Herja fortsatte med at guide den kriminelle fra hovedvejen, og ind i de små sidegader. Til højre og så til venstre, som de smalle gader snoede sig igennem Dianthos knapt så sete del af markedsdistriktet, alt imens hun fortsat stærkt genovervejede hvorvidt det var smart at opretholde samtalen med manden hun havde anholdt. Hun havde allerede afsløret en mulig svaghed hos hende selv, ved at synliggøre hendes frustration. Nu kunne hun bare håbe at manden ikke fangede hvad hun ikke var tilfreds med.
På trods af sine frustrationer bragte tjansen som vagt hende da glæde, og det var måske også derfor at hun nu var en smule overrasket over at opdage at et lille stik af misundelse fik fat i hendes midte, som hun gik her og snakkede med manden foran sig. Ganske vist var han kriminel, men der måtte være langt mere spænding i hans liv end i hendes lige nu. Da hun havde forladt sin landsby for at opleve verden, havde hun ikke just forudset at hun ville komme til at sidde fast her... i verdenens nagle, som en sølle byvagt, der kun havde til formål at fange lommetyve, og andre småkriminelle... 

Et let suk slap fra hende mens hun kiggede rundt for at orientere sig, den her rute havde hun gået lidt for mange gange på det sidste, og dog fandt hun konstant nye ting at ligge mærke til mens hun kom bag om de pæne facader mod de mest trafikerede veje. Hendes opmærksomhed blev dog endnu engang rettet mod ham som de gik. Hvorfor havde han ikke prøvet på noget endnu? Det gjorde de alle sammen.. selv når de vidste at hun var langt hurtigere og stærkere end dem... de skulle altid prøve et eller andet, så hvorfor prøvede han ikke noget?! Hun var næsten ærgelig over at han opførte sig så pænt, men ikke fordi hun yndede at have en grund til at give ham et lag tæsk. Nej, det var jagten det tiltrak hende. Når hun kunne få lov at jage dem igennem byens gader, for tilsidst at takle dem, forpustede og helt opbrugte, mens hun knapt havde sved på panden. Hendes tanker legede prøvende med tankerne om at slippe ham fri, bare for at se ham løbe.. sådan et lille 'uheld' så han fik et vindue til at stikke af.. på den anden side.. sådanne lege var ikke en vane hun burde tillægge sig! 

Han spurgte hende endnu engang, og et mere frit smil bredte sig på hendes læber. Idet mindste var denne fyr snakkesagelig! Det gjorde gåturen mindre lang, og kedelig. "Jeg kom her efter at jeg reddede en vagt, der var blevet overfaldet udenfor byen. Det skulle bare have været en simpel aflevering til healerne. Istedet blev jeg rekrutteret, fordi at jeg samtidig havde slæbt de ansvarlige med tilbage. Det var mit valg at blive men.." hun holdt en lille pause mens hun tænkte, tydeligvis en del undrende mens hun genkaldte sig hændelsen, "Mændende i denne del af landet vejer ingenting.." sagde hun så, som om det var det mest naturlige og indlysende i hele verden at sige lige på dette tidspunkt. Efter en lang pause rystede hun let på hovedet, "Så nu er jeg her, marcherende bag en mand der ligner han kunne blæse væk med vinden" hun grinede let, og trak på skuldrene, mens hendes indre stemme råbte af hende at hun skulle holde sin kæft. Der var absolut ingen grund til at åbne op for posen til denne mand!

Mens de fortsatte deres gang, ledte hun ham endnu engang til højre og så til venstre. De burde være der snart.. eller... havde hun overset et landemærke et sted?? Nej nej, det var denne vej! Der var huset med det knækkede hjørne, som om noget af muren var faldet af, og der kom lampen! Yep, det her var helt sikkert stadig den rigtige vej.

“Mændene I denne del af verden vejer ingenting.” En udtalelse der ret spontant fik Randall til at le højt. Sikke da en kvinde, der vurderede sine mænd på vægt. Så var det da en skam, at det var ham, hun havde fået fingrene i og ikke en som det store skideskur Logan. Den mand var enorm i forhold til slanke Randall.
”Jamen jeg er da ked af at skuffe, men der er nu ikke nogen, der har brokket sig over, hvad jeg kan tilbyde, før.” Han gnæggede lidt for sig selv over det, mens de grå øjne gled over omgivelserne. Det var vist på tide at afslutte samtalen og komme videre i verden.

Så pludseligt trådte han bagud i stedet for frem, så han gik ind i hende, mens hans ene fod fandt bag hende ene knæhase. Hun var lidt højere end ham, imponerende nok, og en hel del tungere, men han håbede at han alligevel kunne skubbe hårdt nok til hende, så han bankede en hård skulder ind i brystkassen af hende. Det kunne måske godt lykkes, selvom han var en letvægter i forhold til hende, var han ikke slap, der var muskler under skidtet. Om hun mistede balancen og væltede, ventede han ikke på at finde ud af, i stedet satte han af i løb. Det var til gengæld noget han kunne, efter al den øvelse med at løbe fra vrede ægtemænd, så han spænede alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Ned til næste lille vej og rundt hjørnet. Ind i en gyde, op over nogle kasser og over et hegn. På den anden side af hegnet smed han sig på ryggen og trak sine knæ op til maven, inden han hurtigt fik trukket håndjernene ned under fodsålerne, så hans hænder var samlet på fronten i stedet. Et meget smidigt trick, han egentligt slet ikke var smidig nok til, men som han havde sat sig for at lære for mange år siden. Og der var godt med kæde mellem hænderne på byvagternes håndjern, så det var nemmere end andre han havde prøvet. Sværdet sad i vejen, men det havde han også fundet ud af at skubbe ud i en rigtig stilling.

Han gav sig ikke til at svælge i den lille sejr, men kom hurtigt på benene, løb ud af gyden og ned ad gaden. Der var en stald lidt længere nede med et godt gemmested, så hvis han bare kunne nå derned, ville han være rimelig sikker. Der burde hun ikke kunne finde ham! De tunge støvler slog hårdt mod brostenene, mens han løb, blodet pumpende i hans ører og sværdet daskende mod hans ben. Han skulle bare lige… Han var lige ved at miste balancen på de glatte sten, da han drejede rundt et hjørne. Han var der næsten!

Herja var ikke forberedt. Alt den chitchat havde fået hende til at fokusere mere på sine omgivelser, mens hun kiggede efter pejlemærker, end på ham. Så da han trådte bagud, nåede hun kun at kigge forundret ned på ham, inden hun mærkede en smerte i sin knæhase der instinktivt fik hende til at bukke benet. Det næste øjeblik er hun blevet skubbet ned på jorden, og forvirret kigger hun op og indser at hendes fange nu er sat i fuldt løb ned af vejen de går på. ”Ansans Ári!” bander hun, hvorefter hun, så hurtigt hun kan, får bakset sig selv tilbage på benene og sætte efter. Hun nåede at se ham dreje om et hjørne før hun kom op, men håbede at hendes længere ben hurtigt ville lukke afstanden imellem dem.

Mens hun spæner efter ham, visker en lille stemme i hendes baghoved af hende at dette jo var det hun gerne ville have, og måske burde hun i virkeligheden passe på med hvad hun ønsker sig. Endnu engang bander hun af sig selv, mens hun runder det samme hjørne som hun så ham dreje rundt om lige i tide til at se ham dreje om det næste. Men her stopper hældet. Idet hun når rundt om det næste hjørne mister hun ham af syne ved en gyde. Drejede han til højre eller til venstre? Fortsatte han lige ud…? Nej for så ville hun stadig kunne se ham. Lettere forpustet, men stadig med masser af udholdenhed tilbage, sætter hun atter i gang. De var tæt på en lidt større gade, hvis hun kunne nå derud kunne det være hun kunne spotte ham, og afskære ham vejen. ’Det her er grunden til du ikke sludre med dine fanger!!’ tænkte hun og skældte hun sig selv ud, mens hun løb alt hvad hun kunne.

Da hun kommer ud på den lidt større gade stopper hun op, og kigger ivrigt fra den ene side til den anden i et forsøg på at spejde ned langs vejen. Der er ikke mange mennesker på denne vej, men der er da nogle. ”Forbandet være alle de-” hun bliver afbrudt, i det hun ser noget der ligner en lille lilla røgsky stige op fra længere nede af vejen. Uden helt at vide hvorfor, sætter hun endnu engang i løb og styrter ned af vejen mod stedet. Hun har ingen ide hvorvidt den sky var forbundet med Randall eller ej, men det var det bedste spor hun havde at gå på lige nu.

Lort. Det eneste ord, der nåede at glide igennem hans hoved, da han væltede rundt hjørnet og lige netop nåede at se den høje unge mand, der kom i mod ham. Uden mulighed for at reagere, bankede Randall sin stinkede krop ind i mod manden og snart skød smerten op fra forskellige steder i hans  krop, da han landede oven på ham og det hårde underlag. Siden hans hænder stadig var lænket sammen, kunne han ikke tage fra og hans ene skulder sagde en grim lyd, da han slog den ned i brostenene. En grim lyd, der sendte bølger af ild igennem han og han gryntede af smerte, mens han gled ned fra manden, han var landet på. Det var så typisk hans held, han havde næsten lige været fri og nu dette?!

Han stirrede op i himlen i et kort øjeblik med et sammenbidt ansigtsudtryk, inden han besluttede sig for, at et brækket kraveben, eller hvad det end nu var, var til at leve med og med endnu en gryntende lyd begyndte han at få sig selv hevet op at sidde. Hvilket var der, hvor han endeligt så på manden, han var stødt ind i. 
"Ved Zaladin!" udbrød han overrasket. Ikke så meget fordi det var en mørkelver, Randy var ret så ligeglad, men han havde da set et lyshåret ungt menneske? Havde han ikke? Forvirringen blandede sig med smerten i hans ansigt. Havde han også slået hovedet? Han rystede hurtigt på hovedet og forsøgte at komme op at stå. Hans skulder sad i en sjov stilling på grund af smerten og hans normalt åbne ansigt var stadig sammenbidt.

Ud af øjenkrogen fik han øje på den kolossale byvagt og endnu en ed forlod ham.
"Kan du ikke lige være en guttermand og få hende ned at ligge også?" Han kom op på knæene og med en grimasse fik han skubbet sig helt op at stå. Hans ene bukseben var gået i stykker og begge hans knæ var blevet skrabede. Han havde haft alt for meget fat på til at lande godt på nogen måde. Han kunne mærke sig selv blive bleg og han lukkede kort øjnene for at styre den svimmelhed, smerten kastede over ham. Ved Zaladins mugne nosser, hvorfor kunne han ikke bare have en god dag?! Hans ben føltes tunge, men han fik dem tvunget i gang. Han skulle bare lige undgå at blive fanget af byvagten...

Dianthos snurrede rundt samtlige sekunder efter Asiths hoved havde haft kontakt med brostenene under ham og han fik kun et meget forvringet billede af manden over sig samt ordene han sagde til ham. Hans røde øjne, som kort før havde været halvt hengemt under hans øjenlåg fandt noget fokus på den fremmedes ansigt og blev fyldt med en naiv forvirring. For en kort stund havde han glemt hans situation og hans brudte illusion og tilbage var der bare en undren. Zaladin skal få hvem ned at ligge? 
Randy fjernede sig fra Asiths person igen og gav mørkelveren lidt plads til at vende sig halvt og få sine hænder - armerede med skarpe, sorte kløer - lagt imod stenene under sig så han kunne få sig selv op at sidde igen. Hans blik søgte den forfulgte Randy, som kluntet bevægede sig længere ned ad gaden. "Hvad i...?" Han blinkede febrilsk imens hans fokus kom tilbage til ham sammen med smerten i hans ryg og hans baghoved. Hvorfor var han i sådan en fart?? Umiddelbart lignede han en der blev... Forfulgt? Asith frøs kort i hans position og langsomt vendte hovedet for at få en idé om hvad der forfulgte det kluntede menneske... For dét som fik mennesker som ham til at løbe var oftest dét, som Asith for alt i verden forsøgt at undgå: Byvagter!
Og en byvagt var lige præcis dét, som mennesket havde forsøgt at løbe væk fra. Asith lagde et kort blik på den imponerende skikkelse, som kom imod ham og dernæst tog et blik på sin hånd. Jep! Han var lilla igen! Og med lilla kom der spidse ører, røde øjne og en fandens masse manglende rettigheder! Asiths mund mimede et stumt 'Pis' og med en utrolig klodset opstart formåede han at komme på benene. Verden omkring ham føltes som om den stadig snurrede med ham som aksel og gjorde hans flugt et ret patetisk syn. Han fik løbet et par meter inden hans fødder blev enige om at højre altså var ligeud og han endte op med at klamre sig til den første og bedste gadelygte! 
"Fokusér, Asith!" Hviskede han til sig selv. "Maske på, maske på, maske på!" Han lukkede øjnene og åndede ud. Et gyldent lys opstod foran hans læber, men han formåede ikke at genskabe den illusion der fik ham til at se menneskelig ud. I stedet blev farverne og formerne omkring ham kort forvrængede, som var de genspejlinger i uroligt vand. Det gyldne lys døde hen og Asith sad nu officielt fast i hans rigtige udseende indtil hans hjernerystelse var ovre... Midt i Dianthos, blandt sit xenofobiske folk og meget langt væk fra skumringskvarteret.         

Som et næsehorn i fuld galop, tonser hun op af gaden hvor kollisionen har fundet sted. Hendes lange ben tager det ene tunge skridt efter det andet, og lyden gungrer i mellem bygningerne. Hendes øjne er fastlås på målet, men hendes fokus bliver brudt idet hun kommer tæt nok på til at se de to der er stødt sammen - Randall vakler, og ligeledes gør.... en MØRKELVER?! I det split-sekund det tager hende at registrere den mørke hud, og de to mænds vaklen, opstår der et dilemma i den nordiske kvindes sind: Går hun efter den originale fange, eller reagerer hun på den nye - som hun ved er definitionen på "fjenden" udelukkende på grund af hans race. 

Der er 15 skridt derop. Tager hun fat i mørkelveren eller Randall? Manden der stjal eller... manden som intet har gjort udover at være det han er... 13 skridt. Randall står og sunder sig, hvis hun er hurtig kan hun få fat i ham igen og gribe ham den anden, men hvorfor?? 10 skridt. Mørkelveren har åbenlyst brugt magi, og forsøger at gøre det igen. Det er forbudt på grund af de seneste lovændringer, men kan man pågribe en mand bare fordi han er til? 5 skridt. Grib dem begge, eller vælge den ene? Magi i fuld offentlighed, og vold mod tjeneste mand.. var der et åbenlyst valg??

Herja rækker armene ud - det er nu eller aldrig! Begge hendes hænder griber blindt efter noget - der er for meget fart på til at tænke! Reager nu, tænk over det senere! Hendes højre hånd får fat i og griber om noget gråviolet stof og hendes fingre lukker sig som skruetvinger om det hun har fået fat på, og uden at tænker river hun personen med sig. Fire skridt mere, og hun befinder sig lige i hælene på Randall, jagten har taget over, og tankerne der før flød bag hendes handlinger er væk. Det handler om at fange ham nu. At nedlægge byttet. I sin iver får Herja flash-backs til når de var på jagt i klanen, og mens minderne vælter ind bag hendes øjenlåg, går det op for hende at det stadig skal gå stærkt! Hjorten har opdaget hende, og den skal nedlægges nu! Uden at tænke trækker Herja armen tilbage, hoppet to skridt mens hun tager sigter, og kaster! 

Med en kræft anstrengelse får hun losset sit 'våben' efter Randall, og først da det svæver gennem luften mod sit mål går det op for hende... at det hun har kastet, er en meget forskræmt og forvirret Mørkelver, som hun tilsyneladende har grebet i forbifarten.. 

Ved Zaladin den byvagt var standhaftig. Og stor. Randall kunne næsten mærke jorden gungre under sig. Eller også var det smerten der gjorde ham sær i hovedet, det var ikke helt til at vide. Men det var ikke ligefrem noget, han havde tid til at tænke nærmere over, han skulle skynde sig væk. Nu han var gået i gang med at flygte, kunne han lige så godt fortsætte, selvom det med at løbe ikke gik så godt på grund af smerten. Hvert eneste skridt sendte lyn af smerte igennem hans skulder og han gjorde alt han kunne, for at tage bløøøde skridt. Ret umuligt, når man skal løbe, men han forsøgte da!

Lyden af byvagtens skridt kom nærmere og Randall nåede lige at håbe, at hun ville vende sin opmærksomhed mod mørkelveren, da noget meget tungt ramte ham i ryggen. Tungt som i en krop. Med et smertefuldt grynt væltede han forover. Hans ene arm ville hverken fra eller til, så det med at tage fra sig var en by i Norden. Og hvad ramte stenene under dem først? Han ansigt, selvfølgelig. Hvad ellers? Hans tænder begravede sig i det bløde kød i hans mund og et par stykker af dem blev uden tvivl slået løs. Faktisk røg den ene helt ud, hvilket ikke overraskede ham, det var altid den samme tand, der forlod sin plads. Det lille diskrete knæk, der rungede i hele hans hoved, fortalte, at hans næse gav efter for slaget. Typisk. han brækkede altid næsen.
Og derefter fulgte smagen af blod. Og meget af det. En diffus tanke om, at han var glad for, at han ikke var vampyr, gled igennem hans sind, for blod smagte da ved guderne ikke specielt godt.

Smerten fra hans skulder eksploderede og for et øjeblik blev han bare liggende, halvvejs bevidstløs, med en mørkelver på ryggen. Uden luft i lungerne og fyldt med smerte. Begge dele var han overraskende vant til, mentalt, hans krop var ikke helt enig med ham i, at han godt kunne... flygte.
Så snart elveren rullede af ham, fik han med en klagende lyd drejet sig selv rundt, så han kunne se på bygten.
"Skingrende sindssyge kvindemenneske! Du er jo fuldkommen vanvittig!" Han råbte af hende, så blodet stod i en fin lille sky ud af hans kvæstede mund. Eller, råbte, der var ikke luft til at råbe, men han forsøgte da. Alting handlede åbenbart om at forsøge i dag. Med endnu en lyd af ynkelig smerte lod han hovedet lægge sig på det kolde underlag og han lukkede øjnene. Fem minutter. Bare lige fem minutters pause. Bare lige...

(( Jeg var ved at dø af grin, da jeg læste, at hun kastede med elveren... hold op, det er guld! xD ))

Herja’s egen forbløffelse over sin handling fik sat en stopper for hendes vilde galop gennem gaden. Hun stoppede få skridt fra de to kroppe der var stødt sammen, og det tog hende et par sekunder før hun virkelig forstod hvad der lige var sket. Hvad pokker havde hun lige tænkt sig?! Forvirringen aftog dog hurtigt, og blev afløst af en følelse af sejr; hun havde ramt sit mål og nu kunne hun bare høste frugterne!

Hun begyndte at gå nærmere da Randall råber af hende, og et bredt grin breder sig på hendes ansigt. Vanvittig? Måske.. men i det mindste havde hun fanget ham! ”Måske du skulle tænke dig om, næste gang du angriber eller flygter fra en tjenestemand!” svarede hun triumferende, hvorefter hun greb fat i ham igen, og hev ham væk fra sortelveren som stadig lå på jorden. Et hurtigt kritisk blik får anslået at han er ilde tilredt og sikkert i mange smerter.. den næse der ser ikke for godt ud, men i det mindste er det ikke hende der har lagt ’hånd’ på ham. Herefter slyngede hun Randall rundt endnu engang, men denne gang over sin skulder som en sæk kartofler. Slut. Måske hvis han ikke teede sig så meget ville hun tilbyde at fixe hans skulder..

På jorden lå der fortsat en mørkelver, og han skreg af dem begge i et sprog Herja meget sjældent havde hørt. Hendes ansigt blev stoisk mens hun iagttog skabningen for sine fødder. Magi var forbudt. Sortelvere var forbudt. Han tikkede en helt masse bokse blot ved at eksistere. Alligevel følte hun et stik af dårlig samvittighed da hun så den røde farve i det hvide hår… hun burde ikke have kastet med ham. Ond eller ej, så var han stadig et menneske, og mennesker behandlede man med respekt… til en vis grad.  Hun knælede kort ned, og greb fat i ham, en kraftig, bestemt – men stadig lettere blid – hånd greb om hans ene arm, og trak ham da op på benene. Hun burde slæbe ham med sig ind. Hun burde anholde ham lige på stedet. Alligevel hører hun i stedet sig selv sige:

”Du har lige præcist 1 minut til at forklare mig hvad du laver her, og hvorfor jeg ikke bør hive dig med hele vejen til arresten.”

Hun så på ham afventende mens hun fortsat holdt fast i hans arm. Hendes toneleje mere truende end hun havde tiltænkt det.


((Er glad for i ku li det! Jeg grinede selv ret meget xD))

Randall fik ikke sine fem minutters pause, faktisk nåede han knapt nok at trække vejret, før byvagten greb fat i ham og hev ham væk fra mørkelveren. Randall kom med en stønnende lyd af smerte og fik åbnet øjnene for at se surt op på hende, en surhed der næsten frosvandt i det lag af smerte, der lå over hans øjne. Det var ikke fordi, at han reagerede ret meget på smerten, han var sgu så vant til det. Men han havde ved guderne ikke tænkt sig at være behjælpelig, så han hang bare slapt i hendes greb.
”Jeg har ved Zaladin flygtet fra jer røvhuller mange gange, ingen har nogensinde kastet en elver i nakken af mig før,” hvæste han klemt og åndeløst, stadig med blod piblende frem i munden. Han gryntede, snøftede hård ind af den brækkede næse og spyttede så en klat blod på brostenene for at vise sin foragt.

Han skulle bare have stukket hende ned, da han havde chancen! Dræbt sin første byvagt! En tanke, der ikke rigtigt tog ved. For han dræbte ikke byvagter eller krigere fra Mørket eller Lyset. Han var ikke selvmorderisk, heller ikke selvom han ikke kunne dø. Hans liv ville være ulideligt, hvis han havde en hel organisation efter sig. Som om det ikke var svært nok med alle de skide dusørjægere. Nej, han kunne ikke finde på at dræbe hende, men lige nu havde han så ondt, at han lidt useriøst overhovedet det.

Det blev absolut ikke bedre, da hun uden problemer slyngede ham over skulderen. En højlydt banden kom fra ham, tydeligvis af smerte, men det var sgu da heller ikke specielt værdigt at være en sæk kartofler i en kvindes hænder. Han havde dog for ondt til at forsøge at komme fri, også selvom det var yderst smertefuldt at hænge med hovedet nedad. Og hans skulder. Den føltes som et stykke smeltet metal.
Han overvejede at besvime, men var alligevel ikke tæt nok på, og så ville han hellere gøre turen til arresten så besværlig for hende som muligt.
”Forbandede kvindemenneske, fede kælling, sæt mig så ned, jeg sværger, at jeg sparker dine pæne tænder ud!” Grimme ord fra en beskidt mand, men ud over at han lød vred og utilfreds, var der intet hold i hans trussel, han havde bare brug for at komme af med nogle frustrationer.

Randalls vrede var ret underholdende, på trods af at Herja sagtens kunne forstå den. Hun var selv stadig ret overrasket over hendes tidligere handling - måske hun egentlig burde undskylde? Eller skamme sig? Det var ikke just sådan man behandlede nogen... 
På den anden side, så var han jo løbet fra hende... og hun havde jo pligt til at gøre hvad hun kunne få at få ram på slyngler som ham. Selvretfærdiggørelsen formåede ikke helt at overskygge skyldfølelsen af at have klasket to mennesker sammen, men det hjalp da lidt. Hun kunne mærke den knagende fornemmelse fra hans brystkasse, hvergang han trak vejret mod hendes massive skulder, måske det ikke lige var det smarteste at bære ham sådan her hvis han havde indre skader...??

"Nak'lar være os nådige, som du piver!" besvarede hun hans ynk, hvorefter hun sukkede "Vattede mænd.." stille, og vendte da atter sit blik og sin opmærksomhed mod sortelveren foran sig. Kunne hun mon dulme Randalls smerte lidt...?? Men der var folk på gaden. OG hun stod og skulle muligvis til at anholde en anden for at bruge åbenlys magi... måske hvis det ikke var så åbenlyst? Mens hun stod og så indgående på elveren, skød en kølig fornemmelse ud af hånden der hold Randall på plads på hendes skulder. Det svage blå lys fra hendes hånd var godt gemt ned mod hans tøj, og var næsten usynligt i lyset fra dagen. Isen hun fremkaldte snoede sig op af ryggen på Randalls frakke, op af hans nakke indtil det kunne ligge sig som en kølende effekt omkring hans bankende hoved. Det burde dulme ham lidt, og ikke være for åbenlyst for de forbipasserende med mindre de virkelig kom tæt på og nærstuderede tyvens hoved. 

Så kom turen til elveren, og hun så indgående på ham endnu engang. Han havde godt nok fået nogle knups, og måske var det ikke så smart at forlange en stor forklaring ud af ham når nu manden knapt kunne stå på egne ben - takket være hende selv... Han fik dog imidlertid fremstammet en forklaring der lød noget tynd.

'Tsunami ære... hva..??' Forvirringen over elveres fortalelse forsvandt idet han selv rettede den, og det kom til at kræve noget af en kræftanstrengelse at fortrænge den latter der med det samme gravede sig op fra Herjas mellemgulv. Tusnami ære... man kunne ikke kalde det blasfemi, men mon ikke gudinden næppe ville synes det var lige så sjovt som Herja gjorde lige nu. Det blev til en kort lille sitren i hendes ene mundvig, før hun fik kontrollen over hendes reaktion, og igen fik stålsat sit ansigt i en granskende, og streng grimasse. Bestikkelse? Virkelig?! Her stod han, fanget med hele armen nede i kagedåsen, og så troede han at hun kunne købes for penge? Det var lige før Herja bare gav slip og lod latteren trænge igennem. Den her dag blev da også bare mere og mere absurd! 

"En god ven at have.." gentog hun med et let fnys, ja tak. En god ven at have hvis man havde behov for at kaste med nogen måske. Men hans magi virkede ikke til at være til at prale af, og han så heller ikke ud af meget. Kunne han på nogen måde tilbyde noget, som hun kunne bruge? "Du ser ikke ud til at kunne slås.. din magi synes ikke at virke under pres, og lige nu kan du ikke holde dig selv opretstående..." hun havde til hensigt at stoppe den her samtale lige nu og her, og så kom der alligevel ord flyvende ud af hendes mund, som tillod den at fortsætte "Hvad kunne du dog tilbyde mig??"  

”Ved Zaladin du kan tro, at jeg piver, din brutale sæk kvindedele, jeg har ondt!” Måske han skulle holde op med at pive, hvert eneste ord sendte lyd af smerte igennem hans krop. Ikke at han havde værdighed nok til at lade være, han var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham. Og han ville altså have lov til at pive, når han var blevet ramt i nakken af en forpulet mørkelver, kastet af en forpulet byvagt!
Men manglen på luft fik ham alligevel til at blive tavs og hænge slapt i et forsøg på ikke at have så ondt. Ikke at det hjalp.
Med et overrasket, dæmpet gisp kunne han mærke noget koldt bevæge sig op af hans ryg og op til hans hoved. Magi! Ismagi! Uden respekt for byvagtens diskretion, spjættede han lidt.
”Ved Zaladins nossehår det er koldt!” udbrød han højt, men brokkede sig ikke mere end det, da det var dejligt lindrende.

Slattent hang han og lyttede til deres samtale med et halvt øre, siden det ikke angik ham. Der var vist nogen, der havde slået hovedet hårdere end ham. Først vrøvlede elveren løs om Isari, derefter begyndte han at forsøge at bestikke byvagten. Hø. Held og lykke med det, makker.
Gad vide hvad en mørkelver lavede i byen i det hele taget. De var jo hadet som pesten, sat i bås med dæmoner. Og nu hvor Kiles Orden havde sat jagten ind på alle former for elvere… nå ja, det kom vel ikke ham ved. Utroligt nok at byvagten ikke bare greb ham i kraven, slyngede ham over den anden skulder og travede af sted med dem begge.

Han brummede lidt, da byvagten remsede op, hvor sølle mørkelveren var i dette øjeblik. Nej, hvad mon han mente, han kunne tilbyde hende? Randy blev lidt nysgerrig og ventede spændt på svaret. Hans næse blødte stadig og blodet løb op over hans ansigt og pande og ind i hans hår, inden det dryppede mod jorden. Han havde lukket øjnene for længst, siden det eneste han kunne se, var ryggen af kvinden i den blågrå uniform. En blå farve, han havde set for meget. Alt for meget.
Virkeligheden blev mere fjern for ham, næsten som om, at han var ved at falde i søvn, selvom han havde så ondt, men bevidstløsheden var endeligt ved at komme snigende.

Herja kigggede indgående på sortelveren som hun holdt tæt knyttet i sine bare næver. Langsomt, slappede hun af i armen samtidig med at han talte. Det kunne måske nok give mening at lade sådan en karl her gå hvis han kunne give hende lokationen på to andre smugler steder. Hvad havde han i øvrigt gjort andet end at eksistere? Hun granskede sin hjerne men fandt ingen minder om at have hørt, eller set noget om han nogen steder før. Måske var han slet ikke så farlig, og hvad var ideen egentlig med at anholde tilfældige mennesker bare fordi de var til, uanset hvad deres race så var? Hendes blik flakkede let, og hun hankede op i tyven over sin skulder mens hun tænkte så det knagede. Hun var lige pludselig meget opmærksom på de folk som gik forbi dem på gaden. Snak omkring denne handling kunne hurtigt nå hendes andre vagt-kammerater.

Hurtigt, og uden rigtig at tænke over det sagde hun højlydt: ”Du kommer med mig!” hvorefter hun gik fra den store gade ind i endnu en gyde med de to tiltalte på slæb. Efter et kig over skulderen kiggede hun indgående på mørkelveren med brændende og indgående blå øjne. ”Hvem drejer det sig om?” spurgte hun nysgerrigt. ”hvilke smuglere er der tale om? Hvad smugler de??” Det var ikke så meget forfremmelsen der fik hendes puls op at køre, men mere udsigten til at fange så mange kriminelle som muligt. ”Fortæl mig om det, og..” hun tøvede. Hvad havde hun egentlig gang i? The greater good for a lesser evil’s freedom?? ”Og jeg vil måske lade dig gå…” sagde hun så.

((Jeg kunne ikke rigtig komme på noget til dig Randall, da det virker som om du bare hænger og lytter. Hvis du hellere vil lege 'ragdoll' indtil videre så gør du endelig bare det, og så tagger vi bare Asith! Jeg tænkte bare at han bare hænger og lytter? Also: undskyld den lange ventetid. Jeg er tilbage nu!) 

((Grønt lys fra Randall på at springe ham over, Asith - take it away!))

Herja blev ved at se indgående på sortelveren. Havde hun virkelig tænkt sig at tage hans ord for gode vare? Og hvad ville det lige føre med sig? Her var han.. en kriminel fanget i hendes greb.. hvad skulle hun så med en eller anden mulig smuglerring uden for rækkevidde.. en fugl i hånden og alt det der!

.. Men… Men en smuglerring kunne potentielt gøre meget mere skade.. kunne den ikke? Fordi.. hvis vi skulle være helt ærlige.. så så denne lille splejs ikke ud til at kunne forurette meget skade, eller kaos… men.. var der ikke noget med at man aldrig skulle skue hunden på hårene…? Havde hun haft en hånd fri ville hun have kløet sig i nakken, men det havde hun ikke, så alt hun kunne gøre var diskret at tygge på indersiden af sin læbe.

Da han nævner hvordan hun egentlig er skyld i at han er så ilde tilredt som han er, fnyser hun uvilkårligt, og ser et kort øjeblik meget fornærmet ud. Fornærmetheden er dog meget midlertidig, idet hun endnu engang må anerkende at elveren har ret. Hun kastede jo faktisk med ham. Noget som i sig selv er ret utilgiveligt… han er et levende væsen… man kaster ikke med andre mennesk- er.. personer. Nej. Han var squ nok ikke til meget den lille… hvad kunne han overhovedet gøre? Og hun ville ikke få meget ud af at indlevere ham alligevel…

”Er du… kan du.. gøre noget ved det der..?” siger hun så, med et lille nik i hans retning. Hvis hun skulle bære rundt på ham uden at få problemer skulle han ikke se sådan der ud! ”Du er.. meget iøjnefaldende sådan der…” Hvad pokker havde hun egentlig gang i..

Herja ville vente lidt, i et forsøg på at give ham en chance for at ændre på sit udseende igen så han faldt lidt mere ind i den gængse befolkning. Hvis Asith skulle lykkedes i at forklæde sig selv igen, ville hun derefter løfte ham op på hendes anden skulder. Ikke som en sæk kartofler som i tilfældet med Randall, men så han var i en mere almindelig siddende position – lidt som en papegøje – på hendes brede skulder.

”Jeg har lige noget jeg skal aflevere først…” 

Mens de gik, forsøgte Herja desperat at finde ud af hvad hun egentlig havde gang i, og hvordan pokker hun skulle bortforklarer alt det her rod med mørkelveren hun havde samlet op. Da han havde indrømmet at han ikke kunne gøre noget ved sit udseende, havde det kun kompliceret situationen yderligere. Hvis alle så at hun kom bærende på ham, ville de helt sikkert høre om det ved arresten, og undre sig over hvor han var blevet af hvis hun blot troppede op med Randall på slæb. Hvorfor pokker havde hun også lige kastet med ham?! 

Det store bjerg af en kvinde sukkede let, mens de sammen traskede ad Dianthos gader mod arresten. Hvad ville de andre vagter ikke sige?? Måske hun kunne overlade Randall til en anden, og så smutte afsted med elveren? Nej det gik ikke, det ville være for nemt, og Randall ville bare lave løjer igen. Desuden, ingen af de andre flimser kunne bære ham som hun kunne. Gade vide hvor slemt det egentlig stod til med ham? Hun havde lagt mærke til at han var blevet noget stille… men på den anden side var hans stilhed en velsignelse, eftersom han slet ikke havde holdt kæft før.
Det tog ikke længe før de nåede deres destination, og Herja overvejede at dreje af ned ad endnu en gyde for at undgå at støde ind i for mange af hendes kollegaer. Jo færre der så hende sammen med elveren desto bedre. På den anden side…
Uden at tøve for meget vadede Herja direkte mod arrestens hoveddør. Et par af hendes kollegaer stod allerede udenfor og småsnakkede da de ankom, men snakken holdte op da de blev opdaget. Med en tøvende måben var der endelig en der åbnede munden:

”Hvaa.. du har nok haft travlt, hva?”

”Pff… du har ingen ide!” svarede hun med et bredt smil på læben – bare det her virkede.
”Hør, kan du ikke smide ham her ind for mig? Jeg har båret ham fra den anden ende af byen, og jeg har noget andet jeg skal nå!” 

De to vagter så på hinanden med hævede øjenbryn, hvorefter ham hun snakkede med nikkede til Asith. 
”Hvad har du så tænkt dig med sorten?” 

Hun gav Asith et hurtigt kig, hvorefter hun så tilbage på vagten med et træk på skulderen. ”Nåh ham? Han skal direkte op til bødlen. Vi tager ingen chancer med det pak!”

Vagten fra før kneb øjnene sammen og trådte mistænktsom hen mod dem. 
”Hvem har sagt det? Hvor kommer den ordre fra..?” 

Herja kunne mærke hvordan hun begyndte at svede. Hun var ikke vandt til at lyve, men det havde da holdt indtil nu!
”Hvis du vil diskutere den ordre, så må du tage den med Kaptajnen! Eller siger du at vores kaptajn har skumle motiver??” Hun hævede selv et øjenbryn og så indgående på manden foran sig, som til gengæld nu så helt forskrækket ud. Han tog et skridt tilbage og rystede på hovedet. 
”Jeg kunne selvfølgelig bare sige til ham at du forhindrer mig i at gøre mit arbejde.. og så må vi se hvad han siger..”

”Nej, nej! Jeg siger ikke noget, jeg spørger jo bare!”

Med et bredt smil, hægtede hun den bevidstløse Randall af sin skulder og smed ham over mod de to der nu stod og lignede små forskræmte får. ”Godt! Så tag lige og få ham her sat i brummen, ikke? Og få ham tilset. Han har vist en slem hovedskade!”
Med det vendte hun sig om, og begyndte at traske væk fra dem alle. I et raskt men ikke for mistænktsomt tempo, indtil hun fik rundet et hjørne og tillagt passende distance mellem dem og hende. Først da de var uden for synsvidde og rækkevidde, pustede hun lettet ud og satte farten lidt ned. Ved Nak’lar’s lange næsehår, hvad havde hun dog rodet sig ud i…

”Godt… Hvad så nu?”