Ikke være ked af det? Holde hende i hånden? Det var kommet noget bag på ham, hvad hun havde sagt. Der var klart en barnlig essens over det, hun sagde. Det var ting, som man forventede et barn ville sige. For barn havde endnu ikke lært alt om den grumme verden udenfor, hvor de voksne ikke bekymrede sig om andre. Ikke som et barn med et sådan uskyldigt sind ville. Tilsyneladende.

Vovende lænede han sig omkring, så han lige akkurat kunne se ind i værelset og dermed kunne se, hendes lille tilbudte hånd, der knap nok kunne nå langt nok rundt til, at det kunne beskrives som ’bag stolen’. Men ak, gav Alran hende ikke glæden ved at møve sig frem på knæ og lukke sine sorte fingre omkring den. Han kunne ikke få sig selv til det. Så han satte sig på plads som før, op ad væggen lige ved siden af dørkarmen. Og han gjorde det med en tynget latter.
”Sikke et modigt tilbudt at lægge ud foran et monster som mig, prinsesse Dag. Modigt og generøst,” svarede han med hovedet lænet helt tilbage og et udmattet, men oprigtigt smil på læberne, som hun desværre ikke kunne se. Hvilket var medskyldig i meningen med det. Det var svært for ham at vise sig selv for hende nu. Han ville ikke skræmme hende. Han blev lidt mere afslappet, som han sad der, dog stadig med den konstante chance for, at en anden beboer ville komme op ad trappen og finde ham der. Det ene ben lå bare strakt, men det andet havde han bøjet op, så han bedre kunne støtte sin ene arm på knæet. ”Men jeg må afvise. Jeg vil ikke risikere at knuse din hånd i mit væmmelige greb. Og husk, lille frøken, så er intet for farligt for mig. Jeg bekæmper fjenden med mit næb, skulle mine vinger fejle mig.”

En stilhed lagde sig atter mellem dem og hans smil falmede. De mørke øjne steg højere op mod loftet for at fokusere på dets struktur og opbygning. I søgen efter en knast, som han kunne stirre længe nok op, indtil et eller andet motiv ville tage form foran øjnene på ham. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Han vidste ikke, hvad han kunne tillade sig at svare med. ”Til tider, ja. Selv iblandt os riddere er der nogle der ser skævt på dem der er anderledes. Nogle ser stadig en som mig som farlig og utilregnelig. Og dét gør det til tider svært at lege med dem. Derfor.. flyver jeg alene.”

Dag lavede en utilfreds lyd "Du er ikke noget monster! Du er en Ridder! Og så er det altså ligemeget hvordan du ser ud nåh" insisterede hun fast, og åbnede og lukkede hånden et par gange, som signal til at han altså skulle tage den. Det var det Nat gjorde når hun blev bange eller ked af det. Så holdt han hendes hånd eller holdt om hende, eller tævede og smed med hvad end der havde gjort hende ked af det, til hun ikke var ked af det længere. Nogle gange sagde han bare meget bestemt at hun skulle holde op med at være ked af det så de kunne lege i stedet, og legede de.

Da Sir Alistair afslog videre, og frygtede han ville knuse hendes hånd, rystede hun på hoved, til hun indså han nok ikke kunne se det. "Jeg har altså ret stærke hænder, selvom jeg er lille!" insisterede hun fortsat "Nat sige selv jeg er ret stærk, fordi jeg skal bruge mine arme så meget når mine ben ikke virker" forklarede hun. Men hun var ikke lige så stærk som Nat. Det var der ikke nogen der var! Udover måske mor. Men selv Sakse kunne ikke stå imod Nats styrke!

Til sidst faldt hendes hånd dog lidt ned, og hang løst ved siden af sædet på stolen. "Jeg ville ønske jeg kunne flyve med dig, og slå en ordenlig prut på hoved af alle de dumme folk" sagde hun sorgmodigt, og bed sig i læben. Men det kom ikke til at ske. Hun kunne ikke engang gå, hvordan skulle hun så nogensinde komme til at flyve?

Hah... Igen smilede han. Lod den bittersøde latter blive siddende på læberne frem for at gøre den hørlig. Lad børnene om at bryde igennem til ham og få det ind i hans tygge hoved. Hun havde helt ret. Han var trods alt en ridder, i hendes øjne i hvert fald, så det gik ikke, at han sad og beklagede sig som en depressiv gammel mand. Hvad skulle hun, en lille pige fanget i en stol, gøre hvis ridderne omkring hende ikke engang troede på sig selv. Troede at de ikke var gode nok. Han var ynkelig, var han ikke? Dette var også bare en leg de legede, så hvorfor ønskede han pludselig at ødelægge den for hende ved at bringe for meget virkelighed ind i fantasien. Hun var for ung til at skulle stifte dét bekendtskab. Er par år mere. Men ikke nu. Det kunne han af forskellige grunde ikke nænne.
”Du har så ganske ret, prinsesse Dag. Jeg beklager for min kortvarige tvivl af mig selv. Hvad skulle en ridder som jeg, gøre uden at have en højhed som Dem til at sætte mig ind på linje igen.” Hans stemme var pludselig meget mere afslappet. Mindre præget af tunge følelser og… foragt?

”Jeg er ikke længere bange takket være din hjælp. Jeg kan ikke tage din hånd, men blot tilbuddet varmede om mit flyvske hjerte.” Han vidste ikke længere, hvor det hele kom fra. Al den fornemme snak. Som taget direkte ud fra en af pigebarnets egne eventyrbøger. Normalt ville han kunne brække sig over sig selv, men ikke… nu. Nu var der noget morende og ganske berigende ved at fylde på hendes barnlige historier. Ja, det var ganske rart.

Et fnys, der fra hans strube nemt kunne komme til at lyde ilde-morende, fandt sin vej frem og han drejede hovedet til siden, som var det nok til at kunne se på hende. Hun skulle nok vokse op til at blive noget. Om det var faktuelt eller bare et håb, kunne der diskuteres længe om. Men af alle vinduer, han havde søgt pause, var han nu glad nok for at have gjort det ved hendes. Også selvom han nu sad alt andet end anstændigt.
”Tro mig! En dag skal du nok komme til at flyve.” Alran var så sikker i sin stemme, at han tilmed havde hævet den en tand for at frembringe selvsikkerheden. ”Om det så er med vinger så pragtige som mine eller ej. Hvis du drømmer om at flyve, ser jeg ikke, hvorfor du ikke skulle kunne. Ben har man ikke brug for for at flyve. Husk det, lille prinsesse.”

Et lille smil fandt sin vej tilbage til Dags læber "Det skal du ikke være ked af. Heltene i historierne tvivler også altid lidt på sig selv, inden de be-sej-re alle de onde!" fastholdt hun bestemt. Hun var ikke bage for Sir Alistair, ligemeget hvordan han så ud, men hvis han hellere ville holde sig hvor hun ikke kunne se ham, så måtte han vel gøre det, selvom det gjorde hende lidt ked af det. Men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det, for hun skulle bruge hjælp bare til at vende sig ordenligt i stolen! Hvis hun prøvede meget hårdere end hun allerede havde, så ville hun bare risikere at falde ned fra stolen, og det var altså ikke særlig prinsesse agtigt!
"Jeg er nogle gange bange..." indrømmede hun "Men ikke lige nu! Ikke mens du er her" tilføjede hun med et grin i stemmen, og det var sandt. Dag var aldrig blevet glemt eller havde lidt nogen særlig overlast i sit lille liv, men når hun væltede ned fra et sæde eller ikke kunne vende sig selv, så blev hun nogle gange bange og ked af det. Men hun ville ikke falde mens Sir Alistair var der, så alt var godt!

Det gav et lille sæt i Dag da Sir Alistairs stemme pludselig lød sikker og fast. Hun rette sig lidt op i sæddet og rankede ryggen, og sugede hvert et ord til sig. "Det vil jeg huske! For evigt og altid! Det lover jeg!" svarede hun højtidligt, og holdt sin lille, buttede hånd, med en lille, strittende lillefinger ud hvor han kunne se den. Hun forventede ikke han ville tage den, så hun lavede en krog med fingere, hævede den en lille smule og sænkede den så i en bestemt lille bevægelse, som havde hendes finger været viklet sammen med hans. Hun havde afgivet sit løfte! "Jeg vil flyve en dag!"

Det var en virkelig dum idét. Det vidste Alran egentlig udmærket godt. Men idét at hendes lille lillefinger krogede sig, sneg der sig en noget mere voksen og kulsort, som var den dyppet i sod, finger sig ind i krogen og låste hendes løfte. Det var noget af en manøvre, han måtte gøre for at forblive skjult bag hende og samtidig have sin arm og hånd i en sådan position, så heller ikke hans arm var alt for synlig. Med hans misfarvede fingre kunne han nemt spille videre på sin fortælling om at være et mønster, men det var aldrig til at vide, hvor klog den bette pige var. Han kunne kun forsikre sig selv med, at hun foretrak at leve på den eventyrlige sky af fantasi, som han havde leget med hende med.

”Du kommer til at flyve bedre end jeg en dag, kan jeg forestille mig,” klukkede han faktisk, som han sad der lænet op ad hendes stols ryglæn. ”Men kun så længe, at du også lover mig, at ikke flyve for højt. Jeg er ikke stor nok til at kunne gribe dig, skulle du ende med at falde.”
Roligt, men alligevel noget fluks, trak han sin hånd om til sig i sit gennemsted. Han burde virkelig ikke blive mere længere. Han trådte allerede på tyndt is. Hvad ville en stakkels tjenestepige ikke tænke, hvis hun trådte indenfor på pigebarnets værelse? En nøgen - okay, næsten nøgen, fremmed mand.

”Kan du gøre en sidste ting for mig? Kan du holde dig for øjnene? Kan du tælle til ti, så godt som du kan dit alfabet? Det er tid for mig at fortsætte på min rejse, men som jeg er nu…” Hvad ved Zaladin skulle han sige?! Det lød allerede så forkert, det han ville have hende til at gøre. Var det virkelig dét hans liv var kommet til? ”…så har jeg brug for din hjælp til at vende tilbage, så jeg kan flyve igen. Din magi. Alt hvad du skal, er at lukke dine øjne, se min fjerpragts farve for dig i dit hoved og tælle til ti. Kan du det? Kan du huske mine fjers farve?”

Dags lille finger hægtede sig om Sir Alistairs, og holdt godt fast, men hun lod være med at kigge. Selvom hun var meget nysgerrig, så havde hun forstået, at han helst ikke ville ses, så hun lod være.
I stedet tog hendes hånd, efter løftet var forseglet, og greb om hans finger. En kort, forsikrende knugen, inden han trak fingeren til sig igen, og hun roligt trak hånden tilbage op i sit skød med en lille glad lyd.
"Jeg skal nok flyve varsomt! Det lover jeg!" lovede hun med barnlig ihærdighed! Hvordan hun nogensinde skulle komme til at flyve viste hun ikke, men Sir Alitsair have sagt hun ville komme til det, og han var tydeligvis ældre og smartere end hende. Der var så mange ting voksne sagde som Dag ikke rigtig forstod, men hun viste de altid havde ret!

Et lille klask lød, som Dag slog hænderne for øjnene "Betyder det så du går nu?" spurgte hun med et svagt håb om det ikke var sandt, selvom hun viste det var nød til at være sådan. Der gik heller ikke mere end et åndedræt før hun tilføjede "Kommer du på besøg igen snart?". Ilde viste lille Dag at hun inden ugen var omme ville blive flyttet til Azurien, for at bo hos sin fader på Opalslottet.

Trods sine spørgsmål, og den snigende frygt for ikke at se sin ven igen, lukkede Dag øjnene bag hænderne, "Din fjerpragt.. okay, det kan jeg godt! Eeeeeeeeeen...... toooooooooo.....treeeeeeee.....fiiiiiiiiire.....feeeeeeeeem"

”Skulle vinden vende på den rette kurs,” svarede Alran selvsikkert nok til a lægge skjul på løgnen. For nej. Han ville nok ikke se noget til den lille pige igen. At han i det hele taget var endt i en sådan situation som nu var ikke ligefrem tilset med positivitet. At husets tjeneste ikke var kommet op og fundet den halvnøgne mand var som om, at guderne for en gangs skyld skinnede deres velsignede lys ned på ham. Måske han kunne være så heldig, at han blot kunne være en fantasi-ven for hende. At mødet kunne ende som ikke andet end opfundet i hendes egen eventyrfyldte hoved. Dén tanke kunne han egentlig godt lide.

Han sneg et forsigtigt kig omkring for at sikre sig, at hun havde gjort som, han havde bedt; lukket sine øjne. Hun havde ikke bare lukket dem, men også dækket dem fuldstændigt til, så han kunne bestemt ikke klage. Godt så. 10 sekunder. Det var alt, hvad han havde. Det var ikke meget, og han skulle nok havde givet sig selv mere tid, så med ét gjaldt det om at få lidt fart op.

Fluks rejste han sig. ”Forestil dig, hvor bløde og fine mine fjer er,” blev der fraværende tilføjet, som han passerede hendes lille siddende skikkelse og stift havde fokus rettet mod det åbne vindue. Han skulle have taget den udgang til at starte med. Risikerede hans egen hjernekapacitet at blive mere og mere på størrelsen med en fugl, jo længere han var i den forbandede form? Med hvad der var sket, så ville det ikke komme alt for meget bag på ham.
Ved vinduet var der ikke tiden til at udtænke en bedre flugtplan. Han kunne sjovt nok ikke flyve ud. Han var lidt for tung og lidt fjerløs. Han debatterede med sig selv, om han skulle se tilbage på Dag en sidste gang, men delen af ham der var imod vandt, som hans ti sekunder hastigt løb ud.

Så han svang sig blot ud af det. Hang i vinduesrammen med hængene dinglende langt fra fast grund. Det her ville gøre nas! Han slap. Og han faldt. Havde der ikke været buske under ham, kunne det nemt have gået galt. Grene og torne rev i hans bare hud og han kunne have landet bedre, men intet var brækket og han havde da ingen problemer med at kæmpe sig tilbage op at stå. Gardinet hang overraskende godt fast omkring hans hofter. Mon denne familie ikke sagtens kunne undvære det.

I al hast forsvandt Alran fra palæets grund. Forlod sin lille nye ven på sit værelse. En enkel gul fjer lå let tilbage på hendes gulv.