han gjorde ikke noget. Han så bare fra Sobek, til Avior og tilbage igen. Sobek forstod advarslen, og brummede med et vredt blik på Avior, inden han vendte sig mod manden.
”Er det muligt at få en erstatning for stenen?” Han gjorde en bevægelse mod Avoirs hals, hvor halsbåndet kunne ses. Luften blev hurtigt rar igen, og manden kneb kort øjnene sammen, inden han åbnede en skuffe i bordet og tog en sten op, han rakte frem mod Sobek.
”Næste gang koster den krystaller.”

Det svarede Sobek ikke på, han tog bare i mod den og den forsvandt ned i samme lomme som krystallerne. Manden kom frem fra skrivebordet og lagde en hånd på Aviors skulder for at sige, at han ville tage sig af ham. Sobek nikkede farvel uden at anerkende Aviors tilstedeværelse, og gik ud til sin hest. Han trak vejret dybt ind og følte sig pludseligt noget mere afslappet. Og træt. Han havde været anspændt i nærheden af Avior. Nu var drengen ikke længere hans problem, og han kunne tage hjem og forsøge at få sit hjem tilbage til samme stand.
Hesten viftede med halen, da han steg op, og traskede så af sted i den retning, han ledte den.

// Out

Avior snublede flere  skridt bagud, inden han genvandt balancen. Det var ikke gået op for ham at hans handlinger ville have konsekvenser endnu. Havde han tænkt sig om inden, ville han måske have forestillet sig at Sobek respekterede, at han var en anden mands eje nu, men som det var, havde han overhovedet ikke tænkt sig om, men udelukkende handlet.

Han havde mest af alt lyst til at kaste sig over Sobek og forsøge at dræbe ham med det samme, men hans hænder var bundne og hans evner var væk. På trods af det raseri, der gennemsyrede ham, tænkte han realistisk. Hævnens dag skulle nok komme, men det var ikke i dag.
Hans kinder brændte af vrede og hans blik lynede, men Sobek så slet ikke på ham, som han tog sine krystaller og gik. 

Så snart Sobek havde lukket døren efter sig, bed Avior ud efter sin nye 'ejer'.

// Out